Kurt Vonnegut: 8 tips on writing a short story

Utroligt, hvor levende de døde syner!

 

1. Use a time of a total stranger in such a way that he or she will not feel that the time was wasted.
2. Give the reader at least one character he or she can root for.
3. Every character should want something, even if it is only a glass of water.
4. Every sentence must do one of two things – reveal character or advance the action.
5. Start as close to the end as possible.
6. Be a sadist. No matter how sweet and innocent your leading characters, make awful things happen to them in order that the reader may see, what they are made of.
7. Write to please just one person. If you open the window and make love to the world, so to speak, the story will get pneumonia.
8. Give your readers as much information as possible as soon as possible. To heck with suspense – the reader should have such complete understanding of what is going on, where, what and why, that they can finish the story themselves, should cockroaches eat the last few pages.

Harry Harrison is dead [Science Fiction]

Ophavet til Stainless Steel Rat, Bill the Galactic Hero, Deathworld, Make Room, Make Room og mange andre.

 

Alle dør. Undtagen dem, der lever videre i deres værk. En sådan er Harry Harrison, som døde i går. Størstedelen af hans værk er ikke litteratur i kunstnerisk forstand, men det var med stor selvbevidsthed, at han i over 50 år holdt skansen hvad angår tungen-i-kinden science fiction – med så uforglemmelige parodier på dårlig science fiction som Bill the Galactic Hero og the Stainless Steel Rat.

Der er meget at være taknemmelig for: The Stainless Steel Rat holdt han i live ret frem til sit 85. år i 2010; den poetiske ‘Eden’-serie kan jeg huske jeg i min pure ungdom oversatte et digt fra og over for en kæreste (skammeligt) udgav det for at være mit eget; Deathworld-serien (da. ‘Dødens verden’ 1967) var med sin analogi om menneskenes behandling af Jorden et blik ind i en helt anden måde at forholde sig (filosofisk) til verden på, og Make Room, Make Room! (da. ‘Gør Plads, Gør Plads!’ 1973) var en øjenåbnende, fugtdrivende beskrivelse af et samfund i undergang, i hvilken megabyen New York kæmper med udfordringerne fra 35 millioner mennesker, beskidt vand og fødevaremangel. (Med Soylent Green (1973) gav MGM verden Hollywood-versionen af hverdagens rædsler – ved at fokusere på, hvor maden kom fra, snarere end på de virkelige rædsler ved at leve i en overbefolket verden.)

I 2009 blev Harry Harrison udvalgt som modtager af Damon Knight Memorial Grand Master Award af the Science Fiction and Fantasy Writers of America.

R.I.P. Harry Harrison, creator of the Stainless Steel Rat, Bill the Galactic Hero, and Soylent Green.

WikiPedia

The Official Harry Harrison Website.

Orbituary in the Guardian

Jeg havde fornøjelsen af kortvarigt at møde manden selv i 2007, til Eurocon i Danmark. HH viser  (retmæssigt) sin utålmodighed med fotografen i dette billede. Jeg selv ser lidt betuttet ud, fordi det er fotografens 4 forsøg …

R.I.P. Harry Harrison, creator of the Stainless Steel Rat, Bill the Galactic Hero, and Soylent Green

Bogen, han signerede til mig ved konventet, er “in our hands the stars” (meget poetisk titel), hvor ikke mindst omslaget viser hans stærke danske tilknytning … Han boede i DK i 7 år, men flyttede tilbage til USA, fordi han fornemmede at hans børn svært ville kunne integreres i amerikansk kultur, hvis han blev her længere.

Udgivelse: Lige Under Overfladen 6 – Fremmed Stjerne

“Genopfindelsen af Sorg” hedder mit bidrag.

 

For sjette gang har Science Fiction Cirkels forlag med Carl-Eddy Skovgaard ved roret indsamlet noveller til en så eksklusiv event som en dansk Science Fiction-antologi.

Jeg bidrager med en af de længere noveller – Genopfindelsen af Sorg: Når man kan tænke alt andet ind og ud af eksistens eller synlighed, hvordan forholder man sig så til det faktum, at man ikke med sin Tænken kan påvirke sit eget liv?
[læseuddrag]

Titel: Fremmed Stjerne – Lige Under Overfladen 6
Udgivelse: 15. august 2012
Pris:  298,- (det er billigt!)
Sideantal: 400
Omslag: Manfred Christensen
ISBN: 978-87-90592-65-3
Forlag: SFC 2012

Bidragydere:

Flemming R. P. Rasch: Hotellet ved verdens ende
Sofie Boysen: Savner du din far?
Hanne Rump: At bede en stille bøn
Mogens Graae Hansen: Hvad man ønsker
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Orm
Maria Kjær-Madsen: Aldrig mere svag
Lise Andreasen & Glen Stihmøe: Samtaler på bryllupsdagen
Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden
Mikkel Harris Carlsen: Dette er mit legeme
Richard Ipsen: Jeg husker alt
Kenneth Krabat: Genopfindelsen af sorg
Gry Pil Lund Ranfelt: Den lykkelige slutning
Oliver Ruby: Hvis dette var science-fiction . . .
Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag
Maik Jensen: Museumsinspektøren
Lars Ahn Pedersen: Zoo
Klaus Æ. Mogensen: Julemandens store nat
Bjarke Sølverbæk: Maskinen der skrev
A. Silvestri: Højdepunkt
Manfred Christiansen: Peblingesøen
Michael KampFremmed stjerne
Simon Christiansen: Roboethius de Dacia
Lonni KrauseSlagelse versus Kuiperbæltet
Patrick Leis: Utilsigtede bivirkninger
Gudrun Østergaard: Sidst på eftermiddagen, først på aftenen
Nikolaj Johansen: Atomvinter
Henning Andersen: Aldrig skal forlade dig

Genopfindelsen af Sorg
(et læseuddrag fra 2. afsnit) 


Han Ryddede op efter måltidet og gik i bad for også at vaske det nye blod af sig. Han var stadig sulten. Næsten ubevidst Satte han to doner fra nærmeste fødecyklus i leveringskø til senere. Understregede: De skal være livlige!

Under badet strejfede tanken ham for hundredeenogtyvetusinde gang: Hvorfor kan ingen Folke bruge Tanken på sig selv? Ingen ville skulle bruge transportmaskiner og ingen ville behøve at dø. Og for hundredeenogtyvetusinde gang besvarede tanken sig selv med Ophavets uangribelige tilbagevisning: ”Vi ved ikke hvorfor, men det kan vi ikke”.

Selvfølgelig var hans andel i Fællesskabets forståelsesforsøg lig alle andres, men at have renset sig, og stykket alle ubesvarelige spørgsmål pænt væk i afklaret bevidsthed, når man storFluxede, var tegn på omsorg. Efter en vis alder ikke at lægge dette spørgsmål til debat, selv ikke med nære, med FædreMødre eller bare ens egen nærkritiker, var tillige et anerkendt tegn på modenhed.

Var han umoden? Han kunne tydeligvis ikke blive færdig med spørgsmålet om selvPåvirkning; at forestille sig at kunne Bruge sine medfødte evner på sig selv, frem for kun på andre og andet, var som at have en kløe lige på midten, hvor man aldrig kunne nå uden at skrabe mod noget!

Efter badet, og efter have spist igen, denne gang alt for meget og for hurtigt – de var usædvanligt livlige og store, de reserverede doner – var han rastløs.

Han havde lyst til at gå i subflux, men selv dét forekom for distraherende til at holde tankerne fokuseret på arbejdet. I stedet fladede han ud med fuldt lysindfald helt henne ved udsigten, og forsøgte at falde til ro dér i varmen.

Han var jævnligt i subflux med Folker, han aldrig fysisk havde mødt og følgelig aldrig synkroniseret med. Subfluxgruppen delte fascinationen ved forestillingen om selvTænken. I gruppen kunne enhver bidrage med spekulationer og erfaringer med egne forsøg og idéer, uden sidenhen at kunne viderebringe samtalepartneres tanker og aspirationer og – hvad der var vigtigere – ikke blive anklaget for selv at bruge af andres progression til egen fremhævelse.

Det var altid spændende at udveksle i subflux. Forestillingen alene, at en af hans kontakter dér skulle patentere den illusoriske selvPåvirkning, som alle – helt tilbage til Ophavet – så vedvarende tilbageviste, var et stærkt incitament for afmålt og præcis kommunikation.

Han havde lige så ofte tænkt, at det ville gå meget hurtigere, hvis ikke alle gjorde lige som han. Hvis de bare dækkede sig mindre ind, eller fejlede i deres maskering af intentioner og erfaring… Han håbede og ønskede, at de ville. Så hans chancer for at blive dén, der kom til den største indsigt, ville vokse… Så han kunne være dén, der ledte vejen for alle andre…

Et indgående opkald afbrød hans behagelige forestillinger. Autosvaret, han havde indtalt tre dage forinden, gav besked om, at han arbejdede, men han lyttede med på linien.

“Du kender mig som HagoX23.”

HagoX23 var en af hans kontakter fra subflux. Den mest forstyrrede og irrationelle – men samtidig også den mest tankevækkende af dem alle. Opkaldet i sig selv var et enestående brud på alle uudtalte regler mellem subfluxkontakter. Hans overhud føltes med ét helt tør og stram og han Bragte sin transporter tættere på maskinens højtaler.

Stemmen fortsatte med at tale til optageren: “Jeg Tænkte invasionen bort. Den var meget forstyrrende. Jeg udvalgte én af de centrale invadører og Tænkte resten i fødecyklus. Dette væsen er Isoleret hér…”

Et talkodekoordinat fulgte, som maskinen oversatte til et 3D-kort med et koordinat og mødetidspunkt, der svævede over højtaleren.

“… Og jeg har udvalgt fem af jer til at deltage i et lille eksperiment. Snarest. Jeg ved, at I vil komme. Intet protokolbrud.”

Udsagnet fik hans overhud til at bølge og pletstivne. Et eksperiment! Intet protokolbrud betød ingen åbenlys synlighed. Alle skulle opretholde subflux under mødet. Han havde aldrig prøvet elektrofeltblokering. Selvfølgelig måtte han af sted!

Ét var ikke at kunne fluxe i subfluxnetværket – hvilket var betryggende på mange niveauer. Noget helt andet var rent faktisk at være i nærheden af Folker, han så længe havde debatteret med, uden at kunne opnå fælles bevidsthed – fordi en anden (HagoX23) anså et ”eksperiment” som så vigtigt, at han eller hun turde risikere alt ved at sætte udvalgte subfluxere fysisk stævne …

Forestillingen om isolation i nærheden af andre var meget stimulerende. En ny og skræmmende følelse, der måske ikke ville hue Fællesskabet. Men stimulerende ikke desto mindre.

“… Du vil ikke fortryde.”

 

Omtale: Manden i den hvide kittel

Genfødt!

 

Ovre på Thomas Gluds blog, Om kunsten om kunsten og kunsten  ligger en længere, nær-mirakuløs anmeldelse af “den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel 1987-2004” (eller er det 2003? Kan aldrig huske det). “Mirakuløs” ikke mindst, fordi en anmeldelse og dermed samlet ind-læsning nu findes, og fordi dén gør MidHK tilgængelig.

Det var det bedste begyndelse på dagen, jeg kunne have ønsket mig!

Om kunsten om kunsten og kunsten: Anm. Manden i den hvide kittel – Kenneth Krabat.

eBogen kan hentes i ebutikken, og betales for efter endt læsning ved at bruge linket forrest i ebogen. Hvis du sender din emailadresse til forlagetsesne [at] menneske.dk, at du har købt, får du en lille glædesgave i dagens anledning.

Farvel, Ray Bradbury. Og tak!

“Here lies Ray Bradbury, who loved life completely.” — RB

 

I dag døde Ray Bradbury, 91 år. Det skulle jo ske en dag, men… fuck!

Det var med “R for Raket” han rykkede ind i min bevidsthed. Dernæst fra Stig Vendelkærs serie, SV Science Fiction (“Mere spændende end en kriminalroman!” i sort bjælke hen over omslaget…) bogen “Mælkebøttevin”, som vel sagtens er den første “voksenbog”, jeg læste – længe, længe før jeg forstod forskellen.

Mælkebøttevin… støvet på gaden i den lille by i den lange sommerferie, hvor børnene møder truslen fra det kommende – den gryende forståelse af tab, usikkerheden ved hvad der skal komme, opfattelsen af fremtiden som mørk snarere end selvfølgeligt lys, verden som “delt” snarere end børnenes egen…

Forstod jeg det hele? Næppe. Forstod jeg de dybere lag? Næppe. Men jeg genkendte frygten og usikkerheden og følelsen af at blive isoleret fra det kendte og det vante og blive tvunget ud i en usikker verden fuld af udfordringer, der ikke kunne forstås – også selvom jeg ikke kunne sætte den i ord.

Det var nu ikke, fordi han var til nogen hjælp, Bradbury. Ikke på dén måde. Havde jeg læst den senere, som et dokument om overgangstiden, så måske – men jeg var præcis gammel nok til, at det var en beskrivelse af, hvor jeg selv var, eller lige havde været.

LA Times blog

Billedserie fra fødsel til død

Nyere bogomslag

Flere bogomslag

Ray Bradbury: Story of a writer (1963)

A Conversation with Ray Bradbury by Lawrence Bridges (2009)


 

eBøger Danmark, gruppe på LinkedIn

Jeg holder ePause derfra.

 

eBøger Danmark på LinkedIn er en fællesgruppe for folk, som dagligt tager stilling til ebøger, som forlag, sælgere og køber…!

Området er i så hastig vækst, at dagens produktionsredskaber kan være væk om et år, og

• prisniveauet justeres og forandres løbende,
• konsekvenserne for indholdsproducenterne, forfattere og illustratorer, er uoverskuelige
• forlagene må sjusse sig frem og betragte ebogsmarkedet som jomfruelig jord
• de største forlag har konsolideret sig med ebogsdistribution, Publizon, med en prissætning, der tvinge andre forlag til at hæve prisen
• læserne ved stadig ikke, hvilke formater og ebogslæsere, apps og software, de skal investere i
• medierne ignorerer ebøger ift. anmeldelser
• bibliotekerne betaler dyrt for at udlåne ebøger

og meget mere.

Opret et emne, hvis du har bidrag at byde på, som passer til danske forhold, eller kommentér på de eksisterende. På engelsk og i forhold til engelsktalende forhold findes en lang række grupper, som på mange områder kan være til inspiration, men absolut ikke kan erstatte diskussion om danske forhold:

Vores bibliotekssystem, uddelingen af støtte til danske forfattere baseret på eksemplarantal på danske bibliotekshylder; ingen danske ebogslæser-dimser; udvikling af bogapps på dansk er i de fleste tilfælde (maj 2011) uforholdsmæssigt dyrt; monopollignende tilstande på distributionsområdet o.m.a.

At være et sprogområde på knap 6 mio. mennesker ift. at have et potentielt publikum på 1/3 af verdens befolkning, betyder ikke så meget for den smalle litteratur – et normalsalg i begge sprogområder ligger vist omkring 0,001 promille/befolkningstallet – mens den største forskel er omfanget af salg for en bestseller. Så, for den engelsktalende verden er incitatmentet til produktion, udgivelse og salg meget, meget større end i Danmark, hvor det potentielle afkast for nationale forfattere og forlag ikke er enormt.

Så, hvordan gør vi – danske forfattere, forlag, biblioteker, læsere? Sig frem.

KK maj 2011.

 

BAZAR: generationsskifte 1984 (strunge og tafdrup vs. bjørnkjær og baidel, dertil lars hug og cityslang)

Hvor mediegenerationen begyndte i Danmark.

 

Ovenfor burde være et Vimeo-videoklip fra 1984 på knap en halv time fra Danmarks Radios litteraturprogram, BAZAR, som var meget konfrontationelt – reelt set billigt TV, hvor man satte de “unge” og “de gamle” op imod hinanden for automatisk at skabe overskrifter. Det var TV-iscenesættelse, der kunne lade sig gøre, fordi “de unge” ikke længere lod sig kue af “alderens visdom”, men gik deres egne veje – på trods af (som her) ringere salgstal end 60’ernes og 70’ernes storsælgende knækprosaister. 80’erdigterne var mere om at skabe og manifestere en væren i verden end om at bekræfte eller besynge noget kendt eller overset.

Den småpunkede tyklæbe ;-), som indleder udsendelsen med at annoncere et generationsskifte, er digteren, anmelderen, samfundsdebattøren og selviscenesætteren Poul Borum, der som udløber af private digter-sceancer i privaten i Havnegade 3-4 år senere var initiativtager til Forfatterskolen i København.

kk, 2012

på Dansk Wikipedia

Michael Strunge
Pia Tafdrup
Lola Baidel
Kristen Bjørnkjær
Poul Borum

eBogen og Poesien – et oplæg om at vågne til nye vilkår

Forlægger og forfatter Hugo Hørlych Karlsen er gæsteblogger.

 

Forlægger og forfatter Hugo Hørlych Karlsen er gæsteblogger i dag her på 1000 stemmer. Han holdt for nyligt nærværende oplæg i Dansk Forfatterforening over eBogen og Poesien.

I afsnit 4 henvises til læseoplevelse af klassisk dansk poesi i EPUB.

“I epubudgaven ophæves digtets oprindelige form, mistes den metrik, den rytme, og den rimgang, som Aakjær har bygget digtet op over. ”

Dejligt at høre nogen sige det samme, som jeg selv har fokuseret på siden EPUB-udgivelsen af Peter Poulsens digtsamling, Rulleteksterne, i 2010. Digtets grundforudsætninger behøver større bevågenhed, hvis digtningen på nogen måde skal kunne tage EPUB-formatet alvorligt som medie til distribution af digte.

LINK til pdf

Hele teksten hér (med tilladelse fra HHK):

Indhold

1. Tekstens medie 4
2. Ebogen og hvor man ”er” 5
3. Ebog og etekst 7
4. Ebogen og lyrikken i forhold til den trykte bog og lyrikken 8
5. Ebogen og tekster side ved side ved opslag 11
6. Kan hvad udad tabes indad vindes? 12

1. Tekstens medie

Synsvinklen på ebogen er for min oplevelse ofte for snæver. Ebogens fremkomst fremstår som noget monstrøst nyt. Mere eller mindre synes mange at være bange for den – forfattere, forlag, boghandlere…

Og så er ebogen dog intet andet end den gode gamle historie om, at mennesker finder et medie for en skreven tekst. I historiens løb har vi som medie for formidling af tekst haft så forskelligartede materialer som blandt andet sten og træ (at riste runer), ler (brændte lerplader), papyrus, bambusstokke, silkestof, træplader (i sig selv og til trykning), skind/huder, papir.

En nyhed i lighed med ebogens nyhedsværdi stod Johannes Gensfleisch zur Laden zum Gutenberg (1400-1468) for her i Vesten, da han opfandt (nogle siger opdagede) det genanvendelige bevægelige enkeltbogstav støbt i bly. Hermed fik vi bogtrykkerkunsten. Første tryk i Tyskland 1455, Bibelen, første tryk i Danmark 1482, Johann Snells bogtrykkeri i Odense, bønnebogen Brevarium Ottoniense. Kineserne havde trykt på samme måde med lertyper siden 1200-tallet.

Med Gutenberg fik vi den firkantede bladrebog i potentielt store oplag. For mange i dag et afgørende indtjeningsobjekt, for mange desuden en fetich for tekstlæsning.

Med ebogen – især i epubformatet – er vi jo imidlertid blot vendt tilbage til bogrullen, der var pergament- eller papyrusblade rullet sammen omkring en stok.

Ebogen er en digital bogrulle med mulighed for store oplag ved salg af digitale kopier af den samme grundfil. Denne mulighed for yderligere at få udbredt den nedskrevne litteratur af enhver art i ubegrænsede mængder er kun et problem, fordi vi lever i et varesamfund. Det nye digitale tekstmedie opleves som en trussel mod det gamle, papirtrykte tekstmedies kulturelle status og de indtjeningsmuligheder, som netop det medie er forbundet med for dem, der skriver, trykker, redigerer og sælger det.

I et samfund, hvor enhver ydede efter evner og nød efter behov, ville ebogen som digitalt tekstmedie på linje med sten, ler, træ, silke, bambusstokke, papir ikke opleves som en trussel, men som en gevinst for større udbredelse af tekster.

2. Ebogen og hvor man ”er”

Jeg tror, udbyttet af den nye situation med ebøger i høj grad afhænger af, hvor man “er”. Min egen situation er kort fortalt sådan her:

Jeg er mag. art. i nordisk sprog og litteratur fra Århus Universitet 1974, blev Master i Klassisk Kinesisk Medicin 1993, har været kulturmedarbejder og anmelder ved blandt andet Demokraten, Information, tidsskrifterne BUM og PLYS.

Udkom første gang i 1972 med digte. Blev selvstændig erhvervsdrivende som forfatter i 1988. Har levet for at og med at skrive og oversætte ud af eksistentiel lyst og faglig interesse. Digte, noveller, romaner, fagbøger. Så jeg har et forfatterskab bag mig – og i gang – og er udkommet på forskellige såkaldt etablerede forlag, mængdeforlag, gennem årene.

Jeg stod i 2004 med et meget stort kulturhistorisk materiale i forbindelse med et 15-årigt arbejde på romanerne Den første sønderhoning og Hollænderen. Romanerne udkom på Forlaget Hovedland i 2006 og 2008. Det kulturhistoriske baggrundsmateriale for dem fik jeg lyst til selv at udgive i to mindre bøger. De solgte i 3 oplag. Og så havde jeg hermed startet mit eget forlag NordØsten NordOsten Books. Samtidig overtog jeg selv rettighederne til min på Aschehoug udgivne og udsolgte fordanskning af digtcyklussen Daode jing. Klassikeren om vejen og kraften og udgav selv en revideret udgave både som trykt bog og som ebog. Og den sælger uafbrudt.

Ebogen har altså givet mig mulighed for at få en række af mine titler ud igen (dem som det er lykkedes mig at få rettighederne hjem fra forlagene på), samtidig med at jeg oplever det som særdeles meningsfuldt at udgive i ebogsform, både digtene og prosaformerne. Alt ved ebogen giver mening – og vi forfattere en enorm mulighed (som søges stækket – hvordan antyder jeg kort til sidst).
Så jeg har det rigtig godt med, at bøger, der er udgivet tidligere i papir og som sådanne ikke ville blive genoptrykt mere (det ligger i papirbogsmediet, når en bog i et vist omfang er “solgt færdig”), men som såmænd ligeså godt kunne udkomme som nyudgivne bøger i dag – ja, dem kan jeg selv sørge for at holde levende i ebogsformen.

Jeg gør sammen med min medhjælp enormt meget for at ny-gennem-revidere mine bøger, der genudgives, og lave dem til en æstetisk smuk epub-udgave, som samtidig er teknisk perfekt (her har eMediaservices været meget givende med hensyn til samarbejde omkring at lave en ebog ordentlig). I øjeblikket er jeg for eksempel ved at færdigredigere to ebogsudgaver, en hvor fem af mine korte romaner udgives samlet med titlen Feberbørn, og en hvor mine to romaner Hollænderen og Den første sønderhoning ligeledes udgives samlet.

Sidst på denne måned udkommer min oversættelse af Theodor Storms lyriske fortælling Immensee på Forlaget Hovedland. Samtidig er kontrakten på baggrund af mange års værdifuldt samarbejde med dette forlag til begge parters fordel i den aktuelle situation lavet, så jeg selv udgiver den som ebog.

Vi forfattere har enormt rige muligheder for at frugtbargøre vores egne forfatterskaber i og med, at ebogen giver os mulighed for, at vi selv holder vores titler i live – at de stadig er “derude”. Og er de der – så købes og læses de. Det er min erfaring.
Der er altså en kæmpe forskel på, at vi forfattere blot kunne stå med “døde” papirbøger efter en vis tid, til at ebogen giver dem mulighed for at ligge aktiverbare derude hele tiden.

Den bedste og mest vedkommende litteratur i dag udkommer ikke på rampelysforlagene, men i højere grad uden for disse forlags og de gængse mediers rampelys. Det glæder jeg mig over. Og det kan ingen og intet standse i og med ebogens muligheder.

3. Ebog og etekst

Vi ved, at ord har betydning. Det er det, der får os til at blive digtere, prosaiske eller poetiske.

Også ordene ebog og ebogslæser har betydning. Og jeg tror, en uheldig betydning. For det fokuserer på ordet bog og tenderer mod, at man skal opfatte den digitale ”bog” som en digital kopi af den trykte bog.

Bogen bliver en fetich. Man dyrker bogen, den firkantede, indbundne, og man vil genfinde den i ebogen og i ebogslæseren.
Det ville måske have været bedre fra begyndelsen at have brugt betegnelsen etekst i stedet for ebog, og at bruge betegnelsen etekstlæser i stedet for ebogslæser. Nogle etekster ville så være digte eller digtsamlinger, for eksempel, nogle romaner eller novellesamlinger, for eksempel. Og vi ville være inde ved det, det drejer sig om, i hvert fald for mig: teksten.

Og teksten har som nævnt gennem historiens løb været formidlet gennem mange forskellige materielle former.

4. Ebogen og lyrikken i forhold til den trykte bog og lyrikken

Den firkantede bog med omslag har skabt bestemte tekstforventninger – måske især til digte. Og den har skabt bestemte former for så at sige tekstfigurer, der er blevet printet på siden i forhold til linjebrud. Den trykte bog havde faste typer inden for en vis mulig linjelængde afhængig af bogformat og margen. Og man kreerede, og kreerer, digtet i forhold til disse tekstfigurmæssige muligheder for fast forankring på siden.

Lad os først se på det klassiske rimede og metriske digt kreeret i forhold til og trykt i den firkantede trykte bog.

Jeg downloadede Jeppe Aakjærs digte i epubformat og læste blandt andet digtet ”Strømmen drev”. Linjerne i hvert vers flød sammen og rimene og rytmen, som dette digt er bygget op over, forskød sig tilfældigt ind og ud på grund af de tilfældige linjebrud, som ebogsformatet havde skabt. En fantastisk oplevelse, faktisk. Men alt, hvad digteren havde tilstræbt at opnå med digtets form, var væk.

Sådan ser det ud i sin bogtrykte form (de tre første vers):

STRØMMEN DREV—
Strømmen drev og tog Baaden med
gjennem grønne Enge;
blandt gule Iris vi drev afsted;
Folk var i Senge.
De gule Iris du brak og strøde
paa Baadens Bund,
og trykked vildt dine Læber røde
imod min Mund.
Og paa det gule, duftende Lagen
du knæled ned;
med strakte Arme saa hvide som Dagen
du drog mig med.

(skrevet 22.8. 1894)

Og sådan ser det ud i epubformat – et format som jo er karakteriseret ved, at linjeskiftene er flydende, det vil sige, de er afhængige af den skriftstørrelse, du vælger at have på skærmen. Sådan her ser det ud, hvis jeg vælger den mellemste skriftstørrelse (der ville være andre linjebrud, hvis jeg valgte en anden skriftstørrelse):

STRØMMEN DREV—
Strømmen drev og tog Baaden med gjennem grønne Enge; blandt gule Iris vi
drev afsted; Folk var i Senge.
De gule Iris du brak og strøde paa Baadens Bund, og trykked vildt dine
Læber røde imod min Mund.
Og paa det gule, duftende Lagen du knæled ned; med strakte Arme saa hvide
som Dagen du drog mig med.

I epubudgaven ophæves digtets oprindelige form, mistes den metrik, den rytme, og den rimgang, som Aakjær har bygget digtet op over.

Lad os så se på den ikke-rimede og ikke-metriske poesi, lyrik, af i dag. Som poesi eller lyrik defineres i dag, inddrages ikke primært, måske slet ikke, rim og metrum, men derimod arbejdes med en struktureret intensitet i sproget. Dette kan vel gælde som en definition på lyrik. Det lyriske bliver en nerve, en medrivende egenartethed.

Her opstår i epubformatet ganske tilsvarende problemer som med den rimede og metriske lyrik. For den strukturerede intensitet er ofte i ligeså høj grad, skønt på en anden måde, hængt op på rytmen i ordsammensætningerne og på de særlige karaktertræk, som linjeskiftene – og i det hele taget de enkelte linjers grafiske forhold til hinanden – giver digtet. Som sådan er det moderne digt i høj grad og som hovedregel et direkte barn af den firkantede, trykte bog – skønt ikke altid, der findes jo også eksperimenter med bogformen til forsøg på ophævelse af denne. Og i samme øjeblik dette den firkantede bogs digt overføres til ebogsformatet i det på mange måder fremragende epubformat, ja, så vælter hele den grafiske opsætning på grund af linjernes flyden i forhold til den skriftstørrelse, man vælger.

Ud af denne problematik vil der uden tvivl opstå nye lyriske former – en ny form for lyrisk nerve, der overskrider spørgsmålet om det grafisk fastlåste digt.

Som et eksempel på en sådan overskriden kan jeg henvise til Kenneth Krabats den stort set samlede Manden i den hvide kittel og Tidens Kælven 1, begge Forlaget Se, Sne! 2011, der begge er skrevet til epubformatet og for mig begge er fremragende lyriksamlinger, hvis grafiske opsætning kan ”klare” forskellige former for linjebrud afhængig af skriftstørrelsen, man vælger på sin ebogslæser.

5. Ebogen og tekster side ved side ved opslag

En anden ny situation med epubformatet er, at man ikke, som i den firkantede, trykte bog, kan have en bestemt tekst på venstresiden og en anden på højresiden ved opslag. For på mange ebogslæsere er der kun en side fremme på skærmen ad gangen.
Jeg er stødt ind i begge problemer med mine egne ting – altså linjebrudsproblematikken for lyrik og problemet med at få to tekster over for hinanden.

I et par af mine romaner, tidligere udgivet som trykte bøger, nu nyudgivet i epubformat, er der digte. Og deres grafiske statur kan vælte, afhængig af hvor stor skriftstørrelse, læseren vælger at bruge på sin ebogslæser. I min fordanskning af den store klassiske kinesiske digtcyklus Daode jing. Klassikeren om vejen og kraften har linjeskiftene enorm betydning og kan vælte ved store skriftstørrelser i epubformat. Heldigvis er linjerne for det meste relativt korte og vil bevare den oprindelige form ved de mest gængse skriftstørrelser, der vælges på ebogslæseren.

I forbindelse med en påtænkt revideret fordanskning af en anden kinesisk klassiker, jeg har oversat, nemlig Den Gyldne Blomsts hemmelighed, ville jeg gerne have den kinesiske originaltekst stående til venstre ved opslag og fordanskningen til højre. Dette lader sig blot ikke gøre i epubformatet på en ebogslæser, hvor der er en side på skærmen ad gangen.

Så samtidig med de mange fordele, jeg ser i ebogen og epubformatet, giver det mig også en del hovedbrud på baggrund af den tradition, vi har med og de muligheder, der har ligget i den firkantede, trykte bog.

6. Kan hvad udad tabes indad vindes?

Igennem de seneste år har tendenserne på bogmarkedet blandt andet været, at digtningen taber terræn. Forlagenes fravalg er stort til fordel for deres satsninger på primært såkaldte bestsellere. Vi kan sige, at her tabes noget udad. Mange digtere og andre forfattere får selvpublicering som en mulighed, og denne mulighed er forøget med ebogen. Dette kan vi kalde, at der vindes indad. Samtidig tenderer bogmarkedet imidlertid mod en uetisk form for monopoldannelse, især omkring ebogsdistributøren Publizon, der udelukker – bortcensurerer – forfattere, der ikke er erhvervsselskabsregistrerede.

Samtidig med at de store muligheder for den enkelte forfatter med ebogen har åbnet sig, og en række formelle og tekniske udfordringer i samme hug har meldt sig, hvad angår selve skriftens endegyldige fremtræden for læseren, så er der for første gang vist nok i århundreder indført en ikke-litterær form for forhåndscensur på, hvem der kan få deres ting ud til boghandlerne og ind på bibliotekerne – fordi nævnte Publizon på ufattelig vis har særaftale (monopolaftale) med et par bibliotekarer i Århus. Og Publizon ejes af mængdeforlagene Gyldendal og Lindhardt & Ringhof. De udelukker således i disse år selvudgivende digtere fra at komme ud til boghandlere og biblioteker via ebogsdistributionsplatformen Publizon.

Den anden danske ebogsdistributør, eMediaservices, kan godt finde ud af at udgive ebøger uanset om forfatteren er erhvervsselskabsregistreret eller ej.

I 1972 udgav Marie Cilius på eget forlag sin enestående bog Erindrer i skærsilden. Hun blev født 1916 og skrev bogen efter at have levet et liv fuldt af udsatheder og krænkelser, inklusive indespærring på to såkaldte sindssygehospitaler. Hun blev invalidepensionist. Ingen ville udgive hendes erindringer. Til sidst anskaffede hun sig en skrivemaskine og sad i sit soveværelse og skrev sine erindringer ind på stencils. Hun bekostede selv af sin invalidepension duplikeringen, indbindingen og udsendelsen af bogens tætskrevne 228 sider. Jeg læste den ved dens udgivelse og har netop genlæst dette enestående dokumentarium. Vagn Lundbye omtalte den i sin kronik ”Forfattere i Danmark” i Politiken, 18. 12. 1972. Den blev blandt andet også omtalt af Hasse Havgaard i artiklen ”Dårlige nerver er nogle sølvtråde” i Politiken 21. 1. 1973.

Dette enestående værk kan du i dag låne på biblioteket. Der blev ikke lavet lektørudtalelse til den tilbage i 1972, men bibliotekarerne har set omtaler af den, måske selv læst den, og ganske rigtigt vurderet den som væsentlig.

Året efter, 1973, udgav forfatterne Dan Turèll og Peter Laugesen sammen bogen Dobbeltskrift på eget forlag. Også denne bog kan du i dag låne på biblioteket i originaludgaven.

Altså: der var den gang ingen forhåndscensur på udbredelsen af danske, trykte bøger. Enhver trykt bog kunne uanset udgivelsessted og trykkeri komme på tale til optagelse på biblioteket, hvis bibliotekarerne skønnede den værdifuld ud fra deres kriterier. Der var ikke for eksempel et bestemt trykkeri, som havde monopol på at levere til bibliotekerne og som forlangte, at forfatterne skulle være erhvervsselskabsregistrerede og momsbogførende for at få deres bøger trykt og dermed udbredt med mulighed for at blive optaget på bibliotekerne.

Anderledes i dag. Det er ganske usandsynligt, at et menneske i Marie Cilius’ situation og et par unge forfattere, som Dan Turèll og Peter Laugesen var dengang, ville være i stand til at gå ind i at lade sig momsregistrere og blive et erhvervsselskab for at kunne få deres ting ud og eventuelt ind på bibliotekerne. Men på den måde udelukkes der i disse år ebøger fra distribution gennem Publizon og dermed udelukkes de også for at komme ind på bibliotekerne – og en Marie Cilius i dag ville sandsynligvis gå efter at lave en ebog, og det samme kan være tilfældet for unge forfattere a la Dan Turèll og Peter Laugesen dengang.

Altså: Vi mister i disse år mange, rigtig mange værdifulde litterære bidrag af forskellig slags til vores biblioteker. De forsvinder i den forstand ud af danmarkshistorien som del af vores fælles biblioteksregistrerede og biblioteksbevarede kultur.

To af de værdifulde ebøger, du ikke kan finde på vores såkaldte digitale bibliotek, er tidligere nævnte Kenneth Krabats to ebogs-tekstsamlinger – for af mange gode grunde er denne fine poet ikke momsregistreret.

På lang sigt, ja, måske blot på mellemlang sigt, tror jeg, at hvad udad tabes vil indad vindes. Fiktionslitteraturen som sådan, og lyrikken i særdeleshed, er for mig eksistentielt set de frie fugles vingefang. Og den enkelte digter skal nok alene og i samarbejde med andre ligestillede finde det åbne formidlingsrum og udbygge dets muligheder hinsides forskellige former for blokerende forsøg på monopoldannelse.

//Hugo Hørlych Karlsen, april 2012

NYT Reflex, 5. årg. #17

http://www.57nord.dk/pdf/57Nord_Reflex_2012-17.pdf

 

http://www.57nord.dk/pdf/57Nord_Reflex_2012-17.pdf

eReolen.dk – når ræven vogter gæs

eBogsudlån bestemt af købmænd.

 

(spring intro over)

Hvad er galt med eReolen.dk

En kultur, der tilstår sig selv økonomi til at udlåne alle udgivne bøger ”gratis” (over skatten), er en kultur, der

  • vil sig selv og
  • tror på tankens magt i begrebets bedste betydning.

eReolen.dk er et 4 måneder gammelt samarbejde mellem erhvervsliv og bibliotekerne om udlån af ebøger. Det fungerer for lånerne med visse udlånsbegrænsninger, og vil som projekt angiveligt ikke automatisk blive forlænget. Det forlyder fra én side, at projektet skal evalueres efter 1.11.2012., priser og vilkår genforhandles, teknikken genvurderes og projektstrukturen overgå til en driftsstruktur.

Så, hvorfor ikke vente og lade projektets parter teste mekanikken i fred? Hvorfor kritisere det allerede?

Fordi vi, der har samtalt om eReolen.dk, betragter eUdlånsprojeket som ekskluderende og en forringelse af betingelserne for  forfatterne, selvudgiverne og de små og mellemstore forlag.

(Dyb indånding…)

I DE GODE, GAMLE DAGE FOR LIDT SIDEN
“Gamle” digitale fast-medier som DVD’er og musik-CD’er indkøbes af bibliotekerne til udlån på en dyr udlånslicens, men litteratur er først for nyligt begyndt at blive digitaliseret og sat i udlån.

Indstillingen til papirbøger var, at ALLE via skatten hjalp til at holde nationen tænkende – og således støttet kunne biblioteksvæsenet over for forlagene stille sig an som én storkunde, der kun skulle betale normal udsalgspris for det antal papirbøger, bibliotekerne ønskede at stille i udlån på dansk jord.

Senere tilstod staten forfatterne en kulturstøtte for deres bidrag i udlån på danske biblioteker – det vi populært kalder “biblioteksmidlerne” – et beløb, som berettigede forfattere får udbetalt om sommeren.

Forlagene, derimod, fik ikke direkte noget for biblioteksudlån. Var det rimeligt? Det var dansk kulturpolitik – som i mine øjne gjorde ret i at støtte i første produktionsled: Hos indholdsskaberne.

Man bør dog se biblioteksindkøb af fysiske bøger som inddirekte statsstøtte til forlagene – et system, der endnu, hvad papirbøgerne angår, opretholdes af et samarbejdet ml biblioteksanmeldere (lektører) og litterært interesserede bibliotekarer på lokale biblioteker. Danske forlag tjente ikke direkte på papirudlån – men der var et stort og fast salg til bibliotekerne af positive lektør-omtalte titler. 5-10% bibliotekssalg af et oplag var ikke usædvanligt. Hvilket gjorde, at forlagene kunne lade de indlysende bestsellere være træktog for mindre sikre titler og forfattere. Gynger og karruseller, som det hedder.

Det var før populariseringen af Internettet og adgangen til “gratis” data forårsagede mindsket salg, før bibliotekerne blev lukket af VKO-regeringen, det var før de frie bogpriser, før boghandlere der lukkede på stribe, før supermarked- og tankstationsalg, og før bibliotek.dk rationaliserede bogbestanden i Danmark, så de resterende biblioteker indkøbte endnu færre bøger til samlingerne. De gode gamle dage, hvor forlagene sad på produktionen, boghandlerne på salget og biblioteket på den institutionaliserede og tvangsmæssige reklame for bøger og forfattere…

I knap 30 år  har satsningen været bibliotekspenge til forfatterne gennem eksemplaroptælling på danske bibliotekshylder. Staten valgte at støtte litteraturen gennem at støtte forfatterne, frem for at lade forlagsbranchen få pengene. Som det land i verden, der har flest udgivelser pr. indbygger, ville der næppe være kommet flere eller bedre bøger ud af det, kun større overskud til forlagene. (Måske havde der været råd til færre titler, men det er en anden filosofi).

NYE eTIDER
I dag vil de to store forlag have en bid af det hele – de producerer, distribuerer, sælger og står for udlånet på danske biblioteker.

Gyldendals nye eBogskontrakt med sine egne forfattere sidestiller udlån med salg, og anbefaler eDistribution med Publizon (som Gyldendal er storaktionær i), der distribuerer til bibliotekerne og til eReolen…

I ekontrakten tildeles forfatterne 25% af prisen for et udlån, royalty af salg beregnes af nettoprisen og bogpriserne er frie. Der er ikke meget tilbage til forfatterne, hvis forlaget er ene om at bestemme.

[Hér er ebogskontrakten, som Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere  i efteråret 2011 på vegne af kun 6% af landets forfattere erklærede sig enig i.]

Biblioteksmidlernes støtte til forfatterne er baseret på optælling af indkøbte eksemplarer. Med tilkomsten af eReolen indkøber bibliotekerne ikke eksemplarer af ebøger, men betaler i stedet udlånslicens som på andre digitale medier. Hermed forsvinder grundlaget for forfatternes biblioteksstøtte i takt med, at flere udgivelser vil blive eBog-først, eller eBog-alene, og således grundlaget for mange forfatteres arbejde.

Endnu fordeles biblioteksmidlerne forholdsmæssigt efter det antal bøger, der står på hylderne. Men dét er kun én besparelse væk.  Efterfølgende vil der kun være direkte salg fra eReolen til stærkt reduceret pris ift. salg. Allerede nu melder mange eboghandlere om, at salget er gået ned. Og kunderne til eReolen er ene tilfredse med mulighederne. Og ja, hvorfor købe, når man kan låne gratis (over skatten)?

Enhver budgetforøgelse til ebogsudlån under eReolordningen vil gå direkte i forlagenes kasser – det handler bare om at give de ebøger i udlån, som er mest populære. Og så never mind bredden i udlånet.

Spørgsmålet er, om man fra offentlig hold med eReol-projektet mener, at forlagene er blevet reformeret til at være ræve, der kan vogte gæs? Købmænd, som vil være i stand til at forvalte bredden i dansk litteratur?! Eller om man bare ikke har haft nogen indre dialog overhovedet?

En mængde etiske og praktisk spørgsmål er tilsyneladende ikke blevet stillet i projektgruppen. Dem stiller vi så. Enogfyrre for at være helt præcis.

kenneth krabat, Forlaget Se, sne!

http://bit.ly/krabats-ebutik | forlagetsesne@menneske.dk

baseret på samtale med

Hugo Hørlych Karlsen, Forlaget NordØsten http://nordosten.dk/

Ann Bilde, Forlaget Freja http://forlaget-freja.dk/

Henrik Falk, Forlaget Helle, http://www.forlaget-helle.dk

og andre.

3. marts 2012

 

“Når ræven vogter gæs” fra Bayeux-tapetet

 

eReolen – tarvelig løsning, høje omkostninger

[hent oprindelige PDF] [hent som PDF-v.2] [hent som EPUB-V.1]
[Alt nyt og forandringer af teksten skrives med RØDT]

1. Lånekvoter  *

(* OPDATERING: Titlen var “Børn under 13 må ikke låne igennem eReolen”, men som det fremgår af noterne, lader Adobe-IDs aftalekontrakt deres samarbejdende bruger-tjenesters aldersregler gå forud for de amerikanske. Hermed falder dette punkt næsten til jorden. Spørgsmålet om lånekvoter for storlæsende, bør OG voksne, er dog stadig relevant. kk 5.3.12)

Grundlæggende er det et problem, at man bruger teknologi fra et firma i et andet land til at lave lånetidsbegrænsning i Danmark.

Men specifikt i Adobe-IDs aftalekontrakt, som er forudsætningen for at kunne læse ebøger, der er i udlån på eReolen, angives at man skal være fyldt 13 år.

Alle ved, at børn ofte er storlånere, og der findes en særlig kategori af læsere, som læser ml. 50 og 150 bøger om året. Hvis storlæsende applikerede deres vaner på ebøger, uden samtidig at skulle slæbe dem fysisk hjem fra biblioteket, ville de lynhurtigt opbruge kommunens ebog­skasse. Dét alene gør udlåns/honorerings-modellen i høj grad uhensigtsmæssig i forhold til selve det at låne digitale bøger. For slet ikke at tale om hvilken negativ favorisering af voksenudlån, det er, plus opfordring til ulovlighed, idét alle velmenende forældre formodentlig vil give deres børn adgang via eget eller et af dem skabt Adobe-ID.

FORSLAG: Inden for rammerne af denne kritisable model:

Frem for ebøger i sig selv kunne børn downloade hente-links, der først blev aktiveret som bøger (= honorering fratrukket bibliote­ket), når bruger havde bekræftet hentningen og var begyndt at læse.

Streaming kunne også være et påkrav til store læsere – hér kan den nøjagtige ”læsemængde” aflæses.

Se pkt. 28 – krav om DRM for info om streaming-planer

Alle (eller kun børn og andre store læsere) kunne have en egen eLånekasse at administrere, på samme vis som enhver administre­rer taletiden på sin mobiltelefon. Man kunne evt. have mulighed for at få overført en del af andres ubrugte læsninger til sin egen konto.

ULEMPE: Det skaber i realiteten et betalingsbibliotek, blot med midlerne lagt i brugernes hænder. Og en generel reduktion i biblio­teksbudgetterne ville gå ud over den enkeltes læsekvote.

FORSLAG: Hvis en reduktion blev en realitet, skulle man kunne bytte sig til læsekvote med ikke-læsere.

Se pkt. 31 for begrænsninger ift. elæsemaskiner

Og så er der lånebegrænsningen i sig selv på 3 bøger pr. låner. Det er ikke muligt at levere en læst eller kedelig bog tilbage. Begrænsningen ligger i valget af software – Adobe ADE – som ikke kan annullere udlån/levere bøger tilbage, men på eReolen fremstilles det som økonomisk lånebegrænsning pr. læser. 

“Vær opmærksom på; at det ikke er muligt at aflevere ebøger lånt på eReolen.dk før de 30 dages udløb – og dermed få adgang til flere lån. Dette skyldes bibliotekernes begrænsninger i antallet af lån pr. bruger pr. måned, som er en nødvendighed for at bibliotekerne kan overholde deres samlede budget pr. måned.”

eReolen 26. april 2012

Med streamede bøger vil man kunne tjekke antallet af sider læst og dermed regne en bog for læst eller afleveringsværdig.

kommentér

 

2. Søgefunktionerne er på ingen måde biblioteksstandard

Pt. er søgemulighederne på ereolen.dk kun

  • Biografier og Erindringer
  • Krimi
  • Spænding,
  • Børn og Unge
  • Skønlitteratur

Hvilket – selv hvis en søgning faktisk gav relevante resultater, hvilket ikke er tilfældet – er helt og aldeles under lavmålet med flere end 10 bøger at søge imellem.

“Biblioteksstandard” betyder, at bøger er inddelt efter et system, der rubricerer dem i kategorier baseret på vurdering af indhold og placering i et akademisk “overbliksfelt”. Det gør det nemt at søge efter emner og i fritekst.

For ebøger gælder det, at forlagene selv har metatagget deres ebogsudgivelser, og disse kan i princippet være både under- og over-taggede, dvs. ikke opkomme i relevante søgninger, eller opkomme i for mange (irrelevante) søgninger. Hvilket ikke ville ske, hvis enten Deweys decimalsystem eller BISAC var taget i anvendelse fra starten af.

En kilde siger februar 2012, at der noget tid har været en forsin­kelse i samkørsel med nationalbiografiske data, hvilket gør at man bruger forlagenes egne data. Man burde således kunne forvente bibliotekskvalitet i søgninger på eReolen, når problemerne ophører.

kommentér

 

3. Honoreringsmodellen fremtvinger et udlånsloft i kommunerne

Honoreringsmodellen består i enkeltbetaling pr. udlån – pt. kr. 18.50. Dette beløb trappes ned over tid.

Kommunerne har under forsøget flyttet en del af indkøbsbudgettet til eUdlånshonorering – på landsplan 2.6 mio til 145.00 eUdlån. Dette sætter nogle begrænsninger på antallet af ebøger, borgere kan låne i de forskellige kommuner – afhængig af kommunernes velstand og mod ml. 3 og 5 ebøger pr. måned.

På grund af udlånsloftet er bibliotekerne tvungne til at afvise inter­esserede lånere, når kvoten for en måned er opbrugt.


kommentér

 

4 Udlånsaftalen får effekt fra udgivelsesdato.

Det er problematisk på flere måder:

Titler, som kommer til udlån senere end 1 år efter den officielle udgivelsesdato, udlånes til en lavere takst – pt. 12-13 kr. Men da kun en forsvindende lille del af danske forlag er med i eReolpro­jektet, vil alle nuværende eUdgivelser fra disse forlag efterføl­gende blive honoreret med den lave udlånstakst.

Det vil sige, at de store forlag, som i kraft af viden om projektets ikrafttrædelse har kunnet planlægge upload af titler efter “nyhed”, har tjent på deres insiderviden. Og fortsat vil gøre det – uden nogen samtidig forpligtelse til at uploade bagkatalog til eReolen (som er ufordelagtigt for især de store forlag, fordi konvertering af ældre fysiske titler til ebøger giver mindre afkast og mindre for­ventet salg/udlån).

Herved er det åbenlyst, at fokus fortsat vil ligge på nye titler, hvilket ikke skaber den bredde i udlånsudbuddet, som man kunne forvente af et bibliotek. (Det er en pæn måde at sige på, at eReolen blot er en salgsplatform for især nye udgivelser til en lavere pris – i et land, der er blevet forvænt med at kunne låne alle nye bøger på offentlige biblioteker).

Samtidig er der – hvis man giver konsekvenstænkningen et ekstra drej på skruen – intet til hinder for, at et forlag genudgiver visse titler med nyt ISBN for at komme tilbage til højeste udlånsrate.

Hvordan skal bibliotekerne modbevise, at den nye udgivelse ikke er relevant? Og bliver sådan omgåelse af honoreringsaftalen en “normal” praksis, vil en evt. biblioteksblokering af genudgivelser automatisk ramme legitime genudgivelser – med forøget bibliotek­sadministration til følge.

kommentér

 

5. eReolen favoriserer bestsellere

Forsiden af eReolen rummer en bestsellerliste over de mest udlånte bøger.

Bestseller-listen er nu erstattet af “senest lånt”. Det var godt.

Når udlån anvender titlers udlånstal til at generere nyt salg eller udlån, favoriseres disse titler naturligt – til omgående og direkte nedprioritering af ikke-bedstudlånte, som så bliver klassificeret som smal litteratur, eller af begrænset interesse…

L&R: Bestsellerlisten skal væk fra eReolen

”eReolen er endnu ikke i mål i forhold til at leve op til det politiske krav om alsidigt at formidle litteratur. Det mener Cliff Hansen, ansvarlig for digital udvikling i Lindhardt og Ringhof.”

http://bogmarkedet.dk/nyheder/lr-bestsellerlisten-skal-v%C3%A6k-fra-ereolen

kommentér

 

6. Favorisering af bestsellere trækker bibliotekernes udlånskvoter til bestsellere

Når bedstudlån anvendes, følger pengene udslånstal. Og hermed trækkes kommunernes udlånshonorering af disse titler – i et over­vældende fokus på de to store forlags mange eTitler på reolen.

Se pkt. 5 (favorisering af bestsellere)

kommentér

 

7. Købeknappen favoriserer hjemmesidens fokus.

Februar 2012 er fokus (stadig) på bestsellerne/bedstudlån.

Hvad sidens valgte fokus end måtte være – bestsellere eller andet, der vil vise sig – vil købeknappen have stærkest effekt på de bøger, som i forvejen er synlige på eReolen.dk.

Det er ikke meningen, at eReolen.dk skal være en salgsside, men at købeknappen skal gøre det muligt for lånere at købe en bog, hvis bibliotekets månedskvote er opbrugt.

Se pkt. 5 (favorisering af bestsellere)

Se pkt. 12 for forslag om købeknappen som direkte salg

kommentér

 

8. Aftalen om eUdlånshonorering er sket hen over hovedet på forfatterne

Danske forfatteres repræsentanter over for forlagene, pressen, Kunstråd og politikerne er en af de to forfatterforeninger – DFF eller DsF. Hvem af de to afhænger lidt af, om “det handler om” i bred forstand bogudgivende skrivekyndige og illustratorer, der står sammen, eller om i snæver forstand bogudgivende digtere og skriftfortællere, der står sammen.

Men… hverken Dansk Forfatterforening eller Danske skønlitterære Forfattere er blevet inviteret med som forhandlingsparter i pro­jektet. DFF siger, at de forholder sig løbende til udviklingen i dags­pressen.

Forfatterforeningerne har ikke længere standardkontrakt med Forlæg­gerforeningen – det forbydes af konkurrencemyndigheder-ne. Men DFF forhandler ekontrakt med Gyldendal og med andre forlag – en ekontrakt, som dog ikke kan rumme direkte referencer til eReolen og eReolens udlånshonorering, da andre udlånstiltag kan komme på tale. DFF siger dog samtidig, at de i forhandling med Gyldendal har hentet en større procentdel hjem til forfatteren ved digitale udgivelser.

DFF og DsF repræsenterer godt 6% af danske forfattere.

Dertil kommer Danske Tegneserieskabere, og forfattere, der er organiseret under journalistforbundet eller Koda. Og forfattere, som kun er tilknyttet CopyDan. Samt andre…

Se pkt. 39 for kommentar om Danske Tegneserieskabere

kommentér

 

9. eReolprojektet udelukker andre eDistributører end Publizon

NCB og DBK (med visse undtagelser) er dem, som “altid” har distribueret bøger til de danske biblioteker (og boghandlere).

Som forfatter kunne man før sælge en bog direkte til biblioteket eller man kunne “bestille plads i systemet”, dvs. have sine bøger lig­gende hos en af distributørerne, og så lade lektørudtalelser eller egne udsendte udgivelsesreklamer til bibliotekerne om at sælge af ens bøger til udlån.

Hverken NCB eller DBK ønsker at bevæge sig ind på ebogsmarke­det (foretage de nødvendige investeringer i hardware og mand­skab). Begge (forlyder det) mærker nedgangen i papirbogssalget.

Ift. ebøger er det forlaget, som indgår en udlånskontrakt med Publizon. En forfatter kan ikke få en ebog til udlån uden om Publizon. Denne udlånskontrakt er en særaftale. I dag (okt. 2012) findes forskellige trediepartsdistributører – f.eks. Saxo.dk – som sætter ebøger i uddbud til bibliotekerne mod et vederlag på 30% af udlånsprisen. Det er HØJERE, end hvad forlaget tager for det samme. (Man kan således sige, at omkostningsdelen forbliver stort set uændret – det er eneste nye er, at forfatteren skal arbejde tilsvarende mere for sine penge i form af administration, reklame osv.)

I følge pålidelig kilde har ingen andre eBogsdistributører været inviteret til udviklingen af eReolen. Og ingen anden end Publizon vil blive taget i brug til håndtering af eUdlån. Selvom andre er interesserede.

Spørger man forfatterforeningen angives svaret at være, at “konkurrencen om eDistribution er fri”. Men det er ikke tilfældet. Faktisk har DFF og DsF tilgået en ekontrakat med Gyldendal, som specifikt foreslår edistribution via Publizon.

Hvad eUdlån angår: Spørger man Publizon, angives at eUdlån ikke behøver være med dem direkte – kontraktindgåelse om eudlån KAN være med en “aggregator”, dvs. en eUdgivelsesagent, som kan indgå særaftalen med Publizon om at distribuere til eReolen.dk. (Det er så også tilfældet i dag; se lidt ovenfor. Okt. 2012)

Men februar 2012 har ingen ud over almindelige forlag eUdlånsaftale med bibliotekerne. Og så er vi lige vidt.

Se pkt. 10 for særaftalen om eUdlån

Se pkt. 11 for udlånscensur

kommentér

 

10. eUdlån er et salg

I Publizons system tæller et eUdlån som et særligt salg, med særlige regler, der regulerer forlagenes indtægter – f.eks. en reduktion i eDistributionstaksten ved eUdlån efter en given periode

En kilde siger, at det fra Publizons side blot regnes som data, der er registreret på forskellig vis.

Jan Kjær, tegner, forfatter og formand for Danske Tegneserieska­bere, mener noget andet om betegnelsen salg, og siger bl.a. i kronik i Politiken december 2011:

“Forlagene kalder … e-bogsudlånet for salg. Deres begrundelse er, at bibliotekerne jo ikke køber en e-bog og derefter låner den ud, som med papirbøger, men blot sender låneren en elektro­nisk ’nøgle’ til e-bogens placering i forlagenes/ distributørens database.

Biblioteket betaler for at sende linket til låneren, og af dette ’salg’ kræver forlagene så 75 procent – kun 25 procent går videre til forfatteren. En sådan ’biblioteksudgave’ af en e-bog er imidlertid kun læsbar i 30 dage, så sletter den sig selv. Der er altså ikke tale om et reelt salg, men om et tidsbegrænset udlån.

Mange forfattere (såvel medlemmer af DFF som ikkemedlem­mer) står målløse over for disse gaver til forlagene. Adspurgt om grunden til sin gavmildhed forklarer Dansk Forfatterfore­ning, at det er for at hjælpe salget af danske e-bogsudgivelser på vej.”

http://politiken.dk/debat/kroniker/article1484653.ece

Det er svært at afgøre, hvem der har ret. Om begrebet “salg” er en teknisk betegnelse for data i et firma, der beskæftiger sig med formidling/salg af data, eller om det er en politisk betegnelse, der berettiger et forlag til – over for deres forfattere – at anvende en forlagskontrakt til at beholde de fleste af pengene ved eUdlån gennem eReolen.dk. Eller begge dele og i så fald, hvem der har retten til at gennemtvinge begrebet.

Se pkt. 28 om EU-dommen om bibliotekspengene som kulturstøtte

kommentér

 

11. Censur af selvudgivende forfattere uden momsregistrering

Forfattere skal ikke påføre moms ved salg af egne værker.

Virksomhedsregistrering for salg af papirbøger gennem NCB og DBK har således aldrig været på tale for selvudgivende forfattere. En faktura fremsendt (uden påført moms) og man fik sine penge.

Publizon nægter at handle med forfatterne selv, og argumenterer, at udgifterne i forbindelse med administration af ikke-momsregistre­rede vurderes at være for høj til at kunne dækkes af distributions­gebyret på 5% af ebøgernes nettopris, i samme åndedræt anbefaler de selvudgivende forfattere at bruge mellemmænd til registrering af ebøger hos Publizon.

PROBLEM: Ingen mellemmænd har særaftale med Publizon om udlån via eReolen. Og spørgsmålet er, hvad det vil koste, hvis det var. Pt. koster f.eks. salg via Saxo Selvudgiver eller Riidr en selvud­giver 30% af nettoprisen…

Et privat firma (Publizon) kan altså uden problemer trodse årtiers skatte- og kulturpraksis og tvinge e(selv)Udgivende forfattere til virksomhedsregistrering, hvis disse forfattere vil deltage i kulturde­batten, som den forestås af biblioteksudlånet. Og dét kan Publizon, fordi de ikke befinder sig i en konkurrencesituation ift. eUdlån, da bibliotekerne ikke forhandler eUdlån med andre end dem og i følge pålidelig kilde ikke har tænkt sig at gøre det.

LØSNING: Publizon behandler selvudgivende med samme respekt som NCB og DBK, der gennem alle årene fint har kunnet finde ud af at leve af blandingen af forlag og selvudgivere. Det skal således anmærkes igen, med fede streger under, at selvudgivende forfattere lige som andre kan fremsende en faktura, når de skal have penge for salg – blot skal de ikke påføre moms, og Publizon skal således ikke afregne momsen med staten.

Hvad Publizon gør kan kun kaldes censur med bibliotekernes billi­gelse. Bibliotekerne, som har en lovmæssig forpligtelse til at sikre bredden i dansk litterær kultur.

kommentér

 

12. Hvor havner salget via købeknappen?

Hvis købeknappen beholdes, må salget skulle havne det mest ret­færdige sted, dvs. ikke bare hos én bestemt eboghandler.

Det mest logiske, som allerede har været diskuteret i projektbag­landet, er at sende salget til forlaget. Men hvis købeknappen skal “havne” hos forlaget, hvad så med forlag uden salgsside?

Det kan ikke løses ved, at biblioteket forestår salget – under den nuværende model har bibliotekerne intet med bøgerne at gøre ud over at betale Publizon for udlån, og må samtidig ikke konkurrere med erhvervslivet.

PROBLEM: Hvis en eneforlægger ikke har et salgsapparat på for­laget, eller overskud til at varetage eller betale for kobling til egetsalg, favoriseres de forlag, som har: de kapitalstærke med såvel specialister som diverst jonglerende medarbejdere.

LØSNING: Direkte salg. Købeknappen bliver dermed et butikløst salg – et købelink som i sig selv forestår salget.

(Se http://gumroad.com for inspiration).

Det betyder, at hver enkelt titel skal oprettes for sig, hvilket er noget bøvl, men samtidig går salgsprisen direkte til rettig-hedshavers konto, med et fradrag for distributionen, uden at have været omkring en ebutik.

Om det bliver Publizon, eMediaservices, NCB, DBK eller en ny aktør på markedet, der får et sådant shortlinksystem i luften først, er lige­gyldigt for købere og lånere. Men kampen bliver interessant, hvis biblioteker og forlag køber idéen.

Se pkt. 7 Købeknappen favoriserer sidens fokus

Se pkt. 16 Købeknappen som hjælp mod opbrugt kommunekvote til udlån

Se pkt. 29 For muligt mere omfattende konsekvenser af købeknappen

kommentér

 

13. “Mange bibliotekarer synes eReolen har kuppet eUdlånet”

Søger man på “ereolen utilfredshed”, spørger Google: “mener du ereolen tilfredshed”? Og der er da også flest indlæg, som udtryk­ker tilfredshed. Det er bare overvejende lånere, der udtaler sig.

Spørg dine egne bibliotekarer.

kommentér

 

14. eReolen.dk er godkendt af forskningsbibliotekarer og folke-bibliotekerne

Det gælder alt – idé, rammer, udlånshonorering, GUI (bruger-flade), søgeafgrænsninger og alle konsekvenser og implikationer af eReolens virkning og udforming.

Danske forlag er for en stor del opdraget af oplysningstidens ønske om en bredere dannelse i befolkningen og derfor ikke onde despo­ter, som kun tænker profitmaksimering. Man kan derfor ikke for­tænke erhvervslivet (eDistribution og forlagene) i at forsøge at maksimere overskud af salg (og udlånshonorering) til sig selv, frem for til forfatterne; forlagene skal jo opretholde et stort appa­rat for at kunne tilgodese alle forfatterne, og de ér først og frem­mest købmænd, og sekundært (muligvis) moralske vogtere af lit­terær bredde.

Men når det handler om bibliotekernes rolle i eReolen – herunder udelukkelse af de skrivekyndiges repræsentanter – er det dog i høj grad uforståeligt, at de bibliotekarer, der forsker i biblioteksvæsen og kender alt til i hvert fald danske relationer mellem forlag, for­fattere, biblioteker og lånere, kan gå med til at lave en aftale, som favoriserer forlag og eDistribution over forfatterne og lånerne:

I eReol-aftalen brydes med årtiers udlånspraksis, og forfatterne stilles væsentligt ringere i kraft af udelukkelsen af eUdlån fra be­regningen af bibliotekspenge.

Selvom bogbranchens aktører er mange, må ebogsinvesteringerne for forlagene siges at være små – det svarer ikke just til at begyn­de en helt ny industri helt fra bunden. Sådan viden burde have influeret på forskerbibliotekarernes holdning til honoreringsmodel. Om det så havde medført et Mexican stand-off, hvor regeringen ville være nødt til at træde ind, hvis ebøger skulle kunne udlånes til offentligheden fra en anerkendt portal.

Ja, en anerkendt portal. Ikke en forlagsblog med autoudstedelse af regninger til danske biblioteker, hvor enhver budgetforøgelse afsat til ebogsudlån automatisk vil kunne fraktioneres ud i de enkelte forlags kasser som forventet indtægt.

kommentér

 

15. Kommunesamarbejdet splittes som følge af udlånskvoter

Med papirbøger er det sådan, at findes en titel i mere end ét eksemplar på et bibliotek, kan andre kommuner rekvirere titlen til udlån.

Inden for det nugældende system er brug af eReolen.dk uden for låners kommune ikke muligt pga. kvoteordningen med ebøger. Det vil sige, at hver kommune hvad angår udlån af ebøger er en isole­ret ø. Se forslaget under pkt. 16.

PS: Der lægges op til frivilligt samarbejde kommunerne imellem om Danskernes Digitale Bibliotek.

http://kum.dk/Documents/Kulturpolitik/Kulturarv/Biblioteker/Fælles%20løsning%20til%20digital%20formidling%20for%20folkebibliotekerne%20(DDB).pdf

kommentér

 

16. Der oparbejdes ikke bibliotekspenge af eUdlån

Bibliotekspengene er en ordning, som optæller værker stående på danske biblioteker og efter en pointordning baseret på type littera­tur og omfang uddeler en procentdel af hele bibliotekspuljen til de enkelte forfattere.

Da bibliotekerne ikke har bundet sig til indkøb af en fast mængde eTitler, indgår eTitler ikke i optællingen af en forfatters værker på danske biblioteker, og indregnes derfor heller ikke i hans/hendes biblioteksudbetaling. Har forfatteren ikke nogen ordentlig digital kontrakt med sit forlag, eller for en dels vedkommende slet ingen, vil dette med tiden blive et regulært tab.

FORSLAG: Bibliotekerne kunne anvende en udlånsmodel baseret på indkøb af udlånslicenser af forlagene, der kun muliggør udlån af titler i det antal, der er indkøbt licenser til. Når alle licenser er udlånt, opstår en kø. Præcis som i dag med papirbøger.

(Hér kunne købeknappen på eReolen fint komme i brug.)

Udlånet kunne foregå efter (neddroslet) norske princip som stats­støttet model, hvor danske biblioteker automatisk indkøber 100 eks. af hver bog. Antallet skulle frit kunne lånes på alle kommu­ners biblioteker. Biblioteker kunne så selv spæde til med indkøb af udlånslicencer, hvis det vurderedes, at det var nødvendigt i en given kommune. (Se. pkt. 15 om forhindret udlån på tværs af kommunerne)

Alle disse eksemplarer skal så samlet være til udlån i 1-3 år. Her­efter aftales med forlagene, hvor mange eksemplarer, der skal være til udlån på landsplan eller i de enkelte kommuner.

Eventuelt kan svagere titler, smalle genrer og fagbøger beskyttes ved skabelse af fuldstændigt dublerede eBiblioteker i en kommune – 1 eksemplar kun til udlån til kommunens borgere, og 1 til deling med andre af landets biblioteker.

NYT: DFF oplyser februar 2012, at noget er på gænge hvad digital biblioteksafgift angår. DFF er samtidig blevet lovet høring, når eReol-aftalen skal genforhandles (okt/nov 2012)

kommentér

 

17. eUdlånsstatistik på de enkelte titler offentliggøres ikke

Uden udlånsstatistik, som er MEGET nem at fremvise, da eReolen.dk alligevel er tæt knyttet sammen med Publizons eDistri­bution, er der ingen dokumentation for det fokus på bedstudlå­nere, som er sitets dominerende fokus.

Vi bliver ved postulatet om hvem der ér de oftest udlånte, plus at fokus er stærkt selvopfyldende.

kommentér

 

18. eUdlånsstatistik er ikke søgbar

Udlånsstatistik for papirbøger er tilgængelig via bibliotekernes interne system, og enhver kan forespørge og få svar. Det regnes blot som data. I erhvervssammenhæng er eUdlånsstatistik at regne som penge. Formodentlig derfor kan omfanget af udlån på ebøger på eReolen hverken ses, efterprøves eller søges i.

Hvis hver titel var behæftet med en søgbar udlånsstatistik, kunne lånere efter behov følge flertalslæste titler, eller vælge at gå efter mindre kendte, mindre eftertragtede eller ældre titler.

I og med denne information hverken findes eller er søgbar, forsvin­der alle titler ned i (svage) genreindelinger, titelsøgninger eller allerede kendte forfattere.

Uden fantasi i søgningsmuligheder, keder man sig meget snart i den snævre ramme, som computerskærmens browser er.

Se pkt. 2 for konsekvenserne af dårlige søgemuligheder

Se pkt. 20 for sammenhængen ml. søgbarhed og smalle forfatter­skaber

kommentér

 

19. En eTitel kan ikke findes koblet til andre udgaver

En bogtitel kan nemt udkomme i mange udgaver – papirtryk, lydbog, ebog, A/V-udgave, illustreret og ikke-illustreret, Magna-print m.fl., for ikke at tale om ændrede og reviderede udgaver, der er båret af nye erfaringer og/eller trang til forbedring af sprog og tilgængelighed.

Hvis man ikke kan følge en udgivelse i dens forskellige iterationer (eller forfatterens andre bøger i andre medier), vil en eTitel i udlån på eReolen.dk være historieløs og skal således stå helt alene og “sælge” sig selv til låner (eller køber).

LØSNING: Slut sitet til bibliotek.dk, eller bedre.

Se pkt. 20 om Manglende søgbarhed

kommentér

 

20. Manglende søgbarhed ift. et forfatterskab får konsekvenser for smalle forfatterskabers vej til digitalisering

At søgesystemet på eReolen ikke kan relatere en given ebog til et helt forfatterskab, er et pres på forlagene om at få bagkataloget for deres bedstsælgende og bedstudlånende forfattere digitalise­ret.

Dette sætter en naturlig bremse på digitaliseringen af forlagets smallere forfattere og forhindrer det måske overhovedet. Og vil samtidig smitte af på og øge salget af forlagets best­sellere.

Hvis man som bruger kunne afdække en forfatters hele forfatter­skab på eReolen, ville man kunne søge andre veje for at opfylde sine læsebehov – ikke kun i eBøger. F.eks. finde udgivelser af sine forfattere på andre forlag.

Dette er et meget vigtigt punkt. Ikke kun til gavn for forfatter­ne.

Som sammenlignende tanke kan siges, at man nu mener, at 40% af alle VHS-udgivne spillefilm aldrig vil kunne findes i et andet format. Ikke at Kulturting ikke forsvinde – spørgsmålet er blot på hvilken måde, og hér taler vi om systematisk nedvurdering af det smalle til fordel for det brede.

kommentér

 

21. Hverken Dewey eller BISAC er i brug som emneinddeling

Havde man valgt at bruge Deweys decimalsystem, som er i brug på danske biblioteker, eller den senere revision, BISAC, som især er i anvendelse i nordamerikanske biblioteker, men også bruges ved upload af ebøger til (salg i) iTunes Bookstore, ville søgemulig­hederne have været relevante, idét en kategorisering baseret på både direkte indholdsvurdering og intellektuel (akademisk) place­ring ville have fundet sted.

Med den meget snævre overinddeling i genrer, som er anvendt på eReolen.dk, signaleres “blog” og “amatørtagging”.

kommentér

 

22. Skærmarealet på eReolen er svært amatøragtigt anvendt

eReolen.dk bestræber sig på at se meget blogagtig ud, så det er nok ikke en fejl, at sitet ligner en blog, føles som en blog, og er lige så lidt professionel i sit brugerinterface og sine ad­gangsmulig-heder som 99,9% af alle blogs i verden. Skønt det ikke ér en blog.

eReolen.dk ér jo faktisk, eller burde være det, udlån af litteratur fra og til den Danske Kultur – og hér kunne man forvente den seriøsitet i tanke, tilgang, overblik, sammenkobling med andre databaser o.m.a., som vi er kommet til at forvente af vore bibliote­karer og danske biblioteker som helhed.

kommentér

 

23. eReolen.dk’s layout og GUI angiver, at sitet er lagt an som salgssite

Fornyelse på sitet er ikke kendetegnende for stedets profil. Der forekommer ganske enkelt ikke at være nogen mennesker bag det – som det typisk er tilfældet, når et salgssite sættes op.

På et salgssite skal alt automatiseres, så omkostningerne minime­res. Dvs. at enhver form for service er et ekstra add-on, som understreges over for tilkommende og mulige brugere, så de ved, hvad de betaler for, eller hvor heldige de er…

Man regner i nul-punkt, dvs. i udgangspunktet et mekanisk funk­tionelt site, hvorpå der så tilknyttes en række servicefunktioner, som enten automatisk lukrerer på andre sites, andres meninger eller på forskellig vis (med layout, features, spil o.a.) accentuerer sitets egne meninger, eller man har tilknyttet en menneske-inter­agerende opdateringsfunktion, f.eks. nyheder. Det sidste koster løbende stillinger og timer (med mindre det lægges i hænderne på brugere…)

eReolen.dk (feb. 2012) er ikke opbygget som servicesite – det skal bare se sådan ud. Alt, der indhentes – forsider i karrusellen, nyhe­der, anmeldelser – alt er eksternt genereret, og kun et påskud for at fremstå som et site, der er interesseret i bøger.

Man kan selvfølgelig fremhæve, at egengenerede services koster penge, og at eReol-projektet ikke har penge at skyde i “udlåns­underholdning”, men dét i sig selv vil kun underbygge sitets ene­ste entydigt klare formål:

At tjene penge til et privat firma, ved at formidle udlån den ene vej og udlånshonorering den anden vej, billigst muligt. (Publizons hovedaktionærer er Gyldendal og Lindhardt & Ringhof, ér det blevet nævnt?)

kommentér

 

24. Nyheder og anmeldelser opdateres sjældent

Dokumentation, daglige skærmbilleder

Se pkt. 5.

kommentér

 

25. eReolen.dk “er Gyldendals projekt”

En kilde i eReol-projektet har oplyst, at projektet er Gyldendals – det er dem, der har undfanget det, dem der kører det, og dem der reelt bestemmer.

At forfatternes repræsentanter ikke var inviteret med er sigende.

Se pkt. 8 om udelukkelsen af forfatterforeningerne i planlæg­ningen af eReolen

kommentér

 

26. Ingen andre eDistributører har adgang til eReolen

Man skulle tro, at Publizon var det eneste firma, der kan distribu­ere eBøger for bibliotekerne. Men det er ikke tilfældet. Bibliote­kerne vælger bare selv, hvem de vil lade eUdlån distribuere af. Og om de vil lade andre aktører komme ind.

Pt. vil de ikke. Og i følge pålidelig kilde kommer det heller ikke til at ske.

For bibliotekerne kunne fordelen ved flere eDistributører være netop dét: Konkurrence på prisen for distribution. Der bliver næppe færre ebøger at distribuere med tiden, men da bibliote­kerne fastholder, at Publizon er “dem, der gør det”, så er eDistri­bution til bibliotekerne, og dermed prissætningen, reelt et monopol.

Man bør spekulere på, hvad det er Publizon gør så meget bedre end andre.

kommentér

 

27. eReolen er ikke til for befolkningen, forfatterne eller bibliote-kerne, men kun for forlagene og Publizon

Forlagene ønsker reelt ikke, at ebøgerne skal blive en del af biblio­teksordningen, med honorering til forfatterne for eksemplarantal på bibliotekerne. eReolen.dk er ganske vist en ringe udlånsordning for brugerne, forfattere og bibliotekerne, og heller ikke det samme som et fuldt salg for forlagene, men frem for helt at blokere for udlån af ebøger, har især de to store forlag fundet en helt ny ind­tægtskilde igennem eReolen.dk.

Nedenstående er fra en amerikansk kilde, men det begynder at ligne:

People are beginning to notice that big publishers are not really all that interested in authors or readers; they are interested in consolidating control of distribution channels so that the only participants in culture are creators who work for little or nothing and consumers who can only play if they can pay.

http://www.insidehighered.com/blogs/library-babel-fish/recommended-reading-apocalypse-edition

(Oversat: “Folk begynder at bemærke, at store forlæggere reelt ikke er så forfærdelig interesserede i forfattere eller læsere; de er interesserede i at konsolidere kontrol med distributionskanaler, således at kulturens eneste deltagere er skabere, der arbejder for småpenge eller ingenting, og forbrugere, der kun får adgang, hvis de betaler.”)

kommentér

 

28. Krav om DRM tilgodeser Publizon (og firmaets aktionærer)

Hvis bøger udlåntes uden DRM, ville Publizon ikke tjene penge ved udlån af ebøger. Hvilket ikke er det samme som at sige, at eBøger uden DRM ikke ville kunne stilles i udlån. “DRM” er mange ting – og udgøres ikke alene af restriktive tiltag.

Man kan f.eks. streame ebøger, som man streamer film. Og det er da også på trapperne. (Og stiller meget interessant spørgsmål om udlånshonorering af ebøger, der ikke læses færdige…) Som det ser ud nu, forekommer det dog at være et tilbud sideløbende med download.

http://www.projekteboeger.dk/2012/02/490/

Læsehæmmende tiltag og binding til Adobes DRM-teknologi er godt for Publizons indtjening. Og dermed Publizons aktionærer (Gyldendal og Lindhardt & Ringhof).

Læsere har ingen gavn af DRM. Heller ikke på sigt. Kultur beskyt­tes ikke (direkte) af adgangshæmmende foranstaltninger:

Talrige rapporter i de seneste to år har påvist, at underholdnings­industrien, herunder litteraturen, er i fremgang over hele jorden – og at indtægter fra salg af musik, litteratur og film i langt højere grad end nogensinde tilflyder kunstnerne selv.

DRM er kun et spørgsmål om indtægtskontrol og distributions­magt. Se pkt. 27.

kommentér

 

29. Både udlånshonorering og købeknap kan true EU-dommen om biblio­teksmidlerne som kulturstøtte snarere end honorering.

EU havde lagt sag an mod Danmark, fordi man fandt, at vores bibliotekspengeordning var honorering af forfatterne gennem udlån, men det lykkedes Danmark at føre tilstrækkeligt bevis for, at biblioteksordningen er kulturstøtte.

Konsekvensen af en tabt sag ville være, at oversatte bøger også ville skulle have støttemidler, hvorved omfanget af midler til danske forfattere under det gældende budgetloft ville falde ganske betragteligt.

Når bibliotekerne ikke selv kører eUdlånsordningen, men udlici­terer den til en mellemmand, Publizon, og der tillige finder et salg sted i samme moment, risikerer vi at EU atter begynder at betrag­te bibliotekspengeordningen som honorering snarere end kultur­støtte til danske bøger og derfor vil dømme til oversatte bøgers fordel, hvilket kan tømme ordningen meget hurtigt.

Bibliotekerne fortsætter arbejdet med købeknappen 5.12.11
http://bogmarkedet.dk/nyheder/bibliotekerne-vi-fortsætter-arbejdet-med-købeknappen

Statsforvaltningen rejser tilsynssag om Købeknap 12.12.11
http://bogmarkedet.dk/nyheder/statsforvaltningen-rejser-tilsynssag-om-købeknap

Bibliotekerne fortsætter arbejdet med købeknappen 19.2.12
http://bogmarkedet.dk/arkiv/bibliotekerne-vi-fortsætter-%C2%ADarbejdet-med-købeknappen

Se Pkt. 10 for spørgsmålet om brugen af begrebet “salg”

kommentér

 

30. eReolen er ikke et 1-årigt projekt, men den valgte løsning

Udadtil har eReolen præsenteret sig selv som et eUdlånsprojekt, der skal revurderes og genforhandles efter 1 års levetid – dvs. november 2012.

Bo Fristed fra Projektgruppen bag eReolen har i samtale dog udtrykt, at det skabte er den endelige løsning.

Det kan man vælge at forstå på to måder:

  • a) At eReolens funktionalitet – GUI, købeknap, nyheder osv, eller det lidt større overordnede med honorering, udlånsmodel osv. – er sådan, som det vil fortsætte med at se ud.
  • b) At ophavsmændene i projektet ikke har til sinds at diskutere andre veje for eUdlån – hvilket så vil sige både de store forlag og bibliotekerne. Bibliotekernes holdning over for andre edistributører ligner lidt dét.

Se pkt. 11 (censur af selvugivere)

Dertil kan siges, at eReolen som projekt ifølge eReolen selv er startet i foråret 2011 og løber frem til 31.12.2012. I følge bibliote­karer på et af eReolprojektets biblioteker er projektet reelt påbe­gyndt for snart 3 år siden, hvilket er rigeligt med tid til at indhente idéer fra andre af markedets aktører (læs = andre forlag end Gyldendal og L&R, andre eDistributører, andre med interesser og formål, der berører projektet i detaljer eller helhed).

Da et lille forlag længe efter præmieredato klagede til eReolens projektgruppe over manglende udlån af forlagets titler, undskyldte Susanne Iversen for alt rodet med kontrakter og alle de små for­lags manglende bøger på eReolen med, at “det hele jo kun er et forsøg”.

kommentér

 

31. Ikke muligt at låne ebøger i kindle-format (AZW eller mobi)

Adobes udlånsteknologi (til forhindring af kopibeskyttelse) understøtter kun EPUB og PDF, men bibliotekerne sætter dog ikke PDF i udlån i eReol-projektet. Se også pkt. 1 – Lånekvoter

At ebogsprojektet satser på et digitalt ebogsformat, som ikke er knyttet til jordens største ebogsdistribution (Amazon) med egne elæsemaskiner (Kindler), er ikke nødvendigvis bevidst ekskluderende, om end det tydeligvis udelukker Kindle-ejere.

Der er givet en frygt for ankomsten af amazon.dk som kraftig konkurrence til alle andre eboghandlere med base i Danmark – måske fordi det, så vidt vides, kun er Amazon selv, der kan levere kopibeskyttede bøger til Kindler.

Det er dog værd at stille sig spørgsmålet, om Kindle-ejere bør afholde sig fra at købe Kindler, blot fordi de ikke kan låne ebøger på danske biblioteker? Under normale omstændigheder køber mennesker maskiner, de synes opfylder deres behov, og så må alle andre bare følge efter. Burde brugere ikke kunne stille krav til udbyderne, snarere end den anden vej rundt?

Hvordan ser det f.eks. ud nu i de danske eboghandlere? Hvor mange bøger sælges i multiformat – EPUB, PDF, mobi (Kindle-format uden DRM) o.a.? Er der opgang eller nedgang i udbud af bøger i Kindleformat? Er ebogshandlere interesserede i at sælge bøger til Kindle?

kommentér

 

32. Foretager bibliotekerne udvalg af eTitler til eUdlån?

Kilder siger, at der ikke foretages hverken centralt eller lokalt udvalg af ebøgerne til udlån, men at alle Publizons eTitler stilles til udlån i den rækkefølge, de kommer ind.

Bo Fristed fra projektgruppen bag eReolen siger, at der finder udvælgelse sted.

Der bestilles ikke lektørudtalelser på ebøger, fordi eBøger ikke regnes som indkøb. Hvis bibliotekarer foretager udvælgelsen af titler, på hvilket grundlag sker dét så?

Se pkt. 33 om manglende lektørudtalelser på eBøger

Andre kilder siger, at man fra centralt hold ene forholder sig til eBøger, der findes som trykte titler.

Dertil skal det tilføjes, at der er foretaget et bevidst fravalg i udlå­net af ældre titler.

Se. pkt. 41 om fravalg af ældre titler

kommentér

 

33. Der er ingen lektørudtalelser på titler udgivet alene som eBøger

Bibliotekerne bestiller kun lektørudtalelser på bøger, de overvejer at indkøbe til udlån, og endnu regnes honorering af eUdlån ikke for indkøb. (Paradoksalt nok, da hvert eneste udlån både af Publizon og af forlagene regnes for et salg.)

Hvis ordningen fortsætter i samme form, bliver lektørudtalelser heller ikke nødvendige, da ingen ebogstitler tilgår basen.

Uden lektørudtalelser på rene eTitler, modsiger bibliotekerne sit eget projekt med at gøre eBøger synlige for læserne. eBøger vil snarere fremstå som appendiks til trykte bøger – hvilket hverken hjælper på ebøgers troværdighed, tilgængeligheden på det danske marked eller bibliotekernes fremtid.

kommentér

 

34. Der mangler faglitteratur på eReolen

En kilde siger, at udgivere af fagbøger typisk ikke kan få udgivelser til at fungere som PDF, og endnu mindre med EPUB.

Dét forekommer urealistisk. Svaret er nok snarere derhenad, at fag­bøger typisk er højt prissat, fordi de erkendt har et snævert publi­kum og dermed et lille salg i forhold til trykomkostningerne.

LØSNING: Enten særaftale med bibliotekerne ved eUdlån, der tilgodeser udviklingsomkostningerne, eller bibliotekerne indkøber et begrænset udlånsantal, der så inspirerer læsere til at købe, hvis en bog er meget i brug – f.eks. omkring eksamen.

kommentér

 

35. Ingen synlig strategi i forhold til ankomst af dominerende udenland­ske salgsportaler for ebøger.

Hvis eReolen var et offentligt site, kunne man offentligt spekulere over, hvor det bærer hen, hvis Amazon.dk bliver en realitet.

I og med der ikke ér nogen form for spekulation af den type på sitet, må man gå ud fra, at det ikke ér et seriøst site hvad angår fremtidig udlån (evt. salg) af ebøger, men nok snarere en billig løsning, indtil det viser sig, hvad der sker på markedet…

kommentér

 

36. Usikkerhed omkring ophør af momsregistrering

Fysiske bøger på et biblioteks hylder er købte. Når en forfatter dør eller forlaget ophører, bliver bøgerne stående i udlån. Biblioteks­penge af udlånet går til arvinger.

Udlån af ebøger under nuværende model betyder, at ebøgerne ikke ejes eller købes af biblioteket. Så, hvad sker der egentlig med en forfatters eller et forlags ebøger i eUdlån, hvis forfatteren dør eller han/hun eller forlaget ophører med at være momsregistre-ret? Ryger ebøgerne ud af udlån, eller fortsætter udlånet? Eller bliver udlånet gratis for biblioteket? Hvad sker der?

Et svar er, at enten ophører distributionsaftalen og eTitlerne træk­kes fra Publizons database og forsvinder dermed hos salgsleddet, eller eTitlerne overgår til et andet forlags portefølje, hvorfra de sælges og distribueres, formodentlig efter ny aftale med rettig­hedsejerne, og overskuddet derfra går så til forfatter eller bo.

At der var en vis sikkerhed for fortsættelse af udlånet havde været at foretrække. På nævnte vis er det andre forlag, der afgør, om de vil have besværet med at administrere ”døde eTitler”.

Sådan ”frivilighed” tilbudt erhverslivet stemmer sjældent overens med kulturens behov.

kommentér

 

37. Konsekvensen for fysiske biblioteker og for bibliotekarer i fremtiden

Automatisering sker i helt stor stil på alle biblioteker – brugersty­ret udlån og aflevering forårsager fyringer eller færre genbesatte stillinger efter naturlig afgang. Valget af udlånsmodel betyder samtidig, at færre mennesker skal tage stilling til bogindkøb, præ­sentation, bevaring, opbevaring osv.

Hvad sker der med bibliotekerne som funktion i fremtiden, i og med bibliotekerne afgiver ansvaret for ebøger til trediemand?

Debat herom forekommer at være strandet ved en udlånsløsning som eReolen.

kommentér

 

38. Ingen aftaler om udlån uden om Publizon

Det er ikke muligt at indgå aftale med bibliotekerne om udlån af ebøger uden om den etablerede eDistribution (pt. Publizon) – med eller uden DRM.

(Det er muligvis af konkurrenceforvridende hensyn, da udlån uden DRM kunne opfattes som salg – hvilket det paradoksalt nok alle­rede bliver af Publizon og forlagene!)

For eBøger, som i “forsøgsperioden” således ikke distribueres til udlån af Publizon, sker der følgende:

  • 1. Hvis bibliotekerne beslutter at bestille lektørlæsninger af ebøger, vil omtalte ebøger ikke senere kunne blive lektøranmeldt, fordi de ikke længere regnes som nye.
  • 2. Udlånshonorering beregnes efter eBøgers udgivelsesdato
  • 3. ”Gamle” bøger skal forsvares af bibliotekarer som værende nye ved indlemning i udlånsdatabase

Således har Publizon som eBogsdistributør pt. en monopoliseret placering i dansk kulturliv. Hvilket giver et eLitterært skævt Danmarksbillede.

Se pkt. 4 (udlånsaftalen får effekt fra udgivelsesdato)

se pkt. 9 (eReolprojeket udelukker andre eDistributører)

kommentér

 

39. Frit udlån af en titel kan forhindre udlån af andre titler

Sælger man elastik i metermål, skal man have en høj moral, sagde Storm P.

eBøger er elastik. Der er intet varelager, kun adgang eller ikke. Og at bibliotekerne gennem eReolen giver adgang til “alle” titler, bety­der at disse titler effektivt bliver gratis for brugerne.

I teorien kan udlånet af én titel opbruge en kommunes må­nedskvote, og resultere i nul-salg af samme titel for sælgerne.

Gevinsten er populariteten; det POTENTIELLE tab er forskellen mellem udlånshonoreringen og salgsprisen (ingen kan vide, hvor mange købere der havde været til bogen, hvis den ikke var blevet udlånt via eReolen.dk)

FORSLAG (en gentagelse): Bibliotekerne indkøber udlånsrettig­heder til f.eks. 200 eksemplarer, og når alle disse er i luften hos lånerne, kan der ikke udlånes flere.

Det vil ikke opbruge udlånskvoterne, og andre forfattere vil blive udlånt (og betalt) i samme periode.

kommentér

 

40. Forfattere/forlag kan i princippet tømme budgettet på udlån af en enkelt bog

Jan Kjær, forfatter, tegner og formand for Danske Tegneserieska­bere, strammer konsekvensskruen i særlig grad, og mener at 35 forfattere eller forlag ved venners hjælp kan udtømme kommuner­nes ebogsbudgetter ved at låne egne bøger. Han skriver dog mange andre ting, som er værd at blive var på.

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1484653/forfattere-kan-toemme-bibliotekernes-pengekasser/

Dansk Forfatteforening går (svagt) i rette med Jan Kjærs bereg­ninger (med rette).

http://www.danskforfatterforening.dk/nyheder/arkiv/2011/12/kommentar-til-kronik.aspx

kommentér

 

41. Der er ikke råd til udlån af gamle eTitler

Det har f.eks. ebib1800.dk fået at mærke, da folkebibliotekerne fra nytår 2011 har opsagt udlånet af ca. 150 titler med genudgivet litteratur fra 1850 til 1940. Hvilket er det samme som at sige, at bibliotekerne ikke vil betale for udlånet af mere rettighedsfri litteratur, end de allerede har på papir.

http://www.ebib1800.dk/index.php?route=information/information&information_id=7

Se pkt. 32 om hvor vidt, der foretages udvælgelse af eTitler

kommentér

 

MANGE TAK for, at du læste med

 

PS: Danskernes Digitale Bibliotek (Ryd ikke forsiden…)

Det KAN tænkes, at planlagte Danskernes Digitale Bibliotek, DDB, på alle måder vil udradere eReolen.dk fra landets overflade. Og måske derfor, der ikke investeres synderligt i eReolen…?

Læs om planerne (en pdf hentes til din computer):

http://kum.dk/Documents/Kulturpolitik/Kulturarv/Biblioteker/Fælles%20løsning%20til%20digital%20formidling%20for%20folkebibliotekerne%20(DDB).pdf

Hvad angår realiteterne ift. DDB er det

“… dog meget vanskeligt at gennemskue, hvad der konkret skal udmøntes af aftalen. Overordnet set ser det ud til at der kun er taget højde for udgifterne til at drive den digitale infrastruktur i DDB, mens der ud over dette vil være en udgift for bibliotekerne til at indkøbe alle de digitale materialer; e-bøgerne, film, musik og hvad borgerne ellers efterspørger og som loven forpligter bibliotekerne at stille til rådighed.”

http://www.db.dk/artikel/nu-kommer-danskernes-digitale-bibliotek-men-mere-åbenhed-ønskes

Dét, man skal hæfte sig ved både i ovenstående citat og i PDF-teksten, er brugen af ordet “indkøbe”. “Indkøbe ebøger”. Dét er en helt anden vej end den løsning, bibliotekerne har forhandlet sig frem til med forlagene – eReolen.dk – hvor bibliotekerne “betaler for udlånsadministration” og således ikke køber ebøger, der tilgår nationalbasen – at medtælle i forfatterskaber og beregne bibliotekspenge af, for forfatterne, f.eks.

Set fra et forfatterperspektiv er biblioteksindkøb af ebøger at foretrække, men det kan tænkes, at kulturministeren med bagland ikke er orienterede om den grundlæggende problematik i honorering af eUdlån?

Måske er DDB varm luft – deltagelse er frivillig og budgettet rummer som sagt ingen indkøbsmidler. Uffe Elbæk bevarer sin armslængde, og en evt. fiasko kan tørres af på deltagerne.

Ikke alle er tilfredse, selvklart:

http://www.aarhus.dk/da/omkommunen/nyheder/2012/1-Kvartal/Nyt-digitalt-bibiotek-vaekker-undren.aspx


Digt og arrangement – Det Ene Menneske

Hvis man skal prise glæden.

 

I dag i Hans Tausens Kirke på Amager læste jeg et 10 minutters digt op for godt 30 mennesker, som jeg var blevet opfordret til at skrive baseret på en passage i Biblen. Jeg er udmeldt af folkekirken og har tidligere takket nej til kirkeprojekter, men her blev jeg fanget af opgaven.

Digtet begynder sådan hér:

Nedenfor er mine noter:

 

Prædikernes bog 8,9-15

Vismandens resignation

v9  Alt dette har jeg set, og jeg har lagt mærke til alt det, der sker under solen: Til tider hersker det ene menneske over det andet til ulykke for det. v10  Jeg har også set, at uretfærdige bliver begravet og stedt til hvile, mens de, der har handlet rigtigt, må færdes langt fra det hellige sted og bliver glemt i byen. Også det er tomhed! v11  Fordi der ikke hurtigt fældes dom over den onde handling, er menneskers hjerte fuldt af lyst til at handle ondt. v12  For en synder kan handle ondt hundrede gange og dog leve længe. Men jeg må også erkende, at det kan gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter ham, v13  og at det ikke går den uretfærdige godt, så han kun lever kort ligesom skyggen, fordi han ikke frygter Gud.

v14  Der er en tomhed, som forekommer på jorden; der er retfærdige, hvem det går, som om de havde handlet uretfærdigt, og der er uretfærdige, hvem det går, som om de havde handlet retfærdigt. Jeg sagde: Også det er tomhed!

v15  Da priste jeg glæden, for intet under solen er bedre for mennesket end at spise og drikke og være glad. Det kan ledsage mennesket i dets slid alle de levedage, Gud har givet det under solen.

 

Hvis man kan prise glæden, selvom man ser smerte og sorg og uretfærd over det hele, er det da godt for alle. Glæden er ro, der formidles af hjernens kemi, men opstået af forståelse og accept og indsigt. Glæden, der formidles som dulmen af frygterne og sorgen og de mørke følelser, er kortvarig og forsvinder snart igen. Den langvarige glæde kommer af at handle i overensstemmelse med sine inderste behov. I accept af besvær og mørke tider, uden at lade sig optage deri, uden at lade sig falde og jamre og føle sig forladt af gud.

kk

11.11.2011 11.17

Rasmus Wichmann: Skriv 10 minutters digte til oplæsning

http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx (præ 8,9-15)

Kbh: Lyrikaften med 4 lyrikere og debat i Hans Tausens Kirke (28.2. 2012)

Og nej, jeg er ikke blevet kristen. Gud er bare et faktum for rigtig mange mennesker.

Prædikernes bog 8,9-15

Vismandens resignation

 

v9  Alt dette har jeg set, og jeg har lagt mærke til alt det, der sker under solen: Til tider hersker det ene menneske over det andet til ulykke for det. v10  Jeg har også set, at uretfærdige bliver begravet og stedt til hvile, mens de, der har handlet rigtigt, må færdes langt fra det hellige sted og bliver glemt i byen. Også det er tomhed! v11  Fordi der ikke hurtigt fældes dom over den onde handling, er menneskers hjerte fuldt af lyst til at handle ondt. v12  For en synder kan handle ondt hundrede gange og dog leve længe. Men jeg må også erkende, at det kan gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter ham, v13  og at det ikke går den uretfærdige godt, så han kun lever kort ligesom skyggen, fordi han ikke frygter Gud.

v14  Der er en tomhed, som forekommer på jorden; der er retfærdige, hvem det går, som om de havde handlet uretfærdigt, og der er uretfærdige, hvem det går, som om de havde handlet retfærdigt. Jeg sagde: Også det er tomhed!

v15  Da priste jeg glæden, for intet under solen er bedre for mennesket end at spise og drikke og være glad. Det kan ledsage mennesket i dets slid alle de levedage, Gud har givet det under solen.

http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx (præ 8,9-15)

Noter: Skal man prise glæden, selvom man ser smerte og sorg og uretfærd over det hele, er det da godt for alle. Glæden er ro, der formidles af hjernens kemi, men opstået af forståelse og accept og indsigt. Glæden, der formidles som dulmen af frygterne og sorgen og de mørke følelser, er kortvarig og forsvinder snart igen. Den langvarige glæde kommer af at handle i overensstemmelse med sine inderste behov. I accept af besvær og mørke tider, uden at lade sig optage deri, uden at lade sig falde og jamre og føle sig forladt af gud.

kk

11.11.2011 11.17

 

Bogomtale: “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” af Louise Juhl Dalsgaard

Hvor alt findes.

 

Louise Juhl Dahlsgaard
Mit ønske om at dø er rent hypotetisk
Jorinde & Joringel 2011
ISBN987-87-7322-229-4

Hvordan nyder man ting, der ikke slutter? tænker jeg, da jeg når til tekst 24. I tekst 25 står de så begge ved havet og mærker frygten for at miste. Horisonten, himlen, havet, heden, det hele taler til hver af dem personligt om alt, der ender og alt, der aldrig ender. De kan fjerne sig fra det og tage hjem, men med hjem tager de sig selv. De slutter ikke, hverken inde eller ude.

Der ér drama i Louise Juhl Dahlsgaards lille samling. Men det er hverken det forsagte drama, hvor fingre spiser sig selv, eller det storslåede, hvor arme forsøger at favne hele verden til bevidstløshed. I 80’erne ville man vel kalde det hverdagsdrama, fordi man endnu troede, at skriften kunne imitere hverdagen. Ja, overhovedet, at noget man kunne kalde ”hverdagen” findes.

Der er ikke længere imitiation. Man kan samle på antal gryder i skabet, på udenomsægteskabelige handlinger, på sammenhænge mellem fortid og nutidig adfærd, i den overbevisning at sammenhænge findes. Man kan statificere livet, indtil bunken af statistikker begynder at gøre én tryg i visheden om, at noget findes, noget forbliver, men man vil stadig ikke have produceret hverdagen. Hverdagen kan ikke beskrives, for den udgøres af et uoverskueligt summa summarum af uendelige mængder af øjeblikke.

I de 25 små fortællinger i ”Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” findes en genkendelighed, bevares. Fortællingerne er befolket af stemmer, der kunne have levet som fragmenter på video eller bånd eller overleveringer fra venner og naboer, man selv har drømt sammenhængende med tilhørende frit opfundne logiske broer over hullerne. Men intet slutter her. ”Tidevandet ér” står der et sted. Det kommer ikke ind eller går ud. Det findes, både som tilstand og nu – som man nu kan formå at skille de to ad. Men det er ikke en bog om væren, eller om idealisering af nuet – nej, bid for bid slås det fast, at det hele findes, ikke nødvendigvis med nogen mening, måske end ikke et definérbart formål, men når det kan fremstilles som værende i kontrast til forne tiders understregelse af det dramatiske payoff i enhver fortælling, er det fordi livet ér sådan. Intet findes af sig selv, i sig selv alene. Som i det 25. billede, hvor kvinden værger sig mod frygten – ved at nedgøre sine egne sanser, sit eget sprog og sine egne tanker. Men ved at gøre det, kan hun forblive sammen med manden. Frygten får ikke magten over hende. Hun bytter sig til det, hun helst vil have, nu. Hun er i og ude af kontrol på samme tid.

Dette tema bemærker jeg i teksten. Det træder ud af tilsyneladende vanvid, overdreven omhu, underkastelse og får min opmærksomhed til at rette sig mod “livets fortsættelse”, der behøver begge dele, kontrollen og tabet af kontrol, i øjeblikket i en unik balance for hver enkelt. Bogens titel er velvalgt.

Hvor interessant er det så, spørger jeg mig selv? Hvad tilbydes jeg som læser af nyt? Hvad er der at hente i udramatisk drama, som ikke konkluderer og stiller moral og etik til skue, men mestendels tilbyder en vinduesplads på første række eller næsten lige dér i stuen, mens livet sker, ganske uspektakulært?

Jeg har intet sandhedssvar på dét, men det er poesi. En overførsel sker, som ikke er fra sandhedsvidne til useende. Ikke på en entydig, anmassende måde; teksten er stærkt kompetent. Skriften flyder og er personlig, med et par eksperimentelle svinkærinder her og dér. Der er indre-syn, som dét nu er muligt, og sympatisk medleven. Retningen oplever jeg blot er indad, på forfatteren, snarere end indad på teksterne.

Årsagen ser jeg som mangel på materiale. Der har givet været mere materiale, som er blevet kogt ned til nærværende, og en titel er fundet, som passer og i selv er god, men det nonchelante overblik er der ikke endnu. Teksterne er ikke helt fri for forfatterindblanding, og som med enhver, der har oplevet sine grænser overskredet, flyttes fokus til dét, som ikke fungerer, snarere end at blive ved dét, som gør.

Relevansen, når der ikke er drama, skulle gerne findes i tekstens hjerte. Drama er jo dét, som presser historien ud af rammen og ned i halsen på modtageren. Dramaløs fortælling tilbydes – liv tilbydes, eksistens tilbydes – men så skal det så også virkelig leve og eksistere på sine egne præmisser. Hér kan forfatterens styring af teksten og skiftende fortællevinker forstyrre,. Forfatteren kunne nok give mere slip på trangen til at kontrollere. Om end det er i periferien, hvor eksistensen knap findes dokumenteret.

”Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” oplever jeg kalder på større bevidsthed om fagets virkemidler, men føles som en alt i alt kompetent skrift, hvor Louise Juhl Dalsgaards livserfaring er på sporet af noget. Hjertet har noget at ville sige om det inderste af menneskene. Poesien har det godt hér.

Kenneth Krabat
december 2011