Upatenteret tortur – Goa 4

Dejlig ferie, masser af afslapning, god og rigelig sex, masser af mad, god mad, masser af gaver til alle, masser af mennesker, masser af fristelser. Arbejdsfri.

Share

 

Når ens ben i siddende stilling er 76 cm fra ryg til knæspids, og afstanden mellem stoleryg og sædet foran er 74 cm, så mangler der 2 cm.

Disse 2 centimeter er ikke udtryk for hverken guddommelig straf eller bevis for overherredømme. De kan ikke købes i dutifree eller blive refunderet kontant ved efterfølgende ankesag. Det er to centimeter, der mangler. De mangler: Hele det tidsrum, man af hensyn til egen sikkerhed gr. såkaldte “lufthuller” er fastspændt til sit sæde, vil pladsen være for trang.

Praksissen er en særlig form for tortur, opfundet af kineserne, som ellers ikke normalt holder sig tilbage hvad angår despekten for menneskelige behov, men når det kommer til tortur forholder sig så subtilt til menneskelige begrænsninger, at man faktisk selv er nødt til at prøve det for at forstå, hvori dog torturen består…

Der er ikke patent på metoden. Luftfartsselskaberne kan frit gøre brug af den, og gør det med glæde. For hver 74 cm i længderetningen sparet, kan endnu 7 – 14 passagersæder og passagerer klemmes ind. Og det bliver de: Klemt ind, passagererne.
Og klemt.
Og klaustrofobiske.
Og paniske.
Og hysteriske.

Imens serveres der to måltider, og kaffe eller te med kage ind imellem. Et par ture ned ad mellemgangen tager en smule af panikken. På toilettet kan benene strækkes, men der bankes snart på døren. Og straks man er tilbage ved sit sæde igen, skal man spænde sig fast. Man kunne forestille sig, at dét ville klemme ryggen hårdt op mod stoleryggen, og således reducere pladsmanglen, men enhver forestilling dræbes omgående, når den foransiddende lægger sit sæde ned. Hér skal man håbe i samme øjeblik at have knæene placeret uden for stolesidernes rotationsgang, fordi man ellers vil opleve at få smadret knæskallerne, eller blot få dem slemt i klemme.

Og så endelig er man fremme. Drænet for al energi og for lyst til at sætte sig til modværge, når taxa-logen i lufthavnen overfalder og fladtæver én med konspiratorisk prissætning. Så tre dage om at komme sig i, hvor man kan dyrke rigelig med sex af den svedige slags, derpå madforgiftning med afføring 1 på den internationale skale fra 1 til 7, hvor 1 indikerer mest vand i tarmene og 7 stort set ingen. Det er en god skala at have, hvis man præcist skal kommunkere, hvordan ens mave opfører sig:

“Hvordan var det så?”

“Åh, en 2’er, men det går da den rigtige vej…”

Der er ingen skala for at kaste op på 3/4 meters afstand og direkte ned i toilettønden, men det er vel derfor det hedder “at kaste op”…!

Efter den første mavekrampende, tyndskidende, opkastende dag og nat, med stigende feber og ondt i alle muskler, følger så 4 matte dage uden den store madlyst og med vandtvang og elektrolytter, vand med salt, sukker og citron, der smager som lort, men ned skal det, så man kan erstatte det vand og salt, man har mistet. Hvad skal sukker og citronen og til for? Tjae, måske bare for at gøre det drikkeligt?

Nu kan man så begynde at spise lidt igen, men hver gang man spiser noget, der er bare en lille smule interessant, brokker kæresten sig over at man blokerer regenereringsprocessen, og så spiser man det i trods eller af dén drift, der trods alt er der, mod at æde andet end grød og ris, og så bliver afføringen en 1’er igen, og så håner hun én, og hun har bare så fucking meget ret, hvis altså bare hun ville holde sin kæft.

Og med disse overvejelser og solen bagende ned over Goa når man halvvejsmærket, lidt ligesom i livet, hvor man kan mærke at der nu er mindre tid tilbage end der har været; ferien går på hæld, dagene bliver varmere på vej mod regntiden, tjenerne bliver anstrengte af smile til os hele tiden, havet bliver stadig varmere og bedre at bade i, men der er hverdag overalt omkring os. Og handel med billige i ordets egentlige forstand, skønt interessante souvenirs. Ja, hele hovedgaden er forvandlet til butikker. Dyrt lejede butiksområder på hovedgadens fortov, der ripper sælgerne af – hvis ikke det er ejerne selv, der sælger billigt lort dyrt til turisterne med hånden på hjertet om, at de ikke kan sælge billigere. Og så alligvel må dunke priserne, fordi der er småt med turister, fordi terrorister sprængte et par bomber i Mumbai for to år siden, eller fordi området er spoleret af turistme og af motorcykler og af doperygende ex-patriots med insider-feeling. Eller måske er det ganske enkelt bare de nye visumregler, der forbyder russerne ophold længere end 1 måned; de skulle jo nødt blive hængende: “60% are bad men”, sagde én af de allerfattigste restaurantejere på stranden. Måske in tune med den indiske regerings holdning, måske blot et selvsyn.

Arambol Beach, nordlige strand, Goa. "FØR"-billede ca. anno 2000.

Her ér varmt og dét, man kommer for. Maden er interessant, hvis den er god og ikke fuld af unordiske bakterier. Sjovt, at den bedste restaurant indehaves af en dansker, der har arbejdet for Claus Meyer. Cheekie Monkey hedder den. Byen hedder oprindeligt Hamal, og bliver i dag kaldt Arambol Beach. Der er 1 strand ca. 5 km nordpå, som endnu er relativt uspoleret. Hvis man vil. Dér findes stadig masser af indere, som gerne ville lave ens drinks og rulle ens joints og vaske ens tøj, for småpenge. Hvis man behøver at føle sig rig.

Og på vej mod de sidste dage, efter et par nogenlunde stærke dage med svedig sex, havbad og mange indkøb, kan man lige nå at få en gang maveonde igen. Selvom man holder sig fra alle kendte smittekilder – drikkevand, grøntsager skyllet i vand, drikkeyogurt fra svært afrenselig blender, isterninger, glas opvasket i hanevand  osv osv osv. Man lammes en smule igen og afslutter Indiens-opholdet med at sikre sig at have skidt af, før man ved midnat kører til lufthavnen for at flyve 5 timer senere.

Endelig, endelig ophører ventetiden i lufthavnen og man når atter frem til de trange sæder i flyet. Som denne gang i fugleflugtslinie peger mod Nordeuropa og foregår i 13kms højde. Uden for i minus 53 grader ér virkelig kun hjem for særlige bakterier; inden for er der rigelig med film at dope sig med, og spil, og tvangstanker om at gå på toilettet af den ene og den anden og den tredje grund. Man behøver ikke foretage sig én eneste fornuftig handling eller tænke én eneste sammenhængende tanke, mens man igennem sølle 15 timer fastholdes i kinesisk pladsbegrænsningstortur med indlagte måltider, og kaffe eller te med kage.

Ved ankomsten er det uforståeligt, at billetautomaterne i Metroen fra Kastrup Lufthavn denne dag ikke vil tage Visakort, og at Metro-stewardessen efterfølgende udskriver 2 x 750 kr i “kontrolafgift”. Og der sidder man så i Metroen, efter sin ferie, komplet blæst i kraniet og i kroppen, omgivet af bagage og souvenirs og længslen efter fucking bare at falde i søvn i hinandens arme i 25 grader under myggenettet, at kunne skide regelmæssigt, at få serveret hele baduljen på et fad af håndflettet bambus og bare nå frem til rigtigt at  slappe af. Bare slappe helt af og ikke lave noget som helst. Lige som de skide landflygtige hippier i deres evighedsrus.

Og de nyeste visareglerne fra i år nægter alle og enhver indrejsetilladelse før tidligst 2 måneder efter sidste besøg. Og himlen ér så grå. Pisse, fucking grå.

Og nu sner det igen.

Kenneth Krabat, 26.1. 2011

Arambol beach (link)

Goa, gamle dyder, islam og den berøringsfri zone

Friendliness is a state of mind.

Share

03.01.2011 Op klokken tidligt, af sted til Havnegade 39 til Qatars midlertidige kontorer.

De lever virkelig op til deres motto! NUL problemer med at ombooke. Et gebyr og så var det dét (okay, ikke billigt, men det slår at miste alt eller købe en ny rejse!). Vi skal af sted på lørdag. Samme tid, samme Kastrup Lufthavn.

Og så viste det sig, at der var en gave med i posen med billetten. Et ikke så kønt, men ekstremt praktisk VERDENSvækkeUR – med indstilling af tidsforskel til alle tidszonerne – for den, som rejser ofte og har en virkelighed et andet sted at forholde sig til.

Adspurgt svarede Qatars medarbejdere, at deres politik er helt bevidst. De vil demonstrere, at det betyder noget med personlige relationer til kunderne. F.eks. har de et kontor i alle lande, de er repræsenteret i – hvilket absolut ikke er tilfældet for alle luftfartsselskaber. Okay, konkurrencen ér hård, og konkurrenceoverskudsmarginalerne sikkert små, og Qatar er et af de, hvis ikke DET, rigeste land i verden og har råd til at etablere sig på de dyreste adresser, men alligevel: Qatar VIL noget med deres kundepolitik, som ikke mange andre luftfartsselskaber i verden kerer sig om. Som den daglige leder så selvfølgeligt sagde: “Vi vil gerne have at kunderne kommer igen.” Ja, ja, det vil alle da – men ingen gør noget for det længere. Service er blevet et fy-ord. Noget, der hører gamle dage til. Snarere end at kunne fortsætte med at handle om integritet i arbejdet – at man faktisk bryder sig om det, man beskæftiger sig med. Hvilket i en servicefunktion som et flyselskab handler om at hjælpe folk ud og hjem på den bedst mulige måde for kunden.

Jeg ér dog samtidig nødt til at forholde mig kritisk – ensidig slikken røv hjælper ingen:

Nu rykker Qatar, de Arabiske Emirater og en 3. ørkenstat ind i med luftfartselskaber og i hundrevis af nye fly i Europa. Med sig har de en pæn profil, venlighed, servicemindedhed, som det er naturligt i deres hjemlande. Men de kommer også og både repræsenterer islam og et bevidst andet billede på islam. Et venligere billede. Måske et billede, som er mere i overensstemmelse med hjemlandenes (ideelle) levevis.

Ikke for at forsage trangen til at være venlig og imødekommende, men vi ér nødt til at tænke, at islamiske stater (som alle er monarkier og diktaturer) i krisetider kan finde på at trække på samme hammel, på samme måde som såkaldt kristne, vestlige nationer gør det.

Vi skal ikke lade det bekymre os. Bare være klar over, at trosfæller – lige som familier – trækker sammen i krisetider. Og så være rigtig glade for, at nogen endnu tror på, at det har betydning at vise omsorg i forretninger; tillade os at blive vækket til at se, at der ER andre måder at leve på, som måske i visse situationer er bedre, end dem vi er vant til…! For den her praksis, der breder sig overalt i den vestlige (forretnings)verden, måske især repræsenteret ved den berøringsfrie zone, Internettet, at alting er folks eget ansvar… det adskiller os fra hinanden – og harmonerer ikke med, hvad der ellers er gang i overalt – med sociale netværk og fora og personlige anbefalinger. Verden bevæger sig mod et større fællesskab på alle planer – og firmaer, som søger at kapitalisere på dette behov uden hensyntagen til Real Life, kommer til at betale prisen – eller være skyldig i, at hele kulturer kommer til at betale en pris, som ikke er nødvendig – med en smule omtanke, og kritisk sans.

Never mind. Jeg byder Qatars fremvisning af såkaldt gamle dyder velkommen. Ikke kun på et serviceniveau – jeg sætter min lid til, at venlighed og omsorg smitter.

Nu med billetten i hånd blev det tid til at håbe på at kunne nå at få et visum…

Af sted til Indiens ambassade, som i følge hjemmesiden var åben fra 9-12… men tidpunktet var ændret til 11.00 for visaansøgninger! Med den insisterendes ensidige retningssans, der nægter at lade sig standse af noget, fik vi dog sneget os ind! Til  et totalt proppet lokale. Hvor behandlingen alligevel gik relativt hurtigt. (Men for pokker en elendig visaansøgningsformular, som de ansatte måtte korrigere alle til at rette!)

Vi får vore visa fredag. Siger de. Vi sidder ikke på pinde resten af ugen. På et eller andet tidspunkt må man give slip og lade guderne trække læsset. Hermed gjort.

Tak til alle, der hjalp med at gøre vejen farbar igen:

Denis (Qatars repræsentant i lufthavnen)
Uffe (dedikeret Airtiki-repræsentant)
Qatars medarbejdere
mine nære venner, som på Facebook med rette har svinet mig til for smøl og sjusk
og min kæreste, som heller ikke ville give op.


Kenneth Krabat, 4.1.2011

Qatar Danmark – hjemmesiden i Danmark er endnu ikke på dansk, men det kommer

Qatar Reservations i Doha, Qatar – Qatars hovedsæde, der godkender alle om-bookinger
Tel. +974 4449 6666 (i Danmark betyder “+”, at der skal sættes “00” foran)

Goa Goa Goa!!! | At komme af sted…

Der er visumpligt til Indien…

Share

 

Det her er så den noget mere fattede udgave af gårsdagens reaktion på at stå i lufthavnens check-in og blive nægtet adgang til flyet!

23. december 2010 kl. 04 om morgenen efter flere dages billeteftersøgning fandt vi en billet til Goa med travellink.dk. Pris: 6300 for 14 dage. Højsæson, ikke en pris der er værd at råbe hurra for, men kæresten havde fået skrabet sammen til to ugers ferie, hvilket betød en chance for at slippe ud af snehelvedet en tid. Som de fleste nordboere ønsker sig det. En pause, mens vi venter på foråret.

1.1.2011 stod vi op kl. 5.30 for at være sikker på at få en taxa til stationen fra nytårsmorgens, indesneede Vindinge, 6 km fra Roskilde, med udflyvning fra Kastrup 11.10.

I følge lufthavnens liste over anbefalede fremmødetidspunkter var det bedst for os at møde 3 timer før, dvs. 08.10.

Årsagen er nok, at Qatar som såkaldt “upcoming” på markedet mellemlander i Doha, Qatar, mod destinationer verden over og derfor typisk vil have mange mennesker med flyet og lange køer foran tjek-in. (Rygter siger dog, Qatar inden længe vil beflyve Goa (og andre destinationer) direkte fra København snarere end at mellemlande i oliestaten Qatar. (Det er dem med alle de mange penge, som har konstrueret en mængde kunstige øer udformet som alverdens lande og kontinenter og udbudt dem til salg at bygge og bo på.))

Vi var i god tid. Og i godt humør, selvom vi var røvtrætte. Ventetiden var kort. Og der var intet, som kunne have forberedt os på afvisningen ved skranken: “Og jeres visum?”

Vores visum?! Skal man have visum for at komme til Indien?! You are kidding, right?!

Travellink.dk, der anerkender rejseankenævnet, har IATA rettigheder og er medlem af Rejsegarantifonden, foretrækker at sælge billetter:

Mens man udvælger sig en billet til Indien, bliver man ikke gjort opmærksom på, at der er visumpligt til Indien. Dernæst skal man afkrydse alle de ting, man ikke ønsker at købe til – afbudsrejseforsikring, sygeforsikring og flere andre ting. Og når man ender med at gå til betaling, bliver man præsenteret for ovenstående lille boks. Det er hér, det går galt!

I følge reglerne SKAL rejseselskaberne ikke gøre opmærksom på visumkrav, og rent forretningsmæssigt KAN man da også godt forstå, at et visumkrav KAN virke afskrækkende på købelysten, hvis der ikke er mange dage til afrejse – dvs. tid nok til at bestille et visum… men f.eks. tyrkieteksperten.dk kan godt finde ud af det på deres last minute-rejser:

Så, JO, ja, det var vores egen fejl, at vi ikke læste Handelsbetingelserne, inden vi satte kryds i feltet og gik til betalingssiden! Ja, det var. For, som de skriver, er det ubetinget

… køberens og rejsendes ansvar (selv) at

  • kontrollere de visum-, pas og vaccinationsregler som gælder for rejsen. Omkostninger i forbindelse med dette står rejsende selv for.
  • tilse at pas, visum samt transitvisum er gyldige for den tid og till de lande rejsen går til.

Længere nede på siden med Handelsbetingelserne afslutter travellink med

Det er Travellinks ambition at levere alle informationer og rejsedokumenter som gør det muligt at gennemføre rejsen i overensstemmelse med rejseaftalen.

Men… ambition?! Selve opbygningen af siden er tegn på, at travellink i konkurrencens kamp om marginaler ikke strækker sig for sine kunder. Som kunde skal man i princippet være ansvarlig for alt – så står de klar med et præcist svar. Men spørgsmålet skal stilles først.

Voksenrejser? Eller mangel på omsorg?

"Taking you more personally"

Qatar har en nyligt ansat franskmand som ansvarshavende i lufthavnen.

Sjældent er jeg af en servicemedarbejder blevet mødt med større omsorg og imødekommenhed, og da aldrig i en lufthavn. Da vi sad i cafeteriet for at samle os, kom han over til os med sympati, gode råd og sit visitkort, med mulighed for at ringe til ham personligt, hvis vi behøvede det. Det fik vi nytte af.

Med formålet at bede om hjælp ringede vi til Qatar Danmark fra en mønttelefon i Kastrup. Men kontoret var ikke åbent i weekenden. (Nummersvarerens angivne nummer til den centrale reservation i Doha viste sig at være forkert – det rigtige nummer står forneden).

Møntboksen i Kastrup accepterer maksimalt 75 kr. fra ens kreditkort, hvilket både er en fordel, ulempe og noget svineri – en fordel, fordi 3 minutters samtale til Qatar kostede de fulde 75kr; en ulempe, fordi man ikke selv kan vælge, hvor meget man vil bruge i sådan en nødssituation, og det er noget svineri, at det skal koste så meget at ringe fra lufthavnen. Mobiltaksten til Qatar hos Telenor er godt nok normalt 12 kr./min, men kan med en særlig aftale med selskabet fås for 3 kr./min. Men never mind, for vi havde ikke penge på telefonen.Vores nye franske ven foreslog, at vi ringede via Skype, men det måtte vi så vente med, til vi fandt et sted med en computer og en mikrofon.

Fra kl. 9-12 i Kastrup forsøgte vi så at lave en strategi for videre færd. Vi spurgte alle rejseselskaberne, om de havde andre rejser – vi var meget opsat på simpelthen bare at komme af sted – men prisniveauet lå over vores formåen. Hvorfor man er kommet frem til som strategi at straffe dem, der ikke booker lang tid i forvejen, forstår jeg ikke helt. Jeg kan godt sætte mig ind i, at det ikke er hensigtsmæssigt at sælge tomme pladser til lavere pris end dem, der er booket længe før, men til dobbelt eller tre gange prisen? Og jeg forstår heller ikke det her med sæsonopskruede priser – altså, at en billet uden for sæsonen koster f.eks. 3000 og nu 6-9000. Forholdet ml. oliepris og billetpris er det samme, flyet koster det samme, så hvad er det, der tvinger prisen op?

Vi fandt ikke en rejse, vi kunne betale. Men manden i SAS-skranken var meget sympatisk og oplyste os om, at vores reservation var blevet flyttet til d. 4. og at billetens koder angav, at den ikke var no-show… (“No-show” viste sig at være den tekniske betegnelse for ikke at have aflyst og ikke være mødt frem ved afgang.) Samtidig fik han overtalt os til at booke en afgang samme aften til Ho Chi Min City til 6000, som vi selvfølgelig måtte aflyse senere på dagen. Som den meget varme og hjælpsomme fyr han var, skulle han da frem for en blank afvisning i det mindste have nogle timers kommissionsglæde ud af sin assistance.

Hos forældrene på Østerbro installerede jeg Skype på faderens mac, og købte for 92 kr. opkaldspenge. Og så ringede vi til Qatar igen. Denne gang talte vi i over 25 minutter, mens den kvindelige repræsentant konfererede med sine overordnede. Først sagde hun, at billetten ganske rigtigt IKKE var en no-show, men pludselig var den det så alligevel, og så måske alligevel ikke. Pointen er, at der kun kom dét ud af det, at vi skulle tale med Qatar Danmark mandag. Venlighed hele vejen igennem, om end vi jo endte med at skulle vente til mandag alligevel.

Vi ringede til franske Qatarven for at høre, om der var noget at gøre. Det viste sig at være ham, der havde flyttet bookingen til d. 4. Vi antog så, at det blot var for at sikre os en plads på flyet, hvis det skulle lykkes os mandag at få et hastevisum igennem på den Indiske Ambassade og at få re-booket hos Qatar – men han viste sig at være mere fremsynet empatisk end som så: Alle fly- og rejseselskaber har en meget almindelig regel om, at man mister hele billetten, hvis ikke man bruger udrejsen. Med hans re-booking af udrejsen, selvom vi ikke har en billet, har vi i hvert fald ikke mistet hjemrejsen. Måske kan dét bruges til noget?

Resten af aftenen kikkede vi på afbudsrejser og billigrejser (just in case) – uden at finde noget, der var varmt eller til at betale. Kæresten konfererede med sin chef og fik lov at overdrage sine vagter i ugen efter sin ferie, så hun kunne blive væk en uge til, hvis det skulle lykkes os at flytte ud- og hjemrejse hos Qatar; det er et omkostningsfuldt (dyrt) sats, men hun har ikke været uden forpligtelser i 8 år (NUL ferie) og VIL af sted!!! (For mig er det anderledes som selvstændig forfatter – jeg må bare flytte nogle aftaler og jeg rejser mindst én gang om året.)

i dag 02.01.2011 ringede vi til en bekendt i rejsebranchen, der hjalp os til at gennemskue diverse billetkoder, fortalte om procedurer og vaner i branchen og generelt affødte et gevaldigt humørløft hos os. Han er en meget dedikeret rejsesælger, som begræder den voksende nej-tendens, der har været i branchen siden 9/11. “Tidligere var KLM, British Airways, og alle de andre store villige til at hjælpe folk på en personlig måde, men i dag handler det kun om at sælge standardiserede produkter, som kunderne helst skal passe til, og ikke omvendt”. Han udtrykte stor glæde ved at høre, at personlig forholden til kunderne stadig kan forekomme hos et stort flyselskab.

Qatars motto må således siges at være velvalgt. “Fragter/behandler dig mere personligt”.


Kenneth Krabat, 2.1. 2011

Qatar Danmark – hjemmesiden i Danmark er endnu ikke på dansk, men det kommer

Qatar Reservations i Doha, Qatar – Qatars hovedsæde, der godkender alle om-bookinger

Tel. +974 4449 6666 (i Danmark betyder “+”, at der skal sættes “00” foran)

Visumregler Indien 2.1.2011 – Udenrigsministeriets konstant opdaterede liste

The Copenhagen Diplomatic List – ambassader verden over

Indiens Ambassade

Tel:+45 39 18 28 88

Tel: +45 39 29 92 01

Tel: +45 39 10 86 29 (After Office Hours)

Fax: +45 39 27 02

Goa, Going, Gone…

Bye, bye, varmeferie…

Share

Inden man tager noget sted hen, bør man sikre sig

  • at vejen er banet
  • at endemålet er tilgængeligt

Vil man som dansker ind i Indien, skal man betale den Indiske Ambassade for et visum – ikke som Ægypten bare for at tjene penge, men for at forhindre udlændinge i at blive i Indien uden gyldig grund. Visum til Indien erhverves ikke på 5 minutter.

Hvor er det dog forstemmende at komme til enden af tjek-ind-køen i lufthavnen og få at vide, at man ikke kan komme om bord. Hvor er der mange sympatiske, søde mennesker i verden, som gerne vil hjælpe og stryge og trøste. Også i lufthavnen. Men regler er regler: har du ikke visum til Indien, kommer du ikke ombord.

Fuck.


Kenneth Krabat, 1.1. 2011
Indiens Ambassade
+45 39 18 28 88
+45 39 29 92 01

+45 39 10 86 29 (After Office Hours)
Fax:
+45 39 27 02

Mødommen taget på kolonien, og død

Mødommen ryger gerne, når man er væk.

Share

Jeg kommer hjem og danser over terrassen i glæde over den liter mælk, som har udløbsdato denne dag, for jeg har været i Tyskland en uge og savnet min egen kaffe med mælk. Jeg danser hen til køleskabet og danser køleskabsdøren op, og da er det, naturen viser sit eget grumme ansigt: Alt  levende, i en menneskefødeforstand, er nu overgået til næstsidste stadie inden adskillelsen i bestanddele forud for indoptagelse i kredsløbet.

Her er listen over døde madvarer, som forsikringsselskabet Codan ikke vil dække, selvom de gerne dækker køleskabet, der efter strømudfaldet og den sene genstart måske ikke længere kan hverken køle eller fryse korrekt:

FRYSER, kr.
50,00    6 kyllingefileter – 700 g
35,00    400 g oksehakket 3%
25,00    400 g kalvelever
100,00    1600 g. lammekølle
125,00    10 lammekotelletter
50,00    1 hel side sej – 600 g
30,00    400 g tigerrejer
25,00    200 g frossen citrongræs
25,00    400 g frossen koriander
50,00    2 kg rabarber
25,00    500 g jordbær
25,00    1 frossen ostetærte
20,00    1 pose blandede bær
40,00    500 g hakket lam
90,00    600 g lammeculotte
10,00    300 g frossen spinat
50,00    1/2 kg kaffebønner

KØLESKAB, kr.
15,00    6 æg
25,00    1 bøtte græsk yogurt
17,00    1 halv oksespegepøle
12,00    1 halv kyllingepølse
10,00    1 agurk
15,00    2 pebre
20,00    300 g. frisk ingefær
10,00    1 bndt forårsløg
20,00    1 hanegal okseleverpostej
20,00    1 ps. tamari
12,50    1/2 glas øko-mayonaise
22,00    1 pk 70% chokolade

kr. 953,50

Endnu tre supervarme sommerdage senere falder det mig ind at rode med ledningerne til køleskabet. Her opdager jeg, at ligsafterne fra de dobbeltdøde dyr er rendt ud af fryseren til en Lake Smelly Dead under køleskabets bund og ind under reolen ved siden af og ned i gulvbrædderne. Det er det genopbyggede hus’ første skade, som ikke kan udbedres –  uden at begynde forfra med at lægge et nyt og uskadt gulv til erstatning for det ligsaftinficerede.

Vurdering: Drop at starte forfra. Hvis noget, få en forsikringssum som reduktion af husets værdi. Brug Rodalon til at dræbe alle bakterier. Lev med det.

ØV!

Men godt, her ikke lugter af død.
Godt, det kun var mødommen!

DIGT: rejseblog, Roskilde, Danmark

At bevæge sig uden at flytte sig. Digt.

Share

Jeg vidste det ikke.
At jeg ikke kunne forlade Danmark.

Først da billetten var brugt, og rejseudmattelsen havde lagt sig
og de første maveonder overstået forstod jeg,
at jeg havde glemt at bede om lov til at være et andet sted.
Et fremmed sted.
Et sted uden for lands lov og ret.
Et sted med et andet sprog, jo,
et fremmed sted. Man havde ikke fortalt mig det.
Hvorfor havde man ikke fortalt mig det?
Ingen passede jo min have,
boede i mit hus,
gik i mit tøj,
fyrede med mit brænde,
end ikke de hjemløse på gaderne i Roskilde og København,
alting ventede på mig…
ahhhh, alting ventede på mig.

Det var hér, jeg boede.
Her jeg virkelig boede.
Hér jeg havde hjemme.
Hér jeg skulle tilbage til som indikeret på billetten,
en bestemt dag, afgjort på forhånd inden rejsen ud.
Vi vil have dig tilbage!
Så vi gør ikke noget, der kan forhindre dig i at vende hjem!

Hjem!
Det var dét der… hjem!
Hvorfor skulle jeg have dét med,
når nu netop jeg rejste ud for at finde en åben dør,
finde et sted
hvor hver dag blev til med smil af opdagelse på mine læber?
Og så sådan en lænke om mit ben,
ude af stand til som ræven at bide benet over,
stikke af,
vi vil have dig hjem,
vi venter på dig.
Der sker intet af betydning, mens du er væk,
det sørger vi for.
Vi holder Danmark,
og Roskilde,
tilbage.

washington, Lima, Kbh. 14 – Taxa i Arequipa

Share

Det begyndte med, at jeg undrede mig over mængden af taxaer i Arequipa.

Som økonomi betragtet er Peru et fattigt land. Ikke at der mangler naturlige ressourcer, men mange års inkompetent og korrupt ledelse har afhændet alt til udenlandske interesser. Af vesten, som nyder godt af disse ressourcer, betegnes Peru udviklingsmæssigt som et 3. verdensland. Og hér dumpes grundlaget for en væsentlig del af østens og vestens økonomi, fra østen i form af salg af billigt ragelse, vesten i form af affald. Læs videre “washington, Lima, Kbh. 14 – Taxa i Arequipa”

washington, Peru, Kbh 13 – den menneskelige betragterafstand

Share

På væggen ved poolen har administrationen, eller et lyst hoved i administrationen, eller arkitekten, eller hans lærling… never mind… fået den idé at udfylde seks ellers tomme murfelter mellem de cementsøjler, der forankrer den lange væg ind til naboejendommen, med store malerier. Ikke klatværk, om end de skaller en smule i dag, men heller ikke STOR kunst. Men nogen har tænkt, at hér skulle være noget, poolens gæster kunne genkende.

Det har tydeligvis ikke været et spørgsmål om bare at få et eller andet på væggene, blot fordi hjernen stort set altid brygger historier af alle sanseindtryk: Ikke forskelligt farvede felter, ikke moderne klatværk, abstrakt, billigt, men noget af en vis kvalitet, som folk ikke vil føle sig truet af: Indgange til forskellige virkeligheder, man kan falde til ro ved, drømme sig ind i, eller falde i staver over… Således at udsmykke et offentligt baderum med vinduer ind til folk selv er meget venligt tænkt af idéperson og beslutningstager, eller meget psykologisk korrekt. Men hvordan ind? Hvem er er publikum?

To af malerierne er gengivelser af original peruansk kunst fra 1700-tallet, begge meget nemme at “forstå”: Tildækkede Kvinder ved Tempelagtig Bygning, hvor den midterste ser ud af billedet gennem en sprække i sløret, og To Handlende på Gaden i Lima, den ene i ro under parasol med fremstrakt vare, den anden på vej videre med udstrakt arm og hånd – som det sker 10 millioner gange i minuttet verden over.

De fire andre er åbenlyst mere naturalistiske og besidder ved deres forskellighed fra de klassiske motiver en besynderlig diffus aura af originalitet:

  • en procession af mennesker med helgenbillede set let oppefra, med folk, folk, folk alle vegne i niveauer langs en gade kantet af høje træer
  • set nede fra i skrå vinkel et husparti med en typisk trækarnap, som man finder i mange varianter af nær-kollaps i Lima Centrum
  • umiddelbart facaden på et palads, men gennem en af buegangene ind til (hvad der kunne have været) balsale anes den firkantede bagende af en hvid bus og siden af en gul bus på tværs
  • for enden af et aflangt parkanlæg præget af manglende æstetisk sans eller interesse troner L’Arc de Triomphe i peruansk inspiration.

Men hvorfor er busserne med på billedet, de havde ikke behøvet være der – og hvorfor har ingen af menneskene i processionen ansigtstræk, når helgenbilledet er meget detaljeret? Der er et nutidspræg over dem alle, men det er ikke dét… Men mindre… Med mindre forlægget er fotografier! (Undskyld, hvis jeg fornærmer nogen):

Man har bestilt en maler til at gengive fotografier af Lima, som han qva sin evne til gengivelse givet ikke har haft indflydelse på valget af. Det er ikke velproportionerede kompositioner af dagligliv eller spektakulær ikonografisk arkitektur, og end ikke kopier af populære postkort, om end det i kopibyen Peru ikke ville forårsage rettighedsproblemer af nogen betydning, men derimod snapshots fra Lima – tilfældige feriebilleder gengivet i 4×3 meter, detaljerede nok til betragtning på fire-fem meters afstand, men ikke mindre. På længere afstand fremtræder kun de største former som genkendelige og betydningsladede – imposant bygning, helgenbilledeomrids, karnap. Alt andet, i større eller mindre detaljerigdom, er en kybernetisk funktion – menneskets muligheder udvidet af teknologi med formålet at indhente flere informationer, end øjnene selv formår; et produkt af hjernens evne og kompulsive trang til at stille spørgsmål ved Den Virkelige Verden – som sådan unødvendigt for det nøgne menneskes umiddelbare overlevelse, men væsentligt for fremtidig orientering og behovsrationalisering.

Og hér er det jo meningen, folk bare skal kunne slappe af. De skal ikke stilles krav om noget, de ikke kender til – ingen dvælen ved kunst eller fotorealisme under mikroskop. Det er derfor billederne skal ses på den samme relativafstand, som man holder fotobunken med feriebilleder i, mens man gennembladrer dem for interessante motiver. Det er Den Menneskelige Betragterafstand! Idéen, og investeringen i mest mulig fred og ro ved bassinkanten, er ret og simpelt korrekt – hvad enten den baserer sig på bevidst psykologisk talent eller ej. Illustrationerne varmer!

(Og så ér det alt andet lige billigere at få en anden maler til opfriske motiver, der ikke er fór detaljerede… hvis dét da overhovedet nogen sinde sker… Ned på jorden igen, Kenneth: Det her er stadig Lima.)

washington, Lima, Kbh 12 – solenergi, tillid og bæredygtighed

Share

Der er mange måder at hjælpe på. En af dem er at gøre folk i stand til at udnytte de ressourcer, de i forvejen besidder. Gøre dem selvhjulpne. På trods af risikoen for at blive negativt påvirket af inkompetent “hjælp” er sådan hjælp langt at foretrække frem for den type, hvor nogen tager over, eller bare langer penge eller varer over disken og forventer at modtageren vil forvalte det uselvisk og rationelt, for så at blive sur og trække hjælpen tilbage, når opførsel eller taknemmelighed ikke svarer til forventningerne.

Inti Killa hedder en lille hjælpegruppe her i Villa el Salvador. De forsøger sig med “sustainable tourism” – “bæredygtig turisme” – dvs. noget i retning af ovenstående: Turisme, der ikke tilfører nye, urimelige krav til det område, der tilføres turister, og dels tvinger turisterne til at acceptere rejsemålets hverdag, dels hjælper rejsemålets beboere til at forholde sig “normalt” til de ankommende, og ikke ligge på maven for dem. Læs videre “washington, Lima, Kbh 12 – solenergi, tillid og bæredygtighed”

washington, Lima, Kbh 11 – Husets frue

Share

Det kunne se ud som om jeg har stødt husets frue på knapperne. Og da jeg ikke ved, hvad præcis det er – om jeg er for meget på deres egenmærker, at det generer dem at jeg er oppe sent i deres spiserum, der denne nat for første gang er låst af, på den anden side af køkkenet, som om natten sammen med stue, gang og forrum består af et næsten særgeligt afsavn af lys, eller om jeg har gjort et eller andet bestemt, eller ikke gjort, eller om jeg bare er mig, asocial, der forsøger at skabe kontakt til en aldersgruppe i en familiær dialekt, på fornavn, snarere end det respektfulde til brug i de fleste situationer, Señora… Da jeg ikke ved hvad det er, jeg… hvad det nu er jeg har gjort… burde jeg snarest muligt undskylde, eller omgående gå over til Señora, men det er for mig for meget en underkastelse, og så til en frue af huset, jeg beklager, men jeg har for mange issues med min mor, hej mor, hvis du læser det her, Jeg er nødt til at finde på noget at sige, som får hende til at forstå at jeg har fattet budskabet, opretholder den venskabelige tolererende tone… ah, måske er de enten ikke vant til kropskontakt, eller også kommunikerer de på en anden måde end jeg, en anden måde at være sammen på. Noget skal i hvert fald findes på; skal jeg være her halvanden måned til, skal der sgu ikke krig på drengen, så hellere finde noget andet inden.

Nu jeg tænker efter, tror jeg faktisk, jeg har skabt en del kaos i den lille familie. Kommet ud af det blå med en masse planer at trække ned over hovedet på dem alle sammen. Det må stoppe. Om jeg så skal flytte.

Hmm… flere, pludselige, grund til at flytte, hvis ikke…?! Hvor kom dét fra? Realismeuniverset? Eller er jeg selv voldsommere presset af den her situation, eller ude på at udfordre mig selv? At bo hos familien til min peruanske veninde siden 2001, mødt to gange før, nu med mand og barn, mand som ved de to første møder var amigo til min amiga, seneste 2005, og nu pluralis. Men ting bliver hurtig hverdag, når man kæmper for føden, ideer synes ofte at være blevet gjort af andre før én selv, fordi nyhederne bevæger sig langsommere uden for centrum, hvor koncentrationen af alt er størst, og en gæst, der ikke spørger om noget, men bare vil noget på andres vegne, kan hurtig blive en udmattende historie. Det var blandt mine overvejelser, da jeg købte den brugte computer at give de yngre mennesker, men jeg havde ikke set mønstrene før, og vidste ikke, hvad jeg skule se efter. Jeg har forsøgt at komme det imøde på forhånd til husmors svigersøn, min venindes mand – at han i al seriøsitet må sige til, før brødet bliver tørt. Summa summarum må jeg lynhurtigt finde ud af, om nogen føler sig pressede af min tilstedeværelse.

Åh, jeg kan komme med mange muligheder, som alle har noget at gøre med, at jeg er mig uden den fornødne pli eller omtanke, set fra en familie som dennes’ side, men helt i overensstemmelse med, hvordan jeg ønsker det skal være. Måske har hun følt, at hun blev talt ned til, på fornavn, som en tjenestepige, eller at jeg opførte mig intimt overskridende. Måske kommer jeg til at skulle trække følehornene til mig, men det er der så ikke noget at gøre ved. Måske skal jeg ganske uden omsvøb sige Señora som jeg sagde Hilaria. Og så må vi se, om hun kan spille sit eget spil.

washington, Perú, Kbh 10 – tumultarisk

Share

Tumultarisk er et fantastisk ord. Mit liv er tumultarisk – i
slowmotion. Ikke mange erkendte sten i floden, broer, heller,
bivuakker, refugier. Men konstant og vedvarende tumlen gennem
eksistensen uden fast ståsted.

Lima er… et andet sted. Læs videre “washington, Perú, Kbh 10 – tumultarisk”

washington, Peru, Kbh 9 – ankomst Lima

Share

ankommet til Lima. Har overdraget min gave til værtsparret (mine venner), en G4 bærbar mac, 17-tommer fra 2006, som jeg hentede i århus, betalte 3200 for, og proppede RAM i. De blev meget glade. Ved ikke præcis for hvad – for at blive påtænkt, eller for selve gaven – men det er mig lige gyldigt, jeg giver, fordi jeg det gør mig glad at forestille mig, at de har brug for det, og at jeg kan tage pengene ud af min egen økonomi og proppe dem ind i deres, og have en mening om, at jeg kan investere pengene i noget i deres liv, som de med pengene i hånden aldrig selv ville købe: Muligheder, og en vis følelse af status, at være noget værd, som ikke er alle forundt. En lækker Mac, med lækkert styresystem, som aldrig går ned, og kan de lækreste ting. Det er et statement om at føle sig rig. Rig på muligheder, rig på omsorg og omtanke, og måske med et snif af lugten af faktisk rigdom, hvem ved? Og så kan den også bruges til deres form for arbejde – grafisk design.

Jeg er et rigt svin, forstår ikke fattigdom. Læs videre “washington, Peru, Kbh 9 – ankomst Lima”

washington, Peru, Kbh 7

Share

Shirlington bibliotek slog jeg helt tilfældigt op i en bog om syncronicitet.

Kapitel 6 hed: “Hvor begynder en historie, og hvor ender den?” og fortsatte: “Enhver dag består af begivenheder, et utælleligt antal begivenheder, som vi plukker nogle stykker af og samler til en historie. Tilføjelsen eller fjernelsen af en eller flere begivenheder gør en anden historie af vores samling. Vi søger alle disse historier: “Hvordan gik det på arbejde i dag, skat?” og “Er der sket noget, mens jeg har været væk?” betyder “fortæl mig en historie”.
Det fik mig til at se på min dag med en vis fortvivlelse – jeg har aldrig betragtet mig selv som historiefortæller; jeg ved aldrig rigtig, hvor en historie egentlig begynder og faktisk slutter – der kommer altid for mange eller for få detaljer på.
Derfor skriver jeg ikke megen prosa – det tager simpelthen for længe at afdække detaljernes betydning på hele historien – men måske er der nu lys forude:
1. Betragt en historie som en ligning
2. Vælg nogle detaljer.
3. Vælg en slutning
4. Tjek detaljerne for at se, om de går op med slutningen.
5. Ændr på detaljerne, eller på slutningen, eller begge, indtil ligningen går op.
Simpelt, ikke? Og aldrig tidligere påpeget… Og man skal huske kun at nævne detaljer, som understøtter det løbende øjeblik, fordi det er dét, der er historien…
Men som sagt i følgende: Enhver må finde sin egen vej. Og sine egne løsninger.
En anden historie fra min dag?
Det er søndag. I morgen er en helligdag, Martin Luther King-dag. Frem til godt og vel nu har dagsfølelsen være søndag – den velkendte følelse, der tillader adskillige timer i unyttig computerhengivelse iført røde underbukser og intet andet. Og ja, jeg siger har været – for nu begynder det at føles som en hverdagsaften, ikke engang som den lørdag, der går forud for søndagen…!
Som det burde fremgå er det i sagens natur en sjældent forekommende og typisk umanérligt ignoreret og uudforsket følelse, som ganske præcist beskriver udeblivelsen af søndagens klimaks: Den af enhver udearbejdende kendte og smerteligt dobbeltbundne følelse af tab af selvudfyldt tid og forventning om morgen-hverdagen!
Mine følelser lider af hollylag.

washington, Peru, Kbh 6

Share

Haiti. Jordskælvskatastrofe på TV. Fokus, der går dén vej en tid. Bunker af døde kroppe i solen. En mand, der går rundt i kroppene, måske i forsøg på at finde venner eller familie. Mennesker overalt på gaderne med en taskefuld ejendele. Drivende rundt mellem hinanden. Sammenfaldne huse på alle billeder i gadehøjde. Intakte huse her og der set fra helikopteren, men billedet klipper konsekvent til overfrekvens af sammenfaldne huse. Det er katastrofen, vi skal se. Jeg donerede $35 til Læger Uden Grænser – det er også dem, jeg har påtænkt i min sidste vilje. Verdens skadestue.
Og her sidder jeg og spekulerer på, hvad jeg skal skrive. Hvad jeg skal tage mig til. Jeg kan ikke andet end se og mærke og forsøge at sætte ord på. Generalisere og påpege specifikt.
Haiti. Bliver husene nogen sinde genopbygget, bliver de døde begravet eller skovlet i massegrave? Vil nogen forinden bruge kræfter på at identificere dem eller indsamle DNA til gavn for de efterladte, eller er det ligegyldigt, fordi de alle er fattige? Er det bare de levende, der skal fokuseres på? Mad og vand, intet andet? Det er lidt over to døgn siden, Port au Prince kollapsede. Der er ikke mange varme følelser rettet mod Haiti. Det er nu, verdens mennesker kan vise, hvad de er i stand til. Træde ud af bokseringen for en tid.
Hvad ser han, ham der går blandt de døde? Ser han de knuste kroppe og blodet? Måske han leder efter ét særligt menneske. Og kan kun glædes – over ikke at finde den, han savner? Jeg ser ikke deres skader. Jeg ser, at de ganske kort forinden var levede som dig og mig og nu er lyset slukket i dem, de er ikke længere som os. De er døde. Uforståeligt ikke her længere. Og når de er døde, betyder de ikke noget. Respekt for deres minder, hvis nogen husker noget at respektere, men de er væk og kommer aldrig igen!
Hvad tænker han på, mens han søger? Han vil nok aldrig glemme denne dag, disse dage, men han er ung og har længe til at skabe ny familie, nye venner. Men det er mig, der tænker sådan for ham. Hvad tænker han? Om at være i live?

washington, Peru, Kbh 5

Share

Boris bedstefar. sovende
Chattede med Boris i dag. Min fotograf- og skulptørven fra Katalonien, som pt. bor (meget billigt i et hus, der skal rives ned om 6 måneder) i Barcelona. Vi talte om min mormor, som døde for nyligt og efterlod min 92-årige morfar til at skabe sig en ny tilværelse – ikke ganske villigt, og med (for) stor eftergivenhed fra min mor. Boris fortalte om sin bedstefar, som lige er blevet 100. Han bruger internettet, skriver mails og chatter, med “kartoffelhænder og gulerodsfingre”, og har generelt et godt og produktivt liv.
Jeg har skrevet breve til min morfar, mens jeg har været på rejse i Finland – ud fra devisen, at han skulle have noget at se frem til. Ikke om noget særligt, blot mine tanker om livet, om end med et fokus på at sige noget, der kunne få ham til at overveje sin egen situation. Når vi har været i rum sammen, har jeg ikke lagt fingrene imellem: Hvis han vil af sted herfra, vil jeg ikke forhindre ham i det. Men hvis han vil blive, skal han gøre det godt for sig selv. Han er naturligvis i sorg, og sorgen har 5 bestemte faser, som den sørgende gennemgår, hvoraf accepten af tabet også markerer overgangen til noget andet. Kan man acceptere tabet, er det muligt at begynde et nyt liv – kan man ikke, hænger man fast i dét, der var, og vil ikke kunne justere sig til de nye omstændigheder, som følger af… i det her tilfælde… dét ikke at have nogen at tale med i det daglige. Man bliver ensom. Måske bitter. Måske aggressiv. Måske dominerende og krævende. Alt sammen personlige udtryk, der bør undgås med alle midler. Derfor vil jeg tilbage til at skrive til ham – jeg skal trods alt være væk 3 måneder, og selvom det ikke bekymrer mig, om jeg har set ham for sidste gang (vi siger altid “på gensyn”), er det mit ønske, at han skal føle at jeg har ham med mig.
Jeg har ikke samme problemer med at ankomme til Washington DC som jeg havde sidste år, men min veninde er blevet fyret fra det store arkitektfirma, hun knoklede 11 timer i døgnet for. Og er derfor hjemme hele tiden. Så, jeg får ikke arbejdet.
Mit manuskript er blevet afvist af forlaget, jeg sendte det til, og det er derfor vigtigt for mig at blive færdig med det efterfølgende, inden tvivlen sætter ind. Til dét behøves arbejdsro; jeg er derfor meget på nettet. I surf og chat får jeg tænkt og fordøjet nogle af de tanker, der følger af at være et fremmed sted, samt fulgt op på overvejelserne om hvor pokker den filosofi hører hjemme, som maser sig ud igennem alt, hvad jeg siger: Jeg er jeg kan jeg vil jeg gør er ét.
Det er helt åbenlyst, at jeg endnu ikke er parat til direkte at skrive om det – måske bliver jeg det aldrig – men det er meget præsent. Og det er ikke determinisme – der er ingen forudbestemthed eller fastlagt skæbne i fremtiden, og det er ikke existentialisme… om end jeg for nyligt faldt over følgende udsagn af Sartre: “frihed er, hvad du gør med det, der er blevet gjort mod dig“. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er. Men det siger mig, at der ingen frihed ligger i at nå frem til den rigtigste løsning på et behov, en trang, et problem – hvis noget, ligger friheden kun i, om omverden vil tillade én at vedblive med at veje mulighederne op mod hinanden, indtil man når til det eneste rigtige at gøre – men det er samtidig heller ikke en forudbestemt skæbne, fordi verden og kosmos er i konstant flux og sørger for, at man hele tiden bliver præsenteret for nye udfordringer og nye fristelser. Det bedste udkomme på min filosofi er at blive glad for den, man er; næstbedst, at man accepterer løsningen på et givet problem, behov, whatever, fordi man har udryddet alle andre muligheder, og derigennem opnår muligheden for at acceptere sig selv.
Som det, man er vil kan gør.

Min veninde, der er indfødt amerikaner og en svamp hvad angår historiske og biografiske data, fortalte om et besøg, hun havde været på i Thomas Jefferson’s hus “Monticello”, som var under konstruktion i 30 år. Jo, huset er noget særligt, hvilket man kan forvisse sig om ved linket til huset selv, men det mest fascinerede ved hendes fortælling om besøget i huset på toppen af bakketoppen, husets særlige konstruktion, der ledte Thomas Jefferson arbejdsdag gennem alle husets rum i løbet af dagen, at han var medforfatter til Den Amerikanske Forfatning, men langt op i livet stadig havde 200 sorte slaver, at han fik 6 børn med sine hvide børns sorte nanny, at han som arkitekten, han var, designede ikke blot sit eget hus, men også det første universitet i Virginia, at han tilbragte sine sidste 30 år i relativ afsondrethed, og at hans gravsten ikke med ét ord nævner, at han havde været præsident… det mest fascinerende var hendes fotografiske hukommelse, hvormed hun begejstret førte mig gennem alle husets rum, så jeg følte, at jeg havde været til stede, som hun selv havde været det. Ganske unødvendigt følte hun det efterfølgende nødvendigt at vise mig de faktiske billeder – det var ved at spolere den store begejstringsbårne oplevelse, hun lige havde givet mig, og jeg måtte værge for mig og fortrække til computeren og min egen genfortælling…
Begejstring er min vej ind i verden, øje til øje. Det er stort set alt, jeg har at vurdere noget som helst med. Begejstring er liv og at være tæt på sig selv. Ægte begejstring, selvklart. For jeg forstår ikke, hvordan det kan gavne nogen ikke at være tæt på sig selv, ikke at kunne blive begejstret!?

washington, Peru, Kbh 4

Share

Jeg er sulten. Kan næppe beskrive det på nogen anden måde. Jeg er overmåde sulten. Og jeg har været sulten det meste af mit liv.

Det var næppe skolens skyld – den gjorde det bedste, den formåede. Ej heller mine forældres skyld – de gjorde det bedste, de formåede. Skyld bærer ingen. I den verden, jeg blev født ind i, var der blot ikke plads til min nysgerrighed, eller ressourcer til at stille den.
Så, jeg er stadig sulten. Blasert over for verden og verdens kulturer, ja, det er jeg – fordi mit fremmeste talent er syntesen: Koblingen af enheder til færre enheder – på uforståelig vis har jeg naturlig forståelse af koblinger, jeg ingen forudsætninger har for at forstå. Men det vedligeholder sulten, når der bliver mindre og mindre at fortære. Så, sulten er efterhånden konstant.
Min amerikanske veninde er et kildevæld af informationer – om amerikansk politik og økonomi, med alle mulige levende og døde figurer kastet ind i historierne, som jeg ikke har hørt om eller forstår betydningen af. Men hvis jeg kan modstå utålmodigheden med hendes trang til at fortælle uden at vente 5 sekunder på modspil, mærker jeg sulten melde sig som en brændende slange, der fylder mine lemmer.
Det er dog ikke den fysiske verden, der interesserer mig – ikke menneskene som sådan – men hendes personlige optagethed af sammenhængene, der vækker slangen, når det lykkes at tøjle utålmodigheden: Den brændende længsel efter at føle mig fyldt op af noget, der betyder noget. Noget, der er værd at give videre – på samme vis som hun brænder for at dele sin akkumulerede erfaring med mig og enhver, der gider høre. Det er selveste trangen efter at være en del af noget, som behøver mig. Ikke bare et hvilket som helst menneske, men mig. Med de evner, jeg besidder, og med den sult, der kommer af aldrig at være blevet stimuleret tilstrækkeligt.
Jeg ser ud mod verdensrummet gennem film og bøger, jeg ser indad gennem filosofien og drømmene, jeg ser eksistensen udstrakt mellem forestillingerne om før og efter, og i illusionerne og de smukke fantasier om et liv før og efter dette. Det ér ikke og kan ikke være enkeltindivider, men beskriver derimod tilsammen det smukke væsen, som drømmer alle disse ting: Mennesket. Mennesket, som kun kan reagere med impotent vrede, sorg, følelse af ulykke, når sydamerikanske fattige bevidst forgives af mad, som falske nødhjælpsarbejdere uddeler til dem ved juletid. Mennesket, som jubler foran skærmen, når barnet efter flere døgn hentes op af en dyb brønd i en ukendt provins i et land, de knap nok ved, hvor er.
Dette menneske, som skaber universet, uden at forstå redskaberne til skabelsen, men ikke desto mindre opbygger det fra grunden på gætværk og deduktion og statistik og hardcore vedholdenhed ved observationen af de største og mindste detaljer i de største og mindste mønstre… Dette menneske er min brændende sult.
Som snart 47’årig er jeg klar over, at jeg skal dø en dag. Denne dag var uendeligt langt væk for 15-20 år siden, men ikke i dag. Men jeg er ikke den fjerneste bange for at blive væk blandt stjernene. I min egen opfattelse af tingene kan jeg ikke gøre andet og mere, end det jeg gør. En stædig, selvfokuseret afsøgning af det forståelsesunivers, der er mennesket. “Virkelighed er et sprog i sindet (the mind)” kom for nyligt til mig under en skriftlig gennemgang af perspektiverne i og problemerne med tidsrejser, som forskere i parantes mere betragter som en sandsynlighed end det modsatte: Jo flere mennesker, der fokuserer på det samme, desto mere virkeligt bliver det.
Sådan er det med sprog – de forskellige sprogs opgave er formidlingen af afgrænsede virkeligheder, og den fælles virkelighed tales i et fælles sprog, der overfører, “oversætter” eller #transporterer” individuelle oplevelser forståeligt fra menneske til menneske. Så “rød” altid er forståeligt “rød” for alle, “glæde” er forståelig “glæde”, “gud” forståelig “gud” og “fremtid” et projektionsrum alle skal kunne gå lige trygge ind i.
Men der er så mange mennesker, som er bange for at dø. Bange for at lide. Uagtet at alle religioner og trosretninger, selv dem uden guder og/eller med personofre, rummer muligheden for en ideel bortgang… Og denne frygt, som er en totalt overflødig advarselsmekanisme fra dengang vi var reptiler og vores hjerne kun bestod af rygrad og en smule hjernebark med hormoner til straf og belønning, værner vi om og giver stadig videre fra generation til generation, fordi vi ikke ser nogen alternativer til at kende til faren ved visse ting.
Denne mangel på alternativ er hvad der driver mig i dag. Slutteligt vil jeg måske blive drevet ud over kanten, men i dag forsøger jeg bare at finde frem til det, jeg ønsker. Dét, der definerer mig. Jeg drives den vej, fordi jeg ér sådan. Og hvad der venter for enden af denne vej, er enten døden eller et svar. Længere er dén ikke. Dét mildner dødsangsten (, Mikael). Jeg befinder mig reelt set ikke på en vej, idét et sådan billede angiver muligheden for at vende om eller tage en anden rute, men det er ikke tilfældet. Analogien passer kun, hvis jeg i indbildskhed forestiller mig, at andre mennesker ikke lever deres liv lige præcis så fortvivlede, entusiastiske, varmemissilsøgende, begærlige, udmattende, stædige, værdiannullerende liv som jeg.
(Og hér er så det inkompetent sammenskruede, men dog effektive, amerikanske varmeanlæg gået i gang med at holde kulden ude af lejligheden – med en vibration og en larm som flygtningelejrens 10KW-generator, der går igang igen lige uden for teltet. Nyttig… men hold da kæft, hvor det larmer – især 3:38 om morgenen!)

washington, Peru, Kbh 3

Share

Blev kørt fra Ronald Reagan Airport… til Alexandria, hvor min veninde og hendes datter bor. Naboen var ved rattet. Ung fyr, der 1) kørte som om han var ved at OD’e af kaffe, 2) gik ind for skydevåben til alle “så man kunne beskytte sig mod dem, der vil overfalde én med skydevåben”, og 3) bød mig hjerteligt velkommen i Guds eget land ved at spille en sang om “I blame it on the viking”, fordi min venindes datter har døbt mig “My Viking”. Oh boy. Efter en tid var jeg i stand til at se det som, at han gjorde hvad han kunne for at få mig til at føle mig velkommen, samtidig med at han manifesterede sig som ung amerikaner over for en ældre udlænding. Stadig uhyggeligt, men andre steder er det endnu mere nådesløst: Dér tales ikke om tingene; dér handler det om, hvilken baggrund man har, om man ser dem i øjnene, hvilken styrke (læs = hensynsløshed og kulde) man kan udstråle. Der er mere end én grund til at rejse, når man kommer fra Danmark, og det er så absolut at blive klar over, hvad det er for en verden man egentlig skal ønske sig. Om end det er ved at blive det samme over det hele.

Hér er også koldt. Og mere kulde er på vej. Imellem reklamerne på TV’et er der lidt nyhedsudsendelser (og bidder af film og serier), som lover mere kulde, meget mere kulde. Greeeeat!

Jeg er i råddent humør. Dejligt at se mine venner hér, men flertallet er efterladt derhjemme. Det er ikke verden, der beder om min tilstedeværelse, men mig der beder verden tage imod mig. Og jeg skal hele tiden arbejde på at holde hjertet åbent.

2 timer efter jeg skiftede fly i Newark, NY, blev lufthavnen lukket pga. en sikkerhedsbrist. En eller anden var smuttet ud gennem en exit, uden at gå igennem tolden. Det burde ikke kunne ske, men det skete. Og fokus er helt i top pga. bombeforsøget forleden. Køen gennem sikkerhedskontrollen i Newark var latterligt lang. I Danmark hvor det hed sig: Mød op 3 timer før afgang til USA pga. skærpet sikkerhed, var jeg igennem sikkerhedsslusen efter 10 minutter. Men USA er ikke det mest effektive land, og der er en følelse af uvilje og modstand i mange servicefunktioner: Folk virker ubegavede og uinteresserede. Ingen ro og selvsikkerhed som i tilsvarende funktioner hjemme. Man kan vel ikke direkte argumentere, at det handler om tryghed i ansættelsen i DK – at folk dér er beskyttede af fagforeninger og arbejdsregler og derfor bedre til at være sig selv? Men måske er det ikke selvmodsigende – måske er netop usikkerhed i ansættelsen plus den amerikanske høflighedstvang er med til at skabe aggressioner og utålmodighed med kunderne?

Har været ude med min veninde i dag for at købe en trådløs router, så hun endelig kan komme på med sin arbejdscomputer. En enorm mall er eneste mulighed for at købe noget på disse kanter, og har de det ikke, er der ingen fritliggende butikker nogen steder, som man kan komme til uden bil. Min veninde har ikke bil. I det hele taget er der meget her, som er umuligt uden en bil. Eller svært og tidkrævende i meget høj grad, fordi afstandene er så vanvittige. Som min veninde udtrykker det: Det tager 4 timers kørsel til min mor mod syd, og 4 timers kørsel til min søster mod nord, og det er alt sammen inden for den samme stat! Og dém er der 5o af!

300.000.000 mennesker. Tallet giver ingen mening, men afstandene og alle menneskene som bebor dem, som intet individ har mulighed for at kende, giver begrebet konsensus en anden betydning, og skaber – modvilligt – en smule forståelse for TV’ets centrale betydning for amerikaneren som repræsentativt forsamlingsrum. Men hold kæft hvor er det nævenyttigt i sin snagen i alt! Det er faktisk stort set ikke til at holde ud. 100 gange værre end TV i Danmark.

Ingen fotos endnu.

washington, Peru, Kbh 2 – verden som solist

Share

Pkay. Okay… Hkay!

Mine reservationer er tilbage, hvor de var. Det var den gode nyhed. Puha. Den dårlige nyhed er, at det koster $275 at ændre en reservation, no matter what or where. But I’m going.

jeg er lige nødt til at skrive det: 1.1.2010… hehe. Sådan er det hele dagen. Så bliver det 2.1.2010. Det er næsten lige så godt. Og derefter bliver det lidt kedeligt. Ud over 30.1.2010. Det er nemlig min fødselsdag. Hold kæft, altså, hvad var der i de øl i går?!

(ikke noget, der var bare nok af dem, hos Lill, min maler- og billedkunstnerven Ronni Borres legekammerat, som lagde hus til at Ronni og jeg kunne touch base efter ikke at have set hinanden i 2 år. Monster hyggeligt, og altid vedkommende med dén mand!)

1. nytårsdag i et teknisk sét ikke helt nyt årti, da 2010 stadig hører til “nullerne”, og “etterne” først begynder med 2011. Men man bestemmer jo selv, hvad man vil tage forskud på. Sådan er vi indrettede – hjernen gør det hele og alt andet spiller 2. violin. Verden, som den ser ud for os, er klar solist.

Efter at have kæmpet for mine reservationer er jeg mirakuløst begyndt at glæde mig til afrejsen. Det har ellers knebet alvorligt med dét. Men én gang kriger…

Washington, Peru, Kbh 1

Share

det begynder godt…

(Og hér er det så, jeg atter bliver opmærksom på min brug af ironi. Hvorfor er det, at det er så svært at sige tingene lige ud? Er det noget af tilbehøret til en digterhjerne, et digterhjerte – at det er omskrivningen, der skaber synligheden og betydningen uden at bruge helt så mange ord? Men hvorfor bruger jeg så så mange ord?)

Well, jeg opererer med et begreb, jeg kalder venteværelset. Skulle jeg finde på at skrive en poetik engang, ville den sikkert tage udgangspunkt i det. Den ene halvdel er ventepositionen, hvor det handler om at blive tom, så det nødvendige at sige melder sig selv. Den anden halvdel er venteværelset som det rum, hvor dørene til de forskellige mulige virkeligheder manifesterer sig, når fødderne ikke vil gå og det er nødvendigt at finde en rigtig vej: Jeg venter længe nok i venteværelset = gennemlever dagene i mit liv uspektakulært med den personlighed jeg er, og gør det, jeg kan og vil og er – og går igennem den rette døråbning, når den manifesterer sig.

Hver lille ting har sit eget venteværelse. Af og til fylder et enkelt venteværelses venten mit hele fokus – hvis fødderne ikke af sig selv vil igennem nogen af døråbningerne, eller der går længe, før en dør dukker op. Men én eller flere døre vil dukke op, og på et tidspunkt en døråbning, som jeg kan gå igennem.

Jeg gik fra min kæreste, akkurat før vi skulle ud at rejse. Efter at have set antallet af døre svinde ind, var der lige pludselig kun én dør at gå igennem, og mine fødder havde behov for at gå. På den anden side, i venteværelset dér, var der også kun én dør. At spørge om hun ville med ud at rejse alligevel.

Det ville hun ikke. Og jeg forstår det godt. Og er vel egentlig lidt lettet over ikke at skulle bruge en 3 måneders rejse på at kæmpe for at opnå noget, vi ikke lykkedes med gennem halvandet år – set med mine øjne. Men døråbningen var der, og fødderne ville igennem. Upraktisk, urealistisk, måske oven i købet en stensikker genudspilning af exkæresten, der vil være the good guy. Men det gør det ikke mindre væsentligt, derved at fødderne ville dén vej – uanset hjertets frygt og hovedets katastrofescenarier.

Så det begyndte godt, not: Alene på rejse, i tre måneder.

Jeg tænkte så, at jeg ville bruge noget mere tid hos vennerne i Washington, før rejsen til Perú, og fandt at man mod et mindre gebyr kunne ændre afgangen selv hos flyselskabet. Men noget gik galt i transaktionen, jeg fik ikke ændret afrejsedagen fra Washington til Lima, men står nu i stedet uden to af mine reservationer. Med 4 dage til afrejsen.

Forsøger man at fortælle mig et eller andet? Døren til Verden står stadig åben – men kommer jeg til at gå igennem den, d.4. januar kl 9?

Godt spørgsmål!