erkangørvil=1x=2x>

Share

Min ven og jeg havde samtalt om mit digt, der opsummerer min øjeblikkelige eksistentielle forståelse + relation til, og sammenhæng med, omgivelserne

jeg er
jeg kan
jeg gør
jeg vil
er ét

er VI

På vej hjem fra besøget kom en tanke… (og blev straks søgt puffet fra truget af en anden tanke: “Hvorfor hele tiden kæmpe? Det er ikke, ikke ideelt, ikke nødvendigt, ikke ønskværdigt, ikke godt…!”) :

Jeg forstår ikke mit evige besvær med at forklare denne grundforståelse, som digtet beskriver, til andre menneske på en måde, hvor de helt naturligt “køber det” – og kan især ikke forklare “og hvad så?”, hvis de faktisk forstår. Det er så indlysende for mig selv, at vi ikke er herrer over noget, end ikke vores egen skæbne – at vi er re-aktive, evigt re-aktive, og aldrig pro-aktive, aldrig den der begynder noget, fordi der ikke er noget, der begynder – andet end i en begrænset menneskelig bevidsthed, der må se hver dag som en fødsel og understøttes héri af mange, mange andre, som også ser solen stå op og verden og de selv blive til på ny.”

Men ja, “og hvad så?!”

Jeg er derfor nødt til at afholde mig fra at komme med bud på, hvad andre kan bruge dén forståelse til,

  • at det, de gør, svarer til dét og dén, de er,
  • at det, de kan, svarer til dét, de gør,
  • at det, de gør, svarer til det, de vil
  • osv.

De fleste har øjensynlig ikke noget større behov for at betragte “fri vilje”, “tanker som bevidst handlen”, “jeg ved” mv., som illusioner, eller snarere, de behøver at tro, at de “selv bestemmer”. Fint nok. I sig selv kan det være svært nok at skulle aflive tanken om fri vilje, og som bonuskonsekvens så at blive budt et tomrum så tomt, at man kan lugte det, bare man får tanken om dets eksistens…

Samtidig ligger illusionerne så dybt forankret  i vores sprogbrug, at illusionsbrud afføder en alternativlingo, som kun giver mening for et fåtal, og ja, hvorfor skulle man egentlig aflive et tros- og virkelighedsgrundlag, uden samtidig at have noget (bedre) at sætte i stedet? Set ude af kontekst forekommer det også helt tosset.

For mig er der bare ingen anden vej. Måske er det mod afgrunden, måske mod bjergets fod, det er ikke til at se. Måske er det bare til en iskiosk på højsletten, hvor hun skraber mig en ekstra kugle, fordi vi begge er nærværende, uden at smilene hverken bygger kø eller fremmer ekspeditionen.

Det ville være rart, oven på sådan en lang tur.

Dit forbrug betaler for dit forbrug

I den nuværende markedsøkonomiske model er alles forbrug nødvendig for at fortsætte med at skabe penge til forbrug. Det er en i stigende grad usikker platform at stå på, som vil ramle. Vi har muligheden for at ændre det bevidst, få det til at ramle, men gøre det vel vidende hvorfor.

Share

Det meste af verdens økonomi er skruet sammen som et lukket kredsløb. Eneste undtagelse er små, lokale naturalieøkonomier og fiktive nationer, hvor alle har “samme indtægt”.

I det lukkede kredsløb er det forbruget, der afgør statens indtægter – i kontrollerede økonomier sættes skat, moms og afgifter så højt, at disse indtægter kan betale for vedligehold af infrastruktur, uddannelse, sociale ydelser, sundshedssektoren, plejesektoren, renovation, energi og varme, forskning osv osv osv. I ukontrollerede økonomier med lav skat og tilsvarende lav indkomst er mange områder på mere eller mindre private hænder, og staten får i bedste fald sin indkomst fra salg af råstoffer og/eller energi til højestbydende, i værste fald er der ikke mange penge til skabelse og vedligehold af infrastruktur.

I dette, enorme lukkede kredsløb kan det ekstremt svært lade sig gøre at lave om på præmisserne, dvs. for én nation at standse op og lave en nationaløkonomisk struktur om til anden/andre indtægtsmodeller, der 1. ikke er ris til egen røv, 2. ikke bliver skudt i sænk af resten af verdens nationers fastholdelse af den gamle model, som man ikke skal få dårlig samvittighed over at opfatte som et komplekst Ponzi-system. Læs videre “Dit forbrug betaler for dit forbrug”

Albert Hofmann, 11 January 1906 – 29 April 2008

Share

An Obituary by Dieter A. Hagenbach and Lucius Werthmüller

At the age of 102 years, Albert Hofmann died peacefully last Tuesday morning, 29th April, in his home near Basel, Switzerland. Still last weekend we talked to him, and he expressed his great joy about the blooming plants and the fresh green of the meadows and trees around his house. His vitality and his open mind conducted him until his last breath.

He is reputed to be one of the most important chemists of our times. He is the discoverer of LSD, which he considers, up to date, as both a “wonder drug” and a “problem child”. In addition he did pioneering work as a researcher of other psychoactive substances as well as active agents of important medicinal plants and mushrooms. Under the spell of the consciousness-expanding potential of LSD the scientist turned increasingly into a philosopher of nature and a visionary critical of contemporary culture.

Until his death Albert Hofmann remained active. He communicated with colleagues and experts from all over the world, gave interviews, and showed great interest in the world’s affairs, although he decided to retire from public life already a few years ago. Nevertheless he welcomed visitors at his home on the Rittimatte, and opened the door for late in the evening.

He managed to keep his almost childlike curiosity for the wonders of nature and creation. In his “paradise,” as he would call his home, he enjoyed being close to nature, especially to plants. During one of our last visits he said to us with luminous eyes: “The Rittimatte is my second most important discovery.” It was always a unique experience to stroll with him over his meadows and to share his enjoying the living nature all around.
Gratefully and lovingly we grieve for an outstanding scientist, an important philosopher, a dear and true friend, and our member of the board.

Albert Hofmann was born on January 1906 in the quiet small town of Baden, Switzerland, as the eldest one of four children. His father is a toolmaker in a factory where he meets Albert’s mother-to-be; when he falls seriously ill, Albert has to support the family. That’s why he decides for a commercial apprenticeship. At the same time he starts studying Latin and other languages, since he wants to take his A-levels, which he succeeds in at a private school, paid for by a godfather.

In 1926, at the age of twenty, Albert Hofmann begins to study chemistry at the University of Zurich. Four years later he does his doctorate with distinction. Subsequently he works at the Sandoz pharmaceutical-chemical research laboratory in Basel, a company to which he proves his loyalty for more than four uninterrupted decades. (In 1996 Sandoz and Ciba-Geigy merged to become Novartis.) That’s where he mainly works with medicinal plants and mushrooms. He’s specifically interested in alkaloids (nitrogen compounds) of ergot, a cereal fungus. In 1938 he isolates the basic component of all therapeutically essential ergot alkaloids, lysergic acid; he mixes it with a series of chemicals. He then tests the effects of the thus derived lysergic acid derivatives as circulatory and respiratory stimulant – among others LSD-25 (Lysergic acid diethylamide). Because the effects observed fell short of expectations, however, the pharmacologists at Sandoz quickly lose interest in it.

Five years later, following a “peculiar presentiment,” Albert Hofmann devotes himself again to LSD-25. On 16 April 1943, while synthesizing, he is overcome by unusual sensations – “a remarkable restlessness, combined with a slight dizziness,” – which prompt him to interrupt his laboratory work. “At home I lay down and sank into a not unpleasant intoxication like condition, characterized by an extremely stimulated imagination. In a dreamlike state, with eyes closed (I found the daylight too unpleasantly glaring), I perceived an uninterrupted stream of fantastic pictures, extraordinary shapes with intense, kaleidoscopic play of colors. After some two hours this condition faded away.”

Three days later, on 19 April 1943, Hofmann sets out for the first voluntary LSD trip in the history of man. Because he cannot yet judge the enormous efficacy of the drug, he takes, at 4:20 pm, with 250 microgram a relatively high dose – and gets to know the hallucinogenic power of the substance with all its intensity.
With his discovery of LSD Albert Hofmann has caused a snowball effect, which turns into an avalanche in no time. It influences the late second millennium – at least in the Western world – to an extent, comparable only to the “pill”. Consciousness researchers respectfully spoke of an “atom bomb of the mind.”

To worldwide setting-in research Albert Hofmann makes essential contributions. So he is, in 1958, the first one to succeed in isolating the psychoactive substances psilocybin and psilocin from Mexican magic mushrooms (Psilocybe mexicana); in Ololiuqui, the seeds of a climbing plant, he finds substances related to LSD. He isolates and synthesizes substances of important medicinal plants in order to study their effects. His basic research blesses Sandoz with several successful remedies: Hydergine, an effective one in geriatrics, Dihydergot, a circulation- and blood-pressure stabilizing medicament, and Methergine, an active agent applied in gynecology. Hofmann stays with Sandoz until his retirement in 1971, last as head of the research department for natural medicines. From then on he devotes more and more of his time to writing and lecturing. He increasingly wins recognition for his scientific pioneering ventures: he is given honorary doctorates by the ETH Zurich, the Stockholm university, and the Berlin Free University; and he is called into the Nobel Prize Committee.

Here, outstanding contributions to research were honored – but Albert Hofmann’s life’s work comprises much more. From the start he took a favorable view of efforts by physicians and psychotherapists to include LSD into new approaches for the treatment of manifold chronic diseases. But LSD isn’t only useful with special diagnoses – it’s Hofmann’s firm belief that the “psychedelic” potential of this “wonder drug” could be beneficial to all of us. In LSD-induced altered states of consciousness its discoverer doesn’t only see psychotic delusions of a chemically manipulated mind, but windows to a higher reality – true spiritual experiences during which a normally deeply buried potential of our mind, the heavenly element of creation, our unity with it reveals itself. “The one-sided belief in the scientific view of life is based on a far-reaching misunderstanding,” Hofmann says in his book Insight – Outlook. “Certainly, everything it contains is real – but this represents just one half of reality; only its material, quantifiable part. It lacks all those spiritual dimensions which cannot be described in physical or chemical terms; and it’s exactly these which include the most important characteristics of all life.”

It’s not the single consumer alone who profits from chemicals which help to understand these aspects of the world; for Hofmann it could help to heal deficits the Western world chronically suffers from: “Materialism, estrangement from nature (…), lack of professional fulfillment in a mechanized, lifeless world of employment, boredom and aimlessness in a rich, saturated society, the missing of a sense-making philosophical fundamentalness of life.” Starting from experiences as LSD conveys them, we could “develop a new awareness of reality” which “could become the basis of a spirituality that’s not founded on the dogmas of existing religions, but on insights into a higher and profounder sense” – on that we recognize, read, and understand “the revelations of the book which God’s finger wrote.” When such insights “become established in our collective consciousness, it could arise from that, that scientific research and the previous destroyers of nature – technology and industry – will serve the purpose of changing back our world into what it formerly was: into an earthly Garden of Eden.”

With this message the genius chemist turns into a profound philosopher of nature and visionary critical of contemporary culture. The critical distance from the LSD euphoria of the hippie- and flower power-driven ones Albert Hofmann has never given up, however; that he has fathered a “problem child” he already emphasizes with the title of one of his most known works. He always underlines the risks of an uncontrolled intake. On the other hand he never tires of emphasizing what’s the basic difference between LSD and most of the other drugs: even if used repeatedly, it doesn’t make addictive; it doesn’t reduce one’s awareness; taken in a normal dose it’s absolutely non-toxic. The total demonizing of psychedelics, as pursued by the mass media, conservative politicians, and governments from the sixties onward, he never could understand; for him, there is no reason why mentally stable persons in the right set and setting shouldn’t enjoy LSD. All the more disappointed Albert Hofmann was when, in the late sixties, he had to see it happen that the use of LSD was worldwide criminalized and prohibited – even for therapeutic and research purposes

The impetus for a change emanating from the impact of the international Symposium “LSD – Problem Child and Wonder Drug” in 2006 in Basel, at the occasion of his 100th birthday, quickened him to say that “after this conference my problem child has definitely turned into a wonder child,” and he regarded this development as his most beautiful birthday present.

And after just shortly before his 102nd birthday, he enjoyed taking notice that the first LSD study with humans has received the permission from the Federal Office of Public Health in Bern, which he called the “fulfillment of my heart’s desire.”

His life has become an ideal for many for how we can reach a great age in mental and physical vigor by retaining a childlike curiosity.

Albert Hofmann repeatedly expressed his conviction, that his mystical experiences and his trips into other worlds of consciousness, which he experienced first spontaneously as a child and later during his experiments with psychedelic substances would be the best preparations for the last journey which everybody has to go on at the end of her or his life. He has retained his curiosity for himself for his last journey.

Links til andre nekrologer:

Gaia Media
London Times
London Telegraph
Chicago Tribune
NY Times
LA Times
Washington Post
CNN
Reuters
SFGate
NZZ (German language only)

Gaia Media Memorial of Albert Hofmann

Film: Puzzlehead (2005)

Skab en kopi af dig selv, og slip for en masse bøvl… Not!

Share

 

Science fiction, low-tech dystopi, Frankensteins menneske

imdb

 

Synops: I en trøstesløs, voldelig fremtid, hvor al forskning er rettet mod at gen-befolke Jorden, har Walter med kemiudstyr fra nedlagte bio-techlaboratorier samt en avanceret hjerneskanner skabt en eksakt kopi af sig selv.

Hvordan spiller et menneske robot?

Én måde kunne være at fremtone mindre udtryksfuld end sine omgivelser, så sammenligningen angav det kunstige – idet vi normalt antager, at et ikke-menneske optræder uden eller ikke fuldstændig med genkendelige menneskelige følelser? Men når originalen optræder stort set lige så (lidt) udtryksfuldt som robot-klonen, stilles beskueren over for en kæmpe udfordring, der ikke blot er begrænset til et fortælledramatisk spørgsmål om, “Hvem er robotten og hvem er mennesket”, men ét, der er meget vigtigere: “Betyder det noget, hvem robotten og mennesket er, når der er så lille forskel – når begge er lige kolde?”

Manus skal vise sig at behøve denne lighed, ja tillige at være baseret på den – “da han kopierede sit sind og gjorde det til mit, kopierede han også sin psyke”, som kopien siger på et tidspunkt. Men manglen på følelsesudtryk gør det svært at identificere mig både med kopien, der fremtræder som slave, og med originalen, der af sine indestængte længsler drives til at betragte denne eksterne repræsentation af sig selv som først mindre værdig end ham selv, og siden som en trussel. Ingen automatisk medfølelse, fordi det sympatifordrende udgangspunkt er så lille.

Hvordan finde medfølelse med dén, som ikke er særlig varm? *

Man må i hvert fald vide noget om, hvordan det er at være spærret følelsesmæssigt inde i sig selv. At kende til at mærke følelser, som man ikke kan komme af med, og så have oplevet det modsatte, og registreret forskellen.

Det er dét, som er filmens egentlige problem. En gammelkendt historie, hvor skabelsen og skaberen bliver antagonister, som egentlig ikke tilfører noget nyt til den menneskelige historie. Men da den alligevel opdateres til moderne scenarie, som vi med mellemrum er nødt til at gøre med alle vore historier, fokuseres ensidigt på de dramatiske muligheder for identitetsforveksling mellem skaber og skabning, mellem Walter og Puzzlehead: Vil en kvinde, der elsker, kunne tage fejl af menneske og robot? For at vi skal tro på, at det er muligt, er kvinden gjort så museagtig, at hun matcher skaberen og robottens lave følelsesmæssige niveau, hvilket afstedkommer så lavt emotionelt identifikationsniveau, at formodentlig kun den, der er lige så genert som Walter, Puzzlehead eller kvinden, de elsker, vil føle sig følelsesmæssigt berørt.

Jeg kan næsten høre pitchen (den må i så fald have foregået i instruktørens hoved, da han også selv har produceret): “Forestil jer en blanding af Blodbrødre og Frankenstein, hvor den gode tvilling er skabningen, som den bevidsthedssøgende onde tvilling har begrænset, så han ikke kan søge viden, vokse i bevidsthed. Et billede på administrationens undertrykkelse af individtanken, og individerne af hinanden. Og begge tvillinger drages naturligvis af den samme kvinde – der kommer til at stå som det centrale formål med alt liv: Samværet med det andet køn. Og et eventuelt barn som symbol på fremtiden – hér som konkret målestok for det totalt rene og ubesmittede, en blank tavle at skrive historien om på.”

Vi ér nødt til at fortælle de samme historier igen og igen – også den her om konsekvenserne af at skabe i vort eget billede, og om at overgå sit ophav. Ved at henlægge denne til en nær undergangsfremtid med robotten i centrum angives, at historierne ikke er menneskelige historier, men historier der har sin rod i bevidsthed og i følelser, uanset hvor denne kombination end måtte opstå. Og dermed: At vi bør give dém (eller dét), vi efterlader os, alle muligheder for selv at vokse i følelse og bevidsthed.

Sympatisk, meget kristent og måske tillige udviklingsdynamisk i overensstemmelse med fakta. Men i historien for mig desværre uden den nødvendige varme til, at det bliver andet end gennemsnitlig bekræftelse af, hvad jeg allerede tror på. Formodentlig en film, jeg vil kunne huske at have set – Puzzlehead er en fed titel – men næppe, hvad den handler om.

Jo, vent.

Måske vil jeg kunne huske den ekstremt effektive måde, den cinematografiske illusion om fremtid totalt low-tech, stort set kun ved brug af New Yorker-betonbyggeri, lyslægning, regnvej og uden voldsomt væsentlige special effects, blev virkelig troværdig sort og trøstesløs inde i mit hoved. Hvor fremtiden som bekendt er. Som det eneste sted…

 

*Ikke uvæsentligt i et land som Danmark, der er så optaget på at tage omsorgen ud af borgernes hænder – hér bliver alle menneskelige følelser hos omsorgsnødige gjort til samme grød efter mindste fællesnævner – dvs. at omsorg baserer sig på en reduktion af patient og klient til basal hjælpeløshed, snarere end at se på, hvad den enkelte faktisk kan. Fordi det vitterligt ér svært at identificere sig med den selvstændige, som samtidig behøver hjælp – især hvis hjælperen er en rationell, budgetbeskåret, effektivitetsfikseret politisk administration, der tror humanisme er enhver beskåret, som ikke ønsker at slå ihjel.

Goddag til fremtiden – og hvad skal samlingen hedde?

Hvad skal min samling af science fiction-bøger hedde, nu Blågårdsbiblioteket i København har overtaget den til udlån?

Share

 

Fire tidligere indlæg, under overskriften “Farvel til fremtiden”, beskrev processen med at give slip på min store samling af science fiction og fantasy-bøger, inden den skulle overdrages til et Københavnsk bibliotek og gives i offentlig udlån.

De sidste 14 dage har jeg haft hver og én af samlingens 1100 bøger i hånden ind til flere gange – for at sætte biblioteksmærker på, stregkode, reparere og plaste. Der skulle skæres plast ud i rette størrelse: Ca. 70% af bøgerne er godt samme størrelse, altså paperback, mens resten, ca 300 bøger, varierer, hvorfor plasten har skullet skæres ud som individuel tilpasning.

Godt 60 bøger og hæfter, der stort set alle er danske, er så dårligt limede, at de er nødt til at få et par klammer igennem sig. Besynderligt, at paperbacks fra 40’erne og novellehæfter fra 30’ernes USA stadig klarer sig igennem, om end papiret begynder at blive skørt – mens tilsvarende udgivelser på dansk fra 50’erne, 60’erne og 70’erne er så billigt lavede, at de falder fra hinanden. Men som min ven, bibliotekaren sagde det: De amerikanske, der holder, er blot dém, der har overlevet…

Måske.

Det har været en sær oplevelse. Jeg har kunnet følge min egen indvoksning i genren – de første bøger, der har min teenageunderskrift på første side.

Siden et A6 ex libris, som jeg tegnede og min kæreste rentegnede i 4 eksemplarer, klæbede op på én A4-side og fotokopierede på sit arbejde – jeg var 16 og hun 17 – som jeg klippede en herre-bunke af, og nåede at klæbe ind i (gudskelov) ikke alt for mange bøger, før idéen mistede nyhedens interesse og udførelsen forekom for grov.

Så brugen af “krabat” som kunstnernavn, i tryk på en rulle med 100 klistermærker, man kunne få for 275 kr gennem postordre – der sidder også et par stykker af dem på indersiden af visse omslag. Asimov, Brunner, Clarke.

Og så min erhvervelse af kunstnernavnet som efternavn i 1985, ca. samtidig med min udmeldelse af Folkekirken – signaturen finder styrke i løbet af nogle år. Og hist og pist citater fra den pågældende bog i kuglepen forrest eller bagest, ikke altid dateret, fordi det åbenlyst var i begejstring og ikke til eftertiden – eller tanker og digte, der udsprang af bogens filosofi. Især Ian Watson havde åbenbart den effekt på mig.

Tilsammen min interesse for genren fra jeg var 12 til samlingens senest indkøbte bog for et par måneder siden. Over 30 års markeringer, der såden set ikke var tiltænkt andres øjne…

Jeg har bevaret det hele. Ikke skjult noget af det for det lånende publikum. Det er min samling, der her overdrages til offentligheden.Så må folk tænke, hvad de tænker – i hvert fald er det muligt at tænke, at man kan tænke tanker og blive inspireret til andet og nyt af at læse science fiction. Eller måske blot bruge navnemarkeringerne som aldersmæssig anbefaling af den pågældende bog (12-16, 16-21, 21-i dag).

Tak og lov for, at jeg ikke faldt i flere sentimentale tanker om adskillelsen. Men derimod skøre tanker om at påbegynde en ny samling på den rigtige måde: Køre rundt til loppemarkeder og lign. og finde, hvad der er. Evt også overdrage dém til biblioteket, efter endt læsning.

Men hele tiden, hver dag med plastning af bog efter bog efter bog, tanken om, hvad samlingen på biblioteket Blaagården skal hedde. Det var meget sjovt med “Den Krabatske samling”, mens de indledende manøvrer stod på, men dét siger jo ikke noget om, hvad samlingen rummer.

Skal samlingen hedde “Bibliotek for fantastisk Litteratur?” Eller “Det Fantastiske Bibliotek”, i stíl med hedengangne “Det Kulørte Bibliotek”? Eller et sjovt akronym at skrue et passende navn ned i? Eller måske ligefrem “Philip K Dick Memorial Library?”, fordi alt hvad han står for, er dét al science fiction (og en hver hvad-nu-hvis-bespørgen) handler om: Virkelighedens beskaffenhed for det enkelte menneske.

Uanset hvad, er formålet at vise offentligheden, samlere, købere, sælgere, andre biblioteker og ikke mindst andre bibliotekarer, kulturjournalister, offentlige instanser, forlæggere, at det her findes, og at nogen tager genren seriøst nok til at tæve igennem med 1000+ bøger på én gang.

Derfor skal det være et navn, som kan mærkes.

Det skal sige pang ind på lystavlen, så andre bliver inspirerede og husker, at genren findes. At folk læser den, skriver den, elsker den, diskuterer den, og at den faktisk breder sig mere og mere i utroligt mange retninger. Måske er science fiction som genre ved at stjæle billedet fra videnskabsformidlingsjournalisten…:-)

Det må også gerne være et navn, der inspirerer gamle fans og læsere til at donere gamle science fiction og fantasy, i paperback, hardback og hardcover, måske til denne samling, måske blot til deres lokale bibliotek *, eller binder sig til at komplettere en enkelt forfatter eller en periode, eller søger mod tematiske samlinger, f.eks. tidsrejser eller bevidsthedsdownload.

Står det til mig, men jeg håber ikke det bliver mig alene, skal Blaagårdsbiblioteket rumme opslagsværker, afhandlinger, billedbøger, plakatbøger, konsekvent tangerende det fantastiske fra en 1000-årig tænkning om dystopier og utopier og menneskenes placering under stjernerne, den mulige bevægelse væk fra Jorden, ud i det mørke ingenting, ud i mødet med fremmede, i mødet med os selv, i tankerne om at begynde forfra som nybyggere under nye, friske betingelser, og om hvad vi gør, når det alt sammen bliver realitet, når videnskaberne får omsat teorierne til brugbar massefremdrift og duplikérbarhed og bevidsthedslagring i ikke-fysiske medier og selvtænkende maskiner og autonome menneskereplikanter, og vi ikke længere behøver at dø, hvis vi ikke vil det, og hvad ér der inden i hullet i nullet, og hvad er der egentlig udenom – hvem er vi, hvem ér disse mennesker, med videnskaberne som øjnene og i overfladen af samspillet med artsfællerne stadig de samme løsslupne, ansvarsløse, grådige, smertende, længslende, drømmende børn som for tusinder af år siden, uanset på hvilken side af gærdet, vi befinder os, i rummet, uden for rummet, inden i Jorden, inde i de andre. Eller inde i os selv, alene.

Når vi ser på menneskene som de værktøjsbærende og -tænkende væsener, der tilsyneladende er så alene om at fucke Jorden op, at selv ikke guderne står imellem os og døden mere – hvem ér vi så?! Det er ikke nok blot at kende os gennem vore sociale handlinger – vi må have vore tanker, idéer og teknologier med i billedet. Det er hér, vi står frem. Det er hér, vi bliver fuldstændige.

Væsenet med hammeren og intentionen om at bygge noget, ingen anden har tænkt. Dét er os.

*(Frederiksberg er et udmærket eksempel på et bibliotek, der har modtaget en stort del science fiction fra en eller anden – men dét kan ingen andre end Frederiksberg-borgere have glæde af…)

@ 2012 – Verdens undergang

Share

 

Min ven, Henning, sender mig ofte links af relevans for en mangeårig on-going samtale, der aldrig er blevet en dialog med sigte på at blive enige eller enige om at være uenige. Snarere tror jeg, vi grundlæggende ér enige, om menneskenes muligheder og menneskenes svagheder, men i vore forsøg på at nå noget nyt, række ud over os selv, støder vi, uden at ville det, hovederne mod vore respektive livs og karakterers rammmer og muligheder.

I går sendte han mig et link til det smukkeste site, jeg længe har set. *

I dag et link til en side med Maya-kalenderens profeti om verdens undergang i 2012.

Jeg var bekendt med fænomenent, men havde aldrig før set det beskrevet så ligetil og enkelt – og i dén grad understøttet af videnskaben. (Dét er problemet med okkultisme og mig – vi bliver aldrig helt gode venner.)

Mayasitet førte til læsningen af en mindre selvbiografisk roman, skrevet af “Dan Eden”, webmaster på viewzone.com – som beskriver konstruktionen af millitære installationer i såkaldte “Vortex”-zoner forskellige steder på Jordkloden; installationer, som hver for sig er i stand til at forårsage jordskælv, tsunamier…, eller eksplosioner af atomvåbenstyrke ved at fokusere kortbånds radiobølger med enorm kraft på ionosfæren i 60-90 kms højde og få denne stråle til at ramme et hvilket som helst sted på Jordkloden, og tilsammen…?

Muligvis skulle disse militærinstallationer have en direkte sammenhæng til de konsekvenser for Jorden og menneskene, som Mayaernes profetier for 2012 taler om, og som astrofysikere åbenbart bakker op om. Solar flares så voldsomme, at Jorden risikerer at miste hele sin atmosfære, og under alle omstændigheder total grillristning af alt liv ned til mindste jordbakterie. Spekulationer om, at konsekvenserne kan, hvis ikke afværges, så afbødes.

Jeg er professionelt naiv. Og jævnt hen godtroende. Men jeg har aldrig haft tillid til, at magthavere eller forskere ville standse udforskningen af muligheder eller teknologi dér, hvor det gavnede mennesker i bred forstand. Men efter endt læsning er jeg virkelig vred over den almindelige praksis med at holde den almindelige befolkning i uvidenhed.

Hvis der er noget om år 2012 – ikke kun Mayernes forudsigelse af nogle ekstreme “solar flares”, der falder sammen med vort solsystems magnetisk/gravitetiske placering i Mælkevejen – men hvis der ér en risiko for alle mennesker d. 21.12. 2012, burde ALLE mennesker vide det, så vi kunne forberede os på det. Alt andet er SVINAGTIGT.

“Vi er alle lige – men nogle mere end andre”**, er hvad det får mig til at tænke på. Ikke et spørgsmål om retfærdighed, men ren og skær anstændighed. At de, der befinder sig i toppen af hierakiet, erkender deres ansvar.

* Mon den spirituelle dimension var intakt, hvis der gik 13 elefanter på dusinet?
**Kammerat Napoleon/Animal Farm af George Orwell.

emner: 19 indlæg/30 tags, 20/6 – 6/7,

Share

 

aldersfascisme, bevidsthed, blog, blogomtale, bogomtale, bummer, bøger, Danmark, digt, digter, forestillingskraft, forfatter, forudsigelse, gratisarbejde, internet, job, jura, kredsløb, lyddigt, memer, netvær, ophavsret, oprydning, personlig vækst, Philip K Dick, podcast, politik, science fiction, skat, virkelighed