TALE: mormors bisættelse 26.8.2009

Jeg gennemførte.

Share

 

Tale ved mormors bisættelse 26.8.2009

Mormor – Alice Lilla Lundholm… hvor hun dog afskyede det mellemnavn, hendes ansigt forvrængedes, som om hun havde slugt noget surt… Mormor, kaldet af mange, også af mine venner og kærester gennem tiden, kunne bære at være mormor. (Det er jo så mig, barnebarnet, der taler). Ikke noget stokrose, morten-koch romantik med friskbagte jordbærtærter og ternede forklæder, men et menneske to generationer ældre, som mere eller mindre frivilligt havde fundet sin egen vej og derfor var i stand til at give omsorg og kærlighed videre: Når hun og morfar passede mig, fordi far og mor skulle arbejde eller bare have en lille smule tid til sig selv. Når de lod mig rode i efterladenskaberne fra flytningerne og hælde alting ud af poserne. Når de gav mig plads til at være omkring dem, selvom de havde travlt. Ok, der var noget med hårlængder og skæg og den ydre fremtoning, som ikke huede den generation, der var dybt afhængig af fremtoningen som vej til at tjene det daglige brød. Men der var plads til, at jeg kunne blive kenneth. Det takker jeg for. Både mormor og morfar.

Jeg er sikker på, at livet for mormor har været, hvad man i dag ville betegne “udfordrende”. Men hun var på toppen af det det meste af livet, virkede det som. Der var ikke nogen af livets almindelige udfordringer, som slog den gamle krage af pinden. Det var først, da hun blev berøvet sin mobilitet, at hun mistede lysten til at være her, og man kan spekulere på, om det kun var for sine næres skyld, at hun ikke tog af sted noget tidligere. Men hun blev. Og jamrede og brokkede sig. Men hun blev. Jeg tror, det er den gamle verdens ansvarsfølelse. At man er nødt til at holde sammen. Fordi det ikke er muligt at trække læsset alene. Og så finder man en vej, en måde. Om muligt i fællesskab.

Hende og morfar. Alice og Vagner. Som to mennesker både kan blive en institution og bevare deres individualitet. Sammenvoksning og indfiltring i hinanden, javist, men stadig forskellige fra hinanden. Vagner var kommet på banen i en moden alder. Denne rod af en frihedshungrende mand, der boksede og slog på tæven, og elskede et slag billard og knoklede for føden. Og så står Alice dér og siger: Hvad så, brormand – vil du have mig eller vil du have det der såkaldt frie liv? Vælg, Vagner – hvad skal fremtiden bestå af?

Vi ved alle sammen, hvad han valgte. Og at han noget tid senere lånte lidt mønt til at købe en bil, så de kunne blive et selvstændigt flyttefirme – jeg tror, mormor på det tidspunkt stod i bageri og skiftet var ikke uden omkostninger. Men de betalte pengene tilbage kort tid efter, mod långivers forventninger.

I kælderen i Odins Tværgade, hvor de havde deres kontor, kom jeg så på besøg; mormor ordnede regnskaber, og tog mod opkald, og lavede mad, og spillede gris med mig. Kælderen står for mig som vedvarende fuld af uudforskede hjørner, en ren eventyrhule. Som blot blev endnu større, da de lejede sig ind på Titangade-grunden, i en kæmpestort træbarak. Flyttefirmaet voksede, og mormor og morfar var sammen hver dag. Og der var fødselsdage, og fester, og ferier i Tallerta i Nordsjælland, og den sjældne ferie, hvor de kørte sydpå og så Europa.

Det var et almindeligt liv, de havde sammen. De talte meget sammen, diskuterede ting. De spillede kort, så venner og familie. Delte interesser og havde interesser hver for sig. Men kompletterede hinanden – mormor, der holdt på formerne, og morfar, der har socialt flair – de hjalp hinanden med at nå længere, end de hver især kunne have gjort alene: Morfars frihedstrang og venskabelighed ift. alle blev holdt tilbage en smule, så hverdagen fandt den regelmæssighed, der skulle til for at opretholde en forretning, og mormors trang til at være uangribelig blev sat på hårde prøver som følge af morfars socialiseringstrang, men hun måtte bøje sig gang på gang og se, at der var mennesker inde bag dem alle sammen. Hun var en skrap krage i køkkenet i Murstenshuset på Titangrunden, det næstesidste hjem for Taga-transport, men de fleste af flyttemændene respekterede hende, fordi hendes retfærdighedstrang forbød at gøre forskel på dem.

Hun havde bare behov for at beskytte sig. Det er dét, man gør, når man holder på formerne – beskytter sig.

Da hun faldt og brækkede hoften, fulgte den første større udfordring i hendes liv – ud over morfar, selvfølgelig…

Følelsen af frihed, den simple evne til at cykle til købmanden, blev taget fra hende og kastede hende ud i en depression, der varede flere år. Men hun kæmpede sig tilbage, og hende og morfar havde flere gode år sammen – de afhændede forretningen og trak sig tilbage, på Mathildevej på Frederiksberg. For fem år siden skulle hun lige fjerne noget støv på væggen, som hjemmehjælpen ikke måtte fjerne, og faldt ned af stigen og brækkede skulderen. Og for hver af de tre fejloperationer, hun var igennem, bed følelsen af at være sat uden for indflydelse sig mere og mere fast. Fra at kunne håndtere den sårbarhed, hun var gjort af, ved altid at kunne agere, skabte tab af førelighed dragen om til en frygtsom gammel kvinde, der i stigende grad følte verden gå sig forbi. Og en demens, som givet begyndte længe før, nogen bemærkede det, var nok den sidste kæp i hjulet: Mormor holdt op med beskæftige sig med ret meget andet end sig selv – hvor hun før havde kunne glæde sig over familien, blev hun nu udmattet efter ganske få minutter. Mit gæt er, at hun ikke længere kunne opretholde den facade, der gjorde hende til Alice i egne øjne. Føle sig stærk. Føle sig i overensstemmelse med livet. Og at dette tab var det værste, der kunne overgå hende.

Når man elsker et menneske, er tilgivelsen en naturlig del. Den MÅ være der, for at man kan bygge bro over forskellighederne. Ideelt set var enhver en zen-mester, der ikke lod sig gå på af andres forskelligrettede og modstridende behov, men sådan er det sjældent. Når man derfor ér havnet i skænderi over udlevelse af forskellige behov eller komplekse idiosynkrasier, er tilgivelsen eneste mulighed for kærlighedens udtrykkelse. At kærligheden stadig har et sted at udfolde sig. Og jeg er sikker på, at mormor og morfar har skændtes, så ruderne har raslet – eller måske så skarpt, at selv luften gispede efter vejret – men tilgivelsen og accepten har indfundet sig hele tiden. Fordi de bare var rigtige sammen. Kæmpede om plads og magt og ret, javist, men indså at de begge behøvede den anden – så kærligheden fik altid mere plads. Igennem mere end 50 år.

Efter at have kæmpet med at få luft i flere år, blev mormor indlagt på Frederiksberg hospital. Tilbagevendende problemer med urinvejene. Det gav morfar noget tid til at komme sig, efter at have skulle tage sig af mormor stort set døgnet rundt i flere år. Og måske dérfor fik han pludselig ondt i maven, da hun ikke længere var der og det var ganske åbenlyst, at det ikke ville være muligt for hende at komme hjem igen. I hvert fald røg han babu-babu på hospitalet og fik opereret en meter sort tarmslyng ud. Så dér lå de. Mormor på Frederiksberg Hospital og morfar på Bispebjerg.

Tilfældet gav mere end én hånd med i dette sørgelige scenarie: Gitte, som er min kæreste, og jeg, tog på Bispebjerg i onsdags for at se til morfar efter operationen. Han var meget træt og nedtrykt – ked af, at han ikke kunne komme hen og se til mormor. Da fik jeg den tanke, at han kunne indtale en videohilsen til hende på Gittes kamera. Og som tænkt, så gjort. Derefter kørte vi så til Frederiksberg og hilste på mormor.  Mor, Kirsten, var der, og havde talt med personalet om plejehjemsplads – de vidste ikke, om mormor ville komme sig, men de satte processen igang. Mormor var meget træt. Det ville tydeligvis blive et meget kort besøg, så jeg viste hende straks videohilsenen fra morfar. To gange. Derefter sagde hun ja til at indtale en videohilsen tilbage til morfar. Og jeg sagde som altid “på gensyn”, da vi kort efter tog af sted igen. Da vi kom hjem, havde jeg ikke held med at sende videofilen  til mor, så hun kunne overbringe mormors hilsen til morfar ved aftenbesøget samme dag. Og 1 time efter mors besøg næste formiddag udåndede mormor.

Opsummeringen af mormor og morfars liv sammen kom til mig, da gitte, jeg, far, mor og morfar 4 timer senere var inde at se mormor, som lå der og var så smuk, og 20 år yngre af ro: Øjeblikket meldte sig, hvor det var rigtigt at afspille, hvad der havde vist sig at være mormors sidste hilsen til morfar. “Jeg holder meget af dig, skat”, var det, hun magtede at sige, essensen af alt, der kunne siges! Hvilket for mig er det tætteste på et svar for alle menneskenes uoverenskomster, som nogen kan komme. “Jeg holder meget af dig, skat”. Igennem alt.

Mormors sidste ord til morfar. Som nu  i en alder af 91 år er sendt ud på en allerhelvedes opdagelsesrejse: Hvordan man kommer videre efter 50 år sammen med den, man elsker! Han ønsker selvfølgelig ingen omklamring, som den frihedselskende mand, han er. Men selskab er godt. Hvis han orker.

Mormor er, hvor mormor er. I vores erindring. I vore hjerter. I himlen, hvis man tror på det, eller “efterlivet”. Det er ikke muligt at sige for tit, når mennesker dør: Det er sorgens tyngde, vi skal afhjælpe – og de levende, vi skal tage os af. De nærmeste, og dem som vi har kræfter til i ringene omkring os, og videre ud til vi møder nogen, som også har kræfter til at tænker på andre. Det er det, livet beder os om. Og døden husker os på.

Elskede mormor. Tak for rejsen og på gensyn, på vegne af mig selv, mor, far og morfar. Altid på gensyn.

 

Min Første Dødsannonce

Idet min morfar døde for nogle dage siden, og mine forældre er i udlandet, er det mig der formulerer historien om, hvem han var og er for os, der er tilbage. Men hvad skal der stå, i den der dødsannonce? Hvilken historie skal fortælles?

Share

 

Min elskede morfar udåndede i mine arme for nogle få dage siden. Mine forældre var lige afrejst til Grækenland, og pludselig stod jeg dér og skulle forfatte dødsannoncen – en ikke uvæsentlig del af et nærmest forprogrammeret hændelsesforløb, når nogen dør. Men hvordan gør man; hvad skal der stå?

NAVN

Navnet er alfa og omega. Hele navnet. Dødsannoncens formål er at informere alle, der kendte afdøde, om væsentlige detaljer i forbindelse med død og bisættelse. Eller ganske enkelt lade forstå, at vedkommende er død.

Så, selvfølgelig skal der stå hans navn. Og dét er ikke Morfar, eller Lunse, eller Møffe, eller Moff, eller Vaav-ner. Man skulle nødig sprede skræk blandt danernes familier, så der skal stå hans fulde navn, det der brugtes af alle, som ikke kendte ham, kørekortets og rudekuverternes navn. Hans offentlige navn:

Vagner Lundholm.

Læs videre “Min Første Dødsannonce”