The Stargate universe, a brief synopsis:
Læs videre “Stargate withdrawal symptoms”
Stargate withdrawal symptoms
Viewing order
eDigtsamlinger og Sci-Fi-noveller rykker
Viewing order
The Stargate universe, a brief synopsis:
Læs videre “Stargate withdrawal symptoms”
Et sten i floden.
Technologification of mythology blurrs the line btw fact and fiction.
I am delving into the drama-mythos for the Stargate franchise SG-1, and came across two relevant inputs:
A master thesis by Sandra Whitelaw: “The Attraction of Sloppy Nonsense: Resolving Cognitive Estrangement in Stargate through the Technologising of Mythology”
And an excerpt from a book on Kant by Predrag Cicovacki, as follow-up on the concept of “Necessary Illusions”: Læs videre “Life Supporting Illusions”
The series which belongs to the genre of science fiction is described as “a gripping global tale of minds linked and souls hunted” which was conceived by the showrunners “after a late night conversation about the ways technology simultaneously unites and divides us”.
Hvis man forestiller sig, at alle mennesker har noget til fælles: Trangen til at være sammen. I små og store grupper, men sammen.
Og man som instruktør og manuskriptforfatter spørger, hvad der kan opveje en gruppeeksklusion fra normalsamfundet.
Og svaret så lyder: Det skal være noget, som er SÅ Læs videre “Sense8 – SUPER-FORFØRENDE”
Det var déngang, hvor forfattere måtte finde sig i at blive sat i scene for at gøre litteraturen spiselig!
Hvor mediegenerationen begyndte i Danmark.
Ovenfor burde være et Vimeo-videoklip fra 1984 på knap en halv time fra Danmarks Radios litteraturprogram, BAZAR, som var meget konfrontationelt – reelt set billigt TV, hvor man satte de “unge” og “de gamle” op imod hinanden for automatisk at skabe overskrifter. Det var TV-iscenesættelse, der kunne lade sig gøre, fordi “de unge” ikke længere lod sig kue af “alderens visdom”, men gik deres egne veje – på trods af (som her) ringere salgstal end 60’ernes og 70’ernes storsælgende knækprosaister. 80’erdigterne var mere om at skabe og manifestere en væren i verden end om at bekræfte eller besynge noget kendt eller overset.
Den småpunkede tyklæbe ;-), som indleder udsendelsen med at annoncere et generationsskifte, er digteren, anmelderen, samfundsdebattøren og selviscenesætteren Poul Borum, der som udløber af private digter-sceancer i privaten i Havnegade 3-4 år senere var initiativtager til Forfatterskolen i København.
kk, 2012
på Dansk Wikipedia
Michael Strunge
Pia Tafdrup
Lola Baidel
Kristen Bjørnkjær
Poul Borum
You can never have too many poets. But who will the scriptwriters choose to let live:
The female poet Nobel laurate, or the charismatic evacuation administrator?
33 minutes into ep.1 of
The president speaking to the captain of the approaching ship ferrying colonists from Earth:
”Are you carrying any VIPs?”
”Margaret Baker. Poet and Nobel laurate.”
”Good. You can never have too many poets!”
The English can’t write decent dialogue. They spell everything out AND show it too. It makes for long, boring, predictable scenes, drawn out character building or characters with a flimsy, singular trait – she’s sensitive, so she cries; he’s scizo, so he’s violent; the president is the president, so he’s wise and all fatherly. But no american production company would allow the above quote. In my book, that alone gives the English credit.
Newly colonized planet, 10 years ago, has lost contact with Earth, and is eagerly awaiting new arrivals, 5 years underway.
Trouble is brewing on the planet, so Jamie Bamber couldn’t help say yes to the role of psychopath after his many years aboard the Galactica, but still hasn’t learned how to vary his acting, and therefore may not be such a big threat after all, well, probably not… No-no, he surely won’t be leading the rebellion away from the safe city and into the wilderness, as is mentioned a suspicious number of times. So, other trouble will come, probably from the criminals out there, who should have been executed, but weren’t. Then Jamie will probably come to the rescue, with or without acting lessons.
And the great ship from Earth will probably make it through the atmosphere, despite heat shield problems, which has proven catastrophic for other ships. The reason for this: The president wrinkled his nose over the mentioning of a certain VIP on board the approaching ship – someone he would not love to see contesting his leadership in the city, so at least this guy will make it safely to the ground. Whom the script writers can invent spanners for to cast, throw, deposit or slip into, over time, well defined wheels and cogs in the city’s administration and general well being.
Not much meat on this. So, unless the Tygers, several times referred to, chiefly by the darling, brainwashed son of Jamie Bamber, are neither among the approaching ship, nor harboured as rebels among the citizens, but rather already on the planet in some significant number and force and ready for a quick shoot-out, BBCs usual 8 episode seasons won’t be enough to provide this series with any real corpus.
Too bad. But do keep trying; it IS refreshing to see the British try to move into space. Not holding my breath, though. They’ve seen way to many American SciFi movies!
Let’s have a cuppa… and maybe a pint of blood…!
No, I was taking the piss. Let’s all stay human. That is so much better…
Hvis man synes det er svært at være menneske, hvordan mon det så er at være menneske, der teknisk set ikke længere er menneske, men er nødt til at fremstå som såden for at kunne leve med sig selv, om man så må sige, selvom man er død? Ja, det er lidt kompliceret, og det bliver ikke mindre kompliceret af, at man stadig har menneskelige følelser og bliver forelsket og jaloux og også er nødt til at gå på arbejde for at… ja, forblive menneskelig…
En vampyr, en varulv og et spøgelse i bofællesskab i Bristol… Ville du købe dén pitch? Ikke jeg heller. Men nogen gjorde. Og lavede en serie, som i England er begyndt på sin tredje (korte) sæson (de laver ofte sæsoner på 6-8 afsnit), og nu er den blevet købt af amerikanerne og remade – men den version skal man holde sig fra: Bleg og blodfattig til sammenligning…
I hvert fald er det ret fedt. I løbet af den første (korte) sæson finder forfattere og skuespillere en fin balance mellem komedie og dødsens alvor, om man så må sige (fnis) – hvor det at have moralske skrupler over at være i hænderne på dyrisk sult, begær, mordlyst, at give efter for det indre dyr, bliver en synlig kamp. Og imens brygger spøgelset te og kaffe med mere end et strejf af OCD, vampyren vasker bræk op på hospitalet og varulven spekulerer endeløst på, hvordan han skal få noget fisse, altså egentlig vil han helst bare opleve romantisk kærlighed, men det ville da også være fedt med noget fisse, ikke, og nogle kys med sammen med en man elsker, og knepper, og holder i hånd med og knepper…
Se den. Den er okay. Den engelske version.
Selv skøre kattevideoer på YouTube repræsenterer større fællesskabsengagement end de 3.5 timer, den vestlige verdens mennesker siden 60’erne dagligt har brugt foran TV’et.
Clay Shirky betragtes med ærbødighed af mange – en amerikansk forfatter, rådgiver og underviser, som har skrevet om internettet siden 1996 og fungerer som rådgiver for alt fra verdensbanken til den libyske regering omkring sociale og teknologiske netværkers topologi – hvordan vore netværker skaber kultur og vice versa.
I The Cognitive Surplus skriver [Clay Shirky] op imod forestillingen om internettet som spam og porno, og hans greb er enkelt og virkningsfuldt. Han sidestiller internettet med fjernsynet. Han afviser ikke kritikken. Han medgiver at det kreative og skabende potentiale i internettet slet ikke realiseres. Han vedgår at det ofte bliver til billeder af katte med talebobler, når almindelige mennesker praktiserer det skabende og generøse internet. Men, lyder hans svar, selv den smule kreativitet, som lolcats (videoer af katte, der gør skøre ting på YouTube. Red.) repræsenterer, er udtryk for et langt større engagement end de tre og halv time, som langt de fleste mennesker i den vestlige verden hver eneste dag siden 1960’erne har lagt foran fjernsynet.”
via Fritidssamfundets skyggeside | information.dk.
læs også Om 15 år er aviser lige så forældede som telegrammer
Wikipedia: Clay Shirky
—
Kenneth Krabat, 27.1 2001
and fantasy as well. And a little bit of vampires and zombies too.
Does TV still rot your brain?
Much happiness due to the growth in number of character driven plots. Great pain, when studio heads have zero patience with story arcs unfolding over several years, thus needing interesting characters and not just great CGI/SFX.
Though… (Feb 2017) the past years it has felt, as if most chances taken are with content topics, and not really with story and character development. Can’t really think of a series that really really touched me. Drama tear-jerking, sure. Believable HUMAN characters like in Sense8 or conflicts like Dark Matter and politicising conquest of near space in the Expanse. But any real depth to the whole of the series? No, sadly, no. Its all just story developing, which – when it’s okay – has simply avoided the most obvious of dramatic clichés and pitfalls. Finding the right bell to ring within the audience seems more important than telling a real story, so… often a steady and predictable decline from season 2. Do you disagree?
Titles in red are shows with time travel elements, which are of particular interest to me; embedded links here lead to wikipedia pages. At the page bottom is a list of series, I have yet to see, among these more than a few time travelling pieces 🙂
Visit CancelledSciFi to see if your favourite is sinking or swimming…
I apologize for those series I have either forgotten – due to too much TV – or missed – due to too much TV. But hey, DO tell me about it \|/
Yet to watch
Ny TV-serie, PARADOX.
og jeg supplerer med nogle film- og TV-anbefalinger,
Diskussion kommer langt omkring, og jeg supplerer med nogle film- og TV-anbefalinger, samt en reference til The Philip K Dick Library.
En lille film, der aldrig ville kunne yde sit store underliggende emne retfærdighed, og lykkeligvis heller ikke forsøger på det. En lille flig af rædslerne, mennesker påføres, får vi. Et lillebitte hjørne for beskueren muligvis at fatte bare en anelse af, hvordan det er at have overlevet tortur.
Synopsis: Josef bliver svært forbrændt på en olieboreplatform og er tvunget til at blive der, indtil forsikringsspørgsmålet falder på plads. Hanna, der er blevet tvunget på ferie af sin arbejdsplads, fordi kolleger og fagforening klager over hendes punktlighed, lader sig hyre til at være sygeplejerske for ham. Han kan ikke se som følge af ulykken. Hun kan ikke udtrykke sine følelser. I tiden på boreplatformen nærmer de sig hinanden.
Måske de fleste ville opleve, at filmen skal få os til at tænke, at der er håb for enhver, som er kommet til skade i livet. Men jeg oplever den som en 120 minutters pakke, der kun sigter på at give Hanna en platform, hvorfra hun kan fortælle sin historie fra krigen.
Denne historie har samme effekt på mig som de eminente fortællere fra snart hedengangne DR: Ved blot at lytte, danner vi vore egne billeder. Inde i vore hoveder ser vi fortællingen udspille sig uden samtidig at føle skyld over ikke at kunne gøre noget ved grusomhederne. Som det ofte er tilfældet med TV, hvor vi må lukke af for det hele, fordi billedsiden får os til at føle det ske lige uden for vore vinduer, for så først med TV’et slukket at kunne sortere og finde os selv (hvis vi når det, inden vi har set en fiktionsfilm med 10 mord på 70 minutter).
Hannas fortælling bliver “vores egen” fortælling, vore egne billeder, vore egne grænser, og ved at være givet tilladelsen gennem den orale overlevering til at fylde os selv ind i det skete i vores egen hastighed og med vores egne evner for medfølelse, forbliver vi stærke i vores egen hverdag og virkelighed. Som er det eneste sted fred kan udspringe fra.
Dét alene gør tiden vel brugt. Om så disse billeder går tabt i strømmen af nye forestillinger, vil de for evigt have været vore egne. Det er det eneste, vi kan reagere på. Med omfanget af vores personlige evne til at gøre verden virkelig for os selv.
Filmen er dedikeret Inge Genefke fra Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre. Hér spillet ikke så overbevisende af Julie Christie (“Kopenhaaagen”) – jeg har nemlig selv mødt damen og hun er sej!
Tim Robbins spiller Josef og canadiske Sarah Polley er Hanna – hold øje med hende; hun er dygtig.
I godt og vel 80 år har Jorden gjort sig bemærket. Ikke i nogen betydning af ordet, som kan rumme en hverken positiv eller negativ kvalitativ vurdering, vi kan forstå. Men præcis som vi selv forsøger at gøre det med SETI, har levende væsener andre steder i ca 80 år kunne både se og høre, hvad vi går rundt og laver.
Men radio og TV-bølger bevæger sig ikke hurtigt nok på 80 lysår til at kunne nå en planet, vi kan antage er beboelig for andre såkaldte intelligenser, så med mindre nogen har placeret relæstationer for vore signaler derude, som vi har gjort det med vore satellitter, er popcornspisning til vort jordiske liv primært forbeholdt intelligensformer på gennemrejse i vor del af Mælkevejen.
Vi har dog fans derude, ingen tvivl om dét. Fans af Jorden 24/7. Dén, der fatter, at nogen kunne lade sig fascinere af Plantageejerens Datter i 900 afsnit, burde ikke have besvær med at godtage forestillingen om en fanskare, som i flere generationer har byttet optagemedier med sjældne optagelser af jordelivets glæder og sorger.
I dag flytter vore radio- og TV-transmissioner i stigende grad over på kabel, og vi sender derfor færre og færre timers repræsentativ kultur ud i rummet. Ca. samtidig med nærværende blogtransmission vil vore fans i rummet være begyndt at opdage, at kvaliteten og frekvensen af den sitcom, de har fulgt i næsten 80 år, er for nedadgående. Inden så mange år, vil stort set kun trafik- og militærkommunikationsfrekvenser forlade Jorden, hvilket stort set må svare til, at vi var tvunget til at finde vores underholdning ved at ringe til kommunekontoret.
Hvad gør fans, der bliver svigtet af produktionsselskaberne? De klager.
“Bare vent”.
Gid jeg kunne sige dét. En sammenrotning af fans som med Farscape, og Firefly. Men som med alle andre serier, der langsomt fiser ude, finder fansne andre vandhuller at drikke ved. Andre frekvenser. Andre kanaler.
Sidste sæson?