Smal litteratur som adelsmærke?

HVAD ER EN SMAL BOG, FACEBOOK* ?
Det første er, at bøger har en umiddelbar livslængde, hvor de kan/skal tjene sig ind – den største utålmodighed og den korteste salgshorisont findes hos den nye direktør på landets største forlag:

Smalle bøger er bøger, der ikke sælger (Gyldendal/Morten Hesseldahl)

Det bør understreges, at enhver vilje til kamp med sit materiale kan være en kunst, og at salg i høj grad handler om dygtigt at kende sin køber og føje sin købers luner:

Smalle bøger er bøger, der ikke er tilpasset markedet (Jesper Brygger)

Continue reading “Smal litteratur som adelsmærke?”

Vi så det ikke komme

i baljen med det hele!

‎”Det er mit ansvar, hvad der foregår i det sprog, jeg kender som mit hjem. Ingen accent over “er” og ingen kursivering af “ansvar”. Fremtale er sagen. Samtale med fremmede. Det skal der stå på plakaterne og på skiltene gennem gaderne. “Fremtale”. Nogen vil måske forsøge med bydeform og miste deres skilte lige så stille og roligt. Jeg fremtaler. Skal vi droppe snakken og tage en fremtale? Fremtale bygger bro over nationerne. Fremtale er Danskernes bidrag til verdensfreden. Menneskelig interaktion uden at slås.”        — (fra strømmen nedenfor.)

Jeg ved, at jeg er uden for den danske bogbranche. Udenfor. Ikke på indersiden. Ikke in the know. Men præcis som det er bedre at se på en person, der er syg, end selv at være det, kan jeg forholde mig til hvad nogen kalder den danske bogbranches abjekte mangel på samarbejde, som jeg ser som misforstået intellektuelt paternalistisk forretningsskab med udtømningsrør ned i en fond, snarere end dén forretning med konkurrerende litteratur, som Danmark virkelig behøver, hvis ikke vi skal sidde ikke bare som udkantseruropæerne men også som Udkantsskandinaverne om 20 år.

Vi behøver, at vore nordsproglige forlag samarbejder gennem at konkurrere, danskere internt, og ud til alle sprog, vi kan opretholde et marked til. Jeg ved, danske forlag sælger oversættelser til hvem, de kan, men jeg taler om at udvise vilje til at samarbejde snarere end indtjeningssocialitet.

Det ændrer sig ikke fra dag til dag. Der er ikke andet litteraturpoliti end udgivelserne selv, som de læses af flest, og næppe en sammensværgelse af forlag i politisk karteldannelse. Og kun moralister som undertegnede gider tale om det. Men så hør hér:

Den mentalitet, som livet har sendt frem til at skade andre for egen vindings skyld, er en dybt såret mentalitet. I den ligger og har ligget stort behov for overlevelse nødigt. Familier igennem generationer i Danmark har været undertrykte af dronninger og baroner og hoffolk og godsejere og andre fisefornemme objekter for romantiske forestillinger om et ”bedre liv med penge og magt”.

Der er kun ”ansvar”. Eller ”ikke-ansvar”. På dét forståelsesniveau, man befinder sig. Et såret kollektivvæsen som Danmark, tilskadekomment som landet er gennem krig, uvilje til frygt for at se ubehaglighederne i øjnene og århundreders bondeundertrykkelse, behøver at give til omverdenen, hvad omverdenen behøver – på en måde der sparker bedre røv end noget andet land har gang i på samme område. Selvrespekt. Selvagt. Tillid til sig selv.

Hver enkelt må føle, at det nytter noget, hvad de gør. Og hvordan kan kun hver enkelt afgøre for sig. Der er ikke noget endeligt, beskriveligt mål, men der kan være mange pitstops og afkørsler på vejen. Henover kollektivpolitik og offentlig anerkendelse af psykologi i politik, skatte- og lønfordele til mennesker med

NEJ, jeg vil ikke forstå, hvorfor jeg nærmer mig overgrebs-forsvarende retorik med muligheden for bittesmå justeringer mod hensynsløst magtmisbrug og underkastelse.

Ovenstående er undergravende retorik. Den er født af lige dele besserwissen im Augenblick og misforstået velønskning. Den udviser ikke respekt for mennesker og menneskers muligheder, og de svagheder som skal hærde styrkerne igennem kollektiv

Nu gjorde jeg det igen. Jeg må åbenbart have et meget stort ønske om at gøre noget godt for folk. Men at ønske det er jo ikke det samme som at gøre det – det ses jo af svingningerne her, der blot er tanker.

Ville f.eks. at undlade at slette det her indlæg på nogen måde kunne gøre det ud for bestanddele i min andel af at gøre det? Eller bør jeg ikke være i tvivl? Bør jeg kunne selv? Bør jeg frygte et eller andet dominerende spøgelse i mit liv, der tidligt har bragt mig til at tro, at jeg snart ville miste vedkommende, ham eller hende; at jeg snart ville være uden for hjælp og omsorg og nærhed og venskab og tryg pardannelse i den nation jeg voksede til i kongeliniernes vold, i sammensmeltningernes tid – fra konge til adelen til godsejerne til bønderne til bøndernes tyende og helt ned til det mindste barn – og siden fastholdt af aldrig rystede kapitalinteresser? Nej, der er ingen revolutioner i min tid. Dansken gør ikke oprør. Det taler man ikke om. Af at bo i Danmark bliver man i stedet en slags undergrundsrevolutionærer, der går op imod alt og alle, herunder sine naboer, bofæller, og sågar familie, ikke åbenlyst, men evigt parat til at forsvare, hvad enhver kender som sine drifter.

Det er fint holdt, Folkens. Store viljestyrke. Vi er stolte af jer.

Og fandens. Der gik jeg sgu i gudebaljen. Men jeg mener det vel.

Det er mit ansvar, hvad der foregår i det sprog, jeg kender som mit hjem. Ingen accent over “er” og ingen kursivering af “ansvar”. Fremtale er sagen. Samtale med fremmede. Det skal der stå på plakaterne og på skiltene gennem gaderne. “Fremtale”. Nogen vil måske forsøge med bydeform og miste deres skilte lige så stille og roligt. Jeg fremtaler. Skal vi droppe snakken og tage en fremtale? Fremtale bygger bro over nationerne. Fremtale er Danskernes bidrag til verdensfreden. Menneskelig interaktion uden at slås. KAN det lade sig gøre? Eller fortsætter vi i samme passive aggression som hidtil og længe? Det er et spørgsmål om, hvad hver enkelt VIL. Af VILLEN er der handling. Og VIL man noget andet, gør man noget andet. Kan og er man noget andet. Indefra og ud.

Man kommer til at VILLE gennem at forstå, hvad der er godt for én. Hvad ellers er der at tro på, hvis man taler om omvikling? Det må da til enhver tid med bare et minimum af intelligens handle om at samarbejde med sine egne livsvilkår. Menneskelig udvikling. Fremtale. Ikke at slås.

Forudsætter jeg for meget? I så fald, hvad?