Dagbog: Ord Under Himlen og Alle Drømmes Moder

Share

Det var dagen, jeg flyttede tilbage til Kbh – efter 3 uger i søsters kolonihave med græs under morgenkaffen.

Og dagen, hvor den frederiksbergske poesiens dag fandt sin arvtager i Kongens Have – i Ord Under Himlen *.

Og dagen, hvor jeg blev konfronteret med alt det, jeg ikke får, når jeg flytter til Samsø om knap halvanden måned – ja, hvad er dét?

Livet er ikke lettere noget sted;
nissen flytter altid med.

Men så er der menneskene, trafikken, himlen der rammes ind af huse, husene der rammes ind af hinanden og hedder arkitektur, gaderne der fører frem til hinanden præcis som Rom findes af enhver og dyrene der ikke løber frit og får særlig opmærksomhed og vil de egentlig dét? Og der er alle cyklerne. Cykler, fordi det er en måde at udtrykke sig på og gå imod og være sig og glad og bevægelig og sund på. Cykler, der forsvinder og savnes og er personlige og mig. Cykler som risici, cykler som bevægelse, cykler som tid på dagen, og cyklister regner ALDRIG bilerne, de er der bare, som understrøm og regnvejr og elske uforbeholdent og ha sex uden kondom eller kondomer der springer, cykler har ikke samme betydning på Samsø, dét bliver aldrig det samme dér, dét er svært at tro. Og så er der stederne som har ligget der i årevis, med kultur svitzet ind i væggene, og man kunne besøge dem, men gør det sjældent, men de er der, fordi de er gamle med integritet, historie kan aldrig nogen sinde gøre det alene, der behøves noget andet, en valgfrihed en mulighed for at være til stede i fred og i ro, være sig selv ganske enkelt, og findes dét, findes disse steder på Samsø? Jeg tror det næppe – stedet er for lille til at være alene uden for sit eget hus. Og vandet. Ja, vandet uden for København… Det er der, fordi Københavnere behøver det – ellers havde vi nok asfalteret os til Malmö, snarere end at bygge dén bro! Vi vil afgå fra havnen og vende tilbage til havnen og have et forhold til havnen som stedet, der forbinder os til verden, og derfor bygger vi broer til de nærmeste lande, så vi slipper for at tænke at verden står åben, for enhver der vil rejse – en tynd spinkel bro fører ikke til Verden, men kun til anden valuta, og dét er fint. Så vi drømmer, når vi ser på vandet, og hvad drømmer samsinger, når Storebæltet kaster med solens stråler? Om at komme af sted? Næppe.

Så, hvad fanden vil jeg på Samsø? Hvad ér der dér?

Alle drømmes moder bor dér. Så enkelt er det.

* Foto: Felicia Lensborn

@ Farvel til fremtiden II: Hvis nu, hvad så? og PKD

Share

Man er næsten nødt til at tro det, før man ser det. Så, prøv lige dét: Danmark med en interesse i andet end sig selv, i rummet over vore hovedet, dét man ikke kan se, det fremmede, det ukendte. Prøv alvorligt at tro på det, og klik så på indlæggets titel øverst.

Der er en heftig, seriøs grund til, at jeg lægger min lille samling i offentlige hænder: Vi tænker for småt her i landet – grundlaget for oversættelse af science fiction ligger i hænderne på forestillingskraftløse bibliotekarer, forestillingskraftløse litteraturforslugte redaktører, forestillingskraftløse billigbogsudgivere, der derfor konsekvent kommer for sent til alle væsentlige nye udgivelser – for sent, fordi alle der faktisk læser science fiction, og det er ikke et fåtal, for længst har købt dem på engelsk eller tysk, før tanken rammer en forlagsmedarbejder, der kan begrunde en anbefaling med, at den pågældende bog da har litterære kvaliteter eller ligger på bestsellerlisterne i andre lande…

Men rent bortset fra, at det altid er rart, når der er tænkt over sproget, er det overhovedet ikke det litterære aspekt, det handler om ved science fiction. Det handler om at åbne døre til nye måder at tænke på, ved at forestille sig. Sige: Hvis nu, hvad så?

Har siddet og ordet det sidste af indskrivningen i den database, som udgør grundlaget for overdragelsen af “den krabat’ske samling” til biblioteket. Det aller sidste var at tjekke om alle Philip K. Dick-bøgerne var der – de havde i modsætning til 3/4 af samlingen ikke været været pakket ned pga. pladsmangel. Og det var fandme med blødende hjerte, at jeg overgiver 50 af hans 58 romaner til offentlige hænder, der vil behandle dem præcis som alle behandler biblioteksbøger: Råt, brutalt, æder, skider, drikker, ryger hen over dem – fordi læsning foregår i det lukkede, private rum, hvor det SKAL foregå. Så, der er ikke noget at gøre. De må holde så længe de kan. Og indtil samlingen er udryddet af almene bogovergreb, håber jeg, at denne mester ud i bevidsthedsafsøgning kan have givet et par mennesker en fornemmelse af, at alting ikke er så fandens konkret endda, som vort lille beskyttersamfund byder os at tro.

i øvrigt er det ikke kun lille Danmark, der lider under det. Den britiske The Guardian kårede de tyve vigtigste bøger “for nørder” i 2005. Listen følger hér, og jeg kan så glæde alle nørder med, at der er 16 af de nævnte i samlingen, som snart bliver tilgængelig fra biblioteket.

1. The HitchHiker’s Guide to the Galaxy — Douglas Adams 85% (102)
2. Nineteen Eighty-Four — George Orwell 79% (92)
3. Brave New World — Aldous Huxley 69% (77)
4. Do Androids Dream of Electric Sheep? — Philip Dick 64% (67)
5. Neuromancer — William Gibson 59% (66)
6. Dune — Frank Herbert 53% (54)
7. I, Robot — Isaac Asimov 52% (54)
8. Foundation — Isaac Asimov 47% (47)
9. The Colour of Magic — Terry Pratchett 46% (46)
10. Microserfs — Douglas Coupland 43% (44)
11. Snow Crash — Neal Stephenson 37% (37)
12. Watchmen — Alan Moore & Dave Gibbons 38% (37)
13. Cryptonomicon — Neal Stephenson 36% (36)
14. Consider Phlebas — Iain M Banks 34% (35)
15. Stranger in a Strange Land — Robert Heinlein 33% (33)
16. The Man in the High Castle — Philip K Dick 34% (32)
17. American Gods — Neil Gaiman 31% (29)
18. The Diamond Age — Neal Stephenson 27% (27)
19. The Illuminatus! Trilogy — Robert Shea & Robert Anton Wilson 23% (21)
20. Trouble with Lichen – John Wyndham 21% (19)

@ Farvel til fremtiden

Share

Jeg er ved at realisere fremtiden. Dette indbefatter at skille mig af med min 1000+ science fiction-bogsamling. FUCK, det er smertefuldt. Men klipning af navlestrengen er altid svært.

Lyspunktet er så til gengæld, at det er et københavnsk bibliotek, som overtager samlingen. Endelig, vil jeg sige.

Det er 4. forsøg – Guldbergsgade, Hovedbiblo, og Blaagaarden for 4 år siden – og det var lige ved at lykkes på Guldbergsgade, men de kunne ikke love, at samlingen ville blive stående fremme, så det takkede jeg nej til. Men betingelsen for bibliotekets overtagelse er, at jeg lader mine 53 Philip K. Dick-bøger indgå… Det er min ven, bibliotekaren, der står fast på dette punkt… Det svarer nærmest til at skære en arm af – men hvor er det godt, at man har venner til at hjælpe én hen over de svære bump.

I disse dage gøres der plads til samlingen på det pågældende bibliotek, så i lyset for enden af tunnellen ser jeg unge og ældre kæmpe om de bedste af bøgerne, og sidde behageligt og drømme drømme, der er større end menneskene hver for sig.

Hovedparten af “den krabatske samling” er paperbacks, som har notorisk kort levetid, men mit eget håb om at presse en spekulativ kile ind i unge menneskers tankegang bakkes op af de progressive bibliotekarer, der indtil videre har midler til også at forny og forbedre samlingen. Hovedparten af min samling er af ældre dato, dvs. fra en tid hvor der var mere gang i grundlæggende filosofiske overvejelser om dét at være menneske, etik, bidraget til samfundet, samfundets påvirkning af den enkelte osv osv. I dag er science fiction-genren overvejende mere sammenskrevet og problemstillingerne ikke så åbenlyse – og fortælleformen mere båret af “den gode historie” end af egentlig litterært drive.

Menmenmen… det er stadig som at skære i mig selv at sidde her og sige farvel til hver eneste bog. Jeg mærker det dog nok først for alvor, når der ikke længere er bogstabler på gulvet – og det er formodentlig meget godt, for overhovedet at give slip… men 22 hyldemeter. Fuck, altså…