Heideggers Væren og Tid, kapitel 0.

NULLET nuller. Det kan ikke andet. Og vi drager nytte af det til at sætte alt andet i relief.

Jeg er umådelig uuddannet, måske næsten umålelig uuddannet.

Om 20 dage bliver jeg 50. Jeg har inviteret 140 mennesker til at komme til reception på 35m2 og har ingen back-upplan for hvis bare halvdelen har tænkt sig at lægge vejen forbi i løbet af dagen. Ingen stole, ingen ilt. Blot statistisk påstand om, at alverdens befolkning kan stå på Bornholm, med plads til overs.

Inden da skal jeg have ryddet op på terrassen, dvs. flyttet i tonsvis af træ og placeret det et sted, jeg ikke straks skal flytte det fra igen, og gerne gøre både husets indre og ydre så færdigt, at jeg ser ud til at være respekt værdig, har styr på mit liv, er værd at have med fremover at lege og interagere med; det her med at jeg er et godt menneske med et godt hjerte er ikke nok for mig; jeg har tænder.

Samtidig er det faktisk vigtigt for mig at gøre plads til alle de mennesker, jeg gerne vil se, inden vinden vender: Mit indre er det eneste sted, jeg kan have dem med på samme tid; det eneste realistiske sted for mig at opholde mig midt i en tryg gruppe.

Og for at det ikke skal være løgn: Pt er mit døgn vendt, så jeg går i seng kl. 10 – jeg skal have trukket 10 timer, så jeg kan tage imod gæster d. 30, tidligt.

Der er således udfordringer nok til at fylde hver en dag – idet jeg samtidig skal holde mig orienteret om alle nye dokumentarfilm i verden, som er en frisk passion, der bringer væsentlighed og levende mennesker ind i stuer, som dagligt er noget ubelastet af hørbart åndedræt. Og tillige udføre alle de ting i hverdagen, som man gør for at holde kaos stangen, og det er ikke lidt.

Men det er ikke nok. Og her kommer vi igen til den uuddannede del:

væren og tid, heideggerJeg har behov for et væsentligt input til min sansning af verden, noget mentalt at stå på, hvis det da ikke er et oxymoron, og idét jeg går ud fra, at mentale udfordringer ikke direkte influerer på kroppens evne til at danse tango på et trægulv, har jeg tænkt mig at tygge mig igennem VÆREN OG TID af Martin Heidegger. (Og undskylder for mængden af blandede metaforer).

Mine forventninger til sådan indsats:

At køre med på, at værket er en overhypet moppedreng, især uden at have læst den, forekommer stærkt nedvurderende, men at opfatte den som en stringent logisk satan, som jeg derfor nu forestiller mig at jeg vil opleve den som, er måske direkte fornærmende.

Vi får se…

Jeg har tænkt mig at skrive 1 indlæg om hvert kapitel, og hvis jeg ikke længere kan genlåne den, må jeg vel ud at finde den antikvarisk. Min oversættelse er den seneste fra Klim 2007, og begge faktorer skulle borge for en gennemarbejdet, moderne oversættelse af dette hovedværk fra 1927. Ikke, at mange ikke senere er kommet til klarere, mere tidssvarende konklusioner ved at stå på Heidegger, men Væren-I-Tid, Væren-Med-Tid og Væren-Over-Tid gennemsyrer min tanker, og har gjort det igennem 20 år eller så. Skal jeg således lave mig et uddannet, intellektuelt fundament, jeg kan bruge til at forstå mine egne mange tanker med, kan jeg lige så godt begynde her, hvor jeg allerede er, eller hur?

Hei-degger, et bord til to, tak! Kenneth behøver at kennethe.

 

KYSSETRÆET – den første telefon var af træ

Til Henrik Hannibal på dagen for indtræden i det 36. år

 

(FIKTION)
——————————————————————————

KYSSETRÆET – den første telefon var af træ

Ud over det ved-siden-af-rum, hvor ALT kan opleves forbundet, findes et ved-siden-af-ved-siden-af-rum, hvortil kun mennesker og træer når – hver især naturligvis det ganske Univers’ udtrykte billede, men i praksis sådan fungerende, at træerne beskriver universets bindemiddel ved stående at bekæmpe tyngdekraften og menneskene universets ekspansion ved gående at bekæmpe entropien. Når træerne står og vokser og dør, og menneskene går og vokser og dør, og menneske og træ så af og til mødes for at udveksle erfaringer, understøttes hele universet i sin grundstruktur. 

En af alle tiders mange måder at erindre menneskene om træernes betydning på er… Kyssetræet. Hvor dét egentlig stammer fra, ved den videnskabelige forskning ikke, men der er fundet spor af det så langt tilbage som 20.000 år, på samtlige af datidens beboede kontinenter – i form af forstenede træstykker i udgravninger, der tydeligvis rummede religiøse overhoveder, og på hulemalerier, der viser overrækkelsen af træ-stumper fra enkeltperson til enkeltperson, træstumper der tydeligvis er forbundne til giveren.

Hvad den etablerede videnskabelige forskning naturligvis hverken kan eller vil skrive under på er, at så længe der har været mennesker og træer, har der fandtes Kyssetræ. På samme måde, som man kan gætte sig til, hvordan ild og hjul på sandsynligste måde kom i menneskenes hænder, kan man forestille sig et lille samfunds menneske omfavne et træ som mennesker altid før har gjort det – og som den første i sit samfund pludselig blive den intense nydelse ved kontakten til træet bevidst, og derfor dén i det lille samfund, som for første gang tager et mere end symbolsk bindeled med sig væk fra mødet med træet – et lille stykke træ, der rummer hele mindet om oplevelsen med træet, og dermed bliver forbindelsen til alle træer. Og, langt hen ad vejen uafvidende, således til alle andre mennesker. Men det skulle ikke forblive en hemmelighed.

Hvad de tidligste shamaner har kaldt træet, kan man kun gætte om, men inskriptioner i såvel den ældst kendte nordiske runeskrift som i old-persiens kileskrift, er pictogrammer for “træ”, og for “mund i stilstand”, der betyder kysse. Og hér taler vi om ihvertfald 10.000 år, hvor shamanen har fået Kyssetræet finpoleret til, hvad englænderne kalder “a fine art”. Et værktøj, der ikke som i den tidligste historie (formodentlig) blev samlet og gemt af den enkelte som et følelsesladet memento om et møde med et træ, men derimod var et sammenbindende redskab for et samfund i befolkningsmæssig vækst, styret af shamanen, uddelt efter fortjeneste og nødvendighed, i visse samfund næsten lig med den tidligste klassedelingsstruktur, og naturligt eftertragtet af enhver, som måtte have behov for de fokuserende egenskaber, shamanen af politiske grunde gennem tiderne havde tillagt det: Det præ-phalliske ønske om, i hjertet at møde, og blive mødt af, den udkårne.

Simpel kontakt – på hverdagsplanet til tider ganske umuliggjort af sociale riter, forældre, kastebevidsthed, men på det (fælles)åndelige plan i høj grad muligt. Med træet som kontaktmedium.

 

(SHAMANISME)
——————————————————————————

Om kyssetræet skal være et omkostningsfyldt erhvervet shamanistisk kraftobjekt, af ånderne angiveligt blåstemplet og “ladet” med retnings-, intentions- og udkommes-understøttende kræfter, eller blot et selvfundet stykke træ, som synes at styrke én i forehavendet med at kontakte en udvalgt, må man lade op til den enkelte at afgøre. Men der er næppe nogen tvivl om, at det virker. Kontakten til træerne er reel nok, hvis man vil kontakten – kontakten til de andre mennesker, faciliteret gennem træ, ér mulig. Og vel at bemærke ikke en symbolsk kontakt, men i faktisk, reel, mærkbar form – for enhver, som er en smule åben overfor mulighederne, at bruge efter behov. Og da Kyssetræet kun er en kontaktskaber, er det 100% umuligt at misbruge det – den, som indvilliger i kontakt gennem træ eller et andet kontaktfaciliterende medie, vil aldrig kunne føle sig forpligtet til noget som helst, lige som den kontaktende heller ikke lover noget ved at at kontakte. Det er en ren forespørgsel – fra fysisk krop til fysisk krop, med sjælen som telefonledning.

 

Hvordan træ fungerer som Kyssetræ: 

Der er ingen restriktioner i form af, at man skal kende vedkommende, man vil i kontakt med – heller ikke som, at man skal have set vedkommendes ansigt eller hørt vedkommende udtale sit navn. Man kan kontakte hvem som helst, man måtte have lyst til gennem Kyssetræet – åbne en kontakt til et menneske, man kan lide, og i og med denne åbning spørge det andet menneske, om vedkommende kunne tænke sig det samme. Og da kontakten foregår gennem et sociokulturelt under-rum, er der ingen begrænsninger på kontakten – sociale, udseendesmæssige, tillært præferencemæssige eller andre: Den foregår blot mellem hvad-skal-man-kalde-den… Den Kollektive Menneskesjæls forskellige fysiske udtryk – en billigelse af kontakt på dette plan tager ikke direkte hensyn til det fysiske plans begrænsninger, men en billigelse af kontakt er i praksis naturligvis et udtryk for, at der er noget at lære af. Og således også noget for de to involverede at bygge på på det fysiske plan. Tænk på Quasimodo og Esmerelda.

Man stiller sig så afslappet man kan, et sted man kan få lov til uforstyrret at stå et stykke tid. Man tager Kyssetræet i den hånd, hvor det føles bedst. Lukker øjnene og spørger Kyssetræet, om man må bruge det i netop détte øjeblik. I bekræftende fald forestiller man sig, at Kyssetræet vokser sig så stort, at man kan være inden i det, og hvis man kan, at man stadig holder om det, selvom man befinder sig indeni træet. 

Her bliver man lige et kort øjeblik og finder ud af, hvad man synes om at være der. Kan man ikke lide at være der, kan det være udtryk for én af ihvertfald to ting: At træsorten ikke passer til én, eller at man ikke er parat til denne kontakt – og i så fald siger man tak for besøget, skrumper træet til normal størrelse og åbner øjnene. Kan man derimod lide at være der, forestiller man sig, at det indre af træet, Verdenstræet, udvider og udvider sig, indtil man ikke kan se siderne af det længere. og hvis man holder om træet indefra, sender man lige dette billede en lille tanke. 

Så beder man om kontakt. Kender man dén, man vil i kontakt med, kan man forestille sig vedkommende i alle de detaljer, man kender til: Klæder, hvis man kender vedkommendes tøjvaner, dufte, hvis man har været tæt på vedkommende, ansigtet med mimik og levende øjne, kroppen med gestik og i ro – hvad som helst, der har betydning for én som det klareste billede af vedkommende. Men man kan også bare prøve at sige vedkommendes navn. Og kender man ikke dén, man vil i kontakt med – er det måske blot et ønske om overhovedet at komme i kontakt med nogen, eller er det et ønske om at møde én, man har mødt i en drøm – og det eneste man har, er længslen efter at møde og blive mødt, så er længslen lig billedet af dén man, vil møde. Dette billede holder man fast for sit indre blik, mens man stiller det et spørgsmål, som om det var et andet menneske, man havde over for sig: Vil du i kontakt med mig?

Svaret man får, vil være i samme form som svaret fra et menneske i dagligdagen: Desto mindre man skal uddybe det tænkte modspørgsmål “hvem spørger”, desto større klarhed i svaret. Men til forskel fra hverdagen, hvor maskespil og genkendelelse af maskespil er et udtryk for social og personlig kontrol, vil man her være hengivet sig selv og ganske uden maske. Og svaret vil derfor være lige ærligt som ens ønske om kontakt.

Hvis man har været helt ærlig i sit ønske om kontakt, og vedkommende siger ja til kontakt, vil man kunne mærke kontakten: Den kan føles som glæde, som en forløsning fra smerte eller sorg, eller som om en byrde er blevet taget af ens skuldre, man kan begynde at græde, føle det som om man bliver skudt fuld af energi, føle det som om man er i kontakt, som om man for første gang ikke er helt alene, opfyldt af taknemmelighed, ydmyghed, livsvilje, håb, styrke, kærlighed, mod, behag… Frit valg fra øverste hylde af menneskelige følelser: Hele spektret fra lettelse til jubel, blot ved følelsen af at være i kontakt. Det kan også være helt roligt, nede på jorden, “hej. Ja, lad os tale lidt…”

Er man i kontakt, nyder man det, så længe behovet er der – man kan stille uddybende spørgsmål, hvis man vil – spørge til vedkommendes helbred, relationer, livsmål osv. – men udveksling af virkelighedsoplysninger er ikke nødvendigvis første prioritet for en sådan kontakt. 

Når behovet for kontakt er stillet, har man hermed etableret sin første adresse i sin under-rums-adressebog. Gennem kontakten har man muligvis fundet ud af, at man ikke havde et virkeligt behov for at fortsætte kontakten, og vil måske derfor aldrig igen benytte sig af sin kontakt, men skulle behovet opstå, behøver man blot tænke på/mærke sidste gang, man var i kontakt, og så går “opkaldet” ud til modtager.

Når man er færdig, siger man tak til træet, som har faciliteret mødet, og forlader under-rummet modsat af, da man kom ind: lade træet trække sig sammen, indtil man smutter ud af det, og blot står med det i hånden. Inden man åbner øjnene, kan man lige blive stående lidt med Kyssetræet roligt i hånden; sveder man i håndfladen, kan man dreje træet lidt rundt mellem fingrene, så fugten fordeles over det hele.

Når man ikke bruger det, bør man opbevare det, et sted det har lyst til at være: Man spørger det simpelthen – evt. ved at lukke øjnene og se det for sig på det pågældende sted: Vil du være i denne pose, ligge hér i vindueskarmen, ligge i skuffen, hænge på væggen? Og svarer det ja, er det i orden.

Og hvad skal man så bruge det til? Tja, som shamanen ville udtrykke det: “Nu da kontakten ér skabt, hvorfor så ikke bruge den til noget?” Og det er jo et Kyssetræ…!

——————————————————————————

Fra Kenneth med de bedste ønsker