PirateBay, the Movie 2013 (TPB AFK) – for free or donation fee

The Long Awaited look behind the scenes.

Share

the pirate bay movie

download for free via PirateBay
325MB, info hash 0C0238D5EA27CB3E6C855730129903FCFD7F9499
974MB, info hash 99FEAE0A05C6A5DD9AF939FFCE5CA9B0D16F31B0
3,50GB, info hash 79816060EA56D56F2A2148CD45705511079F9BCA
6,85GB, info hash 411A7A164505636AB1A8276395B375A3A30BFF32

Support the movie with $10 or more

TPB-AFK – The Pirate Bay – Away From Keyboard

Have fun!

 

Kan betalingscensur medføre en stabil, statsløs, global møntfod?

Det kommer blandt andet an på dig.

Share

Fildelingtjenester er ikke gratis for dem, der udbyder dem. Betaling for serverhosting, programmering, vedligehold osv. løber op, hvis der er mange brugere på et torrentsite.

Disse investeringer kan kun komme hjem igen i form af den helt personlige tilfredsstillelse ved at være blandt et fåtal af indflydelsesrige nørder (meget 90’er-agtigt, men sjældent i dag) eller ved betaling for brug af tjenesten.

Torrentudbydere benytter ofte donationsmodellen for at lade brugere kontakte de brugere, der ligger inde med filer, mens de store og anonyme skytjenester tager betaling for at overføre egenhostede filer med stor hastighed.

Bankers gebyr for at overføre penge til en udenlandsk bank er som bekendt ret stort. Derfor er en række mellemmænd vokset frem, som mod et mindre gebyr og efter aftale overfører penge mellem to parter. Det mest kendte tjeneste er nok den amerikanske betalingstjeneste PayPal, der blev købt af det netbaserede auktionshus eBay for at gøre det nemt for internationale kunder at betale – men efterhånden findes denne type mellemmænd i alle lande.

Om end PayPal er stor, er det dog ikke større end, at firmaet har givet efter for pres fra den amerikanske regering om at lukke for pengestrømmen til torrentudbydere og skytjenester med (uretmæssigt)  hostede filer. Det begyndte de i øvrigt på i 2010, da de lukkede for PayPal-donationer til WikiLeaks.

Det amerikanske virksomhedsindeks, Forbes, skriver i dag, at sådan betalingscensur kan skabe øget vækst i brugen af Internet-møntfoden, BitCoin. Hvilket inddirekte angiver en tro på, at udbuddet af bruger- og skyhostede filer af dubiøs oprindelse næppe vil vil tage af, men Forbes tilføjer da også, at den amerikanske regering mener, at betalingscensur vil have større effekt på uretmæssig deling af rettighedsbeskyttede filer end allehånde retssager og computer- og husransagelser.

ABSOLUT ØKONOMI

I modsætning til alle andre møndtfødder er BitCoin ikke baseret på national troværdighed, men i bund og grund kun på tilliden til de algoritmer, der angiver BitCoins “absolutte” værdi:  At der kun vil blive “udstedt” et vist antal BitCoins – 21.000.000, hvoraf den sidste først antages at blive skabt i år 2140. Transaktionsværdien af denne møntfod er derfor afhængig af tilliden til brugen af den; jo flere brugere, desto højere værdi. DD. er værdien af 1 BC = 10.53 Euro. http://preev.com/btc/eur

Hvis betalingscensur således kan skabe behov for en møntfod, der ikke kan styres af en nation, men kun af interesse (i at betale for varer og tjenesteydelser anonymt, som med kontanter), har vi pludselig en Global møntfod.

Lige som Art Money (endnu) er et eksperiment i betaling med bund i tilliden til kunst og kunstnere, har BitCoin indtil videre været et eksperiment i tillid til det store fællesskab og fællesskabets helt naturlige betalingsbehov – som vel at mærke visse har taget seriøst nok til at investere betragtelige summer i, med muligheden for stort afkast, hvis den bliver en global møntfod. Men genvinsten for hele verden  er uendeligt meget større.

En global møntfod kunne have en stabiliserende effekt på hele verdens økonomi. Alverdens andre møntfødder ville stadig findes, for pengemænd at handle i, men over og under enhver spekulation i tillid til firmaer og nationer ville BitCoin ligge og passe på det hele. Som en global tillid, skabt af brug snarere end af ihændehaveri. For uden at bruge af den begrænsede mængde BitCoins, der findes, er der ingen BitCoin-økonomi.

Indtil verden oplever et stort nok behov for at betale for ting, som betalingsinstanser ikke ønsker at nogen skal betale for, er BitCoin dog mestendels for nørder og andre med store computerkraft – for BitCoins skal i digitaleste forstand graves frem af den digitale muld – lige som guld af den blotlagte klippe! …

Men hvem fanden kan navigere i det digitale samfund uden at være tvunget til at opdatere mange af de analoge færdigheder til digitale?!

BitCoin FAQ [på engelsk]

BitCoin for Dummies

BitCoin-myter [på engelsk]

weusecoins.com

The BitCoin Show #56

Køb alt det, du ikke vil, at andre skal vide noget om, med BitCoin

Freedom2.0 (Fox News…)

 

Er det så nu, jeg siger, at jeg ikke fatter økonomi?

The World’s Most Efficient Public Library

The smorgasbord is a reality. Now we need to pay the staff and food suppliers.

Share

 

If free and open access to all of human knowledge at the push of a button truly prevents our society’s beloved artists, authors, thinkers, and other creative people from putting food on their tables, then maybe it’s time to rethink how to put food on their tables

via The Pirate Bay Is The World’s Most Efficient Public Library – Falkvinge on Infopolicy.

Please acknowledge that TPB represents an idea, which TPB is neither alone in actualizing nor the first to implement into Human Culture. Besides the numerous other torrent sites all over the world, NewsGroups, FTP sharing, deaddrops, DVDs and not to mention people populating torrent sites or equally sharing and caring about culture both popular and not so well known from hand to hand, stating that sharing forms the basis of human evolution is not a stretch of fact.

That sharing has become digitally efficient is not a bad thing – the question is, who should control efficient sharing? And how are content creators kept fairly in the loop?

 

RettighedsAlliancen satser på digitalt salg og mener “de samme salgsled som altid”

Og det er de høje gebyrer for kreditkortbetaling på nettet med til at fastholde.

Share

 

Der er to væsentlige og reelle blokeringsmekanismer, når det handler om digitalt salg i Danmark. Fælles for de to er, at betalingsgebyrer og oprettelse af betalingsmuligheder fastholder et fokus på salg som HØJ OMSÆTNING:

1. NETS (tidl. PBS) priser på digitale transaktioner som sælger.

2. Teleselskabernes gebyrer for mobiltransaktioner som sælger

Snart sagt alt i denne regering er overladt til banker, forsikringsselskaber, mobilselskaber og medicinalselskaber. Det betyder, at det ikke har nogen interesse – selvom almindelig idérigdom og fortagsomhed giver pote i både kartoffelmarken og Lions Club – at almindelige mennesker befatter sig med salg, der svarer til selvstændig virksomhed, uden at være selvstændige i skattemæssigt øjemed. Glem at lave et et lille hobbyfirma, der sælger hjemmestrik over nettet; du kan ikke  sælge en skid internationalt uden at skulle lægge 10.000 til NETS for at kunderne kan betale med kreditkort.

Enkeltmandssalg er i disse år i høj grad væsentlig for kunstere, der måske har en 3-6 “varenumre” at sælge. Men de tvinges til at “blive professionelle” som det hedder med selvfølelsens øjenbryn helt oppe i hårgrænsen – dvs. vælge, om de vil satse prisen for at komme til at sælge deres ting, eller ikke blive professionelle tsk tsk tsk… – som om der stadig kun er én måde at gøre tingene på. Og har kunstnere ikke råd til at lægge omkostningerne for at lave en hjemmeside eller købe en betalingsmulighed, og må sælge deres varer i et kommissionsfællesskab, mister de retten til at bestemme, hvordan deres varer skal kunne distribueres. Hvad der er pirateri, og hvad ikke.

ALT der mangler for at kunstnere kan være selvberoende og selv afgøre spørgsmålet om pirateri, er mikrobetaling, mikrobetaling, mikrobetaling!

Rettighedshaverorganisationerne har al støtte fra regeringen og fra stort set alle andre virksomheder i vor del af verden til at fortsætte med at lade mediedistributører og -producenter være de eneste, der tjener STORT på kunsten – ved at blive ved med at jagte piraterne i stedet for at arbejde på at gøre kunstnerne selvberoende. Blive ved med at tro på den amerikanske underholdningsindustris lobbyister og det amerikanske handelskammer, der fylder alle med løgn: NEJ, igen og igen, det er ikke pirateri, der er skyld i, at branchen har ændret sig – det er internettet. Og det er ikke skyld, men en naturlig konsekvens af muligheden for at dele ting, man kan lide, med andre, plus at der gik rigtig mange år, før medieselskaberne fandt ud af at sælge deres produkter digitalt – og mange har stadig ikke lært det.

TRO IKKE PÅ AVISERNE
TRO IKKE PÅ DIN RETTIGHEDSORGANISATION
TRO IKKE PÅ POLITIKERNE
TRO IKKE PÅ KAMPAGNER FOR MORALSK ANSVAR

Gør hvad du kan for at støtte indie-produktioner. Betal gerne via bankoverførsler, og formår du at sælge dine egne ting selv, så gør det – eller gå sammen i salgsfællesskaber, du kan stå inde for.

Og er du medlem af en af flg rettighedsorganisationer

– Foreningen af Danske Videogramdistributører
– IFPI Danmark
– Foreningen af Filmudlejere i Danmark
– KODA
– Nordisk Copyright Bureau
– Dansk Musiker Forbund
– Dansk Artist Forbund
– Producentforeningen
– Dansk Skuespillerforbund
– Danske Filminstruktører

så få en sludder med deres repræsentanter:

Samtlige medlemmer af det nu hedengangne AntiPiratGruppen plus yderligere tre organisationer er genopstået fra de døde som RettighedsAlliancen.* Thomas Schultz, der er formand for Foreningen af Danske Videogramdistributører, siger at der er tale om mere end et simpelt navneskifte:

”Alle i vores branche arbejder hårdt på at udvikle nye tjenester og nye lovlige udnyttelsesformer, men ingen kan konkurrere med de ulovlige pirathjemmesider, der ikke betaler for de film, de udbyder. Derfor er vi med i RettighedsAlliancen, og arbejder målrettet på at få ryddet ud i de ulovlige hjemmesider, så vi kan få gjort plads til spændende nye onlinebutikker og salg af fysiske produkter”.

Ja, det er så en komplet forudsigelig udtalelse fra en forretningsmand, at det er ligegyldigt, hvilke konsekvenser begrænsning af digital pirateri måtte få for ytringsfriheden generelt.

  • Bare overlad alt til lovgivningen og vask hænder selv.
  • Lyv for alle og enhver, at underholdningsbranchen lider under tyveri af digitale data, i betydningen “undlad at fortælle, at det er helt normalt med forandringer i enhver branche, når ny teknologi introduceres”.
  • Og undlad så også at fortælle, at underholdningsbranchen selv pga. nøl og manglende visioner fortsat må skulle bære ansvaret for ikke at have adekvate salgsled at afhænde sine overprissatte varer fra.
  • Og glem helt at fortælle, at underholdningsindustrien er et kartel, der har magt til at nå ind til politikere i alle verdens regeringer! (Hvilke andre brancher har den samme magt?!)

Se nu at komme videre – alle I rettighedsorganisationer, frygtsomme kunstere og detailled! Vågn op, bliv voksne, erkendt jeres eget ansvar og se, at dét dækker andet og mere end jeres egne punge og produkter. Blev en del af et digitalt samfund og begynd at forholde jer til kundernes ønsker for betaling.

AntiPiratGruppen er død

(* Sjovt nok er det nemt at finde forekomster af “RettighedsAlliancen” på nettet, der strækker sig tilbage til 2002…)

“Tag det væk, far!”

Om endeløs kolportering af den amerikanske underholdningsindustris lobbyisme.

Share

 

Der er forskel på Kolportering og Meningsihændehavelse, og absolut fælles for alle danske rettighedshaverorganiationer er, at de fantasiløst kolporterer meninger om rettighedsbrud til deres medlemmer.

I min tid i Dansk Forfatterforening har det været tydeligt, at foreningens bestyrelse vælger den nemme løsning, når det handler om forholden til spørgsmålet om pirateri på nettet. “Det er af det onde, det skader kunstnere, det skal væk, syndere skal straffes!” Senest endnu en kolportering af holdninger gjort tilgængelig for medlemmerne, indpakket i en rapport skabt af rettighedshaverorganisationerne, ministerierne osv., der

har afsæt i regeringens holdning*, som er, at ulovlig kopiering på internettet er skadelig for både forbrugere, kunstnere, erhvervsliv og samfundet generelt

(* Og denne holdning er fra 2007!, hvor man besluttede sig for helt firkantet at fastholde lovgivningen, som den så ud, snarere end at forholde sig til en virkelighed i digital forandring.)

Ét er så, at Danmark igennem de seneste 10 år har haft en højredrejet regering, som systematisk har overført midler fra fattige til rige. At dén generelle livsindstilling skulle kunne afgøre, hvad der kommer samfundet, forbrugere og kunstnere til skade, skal vist lige tages med et gran salt.

Noget ganske andet, og mere globalt er: Følger man med på debatten på nettet, og herunder alt der har med “infopolicy”* at gøre – dvs. informationspolitik i verdens forskellige kulturer og nationer – vil man opdage en systematisk propaganda om industriens mange tab som følge af pirateri udspringe af lobbyisme fra den amerikanske underholdningsindustri. Løgne og bagvaskelse og falske statistiskker og fordrejninger, der tiere og tiere tilbagevises af en forarget forskervirkelighed, professionelle magasiner og meningsmagere, og af enkeltpersoner med vid og talent for at grave og stille de forkerte spørgsmål på rette tidspunkt. En mere end gryende holdning blandt ikke-hjernevaskede professionelle i mange af kunstbrancherne, der er berørt af digitalisering, er at digital piratvirksomhed for en væsentlig del skyldes mangel på nem adgang til produkterne.

Vi, der arbejder med sprog, ved at svar afhænger af både spørgsmåls formulering og tolkning. Og spørger man folk, om de henter copyrightbeskyttet software uden at betale for det, og folk svarer ja – og man så IKKE spørger, om folk ville betale, hvis der var en mulighed for det – så er man propagandist, populist eller slet ret og simpelt et manipulerende svin, der er ligeglad med de holdningsændringer, og frygt, og heksejagt, sådanne udnladelsesløgne afføder i alverdens lande. Fuldt ud på højde med heksejagten på marihuana i USA’s 30’ere, der holdt spiritusforbudets politistyrke talstærkt på gaden, og terrorist-heksejagten, der stadig holder 3. verdenskrig i gang.

Der er kun én måde at imødegå digital piratvirksomhed på: Tilbyde noget bedre og nemmere og lovligt. Enhver anden håndtering skaber en mere ubehagelig, mere frygtsom og tydeligere klasseopdelt verden. I højrefløjens ånd, javist. Godt med kontrol og ejerskab. Godt med individualisme og enhver er sin egen lykkes smed.

Men det er fortid, folkens. Farmand ér vippet af tronen og folket har talt.
__

* Et godt sted at begynde er det svenske Piratpartiets repræsentant i Europaparlamentet, Rick Falkvinge.

De stier, vi træder (om fildeling)

Hvor længe skal vi blive ved med at forfølge piratdownloads, før det går op for os, at nem adgang er dét, folk vil have?

Share

 

Jeg er opvokset i København.

På Nørrebro, ml. Blegdamsvej og Ravnsborggade, er en smal gade, som i rigtig mange år var ensrettet. Sankt Hans Gade.

Meget fornuftigt, hvis man taler om biler. Der ér vitterlig ikke plads til modkørende motortrafik, hvis der også skal være plads til parkering. Men denne ensretning, der fører motortrafikken fra Ravsborggade og Ryesgade tibage til hovedfærdselsåren, Blegdamsvej, betød ensretning for cyklister, som skulle til Ravnsborggade.

Ensretningen tvang cyklister til at trække gennem Sankt Hans Gade, hvis de skulle fra hovedfærdselsåren og ned til søerne eller til området lige omkring udmundingen af gaden i Ravnsborggade. Eller de skulle køre en meget lang omvej for at ankomme til udmundingen af denne 75 m korte gade.

Det var biltænkning – fra før det fælles fokus faldt på det det fornuftige, sunde og billige i at cykle i storbyen. Gammel logik. Men  alt udvikler og forandrer sig. Også menneskers forhold til ordensmagten og til lovene – det er kun lovene, der er statiske.

Folk kørte igennem på cykel. Folk blev taget af politiet med jævne mellemrum og fik en bøde. Det var så regelmæssigt, at der ikke hér var noget at misforstå. Enhver cyklede igennem, hvis man kunne komme af sted med det. Alle var således uenige med byplanlæggerneog med politiet  om, hvordan ruten skulle være. Det var og ér den korteste vej, og den korteste vej er oftest den folk vælger. Ikke nødvendigvis den bedste, men når det bliver ved, er det dét folk finder mest hensigtsmæsigt.

Hvor mange år stod det på? 10? 20? Mange år. Men nu ér det lavet om. Der er malet en cykelmarkering ned igennem Sankt Hans Gade – som stadig er ensrettet for motortrafik og stadig har parkerede biler.

 

(Rockwoolfondens undersøgelse af danskernes (mildere) syn på løgn og socialt bedrageri kan hentes ved at klikke på billedet)

 

Kommerciel censur, korporativt kontrolleret Internet

Google censurerer særlige ord og kombinationer af ord. I dag tækkes de frivilligt kapitalinteresser.
I morgen den amerikanske præsident? I overmorgen er de ejet af Rubert Murdoch?

Share

 

Google Instant hedder en funktion, der autofuldender ord, man som bruger indtaster. Dette ud fra en database, der registrerer blot ét tilfælde af en søgning med et nyt ord eller en ny kombination af ord. Men Google har slået funktionen “auto-fuldendelse” fra ved indtastning af særlige ord og kombinationer af ord. Se nedenfor, og gå til link.

via Google Starts Censoring BitTorrent, RapidShare and More | TorrentFreak.

Kenneth Krabat, 29.1. 2011

lidt om ebøger og ebooks, december 2010

ebøger i USA og Danmark. Gad vide, hvad der sker andre steder?

Share

Knap 300.00 ebog-torrents, ikke individuelle bøger, hér et par måneder fra bitTorrents 10-års fødselsdag.
A Snapshot of the Public BitTorrent Landscape | TorrentFreak
.

Apple anklaget af japanske forlæggere og forfattere, bl.a. Haruki Murakami, for at sælge piratudgaver af ebøger på iTunes Store. Apple vrider hænder og undskylder sig med, at det er tidkrævende at skulle godkende alle bøgers ophavsret.
Apple Accused of Selling Pirate Books On App Store

Norsk forfatter går i rette med selvindrømmet 16-årig ebogpirats praksis, men afsløres af søn som musikpirat.
Author Slams eBook Piracy, Son Outs Her As a Music Pirate

Den danske eBogs-app, Riidr, vil gerne have feedback_
(2010-12-13 17:00:16) Twitter / Riidr
Riidr: Hvad synes du, om vores Riidr e-bog / ebook læse-applikation til Apple iPad, iPhone & iPod? Skriv til @Riidr
http://twitter.com/Riidr/statuses/14348891361120259

Bogmania lover at skrive mere om eBøger
http://www.bogmania.net/search/label/ebook

Instruktion i at få DRM’ede danske bøger ind på iPad
fra mobildebat.dk

De små glæder for erhvervslivet.

Glem internettet. Med IFPIs rapport (2009) er det tydeligt, at datavejene er global distribution for erhvervslivet og intet andet.

Share

 

http://www.ifpi.org/content/library/dmr2009.pdf

IFPI, samarbejdet af musikproducenter/distributører, har lavet en rapport for 2009, der er smækfuld af “vi har ret og tingene i verden kan ikke gøres på anden måde end ved rå kapitalisering på mainstream-forbrug”, og som enhver anden rapport fra vægtige kræfter, skal den læses med de stærke briller – for det er eddermugme godt sammenskruet, så alt det der modsiger ligger flere alen under overfladen!

Okay, vi antager, at det lykkes alle større lande at få ISP’ere til at samarbejde med kulturproduktproducenter om at begrænse eller forhindre ulovlig download på basis af three strikes and you’re out.

Lad os sige, det sker inden for det næste år. 80% af verdens internettrafik er ulovlig download.

Lad antage, at 70% af ulovlig download forsvinder ud af de større landes internettrafik – efter at samme lande har brugt multimillarder på kapacitetsudbyggelse af det fysiske og mobile netværk.

70% af 80%, under forudsætning af, at den ulovlige download er ligeligt fordelt over hele verden, hvilket den ikke er, men vi leger… betyder, at mellem 50 og 60% af den globale netværkskapacitet vil kunne overgå til anden datatransmission.

Skal vi gætte på, at en blanding af markedsmodeller til salg eller streaming vil overtage internettet? Samt HD-TV overalt på kloden?

Jeg ser ikke konspirationer overalt, men hér er en klokkeren én, der ikke bare omhandler “det frie marked” – for dét findes ikke længere oppe i de højere luftlag. Det er et politisk styret og styrende samarbejde, der udnytter hvad der er sket til egen fordel. Og samarbejdspartnerne er, ud over poltikerene, mobil-industrien, TV-, musik- og filmindustrien. Glem internettet. Det findes ikke længere. Nu hedder det bare “Global distribution” og det, som tidligere var internettets bagstoppere, informationssøgningen i dedikeret viden, er blot spredte biblioteker langs en 200-sporet motorvej, og hvad angår resultater af online-søgninger, tror jeg ikke vi skal forvente, at der bliver bygget helt så mange afkørsler i fremtiden.

Fildeling: Internettet og digital vidensdeling = kollektiv hjerne

Det bliver ALDRIG så slemt, som de frygter og spår. Det bliver bare anderledes.

Share

http://www.comon.dk/forum/ok.at.blokere.for.pirate.bay_68533.html

[Kulturordfører for S] Mogens Jensens indlæg bærer præg af uvidenhed – det er nemt at se, at de givne informationer ikke kommer af hans eget hoved, og at han ikke formår at håndtere de informationer, andre har fodret ham: Han “vil gerne vide, hvis der sker noget ulovligt på hans IP-adresse” er blot ét eksempel, men de er over det hele.

Undertegnede har været på nettet i 15 år – fra de dage, hvor skærmene var blå med 11 menupunkter og the Well, der blev til EFF, Electronic Freedom Foundation, allerede var en stemme, man kunne forstå: Information wants to be free. Som Laurence Lessig, professor fra MIT med speciale i ophavsret, siger, så er det ikke “free” som i “free beer”, men som i “free speech”.

JEG tror aldrig, det har været meningen, at nogen ville stjæle andre folks arbejde – men det digitale netværk muliggjorde deling af kunstnerisk og informativt materiale, på en langt mere effektiv og nemmere måde end den praksis man havde forinden: Fysiske møder med vennerne og ting tilsendt med post. Det vi i dag kalder p2p, som betyder “ligeværdig til ligeværdig”, er forudsætningen for interaktion mennesker imellem, og det har eksisteret siden tidernes morgen og er det, der sker i dette øjeblik, hvor du sidder og læser.

Som det altid går med os mennesker: Når nogen har lavet et system, der gør ting nemmere, vil andre forbedre på det. Og i dag er vi så nået til torrents-modellen – 10.000.000 digitalt forbundne edderkoppespind oven i hinanden, hvor folk deler ting, de bryder sig om, med mennesker de ikke kender, men som i sagens natur står dem nær, da disse fremmede jo ikke ville tage imod det udbudte, hvis ikke det også havde interesse for dém! (Undtagelsen er de få, der blot ønsker at kapitalisere på det, men i denne verden hører det til under det reelt målbare: Det er f.eks. tjenester som Rapidshare, der tager penge for at formidle hurtige downloads af rettighedsbeskyttede filer).

Det er som sagt i menneskets natur at dele ting med hinanden, og i den verden vi har fostret, vokser tilkomsten af ny viden nu så hurtigt, at vidensmængden fra sidste år er doblet i år, og næste år er det endnu mere. En væsentlig del af denne eksponentialvækst tilskrives den digitale adgang til materiale – tanker, kunst, informationer, nyheder, følelser, filosofi os vosv osv – som netadgangen muliggør. Hvis man aldrig har hørt de bands, som en ven sender en torrentfil til, er anbefalingen alene en grund til at tjekke det ud. Og selvom man kun hører ét nummer af en hele CD og afviser det, har man alligevel hentet det hele.

Utroligt meget data, der bliver hentet via DIGITAL p2p bliver – lig størsteparten af de informationer, man modtager hver dag fra andre mennesker – aldrig brugt til noget. Men torrent-modellen gør, at man formidler disse data videre til de andre interesserede, som er mere lig ens vens smag, end man selv er – så det lader man ske. Det er en oplevelse af at være noget for nogen. En omsorg. Der også er omsorg for sig selv – at man indskriver sig i en følelse af, at man er et godt menneske.

Og så er der det her med , at det er ulovligt, fordi der er mennesker, som ikke bliver betalt for deres kunstnerisk følelsesmæssige og intellektuelle arbejde. Til dét er der kun ét at sige: Det er ikke sandt. Det er ikke sandt, at fildeling har NOGET SOM HELST med tyveri at gøre. Det var et påfund, skabt af underholdningsindustrien, og videresolgt til politikere, med to formål:

1. At få en chance i egen hastighed for at udvikle en digital betalingsmodel, der virker

2. At skræmme forældre og deres børn fra digital fildeling, så 1) kunne muliggøres.

Internettet og digital vidensdeling er noget så svært forståeligt som en kollektiv hjerne. Det er menneskehedens bud på selverkendelse. Det er en proces, der trancenderer individuelt ejerskab – på samme måde, som at hjernen hele tiden opdaterer sig selv, syntetiserer viden og kun lægger dét på lager, som har blivende værdi.

Det lyder måske højtravende, og jeg har da heller ikke svært ved at forstå, at medieindustriens enkeltindivider gør hvad de kan for at beskytte deres indtægter og magtbaser. Men faktum er, at tiden ikke kan skrues tilbage til før den kollektive digitale vidensdeling – vi er alle sammen i KOLLEKTIV-vækst som følge af den, og at forhindre den i at finde sted, uden hensyntagen til enkeltindividers muligheder for at fungere optimalt, f.eks. gennem restriktioner på internetforbindelser og overvågning af personlige data, er at skabe et mentalt fængsel af hele den opkoblede verdens menneskehed.

I dag er det åbenlyst, at såkaldte “ulovlige” downloadere køber mere musik og flere film end folk, der ikke henter rettighedsbeskyttet materiale på nettet. Og selvom industrierne er ved at have fod på det der med at tjene penge på deres produkter via netsalg og forskellige tjenester, trods den “ulovlige downloads”, bliver industrien alligevel ved med at sprede deres ondartede virus, som får politikere til at godkende overvågning og indgreb i personlig frihed. Underholdningsindustrien er længe blevet kaldt den 5. statsmagt, og man skal love for, at de træder i karakter nu: Det handler ikke længere om at  at beskytte de stakkels kunstnere, men i langt højere grad om politisk magt og indflydelse – gennem at kriminalisere i millionvis af mennesker. Et fokus, som snildt undviger enhver mindelse om, at alt begyndte som følge af deres egen langsommelighed og inkompetance hvad angår at regne nettet for noget som helst, de kunne bruge til noget. Og denne gammelmands-havesyge, som de har brugt til at nedkæmpe hinanden med, anvender  de nu på en hel verden!

Det er det romerske senat om igen, lige før Romerriget faldt: Vi må finde en fælles fjende, når vi ikke kan ekspandere mere: Folket! Folket mod folket!

Der er løsninger på alt – hvis man vil. Men hvis politikere er så svage, at de kan skræmmes til at lytte til uvederhæftige informationer, er der kun én vej: Og det er ned ad bakke.

Men hør her, politikere – der ER løsninger – og de består ikke i lovindgreb IMOD fildeling, rettighedsbeskyttet eller ikke – hvis noget, er det det modsatte:

1. Fastholdelse af den grundlovssikrede talefrihed
2. Talefrihed betyder retten til at dele informationer med andre – ingen kan straffes for at sprede informationer, der kommer til dem – det er op til “skaberne” af disse informationer at holde dem hemmelige
3. Ingen på dansk jord kan eje digitale data (men de kan godt hemmeligholde data)
4. Ført til protokols, at alle digitale data er informationer

Og så lade det være op til industrierne selv, hvordan de vil FORMIDLE adgangen til de data, de har skabt. Hvis ingen kan eje data, kan konkurrenter frit sælge ADGANGEN til digitale data, de har erhvervet sig. Hvilket betyder at alt kommer til at handle om service. HVOR folk vil hente deres ting og på hvilken måde.

Her er så fint plads til public service-forpligtelsen – at FORMIDLE ADGANG til et kvalitativt og bredt udbud af digitale data til det danske folk. Som kan betales over skatten, hvis man politisk føler sig forpligtet til at lade fattig og rig nyde samme adgang til kvalitative informationer, eller betales af den enkelte efter behov, hvis man politisk set er mere til hver mand for sig selv.

IKKE GIVE OP ved mødet med det nye – og ikke KUN lytte til de sælgende: De sælgende behøver at sælge, det er dét, de lever for. Men det bliver ALDRIG så slemt, som de frygter og spår. Det bliver bare anderledes.

Tjek følgende links for mere nede på jorden- og nu-og-hér-informationer:

Piratpartiet indvalgt i EU
http://www.comon.dk/news/piratpartiet.blev.valgt.ind_41184.html

Den gavnlige pirat
http://www.comon.dk/focus/den.gavnlige.pirat_67.html

Fildelere er nasserøve med løse tegnebøger
http://www.comon.dk/news/fildelere.er.nasserove.med.lose.tegneboger_41155.html

Digitalt musiksalg stiger kraftigt
http://www.comon.dk/news/digitalt.musiksalg.stiger.kraftigt_41102.html

Pirater er filmbranchens bedste kunder
http://www.comon.dk/news/pirater.er.filmbranchens.bedste.kunder_41059.html

Fildelere gavner filmbranchen
http://www.comon.dk/news/fildelere.gavner.filmbranchen_40982.html

At dele er at give er at elske [ulovlig fildeling, ebøger oa.]

I hvert fald SØGE KÆRLIGHED:

Share

Du siger, at 30 millioner, der stjæler under de nuværende love, er moralsk forkastelige – præcis som at lige så mange fluer, der elsker lort, ikke kan gøre lort til noget godt. Men lort ér godt – det er kun et spørgsmål om perspektiv.

Når 30 millioner mennesker siger, at den enkeltes ejerskab ikke længere tilhører den enkelte, så gør det ikke længere dét. Og at hvis ophøret af ejerskab forhindrer skabelse af nyt, så har denne skabelse ingen værdi for fællesskabet.

Det er ikke Kommunismen 2, du ser på. Eller et totalt sammenbrud i moral. Men et ønske om større sammenhørighed, på tværs af økonomi. Folk har så megen tid, de ikke ved, hvad de skal gøre med. Allerhelst ville jeg fortælle dem, at de skal bruge den på deres familier og deres elskede, men de er under pres alle steder fra, og behøver både svar og frihed fra pres.

Reaktionen, måske hos de ensomste i vores flok, er at søge dér, hvor svaret ligger tættest på: Delingen.

Det, vi ser ske, er en deling (sharing) af informationer. Lige nu er det bøger, film, musik, alt, der kan transmitteres elektronisk. Og det er støtte til allehånde sager i verden, ikke mindst digitalt rundspredt, og det er sociale netværk, og indblanding i sager, som før var lokale. I dag kan man have en holdning til alt, der foregår i verden – og retmæssigt støtte en hvilken som helst enkeltsag på et andet kontinent, i en anden kultur, som man end ikke deler sprog med.

Det stopper ikke. Fildeling, informationsdeling, hgvad enten den er lovlig eller ulovlig, stopper ikke. For det er en del af dét at dele med andre. Eneste måde at bremse det på, er at stille økonomi imellem. Hvis folks privatøkonomi kommer i klemme, bremses det – men det er en bold, der er i gang, og kun nedlukning af internettet kan forhindre udbredelsen af ulovligt annekterede filer.

Folk vil være en del af noget. De vil have indflydelse på deres liv. De er ikke uærlige eller moralsk anløbne – de vil bare dele, hvad de vurderer som godt.

Bemærk, at ulovlig fildeling ikke er for økonomisk vinding. De få, der hæler digitale filer, kan kun gøre det på én af tre måder: Ved at have ALTING, eller ved at altid at have det nyeste – før det findes nogen andre steder. Det er den eneste måde at tjene penge på for dem – for derefter er katten ude af sækken. Og den tredje: At påstå, at de har det, og så sælge folk noget andet. For hvem skal folk klage til?

Hvis man tilbyder folk mulighed for indflydelse, og giver dem muligheder for at bestemme selv, såvel i opposition til de gamle magtstrukturer som underkastende sig dem, vil de bruge denne indflydelse til at gøre noget godt. Og jo bedre muligheder, jo bredere tænkte og jo mere det gavner flertallet, desto bedre. Forsøger man at manipulere folk, med politisk korrekthed eller forbud, sanktioner, straf, opnår man modstand – og denne modstand vil vokse. Som den vokser ude i den verden, der begynder at forstå betydningen af globalitet – og indflydelse via medierne.

Og så er der dét at prøvekøre ting: Kultfilm-samlere forstår, hvad det vil sige at finde ting fede, som hovedparten af alle andre oplever som regulært lort. Kvalitet er ikke noget, der står stemplet hen over et produkt – det er noget, en køber, en bruger, må afgøre for sig selv: Høj kvalitet eller lav kvalitet. Og på hvilken måde høj eller lav. Folk, der downloader film, bøger, spil, musik – hvis man ellers skal tro det stigende musik- og dvd-salg – prøvekører informationer. Med døren meget pludselig åben til en verden af næsten uendelige informationsmængder, er eneste måde at vurdere informationsværdien på at teste den. Men kun et fåtal går ud og køber ting hjem fra udlandet uden at vide noget – der er porto og administration og told og moms og usikkerheden – og da ingen fysiske butikker i begyndelsen af bredbåndstiden, og til dels også før, havde den ringeste anelse om, hvad der fandtes derude, som folk kunne være interesserede i, blev fildeling en naturlig konsekvens af en allerede eksisterende nysgerrighed, parret med nettets endeløse muligheder for at anbefale produkter fra alverdens kreative producenter.

Musikbranchen var den første til at reagere. Mindre salg. Og skylden blev lagt på fildelingen – at folk huggede musikken i stedet for at købe den – men mit lige så gode postulat er, at folk gennem fildelingens muligheder for selektiv download begyndte at blive mere selektive i deres valg af, hvilke musikNUMRE, de var interesserede i. En valgmulighed, som branchen var meget sen til at tilbyde dem. Og da var det lige ved at være for sent: Færre bands blev signede, og alle de ikke-signede bands lavede plader alligevel og solgte dem i stedet selv. Så kom iTunes Music Store og samlede dem alle sammen det samme sted, de gamle selskabers produkter og de uafhængige småforlags plader og enkeltsange. For det var jo dét, det var blevet til: Folk ville have den musik, de kunne lide, og ikke købe en hel CD for at få tre numre.

DVD-branchen har ikke lært det endnu. Folk downloader, det de hører om; vurderer det, og vælger at købe det, de bryder sig om. Dét, de gerne vil gemme. Krisemodellen ligner den fra musikverdenen, omend det hér er store $50 mio dollar produktioner, der bliver valgt fra ved ikke at blive købt eller set i biografen. Hér er det en decideret kvalitetsfravælgelse af et helt og færdigt produkt – de film, som folk til nød kan se en regnvåd søndag 1-2 år efter præmieren, er ikke film de gider at spendere penge på hverken at købe eller gå i biografen for at se. Og rygterne går hurtigt på nettet – og folk bruger tid på at lede efter andres meninger, så de ikke skal bruge tid (og penge) på oplevelser, de gerne er foruden. DVD-branchen taber ganske enkelt på at lave dårlige film. Som pladebranchen tabte penge på at lave kedelige albums med et hit eller to på.

Hvis man ser det her som en progression, hvor software til at begynde med lå i toppen (jeg ved ikke, hvor den ligger i dag – måske et eller andet sted mellem musik og video), ligger digitale bøger relativt langt nede på listen over downloads. Det skyldes blandt andet, at der endnu ikke er kommet en ideel ebogs-læser på markedet. Og med ideel menes en læser, der ikke bruger (ret meget) strøm, ikke fylder noget, har en super læseflade, er forholdsvis billig, kan rumme 1 million titler (på en eller anden måde), og ikke tvinger brugeren til at bruge et bestemt fil-format, som gamle digitale filer skal konverteres til, før de kan lagres på og vises af læseren. Men når en sådan læser kommer, og det gør den, tro mig, vil bogbranchen få sin egen version af den digitale brugers nådesløse slagtning/ignorering af de digitale udgaver af fysiske bøger og tilsvarende understøttelse af de fysiske titler, hvor den digitale udgave har fundet nåde for downloaderne.

Héri ligger en anbefaling og et skræmmebillede gemt – tydeligtgjort underneden, så ingen forledes til at forveksle de to, eller tro de begge er skræmmebilleder:

Anbefalingen: Enhver fysisk udgivet bog i dag bør have en digital udgave af den liggende til fri download. Den skal simpelthen være gratis eller meget billig. Derved har folk mulighed for at prøvekøre bogen – og hvis alle nyudgivne bøger har en ebogspendent, vil en nyt anmeldelsessystem vokse frem, som sørger for at holde styr på hvilke ebøger (læs=bogudgivelser), der er værd at beskæftige sig med. Det vil være nådesløst, men det vil være retfærdigt i forhold til læseopinionen. Kan man fremvise en købs- eller downloadkvittering i en boghandel eller en salgsportal, hvor man bestiller den fysiske bog til afhentning i en “boghandel”, får man tilsvarende rabat på udsalgsprisen – også efter 5 år. Så slipper man for at makulere et stort antal bøger (det virker naturligvis ikke med det samme, den her model), og man opnår længere salg af de velanbefalede bøger, der naturligvis popper op på ebogssitesne som “folk, der købte/downloadede denne bog, købte/downloadede også disse…” En rimelig pris for en ebog ville være 50 kr., men der er intet til hinder for, at den kan sælges billigere, hvilket med sikkerhed dog ikke vil have nogen indlflydelse på vurderingen af den.

Skræmmebilledet: Vi mister boghandlere og biblioteker, begge klumpes sammen i mastodonter og de sparede penge går enten til investorer eller bruges på noget andet. Helt konkret mister borgerne lokalitet – fysisk tilstedeværelse af litteraturen i gadebilledet, pga. antallet af titler, der udgives. Lige nu skæres alle eksperimenter og forfatteropdyrkninger bort til fordel for satsen på det sikre. Det samme gjorde pladeforlagene, mens de store filmselskaber har forsøgt sig med et utal af litterære adaptioner og strømlinede produktioner for at stile mod et relativt sikkert publikum – nemlig dét, der er der i forvejen. Men når nettets brugere har mulighed for at prøvesmage ting i digitalt format, bliver sjovt nok leflen for fællesnævnerne sorteret fra dét, man erhverver sig gennem betaling – og der er ingen grund til at forvente, at det samme ikke skulle gøre sig gældende for læsere. MEN da forfatterne mister biblioteksmidler pt., fordrer dette lands særlige vilkår en politisk velvilje til at understøtte forfattere anderledes, end det gøres nu. Og da en sådan satsning givet i begyndelsen vil tilgodese (billige) oversatte værker (mere end det sker nu), frem for danske forfattere, vil royalty til udlandet koste de danske forfattere endnu mere. Og den sidste del af skræmmebilledet er, at ebogslæseren, den gode eLæser, kommer på et tidspunkt. Og der her vil være mange ebøger i omløb – hvilket giver antikvarboghandlerne færre bøger at handle med, og forlagene færre muligheder for genoptryk. (en fordel er dog, at man relativt nemt vil kunne finde ud af, hvor stor interessen er for et genoptryk på antallet af forespørgsler på den fysiske bog!)

Det er væsentligt og vigtigt at huske på én ting: Ingen kan læse MEGET MERE end de allerede gør. Selvom antallet af læsere skulle stige som følge af det her, hvilket i længden vil være en fordel for både brancen og dansk kulturliv som et hele, sørger den allerede fastlagte længde på døgnet for, at eventuelt kopierede bøger kun bliver læst i det omfang, folk finder dem interessante nok at anbefale til andre. Og når folk vænner sig til at få rabat på køb af fysiske bøger, vil mange givet vente med at købe en fysisk bog, indtil de enten kan læse en række læseranmeldelser af den eller selv investere i købet af ebogsudgaven. Det vil få forlagene til at lave smukkere bøger, for at dén del af potentielt ejerskab ikke forspildes, og så er resten sådan set business as usual: Satse på bøger, man synes er væsentlige.

Så skal man huske, at den direkte adgang fra læsemediet til købemediet er kort: Sidder man og læser en positiv anmeldelse af en bog, eller sidder man med ebogen, og synes, den er god, kan man klikke på et link og bestille den fysiske udgave.

Hvor mange grunde er der i dag til at BEHOLDE en bog, man selv har købt?

– Man vil gerne læse den igen
– Man håber at læse den en dag
– Man samler på bøger, generelt set
– Man behøver selv et fysisk bevis for sin erfaringsannammelse eller læsehistorie
– Man vil gerne fremvise sin viden og sin belæsthed
– Man holder af godt håndværk og god kunst
– Man håber at kunne udlåne den til nogen, der vil værdsætte den, som man selv gjorde det
– Man har foretaget en investering, som kan gensælges.

Hvis bogen er digital, hvorfor skal man så beholde den, når den ankommet til ens computer?

– Fordi man har plads på harddisken
– Fordi man via søgefunktioner på maskinen kan medregne den til søgeresultatet
– Fordi man har læst den og ønsker at læse den igen
– Fordi man samler på den typer bøger eller på mediet i det hele taget
– Fordi man håber at læse den en dag
– Fordi man gennem sociale portaler gerne vil skilte med, at man har den
– Fordi man gerne vil dele den med andre

Den fysiske bog skal bæres med i tasken, den har en mærkbar vægt; et mangeårigt forfatterskab kan være i et datalager på størrelse med et knappenålshoved – man kan sagtens have alle verdens ebøger med sig rundt, men har man dét, er det kun en anbefaling – ens egen eller en andens – der kan få en bog til at stikke frem af listen over bøger. Præcis lige som den fysiske bog. Og hvis den således er tilgængelig i en samtale, kan den hives frem, kopieres til samtalepartneres fastmedie, og derved fastholde samtalepartneren i et fokus på dét, der er fælles mellem parterne. Snarere end at den går i glemmebogen. Og med denne fastholdelse vil alle relationer bliver endnu mere fasttømrede omkring sådan, som parterne er som mennesker – der vil være færre fejlkøb, og dermed plads til flere nuancer (i og med anmeldersystemet og distributionsvejene og digitale udgaver af alle fysiske bøger).

Jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange i de sidste 5 år, jeg i selskab med andre har lavet en søgning på nettet for at se, om det kunstprodukt, vi lige talte om, var til at finde – og det er nok lykkedes i 30% af tilfældene. Havde jeg været et mere sofistikeret menneske og mine venner ligeså, ville tilgængeligheden og dermed tallet givet have været mindre, men al vækst hænger jo sammen, og således også hér. I de fleste tilfælde er en anbefaling relativt kort efter blevet taget stilling til og anerkendt som udtryk for min samtalepartners smag

– og ikke min
– og noget jeg vil beskæftige mig med senere
– og noget, jeg snarest muligt vil udforske mere af selv
– og noget, jeg omgående må eje selv

og uanset hvilken af tilfældene, er der sket en værdifuld øjeblikkelig afklaring af vores relation.

Det sidste tilfælde ér forekommet, om end sjældent; det har oftest været noget med at tage stilling til kunstproduktet senere eller at det ikke har min interesse. Jeg har derved flyttet min udforskning af min interesse fra den fysiske butik til nettet som den første instans. Og det er ikke noget, jeg – eller andre med tilsvarende net-tilvænthed – holder op med, så længe nettet findes. For fildeling, lovlig og ulovligt, vil fortsætte så længe der er strøm: Resultaterne af min og andres søgen efter digitale filer – med udgangspunkt i interesser og spørgsmål og anbefalinger og hér-og-nu-samtaler – sætter nemlig spor i forekomsten af ting, der enten digitalkopieres eller digitaliseres. Så, udspringet for denne fødekæde er selve nettet, selve muligheden for at deles om ting. Dét at kunne dele ting med andre. Ikke ud fra et ønske om at bryde loven – men i tanken om, at andre ville kunne have glæde af dét, man selv har glæde af – om det så er hele samlinger eller enkeltværker. Informationer. Informationsdeling. Præcis som når man havde et kassettebånd med til en ven eller den seneste bog eller videofilm, man havde haft en god oplevelse med.

Den primære indvending imod billig eller gratis download må være, at nogen skal betale forfatteren for at skrive bogen, og virksomheden for at stille den til rådighed til download. Men hvad nu hvis 95% af downloadprisen – hvis modellen er, at det skal koste noget – går til forfatteren? Herefter tager litteraturnetværket over, og det afgøres ret hurtigt, om der er basis for et fysisk tryk. Hér træder forlagets maskineri i værk med tryk, distribution, lager og transport, hvilket afspejler sig i forlagets procentvise andel. Og hvis der samtidig (efter at modellen har fungeret en tid…) kan aflæses et mere eller mindre direkte behov for en oplagsstørrelse i litteraturnetværket, kan boghandlens usikkerhedsmoment, de 40% de normalt får for at tage chancen med lagerførsel af en bog, skabe en mere sikker virksomhed og dermed en lavere procentdel. Og dermed enten billigere fysiske bøger, eller flere penge for forfatter og forlag at dele.

Jeg er ked af at måtte sige, at formålet med at have en bogbranche for mig ikke blot er at have en bogbranche. Det er også at have diversitet. Dvs. nem adgang til både underholdning, nøgne informationer og dannelse. Og det er ganske åbenlyst for mig, at en bogbranche, der ikke tør satse på andet end det sikre, er en bogbranche, der kun er til for sig selv. Men som med alle recessioner vil der også hér komme et opsving, hvis det ikke allerede ér i gang – let paradoksalt med en branche i krise, der sælger flere bøger, skønt færre titler enD nogen sinde, fordi folk ønsker at blive diverteret, når det går dårligt generelt. Men det skal nok gå op igen – branchen skal nok genvinde modet – spørgsmålet er blot hvordan og hvornår? Og noget må ske. Der skal nye boller på suppen. Skal det det være mine boller? Det er jeg ikke optaget af – jeg forsøger blot at plante nogle frø og sige, at der er udveje, der er muligheder, men at de kræver at branchen tør gøre noget andet ved denne nye og anderledes situation end de altid har gjort ved den fasttømrede og gamle måde at udgive og trykke litteratur på.

Med ebøgerne står vi dér, hvor filmbranchen stod ved introduktionen af videoen og musikbranchen ved introduktionen af kassettebåndet og CD-brænderen. Og verden gik IKKE under. Der bliver stadig lavet musik og film, men muligvis er produkterne set over en bred kam kommet kunstnerne tættere på, og antallet af kunstnere, der bliver ufatteligt rige af deres kunst, færre. Mens flere lever bedre med den, end tilfældet var, da al distribution og produktion lå i hænderne på nogle få.

(ufærdigt) …