Skriv en science fiction-roman inden 1/5 2016

Førstepræmien er 10.000 kr. samt udgivelse af romanen.

Share

 

Science Fiction Cirklen mener, at der skrives alt for få science fiction-romaner på dansk.

SFC inviterer derfor til en romankonkurrence, hvor førstepræmien er 10.000 kr. samt udgivelse af romanen.

Skriv en science fiction-roman.

http://sciencefiction.dk/foreningen/nyheder/romankonkurrence.html

Om det er Spaceopera, Steampunk, Cyberpunk, Alternate History, Tidsrejse, Near Future, Multiverse, (indsæt flere selv) eller noget helt nyt, er underordnet. Det vigtige er, at det tydeligvis er science fiction og at manus henvender sig til voksne læsere.

Hvis din science fiction-roman vinder konkurrencens, får du:

  • En præmie på 10.000 kr.
  • En forlagskontrakt med Science Fiction Cirklen om udgivelse af romanen.
  • 10 frieksemplarer

Dommerpanelet består af SFCs bogredaktør Carl-Eddy Skovgaard og et af ham udvalgt dommerpanel.

Reglerne for deltagelse i konkurrencen: Læs videre “Skriv en science fiction-roman inden 1/5 2016”

PROSA, 1 side, 2 slutninger, “Da det stod klart,” (#sciencefiction_dk)

Hvilken slutning er mest science fiction? Hvilken er mest skræmmende?

Share

 

Science Fiction i 2012

[klik på et af billederne og læs teksten med én af de to slutninger]

Hvilken slutning =

Mest skræmmende? [mail] Mest science fiction? [mail]

Den ene ender sådan: Fuck, hvad var dét?!  Den anden sådan: Fuck, hvad var dé…

venlig hilsen,

Kenneth Krabat, 21. marts 2012

støtte kr. 7,67
[alle kreditkort, undtagen danKort)

Intenst, sagde Kimmi [prosa]

Det er væsentligt med afstand.

Share

 

INTENST, SAGDE KIMMI

TV’et gik ud lige midt i middagsnyhederne. Bjarne greb fjernbetjeningen og trykkede på tænd/sluk-knappen flere gange. TV’et flimrede en enkelt gang og gik ud igen. Selv vågelyset holdt op med at lyse.
     – Fåååk, nåed sjover, sagde Kimmi ovre i sofaen. Hva’ så mæ kampen sener?
     Bjarne kikkede over på vennen. Hans pande rynkede. – Det ved jeg sgu ikke, Kimmi… Ja, altså…
     Kimmi kikkede tillidsfuldt tilbage.
     Bjarnes rynker glattede sig ud. – Vil du med ind til byen, sagde han.
     – Er’det ikk lidt koldt, sagde Kimmi.
     – Vi tager ind og køber et TV. Du hjælper med at bære. Jeg har penge tilbage efter mor. Vi køber det største, vi har penge til. Bjarnes ansigt glødede.
     Kimmi lyste op. – Ja, for dulen! Vi ska i Fona! Der købt min far vors første TV. D’var i ’69. Fordi månelandingen. Han vækked mig og så sad vi i stuen sammen og så det. Ham michellinmanden, der hopped rundt og banked støv op… D’var ret kedligt, faktisk.
     – Det har du fortalt, sagde Bjarne venligt.
     – Nå ja, men så… sagde Kimmi.
     – Lad os gå nu, sagde Bjarne. Før der sker mere… Han pegede rundt om sig.
     Kimmi fulgte Bjarnes finger, som i én bevægelse pegede på alle tomme dåser og flasker i rummet. – For duulen! La os gå, sagde han.
 
De kikkede på mange TV’er i Fona. Og gik så i Electric City, og derefter til Brugtbørsen. Hér kikkede Bjarne på et hæderligt udseende 18 tommer fladskærmsTV af mærket ProTV Plus Extra Large.
     – Fjernbetjeningen virker med et nyt batteri i, sagde ekspedienten, der også var ejeren.
     – Super, sagde Bjarne. Dét napper vi. Han hev pungen frem og lagde 500 kr. på disken.
     – Var’det alt på kontoen, sagde Kimmi.
     – Nix, sagde Bjarne og klappede Kimmi på hans store mave. Resten står hér.
     – Nåe, ja, sagde Kimmi. Sæfølig.

De skulle lige tanke op, inden de nåede hjem. Og købe et nyt batteri.
     Kimmi tilbød at tilslutte TV’et, men kunne ikke fokusere til at se tilslutningsstikket bagpå. I stedet satte han batteriet i fjernbetjeningen, mens Bjarne tilsluttede antennen, Boxerdåsen og strømstikket.
     – Sådan, sagde Bjarne.
     – Okay, sagde Kimmi, og trykkede på tænd/sluk-knappen på fjernbetjeningen. TV’et tændte ikke. Han trykkede mange gange, men ikke noget.
     – Batteriet, sagde Bjarne.
     Kimmi fumlede batteriet ud og satte tungen på polerne. – Det dur, sagde han.
     – Pyt, sagde Bjarne. Vi skal alligevel en smule tættere på for at se. Og så bliver det også meget mere intenst. Han trykkede på tænd-knappen på skærmen. TV’et flimrede helt blåt og blev så til naturtro dansende mennesker i reklameblok.
     Kimmi strakte benene, flyttede stolen, strakte benene og knappede en frisk én op. – D’syns jeg allered, d’er, sagde han og skålede.
     – Skål, sagde Bjarne og løftede sin dåse.
     – Hva’er klokken, sagde Kimmi.
     – Kampen begynder om 10 minutter, sagde Bjarne.
     – Ahr, mass’r a’ tid, sagde Kimmi.
     – Intet slår teamwork, sagde Bjarne.
     Kimmi nikkede. – Det’du go til, sagde han.

Ved pausen stod den 7-1 til Wolverhampton over Arsenal. Udviklingen var ikke til at forstå. Ikke for Kimmi, der var Wolverhampton-fan, og ikke for Bjarne, der var fan af Arsenal.
     – Så du, da han… Kimmi talte ikke færdig, men lettede fra stolen og headede ind mod TV’et. Gulvet gyngede og skærmen svejede på det spinkle TV-møbel.
     – Jamen, Arsenal var jo helt i front! Og det var intet imod den finte, hvor… Bjarne talte heller ikke færdig, men snoede kroppen vandret på stolen og lossede ud. Foden snittede kanten af fladskærmen. TV’et tippede bagover, ramte blidt ind i væggen og tippede tilbage på plads igen.
     – Nå’men, Wo’hampton anstrenger sig ikk lie, syns jeg, sagde Kimmi.
     – Hvad så med Arsenal, sagde Bjarne.
     – Hvad mæ Arsenal, sagde Kimmi.
     – Gør de, eller gør de ikke, sagde Bjarne.
     – Gør hvad, sagde Kimmi.
     – Anstrenger sig, sagde Bjarne.
     Kimmi så på Bjarne. Bjarne sad med ryggen til vinduet, lige midt i et blæs af en solnedgang. Hans ansigt lå i skygge.
     – For jeg synes, de anstrenger sig, sagde Bjarne og hostede.
     Kimmi lo. – Fåååk, de ligger lade, sagde han. For stor’ lønninger ell’r nåed.
     SMAK! Bjarnes næve sad lige mellem øjnene på Kimmi. Drejestolen tippede bagover på to ben og faldt tilbage på fem.
     UMPH! Kimmis næve gled pænt ind i flæsket, der var Bjarnes mave. Stolens ene bagben gled ud til siden. Bjarne tippede ud på gulvet.
     PSS-KA! Bjarnes sål ramte sædet på Kimmis stol rent og ryglænet ramte gulvet fladt, TSOKK!
     FSSSS-TUFF! Spidsen af Kimmis gummisko mødte Bjarnes kæbe. Bjarnes nakke ramte gulvet, FUMP!
     På TV’et gik kampen igang igen. – Og Wolverhampton har scoret igen. Det ser ud til, at Arsenal rykker ned, og Wolverhampton rykker op fra den absolutte bundplacering…
     PHOFF!
     – Og Arsenal scorer igen. Sikken indsats fra nummer 3…
     K-TSUK!
     – Og Wolverhampton tager til genmæle. Det ser ud til at blive dagen, hvor…
     POKK!
     – Og med en header ind over muren kæmper Arsenal sig op mod uafgjort, men der er lang vej…
     FUFF!
     – Og Wolverhampton fejler…
     PONGG!
     – Og Arsenal udligner; der er fem minutter tilbage…
     DOPP-AHH…
     – Wolverhampton falder tilbage, dampen er gået af maskinen…
     A-UUUKK!
     – Arsenals nummer 4 lægger ind over… og Arsenal scorer! Arsenal er foran, efter en kamp for livet og æren over bundholdet Wolverhampton…
     – Du mang’er en fordand, sagde Bjarne.
     – Tsin nææse er vissst brssækket, sagde Kimmi
     – Ka ikk mærk’ nåd’, sagde Bjarne.
     – Hsseller ikkse, sagde Kimmi.
     – Honn na kæft en nordekanp, sagde Bjarne.
     – Leehht fhor inthenssst, sagde Kimmi.
     – Norde DV, sagde Bjarne.
     – Nhej, sagde Kimmi.
     Bjarne rynkede brynene.

Prosa-idé: En afdød, der forandrer sig i erindringen.

Normalt forandrer de forsvundne sig ikke, når man tænker på dem.

Share

EN FORTÆLLING OM EN AFDØD DER FORANDRER SIG I ERINDRINGEN,
og måske derfor befinder sig et andet sted, eller er i live under andre omstændigheder.

Det er ikke ”sjælen er evig og uforanderlig”, men ”når et menneske dør, lever det uforanderligt i erindringen på de efterladte”, som modbevises med denne fortælling:

De døde KAN forandre sig. Det er de levende, der holder dem fast i uforanderlighed, fordi det er ubæreligt at savne og længes efter dem – og skulle anerkende, at de lever en selvstændig eksistens et andet sted.

Spørgsmål mellem efterlevende og afdød, da det går op for den efterlevende, at hun holder sin afdøde elskede fast:

Hvad ser du ud af vinduerne?
Hvad lugter der af?
Hvem har du kontakt til?
Savner du mig?
Savner du noget?
Elsker du, der hvor du er?
Kan du komme tilbage?¨
Har du lyst til at komme tilbage?
Lever du evigt dér, hvor du er?
kan du lide at være der?
Hvem bestemmer, hvor du er?
Hvordan kommer du rundt?
Hvorfor kan vi kommunikere?
Hvorfor denne forbindelse mellem døde og levende?
Hvad er så Universet og kosmos og eksistensen, hvis vi levende ikke kan opfatte den virkelighed, I døde lever I?
Er der noget vi mangler, noget vi ikke forstår?
Kan vi lære det? Eller kun når vi dør?
Er din eksistens eftertragtelsesværdig?
Er jeg velkommen dér, hvor du er?

Lige Under Overfladen 5 – Den nye koloni

Så kommer årets Science Fiction-antologi!

Share

 

Titel: Den nye koloni – Lige under overfladen 5
Omslag: Manfred Christiansen
Udgivelsesdag: i morgen, 15. August
Sider: 325 sider,
Pris: 298,- kr. (238,40 for medlemmer af Science Fiction Cirklen).

LEKTØRUDTALELSE (link)

Den nye koloni er femte bog i Science Fiction Cirklens novelleserie, Lige under overfladen.

 

Herunder er de udvalgte noveller:

Forord            7
Lars Ahn Pedersen: En helt almindelig død
Christian Holger Pedersen: Ingen plads til superhelte
Steen Knudsen: Ad astra
Michael Kamp: Homo arachnida
Maria Kjær-Madsen: Mellem liv og død
Nikolaj Johansen: Ex Terra
Jesper Rugård: Hvis løver kunne tale
Camilla Wandahl: Himmelflugt
Jeppe Bisbjerg: Eon
Klaus Æ. Mogensen: Palins projekt
Gudrun Østergaard: Den sidste markør
Mogens Graae Hansen: En mand ved navn Quinn
Manfred Christiansen: Bedre oplevelser til salg
Palle Hellemann: Den nye koloni
Henning Andersen: Ananke
Glen Stihmøe: Grimpeur
Flemming R.P. Rasch: Lige efter bogen
Ellen Miriam Pedersen: Sort Messias
A. Silvestri: Glemmer du så husker jeg alt
Oliver Ruby: Kærlighedensgyldne ord
Richard Ipsen: Lysets by
Anders Weitze Pedersen: Istid
Kenneth Krabat: Tænke på silke under invasionen
Patrick Leis: Loops
Om forfatterne            305

Udpluk fra “Tænke på silke under invasionen:

Ingeniørkurserne lærte hende alt om at bygge og variere modulbyer efter behov. Alt om at svejse. Og udmåle, planlægge, tegne, støbe, blande, udvinde. Men ikke at sy. Det kom hjemmefra. Fra hendes mor. Hun kom til at nævne det engang i en overflytningsansøgning. Det havnede usletteligt i hendes papirer. Det var bare ikke hende, der kunne sy.

Hun voksede op med synet af sin mor med nål og tråd og åbenlys glæde ved alt, der kunne trylles ud af allehånde materialer. Til overflytningssamtalen havde hun et øjeblik selv følt, at hun vidste hvordan. Det var et overmodigt øjeblik. Som en dag ud af den blå luft kaldte hende til at sy i kroppe. Læger uddanner man ikke så hurtigt som soldater. Kirurgerne var altid var på farten mellem byerne. Nogen skulle være ansvarlig for den lejlighedsvise sårlukning i en-fire-to.

Hun hadede det. Hun hader at stå mellem blod og kød og tarme og stanken af blod og lort og pis og død. Og hun kunne ikke sy. Tanken om, hvordan de første mange af hendes sårlukninger kom til at se ud, gav hende søvnløse nætter. Indtil en kirurg endelig tog sig tid til at forklare hende det mest basale. Så havde ingeniøren i hende taget over, gennemanalyseret forklaringerne om sårheling, iltning, bakterier osv. Og ophelingen af hendes syninger var blevet voldsomt meget pænere, og infektionsfri. Nogle patienter havde til og med takket hende efterfølgende.

Tøj, derimod … Det har hun aldrig forsøgt sig med, før nu. Tyveriet af faldskærmen var en indskydelse. Som meget hurtigt blev til en klar idé.

Først tænkte hun, at indskydelsen havde noget at gøre med fyren fra kørselstjenesten. Når de så hinanden på afstand, førte han hånden hul og åben lidt frem for sig som simulering af at gribe hende i skridtet. Det gjorde hende varm og blød, hver gang. Men sarg skulle kontramedicineres for at nogen kunne udleve sin lyst. Det var år siden, hun havde haft dét behov.

Mens hun arbejdede på solreflektoren på plateauet oven for grotten, tænkte hun på, om denne lyst til at sy var en gave til hende selv. ‘Gaver givet til sig selv udtrykker respekt for livet’. Hendes mors ord. Gaver givet til sig selv. Hun forstod det stadig ikke helt.

 

Ringen

Om Digteren og Tid.

Share

 

Ringen, jeg købte, var det tredje forsøg. De to første misforstod min person, men den tredje var okay. Okay i betydningen til at arbejde med, til at flytte sig imod, ikke en ring man vokser sammen med, men en ring der findes for at lære én noget.

Som humøret fandt mig, kunne den af og til minde om en gennemskåret fodbold, hvilket bestemt var en udfordring, men ret basalt var den en halvkugle inddelt i fire lige store trekanter med streger ridset ned i sølvet. I midten af hver af de fire dele var en trekant skåret ind i halvkuglen, som pegede i de fire verdenshjørner, altid i de fire verdenshjørner, uanset hvordan man end positionerede sig i den fysiske verden. På ringhalvkuglens øverste punkt, hvor de fire opdelingsstreger krydsede, var en spids grøn halvædelsten monteret.

De fire trekanter pegede mod sjæl, barndom, voksenliv, alderdom. Mod vinter, forår, sommer, efterår. Mod hvile, begyndelse, modenhed, aftagen. Mod… you get the point! Det var en cyklusring, en ring, der indikerede at alt, der begynder, har en ende, før det begynder igen.

De fire trekantede huller ind i ringens sølvhalvkugle havde indsat farve, hvid for sjæl, hvile, vinter, gul for begyndelse, barn, forår, orange for voksenliv, højsommer, modenhed, og sort for alderdom, svækkelse, efterår.

Tid og slid gjorde det først af med elfenbensindsatsen og efterlod den nordlige pil væk fra kroppen tom. Så forsvandt ibenholtsindsatsen mod vest, og lyset faldt ind i kuppelformen fra to sider. Derpå forsvandt den gule rav mod øst og gjorde kuplen til en omvendt smilende smiley med tandproblemer. Og samtidig gik der hul i den orange rav mod syd, en dag var den blot forvitrede takker i kanten af sit indsatshul, hastigt færre og færre, og til sidst helt borte.

Nu var ringen åben til alle sider. Farver indikerede ikke længere retningerne i verden, og lyset faldt ind i sølvkuplens indre og oplyste et rum, hvor der intet var.

Fra at være et billede på bevægelsen gennem verden og gennem livet, med håb for og tro på genfødsel og nytten ved at leve, havde tiden barberet ringen ned til den håbløse eksistens’ hårde retningsgiver: Alle retninger det samme, et løfte om intet og om alt, og et liv fyldt af hårdhed, skarpe hjørner og faldgruber overalt.

Eller… som selvindlysende bevis på sin egen funktion, akkurat født: Fra en guldsmeds hjerte og fantasi, gennem Tidens nådesløse nedslidning og udjævning af alt, der har betydning, og frem til digteren, til digterens hjerte, der kan fylde ringens huller og retninger igen med farve og mening og lade dem antyde vejen til en anden verden, en bedre verden, en verden som aldrig vil findes, men uagtet dét behøves af enhver.

Og som sagt, hvor de fire divisioner mødes, på ringens øverste punkt, var en grøn, spids halvædelsten sat, for Tiden at stikke sig på. Hér pegede den mod det højeste, det fjerneste, over hovederne på enhver. Her pegede den på øjeblikket, som enhver kommer til, der kan mærke sin krop.

Dén stenede retningsgiver sidder der endnu. I en base af guld stritter den og ér endnu så spids, at det bemærkes. For enhver, som ikke har fulgt med i ringens forandring, gør den grønne sten ringen hel og bevidst at se på – som et kunstværk fra en filosofisk guldsmed – snarere end som Tidens slid på en digter, der ønsker sig forandring. Når nu forandring åbenlyst ikke er til at undgå.

Mulighederne er digterens, som han evner at leve med dem: Det nådesløse liv – som Tiden kværner al farve til tomhed; eller genskabelsen, når Tiden har gjort sit. Tidens lærling, Tidens mester. Eller Tiden selv, hvis han forstår, hvori forskellen består og følger sit hjerte uden at frygte hverken det nådesløse eller kravet om at udbedre Tidens hærgen.

For… tage ringen af, dét gør digteren ikke.

 

Halddage 2011, 2 (udpluk fra dagen)

Haldskrevet.

Share

 

Harry havde ikke sænket elefantriflen, mens gruppen kørte bort i jeepen. ”Dé fyre kommer ikke igen. Men det er der andre, der gør. Max en uge, så må vi af sted”.

”Hvad med en hund?” var det fløjet ud af Pernille.

En hund, en hund… Harry var ikke afvisende over for idéen, og da hun vågnede næste morgen, stod tre bæster lænkede til hver sin pæl foran lodgen. Nejnej, havde Pernille protesteret, og inden Harry havde kunne sige noget, havde hun nærmet sig den midterste og største af de tre kæmpehunde.

Bæstet knurrede og rejste børster og fremviste det grummeste tandsæt, hun havde set på noget dyr. Da hun gik ned på hug, satte den af og snappede efter hendes ansigt. Hun havde beregnet det præcist; kæden strammede til og tandsættet klappede sammen ti centimeter fra hendes næse. Og så tog den ellers til at gø af hende, men hun blev bare siddende på hug, helt rolig.

Hver gang den holdt pause for at trække vejret, lavede hun den samme monofone fløjtetone og rakte et lille stykke kød frem på håndfladen. Tiende gang satte den sig på halen og kiggede på hende, gik så frem til hendes hånd og snusede til kødet, før den forsigtigt satte tænderne i det og slugte det i én mundfuld. Hun fløjtede samme tone igen og rakte hånden frem med et nyt stykke kød. Også det blev taget forsigtigt.

Da hunden pludselig begyndte at snerre igen, bemærkede hun, at Harry var kommet op på siden af hende. “Sælgeren forsikrede mig ellers om, at det var de vildeste hunde, han havde; komplet umulige at tæmme,” sagde han.

Alt levende søger omsorg, havde hun svaret, og vist ham hvordan.

Da han lidt senere af sig selv gik hen til den venstre lænkehund og kort efter fandt samme tillid hos den, brød hendes hjerte i brand for tredje gang. Og det faldt hende ind, at hendes kærlighed var forbundet til hendes læring. Og muligvis til død.

Da hun dagen efter tog lænken af den midterste hund, holdt Harry sig inde i huset. Tilliden til ham var ikke absolut, den kunne godt finde på at knurre af ham, mens Pernille bare behøvede at lade hånden svæve ned mod jorden. Men hun kaldte Harry ud og sammen sad de i støvet, mens hunden først gik snusende omkring hele lodgen uden sin lænke og siden lagde sig foran dem.

Enigheden om, at der måtte være et helle for deres daggæster, var uudtalt. Om dagen skulle hundene være i huset og en indhegning, de byggede væk fra vejen. Om natten gik hundene løs.

Over de næste uger hørte de nogle få klager om, at hundene var blevet set med andres høns mellem tænderne. Det betalte de sig det fra uden at tøve – selvom de begge tvivlede på, at deres hunde var ansvarlige. Klager om truende adfærd mod mennesker hørte de ingen om. Men ingen nærmede sig lodgen om natten. En hel måned havde de fred.

Science Fiction: PLAN og The Short Arm of History

For dén, der måtte mene, at Verden er det bedre sted…
MIne nyeste science fiction-udgivelser.

Share

 

Har 2010 bidraget til ovenstående to antologier fra Science Fiction Cirklen

SKY CITY [SFC | Anmeldelser | Omtale 1, 2 | Bibliotek]
– New Science Fiction Stories by Danish Authors (Science Fiction Cirklen, 2010)
199 kr. (medlemmer: 159,20 kr), ISBN 978-87-90592-48-6
KK-bidrag: novellen “The Short Arm of History”

INGENMANDSLAND [SFC | Anmeldelser | Omtale 1 | Bibliotek]
– Lige under overfladen 4 (Science Fiction Cirklen, 2010)
298 kr. (medlemmer: 238,40 kr), ISBN 978-87-90592-42-4
KK-bidrag: novellen “PLAN”

IDÉ: Det sidste uindsigtsfulde menneske i Verden

Historieidé om at modstå indsigt for at kunne forblive fri.

Share

Som den første på planeten opnår et menneske reel Satori en dag under læsning af Politiken, hvor sammenfaldet mellem firmaers vanvittige kapitalsøgen, hér Disneys nybyggeri af endnu et Disneyland, sat op imod dyb armod, hér endnu en orkan der truer Haitis befolkning, for første gang TYDELIGT viser en verden ude af balance.

Dette menneske fortæller sin indsigt videre, og indsigten bærer i sig en sådan grad af realitet, at modtagerne af historien selv ser Menneskeverdens ubalance og derved bliver i stand til at give oplevelsen videre, & videre og videre spreder historien sig, hopper landegrænser gennem overbevisende videoer og podcasts og mails og hjemmesider med fotos og følelsesmæssige beskrivelser, indtil alle og enhver er blevet missionær og fokus er stærkt nok til at sætte forandringerne igang.

Da historien rigtigt begynder, hviler vores opmærksomhed på det sidste uomvendte Menneske. Som føler presset tungt fra alle sider, ikke aggressivt, men tungt; det er svært for dette Menneske at IKKE tage imod oplysningens essens: Alle medier bærer budskabet om den menneskelige ubalance og om alt, der bliver gjort for at rette op på den, og Mennesket er først nødt til at zappe imellem alle informationer for kun at få det overordnede budskab – at Verden står midt i den første kollektivt menneskelige forandringsproces – og må snart forsage alle informationer og undlade at åbne døren for enhver, der ringer på for at dele sin indsigt med enhver.

Historien udformer sig som en samtale via sedler skubbet ind og ud under døren, og kommer til at handle om HVORFOR dette menneske ikke ønsker at forandre sig. Og hvorfor aktiv modstand mod kollektivets realiteter har samme betydning som kampen for ligeværdighed, balance, harmoni. (Uden en definition på frihed, er det ikke muligt at være eller blive fri).

Kenneth Krabat, 5.11. 2010

morgen på bjerget

“Han bare kastede sig op over som om disciplinen var højdespring og det var vigtigt ikke at ramme toppen af gitteret – fladt liggende i luften, ud over afgrunden. Jeg styrtede dérhen, og pressede næsen til gitteret, og det gik lige ned. Ja, mere end dét – kanten af klippen var et overhæng, så man kunne se stort set alt dernede, og han var der ikke.”

Share

“Han bare kastede sig op over som om disciplinen var højdespring og det var vigtigt ikke at ramme toppen af gitteret – fladt liggende i luften, ud over afgrunden. Jeg styrtede dérhen, og pressede næsen til gitteret, og det gik lige ned. Ja, mere end dét – kanten af klippen var et overhæng, så man kunne se stort set alt dernede, og han var der ikke.”

Mens jeg forklarede, var hendes øjne blevet smalle. Jeg havde først fortalt om manden, der sad fast i gitteret, fordi hans ven eller broder havde hjulpet ham med at komme over, og så for at drille givet forkert besked om, hvor han skulle træde, så han nu var havnet mellem gitteret og en række vandret-løbende stålstrenge til afstivning mellem stolperne. Vennen eller broderen stod bare og grinede, mens den fangne bandede af ham. Og jeg havde fortalt om familien med de to børn, som fandt et hul i gitteret og hjalp hinanden igennem, fat i hånden hævet, så dem længere nede kunne finde sikre steder at træde, hele tiden snak om at passe på og være forsigtig. Og så ham der. Der lavede højdespring over gitteret.

“Og ingen af dem var dernede. Jeg ved godt, jeg har talt med døde et par gange før, men det her…” Hun kikkede stadig på mig med et blik, der var svært at tolke. Var jeg vanvittig i hendes øjne? Men jeg havde jo set, hvad jeg havde set.

“Hvordan kom du herop,” sagde hun så. “Du var ikke med vores gruppe, og porten blev først åbnet dernede, da vi kom. Har du været her hele natten?”

“Nej, jeg kom op af en meget stejl sti, nærmest et gedespor. Det tog 3-4 timer. Den udmundede dérovre…” Jeg pegede.

Hun gik der hen, hvor jeg pegede. “Der er ikke noget,” sagde hun. “Det er et næsten lodret fald.”

Jeg løb derhen. Hun havde ret. Der var ingen mulighed for at komme op dér. Ikke uden bjergbestigerudstyr. Men jeg havde jo kæmpet mig vej op siden før solopgang… hele tiden været i kontakt med mine egne grænser, kan jeg gøre det, skal jeg vende op, ikke noget med at presse mig med en belønning, hvis jeg nåede toppen, hvis jeg kom helt op. Jeg havde passet på mig selv…

“Du ved ikke hvem, du er, vel?” sagde hun.

“Jo, da”, sagde jeg indigneret. “Jeg er…” Og så kunne jeg ikke huske noget. Jeg kunne kun huske klatreturen, og hvordan jeg havde været i kontakt med min krop. Hvordan jeg havde følt det at være dér på gedestien, hvordan det havde været at tage fat i bevoksningen for at holde balancen og slippe den igen. Hvordan sveden først kunne mærkes, når jeg holdt pause. Hvordan jeg havde afstemt min vejrtrækning. Og jeg kunne huske at være på toppen sammen med alle de der mennesker, der lignede noget fra en film fra halvtredserne, alle mændene havde hat på og kvinden opsat hår med bånd og sløjfer. Og jeg ihukom følelsen af både lettelse og frygt, da den nye gruppe for lidt siden ankom med kvinden hér forrest. Men intet om mit liv før bjerget.

“Hvem er jeg?” sagde jeg.

Hun bare så på mig. Sommerkjolen flagrede omkring hende, hun var i tresserne, kraftig over i det fede. Hun blik sagde, at det ikke var første gang, hun havde mødt mig, eller én som mig. Hendes øjne var mørke, næsten sorte, og var der et gran af medfølelse at se? Eller genkendelse?

Min Første Dødsannonce

Idet min morfar døde for nogle dage siden, og mine forældre er i udlandet, er det mig der formulerer historien om, hvem han var og er for os, der er tilbage. Men hvad skal der stå, i den der dødsannonce? Hvilken historie skal fortælles?

Share

 

Min elskede morfar udåndede i mine arme for nogle få dage siden. Mine forældre var lige afrejst til Grækenland, og pludselig stod jeg dér og skulle forfatte dødsannoncen – en ikke uvæsentlig del af et nærmest forprogrammeret hændelsesforløb, når nogen dør. Men hvordan gør man; hvad skal der stå?

NAVN

Navnet er alfa og omega. Hele navnet. Dødsannoncens formål er at informere alle, der kendte afdøde, om væsentlige detaljer i forbindelse med død og bisættelse. Eller ganske enkelt lade forstå, at vedkommende er død.

Så, selvfølgelig skal der stå hans navn. Og dét er ikke Morfar, eller Lunse, eller Møffe, eller Moff, eller Vaav-ner. Man skulle nødig sprede skræk blandt danernes familier, så der skal stå hans fulde navn, det der brugtes af alle, som ikke kendte ham, kørekortets og rudekuverternes navn. Hans offentlige navn:

Vagner Lundholm.

Læs videre “Min Første Dødsannonce”

aftenTV

(Forspil: digteren har forsøgt at gøre noget andet end at fortælle om sin digtsamling, romanforfatteren har på alle måder forsøgt at drage paralleller fra sin bog til den virkelige verden og studieværten har hver gang, der var ansats til dialog, afbrudt dem.)

Share

Jamen, hvem skriver du for, siger romanforfatteren til digteren. Du kan da ikke bare skrive for dig selv.

Hvem skriver du for, siger digteren til romanforfatteren. Du tror da ikke, at du skriver til “folk” eller noget andet, der findes?

Jo, selvfølgelig skriver jeg til mine læsere, og de findes da derude, det ka man da se på salgstallene, siger romanforfatteren.

Okay, hvis ret skal være ret, så skriver jeg ikke engang for mig selv, for den person jeg skriver til, findes ikke endnu, siger digteren. Jeg skriver…

Altså, nu kan man jo sige meget om skriftens modtager… siger studieværten.

Ja, det kan man, siger digteren, men det bliver ikke af dig. Henvendt til romanforfatteren: Kan du ikke se, at det ikke er os, der er til debat her? Det er ikke os, der er på skærmen? Det er mediet, der er programmet og ikke en debat om den nyeste litteratur. Det er alt det, mediet kan og kan kontrollere, der er på programmet.

Jo, men… siger romanforfatteren.

Jeg tror, at tiden er… siger studieværten.

Jeg kan sidde hér og være hånlig, siger digteren, og så er det dét, folk husker, for det er dét TV’et viser. Jeg kan være intelligent og sige til dig, at du ikke aner, hvem det er der læser dine bøger og hvad der egentlig sker i dém, der gør. Og så vil de, der forstår hvad jeg siger, huske at jeg er intelligent, mens mediet sørger for at alle andre skubbes væk af min intelligens. Jeg kan også trække bukserne ned og lege med min pik for åben skærm, og så er det dét folk ser. Ja, det må jeg hellere. Maestro, musik.

Orkesteret sætter spontant i med The Stripper og digteren begynder at smide trøjen. Det knitrer i mikrofonen.

Jeg kunne også fremsige et digt imens, og formilde min overskridelse i bedste sendetid, siger digtere, og når jeg så siger, at jeg ikke lige nu kan huske noget, der passer til dét her, vil jeg blive husket for dét. Og hvis jeg er nødt til at tage mikrofonen af og hengive mig til kun at være billede på skærmen, uden talemulighed, så er det dét, jeg bliver husket for. Pantomime på en mørk hulevæg.

Er det, hvad du er nødt til at gøre for at sælge dine bøger, siger romanforfatteren.

Foreløbig har jeg ikke gjort noget andet end dét jeg er, siger digteren. Hvis det jeg gør har betydning for læserens opfattelse af min skrift, jamen så er hér en bred indgangsdør til værket, værsgo, kom indenfor. Han får endelig hæftet mikrofonen af og trækker trøjen over hovedet. Musikken ér stoppet.

Du vil gerne debattere noget… siger studieværten.

Er det ikke, hvad det er, det her, siger digteren. Et debat- og nyhedsprogram?

Jo, men vi har folk ventede i kulissen, siger studieværten.

Jamen, så bring dem alle sammen ind, siger digteren. Kom med dem alle sammen og åbn nogle flasker cava samtidig. Så skal vi sgu få samtale, som vil flytte klodser.

Det er faktisk en god idé, siger romanforfatteren.

Vi har ikke plads i sofaen… siger studieværten.

Så laver vi plads, siger digteren og romanforfatteren i munden på hinanden.

Jeg… siger studieværten. Ind fra højre træder fire mennesker, to kendte, to endnu ukendte.

Digteren springer op og går hen og præsenterer sig. Romanforfatteren følger trop. Vil I ikke sidde, siger digteren.

Jo, tak, siger både den berømte og tolerante erhvervsmand, den aldrende danser, kvinden med kræft i hjernen der blev helbredt ved tankens magt og teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehandel.

Hvorfor er det lige dig, der skal være studievært, siger den aldrende danser til digteren.

Jamen, ham der gjorde det ikke særlig godt, og så forsøgte jeg bare at sige noget væsentligt, siger digteren. Jeg behøver ikke jobbet. Og nu er I her jo.

Synes du, det er mest sjovt, at du sidder i bar overkrop på direkte landsdækkende tv, eller ér det en karrierehandling, siger den tolerante erhvervsmand.

Er det ikke en karrierehandling, det du gør lige nu, siger digteren.

Jo, siger den tolerante erhvervsmand, det har du helt ret i.

Men det er jo ikke til at adskille fra resten af vores liv, er det vel, siger romanforfatteren.

Nej, siger danseren og ler, de to hænger altid sammen, og sikkert uanset hvilken branche man end bevæger sig i. Vi har lige talt lidt sammen ude i kulissen og Grethe har ikke rigtig lyst til at være her. Er det okay, at jeg siger det, Grethe?

Kvinden med kræft i hjernen, der blev helbredt ved tankens magt, nikker, men siger ikke noget selv.

Men hun er her, fordi hun vil dele noget med andre, som hun synes er vigtigt, siger den aldrende danser. Den lille del af hendes liv – nuvel, den er nok ikke helt så lille endda – men den del af hendes liv, som andre kan drage nytte af, vil hun gerne give til andre. Og som sagt har hun ingen andre ambitioner med at være her end netop dét. Og så vil hun gerne tilbage til sin egen verden, ikke Grethe?

Jo, siger Grethe.

Alle ser på hinanden. Studieværten har hånden over øret med ørehøjtaleren. Digteren tager den aldrende danser i hånden og fører hende hen til sofaen. De andre tre fra kulissen følger med. Studieværten rejser sig og byder Gretha sin stol. Hun ryster på hovedet og sætter sig i sofaen til venstre for den aldrende danser. Erhvervsmanden tager teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehande,l i hånden og sætter hende i studieværtens stol, og sætter sig i sofaen på højre side af den aldrende danser. Romanforfatteren nikker til studieværten, som griber fat i den anden side af bordet i midten mellem møblerne, og sammen slæber de det ud til siden. Digteren sætter sig på gulvet neden for Grethas plads med skulderen op af sofaen, romanforfatteren sætter sig på den anden mindre sofa, og det samme gør studieværten.

Nogen ville kalde det her et tableu, siger romanforfatteren, og ryster samtidig på hovedet, så det fremgår at det ikke skulle have være sagt. Stilheden knitrer en smule.

TAL, kan man høre nogen sige. Studieværten drejer hovedet og ser ud til siden. Ser så på sine gæster igen.

Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle sige, siger teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehandel. De ser alle på hende med interesse.

Men nu kan jeg ikke finde ud, om det er vigtigt, fortsætter hun.

Prøv at sige det, siger digteren.

Altså, de var alle sammen så venlige, alle dem jeg mødte, lige indtil de ikke var det længere, siger hun. Altså… Hun ser ned i skødet.

Romanforfatteren rækker over og tager hendes hånd. Teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehandel, løfter hovedet. De var alle sammen så venlige, siger hun, nej, de var hjertelige og varme, og så pludselig var de det ikke længere. Jeg har svært ved at forstå, at det er muligt at virke som om, man er et varmt og dejligt menneske, og så pludselig skifte om til noget andet. Det er det værste for mig ved det, der er sket.

Sådan var min far, siger den aldrende danser. De ser alle sammen på hende.

Din far, siger romanforfatteren. Som vi alle kender som den varmeste person i dansk revyhistorie?

Ja, siger den aldrende danser. Og jeg forstod heller ikke noget. Og forstår det stadig ikke. Men det var lige som en kontakt, der blev tændt og slukket. Ikke noget, jeg tror, han havde reelt kontrol over, han var jo afhængig af at være morsom og varm og sprudlende og fuld af sjove og begavede indfald. Men tænd, sluk, sådan var han hele livet. Jeg var glad, da han døde. På hans vegne.

Der er altid håb, siger Grethe. Alle ser på hende. Jo, se på mig, siger hun. Jeg lever.

Jeg blev opereret for leverkræft sidste forår, siger studieværten. Alle ser på ham. Han trækker op i trøjen og viser et langt ar i maven. Alle troede, jeg var på kærlighedsferie i Alperne, men det var rekonvalescens efter operationen. Det var derfor, der ikke var nogen billeder fra pisterne. Han trækker ned i trøjen. Jeg ved ikke, hvornår jeg dør, man kan åbenbart aldrig sige noget med sikkerhed, når først man har fået kræft i leveren.

I ved godt, at I er på nationalt tv, ikke, siger digteren. Han ser på dem alle efter tur.

Alle nikker efter tur.

Digteren nikker også.

Kan du ikke sige noget om økonomien, Svend, siger den aldrende danser.

Den tolerante erhvervsmand ser overrasket ud, og ler så. De andre på scenen ler også. Publikum ler med.

Den går op og ned, siger Svend. Alle ler igen.

Hvad er… Øj, det er svært, det her, siger romanforfatteren, men jeg er nødt til at prøve at sige det.

De ser alle sammen på ham.

En af de ting, siger han, som jeg ved jeg har ledt efter i alle mine bøger, og når jeg tænker og taler med mennesker… Hvad er værdien i livet? Eller snarere, hvad er livets værdi?

Ingen siger noget.

Vi er så forskellige, siger romanforfatteren, og når vi som argument behøver, at vi alle sammen vil det samme, og drømmer om det samme, og længes mod det samme, og egentlig har de samme behov, så siger vi dét. Og når vi behøver det modsatte argument, at vi egentlig ikke rigtig forstår hinanden, og hele tiden er nødt til at forklare for hinanden og for os selv, hvad forskellen er på de mange, mange forskellige måder, vi udlever vore behov og længsler og drømme og behov, nå, det har jeg sagt… så bruger vi dét argument. Og begge argumenter er sande. Vi er både ens og ikke ens.

Den aldrende danser og digteren og Svend nikker.

Det gør værdien af livet meget svær at få skovlen under, siger romanforfatteren.

Alting fortsætter bare, siger Svend.

Ja, siger romanforfatteren. Alting fortsætter bare.

Eller ophører, siger studieværten.

Ja, eller ophører, siger romanforfatteren. Alle tilstande er til stede samtidig. Mens Ulla bliver kidnappet af slavehandlere, får Jørn kemo i de Schweitziske alper…

Det var altså sidste år, siger studieværten.

Den relative tid er uden betydning, siger romanforfatteren. Mens Ulla er i Rusland på vej til gud-ved-hvilke-kummerlige-forhold, får Jørn Kemo, og Anastasia siger farvel til sin schizofrene far, og Svend mister 500 millioner på en fejlsslået merger osv. Historien, der fortælles er en evig historie. Men den er samtidig kun en historie. Og så er mit spørgsmål: Hvordan får vi dét ud af historien, som gør at vi synes at livet har værdi, og hvilken værdi er dét så?

Jeg lever i dag, fordi jeg troede i går, siger Grethe. Er det ikke dét, du leder efter?

I mit hoved, siger romanforfatteren, i mit hoved forstår jeg godt hvad du siger. Og i mine følelser forstår jeg dig. Men egentlig forstår jeg det ikke. Når du dør – og tag det ikke personligt – så lever jeg videre…

Grete nikker.

For mig er svaret, at vi ikke slås hér, siger Svend. De ser alle på ham. Fred er livets værdi for mig. Jeg gør det hver dag. Slås, mener jeg. Ikke med sværd og blod, men det er en kamp.

Står du så foran spejlet og ser en kriger stå derinde, siger Anastasia. De ler alle sammen. Publikum ler med.

Svend smiler stort til hende. Ja, det gør jeg faktisk, siger han. Hver morgen tager jeg min rustning på, og jeg vælger slips efter dagens vigtigste kamp, som jeg kender den. Og på kontoret har jeg et par slips i andre farver, hvis det skulle blive nødvendigt.

Jeg smilede, siger Ulla. De ser alle på hende. Jeg smilede, siger hun og ser ned i skødet. Romanforfatteren klemmer hendes hånd. Da de begyndte at blive ubehagelige og skiftede fra at være venlige og varme til kommanderende og kolde, begyndte jeg at smile hele tiden. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom på det, det kom bare til mig, tror jeg. Og det virkede. Jeg gjorde, som de sagde. Når de bad mig tage tøjet af, så de kunne undersøge mig, og tage billeder af mig, og… og… og…

Du behøver ikke sige det, siger romanforfatteren.

Jo, jeg gør, siger Ulla. Mens de voldtog mig, smilede jeg, og lo, og jokede, det var som om jeg kunne se det sjove i alting, bare den mindste lille detalje, som f.eks. en edderkop oppe i hjørnet ved vinduet over madrassen, mens den her lille fede, behårede mand lå oven på mig, edderkoppen blev pludselig hvirvlet ind i sit eget spind, det må have været en luftstrøm fra vinduet, den snurrede rundt og rundt i sit eget spind og måtte bruge meget længe på at kæmpe sig ud af, og lige så snart den var ude af det, begyndte den at reparere spindet, og dér lå jeg, mens han pumpede løs og kameramanden spiste en sandwich, og lo og lo og lo. Jeg tror, de troede, at jeg var blevet sindssyg, men det var jeg ikke. Og de begyndte at behandle mig, som om jeg var én af dem, og det var en af grundene til at jeg kunne flygte.

Ingen siger noget. Digteren samler sin trøje op fra gulvet og trækker den over hovedet, klipser derefter mikrofonen på, som han har i hånden.

Jeg har været her meget længe, siger Anastasia. De ser alle på hende. Jeg er gammel. Min krop er træt, og jeg er ved at blive træt af at være træt. Hun sukker. Jeg ved godt, at den gængse holdning og dét, folk altid siger i den slags situationer, og jeg gør det selv, er at jeg har levet et langt og indholdsrigt liv. Men jeg har sgu ikke levet færdig. Det er bare kroppen, der ikke vil mere. Og den er der ligesom ikke noget at argumentere med. Jeg har ikke lyst til at komme herfra, men kroppen er uenig. Og jeg har brugt hele livet på at få kroppen under kontrol, så jeg kunne lave alle de der piruetter og vanvittige spring og vrid og alt det andet, og nu vil den ikke mere, og hvis jeg forsøgte, om jeg så varmede op i to timer, ville jeg sikkert både brække og forstrække et eller andet. Jeg kan bare ikke længere kontrollere den. Så, når jeg taler med min krop…

Digteren, romanforfatteren og Svend små-ler.

Når jeg taler med min krop, siger Anastasia og smiler, så siger den til mig, at den er mig og jeg er dén, og at jeg aldrig har haft kontrol. Og jeg forstår det ikke. Jo, jeg forstår det, men jeg forstår det alligevel ikke rigtigt.

Grethe nikker. Da jeg fik konstateret min svulst i hjernen, siger hun, troede jeg, at jeg havde gjort noget forkert. Det troede jeg faktisk meget længe. Jeg havde været ryger, jeg havde levet for længe i et dødt ægteskab, mine voksne børn var altid i totterne på hinanden, min mand… Hun ser ned, men ser straks op igen. Jeg troede, at der var noget galt med mig, altså som menneske, fordi jeg havde fået den her hjernesvulst. Og jeg ved godt, at mange har skrevet og snakket om det her med positiv tænkning, og at folk er ekstremt mistænksomme over for alle, der tjener penge på at tale om det, så det er virkelig svært at få en regulær samtale i gang, især med lægerne, om hvad man som patient kan gøre for at hjælpe sig selv, men så talte jeg med min svulst.

Digteren læner sig tilbage i sin skrædderstilling og ser op på hende.

Ja, siger Grethe og ser ned på digteren. Jeg talte med min svulst. Jeg ved godt, at det sikkert lyder meget underligt, hvordan kan man tale med noget, der vokser i éns hoved, men det gjorde jeg. Hver morgen, mens jeg drak kaffe… min mand var et andet sted… hver morgen spurgte jeg min svulst, hvad jeg havde gjort galt. Og så sad jeg bare og lyttede. Og længe, længe, sagde den ikke noget. Og så en dag gjorde den. Det var lige som med mine børn, efter de var født, der gik lang tid, før de begyndte at bruge et sprog, jeg forstod, men pludselig forstod jeg, hvad svulsten sagde til mig. Den sagde, du er ikke alene.

Digteren, romanforfatteren, Ulla og Anastasia suger hørbart luft ind.

Nej, ikke på den måde, siger Grethe. Den mente, at jeg ikke var alene i verden. Ikke, at jeg havde udviklet den som en støtte i ensomhed, eller at den og jeg var det samme.

Undskyld, at jeg afbryder, siger romanforfatteren, men jeg er nødt til at spørge: Hvad gjorde du så?

Det gør ikke noget, sige Grethe, jeg gjorde ikke noget. Det var svaret, der gjorde det. Jeg kunne pludselig se, at der var for stor forskel på mig og verden omkring mig…

Ah, du balancerede ikke, siger Anastasia.

Ja, siger Gretha. Jeg balancerede ikke. Og så begyndte jeg at spørge min svulst, hvad det ville sige, at der var forskel, og den kom med forslag, og så begyndte jeg, samtidig med min kræftbehandling, at arbejde med at hjælpe mennesker omkring mig. Jeg begyndte i min egen opgang. Der var en gammel kvinde ovenpå, som altid var en halv time om at komme op og ned af trappen, og altid brokkede sig over alting. Vi byttede lejlighed. Først byttede vi senge, og over en måneds tid alle vores ting. Så skulle hun kun en halv trappe op. Hun har det meget bedre nu, og vi har fået sådan et forhold som en mellemting mellem søster, veninde og mor for hinanden. Hun er et meget dejligt menneske, nu hvor hun har det bedre. Og så hjalp jeg en dreng, der tit sad og ventede foran min nabos dør. Detaljerne er ligemeget, men han havde brug for nogen, som lyttede til ham. Han har det også meget bedre i dag, og det har hans mor også. Og så hjalp jeg min grønthandler, der kommer fra Irak. Han forstod aldrig en tredjedel af de breve, han fik fra det offentlige og fra banken og så videre, og vi er kærester i dag, og han er en dejlig og varm mand. Og jo flere mennesker, jeg hjalp, desto mere svandt svulsten ind. Lægerne kunne selvfølgelig ikke acceptere nogen sammenhæng imellem de to, for dem var det strålingen, der virkede, men for mig er det helt tydeligt, at svulsten hjalp mig med at gøre sig selv mindre. Og i dag er den helt væk. Lægerne siger, at jeg ikke længere er syg.

Det er dét, sygdom betyder, siger digteren. De ser alle sammen ned på ham. Han ser overrasket ud. Altså… at være syg er betegnelsen for en diagnostisk afgrænset ubalance, og når ubalancen ikke længere kan påvises, kan man ikke længere betegnes syg. Han ser ned i gulvet.

Ingen siger noget.

Da han ser op igen, ser han vred ud. Men lægerne kan ikke, siger han, angiveligt qva deres lægeløfte, undlade at fastholde observationen af deres patienter, og dertil bruger de statistik. Du har så og så stor statistisk sandsynlighed for at dø eller leve eller udvikle dittedatten komplikationer. Digteren er så vred, at han næsten spytter. Hvilket betyder, siger han, at de fastholder folk i en sygdomslignende tilstand lang lang tid, uden egentlig at give dem muligheden for selv at forstå, hvad det vil sige at være henholdsvis syg og rask. Lægerne holder dem i et vaccuum mellem syg og rask, indtil statistikken… Digteren ser ud til at være ved at græde.

Gretha rækker en hånd ned til digteren, som han tager imod.

Indtil statistikken bliver… insignifikant, siger digteren sørgmodig, og så slipper de folk, farvel, ud af statistikken og ind i en anden statistik. Hans hoved falder ned.

Ingen siger noget.

Digteren løfter hovedet igen. Der er tårer på hans kinder. Undskyld, siger han, og jeg ved godt, at det kan være svært at forstå, men det er ikke mig selv, jeg græder for. Han klemmer og slipper Grethes hånd, og tørrer sine tårer af kinderne med begge hænder. Jeg græder for menneskene. Det er menneskene, der får mig til at græde, tanken og følelsen om, af, skide forholdsord, det er alt det, menneskene bliver udsat for at hinanden, der får mig til at græde. Og især, hvor den samlede intelligens burde vide bedre, som f.eks. i lægestanden, eller i erhvervslivet… no offense… Han nikker til Svend, som ryster en enkelt gang på hovedet. Eller blandt politikerne, eller lærerne, eller hvilken som helst instans, menneskene er underlagt hjælp og støtte og vejledning af, der egentlig burde have begavelse nok til at se alting en smule udefra, men som ikke ser nogen reel kobling imellem deres egne personlige behov som individer, og det de afstedkommer i deres professioner på det større plan med venstrehånds- og rygradsbehandling af deres respektive klienter, menneskene, der behøver dem. Denne adskillelse mellem mennesker får mig til at føle sorg, og så græder jeg. Det er nok lidt patetisk, men savnet er stort.

Hvilket savn, siger romanforfatteren.

Jeg er sikker på, at jeg er rigtig god til at projicere og generalisere, men når jeg mærker noget på min egen krop eller bliver vidne til noget overgå de mennesker, jeg elsker, så ved jeg med sikkerhed, om det her er noget, der er isoleret til mig eller dem, eller om det er noget, der sker andre steder også. Og jeg har oftest også en helt klar fornemmelse af omfanget, om det er meget eller lidt, og på hvilken måde det udtrykker sig. Og jeg siger ikke, at jeg har ret, slet ikke, dét har jeg lært, men dét er min virkelighed, som den udtrykker sig. Ikke en eneste gang har jeg hørt, eller læst, eller forstået noget, der har kunnet modsige det eller gøre dét forkert, som jeg føler og fornemmer. For mig er menneskene ikke bare i hænderne på deres egen frygt. De er også i hænderne på de andre menneskers frygt. Og det er dét, der gør så ondt.

Ingen siger noget.

Hvilket savn, siger romanforfatteren.

Digteren ser op på ham. Det er… siger han. Det er som om der ind over hele billedet af menneskene, som de fremtoner overalt, altså når man ser på menneskene som en helhed, ikke, ligger et andet billede, hvor menneskene ikke er adskilte fra hinanden af manglende forståelse eller frygt.

Må jeg godt sige noget, siger Ulla.

Selvfølgelig, siger digteren og ser over på hende.

Måske er det andet billede det, du gerne vil være, siger Ulla.

Ingen siger noget.

Måske er det første billede dét, du lever og er, siger Ulla. Og det andet er så det, du gerne vil være. Og så græder du egentlig, fordi du kun kan ane det andet, mens det første fylder så meget for dig.

Jeg tror, Ulla har ret, siger Grethe.

Også jeg, siger Anastasia.

Ikke enig, siger romanforfatteren og ser rundt på dem alle sammen efter tur. Dét, jeg tror, Casper siger, er at han reelt oplever at stå uden for eller oven for menneskene og se på, hvad de, hvad vi, gør ved og med hinanden, og at der er en… mulig… virkelighed, billedet hvor menneskene ikke er adskilt fra hinanden af frygt, ret mig, hvis jeg siger noget sludder, Casper.

Casper nikker.

Og denne virkelighed er en virkelighed, som alle, eller de fleste mennesker, er fælles om at behøve at tro på er mulig, men endnu er der ikke tilstrækkelig konsensus til, at denne fredeligere mulige virkelighed kan være en fælles virkelighed. Caspers savn handler derfor om alle menneskers savn, er det rigtigt, Casper?

Casper nikker.

Det er savnet efter ikke at være bange, som stort set alle mennesker deler, siger romanforfatteren.

Men er det ikke det samme som, at det er Caspers egen virkelighed, siger Anastasia. Man kan vel ikke stå så meget uden for, at man ikke er en del af dét, man observerer på?

Må jeg, siger Svend.

Alle nikker.

Nu, hvor vi taler sammen på den her måde, har jeg lyst til at påpege, at jeg er mere end bare én fyr, der ved noget om økonomi og forretning, siger Svend.

Det ved vi godt, siger Anastasia og klapper Svend på knæet.

Jo, men ved dé det, siger Svend og peger mod et kamera. En rød lampe tænder på toppen af det. Jeg behøver bare at komme med et eksempel fra erhvervslivet… Han ser rundt i kredsen.

Ingen siger noget, romanforfatteren nikker.

Fysikken, det vil sige, kvantefysikken siger, at man forandrer på dét, man observerer på, siger Svend. Hvilket udgør en væsentlig del af den monetære helhed. Alle værdier er bundet sammen i ét stort system. Ikke-økonomer kunne nok være fristet til at kalde det et energisystem. Altså, en masse forskelligrettede energier, der holder hinanden i skak, eller mere eller mindre i skak, for der sker jo forskydninger hele tiden, formålet med at beskæftige sig med økonomi er jo netop at flytte energier, bestemte energier, i sin egen retning. Det sker i en overordnet forstand på samme måde som i kvantefysikken, at dér hvor man lægger sin opmærksomhed, flyder energien hen. Der hvor man lægger sin opmærksomhed, flyder pengene hen. Så, det handler om at være opmærksom, hvis man skal tjene penge. Jeg ved, at mange mener, at erhvervsfolk, der tjener ustyrligt mange penge, per definition er uhæderlige tyveknægte, der stjæler og tilraner sig andre folks midler, men som jeg kender erhvervsfolk, er det ikke den overordnede praksis. Selvfølgelig er der altid folk, med flosset moral, eller dén har vi måske alle sammen, men nogles moral er mere flosset. Men generelt tjener folk blot penge ved at være opmærksom på, hvordan pengene strømmer mellem punkter, og hvor de hober sig op. Og så forsøger de at få pengene til at flyde en anden vej, dér hvor de har hobet sig op. De drejer energistrømmen, om man vil, og bliver rige…. Eller de tager fejl eller lægger ikke nok opmærksomhed i forsøget, og bliver ikke rige. Og det er dét Casper taler om, tror jeg.

Casper lægger hovedet på skrå.

Egentlig tror jeg, det er det, vi alle sammen taler om, siger Svend. Fra Mittelbachs søgen efter livets værdi… Han indikerer romanforfatteren med en finger. Over Ullas latter og Grethes samtale med sin svulst, til Anastasias tab af smidighed og styrke og Caspers dobbeltsyn… Han indikerer dem alle efter tur. Og mit eget formål med at være her, som er den upensionérbare erhvervsleders lod… at trøste og tryne, så alle kan føle sig trygge eller opildnede, og samfundets hjul… kan fortsætte med at køre rundt til størst mulig gavn og nytte for det størst mulige antal mennesker… Og dig, Jørn… Svend ser over på studieværten. Dit arbejde med at bringe folk sammen hér, som dine chefer ødelægger på daglig basis, og du bliver alligevel ved.

Studieværten nikker.

Det handler i mine øjne kun om opmærksomhed, siger Svend. Ikke noget andet. Og hvis jeg kommer herfra uden at have sagt mere end det, vil jeg være fuldt tilfreds.

Stiller træskoene, mener du, siger Anastasia.

Nu går jeg ikke med træsko, siger Svend, men… Han rejser sig brat og rækker en hånd ned mod Anastasia. Må jeg, siger han.

Hun griber hans hånd og lader sig trække op at stå. Svend omfavner hende, blidt. Det her har jeg haft lyst til, siden første gang, jeg så dig danse, siger han.

Anastasia lader sig kramme, hendes hånd med de kraftige fingre og røde negle på hans skulder har fat er parat til første skridt i en tango.

Ingen siger noget.

En blandt publikum begynder at klappe. En anden følger trop. En tredje. Og så resten. Bifaldet akkompagneres af piften og begejstringsudbrud.

Svend træder tilbage fra Anastasia, kigger ud på publikum, og på Anastasia. Byder hende sin arm, som hun tager, og sammen går de ud i kulissen.

Digteren rejser sig brat, vakler lidt, vinker kort til publikum og følger efter Svend og Anastasia.

Mittelbach rejser sig fra pladsen ved siden af studieværten, rækker en hånd ud mod Ulla i stolen og Grethe i sofaen, får begge deres hænder, og bukker mod publikum. Ulla og Grethe følger med ham, da han snurrer rundt, og de følges ud i kulissen, hånd i hånd i hånd.

Jørn, studieværten, bliver siddende i den lille sofa, mens bifaldet bliver ved og ved, og lyset dæmpes helt til sort.


How not to become a librarian of the future, but avoid the centralised database, where data is lost due to censorship.

Story idea springing from a desire to share anything digital, which holds meaning to me. Wouldn’t that be nice, if it was possible without hardware?

Share

Fed up with not being able to find what you are looking for?

We need to organize our data in a different way from what we have been used to in the short life of the Internet.

What began as a global library based on individual’s input has turned into private enterprise leeching on individual’s labour.

Take imdb.com – where else do you go to look for info on films!? What do you do, if you cannot find info about a film, meaning “data no one has entered into imdb”? You do a general search on the title, meaning actor, date, year or what ever specifics of the data you are looking for. And you end up with a lot of dubious results, or most likely none at all.

For a time it looked as if bittorrent was the answer to it all: Everybody is sharing what they have with everyone else – but this data transportation protocol is slowly drowning in lawsuits due to copyright infringements, even if legal sharing is a great success for those using it.

So, how do I share all of my data, meaning data that interests me, without becoming a librarian and having to tag every single file?

And how do I avoid things being so easy to find for everyone that specific data can be censored out of search results?

Can I envision a future, where access to specific words are granted on a basis of necessity to the Whole? Who eg. can read about LSD and submit info on LSD? Only those having used LSD. How do you prove you have? By inputting an essay on your experience with LSD. Collective specific permitters to LSD-info will review your essay, and grant you access on a clearance level fitting of your own level – possibly with option to learn, ie. earn more knowledge, if your own level shows willingness to learn in a serious manner.

Why is this different from wikipedia? Because wikipedia is factuel, whereas this is subjective, and based on personal experience.

What about Now-access to answers to now-questions in life? How does that differ from school?

[possible short-story titled “school of life”]

Could we expect that all of this takes place through a universal language, making all nations participate in this sharing and controlling the level of access to knowledge?

Could we imagine someone, who is not sharing, and who doesn’t want to share? What will this person do with his life? School teaches and he responds normally, but he doesn’t input into the Collective. He just thinks.

STORY

We imagine this person as the first of a new breed, who is attuned to the Collective without hardware. Which means that he can access anything he wants to know – and so can everyone else, if he is willing to answer… “I just know stuff”, when someone discovers his hardware is not attuned to the Collective.

We imagine people finding about his ability, and trying to reach the highest levels of the Collective through him.

Can we imagine him being flooded with insight from the Collective, as new doors into human cruelty and ruthlessness become obvious to him?

Can we imagine him trying to find ways to stop caring about answers, so he doesn’t become flooded with info from the higher levels of the Collective?

Can we imagine love and the massive information of love in the Collective being his salvation – that everything about human’s desire for love over-shadowing every other thing – even cruelty and crime committed in the search for love?

Can we imagine there is no conscpiracy to prevent anyone from knowing anything, only demands that they themselves have earned understanding – but that he is an anomaly, which threatens the machinery, because he can be exploited by people, who crave information on a higher level than they themselves have earned the rights to?

Can we imagine an ending, which benefits both him and the Whole – without him losing his “powers” and everybody suddenly acquiring similar “powers”? A space for him to live with his affliction, and everyone else living without?

Tidens Kælven 2: Id 5 (fragment)

Uddrag fra digtsamling i arbejde (2010).

Share

SINGULARITET OG KONVERGENS

1) En singularitet er ikke-kausal og ikke-kaotisk på samme tid. Samsansningen af de to grunddynamikker er muligvis at betragte som en evne i visse mennesker, muligvis en helt naturlig konsekvens af alt gennemlevet:

2) Befries man for de to opfattelsers dominans, befries man for det begrænsende i det ikke-kausales og det ikke-kaotiskes gensidige monoeksistentielle udelukkelse af den anden og dén verden, den anden beskrives i og opleves i.

3) I befrielsen fyldes man af de tos sammensmeltning, som nogle kender som gud, skabelsesøjeblikket, den evige fred for livets smerte, og andre betragter som to kurver i naturlig cognitiv konvergens, skønt tilsvarende tilfredsstillende i sin fuldstændighed.

4) Den mest interessante karakter er således dén, der oplever singulariteten og trods tilbuddet om hér at standse med fred i sjælen, opfyldt af altings stilstand, alligevel ønsker at følge de konvergerende kurver, som de aftegner sig på den anden side af singulariteten.

5) Slettet.

6) Tilføjet: Vi har hér at gøre med et menneske i forceret udvikling, en pioner uden ansvarsfølelse eller hjemstavn, en ny art, som en vinbjergsnegl eller eremitkrebs, der for evigt bør formenes yderligere adgang til den menneskelige kreds.

bakketoppen, dækket af grønne græsser gnistrende af sol i perler af dug og et øhav af opulent svajende blomster med hvide kroner, er en døråbning med en dør forankret. Døren svinger i vinden. Landskabet anes gennem åbningen. Så smækker døren.

KRONRAGNING tager tid, først skal alt håret klippes ned, så skal hovedskallen vaskes grundigt og siden varmes igennem, talrige skift med fugtige, varme håndklæder, og først da kan kniven koges og bladet føres over den knoglede hovedbund, blodet standser man med en koagulationsstift, gøres det hurtigt, kommer der ingen sår, en skallet isse skal skinne blankt og være uden sår, en sommerfugl skal have støv på sine vinger, et bjerg skal være højt, verden hænger hurtigt sammen

SO, dreams are what makes us? And when there are no dreams, what makes us then? HOW THE FUCK ARE WE THEN MADE! No no, I’m calm, I’m good. I can’t pretent, I just cannot pretend that I care for this mumbo jumbo bullshit about “creating the world by yourself”. I am not made by my dreams. I don’t dream. I don’t care to and I never have. What does it mean, “dreaming”? That you pretend you’re something you are not? I never pretend! This is what you see, and this is what IS! This is what I see in the mirror, looking back at me, and I’m supposed to be all in awe of the fact that left is right and right is left, oh, oh, the human brain, what a sight for sore eyes, what a wonder…! No. This body becomes more and more fragile, this brain synthesises more knowledge and forgets a lot of stuff every day, but I stay me! No great analysable difference between the I and the me, no bridge to cross and two other-sides to merge, I… AM… ME! And turn the equation around, if you like, but it sounds stupid in this stupid language… I. Just. Do. Not. Dream. And if I don’t dream, how am I then made, huh? Am I immortal? Am I dead? How would I know the difference? And how can I care? How can I care?

Mors 70-års fødselsdag

Fra en søn til en mor på dagen, hun fylder 70.

Share

Kære Mor,

tak.

hvorfor jeg aldrig har fået færdiggjort et digt om dig eller til dig, er et spørgsmål jeg har stillet mig igennem mange år. De sidste par år har jeg følte mig tættere og tættere på at forstå dig, som det nu er muligt at forstå et andet menneske. Mens Gitte lavede SIN gave til dig, kom et ord til os, som jeg synes indbefatter det hele:

Hjertesamleren

hjertet er skabt med begrænset holdbarhed

og varighed

hjertet findes for at finde hjerter

hjerter søges fordi hjerter

er ensomme majestæter i skrøbelige riger

hjerter er centrum, essensen

af ethvert væsen kaldet menneske

kroppens hjerte fordeler ilten

så hjernen kan navigere i verden

følelsernes hjerte skiller velvilje

fra manipulation og finder det nærende

det metafysiske hjerte

muliggør oplevelsen af fællesskab

og skaber mening i eksistensen

hjertet er selve kernen

og dén der samler knuste hjerter til hele hjerter

den der samler enlige hjerter til fællesskab

og dét menneske der ser det som sin opgave

at være hjertesamler

dét menneske kan aldrig få tak nok

og får det sjældent

det er selve mekanismen i

at være en hjertesamler et menneske

der er der for andre

fordi hjertet

det store hjerte,

det alt-livs- og skønhedsnærende

nødvendige hjerte

for hjertesamleren altid

er under angreb

og må forsvares

og repareres

og beskyttes

og vedligeholdes

og vises den rette vej

som hjertesamleren ser er rette vej

Mor, jeg ønsker dig fred i sindet, og plads til din egen skønhed i dine egne øjne – følelsen af at være anerkendt – inden du atter vender blikket mod de andres behov og trængsler. Uden dig var denne familie og kreds af venner røv og nøgler. Du centrerer os, minder os hvad der betyder noget, husker årets gang for os, minder os om at andre har følelser, når vi selv er fortabte eller forvildede, samler os, får os til at føle, at vi har et hjem og hvad værdien af et hjem er. Du er inkarnationen af troskab og loyalitet, af ansvarsfølelse og at blive ved og ved og ved, igennem alt.

Alle dine venner ved dét om dig, der betyder noget for dig: Din familie og dine nære. Det er derfor, de er dine venner. De ved også, at du er sjovest at være sammen med, når du ikke er trykket – og glæder sig til, at du kommer tilbage. For i bund og grund er du en spillopmager. Der bedst ler, når vennerne favner dig, og dine nære og kære ikke kalder på dig via din veludviklede intuition – en evne, som ikke kan købes for penge, og ikke læres.

Du er et enestående menneske. Umulig at takke nok. Så, mit ønske på denne dag, hvor du har valgt at foregive overgangen til et reelt otium… er lydhøre, nærværende venner og familie, der elsker dig og bakker dig op, og en ægtemand, der vil fortsætte med at elske og respektere dig til sidste sekund, gennem tykt og tyndt: Når du udfører dit livshverv (sådan nogenlunde…) til din egen tilfredsstillelse, og når du af og til farer vild i alle fornemmelserne og stemmerne, der kommer til dig.

Hjertesamler – mor… – vær god ved dig selv. Vær glad for dig selv. Du har et hverv i livet, der passer godt til dig. Der er plads til det hele inden i dette hverv – pjat, lidelse, afslapning, nydelse, selvfølelse – og dit eget hjerte må banke, for at andres kan heles og finde sig selv. Vær bedre ved dig selv. Med god samvittighed.

Tak, mor. Respekt!

HP og den store bog

-“Skaat, ved du, at jeg kan mærke, at du tænker på mig?” siger HP. -“Ja, det er sådan vi ved, når I er utro.”

Share

‘Jeg ved ikke, hvordan ting hænger sammen’, skriver HP. ‘Hvordan A bliver til B, kærlighed bliver til had, styrke bliver til svaghed, og hvorfor det nybagte og varme rugbrød hos bageren på Gothåbsvej er muggent allerede, når jeg pakker det ud derhjemme. Jeg forstår ikke hvordan.’
HP har en stor bog, han skriver vigtige ting i. Den er så stor, at han ikke uden videre kan have den med i skuldertasken, så han er tvungen til at huske de vigtige ting, og skrive dem ind i bogen senere. Praktisk sker det ofte sådan, at han laver et notat på en lap, og så skriver det ind, lige så såre han kommer hjem.
     Indlægget fra dén dag HP opdagede, at der var en periodicitet over hans optegnelser:

‘Måske er jeg komplet ravende sindssyg–men er det ikke sådan, at jeg synes kun at være i stand til at vurdere denne bindegale verden i perioder? Ti, hundrede flip tilbage her på de foregående sider afslører, at datoerne klumper sig sammen. Og hvad sker der så i de mellemliggende perioder? Der står jo ingenting. Er jeg så bare fuldstændig kold dér? Eller sker alt vigtigt i verden i perioder?’

At dette spørgsmål ér stillet forholder et senere indlæg sig uvidende til:

‘De tapper mig, kvinderne. Er de da alle sammen vampyrer? Har igen længe været totalt underdrejet og ude af stand til at forholde mig til en skid andet end mine følelser og hendes følelser og vores følelser og de følelser, vi ikke har, og burde have, og kunne have, og må se at finde for hinanden, hvis vi ikke skal nå under en følelsesgrænse, hvor de følelser der er, ikke vil være nok følelser til at retfærdiggøre opretholdelsen af et forhold. Gad vide, hvad der ville ske, hvis vi aftalte IKKE–som nu–at bruge halvdelen af vores sammentid på at diskutere, hvad der burdekunneskulleMÅ indfinde sig i den resterende tid? Ville vi kede os? Lave hver vores i det samme rum? Besøge vore respektive venner? Bruge tiden på at kneppe? Hun kan jo for fanden ikke gå på toilettet, uden at hun også tænker på mig dér–der er denne her psykiske larm på hendes frekvens–og det er ikke nødvendigvis, fordi hun glæder sig til at få vasket fingre og komme tilbage til mig i stuen. Jeg tror fandme, hun sidder og tænker strategi for forholdets fremtid, mens hun skider!’

HP har tænkt meget over det der med frekvensen. F.eks. sådan hér:

“Skaaat, ved du, at jeg kan mærke, at du tænker på mig?”
     “Ja, det er sådan vi ved, når I er utro.”
     “Meget morsomt.”
     “Jamen, det er rigtigt.”
     “Kan du måske læse tanker?”
     “Neeej … ikke sådan direkte. Nogen gange, jo, men så måske ikke helt alligevel …”
     “Ja-jae … Hvad tænker jeg så på lige nu?”
     “Du tænker på at kneppe?”
     “Ho-Kay!”
     “Men det gør du jo altid lige når du er stået op, og du har fået søndagsavisen og kaffen og bassen, hvis jeg ellers har gidet at hente den til dig, så dét er ikke nogen big deal.”
     “Jamen, hvad mener du så med, at kvinder ved, når mænd er utro?”
     “Hvis der ikke er nogen blokering på dine tanker, så ved jeg, at du har rene fingre. Men hvis du lukker af, så har du noget at skjule. Og der skal ikke mange tests til for at finde nuancerne mellem surpriseparty og læsegruppebol.”
     “Ho-kay! … Og det mener du, alle kvinder kan? Og gør?”
     “Mænd kan da også. Men I er alt for selvfede til at lære nuancerne at kende.”
     “Hvaaad … er jeg så lukket eller åben nu?”
     “Du tænker på at begå selvmord, fordi du tror at jeg kan læse alle dine tanker, du tænker stadig på, om du kan komme til at kneppe mig, inden jeg skal ud til min søster, men så skal du fandme være hurtig, og så er der et eller andet, som er pakket ind, ikke sådan rigtig lukket eller afspærret, og jeg håber fandme for din skyld, at det er en ordentlig gave til min fødselsdag og ikke som det åndsforsnottede batiktørklæde fra Indien, du gav til min søster!”

HP har ikke for vane at bolle udenom – selvom han tænker meget på det. Altså på sex. ‘Det er røvkedeligt,’ har han skrevet et sted. ‘Kroppen tænker bare på pik i kusse, men når man så endelig får hende lagt ned, så er hun en fuldstændig selvstændig krop, og hun vil gerne have, at man forholder sig til det hun selv kan lide ved den og ignorerer eller slet ikke ser det, hun ikke kan lide, så hun ligger akavet for at skjule knopperne eller sin cellulitis eller har hånden over brysterne fordi de er forskellig størrelse eller for små til at leve op til standarden – og når man endelig når frem til at slikke eller pille eller kysse eller noget, så er al tiden gået, og man skal hjem eller op. Og så skal man kæmpe for ikke at få et forhold, men det eneste der kan gøre hende tryg er troen på, at man respekterer hende som hun er, og det foregår ved at man siger ja til konstant at være sammen. Det er fuldstændig til at forstå, at folk knepper får.’
     Ved siden af dette notat har HP tegnet en noget ubehjælpelig kuglepennetegning af en lille mand med stivert i en elevator, der er på vej op til eller ned fra bagenden på et gigantisk krøluldsfår med opsvulmede kønslæber, der hvor anus vist skulle være.
HP går i dag ud fra, at han den dag har ment, at elevatoren var på vej op – for hvorfor skulle den lille mand ellers have stiv pik? Han bladrer tilbage til siden, han var i færd med at skrive på og læser det, han havde skrevet. Måske er det usolgte brød, der er blevet varmet samme morgen? Men hvorfor tage chancen for at miste sine kunder? Er det ikke bagerens egen butik?

HP på turistpas

Hvor HP bliver stillet over for at tro på noget, der gør et helt livs mistro unødvendig, og unødvendig at bringe med ind i fremtiden.

Share

Vækkelsen fandt hurtigt sted. Meget hurtigere end HP kunne have forestillet sig det, hvis han faktisk havde troet på, at det kunne ske, og han ikke bare var, sådan, på turistpas. Vupti sagde det i kroppen, da prædikanten præsenterede HP for hans farfar. Nej, selvfølgelig sagde det ikke sådan rigtig ‘vupti’, men da han bagefter tænkte over det, var alt forandret. Og det var gået så hurtigt, at det var ligesom et piskesmæld. Du ved, bilen bliver påkørt bagfra, en så hurtig påvirkning, at hjernen ikke når at registrere, at sener og muskler i nakke og ryg er beskadiget og derfor efterfølgende gør, hvad den kan for at opretholde en tilstand i kroppen, der ikke længere er, som den var før påkørslen. Sådan føltes det: Prædikanten lagde hånden på hans isse, og vupti var hele verden anderledes, men alt føltes normalt. Bortset fra, at HP ikke tidligere havde troet på et efterliv, og nu oplevede det lige så normalt som at lyskrydset skiftede mellem rødt og grønt, og så var man fri til at krydse vejen.
     Da han tænkte over det, var det faktisk som om noget var blevet befriet inde i ham. Som om han havde gået rundt med sin farfar inde i sig, snarere end at farfaren skulle havde fulgt efter HP rundt i livet i forgæves forsøg på at komme i kontakt med dette unge menneske, der bare ikke ville tune ind på dén frekvens, nej … det var som om farfaren havde været inde i ham, og som følge af prædikantens hånd på hans ryg og isse var blevet lokket til at komme ud, så HP kunne møde ham. En meget virkelig følelse, og da prædikanten beskrev ham, så han ud nøjagtig som sidste gang HP havde set ham – da han var 3 år gammel og hans mor havde haft ham med på det sidste besøg i sit barndomshjem. Og så var farfaren død ganske kort tid efter.
     Han huskede, at moren havde fortalt ham om farfarens død mange år senere. Selvfølgelig var hun fuld, men normalt blev hun bare mere indesluttet, når hun nåede sin funktionsbrandert, men et eller andet dén dag havde gjort hende sentimental, og i flere timer havde hun fortalt alt muligt om sin egen barndom, skolen i Esbjerg, hvor hun var vokset op, om vennerne dér, og fjenderne, og hendes drømme om at blive damefrisør, der røg da hun snittede tommelfingrene af i båndsaven på fiskefabrikken.
     HP havde som voksen ofte forsøgt at forestille sig, hvordan nogen kan være så klodset at save begge tommelfingre af på samme tid, og var havnet på en model, når han skulle forklare det til nogen, der var lige som vittigheden med århusianeren, der havde taget fejl af det glohede strygejern og telefonen, da den ringede, og én gang til, på den anden kind, da det blev nødvendigt at ringe til lægen. Men det var vist noget med at save en frossen fisk over, og så have tommefingrene liggende oven på hinanden, så båndsaven havde savet halvdelen af dem begge. Lægerne havde syet begge tommelerne på igen, men moren var efterfølgende aldrig kommet til at kunne bruge dem rigtigt. Jo, godt nok til at arbejde videre på fiskefabrikken, men ikke til at håndtere en frisørsaks.
     Det var åbenbart ganske kort tid efter farfarens død, at de var flyttet til København. Senere havde HP sluttet, at moren ikke havde haft andet end drukvenner i Esbjerg – ingen virkelige venner eller familie, der kunne holde hende der. Men i København var der heller ingen mangel på drukvenner, så dét var fortsat. Hver dag. Ingen pauser eller ferier. Hver dag.
     “Der er én hér, som gerne vil sige noget til dig,” havde prædikanten sagt. HP havde følt det, som om prædikanten havde udvalgt sig ham lige fra starten af. “Det er en midaldrende mand, han hedder … L-L-L-Lasse … kender du en midaldrende mand med … runde briller – sygekassebriller … der hedder Lasse?”
     Det gjorde HP ikke umiddelbart.
     “Han er i familie med dig. Nær familie med dig. Han er din bedstefar, hed din bedstefar Lasse?”
     Og da var det, at det på den der måde nærmest sagde vupti inden i HP. Han havde jo ligesom ikke haft et skilt med ind i Danielkirken, hvorpå der stod: “Mine familiemedlemmer hedder … det og det, og dem og dem er levende og døde”. Hvorfra kunne denne mand, denne kæmpe af en mand, med hænder som skovle, og et ansigt så koparret som en skrotforhandlers, vide hvad hans afdøde farfar hed? Og så var det, han fik den her fornemmelse af, at noget forlod ham – at noget sev ud af ham og kom til stede ved siden af ham. “J-ja,” havde han stammet, forfærdelig flov over på én gang at være synlig for alle de tilstedeværende i det lille kirkerum, og at være sådan én, der ikke bare var en nysgerrig gæst, men faktisk én, som havde en grund til at være en del af dette cirkus af dødssøgende, skulle han nu også til at konsultere sine afdøde hver uge, for at kunne leve sit liv?
     “Din farfar står her ved din side. Han har noget, han gerne vil sige til dig.”
     HP kunne på ingen måde forestille sig, hvad dét kunne være, men vupti-følelsen var så stærk, at han nærmest kunne læne sig op af den – som om der var en fjeder inde i ham, der holdt ham oppe. Der var en følelse af efter – hvis dét, han var kommet ind i kirken med havde været før, så var det her efter; det var det tætteste han kunne komme på, hvad der skete lige dér.
     Inden prædikanten fortsatte, vendte han sig om mod forsamlingen og forklarede, at HPs farfar havde ventet på denne lejlighed til at tale til HP, og at han – farfaren – efterfølgende ville forlade Jord-planet. Det var altså et farvel.
     Typisk, havde HP tænkt, på vej hjem fra kirken. Så kommer der endelig noget familie, og så er det sidste besøg nogen sinde! Men lige dér var han bare i ro og stod med blussende kinder og ventede på sin besked.
     “Din bedstefar siger … din farfar … han siger, at han har været med dig, lige siden I flyttede – lige siden du og din mor flyttede – fra din fødeby. Ege … Egebjerg?”
     “Esbjerg?” sagde HP nærmest mekanisk.
     “Esbjerg, ja. Lige siden har han været med dig, og i dag vil han benytte lejligheden til at sige, at du bliver passet på. Og at du altid har været passet på. En engel passer på dig. En engel har altid våget over dig, og våger over dig nu. Han siger … han siger, at du skal tilgive din mor–”
     I dét sekund brast HP i tårer. Det kom ud af ingenting. Ingen fornemmelse af, at han skulle græde, eller at noget skulle ud, men ud af det blå begyndte han bare at vold-græde. En mumlen af sympatitilkendegivelse fra hele forsamlingen af spiritister og turister lige mødte hans gråd, hvilket kun fik ham til at græde hårdere, men prædikanten beholdt sin hånd på hans hoved, indtil gråden stilnede af, og cirka dér sagde det vupti for anden gang. Som om noget faldt i hak inde i ham.
     “Din farfar siger, at han er ked af, at han ikke kunne være der i levende live for dig, mens du voksede op, men at du er parat nu til at tage ansvaret for dit eget liv nu. Han har gjort, hvad han kunne for at vejlede dig, men at du skal vide, at du er ansvarlig for alt, du har gjort. Du er selv ansvarlig, nu og altid. Selvom du bliver passet på. Faktisk … faktisk … faktisk …”
     HP mærkede prædikanten træde et skridt tilbage ind mod væggen, men han beholdt hånden på HPs isse. Der var en følelse som af noget, der prikkede ham i huden på ryggen, og han drejede sig halvt rundt mod skibet, hvor folk på grund af pladsmangel også havde taget plads, men nu trak sig væk både op mod pulpituret og ned mod indgangen, så der blev et tomt stykke gangareal mellem stolerækkerne lige ud for HP.
     “Faktisk er denne engel til stede lige nu, den kommunikerer at du aldrig vil være alene, hvis du ikke selv ønsker det.”
     HP kunne mærke, at den enorme hånd på hans hoved rystede, men han vendte sig ikke for at se på prædikanten; hans blik flakkede rundt i tomrummet over det tomme gangareal, for at finde noget at fokusere på, men han mødte kun øjne på mennesker, der så alt fra henført til dybt skræmte ud.
     “Englen er her for at føre din farfar til det hensides,” sagde prædikanten med dirrende stemme, som showmanden i ham hurtigt lykkedes at få under kontrol. “Din farfar siger, at du er et godt menneske. Og nu siger han farvel. Englen–” hér dirrede prædikantens stemme igen, “englen kommunikerer, at jeg skal fjerne min hånd fra dit hoved …” – dét gjorde han så – “og at du skal lukke dine øjne.”
     HP følte alle de tilstedeværendes øjne på sig, og lagde en hånd på skulderen af den kammerat, han havde fulgtes med, hvis idé det var at besøge Danielkirken, og vovede så at lukke øjnene. Følelsen af prikkende hud blev stærkere og det føltes som om han skulle skide rigtig meget, og som om musklerne i benene ikke rigtig kunne bære ham, og så var han vågnet op nede i krypten, i prædikantens kontor, liggende på ryggen på personalets frokostbord. Uh, hvor er her koldt, havde været hans første tanke.
     Over ham havde prædikanten stået, og to mænd og en kvinde, som alle åbenbart var tilknyttet kirken. Prædikanten havde talt til ham med den der cecilrustne stemme, der passede så godt til hans statur, men i modsætning til showet oven på ganske ganske blidt – som man taler et barn til ro, der ikke vil sove. HP kunne efterfølgende ikke huske, hvad det var, prædikanten havde sagt, men havde siden haft svært ved at ryste de skuffede ansigter på de fire mennesker af sig, da han kort efter rejste sig og sagt, at han gerne ville hjem.
     Hans kammerat havde ventet udenfor kirken, og klappet ham på skulderen og sagt, “nå, ér du vågen?” og grinet fjoget, på en irriterende beundrende måde, og da han kort efter havde sagt farvel til ham og var begyndt at trække hjemad, havde han for første gang i sit liv haft en følelse af, at han ikke behøvede at være alene. Hele vejen hjem havde han forestillet sig Nørrebrogade fuld af afdøde og engle svæve over det hele, men havde ikke kunne mærke noget særligt. Og havde heller ikke følt sig som noget særligt. Han var stadig sig selv. Bare mere, på en eller anden måde mere HP.

HP i Magtenbølle

HP har pludselig opdaget, at han har levende familie, og tager til familiekomsammen. Men det er alt sammen lidt for overvældende, og kendeligt, hvis han skal være ærlig. Indtil han i baghaven ud mod Magtenbøllevej støder på en lokal pige, der slår benene væk under ham.

Share

Under festivitasen som følge af det just erhvervede, men fjerne familiemedlems grandkusines brors sambragte barns dåb, eller noget i den stil, visse mennesker benytter bare alle lejligheder til at holde fest, smuttede HP ud i haven for at … ja, for at ikke være inde i huset, der var chokproppet af den sociale udgave af arten, som må vide alt om enhver, de ikke har set før, uden af den grund at give noget nær den åbenmundethed tilbage, som de fordrer af … hvaad? Kedsomhed? Nysgerrighed? Frygt, måske?? Måske. Det var i hvert fald rart at få en lille pause, nu der var så langt hjem. Magtenbølle ligger godt nok så cirka midt i Danmark, som det er muligt at komme, uden at skulle opholde sig i en båd, og når nu det pludselig viser sig, at man har en familie, og man altid har savnet en familie, var det sådan set bare at slå til. Godt nok havde savnet altid været lidt som den nøgne kvinde, der havde lært at spinde for at beskytte sig mod kulden, men altid drømt sig mod varmere egne, men aldrig fået taget sig sammen til at flytte, endsige at isolere rønnen … HP standsede sin trasketur rundt i den lille have i forbløffelse over sit eget billede på savnet; for fanden, var det ikke bare dovenskab eller hvad!?
     Han stod helt stille og så ud over hækken på Magtenbøllevej, byens hovedgade, som havde to formål med sin eksistens: At forbinde landsdelene for de billister, der ikke gad krydse Fyn med 130 i timen, og at sørge for at byzoneafgrænsningens nogle og halvtreds huse og knap 250 sjæle ikke imploderede i et sort hul af mangel på betydende udstrækningskraft. Ikke at der var noget forstemmede over området. Som byzone manglede det bare i dén grad overbevisning. Fætter, onkel, grand-etellerandet, der havde ført bilen, var faktisk kommet til at køre for langt, og det var først, da et af de sammenklemte bagsædebørn havde kommenteret, at byzoneskiltet, de nys havde passeret, skiltede med noget der vist nok var den rette sammensætning af bogstaver, at selskabet forstod, de var nået frem. Eller for langt, faktisk. ‘Min gud, var der en by dér’, havde HP sagt. Dén stod han så og så ud over nu. Og min gud, ja, den fandtes. Lille, aflang, eksisterende.
     Det er jo altid sådan med hjernen, at når den kommer ind i et rum, studerer den alt i nærmest én flydende bevægelse og afgør hurtigere end den hurtigste computer-cluster, hvad der er kendt og ufarligt, og hvad ukendt og en potentiel risiko skråstreg mulighed for … etellerandet. Dén proces hér ved hækken, med øjnene i tråd fra fjerneste fjerne den ene vej, til fjerneste fjerne den anden vej, overstod HPs hjerne så hurtigt, at han uvilkårligt begyndte at gabe – en naturlig følge af hjernens behov for ilt i situationer, hvor den ikke ved, om manglen på indtryk er en faretilstand eller en lejlighed til at hvile kroppen: Træ, hæk, carport, stationcar, murstenshus, legeredskab i haven, blomster under vinduerne, ingen mennesker synlige, træ, hæk, carport, stationcar, murstenshus, legeredskab i haven, blomster under vinduerne, ingen mennesker synlige, træ, hæk, carport, stationcar, murstenshus, legeredskab i haven, blomster under vinduerne, ingen mennesker synlige, i begge retninger. Hold kæft hvor han ønskede sig tilbage til København!
     “Hvad er der da i København, som der ikke er her?”
     HP var ikke klar over, at han havde tænkt højt. Han vendte sig.
     Pigen, der så på ham, var vel nogenlunde på hans egen alder, måske en anelse yngre, men der var et glimt i hendes øjne, som omgående fik ham op på dupperne. Intelligens! Hendes skikkelse … var en krop: buler under trøjen, ikke alt for stramme-ikke alt for lavtskårne bukser, pigepyntede lædersandaler, langt hår sat op i hestehale, armene krydset over brystet og et udtryk i øjnene som af tålmodighed … sjit, hun havde obset, at han havde skannet hende! Det var ellers gået lynbørge, som det plejede.
     “I København …?” Han forsøgte at vinde tid. “I København …?”
     “Ja, i København. Det ér da dér, du kommer fra, er det ikke?” Et lille smil spillede om hendes læber, godt og vel dét da Vinci havde tilstræbt med Mona Lisa og var lykkedes så forbandet godt med.
     “Joe, København …” Nu syntes han selv, han begyndte at lyde tumbet. “Altså, egentlig er det ikke så meget København–” faldt det ham ind at sige, “snarere dét, at ting bevæger sig dér!” Hvilket i det samme, han udtalte det, forekom at være en rigtig københavnersnude-partydræber, men pigens smil blev bare til et rigtigt smil, der også lyste op i øjnene. Øj, hun var sgu da dejlig!
     “Men jeg bevæger mig da!” Hun drejede rundt næsten på tå som en balletdanser, med armene graciøst snoet om hinanden op over hovedet.
     HP kunne ikke finde på noget at sige til dét. Han kunne i hvert fald ikke sige dét, han tænkte. At han allerede var en smule småforelsket, men at dét skete så ofte for ham, at han ikke længere tillagde det samme betydning som de fleste andre – pulsen, der hamrede af sted, en tydelig tilstrømning af blod mellem benene, skiftevis kold sved og varm sved, og en prikken i huden – det var nærmest en daglig forteelse. Men ikke desto mindre rart.
     Han havde på fornemmelsen, at hvis han åbnede munden, ville den blive stående åben og ubestemmelige lyde ville komme ud, eller en sileregn af spyt. Han måtte hellere bare se; dét var han så til gengæld også god til. Så, han så bare på hende, forsøgte at være hende det bedst mulige publikum, mens hun drejede rundt og rundt på plænen, tydeligvis ikke længere for at illustrere noget, men fordi hun godt selv kunne lide det. Det slog ham, at hun måtte blive voldsomt rundtosset af al det snurreri, og øjnene pludselig en chance for omgående nærkontakt. Han fulgte derfor efter hende, mens hun jævnt hurtigt snurrede hen over plænen, i afventen på øjeblikket, hvor han kunne gribe hende, når hun standsede og ørernes balanceforum ville forsøge at overbevise hende om, at hun stadig var i bevægelse.
     HP skævede op mod vinduerne i huset for at se, om der var nogen, som gloede, men der var mest lys og skygge, som om nogen indenfor lavede menneskeskyggebilleder med et bål som lyskilde.
     Midt ud på plænen standsede hun. Men i stedet for at fortsætte med at snurre rundt med kroppen, stod hun bare helt afslappet og i stedet kørte øjnene rundt som gale i hovedet på hende, mens det rykkede lidt i hendes skuldre.
     Snarere end at føle skuffelse blev HP bare omgående mere varm og tummelumsk inden i. Hun var ikke sådan til at forudsige, det var dét! Han stillede sig lidt til en side for hende; instinktivt fornemmede han, at det var bedre for hende, at der ikke var noget væsentligt i synsfeltet – at øjnene på en eller anden måde fungerede som en slags stabiliserende gyroskoper, der tog brodden af balancenervernes diktat. Men han kunne vente på rigtig mange forskellige måder – at give plads til, at folk var folk, var at give dem frihed til at synes om ham. Undtagen, mindede han sig selv om, når de hang ind over ham med lokalbrygget ølånde og ville vide alt om hans plads i deres verdensbillede.
     Efter en tid, hvor han bare så på hende, og til sin overraskelse opdagede, at de omgivende træer var stopproppede af kvidrende, pippende fugle på forskellige frekvenser og med stor og varierende melodisk kompleksitet, faldt hendes øjenæbler til ro og så over på ham med en ro, der måske havde været der før, men nu havde erhvervet en dybde, der foruroligede ham lidt. Måske var hun én af dem, man sagde der var mange liv gammel?
     “Det skulle du prøve en dag,” sagde hun og halv-smilede.
     Utroligt! Selv hendes stemme var blevet dybere. En rislende følelse bredte sig fra midt i HPs brystkasse og ned igennem begge ben, med et ikke ubetydeligt stop-over i underlivet. “Der er noget, jeg hellere vil!” sagde han, og kneb uvilkårligt øjnene sammen, som om nogen havde langet ud efter ham. Det sagde han ikke! Det sagde han bare ikke!
     “Så skal vi lige kende hinanden lidt bedre” sagde pigen. “Men festen er jo heller ikke slut endnu …?” Cliff-hanger-antydninger og stadig den der dybere snurre-oktav; det gjorde ham helt kuldret. Stod han over for Rita Heyworth inkarneret; hvornår var det hun døde …
     “Danser du?” spurgte pigen, mens hun begyndte at gå hen mod hoveddøren.
     “Spiser mus ost? Har paven en sjov hat på? Er Danmarks præsident kvinde?” HP tog tre hurtige skridt i hælene på hende og kom på omgangshøjde i mere end én forstand, åbenbart, idet hun tog i dørhåndtaget, vendte sig og rakte en hånd frem mod ham. “Så danser vi.”
     Ho-kay! Men var det ikke bare simpelthen præcis den samme måde, Magtenbølle næsten 1000 år forinden bragte sig på landkortet? Og stadig, nu i vægtløshedens tidsalder, fortæller det indre øre den samme historie om kroppen i frit fald, uden at mere end et fåtal faktisk, fysisk har prøvet det!
     Hun trak i ham, inden for i varmen.

NOTER:
i vægtløshedens tidsalder ved vi, at fornemmelsen af at falde skyldes, at det indre øre ikke er designet til vægtløshed, hvorved vægtløshed, faktisk eller følt, er en sansning vi ikke har oplevet nok til at opfatte som almindelig. Og da den i et menneskes liv oftest har været knyttet til oplevelsen af at falde, med kroppen forgæves i forsøg på at korrigere og forhindre, evt. afbøde, faldet, er en del dødsangst knyttet til følelsen. Men i vægtløshedens tidsalder kan vi lære kroppen nyt – springe i faldskærm, bungeejumping osv – dvs. gå imod vore programmerede impulser, og ligefrem få et kick ud af at lade kroppen tro, at vi skal dø.