DIGT: opløst til metafor

jeg opløses. disse øjne jeg peger. mine øjne ind i mig. tilstrækkelig dækkende metafor ønskes. opløses. jeg ser og ser ikke. ingenting at forstå, intet at frygte. dækkende metafor ønskes. omgivet af en aura i gul, ser jeg intet? ser jeg intet, må jeg opløses? i spørgsmål, for det er dem og det er dem og det er dem. som er intet og ingenting. jeg ser alt (det hele) men, ingen tror mig. øjet der ser, You know. dækkende metafor, tak. intet tror jeg. jeg ved, jeg ser. og intet kigger igen, ingenting. jeg duer ikke. jeg er øjne, jeg er ikke brugbar. jeg er øjne jeg ér ikke jeg er øjne jeg er opløst, nu. til syn.
Dit.

DIGT: i anden poetens

i låsen som en nøgle
to kopper
te af brudte flader
placerede
her donerede
ukvikke øjenposer
mens årene forsvinder
i slowmotion-fastmotion
trangen til at mærke efter
i mørkerum og stivnede former
uformgivne
alene
med ét ben trukket op
et andet løftet fra sumpen
svamp suger vand
sand
sand
man
går alene ind i mørket

står på tærskelen
langt fra alene
langt fra noget som helst
stramme regn¬bælter endnu et hul
og ét til
klemmer vejen hertil fast om sig selv
man
går alene ind i mørket

DIGT: symfoni for hval med tække

Der er fest i den flydende tunnel, ingen venter, musene piber, glæde svinger partnere rundt, men den pensionerede fyrbøder i hullet er tilfreds med at ånde, signaler til fremmede lande, langt borte, fremmede lande, “se, mor, skyer som taler. Se, mor, se!” Der er ingen til at svare, det er længe siden bjergryggen kastede sine ribber, fundne men glemte ligger de på banens hittegodskontor, spiller stille for sig selv, små rystelser som tog i anmarch… og og og hobe af benrader tilspørger uret, suger falsk luft ind, gylper af kulde… små rystelser i betonen, i et land, langt borte, “mor, hvornår kommer toget, hvornår er vi hjemme? Hvornår, mor? Hvornår?” små rystelser, små

DIGT: landflygtig

Han opdager at bordet bølger, alt er normalt, bordet er jo hav, for alle bølger fødes vel i havet. Men hvad om en klippefast hånd i opportunistisk higen efter revolution skulle røve kraften i sansningen, forankre havet til jorden? eller værre endnu, selv begynde at skælve, og kraftløs give bevægelsen adgang, rytmisk bølgende og uhindret voksende til en bjerghøj tsunami, der udiskriminerende underlægger sig alle egne af legemet og slutteligt kapsler øjnene ind? Han opdager at bordet endnu bølger. Ja, han er landfast, jo, han er i sikkerhed.

DIGT: ultimativt egern

som den bølger mellem parterne, er legen den ultimative opfyldelse af øjeblikkets behov, intet ord er betydningsformindsket i samme grad som ultimativt, legen bølger ultimativ, intet ord er her så træt efter leg som leg, ultimativt bølger, på fortove på pladser mellem høje ege hvor kun egern kommer, rette æt, intet bølger, kun egern i leg, leg er egern som skyer på himlen, leg er egern, egern, ultimativ leg

DIGT: nattesyges sjælesorg m.m.

så kortlevende, at den næsten ingen forbrydelse er, burde ikke opfattes som en forbrydelse

utålelig adfærd gjort tålelig gennem vedholdende umage uformåen generelt hvad angår identifikation og behandling af utålelig adfærd

stødvis pumpen i lytterør ført ud under Atlantens bund, hvæsen, sug over kilometer og kilometer i vand, talestrømme landfaste

gnidningsfri gliden fra skeden til begyndende dulmen de nattesyges utålmodige venten, væk fra den ene af to fastgroede positioner mod den anden, igennem og vækmod, i skede igen, måske, farvel

bulder, et tårn rasler i kæderne, jorden smiler, giver tårnet fri, sænker landskabet, giver gammel horisont ny beundrer, tårnet, ser

afsked med vennerne, vennerne siger vi, vennerne er her da altid, de lever i os, følger os på toilettet, børster tænder retvendt, vasker tøj, piller næse, gør nar af det naragtige, dør med os, vennerne dør med os, vi dør når vennerne dør, vi pudser os alene

ét er moro, et andet at le med vidtåbne tænder

POEM: den islandske joke

nothing rained that day. maybe it should have. maybe it just so happened, that nothing had moisture til spare. I don’t know.

they claimed icelandic ancestry. after fifteen minutes they were sweating like snails in season. are there snails in Iceland, I wonder? fifteen minutes later they walked through every heart.

agread, they were more worldly than I. But icelanders they were not. a joke had to find itself their way. An Icelandic joke. A letter of admiration and gratitude written in Icelandic, accompanied by music and lyrics of a famous lullaby.

so thought, so performed

grøddag nr. 1

jeg er inde under ovnen, og da jeg rækker op og ind gennem hullet, og griber fat om bagerste gasrør, glider fingrene i en klistret grød, klumpet fuld af hårde partikler. Denne grød er lunken. Bliver varmere i mit tankerum, kommer ingen steder fra, men kommer alligevel. Varmen dækker min arm, følger den ud, drypper ned på min mave. Og videre, ned på gulvet. Der bliver blot mere og mere, og jeg er stivnet i min tid, måske finder dette slet ikke sted. Måske er det en tanke, som varer et sekund. En varm tanke, som dækker køkkengulvet, planer 7 gradersfaldet ud og… Er det mennesker, jeg ser komme ud af de små hårde klumper, små mennesker med flag, ja, det minder om mennesker, men disse smiler. Kunne jeg blot slippe røret, og hilse dem, supræm indbygger nr. 2 på Jorden hilser jer velkommen. Men nu tager de små pistollignende tingester frem, og peger på hinanden, og trykker af og falder om, døde, tror jeg, ned i grøden. Og jeg følger de små legemer. Mens grødbølgen langsomt bærer dem ind i stuen. Mens de synker ned i den rødbedefarvede grød. Det er ikke så fandens poetisk, men det finder sted.

et lille skridt for h.s.s. (prosa, ufærdig)

Egentlig kunne det vel hænde for enhver – altså dermed ment, at skønt behovet sagtens kunne udtrykkes i en bevidst handling, var kontrol ikke en forudsætning.
Men altså: Torsdag, den foregående uge, var han begyndt at bevæge sig i cirkler. Rundt og rundt og rundt, i store og små cirkler omkring centre, som ikke nødvendigvis var i fase; hverken tid eller rum. Det var ikke spiraler – dertil var cirklerne hinanden for uafhængige. Enhver passage fra cirkel, skønt en sjælden forteelse, foregik som astronautens svæven i rummet, roligt, som den stivnede krops opstigen mod overfladen, ufravigeligt, som at måtte ånde, en drift lavere end instinktet, denne vej, lige ud, i en bue – men bryder altid bevægelsens retning (begejstring) i en bue, men selv en bue er lige ud fortsat det er lige gyldigt, hvor man ender.
Og det er det. Når han forlader sin cirkel. Enhver anden. Dét er målet. Indenfor og udenfor. I cirkler og i cirkler.
Når han lander på ydersiden, og dét uanset han kommer indefra eller udefra, må han finde balancen. Har han længe opholdt sig dér, han kom fra, sidder denne cirkels hastighed ham i rygmarven og han må justere sig til de nye forhold, som altid er hurtigere – indad – eller langsommere – udad; altid hurtigere og langsommere, og tyngden er en anden.
Han har kunnet drive i æoner uden at tænke over det, men nu er han begyndt at mærke efter – tanken, at mærke efter, er blevet en besættelse hos ham og hans fødder og ben retter sig, søgende, suger, og, straks, dér, er en ny cirkel under fødderne, og han vakler, svømmer med armene, danser lidt til ære for de nye forhold, vænner sig dertil eller lægger hurtigt fra igen, i et sæt, ud eller ind.
Han har altid været det, men taget i betragtning at torsdag i sidste uge var første gang, han gjorde det, er det temmeligt mærkeligt at han ikke bliver længere på sine cirkler, end han gør. Mårske tror han de findes i et ubegrænset antal. Det gør de, og det gør de ikke, alt efter synspunkt, men deres antal formindskes jo mere han kaster sig ud, kaster sig ud, kaster sig ud, kaster sig ud han kaster sig ud han kaster sig ud han
Og dér svæver han igen, nu siden for lidt siden – ikke siden torsdag i sidste uge – siden for lidt siden har han haft retning. Mod sine fødder.

Anmeldelser: Dragens tab af hoveder

Den svære toer…

Sød pige og slem dreng

Ekstra Bladet 14. september 1988, 1. sektion, side 19

af Poul Borum

28-årige Marlene Nedergaard debuterer med en lille samlinge prosadigte, og den 25-årige Kenneth Krabat kommer med sin anden digtsamling. Begge er originale og talentfulde, deres bøger fortjener bestemt at blive udgivet – og at blive læst.

Men begge har allerede problemer med charmen og vil få det mere og mere, hvis de ikke viser at de kan vokse op og udvikle sig til noget andet og mere end ‘charmerende’.

Nedergaards skrøbelige tekster om barndom, kærlighed og død skaber en slags absurdistisk lillepige-verden, hvor det meste er fortryllende og gådefuldt og lidt sørgmodigt. Der er glimt af mere desperat humor, som måske i virkeligheden bedst ville kunne komme fre i novelle og roman.

Krabat er lige så typisk ‘dreng’, som Nedergaard er ‘pige’. Han er rablende og primitiv og fræk og af og til temmelig tyndbenet pornografisk. Ugens lyrikrapport.

Men han har en masse flotte fysiske oplevelser af verden og den elskede, og han har en spruttende fantasi, som han scorer mange points på.

Ingen andre en Krabat kunne skrive et digt med titlen: ‘Min ismejeridame hader mig ikke’…

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Nonsens-lyrik
jyllandsposten 20. 9. 1988 (+ 6-8 enslydende anmeldelser i distriktsaviser i Jylland)

Af Jørgen Christian Hansen

KENNETH KRABAT: Dragens tab af hoveder.
• Pris: 128 kr.
• Forlag: Borgen.

Denne bog kunne også have heddet ‘Da redaktøren tabte hovedet; det må være det, der er sket, da Borgen antog denne samling.

Lyrik som nonsens og smalltalk kan sagtens praktiseres og drives til poesi. Ethvert emne, enhver stil kan bruges, hvis der kobles tankevirksomhed til. Man kan “snakke” poesi, slentre citere, “oversætte” og gendigte. Men Kenneth Krabat vælger løst skriveri, slap i formen, og uden interesse for folk uden for hans nærmeste kreds. Et af digtene lyder i sin helhed: .”DA VAR JEG (et vinterdigt)// Jeg var lille.? Jeg var./ Lille var jeg./ Jeg./ Lille og pedalsk/ hjulede jeg/ om vinteren -/ for jeg var Jo./ Var jeg ikke?”. Jeg har kontrolleret citatet tre gange. Det er korrekt. Så lidt er der.

Kunne man ikke sende K.K. på børnelyrikkursus, så hans stil blev hjulpet lidt på vej? Når han starter et digt med “Du er smuk siger/ jeg/ og hun kommer mig/ imod …” er læseren for længst stået af. Der er ikke nogen oplevelse. Kun rableri som “ind må jeg ind/ til mig selv/ men jeg kan/ næsten ikke mere/ hvor er jeg egentlig?” så længes man efter Fløjtetønden Victoria. Står det virkelig så slemt til med selverkendelsen, at der kun kan komme banalndsigter af den karat ud af skriveriet?

Når Krabat ikke ævler, vrøvler han, for eks. ynder han tegneserieudbrud som “Åhhhh!”, eller “Ahhhh!” og burgersprog : “aldrig har jeg set noget/ SÅ ulækkert”, som om vi havde brug for kursiver og versaler for at begribe så enkelt et udsagn.

Til slut skal igen citeres et helt digt: “Det kan kun/ blive et/ ekko/ : / Jeg ved heller/ ikke / noget.” Finale.

Ikke engang en indtaling på lydbog af Kim Schumacher ville kunne redde denne bog.

Det er ikke synd for læserne. De skal blot lade være med at købe bogen. Det er værre med de sagesløse træer, der er blevet fældet

Borgens Forlag er godt på vej mod at ødelægge det ry, de engang havde som avanceret lyrikudgiver.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Dragens tab af hoveder – in transit

Politiken 8. oktober 1988, 2. sektion side 7

anmeldelse af Peter Poulsen

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Tre flop fra det poetiske overdrev
Information 27. oktober 1988

Mens vi venter på halvfemserne

Af Asger Schnack

Willum Peder Trellund: Sang over død 62 s., kr. 138,00. Vindrose.
Steen Andersen: Lysets prissme. 71 s., kr. 122,00. Attika.
Kenneth Krabat: Dragens tab af hoveder. 74 s., kr. 128,00. Borgen.

SAMTIDIG MED at der udkommer væsentlige bøger i danmarks-litteraturen, som med stadig voksende tydelig hed viser sig at være substantielt placeret i verdenslitteraturen – alene i den seneste tid: Høeck, Højholt, Laugesen – følger den blege bagtrop lige i hælene, samvittighedsløst uselvstændigt, enten i skikkelse af rene epigoner, gerne med meget nære forbilleder, eller som vage, svært opfattelige stemmer uden “stemme”.

Tre bøger af danske forfattere, som ikke er førstegangsudgivere, skal omtales her.

WILLUM Peder Trellund debutterede sidste år med digtsamlingen “Skår af himlen”. Nu er han tilbage med en ny,”,Sang over død”. Her er tale om en digter, der sandsynligvis med megen møje skriver sig frem til det sympatisk kendte. Det er velment, men resultatet ligner til forveksling lyrik, det enhver lyriker med respekt for sig selv altid vil undgå. Bevægelsen er ikke bort, væk, ud, men tilbage.

Denne “centrallyrisme” er bævende, let foruroliget, men aldrig på egne præmisser, Det skaber en måske ufrivillig selvhøjtidelighed, men i alle tilfælde en ufrivillig komisk genlyd af det højtideligt ubevidste: det er andres poesi, allerede skrevne digte, der skrives, i den let udvandede form, som er efterlignerens. Hele bogen, dens skjulte paradokser, velsmurte linier og blakkede metaforer ligner én stor kliché. Man kunne tro et øjeblik, at det var halvtredsernes og tressernes danske imagisme – Corydon m.fl. – der hørtes i et ekko, men det er nok snarere firsernes efterklang, der lyder i endnu et ekko.

En strofe i slutningen af et digt lyder: “Tindrende stilhed / ikke en luftning. Kun / i blodets efterårsgrene / synger en gylden frost”. Det er ikke godt. Et væld af udråbstegn melder sig i vibrerende parenteser i læserens bekymrede bevidsthed. Det er ligesom at spise kage og bagefter spørge sig selv: hvad smagte den af? Eller sagt anderledes: bogen savner aldeles personlighedens mærke.

STEEN ANDERSEN har udgivet en række digtsamlinger. “Lysets prisme” er en ny. I dette tilfælde er der endnu mere utvetydigt tale om epigoneri i ordets lidet rosende betydning: den rent eftersnakkende,

Naturligvis står enhver poesi, ethvert sprogligt ud. tryk, i gæld til tidligere tider,, landvindinger. De er bygget ind, eller de er nødvendige af sæt for nye skridt, nye eksperimenter eller selvfølgelige forsøg. Det er en banalitet. Ønsker man den formuleret, kan man læse indgangsbønnen til det seneste nummer af “Den Blå Port”.

Men, og det er det afgørende, for at traditionsbevidstheden overhovedet kan bruges til noget, må den nødvendigvis kombineres med det modsatte: originalitet,

Denne egenskab savner Steen Andersen. Hvad vil hans digte egentlig? Hvad risikerer deres digter i virkeligheden? Hvis sproget er digtets virkelighed, hvad gør han så ved det, på egen hånd? Ingenting. Det hele er lån, tomme fagter, i en fjern, ufarlig idyl.

Tidstypisk nok er det Per Højholt og Henrik Nordbrandt – disse uforenelige størrelser – der på én gang er inspirationens kilder. Nordbrandt lyder i disse linier, eller snarere den side af Nordbrandt: ,Læs deres ord om gensyn i og når du er færdig I opdager du at de allerede / er kommet tilbage.«

Der er melankoli i digtene, en svag dekadence uden årstal, og dertil en omhyggelig symmetri, som ikke fragtes af nogen kunstnerisk livsnødvendighed.

Højholt efterlignes af gode grunde ikke på tonefald eller ,,indhold,,, men på en digtets struktur. Læs f.eks. Steen Andersens digt “Aftener”, og sammenhold det med Per Højholts sublime digt “Frostnat” fra “Min hånd 66” og uselvstændigheden i Steen Andersens projekt er afsløret.

KENNETH KRABAT hedder den yngste af de tre digtere. Ligesom Trellund debuterede han sidste år. Hans første bog hed “… Naiv?? Sagde det nøgne barn”, og hans bog nr. 2 bærer titlen “Dragens tab af hoveder”.

I begyndelsen af firserne talte man for en række af de yngre digteres vedkommende om, at deres poesi – med et positivt ment udtryk – var rablende. Kenneth Krabats poesi må siges ikke at være rablende, men lallende. Dermed være ment, at hans forehavende er uden nogen form for præcision. Det kan forstås som oprørsk imod konventioner; men for at man kan tale om et poetisk udtryk, må man have fornemmelsen af, at der sker et eller andet.

I Kenneth Krabats bog underforstås vist nok en humor Men det sørgelige ved denne humor er, at den ikke er morsom. Han – den ansvarlige for det givne sprog – poeten, er tilsyneladende ikke opmærksom på, at poesi kræver bevidsthed og bevidstløshed, eller bevidstløshed og bevidsthed. Krabat vælger den rene bevidstløshed, som ikke fører til andet end en slags efterfirsernes knæk.

ER DER DA slet ikke noget formildende ved disse tre digtsamlinger, som er skrevet ud af velvillighed? Nej. Det kønt uforpligtende digt er langt værre end slet ikke noget digt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Hovedløst?
Litteraturmagasinet Standart nr. 4, 1988

af Per Stounbjerg

“JEG STÅR PÅ TOPPEN af bjerget/ den allerøverste vindomsuste iskolde top/ og skriger/ Hvad er meningen Med Det Hele?/ og det uendelige hav over mit hoved/ svarer/ Der er Ingen Mening/ Hvad Så Med Mit Kaos?/ skriger jeg igen/ Kravl Ned Eller Hop/ svarer det blå hav/ Du Larmer”

I denne digtsamlings sidste tekst finder vi nogle af Krabats typiske topoi. Bjergtoppen, punktet med det frysende isolerede jeg, der vil have en samlende mening. Osse i “Prisen” handler det om bjergtinder, men nu i et spil med sneen og dalen. Jeg’et vil udtrykke sig, det skriger sit kaos ud, Men det belæres af havet, uendeligheden – det, der i andre digte optræder som urskoven eller sneen, og som gør hans skrig til opblæst støj. Subjektet, denne selvhøjtidelige højttaler må slette sin forskel og lære at anerkende sin lidenhed. At springe ud i verden, glemme pansrene og give sig hen.

Pansrene, det er figurer som ridderen “rustet i metal” og den hvidkitlede. Rustninger er kolde; titlens ildsprudende (?) drage kunne ligefrem være en slags forløsning. Lad mig brænde op. I kulden størkner grænserne, mure, rækværk, hylstre. Her kan identiteten afsikres ved hygiejne. I “Attack of the cosmic vacuumkiller” vil jeg’et have alt levende småsnavs “væk/ fra mit område/ jeg vil bestemme hvem som skal/ æde af mig”. Støvsugeren bremses dog af et hår, kærlighedens symbol. Subjektet er ikke verdens suveræne herre, “kan alligevel ikke bestemme”, men fortæres, “ædes hele tiden”. Noget er større end ham. Som i “Prisen”, hvor hengivelsen til den kvindeligt lokkende sne gør jeg’ets stemme “undcrlig lille/ som om det er en anden/ eller måske hele verden/ som skriger her”. Den “afsindige lykke og glædesrus” kan være mere end den hvidkitledes 2 kiks.

Og osse mere end de kropslige hierarkier, der ophøjer synets ratio. Dragen har spist et par af sine hoveder, men har dog 28 tilbage. Det har prinsen med “kun sit eget/ ene” svært ved at annamme, han føler sig bare omringet. Men det gælder netop om at glemme det egne og ene i konfrontationen med det abjekte: det lave, væmmelige og modbydelige. Kroppens fugtige indre, “blodet flyder fra næse og ører/ Øjnene står helt ud af hovedet”. Denne ekstasis kan osse stamme fra “En skrap skede/ lige i mit syn” eller fra urskovens kriblende og krablende kryb, hvor jeg’ets “panserdivision” kæmper med “slimede bæster” og edderkoppespind med “trådenes/ klæbrige/ hvide klister”. Den slags konfrontationer fører os gennem en række affekter: klaustrofobi, fryd, væmmelse, rus, angst. Det sker i en heftig ekspressionisme, i frenetiske og ekstreme fortællinger, der ikke skyr overdrivelser. Snak og larm er der masser af. Splatterfilmene og tegneserierne er rykket ind i lyrikken og integreret i et næsten, kedsommeligt velkendt projekt: kampen mod den indsnævrende ratio i en “kærlighed. til livet. den elskede. til begæret. og endelig. døden.”

Her er den klassiske ekspressionismes, grænse. Hos Krabat bliver hengivelsen til intensiteten ikke uspaltet nærvær, for tiden og døden står i vejen. Lige fra det første digt, hvor barndommens sikre forvisning om ren væren “for jeg var jo” straks følges af det retoriske spørgsmål “Var jeg ikke?” – et spørgsmål, der hurtigt får så faretruende konsekvenser at en “pedalsk” hjulren af sted snarere bliver spedalsk, dødsmærket. Afstanden er der hele tiden. Uanset hvor tæt de elskende sætter sig, kan døden kile sig ind. Krabat fører et gran af ironi ind i snakkesaligheden. En slags postmoderne gestik gør nærvær til simulation. Vi er i en verden af fiktioner. “Drama i urskoven” lægger afstand til det fortalte med slutsætningen “Vi fik glimrende anmeldelser”.

Et af bogens sidste digte lyder: “JEG ELSKER/ (skriger) tilbage står kun førstnævnte statement” Regibemærkningen viser fint og selvbevidst en naiv ekspressionismes kvaler. Skriget kan ikke stå alene. Der må råbes højere, det skal tydeliggøres, og så dementerer den sig selv. Sproget, afstanden og døden er med. For det er jo netop ikke kun den første ytring, der bliver stående.

Krabats styrke er konfrontationen med det lave (osse integrationen af tegneseriernes og de kulørte films temaer og udtryk), og det er den skælmske leg med læseren. Noget nyt siger det bare ikke. Stoffet kan være overraskende; men temaerne og valoriseringerne er hørt før, og udtrykket kan ikke holde dem oppe. Kun få af digtene har jeg hæftet mig ved. Jeg savner lidt mere styr på talen, mere form og mindre hovedløs energi.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Indbindingscentralen (88145) 678 406 2 68

af Mogens Faber

Krabat, Kenneth: Dragens tab af hoveder : in transit. Borgen. 74 sider.

Krabats opus nr. I. udkom sidste år, Naiv, sagde det nøgne barn, og det var en forholdsvis spontan bog, ulden i kanten, men så energisk at der var grund til at bære over med bogens mangler. Digtene her i bogen er stadig præget af action, et vildt liv med frustrationer og drømme, et storbyliv, hvor det ene kan være lige så godt som det andet. Det er som om Krabat har for stor tillid til at hans udtryk overlever i trykt form, men her hvor man kan læse og genlæse hans udladninger, går de op i limningen og bliver en slags senpubertetsvræl fra en midaldrende teenager. Sproglige kaskader, hvor den tematiske desillusion breder sig langt ud i det poetiske udtryk, så stilen i stedet for at være energisk bliver speedet, men i grunden slap. Jeg synes, som det nok kan mærkes af ovenstående ikke at det er nogen god bog, ja, ikke engang halvgod.

Anmeldelser: …Naiv?Sagde det nøgne barn

De første anmeldelser…

B Zatte digte.

Ekstra Bladet 9. januar 1987, 1. sektion side 18
af Poul Borum

“… Halvdelen af den store bog består af ti meget lange foretællende digte, så originale og så medrivende, at man nok kan regne med, han har en romanfremtid. Mens hans digtnutid er bestemt meget inciterende og meget nutidig. Hans digtvideoer, som man godt kunne kalde dem, er både destruktive og ømskindet følsomme på en måde, som man mere kender fra 80’ernes rockmusik end fra den unge digtning.

Blandt alle de talentfulde unge digtere vi har, er Kenneth krabat en ny og anderledes stemme, grovere og mindre forsigtig, men også med en ikke mindst i dag befriet mangel på selvoptagethed. Det er verden, han opdager i digt efter digt, ikke sit eget onanerende spejlbillede. Og han oplever den på en ny måde og med et nyt sprog. Bravo!”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Et litterært fupnummer

Jyllandsposten 9. januar 1987
Af Jørgen Christian Hansen

“Årets første digtsamling fra Borgens forlag er et litterært fupnummer.”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

En ordentlig krabat

Ekstrabladet 10. januar 1987 side 27:

Interview med Kenneth Krabat.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lyrikkens skarnsknægt

Fyens Stiftstidende 17. januar 1987
af Jørgen Gleerup

Medrivende debutdigte

En ting er sikkert, lyder det i forlagsbrevet fra Borgen, disse digte vil dele anmelderne i to blokke. Og de digte,der spås denne påvirkning, kan man finde i debutsamlingen … Naiv? Sagde det nøgne barn fra en ung lyriker med det noget særprægede navn Kenneth Krabat

Det kan godt være, at anmelderskaren bliver delt i to blokke, men revet med må de vist blive alle sammen. Kenneth Krabat er nok, som navnet siger det, en ustyrlig knægt, men han er det – med ord, der sort på hvidt vælter i hvirvlende strømme. Som læser kan man hurtigt tilslutte sig samlingens motto: »Words go round and round in my head/don’t know their meaning/don’t know what I get/for trying to make madness sound/like words… «

… Kenneth Krabat er en lyrikkens skarnsknægt, der nok ser, at tilværelsen er ved at dø, traditionen og faderbillederne forsvundet, men som alligevel ikke kan holde fingrene fra mekanikken, sprogets og kulturens mange muligheder.

Det er umættelighed, der præger denne moderne sult, og måske digtenes profeterede tvedeling af anmelderne kommer til at foregå, ikke ved en deling i to grupper, men som en spaltning i hver enkel. Det er medrivende, oplagt og dygtigt, men der er mere afsæt fra verden, end der er ankomst. Måske er det vilkåret, hvis det nøgne barn skal bevare sin naivitet, livet ikke dø, inden det er begyndt. Alligevel var det nok værd at håbe, at vi i denne samling ikke ser det færdige resultat, men nogle særdeles lovende og vækstdygtige spirer til et rigt og mangfoldigt forfatterskab.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Skuldertræk

Flensborg Avis 18.januar 1987
Dagbladet Ringsted 19. januar 1987
Holstebro Dagblad 24. januar 1987

af I.T.

Under pseudonym, må man formode, har denne 23-årige digter og debutant (oplyser forlaget) skrevet nogle digte om seksualakten. Nogle vil. måske finde en sådan bog med udsagn om livet på sengekanten fornøjelig. For anmelderen er dette sengeleje et dødsleje. Det er »litteratur«, man kun kan have skuldertræk over for. Man fniser eller rødmer ikke engang. En spøg vel sagtens.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Sex -og action

Berlingske Tidende 21. januar 1987
af Jørgen Johansen

… Teksterne … smækker ordene i synet på læseren med massiv sort brutalitet. … Poesi for de skønhedstørstende skriver Kenneth Krabat bestemt ikke. En skabelse af ubehagets fascination er Kenneth Krabats særlige styrke …

Der er temmelig uhyggelige perspektiver i Kenneth Krabats sammenstilling af »Indre og ydre digte«.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Byens kulde

Land & Folk 22. januar 1987
af Peter Gregersen

“KENNETH, Krabat – navnet lyder drabeligt. Og drabelighed er der over hans debutsamling: »Naiv? sagde det nøgne barn,,. Han digter om en følelse af tomhed og ikke-væren, som mange unge i storbyen kender til. Sproget er upoleret og til tider fanden-i-voldsk. … I samlingens sidste del stråler han pludselig op i nogle kærlighedsdigte – uden dog at blive blankpoleret. Også for ham – som for hovedparten af firsernes lyrikere – er kærligheden det positive, hvor ømheden forløses.

… han får en kulde og rodløshed frem, som virker ægte.”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Sommetider er der lidt talent…

Weekendavisen 23. januar 1987
Af Ove Ancker

“… Der er i enkelte af Kenneth Krabats digte tilløb til noget, men set i relation til hele samlingen, bliver det ikke til meget. Når han eksperimenterer og leger, anes et talent, når han vrænger ad alverden, en nerve.”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

En vild krabat.

Kristelig dagblad 11. februar 1987
Af Vibeke Blaksteen

Lyrikdebutant med hårdt, farverigt kropsligt sprog

Der er masser af ungdommelig vildskab og fandenivoldskhed i Kenneth Krabats debutdigtsamling » …Naiv? Sagde det nøgne barn«. Hans sprog er hårdt og farverigt og hans digte eksplosive udladninger af et kaos af had, angst og drift.

… en række lange surrealistiske digte spinder et fascinerende og uopløseligt net af drøm og virkelighed,- mættet med lyst og angst og kredsende omkring elernentære livsoplevelset – som fødsel, kærlighed og død… chokerende i deres rå udlevering af vores underbevisthed. … et udtryk for den virkelighed i os, som ikke kender til hæmninger eller social indlæring – underbevidstheden, hvor følelserne altid eksisterer i deres mest ekstreme form…. Uhyggeligt, men sandfærdigt, når man betragter drømmene, det underbevidste som den sande virkelighed, – og det gør Kenneth Krabat.

… spændende er Kenneth Krabats debutdigte …, ikke mindst fordi de med deres voldsomme kropslighed adskiller sig radikalt fra de mange æstetisk forfinede, intellektuelt orienterede digte i den nyeste lyrik.”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Spiremørke

Information 12. februar 1987
Af JULIANE PREISLER

Duelige digte om forbudte handlinger

SOM OM destruktionen var følelsesløshedens andet ansigt, skildrer disse digte et jeg, der drømmer sig ind i en anden og mere handlingskraftig uvirkelighed. Det er ikke så meget en forløbsmæssig som en psykisk bevægelse – en tilstrækkeligt langvarig søvn og en stedse mere ligeglad mediteren over intetheden ender i et skrig, der ikke er en opvågning men et virkeliggjort mareridt.

Derfor er der ikke just håb at hente i denne digtsamling, men til gengæld så meget andet – først og fremmest en original sproglighed, som ikke altid har krop og puls bag sig, men som i hvert fald generelt er lydelig og insisterende.

Den efterhånden sædvanlige storbytomhed beskrives og angribes her med en relativt usædvanlig kraft. Følelseskulden, sæbeboble- og glasvægsvæsenet, er i stand til at råbe et udenfor op med nogle ofte ganske krasse midler. Samlingens undertitel er »indre og ydre digte« og det giver mening for så vidt som der er tale om en inderlighed – ytret både eksplosivt og ekspressivt

»Mikrokosmos i en flaske//er du levende//hvis død fejrer vi/og går til begravelse/med hatten i hånd/og sort//Mikrokosmos i flasken//på bordet; er du levende?//Intet er nødvendigt sir du//er du?//sir jeg//drikker af flasken«

KENNETH KRABAT er vidunderligt revnende ligeglad med den almene forståelighed. Det giver i flere tilfælde digte, der faktisk er overordentligt forståelige, fordi de rytmisksprogligt formulerer meningen…. Generelt ligger de korte digtes styrke i sprogligheden. … de lange tenderer til at være små historier i »klip« – en digtskrivning Kenneth Krabat ikke mestrer særlig overbevisende. Til gengæld har de som regel en stor indholdsmæssig effekt, fordi de på en meget nuanceret måde skildrer det samme: Nemlig de glimt af mulige, ofte destruktive handlinger som de fleste på et eller andet tidspunkt øjner som en slags tænkt eller drømt »udvidelse« af verden.

Det ville være en kliché og en reduktion at sige at disse længere digte skildrer psykopaten i os alle – men de skildrer givetvis synlige muligheder for handling, som generelt blokeres. … Den sorte humor sætter fantasifulde blomster som i tilfældet med »den hvidkitlede«, der har gjort det til en lystbetonet overlevelse at slå kyllinger ihjel, men som ikke kan fordrage at spise dem, så han må afsætte dem til sine naboer under forskellige påskud.

… JEG VED IKKE om det gror særligt godt på kirkegårde, men Kenneth Krabat er i hvert fald en duelig spire.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Hvad siger barnet

Lolland-Falsters Folketidende 26. februar 1987
af Jannick Storm

Kenneth Krabat: Navnet lyder, som noget man har købt brugt hos BZ’erne, men det er det nok Ikke. Snarere skal det vise, at man er en helvedes karl – især over for pigerne. Det går der I hvert fald mange sider med i denne digtsamling.

Der er faktisk en del gode tilløb til digte l denne debutsamling – især l nogle drømme- og mareridtssekvenser. Men det meste er utroligt banalt og kedeligt.

Der skal faktisk et stort talent til at beskrive det gamle Ind-ud-ind-ud, så beskrivelsen også fænger hos tilskueren. Det er Ikke nok, at man selv har haft en oplevelse, hvis man ikke kan formidle den til andre. Det har »krabaten« ikke kunnet. Han ville kunne lære meget hos Henry Miller.

Denne digtsamling har Ikke meget at gøre med den gode naivitet – det er mere den dumme pubertet. Men der er som sagt tilløb – og håb om, at han bliver et mere voksent barn.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

En broget krabat

Politiken 28. februar 1987, 2. sektion side 7

En del skidt og noget kanel i debutdigtsamling
Af Marianne Lindgren

… DIGTSAMLINGEN ER delt op i fem afsnit, hvoraf de to første er mest digtagtige, mens tre og fire mere nærmer sig kortprosa og fem er 17 nummererede og korte erkendelser og konstateringer. I de første afsnit indkredses de emner og grundlæggende stemninger, der i de følgende afsnit formidles i fortællende forløb. Det er følelsen af forsvinden, ensomhed (alenitet som Krabat kalder det), angst, at være levende død, at være fremmed selv der hvor ordsproget ‘ude godt, hjemme bedst’ fortæller at man hører til. I Krabats originale omvending bliver det til: ‘hjemme er synkebesvær værst/gid hjemme var ude og væk’. Sorg og selvmord, junkies og drømme, tab og længsel efter kærlighed, afmagt og aggression. Og helt uden Grofs hjælp går Jeg’et i sin mor igen og oplever sin egen fødsel. Tilbage til udgangspunktet for at fødes til en fyrværkerisol. til 9,85. Jo, ‘han han være morsom, og der ér fede passager i de ellers noget hakkende digte, der breder sig på må og få, og ikke bekymrer sig over at anvende poetiske klicheer som: ‘Vinduerne/ligner døde øjne’. De helt korte og koncentrerede digte er bedst, men egentlig viser samlingen, at Krabat er’ en langt bedre prosaist. F.eks. En Drøm Om Virkelighed sammenkobler helt uanstrengt drøm, fantasi, erindring, ønsker og her og nu situation i et hverdagsligt forløb. Der er et værelse med en seng, en dreng, en telefon og piger der er der, og så alligevel ikke. Luften er tung af erotik, forventning og ømhed. Også en mere morbid og bizar fortælling som den om Amsterdam Sara med verdens største skamlæber, som man kan blive fotograferet med hovedet imellem er trods den lidt slatne pointe godt fortalt.

DET ER en mere end broget debut … Der er imidlertid råstof og fortælletalent nok i det nøgne barn. Til gengæld ikke vildt meget poesi.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Voldsom poesi

Aalborg Stiftstidende 4. marts 1987
af Jens Henneberg

»Indre og ydre digte« har Krabat undertituleret sin samling, en lidt besynderlig måde at opdele digte i. Og besynderlig er også samlingen, for der er rimeligt gode tekster…”

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse fra indbindingscentralen (87110) 6491170 45

af Mogens Faber

Krabat Kenneth: – Naiv? Sagde det nøgne barn : indre og ydre digte. – Borgen.

Forlaget mener i sit følgebrev, at denne bog vil dele anmeldergruppcn i to lejre, måske på grund af et klart ufærdigt præg over bogens digte, der nu og da snubler i deres forsøg på ikke bare at være digte, men ACTION, som har det med at sætte et rablende tempo og ligefremme alt-eller-intet-temaer: selvmord, mord, saftig sex, onani foruden diverse ridt henover virkeligheden i hastigt flydende eller opbrydende staccatotempo. Meget i bogen er (naturnødvendigt) uforløst, fordi bogen handler om den umulige tilpasning. Meget også postuleret dybsindigt, men alt i alt synes jeg bogen er forfriskende anderledes og uhøjtidelig og samtidig så skrivebevidst, at man hopper med i kørselsretningen, selv om det skumpler lidt i sidevognen nu og da. Ungdommelig poesie, som godt kunne give løfter om mere og bedre udfoldet poesi eller prosa, men indtil da kan bibliotekerne roligt hoppe på, især hvor man kan låne digte ud til yngre mennesker under tredive.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Danske Ungdomslaget (1): “De milde” anger tonen

Kvällsposten 27/2 1988
CLEMENS ALTGÅRD

Klassens busfrö

Klassens busfrö heter Kenneth Krabat. Regression och genital besatthet utmärker hans ….Naiv? sagde det nøgne barn (Borgen). Krabat har ingen respekt får konsten utan spottar och hädar med gott humör finns det slående likheter mellan Krabats övningar och Højholts metatetexter från 1971 i Punkter. Højholt: SYLVIA SYLVIA SYLVIA SYLVIA SYLVIA SYLVIA/ HUN SIDER PÅ HUG OG HYLER UNDER BRUSEREN/ HUN KRYDSER ARMENE FORAN BRYSTET OG BØJER/ SIG NED & KRUMMER SIG LANGSOMT IND MELLEM/ BENENE 0 VANSKELIGT SÅ GLIDER DER HUN IND VÅD/ OG GLAT OG FORSVINDER HOLLLLLLLLLD, DA OP”. Krabat: “så/ mit/ Hoved/ER/ MITMITMIT/ ALENE/ UUUUUUUUUUD”. Det finns gott om exempel på att det “nya” kanske’ inte år så nytt.

… I den yngsta danska poesin har glidandet blivit obligatoriskt. Finns det då inte en viss risk för att 90-talets danska lyrik kommer att bli likriktad och världsfrånvänd – att en provinsiell idylldiktning, om än med franska ledstjärnor, tar över? Ungdom på glid?

Mäster Thomsen kan ge svar på tal redan i dag; i Nye Digte (Vindrose) deklarerar han nämligen att: “det er verden, der er et elfenbenstårn; hvert digt en ansøgning om att få adgang”.

http://krabat.menneske.dk/_bagkatalog/anmeldelser.html#naiv