Definition: Ligge og Lægge

Hvordan er det nu det er?

Jeg ligger her – jeg ER placeret hér
jeg lægger mig – jeg placerer mig på sofaen

tågen ligger over mosen – dér ER den
tågen lægger sig – NU ankommer den

vi ligger forrest – vi ER i forreste række
de lægger sig forrest – de placerer sig forrest

ligger – ER placeret
lægger – placerer

at ligge – at opholde sig, at noget ER et sted
at lægge – at placere, at noget ANBRINGES et sted

Heideggers Væren og Tid, kapitel 0.

NULLET nuller. Det kan ikke andet. Og vi drager nytte af det til at sætte alt andet i relief.

Jeg er umådelig uuddannet, måske næsten umålelig uuddannet.

Om 20 dage bliver jeg 50. Jeg har inviteret 140 mennesker til at komme til reception på 35m2 og har ingen back-upplan for hvis bare halvdelen har tænkt sig at lægge vejen forbi i løbet af dagen. Ingen stole, ingen ilt. Blot statistisk påstand om, at alverdens befolkning kan stå på Bornholm, med plads til overs.

Inden da skal jeg have ryddet op på terrassen, dvs. flyttet i tonsvis af træ og placeret det et sted, jeg ikke straks skal flytte det fra igen, og gerne gøre både husets indre og ydre så færdigt, at jeg ser ud til at være respekt værdig, har styr på mit liv, er værd at have med fremover at lege og interagere med; det her med at jeg er et godt menneske med et godt hjerte er ikke nok for mig; jeg har tænder.

Samtidig er det faktisk vigtigt for mig at gøre plads til alle de mennesker, jeg gerne vil se, inden vinden vender: Mit indre er det eneste sted, jeg kan have dem med på samme tid; det eneste realistiske sted for mig at opholde mig midt i en tryg gruppe.

Og for at det ikke skal være løgn: Pt er mit døgn vendt, så jeg går i seng kl. 10 – jeg skal have trukket 10 timer, så jeg kan tage imod gæster d. 30, tidligt.

Der er således udfordringer nok til at fylde hver en dag – idet jeg samtidig skal holde mig orienteret om alle nye dokumentarfilm i verden, som er en frisk passion, der bringer væsentlighed og levende mennesker ind i stuer, som dagligt er noget ubelastet af hørbart åndedræt. Og tillige udføre alle de ting i hverdagen, som man gør for at holde kaos stangen, og det er ikke lidt.

Men det er ikke nok. Og her kommer vi igen til den uuddannede del:

væren og tid, heideggerJeg har behov for et væsentligt input til min sansning af verden, noget mentalt at stå på, hvis det da ikke er et oxymoron, og idét jeg går ud fra, at mentale udfordringer ikke direkte influerer på kroppens evne til at danse tango på et trægulv, har jeg tænkt mig at tygge mig igennem VÆREN OG TID af Martin Heidegger. (Og undskylder for mængden af blandede metaforer).

Mine forventninger til sådan indsats:

At køre med på, at værket er en overhypet moppedreng, især uden at have læst den, forekommer stærkt nedvurderende, men at opfatte den som en stringent logisk satan, som jeg derfor nu forestiller mig at jeg vil opleve den som, er måske direkte fornærmende.

Vi får se…

Jeg har tænkt mig at skrive 1 indlæg om hvert kapitel, og hvis jeg ikke længere kan genlåne den, må jeg vel ud at finde den antikvarisk. Min oversættelse er den seneste fra Klim 2007, og begge faktorer skulle borge for en gennemarbejdet, moderne oversættelse af dette hovedværk fra 1927. Ikke, at mange ikke senere er kommet til klarere, mere tidssvarende konklusioner ved at stå på Heidegger, men Væren-I-Tid, Væren-Med-Tid og Væren-Over-Tid gennemsyrer min tanker, og har gjort det igennem 20 år eller så. Skal jeg således lave mig et uddannet, intellektuelt fundament, jeg kan bruge til at forstå mine egne mange tanker med, kan jeg lige så godt begynde her, hvor jeg allerede er, eller hur?

Hei-degger, et bord til to, tak! Kenneth behøver at kennethe.

 

Øvelse: Nonstopskrivning

BONUS: Stærkt fokus på skrivestillingen!

 

Nedenstående øvelse er lavet af StudieMetroen på Århus Universitet. Den er beregnet på specialestuderende, men kan sagtens anvendes til at opøve tekstskrivning på alle andre tekstområder, digte måske undtaget, fordi man helst ikke skal lave liniebrud undervejs.

God fornøjelse.

Øvelsen varer mellem 15 og 30 minutter, hvor du bliver guidet igennem en nonstopskrivning.

Du kan gentage øvelsen lige så tit du vil. Her er nogle ting du skal være opmærksom på undervejs.

  • Det er ikke så vigtigt hvad du skriver om første gang du prøver nonstopskrivning. Her handler det om at lære metoden at kende.  
  • Du skriver i et sort felt og kan altså ikke se din tekst. Formålet er at hjælpe dig til at koncentrere dig om at producere tekst uden at bruge tid på at rette i den.
  • Skriv i højt tempo. Over det sorte felt kan du blandt andet se hvor lang tid der er gået siden sidste tastetryk. Undgå at nederste statusbarre bliver rød – det betyder, at der er gået mere end to sekunder mellem tastetrykkene.
  • Brug tiden. Du får mest ud af øvelsen hvis du skriver tiden ud. Men hvis det er nødvendigt, kan du stoppe øvelsen før tid.

Når øvelsen er slut, får du automatisk feedback på din skrivemetode fra programmet. Feedbacken går på om du kan adskille produktion og revision baseret på din brug af slettetast, linjeskift og andet. Programmet kan ikke give feedback på indholdet i det skrevne.

Nonstop

Tip: Skriv om det du ved. Du kan fx skrive om

  • det du allerede ved om dit emne
  • empirien i din opgave så vidt du kender den
  • centrale begreber og hvordan du bruger dem.

Du kan også skrive en foreløbig version af konklusionen. Se også Tips til nonstopskrivning.

via Øvelse: Nonstopskrivning.

Og hold da kæft, hvor det viste sig, hvilken elendig skrivestilling jeg har!

NonStop-skriveøvelse, Resultatet:

Jeg kaldte i udgangspunktet teksten “at dø”.

 

(Test dig selv hér)

Det er en mærkelig proces at sætte tanker i halen på hinanden uden at stoppe flowet. Flow er helt klart en styret proces – adskilt fra den emotionelt drevne stream-of-consciousnes på samme måde som vilje og følelse adskiller sig fra hinanden. Den er god at få idéer-i-stringent-forløb på, men jeg tænker, at kun et fåtal vil kunne bruge den som selve måden at skrive på. Måske tager jeg fejl. Men man lærer i hvert fald at skrive som sig selv, når man skriver prosa – tættere på talesprog for mit vedkommende; en stor del af mit skriftsprog ligger i bearbejdningen. Sådan begyndte jeg ikke for mig, de første par bøger. Da var jeg mere umiddelbar. Hvad fik mig til at stoppe med det umiddelbare og søge mod det meget gennemarbejdede? Det giver stof til eftertanke. Hvis ikke den da ligger  helt lige for: Mere tid til mig selv?  Spørgsmålet er så, om processen går begge veje? Mindre tid = mindre gennemarbejdet? Og om dét er ønskværdigt?

Resultatet – af en 5 minutters skriveøvelse non stop, med 60 rettelser jeg ikke bemærkede, at jeg lavede (jeg syntes ellers, jeg var så god) – og derefter bearbejdet i 40 minutter:

 

For den, som kan se muligheden af en illusion, er intet en illusion.

Illusionen er fraværet af efterprøvelighed.

Efterprøvelighed er baseret på metode og indhold i essensen udført af andre aktører end de først beskrivende.

Efterprøvelighed er baseret på det definitive fravær af illusion.

 

var et pludseligt opsummerende indskud under redigeringen af dét her: Læs videre “NonStop-skriveøvelse, Resultatet:”

Show AND Tell! [link]

Bloggeren Mette Ø Henriksen argumenterer (overbevisende) for større anerkendelse af TELL – ikke mindst som redskab for begynderen.

Det er meget almindeligt at fortælle unge forfatterstemmer, at de skal være mere opmærksomme på at VISE, hvad der sker i fortællingen, snarere end (med forfatterens over-viden) at FORTÆLLE, hvad der sker.

Men hvorfor bør man kun fokusere på SHOW og ikke på TELL? Er det virkelig så forfærdeligt med en forfatterstemme, som VED noget om sine personer & blander sig (ind) i afviklingen af historien?

Læser og Blogger, Mette Ø Henriksen, kommer med eksempler på danske forfattere, som formår både det ene og det andet – til fornøjelse og tilfredsstillelse.

via Mette Ø. Henriksens blog: Mest oversete skriveråd: Show and tell.

Skønlitterære tekster søges til forskningsprojekt

KorpusDK søger om forfatteres tilladelse til inddragelse af mere prosa. KorpusDK muliggør undersøgelse af sprogbrugen i et stort antal danske tekster, i alt 56 mio ord.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab deltager i et større sprogvidenskabeligt projekt ved navn DK-CLARIN (se http://dkclarin.ku.dk/om/ for flere detaljer), hvor de er i gang med at indsamle tekstmateriale til forskningsbrug. Derudover samarbejder de med Dansk Sprognævn om at udbygge og opdatere deres digitale tekstsamlinger, som de primært bruger internt til sproglige undersøgelser, men også i det offentligt tilgængelige KorpusDK, hvor man kan lave sproglige søgninger og få vist små brudstykker af de tekster, hvori søgeudtrykket indgår. (se http://ordnet.dk/korpusdk).

Til det brug er de interesseret i at supplere med skønlitterære tekster, da det er en teksttype, der er underrepræsenteret i deres samlinger.

Repræsenterer man et stort antal publicerede prosatekster på nettet, kunne man jo henvende sig:

Liisa Theilgaard

Redaktør
DET DANSKE SPROG- OG LITTERATURSELSKAB, DSL
Society for Danish Language and Literature

Christians Brygge 1 Tel. +45 33 13 84 20 – 9652
DK-1219 København K Fax +45 33 14 06 08

http://www.dsl.dk/

BARBARISK DANSK

Et givent sprog deformeres af en brugsvirkelighed i en given kultur.

 

Man må erkende, at et givent sprog har en brugsvirkelighed, der knytter sig til en given kultur. Hvor det bliver kvæstet og tilpasset den pågældende kulturs behov og muligheder. (KK i brev, 2012)

Fra jeg var seks år gammel og begyndte at forstå nogle af årsagerne til, at jeg ikke forstod alle, der talte omkring mig, og til jeg som ti-elleve år gammel begyndte at modtage undervisning i engelsk, udviklede jeg dén teori, at der måtte være mindst lige så mange sprog i verden, som der var navngivne sprog gange det samme antal. Det var således helt naturligt for mig, fordi jeg kunne høre forskel på de forskellige måder forskellige nationaliteter talte engelsk på: der er tysk-engelsk, spansk-engelsk, russisk-engelsk osv.. Denne tidlige indsigt rådede min engelsklærer bod på: Der findes kun ét engelsk, et tysk, et spansk osv. og det var bare at rubbe neglene og komme i gang med at lære det.

På en afrapporteringsblog fra et seminar 10.-13. maj 2007 på Biskops Arnö i Sverige om Alternativ publicering / litterær innovation (på initiativ af Litlive.dk) læste jeg om en finne ved navn Leevi, der havde refereret til et BARBARIC ENGLISH, et (ukorrekt) engelsk der i følge Leevi deles af os alle sammen i verden, som ikke har engelsk som modersmål, og kom således i tanke om min barndoms undertrykte indsigt. Og jeg mærkede, at den ikke var tabt, men blot havde et sidste lag af korrekthed hen over sig.

Sprogrenserne, vil jeg sige, mister ikke noget i deres bestræbelser, og vi andre gør det heller ikke. Det ér muligt og relevant at mene, at et sprog gør sig bedst i en forstand, der forskningsmæssigt, litterært osv. har en genkendelig historie og selvfølgelig også nutidige udøvere. De gør deres ting, hvad angår at fastholde opmærksomheden på den historiske grund, de er fastholderne. Sprogets røgtere og vogtere. Og præcis så statiske, som det er nødvendigt at en majoritet er, for at naturlig dynamik, naturlig griben efter øjeblikkelige løsninger, hvad man også kunne kalde relativt kaos, ikke skal blive til Babel eller absolut kaos – med Ragnarok tll følge, hvor ingen fatter hvad hinanden siger.

Men hvad så med dét dynamiske sprog, som efter en tid vokser sig større og finder indre (social) koherens? Hvis sprogrenserne ikke vil gøre plads til det relative kaos, der findes i f.eks. dansk efter tilkomsten af mange forskelligtartede (oprindeligt forskelligt-sprogede) indvandrere, der lever i 2 sproglige verdener, og er nødt til at kommunikere så godt det er dem muligt, uden at have sprogrensernes forudsætninger (eller overbevisning), hvad så? Så må disse forskellige måder at tale “modersmålet” på have et navn. Skal vi kalde det “barbarisk” og slå de “ukorrekte” versioner af modersmålet sammen til et pidgin-dansk, eller barbarisk dansk? Eller skal vi tegne en helt anden model?

Jeg foreslår, at vi klassificerer versionerne under dialekter. Indser, at et menneskes primære behov er at Kommunikere og Blive forstået, og da dét gør sig gældende for alle mennesker, bør vi tillade OS SELV at strække os for at forstå. Hvis ikke frivilligt, så via lovgivning.

I mine bestræbelser på at få brød på bordet har jeg siddet i et analyseinstitut og lavet befolkningsundersøgelser. Og dér oplevede jeg til min glæde, at der for det første var et hav af dialekter landet over, som man aldrig hører i offentlige medier – i modsætning til f.eks. engelsk TV, der frisk kører på med nyhedsværter med gebrækkelige tungemål. Og for det andet var der en enorm uvillighed til at forsøge at gøre sig forståeligt på rigsdansk, eller kald det selvfølgelighed: En vildt fremmed københavner ringer op og stiller spørgsmål – hvorfor skulle de så tale noget andet end det, der falder dem nemmest? De er jo hjemme, for pokker!

Det samme gælder alle såkaldt nydanskere. Hvorfor skulle de dialekter, de efterhånden har erhvervet sig, transformeres til noget mere korrekt? De kommunikerer, og hvis jeg vil kommunikeres med eller til, gør jeg mig anstrengelser for at forstå. Vil jeg ikke, er det svært for mig at forstå selv en sprogrøgter som vores Dronning.

Dansk falder i dag i et hav af udgaver, og har altid gjort det, og en del af disse udgaver er yngre end jeg er. For mig er det ganske naturligt, at f.eks. min iranske grønthandler har et dansk, der passer til hans evner til at indlytte, hans naturlige behov, og til den omgang han plejer med mere eller mindre rigsdansk talende kunder og venner. Og jeg spekulerer ofte på, hvordan det ville se ud, skrevet ned.

Jeg savnede i dén grad en båndoptager – senere – da jeg i to timer sad i Perús jungle over for en shipibo-indianer og med mit ordforråd på tres substantiver spansk og nogle få verber formåede at få min svært fordomsfulde vært dér til at fatte, at homoseksualitet i bund og bund handler lige så meget om kærlighed som forholdet mellem mand og kvinde gør det, fuck! jeg ville gerne have set den samtale skrevet ud!

Mit spanske dér var barbarisk, ja nok værre end barbarisk, men det var båret af ønsket om at kommunikere, som blev til dén aktion, vi kalder vilje: Jeg forsøgte og forsøgte og forsøgte indtil det – med hans velvilje – lykkedes mig at overbringe mit budskab. Har vi viljen til at kommunikere – at tale menneske, plejer jeg at kalde det – kan vi, om man så må sige, tale alle sprog under solen.

Så, hvor mange sprog er der i dag? Med min voksne erfaring vil jeg sige, at der er lige så mange, som der er ønsker om at kommunikere, der manifesterer sig i handling. Mit barnlige jeg kan både sige, at der er uendeligt mange eller kun ét: At tale menneske, eller ikke.

Barbaric… engelsk, dansk, tyrkisk, kroatisk, arabisk fra Libanon, Egypten, Saudi Arabien, swahili i oprindelig skabelse eller variationerne… Disse sprog findes, når der er mennesker nok til at påvise en forekomst. Muligvis – og det kan man håbe på – bliver kravene til forekomst-antal mindre dag for dag. Og dermed vokser Babel på det politiske papir, som indtil videre kun har evnet statiske tiltag, men hvis befolkningernes krav til antal-mennesker-om-et-sprog-eller-dialekt mindskes, også i den protektionistiske vestlige verden, kan det være at de politiske krav ændrer sig tilsvarende. Måske begynder de repræsentative stemmer også en dag at tale menneske snarere end løsninger for flertallet. Hvordan forholder man sig politisk til et bestandigt kortere og kortere historisk øjeblik? Hvordan forholder man sig som forsker til det? Som menneske… er det nemt nok. Det er bare at gøre som altid: Gider jeg snakke eller hvad?

Så, jeg glæder mig til den første bog – novelle eller roman eller digtsamlig eller… – skrevet på nydansk. “Nydansk” defineret som en sprog, der giver mening for en befolkningsgruppe, som ikke bør have problemer med at manifestere sin stolthed over ønsket om at kommunikere, og gør det på bedst mulig vis. Så må vi andre se, om vi gider lytte, eller ej…