the BOOKS i Lille Vega, 7. maj 2011

Det var sgu fedt!


Videobaggrunden, de spillede til, var en slags 4. medlem, der lagde beatet og bestemte hastigheden.

Jeg lærte the BOOKS at kende alene fra musikken, og opdagede dem først på youTube for et års tid siden. Først musik og egne billeder, så billeder, og så forstå, at deres musik er blevet eller altid har været, strengt bundet til en billedflade. Forunderligt, sært…

Soap&Skin

Soap&Skin, aka. Anja Plaschg (f.1990)… Utrolig nerve og vibrerende intensistet!

store følelser har ingen alder

Anja Plaschg. Jeg kan aldrig elske hende, for jeg kommer aldrig til at kende hende, men jeg elsker hvad hendes følelser vækker mine følelser til. Nogen kalder det sorg. Det har jeg også selv følt. Men det er også jubel. Det er under alle omstændigheder stort.

soap & Skin @ Willkommen Österreich

Om Pausenotation, kaldet “Pausens Musik”

Pauser er personlige. Eller bør være det for digteren, i hvert fald.

Det er min holdning, at et digt skal læses, som det står skrevet… og således – med alle de mange forskellige pauselængder, som tegnsætning og linieskift er – skrives, som det skal læses og læses op. Jeg kalder det “pausenotation”.

Se det som rytmeangivelse – en styring af åndedræt og nærvær, som tilsammen bliver til digtets egen vejrtrækning. Læs videre “Om Pausenotation, kaldet “Pausens Musik””