global parliament

the global parliament, or Earth Forum, is an idea I have entertained for a few years. In 2012 I called it World Council, which in brief was an idea to centralise a fact-gathering of global worries as topics for locals, professionals and other interested to comment on.

I realise I am not the only one speculating in the direction of a community driven council to the people of Earth, but with recent and sudden changes in global stressors I was inspired to finalise a framework comparable to community service.

Læs videre “global parliament”

Nogle gange handler det bare om at smide benene op.

Selvudvikling for udviklede. Du er jo nået helt hértil!

 

1. Få dine relationer på plads med Jesper Juul. Begynd evt. med “Dit kompetente Barn”, eller kast dig ud på dybt vand og besøg manden selv.
1b Evt. bare lær at holde dig på egen banehalvdel (ved at lære Girafsprog).
2. Besøg en kompetent diætist og få relevante kostråd i forhold til din kropstype, levevis, mv.
3. Bestil et fuldt lægetjek og afgør dit kolesteroltal, dit blodsukker, dit levertal, vitaminer, mineraler, salt, osv. (ALT) og lad dig ikke afhverfe, når 10 minutter er gået. Det her er den store tur. Afgør på forhånd, hvad der måles, og læs om det hele på Wikipedia, så du kan SAMTALE med lægen. Lyt til samtalen, ikke statistik. Meget er ren, sund fornuft.
3b Suppler evt. med et fuldt tjek hos en kompetent biopat eller homeopat.
4. Arbejd med din fysiske balance. Det kommer til at influere alle dine beslutninger, at du står sikkert på jorden. (Kan du balancere på ét ben med lukkede øjne?)
5. Sov uden vækkeur og væn dig til at vågne, når du skal op. De fleste kan lære det. (Hvis du konstant sover over dig, skulle du måske overveje at skifte job…)
6. Hvil dig, mens du er i gang og når du slapper af: Sid på en ordentlig stol, sov i en ordentlig seng, gå i ordentlige sko. Manglende komfort er en væsentlig stressfaktor. (Hvad med sengen/stolen hos kæresten? Ja, det ér et problem).
7. Tal med mindst tre forskellige mennesker om 1 væsentlig ting hver dag. Helst ved fysisk møde. Det behøver ikke være langvarigt – du skal bare mene det og være til stede.
8. Mærk varmen mellem dine egne hænder 5 minutter hver dag.
9. Giv dig tid til at nyde din mad, din drikke, dit selskab, din transport, dit arbejde, din søvn.
10. Drik vand nok. Ikke for meget, ikke for lidt. Og senest 4 timer før du skal sove.
11 Fortsæt selv. Listen er altid din egen. Skriv den med god samvittighed. også selvom du ikke gør det hver dag. Eller bare ønsker at blive parat til at gøre det.

Essensen ér dog markant for ti’erne:
Du skal blive kompetent til dit eget liv, med alt hvad det indbefatter af krav om at bevidstgøre dig ift. ALT, som omverden i kompetent kollektiv eller gennem kompetent forskning afgør er bedst for et menneske, som det er muligt at afgøre dét spørgsmål lige NU.

Du skal altså lære at sortere i skidtet meget, meget hurtigere end tidligere. Og med de mængder, der kastes i hovedet på mennesker i dag, som følge af informationskonvergens – at information skaber information skaber information, sindssvagt hurtigt – er der kun én vej:

Tro på dig selv. Det dur.

Poetic Justice. Really.

What happened to 22 young people, who trashed the home of Robert Frost, the poet.

Reading it I cried. Really.

A Case of Poetic Justice. Literally. [link]

Jay Parin, is the author of this real life story about poetic justice for 22 young people, who trashed the summer home of the famous poet Robert Frost. JP is also the author of (among many) a book about why poetry matters (in the general sense) – taking his cue from Robert Frost:

Meaning is the essence of life for humans. Well, probably for any lifeform capable of pondering its own existance… The connection between the mind’s enquiring eye and the depths of the emotional heart.

Without poetry, ie. the metaphors, which poetry is often full of, life becomes dull. Metaphors put the meaning into life through mental and emotional comparisons to other things we find meaningful. Poetry makes us stop and wonder, thereby infusing new and old with meaning – things, lifeform, emotions, observations, opinions, and all that takes place in green nature. The meaning is not necessarily embedded in poetry or in metaphors. Poetry and metaphor is just an aid to make us think. Poetry is a way. And not necessarily the road less travelled.

DigterDoktoren er født

Nu har jeg taget springet. At være DigterDoktor er dét, jeg er god til – dét, jeg kan lide – dét, som tænder mig omkring at hjælpe mennesker: Udvikling igennem selve dét at arbejde med tekst, arbejde med digte. At være en helbreder af digterens hverdag.

Min tidligere undervisning i Pausens Musik – hvordan man opfatter en tekst som partitur og derigennem angivelse i at trække vejret både til læser og skriver selv – var meget tilfredsstillende. 45 minutter tog det for de fleste at fange teknik og teori. Men undervisningsfokus lå ganske snævert på digterens forhold til kroppen.

Jeg vil gerne mere. At skrive er i sig selv både en udviklende og en “indviklende” proces – man lærer ufatteligt meget ved at ville hvad som helst og gå efter det med fanen hævet højt, men især de praktiske og følelsesmæssige omstændigheder omkring at skrive kræver sociale ofre af mange mennesker, som kan føles ekstremt omkostningsfulde.

Det kender jeg meget til. Og kan derfor rådgive og vejlede enhver, som mærker vanskelighederne ved at fungere socialt samtidig med ønsket og behovet om at skrive mest muligt.

Døren står åben. Lad os se, om nogen træder ind.

DigterDoktor

Personlighedstests vs. spejlet (opdt. 2007 vs. 2013)

Og når man så har taget en test, kan man tage den igen. Og jo flere gange man tager den, desto mere præcis bliver den… hvis man er ærlig over for sig selv. Prøv lige at konstruere en test, der viser hvor meget man lyver for sig selv!

Men personlighedstests er ofte sjovere end at se sig selv i spejlet. Jeg kan i hvert fald ikke se noget særligt derinde. Ikke falsk beskedenhed – jeg kan bare ikke se, hvem det er, der kikker ud.

http://similarminds.com har en række sjove personlighedstests. Min erfaring siger mig, at de er stort set lige så præcise som de dyre tests til 25.000 – hvis man bevidst ikke lyver. De dyre tests, som en arbejdsgiver køber på en medarbejder, kan i bedste fald udligne selvmodsigelser, men aldrig reelt sikre imod f.eks. psykopati.

Her er en af de enklere – som jeg nemt (fordi det er html og ikke et direkte link) kunne have redigeret til min egen fordel (så dét kan man altså…).

OPDT. 2013
6 års levet liv har givet følgende forskel:

  • samme varme og omsorg
  • mindre analytisk og “hovedadgang” til verden
  • mindre besindig og rolig
  • mindre kontrollerende og hård
  • mindre vild og “sjov-søgende”
  • mere utraditionel og rebelsk
  • samme sociale fremtoning, midt mellem modig og sky
  • mere følsom og “blød”
  • meget mere opmærksom og mistænksom over for andre
  • lidt mere sær og fantasirig
  • mere åben og venligtsindet
  • mere selvsikker
  • mindre nysgerrrig og udforskende
  • mindre “ensom ulv” og ensomhedssøgende
  • mere ordentlig og omhyggelig
  • samme midtpunkt mellem cool og stresset

 

Cattell’s 16 Factor Test Results
kenneth krabat

Factors 2007 2013
Warmth |||||||||||||||||| 58% |||||||||||||||||| 58%
Intellect |||||||||||||||||||||||| 74% ||||||||||||||||||||| 62%
Emotional Stability |||||||||||||||||| 58% ||||||||||||||| 46%
Aggressiveness |||||||||||||||||| 58% ||||||||||||||| 50%
Liveliness |||||||||||||||||| 58% ||||||||||||||| 50%
Dutifulness ||||||||| 26% ||||||||| 22%
Social Assertiveness ||||||||||||||| 46% ||||||||||||||| 46%
Sensitivity ||||||||||||||| 46% |||||||||||||||||| 58%
Paranoia |||||| 18% ||||||||||||||| 46%
Abstractness ||||||||||||||||||||| 62% ||||||||||||||||||||| 66%
Introversion ||||||||||||||| 50% ||||||||||||||| 42%
Anxiety ||||||||||||||| 50% |||||||||||| 38%
Openmindedness |||||||||||||||||||||||||||| 82% ||||||||||||||||||||| 66%
Independence ||||||||||||||||||||| 62% |||||||||||||||||| 54%
Perfectionism |||||||||||| 34% ||||||||||||||| 42%
Tension ||||||||||||||| 50% ||||||||||||||| 50%

Take Cattell 16 Factor Test (similar to 16pf)
personality tests by similarminds.com

cattal

@ Optagelse på Uni – Brevet! og Schröedingers kat

Er det ikke lidt tidligt? Jeg mener, skulle det ikke først være d. 28/7 – og skulle der ikke kunne gå endnu længere tid, fordi studienævnet først skulle tage stilling til min dispensationsansøgning under Kvote 2, før nogen kunne tage stilling til min ansøgning om at komme ind på Spansk? Men nu ligger brevet fra universitet her, ved siden af tastaturet. Uåbnet.

Og hér kommer Schröedingers kat valsende og stryger sig op af benet.

Og hér ligger den død og og stiv, øjnene mælkede, pelsen mat.
Fristelsen til at lade denne dobbelttilstand herske er stor. Men kunne tolkes som uvilje til at møde “realiteterne”, som de præsenterer sig i autoritære beslutninger.

Altså:

—————————————————————————————–

OPTAGET

IKKE OPTAGET

Er det så dét, jeg egentlig vil?

Vejet og fundet for let?

Går hele min verden så ad den snævre vej?

Hvordan tøjler jeg så min generalist-disposition?
Bare lidt?

Jeg skal ud af huset stort set hver dag fast i flere år –
hvis altså studiet er noget for mig.

Jeg skal finde ud af at komme ud af huset mere,
end jeg gør pt.

Jeg skal til at arbejde jævnligt, og ikke bare i perioder,
for at holde min minimumsindtægt.

Jeg skal – helst i går – i gang med et længerevarende
arbejde af en slags eller på kontanthjælp, hvad der
nu måtte komme først, før kontoen er helt tom

Jeg skal ikke blot begynde på noget helt nyt,
jeg skal begynde forfra.

Den gamle livsstil kan ikke fortsætte
sådan hér meget længere!

Hvad så?

Hvad så?
OPTAGET, IKKE OPTAGET
– forandringer skal ske, uanset hvad.
Og vil ske. Uanset indholdet af brevet.

Puha, godt at få dét på plads.

Op med kuverten.
Er katten stadig levende eller er den død?

Afslag.
Hvordan har jeg det med dét?
Altså, universitet skønner,
at 25 års ekstra livserfaring (i forhold til nye gymnasieelever),
en 4-årig håndværkeruddannelse, undervisningserfaring,
spansk på B-niveau (dog uden eksamen), engelsk på gymnasieniveau,
14 oversatte bøger, 23 års forfatterskab, 9 år som webmaster,
småuddannelser og kurser her og dér, rejser til 31 lande,
periodevist forfatterskabsunderstøttende erhversarbejde
og 1 1/2 års voksenpædagogik ikke kan sidestilles med
en “gymnasiel uddannelse”.

Men jeg kan anke afgørelsen, hvis jeg mener den
strider imod “bekendtgørelsen om optagelse,
forvaltningsloven eller andre regler”.

Jeg har 14 dage til at beslutte mig.
14 dage til at mærke efter.

Lige nu kan jeg ikke føle noget – den ene eller anden vej.
Men jeg er stadig fri.
Jeg er ikke inde i kassen sammen med katten.

Jeg er nu.

dagbog: Snurren på finger

Blev i rigtig godt humør her til morgen, da en sms fra en ven tikkede ind med beskeden: “K er ikke Kræften. K er KRAFTEN”. Lige før jeg skulle af sted til Bispebjerg nuklearmedicinske afdeling.

Men hvis jeg var Universet og ville fortælle mig, at jeg skal handle på min fornemmelse, min intuition og min tro, og ikke lade rationel tænkning og medicinske vurderinger hindre mig i at vælge vej for resten af mit liv, ville jeg også sørge for at PET-skanneren på Bispebjerg brød ned 1/2 time, før jeg skulle til, så jeg ville være nødt til at vente endnu en uge på det sidste svar, jeg bilder mig ind står mellem mig og hengivelse til til en ikke-fysisk forklaring på følelsen i min brystkasse. Men hvis jeg var Universet, ville jeg også vide, hvor helvedes svært det er at få mig til at handle på noget, der ikke er placérbart rationelt, logisk.

Jeg står stadig i midten, hvor jeg har stået meget længe. Har en svaghed for hard science, nøgterne såkaldt fakta uden et gran af håb eller åndelighed eller fornemmelse for andet end det efterprøvelige, fordi det falder mig nemt at kategorisere og placere, og jeg er åndeligt doven. Koblingen med alt det bløde er blevet utroligt meget sværere med årene – paradoksalt nok jo mere gennemskuelig verden er blevet.

Derfor SÅ meget vigtigere at lytte til dem, der har en mening om, hvordan man omprogrammerer sig – som en ny veninde, der ringede og gav sin deltagelse. Men hvordan kommer man fra det kendte til det nye uden at skulle risikere at måtte øve sig på noget, der måske viser sig ikke at være det rigtige? Det gør man ikke. Det var så meget nemmere den gang, da stofferne forekom at kunne skyde genvej, men nu hvor kroppen skal med, og hovedet skal holdes tilbage…?

Blev så til gengæld i forfærdelig dårligt humør her til aften, da en veninde behøvede at fortælle mig om en bekendt med symptomer på forskellige ting, hvor de lægelige specialister havde været lige som de blinde med hver deres del af elefanten og ikke set andet end symptomerne på deres eget snævre felt, med det resultat at hendes bekendt var ved at dø. Når en sådan svada leveres, fordi min veninde er bange for at miste mig, og håber at hun kan skræmme mig til at tage bedre vare på mig selv, siver hendes vibes ind under huden. Ikke af kærlighed, men på hårde facts.

Måske jeg på et tidspunkt må vågne og indse, at jeg ikke har oplevet noget, der kunne minde om en kraft eller energiudlandning, åbent hjerte, åbne chakraer, men blot været offer for post traumatisk stress, forvirrende cocktails af hormoner, adrenalin, endorfin og dårlig rådgivning i en lang periode efter et svært tab. Men så har jeg da i dén tid oplevet et større spektrum af følelser, end hvis jeg blot skulle have forholdt mig til den verden, man kan måle og veje og sætte på formel og i statistik: Poesien ligger ikke i følelserne alene, men den ligger så sandelig heller ikke i det jernhårde greb, visionsløse såkaldte realister holder flertallet af menneskene i med krav om efterprøvelighed, nytte og kassetænkning. Poesien bor i forskellene og i længslerne, i følelserne af tab og af savn, og imellem nu og engang.

Jeg er ikke bange. “Hvad skulle du føle, for at gå tilbage og gøre det alt sammen én gang til på nøjagtig samme måde?” som der stod i en bog, jeg læste for nyligt. Jeg skulle føle det, jeg føler nu. At jeg ikke er bange. At det er muligt at ikke føle sig bange, netop fordi der er mere end blot én mulig tolkning af verden.

Jeg burde få fingeren ud og finde halvtreds forskellige at spørge om, hvad fanden det i min brystkasse er; dét alene at spørge ville udvide min horisont væsentligt og vedkommende. Snarere end at vente på 3 blindes vurdering af noget, der ikke bryder med deres eget verdensbillede, hvis de overhovedet kan blive enige. En sygdom. En elefant. Snarere end en bestanddel af noget større.

Men min finger kommer først ud, når den kommer ud. Nu er jeg let. Senere bliver jeg tung. Så bliver jeg let igen. Så tung. Og pludselig er jeg i kredsløb. Igen.

dagbog: Kraft eller kræft?

Ser man bort fra tanken om meningsfuld genfødsel, karmisk gæld og begrebet åndelighed, hvordan bliver så en åbenbaring til en PET-skanning? Jo, bevæger man sig først hen over et barn der dør, et forhold der dør og en identitet der dør, er man godt på vej. Og siger man “dør” (mør) mange gange nok efter hinanden, bliver det til dør (før). Hver død en dør, ikke for afdøde, men for de efterladte.

Jeg havde… ikke elsket hende siden 1991, hvor vi mødtes, men elskede hende dengang i 5 år; havde ikke elsket hende siden 1997, hvor hun første gang gik sin vej, men… båret rundt på følelser for hende, jeg ikke kunne komme af med, fordi hun ikke var der til at tage imod dem.

Sådan var min teori: At elske er den handling, det er at være åben over for et andet menneske, for så vidt det er muligt at handle på anden måde end blot at være åben, hvis behovet opstår – man behøver jo ikke sætte ord på, for at være åben. Dertil komplicerede jeg begrebet med alt muligt om feromoner og personlige præferencer og rette tid og sted og biorytmer og nødvendighed i livet og så videre. Og selve kærligheden var så mødet mellem to åbne mennesker, eller for den sags skyld et åbent og et lukket, det var bare nul-kærlighed, et ikke-møde. Kærligheden var der således teoretisk til stede hele tiden, og opgaven for enhver: At blive eller forblive åben på en sådan måde, at den anden åbnede sig.
Hvordan man skulle gøre dét? Anede det ikke. “Være ærlig” var det tætteste, jeg kunne komme.

I 2004 kom hun ind i mit liv igen. Forelskelse, storslået sex og leg, snak om liv og om børn – jeg svingede frem og tilbage på dét med børn, men hun var så parat, at hun fik en operation, der hidtil havde forhindret hende i at blive gravid. Alle døre åbne; blot at gå gennem dem: Vi flyttede sammen, ungkarlen hér beholdt sin lejlighed i baghånden som kontor, gik på arbejde dér, forsøgte at arbejde hjemme på hendes opfordring, vendte tilbage til kontoret på hendes bøn, og det var svært at bygge bro mellem to relativt ens karakterer, der blot levede forskudt af hinanden – to forskellige behov for tryghed, for sigte med livet. Og hun ville så gerne have det barn, og stabilitet. Hvor ér det en gammel sang, men man synger med på den, hvis følelserne er store nok og mødet stærkt nok – det er dét her med ikke at kunne gå imod sin natur. Sin trang til at blive fyldt op. Ikke gå på kompromis med sig selv. Forsøge at bøje, men ikke bøje af. Sommeren 2006 knækkede så denne film.

Jeg kom hjem fra en 50-års fødselsdag en tidlig sommermorgen, hun var vågen og ville snakke, jeg var småfuld, menneskemæt og ville sove, hun blev ved og ved og ved, og dér blev det for meget. Den tålmodighed, jeg havde troet var min stærkeste side, gik fløjten på tyve minutter. Pakkede alle mine ting – det var ikke mange – og var ude af døren på halvanden time. I døren, mens jeg stod med det sidste, sagde hun: Hvad nu, hvis jeg er gravid? Bagklogskaben ér netop dét, men dér var det bare et uforståeligt udsagn, der føltes som et kluntet forsøg på at holde mig tilbage. “Så tager vi den dérfra”, svarede jeg. Og gravid… det var hun så med sikkerhed en uge senere.

Beskeden kom over mobilen, og da hun sagde det, opstod der en kontakt, BANG! Med det samme kunne jeg mærke barnet, ham, min søn, som det ville blive til. Ikke nogen tvivl om det, ingen troværdighed givet til den velkendte historie om manden, der ønsker sig én magen til sig selv, for skulle jeg vælge, ville jeg foretrække en pige. Men dér var han. På vej inde i maven på den kvinde, jeg havde så mange følelser i forhold til, men ikke forstod og ikke blev forstået af, som jeg havde ladt alene midt i et dårligt timet forsøg på at fortælle mig, at hun måske var gravid. Jeg skulle være far. Det var ikke andet at gøre end at forsøge igen. Endnu en gang.

Vi forsøgte os som weekendkærester. Så kunne jeg arbejde alene ugen lang og være “hjemme” i weekenden. Første gang, jeg skulle noget en weekend, knækkede filmen. Jeg forsøgte at flytte “oftere” tilbage; det virkede heller ikke. Vi havde haft en ferie booket og betalt, som måtte flyttes på grund af nakkefoldsskanning; vi aflyste ikke, vi forsøgte at leve som om, der var en fremtid. Det var min insisteren. Vær hér nu. Vær nu.

I et lånt sommerhus mistede jeg kontakten til min søn. Dén kontakt, som havde været der hver dag siden mobilopkaldet, og jeg tænkte, at min biorytmiske intuitionskurve var nede og at det kun var dérfor. Men tre dage senere aborterede hun. Endnu en gang kom det over mobilen. “jeg bløder, jeg er bange, jeg tager på hospitalet”. Og så var det dét. Jeg skulle alligevel ikke være far til min søn.

14 dage holdt følelsen af at være blevet givet noget dyrebart af Universet, at det var noget, jeg kunne tage ved lære af og blive stærkere af, men så knækkede filmen igen. Jeg vidste det bare ikke. Og vi tog på ferie, med hendes tvivl og på min insisteren, fordi jeg ikke ville give op. Mine følelser for hende var de samme, men ferien blev et helvede. Mig, der ikke kunne være nogen steder, hvor hun var; mig der kogte over, hver gang hun åbnede munden og var rationel, eller ked af det, mig der var alene med mit tab, og ikke forstod, at hun også havde mistet, eller hvad det var, hun havde mistet. Mig alene i mig selv, i savnet af den forbindelse ud af mig og dermed til en fremtid, som kontakten til min søn havde været, nu for første gange nogen sinde rigtig alene.

Ikke længe efter forlod hun mig i en telefonsamtale. Nægtede at mødes med mig, hvis fortiden skulle på bordet; asserterede sig i stigende grad ud af alt, fordi jeg i stigende grad faldt fra “hinanden” og ikke kunne være rationel eller sammenhængende, når vi talte i telefon. Det var et langsomt, men sikkert sammenbrud af hidtil uerkendte forestillinger og drømme, det var mit selvbillede, der krakellerede. For første gang i mit liv havde jeg haft en fremtid, der inkluderede noget, jeg ikke selv var herre over. Ikke kunne flytte mig fra. Og ikke havde haft lyst til at flytte mig fra. Noget ukendt, stort og ukendt, som jeg favnede med hele mit væsen. Og nu var det væk. Og jeg var væk. Det Jeg, jeg villigt havde lagt i hænderne på det ukendte, var væk og ingenting var i stedet. Alt snurrede rundt i mig, der var kun arbejdet tilbage, ikke mit skrivearbejde, men en oversættelse jeg var i færd med. Og jeg klamrede mig til den, så godt jeg nu evnede.

14. december, knap 2 måneder efter hun gik, og 5 efter at jeg mistede mit barn, havde jeg det egentlig okay. Nogle dage forinden var jeg faldet for fristelsen til at gå ind på den webmail, jeg havde oprettet til hende, og forstod af en mail dér, at hun var kommet videre – var begyndt at date, og havde gang i en fyr. Dét rørte mig ikke selvom jeg skammede mig forfærdeligt og gik til bekendelse over for hende. Alt, jeg følte ved tanken om hende sammen med en anden, var, at den del af mit liv var forbi – at jeg var nødt til at sørge, og jeg kunne mærke, at jeg begyndte at forstå, hvad dét egentlig ville sige – sørgeprocessen var lige så umærkeligt kommet på skinner, så at sige, og jeg var begyndt at vænne mig til tanken om, at der måske kunne være noget på den anden side, hvis bare jeg gav det tid – hvad jeg så end skulle gøre for at hjælpe mig selv. Jeg havde opgivet at skrive det daglige digt i slutningen af november, for at have dét mindre at skulle bruge energi på – jeg havde længe kun magtet rygmarvslinier og -rytme, og det tog mere end det gav. Deadlinen havde også fat i mig, og selvom det var en pinsel at skulle arbejde seriøst med noget, der måtte have min fulde opmærksomhed, var oversættelsen i det mindste en form for kerne i min dag.

Denne dag havde jeg således knoklet mine 7 sider af, og var af en eller anden årsag kommet til at fundere over mit forhold til den danske forfatter, Erwin Neutzsky-Wulff, som jeg syntes var horribel i sit menneske- og kvindesyn, kold og rationel og fjendsk, og så fik jeg denne tanke: Hvad skulle jeg sige til ham, hvis jeg gik op af hans havegang og bankede på hans dør… hvad skulle jeg sige til ham, når han lukkede op, det skulle være ærligt, noget kort og præcist, som han med alt sit fjendtlige rationale og store viden ikke uden videre ville kunne afvise? Og så slog det ned i mig: “kærlighed er den stærkeste kraft i Universet”.

Jeg sad og smagte på det. Det var vinter. Jeg havde haft en fremtid, nu havde jeg kun “på den anden side søvnen uden…”, uden muligheden for at udleve de forestillinger, der var fulgt med tilliden til hengivelsen til det, jeg ikke kunne kontrollere. Der var bælgmørkt udenfor, og kun en enkelt lampe tændt i lejligheden. “Kærlighed er den stærkeste kraft i Universet”. Jeg grinede for mig selv, mens jeg så mig selv vende om på hælen og efterlade Erwin Neutzsky-Wullf stående sådan “øbbe-øbbe-øbbe” på dørtærskelen til sit hus. “Kærligheden er den stærkeste kraft…” Med ét følte jeg, at dét hér… det var vigtigt. Det var ikke noget, jeg blot skulle bortdømme som så meget andet tankespinderi, give slip på, glemme, nej, jeg skulle gøre noget med det. Men hvad? Skrive et digt? Nej, det var jeg ikke i stand til efter alle de timer med oversættelsen dén dag. Skrive det på en lap papir og gemme det til dagen efter? Nej, det ville bare som alt muligt andet blot være et minde om gårsdagens indsigt og kraft, nej, jeg skulle skrive det på væggen.

Det er noget, jeg ofte har gjort, når noget skulle bæres gennem dagene. At fjerne det fra væggen er ikke uden videre gjort, og alene besværet adskiller et udsagn dér fra et udsagn på en lap papir. Giver det tyngde og tvinger mig ind i substansen igen. På min toiletvæg skrev jeg f.eks., da jeg i 2001 dybt disillusioneret omkring min egen placering i verden kom hjem fra Perú: “I am no poet, I am invention” – jeg ved ikke, hvad det betyder, men jeg kan mærke en essens i det, som gør det rigtigt, at jeg jævnligt skal tage stilling til det. Så, på væggen, midt mellem alle Ole Comolls fantastiske mennesketegninger, som hang der indtil vi kunne komme videre med vores LYS-projekt, hvilket i de dage ikke lige var aktuelt for mig, skrev jeg med speedmarker: “Kærlighed er den stærkeste kraft i universet”, fint tegnede bogstaver, jeg mente det og ville skulle se på det i lang tid fremover. Og så sad jeg og kikkede på det.


Jeg må have det tættere på, tænkte jeg; jeg må skrive det på mine arme; tættere på end kroppen kan det ikke komme, før jeg forstår, hvad det betyder; det skal stå på begge mine arme… og med samme permanent-tush skrev jeg det omhyggeligt på begge mine arme. “Kærligheden… er… den… stærkeste…” – det blev pænere på højre arm end på venstre, fordi jeg som højrehåndet måtte være mere omhyggelig dér. Og så sad jeg dér, væggen beskrevet, semi-permanent tatoveret på begge arme med store bogstaver – måske skulle jeg simpelthen gå rundt med det en måned og se, hvordan det ville føles, når andre så det – hvordan det ville være at vågne til hver morgen, tatoveringen jeg aldrig havde fået lavet, fordi jeg ikke før havde fundet noget jeg havde lyst til at se hver dag, ufjerneligt på min hud.

“Ikke påkalde frygten, ikke afvise den, når den kommer, ikke holde på den, ikke skubbe den væk” begyndte at køre rundt i hovedet på mig som en remse. “Ikke påkalde frygten, ikke afvise den, når den kommer, ikke holde på den, ikke skubbe den væk” – som et lydspor fra en fjern lejlighed. Og så kunne jeg med ét mærke noget vokse frem i min brystkasse, nej, i hele min overkrop, fra lige over pelvis til struben og ud til hvor ribbenene bukkede rundt mod ryggen, følelsen som af en stor piet heinsk superelipseformet opsvulmet ring, der omkransede og tegnede hele forsiden af min overkrop, 5-6 cm i bredden, en fortykning der ikke var synlig på huden og ikke kunne mærkes, når jeg trykkede på den, jo, jeg kunne ikke mærke ringen, men kun fingrenes pres, når jeg trykkede, men straks jeg fjernede fingrene igen, vendte følelsen af opsvulmethed tilbage. Jeg følte mig let. “Ikke påkalde frygten, ikke afvise den, når den kommer…” Jeg havde intet at frygte længere ud over frygten selv; jeg behøvede ikke længere lade frygten køre rundt med mig, frygten for fremtiden uden et barn til at give mig mening og fokus, frygten for at være alene, frygten for om jeg nogen sinde ville finde et menneske at dele mit liv, følelser og tanker med, som jeg ikke konstant skulle kæmpe med, frygten for min skrivekarriere og frygten for at blive glemt, leve uelsket, uden venner, familie, alene.

Og så ringede det på døren. Det var hende. Af alle mennesker på denne dag, som kunne ringe på min dør, var det hende. Hvordan…?

Jeg havde ikke set hende i næsten 2 måneder. Hendes væsen var det samme. Men lukket på den selvbeskyttede måde. “Jeg ville bare lige se, hvordan du havde det.” Med ét var jeg selv forsigtig. Meget, meget glad for at se hende, men forsigtig. “Jeg ville bare lige se, hvordan du havde det” stemte ikke overens med al den tid, hvor hun nægtede at se mig, fordi jeg ikke kunne love ikke at tale om noget “før”. Der var så mange uafklarede spørgsmål, som hun havde nægtet at svare på, så hvad lavede hun i min lejlighed, når hun oven i købet havde gang i noget nyt?

Vi trippede rundt om hinanden en tid, hvorpå hun spurgte om vi ikke kunne ligge lidt ned – hun ville bare gerne holdes. Og det kunne jeg godt, kunne jeg mærke. Ikke tale, bare holde. Men vi havde ikke ligget der længe, før jeg kunne mærke hvordan ringen i min brystkasse begyndte at pulsere heftigt med en voldsomt brændende fornemmelse, og jeg følte mig opfyldt og så fuldstændig overflydende af kærlighed til hende, alle mine følelser væltede ud af mig, mens jeg bare lå og holdt. Jeg sagde ikke noget, men hun kunne mærke det, det var helt tydeligt at hun responderede, og dette kærlighedsfelt voksede til nogle proportioner, hvor vi var nødt til at afstemme følelsen med hinanden ved at se hinanden i øjnene. Mine øjne var bløde og intenst alvorlige på samme tid, husker jeg, og min brystkasse føltes som en kogende vulkan, hvor altid bare væltede ud.

Det endte selvfølgelig med, at vi måtte have tøjet af, fordi alting skreg på størst mulig tæthed, men følelsen varede ved i 24 timer, indtil hun var nødt til at gå, fordi hun havde en aftale. “Og jeg kan faktisk heller ikke tage mere ind”, sagde hun. Tage mere ind? Er der en begrænsning? tænkte jeg. Jeg havde undladt at komme i hende, standset mig selv, fordi jeg kunne mærke at hun ikke ønskede det, ikke ønskede min sæd oppe i sig, men i kampens hede ikke var i stand til at standse mig eller sig selv. Jeg standsede mig selv, selvom jeg brændende ønskede, at dét barn ville vende tilbage, og at jeg dog bare var kynisk nok til ikke at tage hensyn. Jeg standsede mig selv, selvom følelsen var, at jeg kunne fortsætte med at give hende af hjertet til mine dages ende, hvad enten vi kunne forstå hinanden eller ej. “Tage ind?”

De næste dage fik jeg grædt igennem. “Ikke invitere frygten, ikke skubbe den væk…” gjorde mig i stand til at lytte til kroppens behov. Jeg kunne pludselig føle, at det skulle være “nu”, lægge mig på sengen, på ryggen, og med ét bryde ud i voldsom, gennemrystende gråd, og i modsætning til tidligere var jeg i stand til at hengive mig til det, lade det ske som en valid form for udrensning. Rette kroppen ud, når den var færdig med sin udladning, lægge mig på ryggen igen, give slip igen hvis der skulle krampegrædes mere, lægge mig på ryggen igen osv., og på et eller andet tidspunkt klart mærke, at nu var det færdigt. På sin vis voldsomt spændende pludselig at opdage, at kroppen havde disse behov, der ikke hverken skulle verbaliseres eller føles på, men blot handles på, på samme måde som sult og tørst.

Men hende. Hvor var hun? Var hun på vej tilbage, kunne vi gøre et nyt forsøg, skulle vi gøre et nyt forsøg, hvad handlede dette utrolige og aldrig tidligere i den størrelsesorden oplevede kærlighedsmøde om? Jeg vekslede mellem tvivl på og tillid til mit nye kropslige fænomen, og forfaldt til endnu en gang at glo i hendes webmail, hvoraf jeg så kunne forstå, at hun havde skulle møde sin date den foregående fredag, hvor hun var nødt til at gå. Jeg forstod hende egentlig godt, mente jeg: Hun var usikker ved det nye, skulle lige tjekke det gamle, og det blev til noget andet, end hun havde forventet, men hun ville ikke opgive muligheden for det nye, så…

Jeg havde ingen problemer med at tilgive det. Mine egne overskridelser var straks noget andet. Ikke noget “in love and war” hér.

3 dage før jul kom hun tilbage. Hun “var lige i nærheden” – men ligesom i filmen “groundhog day”, som Bill Murray er dømt til at gennemleve igen og igen, og er nødt til at lære at der er forskel på det spontane og det taktiske, var også jeg nødt til at indse, at øjeblikket er noget man udfylder med nærvær, ikke med erindring eller forventninger. Hun var ganske lukket, blev ikke særlig længe, og da døren lukkede sig bag hende, gik bunden ud på dette menneske.

Hvordan jeg kom igennem jul, nytår, min fødseldag i slutningen af januar, ved jeg ikke. Men jeg fik afleveret oversættelsen i begyndelsen af januar og skrevet et par daglige digte, ikke mange, men nok til at bevise for mig selv, at jeg af og til levede. I perioden efter d. 21. december havde jeg med al tydelighed gjort det klart for hende, at jeg aldrig ønskede at se hende igen. Hun skulle ikke “lige komme forbi for at se, hvordan jeg havde det”. Skulle hun noget, skulle hun give sig hen – men jeg kunne se, at hun ikke regnede mig for dét materiale, hun skulle lave børn af. Og at dét var hendes største ønske.

Så godt jeg nu evnede det gav jeg slip på hende, men min sorgprocess var der gået ged i. Jeg begyndte at veksle mellem en form for følelsesløshed (numbness) og selvmedlidenhed. Kunne ikke længere mærke, hvad det var, jeg havde mistet. Det var nemt at redegøre for og sætte i ord, men ordene var ligesom ikke forbundet til en virkelighed i fortid eller fremtid. Og samtidig havde jeg så selv fundet mig en dating-veninde. Som med tiden, snarere end at blive nemmere at være sammen med, blev mere belastende, fordi hun kom til at spærre for dét, jeg skulle arbejde med i mig selv. Som sådan noget ofte bliver til, kom jeg til at bruge hende til at gemme mig bag, ikke som trøst, for jeg havde ikke behov for trøst, men hvordan siger man nej tak til åbne ører og sympati, der vises én, når man mest har brug for det og i realiteten kun har sig selv at tale med? Jeg vidste ganske enkelt ikke længere, hvad jeg skulle gøre eller gribe i, eller hvordan jeg skulle komme videre med noget.

I løbet af denne periode på 4-5 måneder fik jeg ikke løn-arbejdet overhovedet. Kunne ikke tage mig sammen, var træt træt træt hele tiden. Ringfølelsen var min ven igennem lang tid, af og til måtte jeg lige tænke på den om morgenen for at få den frem igen, men den var med mig hver dag. I januar var jeg faldet over en kvinde på nettet, som på halvandet år havde gennemgået en spontan kundalinirejsning, en oplysning, der havde fået hende til at forsage sit kærlighedsliv og arbejde til fordel for et liv med healing og kærlighed. Hende konsulterede jeg et par gange, og blev da overbevist om at følelsen i mit bryst var en god ting. Men en dag opdagede jeg, at følelsen havde ændret sig.

Snarere end at være en ring, var den nu blevet til en plade-følelse – som dét der var inden i ringen. “Hullet i nullet” som titlen var på en bog, jeg engang læste. Og jeg behøvede ikke længere “forstærke” den ved at tænke på den – følelsen var (og er) i brystet konstant, ca. fra navlen til hjertet. Men fordi jeg ikke havde evnet at overskue konsekvenserne af at være sammen med en anden kvinde, uden at være afklaret omkring konsekvenserne af den forrige, og fordi dette kortvarige forhold blev så problematisk, mistede jeg min indre vished om, at min ring/pladefølelse var af det gode. Jeg vidste sådan set godt, hvor det kom fra, hvad historien var, men med alle de nye ting der begyndte at ske i min dag, var der ligesom ingen relation til følelsen. Intet, der angav, hvad følelsen skulle eller kunne, eller ville mig, for den sags skyld. Og jeg begyndte at tænke, om det måske var symptom på noget andet. På noget indeni. Kræft, måske. Måske var alt det her med en ekstra-sanselig dimension noget vås. Måske var det ikke andet end et symptom på det liv, jeg havde ført. Der, som jeg selv kunne vurdere det, havde svaret til at være spøgelsesbillist på en befærdet vej.

Jeg var totalt nedkørt, da vi nåede maj måned. Og som altid, når jeg er nedkørt, uden penge, retning, forståelse, bliver jeg stresset, og når jeg bliver stresset, reagerer mit tandkød med betændelse. Lavt immunforsvar = Akut nektrotiserende gingivitis (akut døende tandkød). Af sted til tandlægen, ny dosis smalspektret penicillin, 10 dage. Et par besøg til gruppeterapi havde ikke kastet noget af sig, og det var blevet sommerferie for gruppen, og jeg ventede bare… på et eller andet. Jeg fik stadig ikke lavet nogen penge, følte mig svag og sårbar og havde ondt i kroppen. Påbegyndte i stedet en blog for simpelthen at have noget at lave. Og så blev jeg syg med feber og hoste, og da jeg havde hostet 5 dage, gik jeg langt om længe til lægen. Jeg forklarede om denne følelse i brystet – at jeg gerne ville vide, om det var fysisk eller… noget andet. Kunne ikke fortælle ham, at jeg tænkte, at det måske kunne være en form for resultat af min åbenbaring d. 14. december, men hosten og trykken for brystet… var nok for ham til at sende mig til røntgen.

“Der er en skygge i lungen – det er nok en gammel lungebetændelse, her er en recept på penicillin, tag dét, og så bestiller jeg tid til en undersøgelse, når du er færdig med pillerne.” Undersøgelsen var et nyt røntgenbillede i mandags. “Skyggen, din læge så, er der ikke længere, men der er en anden skygge, som vores professor siger nok er et blodkar, men vi vil gerne tjekke dig yderligere.”

Bispebjergs lungeafdeling – der var jeg så i dag igen. Bronkoskopi – kikkert ned i lungerne, fuldt bedøvet, og groggy, da jeg vågnede. Og i morgen skal jeg PET-skannes, kontrastvæske sprøjtet ind, så de kan se blodbanerne i lungerne. Min cykel var jeg nødt til at efterlade derude i eftermiddags, så jeg skal tidligt op, for at komme til tiden. Jeg forventer, at de ikke finder noget. Og at jeg skal til at tage dét seriøst, som ligger som en plade i min brystkasse hver dag. Men hvor? Hvem pokker skal jeg spørge om det?

Spørgsmålet om noget fysisk betinget står foreløbigt åbent til i morgen. Jeg indrømmer, at jeg i dag tænkte, at det på sin vis ville være betryggende, hvis de fandt noget – fordi der så var noget konkret at hægte mig på. Snarere end denne vedvarende følelse, der er som første side i en ABC, jeg end ikke kan tyde omslaget på.

I morgen. Efter i morgen…

[nu poster jeg den hér, uden yderligere korrekturlæsning, fordi den skal af sted, inden jeg om 8 timer skal op og på lungeklinikken igen.]

kenneth krabat,
13.07.2007

@ Farvel til fremtiden 4 – Philip K. Dick + mangelliste

Philip Kindred Dick… så mange synes, han i kraft af sin forskellighed fra stort set alle andre moderne forfattere, er en slags moderne orakel, at man nok bør perspektivere sin læsning af PKD med en gennemgang af, hvad ham her har at sige.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at man i mange år har debatteret, om PKDs ouevre ikke egentlig er en sygehistorie, altså en syg mands produktion – en vurdering, som især baserer sig på den 3000+ sider lange exegesis, som Dick skrev sideløbende med sin produktion, hvor han udtrykker al sin tvivl i sin søgen efter noget statisk – gud, skaberen, noget der forbliver det samme. En søgen, der især spejler sig i bøgerne han skrev fra midt-60’erne til sin død i 1983 – som nok er dér fanskaren er mest trofast.

For hele denne senere produktion gælder det, at hver eneste bog efterspørger begrebet virkelighed – hvad er det, hvordan kan man vide, at noget er virkeligt, hvordan kan man tro på noget, man ikke kan vide om er virkeligt osv. Men det er samtidig også dét, som læsere kan bruge til selv at bespørge deres egen opfattelse af virkelig med. Ikke som vejvisere, men som dokumenter fra et liv, hvor Timothy Leary, Robert Anton Wilson og andres filosofiske brug af begrebet virkelighedstunneller forekommer at blive sat i spil på en forståelig måde.

Reality tunnels” – dét, at man som menneske “ser ned ad en tunnel”, hver gang man ser på noget som helst eller hvem som helst, fordi alt andet defineres i forhold til dén person, man er blevet – hvorved man så ikke længere kan sige, at virkeligheden er statisk, men er et begreb der som minimum skal i pluralis. Virkeligheder. Mange virkeligheder.

Det giver god mening, hvis man spekulerer over eksistensen, at få dét på plads – i hvert fald at komme frem til en virksom model for verden, menneskene og virkeligheden at forholde sig til – måske nå frem til subjektive svar på, hvorfor vi mennesker – trods at vi ligner hinanden så meget – tilsyneladende har svært ved at finde overens. De ene videnskabeligt indstillede ville nok mene, at hele baduljen handler om biologi, hjernekemi og gener, med lidt social interaktion og kaos kastet ind, men en særlig type mennesker stiller sig ikke tilfreds med, at “virkeligheden” udelukkende skulle være et produkt af fysisk og kaos alene.

Dem taler PKD til med sin søgen – der har udmøntet sig i 70 romaner og et utælleligt antal noveler. Hvad vil det sige, at noget er virkeligt? ER noget virkeligt?

Jeg er i stand til at skille mig af med mine PKD, fordi jeg har løst spørgsmålet for mig selv: Verden findes – stort set hele tiden. Og når jeg kommer i tvivl, er det altid en følelse, en fornemmelse. Aldrig noget, jeg kan fremlægge som bevis.

Det kom sig af den buddhistiske koan om, hvorvidt træet i skoven giver lyd fra sig, når det falder, hvis der ingen mennesker er til at høre det ske. Jeg har besluttet mig for, at det gør det. Og har således indtil videre – indtil jeg kommer i seriøst i tvivl igen – lukket døren på min søgen om, hvad der er virkeligt. I stedet bruger jeg så at tro på min intuition, min fornemmelse, mine følelser, og lader lejlighedsvis disse subjektive vurderinger af verden få fortræde frem for statistisk, videnskabeligt dokumenteret bevisførelse. Men det er noget, jeg har brugt mange år på. At lade Verden være, og søge at forholde mig til dét, jeg oplever som MIN verden, min indre oplevelse af sammenhæng.

For mig er verden med lille v kemisk, biologisk, genetisk med menneskemøder og kaos kastet ind. Og Verden udenfor, et uoverskueligt kaos, jeg tager del i, ser og forstår en brøkdel af, og kun oplever jeg kan påvirke, hvis jeg tager min indre verden, min subjektive vurdering så seriøst, at jeg oplever at findes når jeg vågner, og så afslappet, at jeg kan justere mig til nye omstændigheder i Verden, der indvirker på min karakter og min overlevelse.

Som historien fortæller det, lykkedes det aldrig PKD at finde en tryghed i verden. Hvilket gør ham til et menneske, som flertallet vurderer som sygt, utilpasset, ikke som de andre. Men samtidig har vi alle dokumenterne fra hans desperate søgen efter noget, der ikke forandrede sig hele tiden. Og ser vi det lidt fra oven, og tillader os det litteraturteoretisk utilladelige: at gå til forfatterens faktiske opvækst og liv – og se et menneske, der som så mange andre børn var udsat for voldelige overgreb – kan vi måske lære noget af det. Alle sammen.

Hér ligger omslagene til de PKD-bøger, jeg skiller mig af med – og hér det officielle sites liste over omslag på udgivelser fra hele verden. Omfanget siger noget om hans popularitet, men ikke mindst noget om, hvor seriøst hans familie og udgivere tager hans popularitet, om så årsagen er det ene eller det andet…

Her følger samtidig en mangelliste over PKD-bøger, som enhver er velkommen til at gøre mindre. Man kan kontakte mig på k r a b a t @ m e n n e s k e . d k, hvis man kan udfylde hullerne – også hvis man kender til bøger, der ikke er på hverken nedenstående liste eller på omslagslisten – hvorved også disse bøger bliver tilgængelig for offentligheden via biblioteket.

autobio – In pursuit of valis – selections from the exegesis
autobio – selected letters vol 1
autobio – selected letters vol 2
autobio – selected letters vol 3
autobio – selected letters vol 4
autobio – selected letters vol 5
bio – the shifting realities of philip k dick
bio – Philip K Dick in his own words (interviews)
bio – PKD, A Philip K. Dick biography
bio – Starmont Reader’s guide to PKD, by Hazel Pierce
roman – bladerunner (på basis af filmen)
roman – confessions of a crap artist
roman – cosmic puppets
roman – gather your selves together
roman – in milton Lumky Territory
roman – Mary and the giant
roman – puttering about in a small land
roman – the broken bubble
roman – the dark haired girl
roman – The man who japed
roman – Valis trilogy
roman – World of chance
noveller – A handfull of Darkness
noveller – en håndfuld mørke
noveller – Best of Philip K. Dick
noveller – book of pkd
noveller – Faseskift, science fiction noveller i udvalg
noveller – robots, androids and other mechanical oddities
noveller – Second Variety, collected stories 2
noveller – The days of perky pat, the collected stories 4
noveller – The Eye of the sybil, collected stories 5
noveller – the father thing, the collected stories 3
noveller – the preserving machine
noveller – the turning wheel and other stories
noveller – vintage PKD
noveller – writers of the 21st century: PKD
skuespil – ubik, the screenplay

@ Farvel til fremtiden II: Hvis nu, hvad så? og PKD

Man er næsten nødt til at tro det, før man ser det. Så, prøv lige dét: Danmark med en interesse i andet end sig selv, i rummet over vore hovedet, dét man ikke kan se, det fremmede, det ukendte. Prøv alvorligt at tro på det, og klik så på indlæggets titel øverst.

Der er en heftig, seriøs grund til, at jeg lægger min lille samling i offentlige hænder: Vi tænker for småt her i landet – grundlaget for oversættelse af science fiction ligger i hænderne på forestillingskraftløse bibliotekarer, forestillingskraftløse litteraturforslugte redaktører, forestillingskraftløse billigbogsudgivere, der derfor konsekvent kommer for sent til alle væsentlige nye udgivelser – for sent, fordi alle der faktisk læser science fiction, og det er ikke et fåtal, for længst har købt dem på engelsk eller tysk, før tanken rammer en forlagsmedarbejder, der kan begrunde en anbefaling med, at den pågældende bog da har litterære kvaliteter eller ligger på bestsellerlisterne i andre lande…

Men rent bortset fra, at det altid er rart, når der er tænkt over sproget, er det overhovedet ikke det litterære aspekt, det handler om ved science fiction. Det handler om at åbne døre til nye måder at tænke på, ved at forestille sig. Sige: Hvis nu, hvad så?

Har siddet og ordet det sidste af indskrivningen i den database, som udgør grundlaget for overdragelsen af “den krabat’ske samling” til biblioteket. Det aller sidste var at tjekke om alle Philip K. Dick-bøgerne var der – de havde i modsætning til 3/4 af samlingen ikke været været pakket ned pga. pladsmangel. Og det var fandme med blødende hjerte, at jeg overgiver 50 af hans 58 romaner til offentlige hænder, der vil behandle dem præcis som alle behandler biblioteksbøger: Råt, brutalt, æder, skider, drikker, ryger hen over dem – fordi læsning foregår i det lukkede, private rum, hvor det SKAL foregå. Så, der er ikke noget at gøre. De må holde så længe de kan. Og indtil samlingen er udryddet af almene bogovergreb, håber jeg, at denne mester ud i bevidsthedsafsøgning kan have givet et par mennesker en fornemmelse af, at alting ikke er så fandens konkret endda, som vort lille beskyttersamfund byder os at tro.

i øvrigt er det ikke kun lille Danmark, der lider under det. Den britiske The Guardian kårede de tyve vigtigste bøger “for nørder” i 2005. Listen følger hér, og jeg kan så glæde alle nørder med, at der er 16 af de nævnte i samlingen, som snart bliver tilgængelig fra biblioteket.

1. The HitchHiker’s Guide to the Galaxy — Douglas Adams 85% (102)
2. Nineteen Eighty-Four — George Orwell 79% (92)
3. Brave New World — Aldous Huxley 69% (77)
4. Do Androids Dream of Electric Sheep? — Philip Dick 64% (67)
5. Neuromancer — William Gibson 59% (66)
6. Dune — Frank Herbert 53% (54)
7. I, Robot — Isaac Asimov 52% (54)
8. Foundation — Isaac Asimov 47% (47)
9. The Colour of Magic — Terry Pratchett 46% (46)
10. Microserfs — Douglas Coupland 43% (44)
11. Snow Crash — Neal Stephenson 37% (37)
12. Watchmen — Alan Moore & Dave Gibbons 38% (37)
13. Cryptonomicon — Neal Stephenson 36% (36)
14. Consider Phlebas — Iain M Banks 34% (35)
15. Stranger in a Strange Land — Robert Heinlein 33% (33)
16. The Man in the High Castle — Philip K Dick 34% (32)
17. American Gods — Neil Gaiman 31% (29)
18. The Diamond Age — Neal Stephenson 27% (27)
19. The Illuminatus! Trilogy — Robert Shea & Robert Anton Wilson 23% (21)
20. Trouble with Lichen – John Wyndham 21% (19)

@ Vadested

At stå i et vadested er et begreb, man så ofte hører. Måske især, når man er i min alder (44), og nu kan identificere en vis lighed med tidligere meget rådvilde perioder.

Jeg er generalist, kan så sindssvagt mange ting, og mit analytiske sind og nysgerrighed gør det muligt for muligt for mig at binde an med stort set hvad som helst. Det er f.eks. ikke mere end knap 14 dage siden, at jeg tegnede og byggede en pisse flot terrassetrappe med 90 graders sving i bunden – uden nogen sinde at have lavet den slags før. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne løse opgaven. Ingen tvivl.

[billede følger]

Hvor meget, der så er held, når noget går godt, er ikke til at sige – men som Steffen Leve Poulsen siger det: “Heldig er ikke noget, man bare er – det er noget man rækker efter”. Man gør noget.

I mange år har jeg overvejet at søge ind på universitetet – tanken har været at komme i dybden med et eller andet. Og i år søgte jeg så endelig ind, på Spansk som er et lækkert sprog, det kunne være nyttigt og spændende at blive meget bedre til… men behøver jeg Uni for dét?

Hvor er det egentlig, vejen hen over vadestedet fører hen? Fører den egentlig ikke bare ind?

I lige så mange år, som jeg har overvejet universitetet som eneste vej til fordybelse, har jeg stået til rådighed for Verden, snarere end for mig selv. Har undladt at hjælpe mig selv. Jeg har helt klare evner for at heale, indlytte i andre, idéfinde og problemløse og analysere – men hjælpen er aldrig udstrakt til mig selv.

Det er dét, der er vadestedet. Jeg står midt i strømmen og ser, at alle mine evner er ligeligt applikérbare på mig selv som på andre. Men jeg er blevet så vant til at hjælpe baseret på stillede behov, at jeg har overhørt mine egne. Glemt at drømme – fordi det altid var nemmere, når der et sted, hos et menneske, var et behov, jeg muligvis ville kunne opfylde.

Bevares, jeg har skabt mig en form for karriere som forfatter gennem ren stædighed, men formålet var aldrig andet end at forsøge at finde det redskab, dén forståelse, der kunne gøre verden bedre for andre, som jeg så den inde i mig. Og har således undladt at opøve evnen til at hjælpe mig selv til en bedre plads i Verden.

Jeg har ofte gummistøvler på hér. Jeg må satse på at tage dem af og mærke vandets kulde.