Samsø 2 – bordet fanger

Share

Ja, så er lejligheden fraflyttet. Livet i København/Frederiksberg er ophørt/sat på pause efter snart 45 år. Og livet som digter uden for storbyen? Og dagliglivet uden venner og familie i nærheden??

Samsø. Hvorfor Samsø?

Jeg havde behov for at komme videre i mit liv, og følte ikke, at jeg kunne gøre det i vante omgivelser. Finde nye udfordringer. Finde interessant arbejde eller arbejde, der føltes nødvendigt. Søgte derfor kolonihaver at evt tilbringe en del af året i, og så rejse for resten. Men efter at have set på en del 40 m2 pindebrændeskure med 400m2 have til 1.000.000+ kroner i Københavns omegn, var jeg ved at blive noget led og ked af grådigheden og let modløs.

Mens jeg stod og vurderede, om en sådan sag kunne gøres lysere og mere indbydende at bo i, og fuck prisen, blev jeg ringet op af en ven, der var på besøg hos relationer på samsø: “Jeg står og ser på et hus til 700.000; hvorfor kommer du ikke hérover?”

Ja, hvorfor ikke prøve Samsø? Jeg tog over at se på huse. Fandt ikke noget, der ikke også var overdrevent prissat eller som følge af vedligeholdelsesniveau eller størrelse uden for min økonomiske rækkevidde, men min vens ex. tilbød mig en lejlighed i 6 måneder. “Og det er muligt at arbejde herovre – for den, som ikke er kræsen.” Jeg var parat til at prøve noget nyt – også at ikke være kræsen. Måske.

Alle, der ikke kender mig, sagde enten, at jeg var sindssyg eller ekstremt modig. “At flytte til Samsø om vinteren…” Jeg nølede længe, men der var lige som ikke noget at gøre – generne var begyndt at sive fra Sindshvilevej.

Mødte københavnertilflytteren Søren Ulrik Thomsen på Blågårds Plads, som sagde: “Jamen, du kommer jo aldrig tilbage til København igen – huspriserne!” Han havde selvfølgelig også nærmest lige erklæret det forsvindende København sin uforbeholdne kærlighed i fotobogen sammen med Jochum Rohde. Men tilvant, som jeg er med forvandlingen af min barndoms Frihavn til postmoderne arkitekthelvede, er jeg ikke sentimental. Mere over i koblingen af praktisk og eventyrlysten. Og har heller ingen fast scene at pleje i storbyen.

Fjorten dage tog det at pakke 9 år ned, plus effekter fra de seneste 30, heriblandt et stort antal bøger – hvoraf jeg måtte skille mig af med en del. Tyve flyttekasser har mine hjælpsomme forældre taget i opbevaring, større møbler står på en gård på vestsjælland, og resten… resten er med. Alt for meget til seks måneder, hvis jeg ikke bliver på øen – det er DYRT at flytte til Samsø, også selvom man kan gøre det selv – men nok til at finde mig tilpas der. Mindre angstprovokerende. Måske.

Lad os se. Det skortede i hvert fald ikke på hjertefuld opbakning fra vennerne ved housecooling-festen. Og holder hjerterne sig åbne, burde afstand ikke betyde det store. (Dét er idealet, og idealer er noget, man skal arbejde for.)

Lejebilen fra Ingerslevsgade 80 (kan varmt anbefales – den kørte som en drøm) var 10 cm for høj til en almindelig færgeplads, så vi kunne kun komme med to morgenfærger, da den “høje plads” var booket på aftenfærgerne. Min næsten 70-årige far, der havde tilbudt at hjælpe med flytningen, tog det med et smil.

Det var sjovt at være sammen med ham over de tre dage, vi var om det. På ankomstdagen havde vi 11m3 lejebil tømt på halvanden time (kunne således nemt have nået færgen tilbage for at aflevere bil i Kbh., hvis der havde været plads om bord) og kasser og boxmadrassen (!!) bakset op af den stejle trappe til første sal, hvor jeg skal bo. Et par timer pakkede vi ud, satte lys og ting op, og vupti lignede det et hjem. Derpå sight-så vi Samsø, hvor han aldrig havde været.

Ligner landskabet andet end midtsjællandsk bondeland? Nej. Kun nordenden, som vi så, med afsindigt underlige paddehattebakker skilte sig ud. Eller… måske var der også noget med måden, markene var lagt og planlagt på? Og gårdene var måske også anderledes. Og den lange stort set lige vej, som forbinder nord- og sydøen… den var også aparte. Og da det blev mørkt, og vi ville have noget at spise, var der efter alt at dømme kun to steder at vælge imellem, på hele øen: Hotellet i hovedgaden i “hovedstaden” Tranebjerg, hvor jeg bor, og familierestauranten/værtshuset Drop-In overfor.

Okay.

Vi var et fremmed sted.

Og dét er så hér, jeg bor nu.

Her, jeg skal forsøge at finde hjemme.

[blitz i morgenrøde over Tranebjerg og flyttekaos]

@ Samsø, transport, science fiction, livsændringer

Bunkeindlæg #1: Open College Network, Eurocon 2007, The Philip K Dick Library, buskørekort, samsø, kærlighed er den stærkeste kraft i universet

Share

Bunkeindlæg #1:

Har deltaget i et panel – Open College Network, OCN – der skal skabe grundlag for pointgivning til undervisning i digtning for unge. Point, som kan samles sammen og måske bruges på en højere uddannelse. En anelse tvivl om meningen med at karaktergive alle livets erfaringer – er jo selv en troende hvad angår mentorvirksomhed og mester-lærling-uddannelse. Men erkender at samfundet ændrer sig. Og at dem, som behøver erhvervelsen af kynde – tavs viden (hvordan undervise i at holde balancen på en cykel, sætte tungen rigtigt på et klarinetblad, begåe sig i en bestemt kreds? Den slags -) – nok skal finde de lærere, de behøver. Har i den forbindelse været omkring mit autodidakte forhold til den teoretiske litteratur. Jeg tror bare, jeg fortsætter med at holde mig til rygmarven, når jeg selv underviser.

Men her er en fantastisk side for dén, der måtte have lyst til at se skriften efter i kortene.

Var på Eurocon her i weekenden – science fiction festival startet i Trieste in 1971, og nu på besøg i DK for første gang. Blev fotograferet sammen med legenden Harry Harrison (efter at have “fået lov” at betale ham en drink…) og fik en signatur i en af hans bøger, hvor omslaget… ja se hér! Den skal indgå i min samling af science fiction, som nu er ved at komme på hylderne på Blågårdens Bibliotek.

Søndag aften fik Biblioteket lov at købe resterne af en science fiction-samling at udvide den samling med, som nu er kommet til at hedde The Philip K Dick Library – og det har intet at gøre med denne artikel.

PKDLibrary er nu oppe på godt 1600 bind af det fedeste fede science fiction, fantasy og horror, til gavn og glæde. Så skal også de “bare” plastes – men jeg gør det gerne. Efter at have forsøgt at forære hele samlingen til forskellige biblioteker i 10 år er det fantastisk, at det nu er lykkedes at give den et hjem – og at hjemmet er offentligheden. Min teori er en enkel fødekæde: Bøgerne står på hylderne, flere læser, flere skriver, flere bøger bliver trykt og udgivet, og flere læser. Det kan kun være til gavn for den bredere forståelse af alle sammenhænge, sådan som jeg opfatter genren: Altid på forkant med de seneste landevindinger inden for alle forskningsgrene, og først med spekulation om konsekvenserne. Altid optaget af menneskene inde i maskinen, i det STORE billede.

De seneste 6 uger har dagligt været tilbragt på Landtransportskolen med at tage et erhvervskort til bus. Hver dag optaget af total udmattelse som følge af teori og mekanik proppet ind i dette ældre kranium. Ikke megen tid til noget andet. Men formålet er at få et buskørekort, så jeg evt. kan afløse på Samsøs lokale buslinie. Køreprøve på fredag. Jeg ØNSKER mig at bestå! Jeg VIL!

I baggrunden: Afrejse til Samsø. Har afhændet min lejlighed. Begynder på noget nyt, der ikke nødvendigvis ender med fast ophold på øen. Mere at komme ud af København og ud til nye udfordringer. Dage, hvor jeg er tvunget til at gøre ting anderledes.

Drømmer om et helikoptercertifikat, men er farveblind i danske prøver (omend jeg er uddannet elektriker og engang har samlet en overbrændt 140-leder med 10 farvekoder på hver ledning, og det virkede første gang…). Har dog hørt, at man i udlandet anvender andre farvemålingsteknikker, som ikke er så antikverede som i Danmark.

Men men, det handler blot om at lade drømme åbne døre og gå igennem dér, hvor den totale modstand er mindst. Fordelen er, at jeg efter dette sidste annus horribilis og min lungekræft-frikendelse ikke længere er bange for frygten. Frygen er blot en følelse, der som alle mulige andre følelser vil fortælle mig noget om, hvem jeg ér. Ikke om, hvem eller hvad jeg bliver. En satans befrielse sådan ikke længere at behøve blive kørt rundt ved næsen af min frygt. Og uden at føle, at jeg er ligeglad, hvis jeg tillader mig ikke at gide mennesker eller er nødt til at forlade dem – søge min skæbne uden mine elskede lige om hjørnet.

Denne svulmende følelse i min brystkasse (adskillige omtaler her på bloggen – brug søgefeltet) er der stadig – den kommer og går, og jeg ved stadig ikke, hvad det er. Af og til tror jeg, at det betyder jeg er lukket. Af og til, at det er et panser. Af og til, at det er bevis på, at jeg har kraft og styrke. Af og til, at det er det fysiske tegn på forandring. En blanding af det hele, eller noget ganske andet? Jeg savner dog følelsen de dage, hvor følelsen ikke er der – føler mig ordinær. Men jeg behøver jævnligt konkrete beviser for, at ting og følelser og mennesker findes som andet end tanker. “Før” var det nok at have verden “inden i” – men sådan er det ikke længere.

Jeg er på vej ud i verden, kan jeg mærke. Ved ikke hvorhen. Jo, Samsø. Første skridt.

Dagbog: Ord Under Himlen og Alle Drømmes Moder

Share

Det var dagen, jeg flyttede tilbage til Kbh – efter 3 uger i søsters kolonihave med græs under morgenkaffen.

Og dagen, hvor den frederiksbergske poesiens dag fandt sin arvtager i Kongens Have – i Ord Under Himlen *.

Og dagen, hvor jeg blev konfronteret med alt det, jeg ikke får, når jeg flytter til Samsø om knap halvanden måned – ja, hvad er dét?

Livet er ikke lettere noget sted;
nissen flytter altid med.

Men så er der menneskene, trafikken, himlen der rammes ind af huse, husene der rammes ind af hinanden og hedder arkitektur, gaderne der fører frem til hinanden præcis som Rom findes af enhver og dyrene der ikke løber frit og får særlig opmærksomhed og vil de egentlig dét? Og der er alle cyklerne. Cykler, fordi det er en måde at udtrykke sig på og gå imod og være sig og glad og bevægelig og sund på. Cykler, der forsvinder og savnes og er personlige og mig. Cykler som risici, cykler som bevægelse, cykler som tid på dagen, og cyklister regner ALDRIG bilerne, de er der bare, som understrøm og regnvejr og elske uforbeholdent og ha sex uden kondom eller kondomer der springer, cykler har ikke samme betydning på Samsø, dét bliver aldrig det samme dér, dét er svært at tro. Og så er der stederne som har ligget der i årevis, med kultur svitzet ind i væggene, og man kunne besøge dem, men gør det sjældent, men de er der, fordi de er gamle med integritet, historie kan aldrig nogen sinde gøre det alene, der behøves noget andet, en valgfrihed en mulighed for at være til stede i fred og i ro, være sig selv ganske enkelt, og findes dét, findes disse steder på Samsø? Jeg tror det næppe – stedet er for lille til at være alene uden for sit eget hus. Og vandet. Ja, vandet uden for København… Det er der, fordi Københavnere behøver det – ellers havde vi nok asfalteret os til Malmö, snarere end at bygge dén bro! Vi vil afgå fra havnen og vende tilbage til havnen og have et forhold til havnen som stedet, der forbinder os til verden, og derfor bygger vi broer til de nærmeste lande, så vi slipper for at tænke at verden står åben, for enhver der vil rejse – en tynd spinkel bro fører ikke til Verden, men kun til anden valuta, og dét er fint. Så vi drømmer, når vi ser på vandet, og hvad drømmer samsinger, når Storebæltet kaster med solens stråler? Om at komme af sted? Næppe.

Så, hvad fanden vil jeg på Samsø? Hvad ér der dér?

Alle drømmes moder bor dér. Så enkelt er det.

* Foto: Felicia Lensborn