bloggerloops og science fiction

Jeg stod bare HVAAD?!

 

Skulle man have lyst til at læse mere om science fiction som oplevelse, følelse og begreb og om bibliotekernes stilling til “fænomenet”, kan man gå i loop med denne lange tråd – på fanzine.dk, som henviser tilbage hértil, skønt så vidt vidende endnu ikke til nærværende faktiske indlæg, da indlægsskribenten dér ovre endnu ikke ved, at jeg bevidst sender trafik i snævert sigte til et enkelt indlæg, hvor jeg selv kommenterer, men måske kan jeg nå at komme derover, inden nærværende indlæg er publiceret på min FTP-server, og sige et eller andet nyt begavet, før det er for sent og det først vil blive læst næste gang, nogen linker dértil eller til dette indlæg? Eller hvad?

Jeg stod bare HVAAD?!

@ Farvel til fremtiden 4 – Philip K. Dick + mangelliste

Philip Kindred Dick… så mange synes, han i kraft af sin forskellighed fra stort set alle andre moderne forfattere, er en slags moderne orakel, at man nok bør perspektivere sin læsning af PKD med en gennemgang af, hvad ham her har at sige.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at man i mange år har debatteret, om PKDs ouevre ikke egentlig er en sygehistorie, altså en syg mands produktion – en vurdering, som især baserer sig på den 3000+ sider lange exegesis, som Dick skrev sideløbende med sin produktion, hvor han udtrykker al sin tvivl i sin søgen efter noget statisk – gud, skaberen, noget der forbliver det samme. En søgen, der især spejler sig i bøgerne han skrev fra midt-60’erne til sin død i 1983 – som nok er dér fanskaren er mest trofast.

For hele denne senere produktion gælder det, at hver eneste bog efterspørger begrebet virkelighed – hvad er det, hvordan kan man vide, at noget er virkeligt, hvordan kan man tro på noget, man ikke kan vide om er virkeligt osv. Men det er samtidig også dét, som læsere kan bruge til selv at bespørge deres egen opfattelse af virkelig med. Ikke som vejvisere, men som dokumenter fra et liv, hvor Timothy Leary, Robert Anton Wilson og andres filosofiske brug af begrebet virkelighedstunneller forekommer at blive sat i spil på en forståelig måde.

Reality tunnels” – dét, at man som menneske “ser ned ad en tunnel”, hver gang man ser på noget som helst eller hvem som helst, fordi alt andet defineres i forhold til dén person, man er blevet – hvorved man så ikke længere kan sige, at virkeligheden er statisk, men er et begreb der som minimum skal i pluralis. Virkeligheder. Mange virkeligheder.

Det giver god mening, hvis man spekulerer over eksistensen, at få dét på plads – i hvert fald at komme frem til en virksom model for verden, menneskene og virkeligheden at forholde sig til – måske nå frem til subjektive svar på, hvorfor vi mennesker – trods at vi ligner hinanden så meget – tilsyneladende har svært ved at finde overens. De ene videnskabeligt indstillede ville nok mene, at hele baduljen handler om biologi, hjernekemi og gener, med lidt social interaktion og kaos kastet ind, men en særlig type mennesker stiller sig ikke tilfreds med, at “virkeligheden” udelukkende skulle være et produkt af fysisk og kaos alene.

Dem taler PKD til med sin søgen – der har udmøntet sig i 70 romaner og et utælleligt antal noveler. Hvad vil det sige, at noget er virkeligt? ER noget virkeligt?

Jeg er i stand til at skille mig af med mine PKD, fordi jeg har løst spørgsmålet for mig selv: Verden findes – stort set hele tiden. Og når jeg kommer i tvivl, er det altid en følelse, en fornemmelse. Aldrig noget, jeg kan fremlægge som bevis.

Det kom sig af den buddhistiske koan om, hvorvidt træet i skoven giver lyd fra sig, når det falder, hvis der ingen mennesker er til at høre det ske. Jeg har besluttet mig for, at det gør det. Og har således indtil videre – indtil jeg kommer i seriøst i tvivl igen – lukket døren på min søgen om, hvad der er virkeligt. I stedet bruger jeg så at tro på min intuition, min fornemmelse, mine følelser, og lader lejlighedsvis disse subjektive vurderinger af verden få fortræde frem for statistisk, videnskabeligt dokumenteret bevisførelse. Men det er noget, jeg har brugt mange år på. At lade Verden være, og søge at forholde mig til dét, jeg oplever som MIN verden, min indre oplevelse af sammenhæng.

For mig er verden med lille v kemisk, biologisk, genetisk med menneskemøder og kaos kastet ind. Og Verden udenfor, et uoverskueligt kaos, jeg tager del i, ser og forstår en brøkdel af, og kun oplever jeg kan påvirke, hvis jeg tager min indre verden, min subjektive vurdering så seriøst, at jeg oplever at findes når jeg vågner, og så afslappet, at jeg kan justere mig til nye omstændigheder i Verden, der indvirker på min karakter og min overlevelse.

Som historien fortæller det, lykkedes det aldrig PKD at finde en tryghed i verden. Hvilket gør ham til et menneske, som flertallet vurderer som sygt, utilpasset, ikke som de andre. Men samtidig har vi alle dokumenterne fra hans desperate søgen efter noget, der ikke forandrede sig hele tiden. Og ser vi det lidt fra oven, og tillader os det litteraturteoretisk utilladelige: at gå til forfatterens faktiske opvækst og liv – og se et menneske, der som så mange andre børn var udsat for voldelige overgreb – kan vi måske lære noget af det. Alle sammen.

Hér ligger omslagene til de PKD-bøger, jeg skiller mig af med – og hér det officielle sites liste over omslag på udgivelser fra hele verden. Omfanget siger noget om hans popularitet, men ikke mindst noget om, hvor seriøst hans familie og udgivere tager hans popularitet, om så årsagen er det ene eller det andet…

Her følger samtidig en mangelliste over PKD-bøger, som enhver er velkommen til at gøre mindre. Man kan kontakte mig på k r a b a t @ m e n n e s k e . d k, hvis man kan udfylde hullerne – også hvis man kender til bøger, der ikke er på hverken nedenstående liste eller på omslagslisten – hvorved også disse bøger bliver tilgængelig for offentligheden via biblioteket.

autobio – In pursuit of valis – selections from the exegesis
autobio – selected letters vol 1
autobio – selected letters vol 2
autobio – selected letters vol 3
autobio – selected letters vol 4
autobio – selected letters vol 5
bio – the shifting realities of philip k dick
bio – Philip K Dick in his own words (interviews)
bio – PKD, A Philip K. Dick biography
bio – Starmont Reader’s guide to PKD, by Hazel Pierce
roman – bladerunner (på basis af filmen)
roman – confessions of a crap artist
roman – cosmic puppets
roman – gather your selves together
roman – in milton Lumky Territory
roman – Mary and the giant
roman – puttering about in a small land
roman – the broken bubble
roman – the dark haired girl
roman – The man who japed
roman – Valis trilogy
roman – World of chance
noveller – A handfull of Darkness
noveller – en håndfuld mørke
noveller – Best of Philip K. Dick
noveller – book of pkd
noveller – Faseskift, science fiction noveller i udvalg
noveller – robots, androids and other mechanical oddities
noveller – Second Variety, collected stories 2
noveller – The days of perky pat, the collected stories 4
noveller – The Eye of the sybil, collected stories 5
noveller – the father thing, the collected stories 3
noveller – the preserving machine
noveller – the turning wheel and other stories
noveller – vintage PKD
noveller – writers of the 21st century: PKD
skuespil – ubik, the screenplay

@ Velvilligt indstillede anmeldere

som jeg har bidraget til med 3 fortællinger, er på scifisiden.dk blevet anmeldt af Janus Andersen, MetrOrd af Brian Storm og af Jeppe Larsen på Interstellar Sysctl.

Personligt takker jeg for velvilligheden til at acceptere mine eksperimenter.

Andre bidragydere er Jens Blendstrup, Richard Ipsen, Stig W. Jørgensen, Steen Knudsen, Lars Konzack, H.H. Løyche, Michael Erik Næsby og Flemming R.P. Rasch.

Den kan erhverves gennem forlaget Ny Sciencefiction for blot 98 kr.

@ Todorovs fantastik – læseren på glatis

Forlaget klim har genudgivet strukturalisten Tzvetan Todorovs banebrydende bog om fantastikken, den fantastiske litteratur (Klim, 2007). Den er ikke dyr.

Med fantastikken befinder vi os i et mellemrum, omgivet af det overnaturlige på den ene side, eventyret, og det rationaliserede på den anden, gyseren.

“Det overnaturlige som præmis for historien, som vi f.eks. ser det hos Tolkien, anerkendes fra første side. Derfor undrer hverken læseren eller historiens aktører sig. I gyseren, f.eks. Mary Shelleys Frankenstein, frembydes derimod rationelle forklaringer på hændelser, som i første omgang kan virke overnaturlige. I de to yderpunkter er ingen rigtig på glatis.

Det er midt imellem disse to genrer, at Todorov finder det fantastiske. Her, hvor læseren tøver: Skal han, eller skal han ikke, tro på det han fortælles? En tøven mellem “l’imaginaire” og “le réel”.

Det fantastiske som genre er således flydende, fordi dens fortælling eksisterer i grænselandet mellem det forestillede og det virkelige.”

(Parafraseret citat fra bibliotekaropgave af Tue Gaston, “Store fortællinger og moderne amerikanske tegneserier”.)

I Den Store Danske Encyklopædi defineres den fantastiske fortælling således:

“En fortælling, hvori overnaturlige fænomener med foruroligende realisme rokker ved hverdagsvirkeligheden. Den er således forskellig fra trylleeventyret, hvor det overnaturlige er forud accepteret.”

Todorov svæver mellem linierne i denne definition, og han er da også nævnt andetsteds i artikelen.

(mange tak til Tue Gaston)

@ Farvel til fremtiden III – Opfordring

Ligger du inde med nogle kvalitets-science fiction-bøger, du enten ikke ser på listen [450K] (som huller i serier eller blot forfatteren, der SKAL med), eller blot ønsker at supplere op med, vel vidende at selv plastede paperbacks (det udfører jeg) har relativ kort levetid, er du mere end velkommen.

Bidrager du med bøger af relativ høj kvalitet og stand, der ikke er på oversigten over samlingen, kommer du gerne på en offentlig liste med tak fra lånerne i Danmark.

send mig en mail, så finder vi ude af hvordan.

Og kom gerne med et navn til samlingen (“den krabatske samling” er blot kodeordet på biblioteket). Selv kan jeg godt lide “Bibliotek for Phantastisk Litteratur”, men kan det blive noget, der er et dækkende akronym, så kun så meget desto bedre. Måske kan vi i fællesskab lave noget, der kan matche hvad “det kulørte bibliotek” var i gamle dage. Og holder det kun 10 år… ja, der kan ske meget i forlagsbranchen på 10 år, hvis det pludselig bliver synligt, hvor mange der læser science fiction.

k r a b a t @ m e n n e s k e . d k (fjern mellemrummene)

tak og alt godt,
kenneth krabat

[nu tror jeg så lige, jeg holder ord-pause hérfra et par dage…]

@ Farvel til fremtiden II: Hvis nu, hvad så? og PKD

Man er næsten nødt til at tro det, før man ser det. Så, prøv lige dét: Danmark med en interesse i andet end sig selv, i rummet over vore hovedet, dét man ikke kan se, det fremmede, det ukendte. Prøv alvorligt at tro på det, og klik så på indlæggets titel øverst.

Der er en heftig, seriøs grund til, at jeg lægger min lille samling i offentlige hænder: Vi tænker for småt her i landet – grundlaget for oversættelse af science fiction ligger i hænderne på forestillingskraftløse bibliotekarer, forestillingskraftløse litteraturforslugte redaktører, forestillingskraftløse billigbogsudgivere, der derfor konsekvent kommer for sent til alle væsentlige nye udgivelser – for sent, fordi alle der faktisk læser science fiction, og det er ikke et fåtal, for længst har købt dem på engelsk eller tysk, før tanken rammer en forlagsmedarbejder, der kan begrunde en anbefaling med, at den pågældende bog da har litterære kvaliteter eller ligger på bestsellerlisterne i andre lande…

Men rent bortset fra, at det altid er rart, når der er tænkt over sproget, er det overhovedet ikke det litterære aspekt, det handler om ved science fiction. Det handler om at åbne døre til nye måder at tænke på, ved at forestille sig. Sige: Hvis nu, hvad så?

Har siddet og ordet det sidste af indskrivningen i den database, som udgør grundlaget for overdragelsen af “den krabat’ske samling” til biblioteket. Det aller sidste var at tjekke om alle Philip K. Dick-bøgerne var der – de havde i modsætning til 3/4 af samlingen ikke været været pakket ned pga. pladsmangel. Og det var fandme med blødende hjerte, at jeg overgiver 50 af hans 58 romaner til offentlige hænder, der vil behandle dem præcis som alle behandler biblioteksbøger: Råt, brutalt, æder, skider, drikker, ryger hen over dem – fordi læsning foregår i det lukkede, private rum, hvor det SKAL foregå. Så, der er ikke noget at gøre. De må holde så længe de kan. Og indtil samlingen er udryddet af almene bogovergreb, håber jeg, at denne mester ud i bevidsthedsafsøgning kan have givet et par mennesker en fornemmelse af, at alting ikke er så fandens konkret endda, som vort lille beskyttersamfund byder os at tro.

i øvrigt er det ikke kun lille Danmark, der lider under det. Den britiske The Guardian kårede de tyve vigtigste bøger “for nørder” i 2005. Listen følger hér, og jeg kan så glæde alle nørder med, at der er 16 af de nævnte i samlingen, som snart bliver tilgængelig fra biblioteket.

1. The HitchHiker’s Guide to the Galaxy — Douglas Adams 85% (102)
2. Nineteen Eighty-Four — George Orwell 79% (92)
3. Brave New World — Aldous Huxley 69% (77)
4. Do Androids Dream of Electric Sheep? — Philip Dick 64% (67)
5. Neuromancer — William Gibson 59% (66)
6. Dune — Frank Herbert 53% (54)
7. I, Robot — Isaac Asimov 52% (54)
8. Foundation — Isaac Asimov 47% (47)
9. The Colour of Magic — Terry Pratchett 46% (46)
10. Microserfs — Douglas Coupland 43% (44)
11. Snow Crash — Neal Stephenson 37% (37)
12. Watchmen — Alan Moore & Dave Gibbons 38% (37)
13. Cryptonomicon — Neal Stephenson 36% (36)
14. Consider Phlebas — Iain M Banks 34% (35)
15. Stranger in a Strange Land — Robert Heinlein 33% (33)
16. The Man in the High Castle — Philip K Dick 34% (32)
17. American Gods — Neil Gaiman 31% (29)
18. The Diamond Age — Neal Stephenson 27% (27)
19. The Illuminatus! Trilogy — Robert Shea & Robert Anton Wilson 23% (21)
20. Trouble with Lichen – John Wyndham 21% (19)

@ Forudsigelse: Skat på kommerciel datastrøm

Baseret på, hvor vi er lige nu i dag med internettet, forudsiger jeg:

At firmaer og privatpersoner, som tjener penge på deres netvær, inden så længe vil skulle betale “internetskat” baseret på data-passage gennem deres site(s).

Inden vi når så langt, vil spørgsmålet om skat på data-mængde via (til og fra) et site dels have fået privatlivsfortalerne op af stolen, og dels have skabt fortalere for, at ikke-kommercielle sites, sites der giver informationer og ydelser, men ikke kræver økonomi igen, fritages for internetskat. Dokumentation for datastrøm vil givet skulle komme fra anerkendt firma eller isp, og kunne i danskerens tilfælde vise sig som et automatisk punkt på selvangivelsen, hvor man frivilligt anmelder sit dataniveau opdelt i privat og kommercielt “forbrug”.

Der er flere faktorer, som kan forandre en sådan forudsigelse. F.eks. hvis internettet, som det er på tale, faktisk deles i to – et hurtigt “overnet” og et langsomt “undernet” – hvor et firma eller en privatperson så betaler isp’er for at “være på” det hurtige. Men da i det mindste vores stat (trods skattestop) hele tiden er på vagt efter nye områder at skabe penge til administrationes arbejdsopgaver, ville man nok tøve med at tillade denne opdeling i Danmark, før fordele og ulemper ved at inddrive en internetskat var afklaret.

For firmaerne ville det i princippet – hvis fordelingsnøglen (bits/kr.), man betalte efter, ellers var rimelig nok – være lige meget om de betalte en isp for større plads, bedre hastighed, eller om de betalte for gennemstrømningen på deres site, blot man fik den ønskede service og hastighed. Spørgsmålet er så, om de kan få den hastighed, de behøver, hvis ikke isp’erne gør noget for at reservere plads til dem på nettet? Altså, hvis firmaet ikke får et incitament til at forbedre hastigheden for nogen, på bekostning af andre? Det er jo konsekvensen af privatisering – alt sker på markedsbetingelser – og skattelove opleves altid som indgreb, som straf, om end pengene kommer alle til gode.

Så – trods denne modstand mod at betale mere som skat, og isp’ernes modstand mod højere ydelser uden ekstra afkast – hvorfor forudsiger jeg stadig, at der vil blive et fokus på en internetskat for (især) kommercielle firmaer?

Beskatning af datastrøm mindsker folks lyst til at hoste Google- og andres reklamer = Der bliver mere plads på nettet.

Google er ved at opnå verdensherredømme på innovative gratis-services. Det kan de gøre pga. deres stærke og (tilsyneladende) effektive reklameringsform, med bittesmå søgerelaterede reklamer på enhvert site, der ønsker at tjene en slatskilling på at hoste dem.

Ingen kan med sikkerhed vide, om Google vil ændre holdning. Om disse services pludselig en dag vil koste noget. Men for mig er der ingen tvivl om, at Googles markedsstrategi har lært ALT fra Microsoft, med omvendt fortegn. Hvor Microsoft er paternalistiske og åbenlyst arrogant, dominerende og bruger-Uvenlig, er Google gratis, hjælpsom, varm, fantasi og lyst-betonet og taler til hjertet i enhver forbruger. Og det har givet pote. Spørgsmålet er, om det vil fortsætte sådan – når Googles services har nået en kritisk masse, hvor al væsentlig konkurrence er pløjet i jorden: Om Google vil vise sig at have et andet ansigt.

Hvad enten “man” er usikker omkring Google, og det tror jeg allerede en del er, alene på grund af deres indflydelse og størrelse, eller blot ser Google som en spiller, der er ved at blive for stærk til regulær konkurrence, er eneste måde at stække deres indflydelse på, at stække deres evne til at tjene penge.

Beskatter man således kommercielle sites, beskattes dermed sites, der tjener penge ved at hoste Googles reklamer, hvorved incitamentet til at tjene de småskillinger, man får, ved at være “Google affiliate”, givet vil svinde ind. Google vil miste reklameindtægter, og vil (paradoksalt nok) måske blive tvunget til at tage penge for nogle eller mange af deres services, og dermed vise sig at have et andet ansigt, når det går skidt for dem, for overhovedet at overleve som firma (hvorved forbrugerne søger et andet sted hen), eller bevare deres smilende ansigt og fortsætte med at udbyde deres services gratis, hvilket uanset hvad vil resultere i mindre overskud, og dermed en mere sårbar førerposition.

En del af Googles indtæger vil nok kunne flyttes over på eller forblive på de bevidst kommercielle sites, hvor folk uanset hvad alligevel kommer, men dét at folk ville skulle betale en tredie afgift – opkobling/isp, skat af indtægt fra reklamer, plus tillige skat af datastrøm – vil skabe større bevidsthed omkring trafikken på ens site, og omkring hvad man udbyder, når man ikke får noget igen. Generelt set vil dette nok mindske den generelle trafik på nettet, hvilket vil skabe mere plads og hastighed til de kommercielle firmaer.

Altså:

Beskatter man datamængden gennem sites, som med online-ydelser tjener penge, mindsker man folks lyst til at hoste Google-reklamer = Der bliver mere “plads” på nettet. Googles indflydelse svækkes. Og der bliver plads til nye spillere.

Konsekvenserne af, at folk ikke længere i samme grad vil kunne surfe via reklamer, eller blive inspireret af reklamer i kombination til egne søgninger, kan skabe nye søgemaskiner for firmaer alene. Paradoksalt nok måske en skabt af Google…! Som (dog) ikke umiddelbart vil have en konkurrencefordel i at skulle bryde sin enestående søgemaskine op i to, for at folk skal kunne finde de produkter, de har brug for.

Jeg er af den mening, at en udtalt forudsigelse er det samme som at muliggøre, hvad der allerede findes af potentialer for denne forudsigelse i vort kollektive eksistentielle rum (på alle niveauer, vi er i kontakt med hinanden…). Altså: Tanken findes i et tilstrækkeligt antal, måske ikke som mem endnu, men som logisk konsekvens af tidligere udvikling, hvor “forudsigelsen” således blot bliver en mere eller mindre kyndig ekstrapolering af tidligere begivenheder.

Fornemmelser, fornemmelser, fornemmelser, begær! som det hedengangne københavnske punkbank IJ-X sang i 80’erne. For det kan aldrig blive andet end en fornemmelse, og fornemmelser tager altid udgangspunkt i øjeblikkets behov. Hvilket er derfor de fleste forudsigelser går galt i byen – fordi subjektive behov har indvirket forstyrrende på den fornemmede extrapolering i den eksterne verden.

At forudsige er at forsøge at tilsidesætte egne behov. Jeg har ikke tal på de forudsigelser og idéer, jeg har undladt at udtale, alene fordi jeg ikke ønskede, at de skulle gå i opfyldelse. Men for så vidt, at jeg overhovedet har forstået noget af det, jeg taler om, kan jeg ikke se, at jeg har behov i klemme nogen steder i min forudsigelse. Intet udkomme, der gavner mig mere end andre.

Derfor søsættes den her trygt, og jeg afventer goder fra de varme lande. Eller måske går den under, hvem ved?

jeg læser: Karl Schroeder "Permanence"

Science fiction.

Hovedproblematikken er spørgsmålet om bevidsthed: Er bevidsthed blot et evolutionsstadie, som siden passeres, når den biologiske udvikling og truslen mod livets beståen fra omgivelserne kommer i balance? Altså, hvis vi som biologiske væsener lever i overensstemmelse med, hvad omgivelserne stiller af krav og byder af muligheder, vil vi da holde op med at kunne erkende os selv?

Synops: Menneskene har længe ledt efter fremmede livsformer, der er som vi selv er. Har fundet en del livsformer, men der er altid noget, som adskiller os fra dem, så vi ikke er i stand til at kommunikere. Ikke kan bygge bro over. Og de meget gamle livsformer, vi er stødt på, som længe har været alene i universet, forekommer at være smeltet sammen til én bevidsthed, dvs. ingen bevidsthed, som reagerer med voldsomhed, når den opdager noget, der er fremmed fra den selv.

Jeg aner, hvor problematikken bærer hen (1/3-del igennem bogen) – mod spørgsmålet om det mulige i opretholdelsen af bevidsthed gennem samarbejde med og accept af det fremmede. Måske tager jeg fejl i min vurdering, men god science fiction er altid en spejling af nutidige problematikker og konflikter – hvilket hér ville være et billede på samarbejdet mellem de forskellige menneskelige kulturer, religioner, kulører, køn, sociale preferencer.

Med udgangspunkt i den centrale problemstilling, kunne man også se det som et billede på middelklassen, der har fået deres velstand og relative tryghed foræret af klasse- og arbejdskampe, demokrati og administration, og derfor er kollektivt faldet i søvn hvad angår at handle kollektivt i forhold til deres klasses placering i verden, dvs. den enkelte er uden for bevidsthed om, hvad der opretholder hans/hendes egen placering økonomisk, socialt osv. og kan således kun handle med frygt og aggression, når noget nyt melder sig (truende) på banen: Fremmed religion, fremmede vaner og måder.

@ Farvel til fremtiden

Jeg er ved at realisere fremtiden. Dette indbefatter at skille mig af med min 1000+ science fiction-bogsamling. FUCK, det er smertefuldt. Men klipning af navlestrengen er altid svært.

Lyspunktet er så til gengæld, at det er et københavnsk bibliotek, som overtager samlingen. Endelig, vil jeg sige.

Det er 4. forsøg – Guldbergsgade, Hovedbiblo, og Blaagaarden for 4 år siden – og det var lige ved at lykkes på Guldbergsgade, men de kunne ikke love, at samlingen ville blive stående fremme, så det takkede jeg nej til. Men betingelsen for bibliotekets overtagelse er, at jeg lader mine 53 Philip K. Dick-bøger indgå… Det er min ven, bibliotekaren, der står fast på dette punkt… Det svarer nærmest til at skære en arm af – men hvor er det godt, at man har venner til at hjælpe én hen over de svære bump.

I disse dage gøres der plads til samlingen på det pågældende bibliotek, så i lyset for enden af tunnellen ser jeg unge og ældre kæmpe om de bedste af bøgerne, og sidde behageligt og drømme drømme, der er større end menneskene hver for sig.

Hovedparten af “den krabatske samling” er paperbacks, som har notorisk kort levetid, men mit eget håb om at presse en spekulativ kile ind i unge menneskers tankegang bakkes op af de progressive bibliotekarer, der indtil videre har midler til også at forny og forbedre samlingen. Hovedparten af min samling er af ældre dato, dvs. fra en tid hvor der var mere gang i grundlæggende filosofiske overvejelser om dét at være menneske, etik, bidraget til samfundet, samfundets påvirkning af den enkelte osv osv. I dag er science fiction-genren overvejende mere sammenskrevet og problemstillingerne ikke så åbenlyse – og fortælleformen mere båret af “den gode historie” end af egentlig litterært drive.

Menmenmen… det er stadig som at skære i mig selv at sidde her og sige farvel til hver eneste bog. Jeg mærker det dog nok først for alvor, når der ikke længere er bogstabler på gulvet – og det er formodentlig meget godt, for overhovedet at give slip… men 22 hyldemeter. Fuck, altså…

@ isen

Da jeg en sjælden gang står i kø i supermarkedet, hvor hun altid handler på vej hjem fra arbejde, får jeg lyst til den is, jeg ikke har smagt, siden hun gik.

Isskabet er fuldt, men jeg ser den ikke, men. Skiltet sidder der stadig, jo. De har lavet etiketten om, og beholderens form er stadig den samme, og jo. Det er stadig det samme firma, men supermarkedet har sat sit eget logo på, godt. Måske den så ikke er udsolgt så ofte som før.

Den ryger ind i fryseren hjemme og jeg forsøger at glemme den, som jeg altid gjorde det dengang, til et øjeblik med lyst til netop den is, ja, det var nok mig mest, og hun købte den ofte for at se mig netop så glad, som når jeg huskede at den var der, med aller mest lyst. Til is.

Dage efter har jeg spist til aften, og så husker jeg, der er is. Og dropper den ekstra delle, mens jeg rydder køkkenbordet, og lokaliserer beholderen bagerst i fryseren, hvor den er havnet af roden rundt efter ting, og. Og den føles som dengang, formen, den. Følelsen er genial, den omvendte kegle er som at holde på noget, der vil hoppe fra hånden, noget. Stort, der er større end. Dén er.

Teksturen er ikke den samme, den skraber nemmere, den skraber uden problemer, hvor før. Før kunne jeg bore med opvarmet ske og pludselig stikke hul gennem siden på beholderen og ind i maven på mig selv, men nu. Måske hendes fryser er koldere end min. Måske.

I lænestolen smager den ikke. Som dengang, friskere, den er friskere, hen mod citron men uden at nå dertil, og hvad med rørsukker og hyld? Hvor lidt blev for meget, og mere blev for meget og meget alt rigeligt, men det var altid umuligt at standse, før bægeret var tomt, hér. Standser jeg nemt. Den smager godt, men. Ikke den samme. Ikke den samme. Is.

Isen fra dengang, hvordan? Smagte dén?

@ Overkvalificeret, my ass!

Jeg fik ikke mit job. Halvanden måneds fast arbejde nu, og 15 ugentlige timer derefter – perfekt studiejob for en sprogmand! “Overkvalificeret” til at oversætte manualer fra engelsk og svensk til dansk… Det er sgu snarere rekrutteringsbureauet, der ikke aner, hvad det vil sige at oversætte. Ikke forstår processen, og hvilket engagement der fordrer, uanset hvad det er, der skal oversættes.

Jeg tror, de lyver. Jeg tror, det handler om at DE vil have et menneske, der ikke har prøvet så meget endnu. Et ungt menneske.

Men jeg kan så afsløre, at jeg godt vidste, hvilket firma det drejer sig om, selvom rekrutteringsbureauet, jeg havde hørt om jobbet igennem, havde gjort sit til at maskere det. Og at jeg havde ringet til Philips – og omgående blev kaldt til samtale, blot af en overordnet, der ikke vidste, at et rekrutteringsbureau var hyret til at tage sig af det. Men nu skriver jeg til firmaet alligevel og laver en uopfordret ansøgning.

Hundehoveder! Det er mit job!

@ Pardannelse til alle

Hvorfor er at sælge sin krop anderledes end at underlægge sig en kontorchef eller en lagerforvalter? Digteren Ursula Andkjær Olsen harmes i dagens Information. Jeg tænker videre.

Digter og medlem af avisen Informations Tæskeholdet, Ursula Andkjær Olsen, harmes i dagens avis over politikeren Margrethe Vestagers vrede over bagmændene i købesex-branchen, og svovler over, hvordan dét at sælge sin krop til sex på nogen måde kan adskilles fra dét at sælge sig selv på alle andre tænkelige måder (“det er jo den kreative klasses spidskompetence”.) = Nutidens krav til mennesket om at sælge flest mulige af sine kompetencer til højestbydende kan ikke adskille de to ting, blot fordi der måtte være en kriminaliseret “bagmand” bag en gade- eller kælderluder.

UAO siger det ikke lige ud, men lad mig føre hendes tanke videre: Hvorfor er det i orden at være underlagt en kontorchef eller en lagerforvalter, men ikke en alfons, der beordrer den ansatte hen på et bestemt gadehjørne? Hvori består forskellen, når alle er nødt til at arbejde for føden? Mennesket Margrethe Vestager kan givet erkende, at alle gør det bedste de kan, med de muligheder de et givent øjeblik i livet har til rådighed – om end man kunne ønske sig, at overlevelsen fra dag til dag hvilede på et fundament af tålmodig, empatisk afventende udbalancering af enhvers behov, ønsker, erfaringer, kraft, følelser, tanker osv med ens eget niveau. Men utopien sælges altid nemmere af dén, som har sit på det tørre. Og det er hér, politikeren træder frem – hér, hun ophører med at tale om menneskelige kår, og begynder at tale om regulering.

Det mest meningsgivende for en biologisk organisme er stadig hver dag at få noget at spise – det kan der næppe herske uenighed om (hvis man ser bort fra breatharians). Den kvindelige digter siger ovenfor, at alt kan og bliver handlet – krop, følelser, viden, relationer – og at enhver sælger sig selv for at overleve. Hun taler om øjeblikket, om at have udgangspunkt i den daglige overlevelse. Hun forsvarer ikke prostitution, men angriber politikeren for at være politiker – og sætter dermed en standard for en poltikers åbenhed. Men kan en politiker være åben, og samtidig politiker?

Med sin vrede over de prostituererede bagmænd udtrykker den kvindelige politiker, at kvinder ikke sælger sex af egen fri vilje. Underforstået héri ligger en masse politiske agendaer og holdninger at købslå med på Christiansborg: Noget – uddannelse, oplysning – ville kunne forandre kvinders evne til at vælge “bedre” måde at tjene til dagen og vejen på; købesex er ikke et værdigt job (for kvinder; hvornår hører vi om mandlige prostituerede?); en fremtid kan skabes, hvor en mand altid vil kunne finde en kvinde, der elsker og vil elske med ham (og det samme for kvinder, men det hører vi heller ikke om); men skulle man endelig offentlig vedgå, at sex er kommet for at blive, og at det er sit eget marked, og vi ikke lige med deet samme kan skabe harmoni og kærlighed og pardannelse til alle, skulle købesex være bedre reguleret; og skal købesex reguleres, er det bedre at være venner med producenterne (luderne) end med grossisterne (alfonserne) osv osv. Margrethe Vestager vælger derfor en strategi, hvor hun kun anklager bagmændene, som allerede er kriminaliseret. En legalisering af købesex, som med alt hvad det indbefatter af arbejdsbeskyttelse, forsikring, ferie, uddannelse (!) osv., efter en tids instabilitet ville tvinge de kriminaliserede bagmænd ud ad af spillet, skabe tryghed blandt de ansatte, skabe flere selvstændige erhvervsdrivende, tvinge de laveste priser i vejret og generelt set sende flere penge i statskassen – hvilket jo er blandt andet er politikerens rolle.

Men hvad så med digterens anke? At politikeren ikke taler åbent om sin agenda? I et selvoptaget velfærds*samfund, som har glemt, at der overalt på kloden, inklusiv Danmark, findes mennesker, som her og nu behøver at overleve, og at de kun har sig selv at sælge (hvis altså nogen vil købe), ville en politiker, der er mere interesseret i regulering og skabelse af nye indtægter til staten end i kønslige problematikker, og i klummen citeres for at kalde anskaffelser af virtuelle møbler i Second Life for umoralske, kunne få noget igennem? Nogen steder?

Og sådan gik der 4 1/2 timer med den tanke. Nu frokost. Så besøge mormor på hospitalet. Så skrive eller besøge ven med behov for hjælp.

(*velfærd betyder “kvalitetssikring” og ikke i sig selv kvalitet)

@ Vadested

At stå i et vadested er et begreb, man så ofte hører. Måske især, når man er i min alder (44), og nu kan identificere en vis lighed med tidligere meget rådvilde perioder.

Jeg er generalist, kan så sindssvagt mange ting, og mit analytiske sind og nysgerrighed gør det muligt for muligt for mig at binde an med stort set hvad som helst. Det er f.eks. ikke mere end knap 14 dage siden, at jeg tegnede og byggede en pisse flot terrassetrappe med 90 graders sving i bunden – uden nogen sinde at have lavet den slags før. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne løse opgaven. Ingen tvivl.

[billede følger]

Hvor meget, der så er held, når noget går godt, er ikke til at sige – men som Steffen Leve Poulsen siger det: “Heldig er ikke noget, man bare er – det er noget man rækker efter”. Man gør noget.

I mange år har jeg overvejet at søge ind på universitetet – tanken har været at komme i dybden med et eller andet. Og i år søgte jeg så endelig ind, på Spansk som er et lækkert sprog, det kunne være nyttigt og spændende at blive meget bedre til… men behøver jeg Uni for dét?

Hvor er det egentlig, vejen hen over vadestedet fører hen? Fører den egentlig ikke bare ind?

I lige så mange år, som jeg har overvejet universitetet som eneste vej til fordybelse, har jeg stået til rådighed for Verden, snarere end for mig selv. Har undladt at hjælpe mig selv. Jeg har helt klare evner for at heale, indlytte i andre, idéfinde og problemløse og analysere – men hjælpen er aldrig udstrakt til mig selv.

Det er dét, der er vadestedet. Jeg står midt i strømmen og ser, at alle mine evner er ligeligt applikérbare på mig selv som på andre. Men jeg er blevet så vant til at hjælpe baseret på stillede behov, at jeg har overhørt mine egne. Glemt at drømme – fordi det altid var nemmere, når der et sted, hos et menneske, var et behov, jeg muligvis ville kunne opfylde.

Bevares, jeg har skabt mig en form for karriere som forfatter gennem ren stædighed, men formålet var aldrig andet end at forsøge at finde det redskab, dén forståelse, der kunne gøre verden bedre for andre, som jeg så den inde i mig. Og har således undladt at opøve evnen til at hjælpe mig selv til en bedre plads i Verden.

Jeg har ofte gummistøvler på hér. Jeg må satse på at tage dem af og mærke vandets kulde.

@ Jobbet, der slap væk (nok)

ja, det var så dagen, hvor jeg troede, jeg skulle have det der job, som skal bære mig igennem, indtil jeg muligvis skal begynde på spansk på uni.

Men 10 minutter efter at have lavet en jobsamtaleaftale om to dage, samme tid, andet sted, blev der ringet tilbage: Desværre. Vi skal først igennem [vikarbureau], som vi har betalt for at finde en oversætter og webkyndig…

For fanden! Det er MIT job, det der! Mit navn står ud over det hele, kan I ikke se dét? Og det tror jeg måske, de kunne. De lød simpelthen sultne.

Men for nyligt var jeg udsendt som vikar for samme rekrutteringsbureau. Én måned i et analyseinstitut. Da jeg gerne ville fortsætte med at arbejde der, sagde de at bureauet skulle have 10.000 kr., hvis de ansatte mig! Vikarbureauet har samtidig berufsverbotet mig i 6 måneder i analyseinstituttet, hvilket vil sige, at jeg ikke kan sige ja til tilbud om vikarjobs dér, hvis jeg – om 6 måneder – måtte ønske at arbejde der fast!

Havde jeg været chef for bureauet, ville jeg have beskyttet firmaet på samme måde, men jeg så det bare ikke komme.

@ Ulønnet, frivilligt, hjerte, nødvendigt

I nat færdiggjorde jeg kommentarerne til en vens udkast til standardkontrakt for et særligt oversætterfirma, han vil lave. En interessant idé, som jeg håber han kommer langt med. Hvad enten jeg kommer til at lave noget sammen med ham eller ej, er det en fornøjelse at hjælpe ham på vej mod en pension. Og ligeledes en fornøjelse at bøje kontraktens ordlyd til noget, der minder om samarbejde, mens alt der ligner slavebinding luges ud. Min ven må gøre, hvad han vil med sin kontrakt, men jeg tror nu på, at kontrakten skal erstatte håndtrykket – ikke være en fælde for en juridisk ukyndig.

Inden sengetid, sent, nåede jeg også lige deadline på et internetinternatkursusforslag til dansk forfatterforening, som ligger mig meget på sinde, fordi medlemmerne ikke er sikre nok på digitale rettigheder og den slags til at kunne tale åbent om problematikkerne omkring overgangen til den digitale verden.

DFF er en gammel forening, og gamle foreninger bevæger sig meeeeeget langsomt. Jeg er sikker på, at afhandlinger findes, som beskriver dynamikken i nye og gamle foreningsstrukturer, givet med pænt forsvar for den slags foreninger, som umiddelbart fordrer en anelse veneration. (Kan jeg komme på andre, som folk venererer en smule? Nej.)

Men det ér og skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ville pille den helt fra hinanden og begynde forfra, “nu også i den digitale verden”. Og vedgår samtidig helt åbent, at visse ting – f.eks. kunststøtte – hviler på troen på nytten af kunsten. Og således også troen på forfatteren.

Som alt andet er det en illusion, det (indtil videre) er hensigtsmæssigt for samfundet at opretholde. Og Skal jeg så være dén, som kommer og siger:

Hør hér, I gamle skrivetudser! Folk har aldrig skrevet så meget som nu. Aldrig fortalt så meget som nu. Hvor er dansk forfatterforening i dét? Hvor er dffs forfattere på nettet? Hvad er holdningen til digitale rettigheder? Hvordan optager man digitale forfattere, og er det overhovedet muligt?

Måske, ja. I hvert fald er jeg dén, som galper mest op om den slags i de udvalg, jeg har sagt ja til at deltage i.

(Hvordan var det lige, at jeg på halvanden måned nåede at sige ja at sidde i idéudvalget, kursusudvalget, biblioteksudvalget, optagelsesudvalget og lyrikgruppen? Knækker filmen, følger det hér…)

Et internet-internat-kursus er i hvert fald mit bud på en fordybelses-proces, for den forfatter der ønsker at skabe sig en digital profil, og bevæge sig professionelt med nogenlunde tryghed på nettet.

et blidt sted at være menneske

SÅ længe har jeg været ateist, at jeg nok har mindre liv tilbage at fatte en omnipotent guds angivelige altfavnende kærlighed i, end jeg har levet dage med kærlighed blandt mennesker som værende tilsyneladende tilfældig, og med sikkerhed smertefuld at miste, savne og længes efter. Er der en sådan gud, er jeg så dén, som rækker ud, eller bliver jeg rakt? Og ligger i så fald ikke også guds kærlighed parat til dem, som ikke bekræfter hans eksistens med vedkendt tro? De kristne siger ja, mens de forsøger at hverve andre til deres tro.

Sådan er mine tanker i disse muslimske “dage” blandt menneskene – hvor mennesker atter myrdes på alteret for omnipotente teologer, der hævder at kunne love vejen ind i guds rige. Continue reading “et blidt sted at være menneske”

DIGT: people forged from war

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

People forged from war
People forged form war

War Whistle
war whistle

@ Alt er digt

– er det muligt for en forfatter at blogge, som alle andre blogger?

Hvad sker der med den beskyttelsesmur, der adskiller menneskets privatssfære og forfatterens offentlige liv, når man begynder at åbne for dagligdagsdetaljer?

Jeg vil påstå, at alt er digt. Men de fleste mennesker, undertegnede inklusiv, falder i at sammenblande offentlig persona og personen bagved. Jeg husker én engang, som i en kommentar skrev: “Og du kalder dig forfatter!” Ja, men visse ting skal bare laves. Andre ting skal kæles for. Håndværk, og sjæl.

Europa – en kulturel supermagt?

Jeg modtog følgende, videresendt fra Muniam Alfakar, formand for lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening.

Fra: Søren Beltoft < sorbel@kunst.dk>
Dato: 15. juni 2007 14.11.21 MET
Til: < ccp@kunststyrelsen.dk>
Emne: Europæisk kulturstrategi

Debat i Diamanten: Europa ˆ en kulturel supermagt?

onsdag 20. juni 2007 kl. 17
Den Sorte Diamant, Dronningesalen
Gratis adgang

Hvordan gør europæerne deres forskellighed til en styrke? Variationen af sprog, kulturer, traditioner, kunstneriske udtryksmåder og kulturarv er et af Europas stærkeste kort. Det er identitetsskabende, og som EU-sloganet siger, er det: Unity in diversity.

Men hvordan kan mangfoldigheden og forskelligheden udnyttes bedre? Hvordan kan vi anvende vores ressourcer til at skabe det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge dem i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Vær med når Richard Swartz, forfatter og Østeuropa-korrespondent, Svenska Dagbladet, EU-eksperten Marlene Wind, Københavns Universitet, og Uffe Andreasen, presse- og kulturråd ved Den Danske Ambassade, Berlin, forsøger at svare på, om Europa igen kan blive en kulturel supermagt.

Ordstyrer er Clement Kjersgaard, tv-vært og chefredaktør, RÆSON.
Kontakt: Kulturproducent Lise Bach Hansen · Tlf. 3347 4364 · lbha@kb.dk

************************************************************************
Se også CCP Danmarks hjemmeside www.ccpdenmark.dk under “Nyheder 2007” / “Meddelelse fra Kommissionen” [linket i titlen ovenfor]

Venlig hilsen
Søren Beltoft, konsulent
CCP Danmark
Litteraturcentret / Kunststyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
DK-1553 København V
Tlf. dir.: +45 33 74 50 73

mit svar var nok henvendt til Muniam, men rettet til dig, der læser det her nu. Supermagtsbegrebet er én stor gang Nysprog:

kære muniam,

det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge vores ressourcer i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Efterlyst? Ikke af mig.

Man kan ikke tale supermagt, kulturel, politisk, økonomisk eller andet, uden at sige, at der findes et spil man ikke kan ændre på.

Jeg tror ikke på massen. Massen findes, men jeg tror ikke på massen. Hvis jeg troede på massen, som massen skal tros på, ville jeg sætte mig ud over individet. Og sige at én leder er nødvendig. Jeg tror ikke på én leder. Jeg tror på ansvarlighed i den enkelte. Ansvarlighed kommer af oplysning – hjemmefra, fra specialister, fra nabo til nabo, fra by til by, fra arbejdsplads til arbejdsplads. Måden, vi organiserer os på, handler om uoplysning. Konkurrence. Hemmeligheder. IKKE at vise os selv. Fordi vanen… vanen har vist os, at der er visse ting og mennesker og situationer, vi ikke kan stole på, og vi kan aldrig være sikre på, hvem og hvad de vil være. Og dog ved vi, at den opmærksomhed, vi giver uden at forvente noget igen, får os til at føle os bedre tilpas, meget bedre tilpas end at være bange, men vanen… vi finder bekræftet til alle sider, får os til at tro, at frygten vi føler har større sandhedsværdi. Massen findes, fordi der er individer, som udnytter individernes frygt. At sige, at dét ikke kan ændres på, er at lyve.

Jeg er ikke interesseret i at være en del af nogen supermagt, kulturelt eller andet, som er baseret på at massen findes. At det accepteres, at mennesker frygter kollektivt – når en mentalitetsændring kunne standse det. Så din videresendte mail er klam. Som alt andet, der baserer sig på massen.

tal ikke til mig om realisme og langsigtede strategier. Der gives ingen åbninger nogen steder, fordi det er nemmere… det vurderes nemmere og kortsigtet givtigt for mennesker alle steder og på alle niveauer af overskuelse samfundet at samles om at Kæmpe imod frygten ved at slutte sig sammen af frygt, end det er for dem, der har mulighederne for at få folk i tale at fokusere på at samles af velvilje, åbenhed og de varme følelser, som i fald de bliver modtager vokser til kærlighed.

At satse på at frygten varer ved er nemmere. På kort sigt. Så tal ikke til mig om langsigtede løsninger. Det handler ikke om lang sigt. Det handler om at blive den største dreng i skolegården, så de andre bliver bange for én. Mere frygt. Mere vane. Det er ikke interessant. Vi kan mere end dét nu. Det handler blot om at sige det.

venlig hilsen,
kenneth krabat

BARBARISK DANSK

Et givent sprog deformeres af en brugsvirkelighed i en given kultur.

 

Man må erkende, at et givent sprog har en brugsvirkelighed, der knytter sig til en given kultur. Hvor det bliver kvæstet og tilpasset den pågældende kulturs behov og muligheder. (KK i brev, 2012)

Fra jeg var seks år gammel og begyndte at forstå nogle af årsagerne til, at jeg ikke forstod alle, der talte omkring mig, og til jeg som ti-elleve år gammel begyndte at modtage undervisning i engelsk, udviklede jeg dén teori, at der måtte være mindst lige så mange sprog i verden, som der var navngivne sprog gange det samme antal. Det var således helt naturligt for mig, fordi jeg kunne høre forskel på de forskellige måder forskellige nationaliteter talte engelsk på: der er tysk-engelsk, spansk-engelsk, russisk-engelsk osv.. Denne tidlige indsigt rådede min engelsklærer bod på: Der findes kun ét engelsk, et tysk, et spansk osv. og det var bare at rubbe neglene og komme i gang med at lære det.

På en afrapporteringsblog fra et seminar 10.-13. maj 2007 på Biskops Arnö i Sverige om Alternativ publicering / litterær innovation (på initiativ af Litlive.dk) læste jeg om en finne ved navn Leevi, der havde refereret til et BARBARIC ENGLISH, et (ukorrekt) engelsk der i følge Leevi deles af os alle sammen i verden, som ikke har engelsk som modersmål, og kom således i tanke om min barndoms undertrykte indsigt. Og jeg mærkede, at den ikke var tabt, men blot havde et sidste lag af korrekthed hen over sig.

Sprogrenserne, vil jeg sige, mister ikke noget i deres bestræbelser, og vi andre gør det heller ikke. Det ér muligt og relevant at mene, at et sprog gør sig bedst i en forstand, der forskningsmæssigt, litterært osv. har en genkendelig historie og selvfølgelig også nutidige udøvere. De gør deres ting, hvad angår at fastholde opmærksomheden på den historiske grund, de er fastholderne. Sprogets røgtere og vogtere. Og præcis så statiske, som det er nødvendigt at en majoritet er, for at naturlig dynamik, naturlig griben efter øjeblikkelige løsninger, hvad man også kunne kalde relativt kaos, ikke skal blive til Babel eller absolut kaos – med Ragnarok tll følge, hvor ingen fatter hvad hinanden siger.

Men hvad så med dét dynamiske sprog, som efter en tid vokser sig større og finder indre (social) koherens? Hvis sprogrenserne ikke vil gøre plads til det relative kaos, der findes i f.eks. dansk efter tilkomsten af mange forskelligtartede (oprindeligt forskelligt-sprogede) indvandrere, der lever i 2 sproglige verdener, og er nødt til at kommunikere så godt det er dem muligt, uden at have sprogrensernes forudsætninger (eller overbevisning), hvad så? Så må disse forskellige måder at tale “modersmålet” på have et navn. Skal vi kalde det “barbarisk” og slå de “ukorrekte” versioner af modersmålet sammen til et pidgin-dansk, eller barbarisk dansk? Eller skal vi tegne en helt anden model?

Jeg foreslår, at vi klassificerer versionerne under dialekter. Indser, at et menneskes primære behov er at Kommunikere og Blive forstået, og da dét gør sig gældende for alle mennesker, bør vi tillade OS SELV at strække os for at forstå. Hvis ikke frivilligt, så via lovgivning.

I mine bestræbelser på at få brød på bordet har jeg siddet i et analyseinstitut og lavet befolkningsundersøgelser. Og dér oplevede jeg til min glæde, at der for det første var et hav af dialekter landet over, som man aldrig hører i offentlige medier – i modsætning til f.eks. engelsk TV, der frisk kører på med nyhedsværter med gebrækkelige tungemål. Og for det andet var der en enorm uvillighed til at forsøge at gøre sig forståeligt på rigsdansk, eller kald det selvfølgelighed: En vildt fremmed københavner ringer op og stiller spørgsmål – hvorfor skulle de så tale noget andet end det, der falder dem nemmest? De er jo hjemme, for pokker!

Det samme gælder alle såkaldt nydanskere. Hvorfor skulle de dialekter, de efterhånden har erhvervet sig, transformeres til noget mere korrekt? De kommunikerer, og hvis jeg vil kommunikeres med eller til, gør jeg mig anstrengelser for at forstå. Vil jeg ikke, er det svært for mig at forstå selv en sprogrøgter som vores Dronning.

Dansk falder i dag i et hav af udgaver, og har altid gjort det, og en del af disse udgaver er yngre end jeg er. For mig er det ganske naturligt, at f.eks. min iranske grønthandler har et dansk, der passer til hans evner til at indlytte, hans naturlige behov, og til den omgang han plejer med mere eller mindre rigsdansk talende kunder og venner. Og jeg spekulerer ofte på, hvordan det ville se ud, skrevet ned.

Jeg savnede i dén grad en båndoptager – senere – da jeg i to timer sad i Perús jungle over for en shipibo-indianer og med mit ordforråd på tres substantiver spansk og nogle få verber formåede at få min svært fordomsfulde vært dér til at fatte, at homoseksualitet i bund og bund handler lige så meget om kærlighed som forholdet mellem mand og kvinde gør det, fuck! jeg ville gerne have set den samtale skrevet ud!

Mit spanske dér var barbarisk, ja nok værre end barbarisk, men det var båret af ønsket om at kommunikere, som blev til dén aktion, vi kalder vilje: Jeg forsøgte og forsøgte og forsøgte indtil det – med hans velvilje – lykkedes mig at overbringe mit budskab. Har vi viljen til at kommunikere – at tale menneske, plejer jeg at kalde det – kan vi, om man så må sige, tale alle sprog under solen.

Så, hvor mange sprog er der i dag? Med min voksne erfaring vil jeg sige, at der er lige så mange, som der er ønsker om at kommunikere, der manifesterer sig i handling. Mit barnlige jeg kan både sige, at der er uendeligt mange eller kun ét: At tale menneske, eller ikke.

Barbaric… engelsk, dansk, tyrkisk, kroatisk, arabisk fra Libanon, Egypten, Saudi Arabien, swahili i oprindelig skabelse eller variationerne… Disse sprog findes, når der er mennesker nok til at påvise en forekomst. Muligvis – og det kan man håbe på – bliver kravene til forekomst-antal mindre dag for dag. Og dermed vokser Babel på det politiske papir, som indtil videre kun har evnet statiske tiltag, men hvis befolkningernes krav til antal-mennesker-om-et-sprog-eller-dialekt mindskes, også i den protektionistiske vestlige verden, kan det være at de politiske krav ændrer sig tilsvarende. Måske begynder de repræsentative stemmer også en dag at tale menneske snarere end løsninger for flertallet. Hvordan forholder man sig politisk til et bestandigt kortere og kortere historisk øjeblik? Hvordan forholder man sig som forsker til det? Som menneske… er det nemt nok. Det er bare at gøre som altid: Gider jeg snakke eller hvad?

Så, jeg glæder mig til den første bog – novelle eller roman eller digtsamlig eller… – skrevet på nydansk. “Nydansk” defineret som en sprog, der giver mening for en befolkningsgruppe, som ikke bør have problemer med at manifestere sin stolthed over ønsket om at kommunikere, og gør det på bedst mulig vis. Så må vi andre se, om vi gider lytte, eller ej…