dansk + lærer ≠ dansklærer! (Digte er bare røvkedeligt lort!)

Med tilkomsten af internettet vil dansklæreren fortsat få sværere og sværere ved at fremstå autoritativt og må blive en form for kustode i det danske museum og efter bedste evne forsøge at samle de frie besøgendes interesse i det samme rum om det samme emne i den tid, der er afsat til det – gerne med personlig karisma, lækkert hår og fourageringer ind i de unges egen medieverden. Det skaber en særlig lærer.

Share

 

Lisa siger: "That Strunge-guy... don't you agree he mostly embodies Danish loss of optimism in the 70's and as such is kind of NOT a real symbol of great Danish poetry, even if his image may be sufficiently rebel-like and commercially intertwined with the Punk-years to briefly grab the attention of young students of Danish?"

Sad til middag med en gymnasielærer i dansk og historie. I sådant selskab, i fald selskabet er begavet, hvilket var tilfældet hér, falder snakken uværgelig på digtere i pensum og dansklæreres valg af digtere at tage op i undervisningen – begge emner, der får blodet til at springe fra mine øjne.

Alle dansklærere, som ikke er bange for ikke at kunne være bagstopper på tolkningen af et digt over for klassen, bedes række hånden i vejret.

Ja, sagde min bordfælle, det er skræmmende at introducere digtere og forfattere, som ikke er anerkendte, gennemprøvede, gennemanalyserede. (Ærgeligt, at jeg først nu tænker, at alle digtere i undervisningen for fanden da må have været nye på ét eller andet tidspunkt – er det på lærerseminaret, nyere forfattere introduceres, én gang for alle…?! )

Hvorfor ikke bare google digt og vælge en tilfældig resultatside og præsentere eleverne for muligheden for en samtale om, hvad digtet sagde dem og i samtalen komme frem til, hvilke redskaber de intuitivt anvendte for at nå frem til deres opfattelse? – forslog jeg ham.

Dansklæreren riposterede med historien om en gang, han havde undervist voksne og en forsagt elev havde spurgt, om ikke det var muligt anonymt at anvende et af hans digte i undervisning – hvilket dansklæreren turde, med resultatet at alle i klassen fandt det her digt meget federe end noget andet, de havde været præsenteret for – mere nutidigt, relevant og… godt! Det fik mig næsten til at græde, men jeg bliver jo aldrig tilfreds: Dansklærere bør have samme rem af huden som digtere – give sig til kulturen, uselvisk og i hensynsløst sigte mod begejstrende sprog(kund)skabeN snarere end efteraben alt kendt! (Og jaja, først kravle, så gå… BLA! Nej, hér hold min hånd, så går vi!) Læs videre “dansk + lærer ≠ dansklærer! (Digte er bare røvkedeligt lort!)”

washington, Peru, Kbh 3

Share

Blev kørt fra Ronald Reagan Airport… til Alexandria, hvor min veninde og hendes datter bor. Naboen var ved rattet. Ung fyr, der 1) kørte som om han var ved at OD’e af kaffe, 2) gik ind for skydevåben til alle “så man kunne beskytte sig mod dem, der vil overfalde én med skydevåben”, og 3) bød mig hjerteligt velkommen i Guds eget land ved at spille en sang om “I blame it on the viking”, fordi min venindes datter har døbt mig “My Viking”. Oh boy. Efter en tid var jeg i stand til at se det som, at han gjorde hvad han kunne for at få mig til at føle mig velkommen, samtidig med at han manifesterede sig som ung amerikaner over for en ældre udlænding. Stadig uhyggeligt, men andre steder er det endnu mere nådesløst: Dér tales ikke om tingene; dér handler det om, hvilken baggrund man har, om man ser dem i øjnene, hvilken styrke (læs = hensynsløshed og kulde) man kan udstråle. Der er mere end én grund til at rejse, når man kommer fra Danmark, og det er så absolut at blive klar over, hvad det er for en verden man egentlig skal ønske sig. Om end det er ved at blive det samme over det hele.

Hér er også koldt. Og mere kulde er på vej. Imellem reklamerne på TV’et er der lidt nyhedsudsendelser (og bidder af film og serier), som lover mere kulde, meget mere kulde. Greeeeat!

Jeg er i råddent humør. Dejligt at se mine venner hér, men flertallet er efterladt derhjemme. Det er ikke verden, der beder om min tilstedeværelse, men mig der beder verden tage imod mig. Og jeg skal hele tiden arbejde på at holde hjertet åbent.

2 timer efter jeg skiftede fly i Newark, NY, blev lufthavnen lukket pga. en sikkerhedsbrist. En eller anden var smuttet ud gennem en exit, uden at gå igennem tolden. Det burde ikke kunne ske, men det skete. Og fokus er helt i top pga. bombeforsøget forleden. Køen gennem sikkerhedskontrollen i Newark var latterligt lang. I Danmark hvor det hed sig: Mød op 3 timer før afgang til USA pga. skærpet sikkerhed, var jeg igennem sikkerhedsslusen efter 10 minutter. Men USA er ikke det mest effektive land, og der er en følelse af uvilje og modstand i mange servicefunktioner: Folk virker ubegavede og uinteresserede. Ingen ro og selvsikkerhed som i tilsvarende funktioner hjemme. Man kan vel ikke direkte argumentere, at det handler om tryghed i ansættelsen i DK – at folk dér er beskyttede af fagforeninger og arbejdsregler og derfor bedre til at være sig selv? Men måske er det ikke selvmodsigende – måske er netop usikkerhed i ansættelsen plus den amerikanske høflighedstvang er med til at skabe aggressioner og utålmodighed med kunderne?

Har været ude med min veninde i dag for at købe en trådløs router, så hun endelig kan komme på med sin arbejdscomputer. En enorm mall er eneste mulighed for at købe noget på disse kanter, og har de det ikke, er der ingen fritliggende butikker nogen steder, som man kan komme til uden bil. Min veninde har ikke bil. I det hele taget er der meget her, som er umuligt uden en bil. Eller svært og tidkrævende i meget høj grad, fordi afstandene er så vanvittige. Som min veninde udtrykker det: Det tager 4 timers kørsel til min mor mod syd, og 4 timers kørsel til min søster mod nord, og det er alt sammen inden for den samme stat! Og dém er der 5o af!

300.000.000 mennesker. Tallet giver ingen mening, men afstandene og alle menneskene som bebor dem, som intet individ har mulighed for at kende, giver begrebet konsensus en anden betydning, og skaber – modvilligt – en smule forståelse for TV’ets centrale betydning for amerikaneren som repræsentativt forsamlingsrum. Men hold kæft hvor er det nævenyttigt i sin snagen i alt! Det er faktisk stort set ikke til at holde ud. 100 gange værre end TV i Danmark.

Ingen fotos endnu.

Alan Pary, håb

Share

Jeg modtog følgende fra instruktøren til stykket HEGN, der tager udgangspunkt i eksilirakeren Alan Parys 10 år lange ophold i Sandholmlejren, og den efterfølgende performence MENS VI VENTER, der bestræbte sig på at lade udvisningstruede irakere møde danskere:

Kære venner og kolleger.

Det bedste, der kan ske for en afvist asylansøger, er når hans eller hendes sag bliver taget op igen. Alan har lige kontaktet mig. Han var glad. Meget glad. Alan har modtaget en opringning fra sin advokat, der fortalte, at hans sag er blevet genoptaget. For tiden er der en åbning for de kristne fra Nordirak. Mange af de tidligere kristne Irakere, der har fået deres sager genoptaget, har fået opholdstilladelse i Danmark. Så derfor er Alan glad. Han har tidligere søgt om at få sin sag genoptaget, men har fået afslag. Siden da er der ikke fremkommet noget nyt i sagen, så Alan mener at vores Festival-aktion har været medvirkende til det.

Endnu engang tak jer for jeres medvirken i MENS VI VENTER… nu behøver Alan måske ikke vente så længe mere.

Jeg har fået lov til at sende jer Alans seneste danske digt, der hedder:

Københavns Nat
af Alan Pary

Københavns nat er rolig og klar
den himmelske engel lægger sig på den svævende bro
Københavns nat er fuld af skyer og tåge

Byens små øer er fyldt med de forbipasserendes ånde
Københavns nat er en drøm
med plads til hjerternes forskellige pulsslag

På gaderne
i parkerne
i gågaderne
omkring skulpturer af forfattere og frihedskæmpere
foran Folketing og kirker
bliver mennesker forelskede af nattetåge

De har åbnet deres favn og vender sig mod regnen
afhængige af hinanden
når lynets skrig rammer dem som kys

København, maj 2008.

Mange varme hilsner fra Michael Svennevig”

Jeg krydser fingre for, at tilsvarende behandling bliver de mange andre ventende til del.

Eksildigter, Alan Pary: I kunst skal du ikke tænke tilbage.

Share

Alan Pary er eksilkristen og digter – eller måske må man ligefrem sige “eksildigter”, al den stund han er uønsket i Irak, fordi han ud over at være kristen ikke blot nøjes med at tænke sine digte.

Digtningen alle vegne, herunder også i Danmark, ønsker typisk verden bedre for alle, men når et menneske fra en anden kultur kan blive jagtet for at skrive digte, der ønsker verden bedre, er det sært at være borger i en nation, hvor digtning endnu er for de få. Man kunne jo få den tanke, at danskere generelt oplever at have det så godt og trygt, at enhver forandring er en trussel. (Det kaldes, i så fald, stagnation.)

Alan Pary er blot én blandt mange eksil-irakere, som i overensstemmelse med gældende dansk medmenneskelig praksis har levet i årevis i danske asylcentre, helt eksakt 10 år på 3-sengsstue, og nu står over for en yderst uvis udvisning til det strengt muslimske styre i Irak.

Han skriver altid om håb, siger han i dag i Information [pdf]. “I kunst skal man ikke tænke tilbage… hvis du tænker negativt, kommer du til at bringe det ind i kunsten. Jeg skal ikke bringe sygdom til folk. Jeg skal bringe det smukke.”

Alan Pary har overlevet 10 års venten på at skrive digte. Har lært sig dansk ved at lytte til Sandholmlejrens personale og skriver i dag digte på fejlfrit dansk. Men hvor mange mennesker er i stand til at overleve 10 år i uvished? Man kan prøve, hvis man kan, at forstille sig, hvordan det som barn ville være at blive foragtet for sin religion, og som voksen at blive fængslet for sin tro.

Det har længe være svært for mig at kapere den danske model med at holde folk i Limbo i årevis. Det er tydeligt, at lovgiverne lever i en verden, hvor frygt ikke blot er primus motor, men også produktet. Hvor ville det være befriende, hvis man snart kunne rejse hovedet alle steder og sige: “Jeg kommer fra Danmark – I ved, dér hvor håbet om en bedre verden bor!” snarere end “Jeg kommer fra Danmark – undskyld! Undskyld, at vi er så bange!”

Forfatter, dramatiker og medlem af Dansk PEN, Michael Svennevig, har baseret et teaterstykke, “HEGN”, på Alan Parys skæbne i Danmark, som blev opført i Juni på teateret Sorte Hest.

Om stykkets tilblivelse siger Michael Svennevig:

“Selvfølgelig kan det ikke lade sig gøre. Ikke på så kort tid… Men så gælder det om at få fat i de rigtige samarbejdspartnere. Niels Vigild, Thulla og jeg havde allerede lavet “Ørkenshow” (en musikalsk tekst-collage baseret på min roman “Ørkendrømme“) på Teatret ved Sorte Hest, så vi vidste, at vi ville kunne samarbejde, og samarbejde godt. De var begge straks med på ideen. Det samme var teatret.

Vi tog sammen op og besøgte digteren i Sandholmlejren og gik tur langs hegnet. Karl Johan Mikkelsen fra D2R, Den Anden Radio, optog lyde fra lejren, som Thulla bearbejdede til forestillingens lydspor.

Det er et stort ansvar, når man skal omsætte levet liv til teater. På den ene side gælder det om at være tro over for det levede liv, der har inspireret til historie, men samtidig skal teksten fungere som teatertekst. Men nogle tekster skriver sig selv, ligesom HEGN gjorde. Musikken og sangene skulle komponeres og teksten skulle indstuderes, og de to fortællelag finde sammen på scenen. Jo, det kan lade sig gøre.

Nu mangler vi bare at få omstødt nogle vilkår og omstændigheder, der er uanstændige. Skammelige. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Det er næste skridt.

Alle involverede i HEGN har arbejdet uden honorar.

Hvis vi hver især gør det, som vi bør gøre, skal vi nok få det ændret.”

Sognepræst ved Apostekirken på Vesterbro i København, Niels Nymann Eriksen, var inde at se stykket, og blev så rørt, at han i samråd med Michael Svennevig besluttede at lave en happening i kirken. “De afviste asylansøgere… fremstilles ofte i pressen… [kun] som del af at problem eller en sag. Vi synes, det er nødvendigt, at folk får mulighed for at møde dem ansigt til ansigt, og høre deres personlige historie… Ofte er asylansøgere endt som en slags gidsler i det politiske spil. Det vil vi gerne gøre noget ved – ved at gøre det på denne måde.” Citat fra Vesterbro Bladet, 13. august 2008

Som indledning havde Michael Svennevig skrevet en prolog, som skuespiller, Kirsten Olsen, læste op. Den kan hentes [hér.]


Har man det godt, har man typisk overskud til andre. Har man ikke overskud til andre, men insisterer på, at man har det godt, hvad skal man så kalde det?

Igen kunne man risikere at få en tanke: Måske har vi det ikke godt i Danmark? Spørgsmålet kunne så være hvorfor – men for at blive i Alan Parys tankegang: Hvad skal der til for, at vi får det bedre?

Dramatikeren og præstens iscenesættelse af møder med afviste asylansøgere forsøger at vise det, men meget ville være nået, hvis enhver for sig selv anerkendte, at et menneskes ve og vel ikke er en service, der kan påtages af lavestbydende; at et menneske ikke har en pris, der skal omregnes i kroner og øre: En tidligere centermedarbejder i Sandholmlejren, som må siges at være tæt på dén problematik, er [hér] dybt kritisk over for den statslige politik, Dansk Røde Kors og pengetænkningen i forbindelse med (citat) “omsorgen” (citat slut) for asylansøgere.

Et menneske er et menneske er et menneske. Det kan ikke for ofte vises, siges, indses. Prøv selv.

@ Mustapha Manuel Tafat

Share

Mustapha Manuel Tafat hed en algierer, som levede og døde i Øhlenschlægersgade på Vesterbro i København.

Hjørnebutikken, som han lejede, udsmykkede han over en årerække udenpå og indeni til en kulørt funklende grotte i spejl, marmor, flise, te-stel, fotografier og meget mere.

Efter hans død i 2006 overtoges hjørnebutikken af en støttegruppe med formålet at bevare dette unikke livsværk, men i dag ønsker ejendommen butikken tilbage – med al udsmykning revet ned.

Tjek støtteforeningens side, læs bl.a. om Manuels royale hjerte og hans kunstdonationer til Dronningen, og hvis du efterfølgende kan erklære dig enig i, at København behøver enhver form for hjælp mulig til at bevare en rest af farve og vildskab, så giv din støtte med en underskrift.

Eller sæt dine egne farverige spor på byen, hvor det er muligt 🙂

DRs nedlægning 5 – Hvem er Jesper Klein?!

Share

Mens jeg med mit lille digitalkamera filmede den strømmende demo mod nedskæringerne i DR, overhørte jeg en yngre forbipasserende mandlig cyklist sige ind i mobilen – åbenbart som forklaring på larmen omkring sig: Nåe, det er bare 65-segmentet i demo.

Det stødte mig.

Ikke fordi jeg ikke ønsker at blive associeret med mennesker 20 år ældre end jeg selv, men fordi jeg i ét nu oplevede hans smarthånlige bemærkning præcis udtrykke den manglende evne til at se andet end det programmerede billede, der ikke blot er udbredt i Danmark, men som gamle HCA i sin historie om kejseren for 200 år siden allerede så som universelt:

Demonstrerer mennesker et ønske om at bevare HØJ kvalitet i DRs sendeflade, må det nødvendigvis være, fordi de enten har kendskabet til høj kvalitet ind med modermælken – en forvænthed med den bedste mad og vin, rigelig med omsorg og følelsesvarme, at kunne argumentere sig til jævnligt at få sin vilje, de bedste lærere, det bedste køretøj, den bedste partner, det mest optimistiske, selvsikre udsyn osv. – eller gradvist gennem livet har lært at sondre mellem det gode og det mindre gode, det smagfulde og det usmagelige, det smagfyldte og det smagløse, det bestandige og det ubestandige, det unikke og det almindelige, det væsentlige og det overflødige.

Demonstranterne er altså enten mennesker, der har forskellen på skæg og snot med hjemmefra eller har kæmpet sig til den ved hårdt arbejde, evt. et langt liv eller en høj uddannelse, eller stor sensitivitet: Hvad er høj og hvad er lav kvalitet. Og hvori nytten af at kunne sondre består.

Programudbuddet i DR laver ikke sig selv.

Demonstranter for bevarelsen af kvalitativ bredde og dybde i DRs udsendelsesflade er altså mennesker, som er tilvænnet en daglig dosis vidende og videbegærlige journalister med beføjelser til at være dygtige til at beskæftige sig med menneskers følelser, tanker, produkter, relationer, problemer, placering, egenart. De dannede nysgerrige og/eller 65-segmentets narkomani efter kvalitet. Folk, som af livet har lært ikke at nøjes med mindre end det bedste. I hvert fald hvad angår informationer om og fra verden overleveret i lyd og billed.

Den unge cyklist tilhører givet “det segment”, som selv udvælger sig al sin information fra nettet – hvilke nyheder han vil høre, hvilke film, musik, underholdning – vælger sin kreds af venner og bekendte, og er afhængig af selv at blive valgt. Han kan altid – via nettet – blive opdateret på det seneste, når han vil, og det vil han gerne og ofte. Og har dét at være konstant ajour på øjeblikket som sin stimulans. Men hvem producere alt det, han hører og ser dér?

Snarere end én, der marcherede for at demonstrere mod et seriøst tab af kvalitativ information, for mig selv og for dét, jeg opfatter som et gyldigt, dansk, samfund, følte jeg, at en her-og-nu-social-junkie og on-linesnob med én bemærkning havde reduceret mig til en passiv-informations-modtager-og-uden-for-alt-væsentligt taber. Skåret ned til én, som spilder menneskeligt sociale ressourcer ved at over-værdsætte at modtage information uden at skulle give noget igen. Eller sagt med andre ord: Det søde, unge menneske viste sin manglende dannelse ved at reducere mig og de andre DR-demonstranter til antikviteter uden sans for øjeblikkets værdier.

Gr. ringe skoleforudsætninger har jeg selv dyrket samme nedvurdering i mange år, men i dag er jeg en snob, som aldrig kan komme langt nok i dybden: Jeg har smagt på kalken og kalken er sød… Viden vaccinerer. Viden opildner og åbner. Viden vil have mere. Ikke flere gratisaviser og overskrifter, men viden: Dybde. Forståelse. Indsigt.

Jeg besluttede, at jeg ville tage nogle fotos af cyklistens jævnaldrende i demoen, og således demontrere, at det ikke kun var det lange liv, som var på march. Fyren med skægget var meget fremtrædende og måtte i kameraet. Siden skulle han så gå på scenen for at sige et par ord sammen med vennen til venstre, men først skulle vi fra Nytorv foran Domhuset, gennem Nørregade, til venstre ved Stormgade, forbi Torvaldsens og over Højbro og ned langs Gammel Strand til røven (eller ryggen) af Kulturministeriet, hvor billedhuggeren S. W. Hansens “Slægt løfter slægt” (står). Her stod (også) scenen klar til en lille perlerække af indslag for de fremmødte.

< – Denne ældre sag skal være den eneste nævnt.

Efter et kvarters reminiscens over et komisk liv på scenen og i bl.a. børne-TV (jeg bar min børne-TV-teeshirt til arrangementet!), og mere end at have antydet muligheden af, at en højrefløjsopfattelse af de skabende kræfter i DR som “røde lejesvende” kunne være årsagen til dette kulturmord på den eneste reklamefri kanal, der er tilbage, gik den ældre herre af scenen til dagens største og længste bifald.

Jeg så ham standse ved bagtæppet og se ganske forbløffet ud – så længe dét bifald dog blev ved!

Derpå gik vores rødskæggede unge ven på scenen.

Sammen med sin ven fra før repræsenterede de det nye ungdomsTV, sagde han, og ville gerne sige, at det altså ikke stod så sløjt til med DR, som alle gik rundt og tænkte. Der var faktisk mange gode programmer, interessante og spændende. Og lærerige… Faktisk havde de bedt om mikrofontid for at gå i rette med “den ældre herre i den lange frakke, som jeg dog ikke ved, hvem er”…

Ja. og alle unge mener nuet er bedre end fortiden og jeg vidste sgu ikke, hvem Poul Reumert var, da jeg var 21. Men jeg var heller ikke ansat i en kulturskabende- og formidlende institution, og havde derfor heller ikke ansvar for at holde nationen til faklen.

Denne rødskæggede fætter kom for mig til at repræsentere alt, som er galt med det såkaldte informationssamfund: Kvantitet frem for kvalitet. Bevares, han er sikkert en sød fyr – og hans ven skyndte sig at gribe mikrofonen, inden de forlod scenen, og sagde: Jesper Klein, du er for sej! for om muligt at genvinde lidt af tabet af ære. Men det var for sent. Kejseren har fået nye klæ’r. Og kun de pauvestre af skræddere er tilbage på slottet.

Skal vi så ikke bare lukke slottet og få refunderet medieskatten? Og lade dem, der klæ’r sig som kejseren, fryse? Men det er synd, er det ikke? Det turde være indlysende, at vi ALLE mister territorium, hvis laveste fællesnævner vinder. Igen.

Så, nu ikke flere fucking metaforer:

Nedlæg DR som kulturskabende og -formulerende institution og nedlæg “Danmark” som samfund! Det kan ikke siges tydeligere.

Film: Puzzlehead (2005)

Skab en kopi af dig selv, og slip for en masse bøvl… Not!

Share

 

Science fiction, low-tech dystopi, Frankensteins menneske

imdb

 

Synops: I en trøstesløs, voldelig fremtid, hvor al forskning er rettet mod at gen-befolke Jorden, har Walter med kemiudstyr fra nedlagte bio-techlaboratorier samt en avanceret hjerneskanner skabt en eksakt kopi af sig selv.

Hvordan spiller et menneske robot?

Én måde kunne være at fremtone mindre udtryksfuld end sine omgivelser, så sammenligningen angav det kunstige – idet vi normalt antager, at et ikke-menneske optræder uden eller ikke fuldstændig med genkendelige menneskelige følelser? Men når originalen optræder stort set lige så (lidt) udtryksfuldt som robot-klonen, stilles beskueren over for en kæmpe udfordring, der ikke blot er begrænset til et fortælledramatisk spørgsmål om, “Hvem er robotten og hvem er mennesket”, men ét, der er meget vigtigere: “Betyder det noget, hvem robotten og mennesket er, når der er så lille forskel – når begge er lige kolde?”

Manus skal vise sig at behøve denne lighed, ja tillige at være baseret på den – “da han kopierede sit sind og gjorde det til mit, kopierede han også sin psyke”, som kopien siger på et tidspunkt. Men manglen på følelsesudtryk gør det svært at identificere mig både med kopien, der fremtræder som slave, og med originalen, der af sine indestængte længsler drives til at betragte denne eksterne repræsentation af sig selv som først mindre værdig end ham selv, og siden som en trussel. Ingen automatisk medfølelse, fordi det sympatifordrende udgangspunkt er så lille.

Hvordan finde medfølelse med dén, som ikke er særlig varm? *

Man må i hvert fald vide noget om, hvordan det er at være spærret følelsesmæssigt inde i sig selv. At kende til at mærke følelser, som man ikke kan komme af med, og så have oplevet det modsatte, og registreret forskellen.

Det er dét, som er filmens egentlige problem. En gammelkendt historie, hvor skabelsen og skaberen bliver antagonister, som egentlig ikke tilfører noget nyt til den menneskelige historie. Men da den alligevel opdateres til moderne scenarie, som vi med mellemrum er nødt til at gøre med alle vore historier, fokuseres ensidigt på de dramatiske muligheder for identitetsforveksling mellem skaber og skabning, mellem Walter og Puzzlehead: Vil en kvinde, der elsker, kunne tage fejl af menneske og robot? For at vi skal tro på, at det er muligt, er kvinden gjort så museagtig, at hun matcher skaberen og robottens lave følelsesmæssige niveau, hvilket afstedkommer så lavt emotionelt identifikationsniveau, at formodentlig kun den, der er lige så genert som Walter, Puzzlehead eller kvinden, de elsker, vil føle sig følelsesmæssigt berørt.

Jeg kan næsten høre pitchen (den må i så fald have foregået i instruktørens hoved, da han også selv har produceret): “Forestil jer en blanding af Blodbrødre og Frankenstein, hvor den gode tvilling er skabningen, som den bevidsthedssøgende onde tvilling har begrænset, så han ikke kan søge viden, vokse i bevidsthed. Et billede på administrationens undertrykkelse af individtanken, og individerne af hinanden. Og begge tvillinger drages naturligvis af den samme kvinde – der kommer til at stå som det centrale formål med alt liv: Samværet med det andet køn. Og et eventuelt barn som symbol på fremtiden – hér som konkret målestok for det totalt rene og ubesmittede, en blank tavle at skrive historien om på.”

Vi ér nødt til at fortælle de samme historier igen og igen – også den her om konsekvenserne af at skabe i vort eget billede, og om at overgå sit ophav. Ved at henlægge denne til en nær undergangsfremtid med robotten i centrum angives, at historierne ikke er menneskelige historier, men historier der har sin rod i bevidsthed og i følelser, uanset hvor denne kombination end måtte opstå. Og dermed: At vi bør give dém (eller dét), vi efterlader os, alle muligheder for selv at vokse i følelse og bevidsthed.

Sympatisk, meget kristent og måske tillige udviklingsdynamisk i overensstemmelse med fakta. Men i historien for mig desværre uden den nødvendige varme til, at det bliver andet end gennemsnitlig bekræftelse af, hvad jeg allerede tror på. Formodentlig en film, jeg vil kunne huske at have set – Puzzlehead er en fed titel – men næppe, hvad den handler om.

Jo, vent.

Måske vil jeg kunne huske den ekstremt effektive måde, den cinematografiske illusion om fremtid totalt low-tech, stort set kun ved brug af New Yorker-betonbyggeri, lyslægning, regnvej og uden voldsomt væsentlige special effects, blev virkelig troværdig sort og trøstesløs inde i mit hoved. Hvor fremtiden som bekendt er. Som det eneste sted…

 

*Ikke uvæsentligt i et land som Danmark, der er så optaget på at tage omsorgen ud af borgernes hænder – hér bliver alle menneskelige følelser hos omsorgsnødige gjort til samme grød efter mindste fællesnævner – dvs. at omsorg baserer sig på en reduktion af patient og klient til basal hjælpeløshed, snarere end at se på, hvad den enkelte faktisk kan. Fordi det vitterligt ér svært at identificere sig med den selvstændige, som samtidig behøver hjælp – især hvis hjælperen er en rationell, budgetbeskåret, effektivitetsfikseret politisk administration, der tror humanisme er enhver beskåret, som ikke ønsker at slå ihjel.

dagbog: Samsø 1

Share

Ja, så er det næsten så officielt, som det kan blive: Jeg sælger min andelslejlighed og flytter til Samsø.

Skal det være det her? Tjae, hvem ved? Det ligger i hvert fald på Samsø.

Igennem de sidste par måneder har jeg kigget på huse. Først kolonihavehuse (edc, home, nybolig, andre), 8-10 stykker har jeg set, men de er vanvittigt dyre. 1.000.000 for et selvbyggerhus og 400m2 have i en kolonihaveforening, hvor man ikke må være hele året! Der er kun ét ord for det: Grådighed.

Samsø… En ven spurgte, om det ikke var noget at flytte til Samsø. Jeg tog over at se på huse. Og måtte erkende, hvad der gør en god ejendomsmægler: At tage gode billeder, der ikke viser det ufordelagtige, og skrive en god tekst, der fremhæver alt, der kan forskønnes. Igen urealistiske priser, der afspejler ejendomsmæglerne evne til at presse priserne i vejret.

Hvorfor overhovedet flytte? Jeg har en god, lille lejlighed i et godt kvarter med gode butikker, gode caféer, et godt bibliotek, en okay biograf, et grønt fællesområde i gården med store træer og buske og gode mennesker inden for rækkevidde.

Hvorfor vil jeg bytte det med et lillebitte samfund, hvor alle kender hinanden og bagtaler folk som bor i den anden ende af øen og skifter alliancer efter behov, hvor der ingen caféer er efter 1. oktober, hvor det er mørkt når det er mørkt, skønt ikke langt til noget, hvor stjernerne er det lys der er, og ikke det lys der savnes, og der ingen trafiklyde er efter kl. 18, og langt til naboerne og langt imellem de virkelige venner og langt til de gamle venner? Og hjemmet ikke er en lille kasse, der er opført for at arbejdere kunne have et sted af spise aftensmad og sove, men derimod en gammel faldefærdig gård, med en masse jord der skal passes for ikke af skabe og spejle forfald?

Og 9 år det samme sted er vel ikke argument nok for at flytte?

Og jeg… jeg, der ikke ønsker at arbejde med andet end at skrive og min relation til livet, menneskene og universet – skal jeg nu til at arbejde hver dag med ting, jeg ikke kan sige mig fri for?!

Og hvis man tænker på, at jeg er i midten af 40’erne og skal kunne finde en indtægt, og hvis jeg ikke kan finde ud af at være på Samsø og vil tilbage til københavn og skal finde et andet sted at bo… Ja, der er rigtig mange ting, man kunne være rigtig urolig for. Hvis man gad at være urolig. Men frygten er blevet min ven.

Eventyr. Dét er, hvad Samsø er. Problemer, udfordringer, og alt muligt nyt og gamle nisser, der flytter med. Det skal nok gå. Fordi det er eventyr, jeg vil. Og hvad er det lige, jeg skal i livet? Ud over at være her på bedst mulige måde? Hvad skal nogen her?

emner: 19 indlæg/30 tags, 20/6 – 6/7,

Share

 

aldersfascisme, bevidsthed, blog, blogomtale, bogomtale, bummer, bøger, Danmark, digt, digter, forestillingskraft, forfatter, forudsigelse, gratisarbejde, internet, job, jura, kredsløb, lyddigt, memer, netvær, ophavsret, oprydning, personlig vækst, Philip K Dick, podcast, politik, science fiction, skat, virkelighed

KAAnon

Share

SÅ kom den endelig, KAAnonen.

Som alle aviser og nyhedstimer på TV insisterer på at illustrere med kanoner snarere end med folk, der synger i kor, blot ude af trit.

Er det blot en holdning, som kan hjælpe skolebørn og lærere med at fokusere på, hvad der er dansk, ELLER er det endnu ét blandt mange af regeringens forsøg på at ensrette vidensadgangen i det danske samfund?

I Perú var det langt nemmere – her havde folk ganske enkelt ikke hverken penge eller tid til at orientere sig – men i DK er politikerne nødt til at maskere uviljen til divers indlæring med et oldnordisk remseforlæg á la kongerækken: Det, der betyder noget… – efter i årevis (både fra venstre og højre af) at have udhulet folkeskolen med alternerende skyld over at eleverne skal præstere noget (bestemt), og vrede over manglende udenadslære.

For nyligt så jeg omtalt en meget markant forskel: Der er politikere, og så er der verdensmænd og-kvinder. Altså, der er administratorer med offentligt ansigt, og så er der ledere.

Ledere… dem kan man være uenige med! De skuer ud i fremtiden, sigter mod græsgange, som ingen andre kan se endnu, bygger fremtider af ideer og forestillinger. Administratorer ser ned på fusserne, om der er trådt i kokasser, om der er penge i pengekassen, om der er nogen der lægger an til brok – de er i øjeblikket og reparerer øjeblikket. Har vi nogen verdensmennesker, har vi nogen regulære ledere? Nej, det har vi ikke. VI spænder ben, hver gang nogen stikker hovedet op over madrassen. Vi har fortjent det system, vi har. Og kulturen. Og skolesystemet. Og fremtiden.

Måske er der mening i billedet af en kanon? Men det er nok ikke nok med én, hvis man skal sænke et helt samfund.