Selvudgivelse: Kan nyt lektørudtalelsesformat give flere anmeldelser?

Selvudgivelser får sjældent omtale, og behøver derfor STÆRKT et format at lave mellemomtaler i.

Det er muligt, at et stigende antal velpolerede selvudgivelser, måske med bund i velsælgende forfattere… hen ad vejen kan tiltrække sig opmærksomhed fra flowmedier, magasiner, aviser og DBC-lektører, men indtil da er det stadig nødvendigt med omtale. Læs videre “Selvudgivelse: Kan nyt lektørudtalelsesformat give flere anmeldelser?”

Anmeldelser: elskede elskede

Så gik der 9 år…

elskede elskede
og den sande historie om det udenfor indeholdte og termodynamikken udsat for vand

BLÆST 29, 2003, s.17 og 18
/Syddansk Universitets Litterære Fakultets Magasin

elskede elskede
af Christine Fur Poulsen

Kærlighed og parforhold. Disse to størrelser, som næsten alle har erfaringer med. Som unge, danske digtere bliver klandret for at skrive for meget om. Parforholdets lille verden, som de bliver beskyldt for kun at interessere sig for. Disse to udgør også emnet for Kenneth Krabats nye digtsamling elskede elskede. Titlen er meget beskrivende for samlingens temaer. Den består af to ord, en tosomhed, et par. Men de to er identiske og peger på en enhed. Samtidig kan ordet ‘elskede’ ses som den elskede, men også som jeg elskede, vi elskede; altså en datidsform, en fortid.

Digtene beskriver kærligheden som den kommer til udtryk i et parforhold og som den bevægelse, der arbejder udefra og ind, fra to mod én, og igen indefra og ud, fra én mod to, mod ophør og tab. De handler om kærlighedens begyndelse, midte og slutning, men selv lige efter begyndelser er bevægelsen der; bevægelsen, der fører til splittelse. Den ligger hele tiden som en understrøm, der er umulig at kæmpe imod. Bevægelsen, som går fra den stormende, altoverskyggende, vidunderlige forelskelse til hverdagen og den mere rolige, kedelige, morgengrimme kærlighed, der udgøres af parternes afhængighed af hinanden, men også bare af vanen, der gør, at man bliver sammen. Og så indser man, at det kun er vanen, og så går man, og derefter slutter det, og så står man tilbage med tomrummet.

Der filosoferes og poetiseres, som titlen også antyder, over individet overfor parforholdet. Hvor bliver individualiteten af, når man elsker helt ind til den elskedes kerne af sig selv og vice versa, og hvordan finder man den frem igen, når man pludselig står alene tilbage, og ikke kan definere sig gennem den elskede, som ikke mere er elsket eller vil elskes?

“Hvordan siger man uigenkaldeligt farvel? / Hvordan siger man overhovedet / farvel?” (åremål s.17/80).

Siger farvel til hvad, kunne man spørge? Til sin elskede? Eller til sig selv? Eller den man var, mens man levede sammen?

Tiden er tilstede overalt i digtene og mellem kærligheden og parforholdet. Den arbejder uophørligt, og i elskede elskede arbejder den hele tiden ubørnhørligt mod enden, som det ses i følgende citat:

“Kan du huske / den første gang du sagde / Jeg elsker dig? / Husker du / første gang du sagde / jeg elsker dig / med stor omhu fordi du vidste hvad det betød? / Erindrer du første gang / du brugte disse tre ord / uden rigtig at mene dem? / Og derfor / ka du genkalde dig første gang / du sagde jeg elsker dig / hvor du uden nogen tvivl vidste at det ikke var sandt? / Husker du / om du døde lidt hver gang?” (fra “i virkeligheden hvad 5”, s 96/28)

Samtidig er hele samlingens form og struktur et billede på denne tidens bevægelse mod afslutningen. Eksempelvis angives sidetallene både forfra og bagfra – man kan altså både orientere sig om hvor langt, man er fra begyndelsen, og hvor langt fra enden. Digtet, hvor ovenstående citat er taget fra udgøres af elleve strofer af varierende længder, som er delt op og bringes to og to, løbende i samlingen fra 10. og 11. til 2. og 3., og som sidste stykke tekst i samlingen står alene strofe nr. 1 fra “i virkeligheden hvad” og viser den modsatte bevægelse – den der ikke fjerner sig fra kærligheden, men nærmer sig den og tror på den:

“min antagelse er / […] at kærligheden vil blive / […] eller som det allermindste eksistere / for uden / hvad er vi da? / jeg mener ikke kærligheden i sig selv / men en definition på kærlighed… / for hvad er vi uden denne definition / ja hvad egentlig er vi uden blød tænken i det hele taget / men i særdeleshed dette!” (i virkeligheden hvad 1.” s 95/2)

Budskabet eller udsigelsen i elskede elskede synes at være, at måske gør kærligheden utilgiveligt ondt, måske mister vi hver gang, vi elsker lidt af os selv, men til gengæld bliver vi rigere på små bidder af andre mennesker og deres tid. Og uden kærligheden, at tro på, leve for, leve i, håbe på: Hvad er vi i virkeligheden så?

Ud fra min beskrivelse kommer krabats digtsamlig til at fremstå som meget afpudset, meget formfuldendt og måske lidt for glat og gennemtænkt. Det er den dog langt fra; den er fuld af finesser, sjove rammer, gentagelser, udråb, talesprog, leg, rå kanter og uskønne, vulgære formuleringer. Den er alt det, kærligheden, et menneske og et parforhold også er. Krydret med en masse tør humor!


Weekendavisen juni 2003

A-KRABAT OH
Den eksemplariske outsider Kenneth Krabat er på banen igen med forholdsvis vitale variationer over den gamle traver, kærligheden, den lykkelige og den u-

Forgræmmet Granat
Af Lars Bukdahl

Det er lidt irriterende, at Kenneth Krabats nye digtbog hedder elskede elskede (hvilket nemlig ikke – efter Dan Turèlls gl. forslag – skal læses: el-skede el-skede), når hans forrige overgrundpublikation, der kom for hele forbandede ni år siden, hed noget så fantastisk som Alle veje går til Magtenbølle. Ligesom Jens Blendstrups debutnovelle-samling, Mennesker i en mistbænk, fra samme år var Alle veje en eklatant utidig bog. Som nemlig gik til ypperlige yderligheder med en eksperimenterende kortprosa, herunder – WOW! – decideret lyddigtning, der først markerede sig som tidens korrekte tone-klang en tre-fire år senere. Og nu da alle de små forkælede poet maudits ivrigt-artigt skriver eksperimenterende kortprosa, må den umulige Krabat naturligvis atter træde helt ved siden af og præsentere en stor samling tænksom, konceptuel, oprigtig kærlighedsdigtning, hvilket ærligt talt også er lidt irriterende, når man nu trofast har gået og hæget om den skammeligt oversete Magtenbølle-bogs pionér- og nyklassiker-status, dens centrale plads på den dybt decentrerede reol bagmin ryg: Hvor er dog den sorte, skæve, vrængende humor, hvor i alverden er for fanden lyddigtningen (i to små, gode bagateller er den faktisk tæt på: en, der igen og igen staver til lægemidlet ”acetylsalicylsyre” og en, der i stadig nye opsætninger gentager den ømme linie: ”det meste af natten stod de under halvtaget og lod det regne på sig”)?

Det er ikke fordi, humoren er blevet væk, men den er blevet betænkelig moden, synes jeg, kun i glimt spyttes den frem og ud som i de gamle dage. Jf. f.eks. den ene af bogens to store digtføljetoner, ”CORPVS REGVS – solar plexus”, der i fireliniede strofer indmonterer kærligheds-brokker, aforistiske såvel som ready-made’ske, mellem det faste liniepar: Krigsbørnene løber hjemmefra/ Krigsbørnene kommer hjem. Det er nemt nok at dømme føljetonen alt, alt for lang, men den opnår også et eller andet sted god, sand monstrøsitet, og på hver eneste side er der den håndfuld brokker og brokkonfrontationer (må det vel hedde?), der rimer og rammer overbevisende: ”Snakke snik, klappe kagemand mig et vist sted!/ Krigsbørnene løber hjemmefra./ Din krop er lige stor nok til os begge./ Krigsbørnene kommer hjem” Den anden, store føljeton, ”i virkeligheden hvad” (plus titeldigtet) er til og i overflod helt ærlig, velformuleret bortforklaring, et hyperrealistisk überkærlighedsbrev, der nægter at agere poesi med nogen som helst spilfærdighed. Allerbedst går kærligheden fra og til koncepterne i den mest formalistiske juleleg, nemlig ”todervil ABC”, sådan lyder h-afsnittet:

” to der vil hinanden hader krummer på lagnerne, og spiser altid kiks i sengen alene/ to der vil hinanden har standset tiden/ to der vil hinanden hilser på hinanden på trappen, hvis de tilfældigt mødes/ to der vil hinanden holder hånd på vej ind i mørket og skændes om retningen/ to der vil hinanden husker at vande blomster i underskålen, med kalkfrit vand”

Den gode lovmæssighed er her, at formalismen tvinger konkreterne i spil, hvor talen lige fra hjertet har det med at jokke løs i abstraktioner. For jeg vil også meget gerne fremhæve de to turèllske monolog-rutiner udenfor (kærligheds-)nummer, ”åremål”, en opremsning af det samlede indhold i de krabatske flyttekasser, og ”da jeg byggede reolen” en apologi for den omstændelige, krabatske reolkonstruktion, som sejt foredragende flyder over med kærlige, kantede (i monolog nr. to ekstremt reol-faglige) konkreter.

Kærligheden er konkret, har Svend Johansen engang udtalt, det samme er poesien, hvilket Kenneth Krabat udmærket er klar over, så med håbet om nye, (endnu) mere bogstavelige operationer uden (alt) for megen mimrende modenhed velkommer vi ham tilbage i Anarkistan!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Nordjyske 10.4.2003

Det år digteren gik i sort
af Jens Henneberg


[KLIK – åbner i eget vindue]

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Boganm: Kenneth Krabat: Elskede, elskede
Politiken 21 maj 2003, 2 . sektion side 2

Kenneth Krabats digtsamling letter ikke.

Af Niels Lyngsø
Der findes i poesien en særlig gangart, som man kunne kalde det stiliserede hverdagssprog: Nye og gamle faste udtryk og talemåder inddrages med en vis distance, og diverse gentagelsesfigurer frembringer et jazzet og velmoduleret talesprog, der har så meget energi, så meget fremdrift, at læseren eller lytteren svæver gennem de lange og brede ordstrømme.

Herhjemme har navnlig Dan Turèll mestret denne gangart, dette særlige sproglige drive. Og som jeg læser Kenneth Krabats nye digtsamling, ‘elskede elskede’, er den på mange måder et behjertet forsøg på at gå videre ad den vej. Det dominerende tema er kærestesorgen, forsøget på at komme videre efter et brud med den elskede. Nogle tekster giver sig hen i den umiddelbare følelse, andre er mere eftertænksomme.

En vis selvmytologisering præger bogen (også dét trick kendte Onkel Danny jo til), bl.a. i nogle lange passager, der handler om at bygge en reol; her optræder forfatteren – bogens jeg – i rollen som heroisk stædig rad: Han insisterer på at bygge en reol uden brug af skruer og andre metalgenstande.

Krabats digteer lange og brede og mundtligt anlagte, og de bruger gentagelsesfigurer og faste udtryk; men de har ikke – og det er afgørende – den pumpende fremdrift, den rasende energi, der kunne få læseren til at svæve. Det skyldes først og fremmest, at de mangler gehør og elegance, de mangler distance til stoffet og sprogligt overskud, og så mangler de den præcision og bevidsthed, der skal til, hvis den slags digte skal løfte sig fra hverdagssprog til stiliseret hverdagssprog. Der er karakteristisk nok en del klodsede og deciderede fejlagtige formuleringer undervejs: »tråddene ved siden af«, »kærlighedens givelse«, »vel at bemærke« (frem for ‘vel at mærke’) og »løber ingen chancer« (frem for enten lsquo løber ingen risici’ eller lsquo tager ingen chancer’) – for bare at nævne nogle af dem.

Alt dette medfører, at den givetvis oprigtigt stærke følelse ikke brænder igennem sprogligt. Dertil kommer, at de mere reflekterende passager ikke er intelligente nok til at fænge.

Så trods store – også kompositoriske – armbevægelser letter ‘elskede elskede’ ikke rigtigt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –   

Boganmeldelser
Berlingske Tidende 23 maj 2003, 2 Sektion, MAGASIN side 5

Krabat er ingen Turèll

Kenneth Krabats nye digtsamling »elskede elskede« er tydeligvis skrevet med en stor del inspiration fra Dan Turèll, som jo kunne skrive lange, talte, rablende digte. Det prøver Krabat også i denne samling, der handler om ham selv og vist nok også om den tabte kærlighed. Men nogen Dan Turell, det er Krabat ikke. Det svinger ikke i hans lange digte, særligt ikke de flere sider lange, som oven i købet har et fast omkvæd gående:

Krigsbørnene løber hjemmefra/ krigsbørnene kommer hjem. Det er rent ud sagt en monoton og på en eller anden måde indforstået oplevelse. Kenneth Krabat har rigtig gode syrede anslag, som kunne have stået skarpt frem, men de drukner i den tungt gungrende mængde af ord. Det er tydeligvis hans poetik ikke at sortere for meget, men resultatet er derefter. »Acetylsalicylsyre/ acetyl salicylsyre/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord«. Så skulle det vel være sagt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Fyns Stiftstidende
Af Martin Glaz Serup
Digte
Kenneth Krabat: “Elskede Elskede”

“Da jeg byggede reolen/ byggede jeg den selv/ jeg byggede sgu selv reolen/ ha ha/ jeg byggede sgu selv min reol/ fandme gu gjorde jeg!”

Sådan lyder en strofe fra et af de i tung tomgang kørende digte, man kan finde i Kenneth Krabats fjerede digtsamling – den første i otte år. Selvfølgelig har digteren bevidst arbejdet med det monotone, enerverende og evigt åndsforladte for at få form og indhold til at passe sammen. Problemet er bare, at det til forveksling ligner hjælpeløshed. Og det bliver kun værre.

De indledende digte er de mindst svage i bogen. De er kalkeret over bl.a. det første digt i Dan Turèlls legendariske “Drive-in Digte”. Krabat arbejder som forbilledet med langdigtet, den lange, strømmende form, der tilsyneladende kan trække alt ind – fra det mindste i hverdagen til Gud.

Fremdriften ligger i lyden, rytmen, rimet og de “åbne” associationer, der kan opstå undervejs. Det er en slags jazzvariationer over et tema. Men her dur det ikke: sproget er slapt og upræcist, der leveres ikke én eneste original eller spændende betragtning i hele bogen, der hurtigt begraver sig selv i en syndflod af banaliteter.

Der er desværre uendelig langt fra Dan Turèlls “Éénmands razzia i Underbevidsthedens Natklub” til Kenneth Krabats navlepillende ligegyldigheder og intetsigende lister.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Dansk Biblioteks Center (03/20) 2 459 109 3 (A)

af Steffen Kronborg

Kenneth Krabats seneste trykte udgivelse er fra 1994, men i 2000 skrev forfatteren hver dag et dig til internetprojektet Dagens Digt, og det er en del af disse digte, som nu kan læses i Elskede, elskede * sammen med en stribe nye tekster. Som digtsamlingens titel antyder, er indholdets altoverskyggende tema kærligheden – og kærlighedens ophør. I tekst efter teks gennemspiller Krabat et kærlighedsforholds forskellige faser, ofte i form af replikker mellem de elskende, og i en række digte lovpriser han i besværgende toner kærligheden som livets eneste ægte værdi – trods dens udsathed for tidens eroderende effekt. Der er noget klaustrofobisk over den insisterende foukusering på kærlgihedstemaet, specielt fordi de mange ord ikke bringer læseren tættere på kærlighedens væsen. Kenneth Krabat ynder ** ræsonnerende og aforistiske formuleringer à la: “for at noget kan forandre sig/ for et givent menneske må dette menneske/ mønstre alt mod og sige NU/ og mene det”. Men sådanne sætninger end ikke ridser overfladen i afdækningen af tilværelsens vilkår – her må skarpere sansninger til.

* forkert; citat: “Det er muligt, at digtene fra (elskede elskede) sniger sig ind i Dagens Digt, også som gentagelser – redigeringen af dem tager laaang tid. ” Citat slut (http://www.menneske.dk/krabat/_dagensdigt/status/02.status.html)
** forkert; denne er den eneste i bogen. KK.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –     til top

En stor Krabat
Flensborg Avis 22 april 2003, side 6 / KULTUR

Man sluger Kenneth Krabats digtsamling “elskede, elskede” både forfra og bagfra.

På forsiden af Kenneth Krabats nye digtsamling “elskede elskede” har en faun fra den romerske mytologi haget sig fast på jordkloden. Nøjagtig lige så krampagtigt holder digtene fast på den elskede, der forsvandt og tog kærligheden med sig og nu har efterladt et eksistentielt hul på størrelse med jordkloden.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –   

En ordentlig Krabat
Vejle Amts Folkeblad 11 april 2003
af Morten Tjalve

På forsiden af Kenneth Krabats nye digtsamling »elskede elskede« har en faun haget sig fast på jordkloden. Nøjagtig lige så krampagtigt holder digtene fast på den elskede, der forsvandt og tog kærligheden med sig og nu har efterladt et eksistentielt hul på størrelse med jordkloden. Lad det være slået fast med det samme, det er en meget vellykket skildring af kærligheden og tomrummet bagefter, Krabet har skrevet. Digtsamlingen er meget kompleks, hvilket mest konkret kommer til udtryk i sidenummereringen, der både tæller op og ned som et tegn på, at digtene ikke nødvendigvis skal læses forfra. Kernedigtene i samlingen, der går under fællestitlen »i virkeligheden hvad« og har numre fra ét til ti, står da også i omvendt rækkefølge og tilskynder at læses bagfra. Vel nok en anelse forvirrende, men det er på den anden side venligt af digteren at tvinge læseren til at se nogle af de sammenhænge, der er.

Digtene er personlige skildringer, af tiden efter den eneste ene er gået, og hvad der så er tilbage. Tematisk er digtene en helhed, men formmæssigt spænder de vidt: fra en enkelt kort strofe til tre, fire, fem sider, fra åbne fortællende historier til det fortættede billeddannende. »elskede elskede« er, på trods af sit tema, en af de mest oplivende og udfordrende digtsamlinger, der længe er udkommet, vel har den et par svage passager, men langt hovedparten er så interessant, at man sluger den både forfra og bagfra.

Anmeldelser: alle veje fører til Magtenbølle

3. bog

Krabatens skriveevne og påhitsomhed
Jyllandsposten 10. Oktober 1994

af Per Højholt

Han hedder faktisk sådan, krabaten. Og han kan skrive, og han har været tværs over Fyn og set vejskiltet med det sære, men associationsrige navn Magtenbølle. Og det har han brugt. Og hvad er der i vejen med det?

At han, som det fremgik af avisen hér forleden, så laver ét show af dette faktum og bogens hele udgivelse, det passer fint med bogen, som er formgivet i ender og kanter, computersat og alting, men det ligner nu da en ganske almindelig bog alligevel, bortset altså fra, at Krabat har indset, at der ikke er grund til at begrænse det kunstneriske udsagn til tekstsiderne alene.

Hvad man derimod ikke rigtigt kan hitte ud af er, hvad bogen egentlig handler om. Forskellige spor krydser hinanden eller afløser hinanden. Det ser man klart. Og stilen skifter flot fra stykke til stykke. Det kan han, forfatteren. Men han har vist haft for travlt med at opvise sin kunnen, så han har lagt for ringe vægt på anliggendet.
Man kan, side for side, beundre hans skriveevne og påhitsomhed. Det er svært at skulle skifte stil og leje så tit, men det gøres udmærket. Der er virkelig talent på færde, og man skal ikke lade sig forlede: Denne bog er ikke skrevet for sjov, selv om den ind imellem er liv-agtigt morsom.

På den anden side: Han skal sørme have lov til at lade en så suveræn form trække på et så vildt varieret indhold. Det kan gerne være, at man som læser forvirres undervejs. Men man er skam både overbevist og underholdt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – til top

Fandenivoldske og uegale Krabat
Politiken 30 oktober 1994, InterPol side 14

af Connie Bork

Kenneth Krabats nye bog har potentiale i sig til at blive kult, selv om den også løber over med sort snak. På bogens omslag sidder ikke en kone, men en kælling fra Magtenbølle, med tørklæde om håret, og en afpillet høne som hun trykker ømt ind til kjolebrystet.

Samlingen har en tvetydig tone, på en gang højstemt og underlødig, som om livet består af lige dele plat og lige dele filosofi. Den højstemte tone er omstændelig, ordrig, fuld af indfølelse og indimellem overraskende. Nogen steder virker det fjollet – andre steder er det meget, meget smukt! Den underlødige tone opstår i håndteringen af et utroligt inventar, her er både køer, Noahs ark og et flyttefirma ‘vi flytter alt, selv i morgen’. I det første digt er vi ude at flyve, her dukker stewardessen også op. Hun smiler, det folder sig ud. Silikonemelonerne med de rustrøde konklusioner løfter sig over dagligt vande. Her lå de vel, står der.

Der er masser af sans for pointering, Kenneth Krabat kryber godt ind i sine sansninger og reflektioner, der kommer som blide chokbølger. I et af de mest løsslupne digte er digteren en ko! Der er også et langt ophold på Noahs ark, som forfatteren slipper utroligt godt fra. Men det ændrer ikke ved at samlingen ligner badutspring, med nul underlag. Hvor springes der fra og hvor vil Kenneth Krabat hen? Hvad er Magtenbølle egentlig for et sted, skal vi elske byen eller lade være? Her ligner stedet mest en kuriositet.Den skarphed og meningsfuldhed som ligger og lurer i den tvetydige tone bliver ikke forløst. Jeg har svært ved at se Magtenbølle som et overordnet begreb, der virkelig samler disse fandenivoldske, til tider utroligt smukke, men også meget uegale digte.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – til top

Kantate- lyrik m.m.
weekendavisen 11-17. november 1994

Digte. Lidt om den ægte vare – og den anden.

Af ULRIK HØY

Erik Stinus: »Febertoget«, 110 sider, kr. 175.00; Vindrose.
Poul Borum: »Fuglen der lander«, 100 sider kr. 168.00, GyldendaL
Peter Nielsen: »Ansigter – hensigter«, 72 sider kr. 100.00, Centrum.
Kenneth Krabat »Alle veje fører til Magtenbølle, 64 sider, kr. 168.00, Gyldendal.

Det slår mig, ved læsning af Erik Stinus, at sådan ville formanden for, Mellemfolkelig Samvirke, Knud Vilby, skrive, hvis han var digter. Tom Kristensen skrev vist nok hyldestdigte til Grosserersocietetet på bestilling, Hans Hartvig Seedorff gjorde det
med stor snilde, til hvem der betalte, og Erik Stinus skriver digte til u-landenes pris. Stinus er simpelthen den tredje verdens husdigter, så var der retfærdighed til, havde han fem milliarder læsere ude på kloden og tre millioner herhjemme for Danmark er jo et halvt u-land, i alt fald et halvsocialistisk land, der har tabt retningssansen, efter at utopien gået tabt.

Det mærkes ikke hos Erik Stinus – og dog. Han undgår den hjemlige verden og søger i stedet den fjerne, eksotiske, hvor ægthed trives og fattige mennesker har rige følelser. »Det kostede intet, dog var det Verden, som den er bedst og rigest, fuld af håb, i samklang«. Samhørigheden er også noget særligt i de fattige lande, findes måske kun dér, og så i fortiden. Erik Stinus digter en skabelsesberetning frem, velment, farverig og så gennemført svulstig, at foreningens medlemmer altså det mellemfolkelige samvirkes, må græde snot i stænger.

Noget atavistisk gør sig også gældende. Vi befinder os et ubestemt sted mellem Noahs Ark og moderne tider, men pyt, Erik er med os, Vorherres venstreorienterede repræsentant på jorden, og skal der uddeles en pris, en u-landspris – og det skal der – så bør den tilfalde Erik Stinus. At der ligger en habil naturpoet gemt i ham, det skjuler han godt, alt for godt i dette mildt skabs-kolonialistiske manifest. der røber, at der også er gået en god plantagebestyrer tabt i Stinus.

POUL Borum har en veludviklet sans for den ægte, lyriske vare, hvad der ingen garanti er for, at man selv kan skabe den. Dog, i det seneste værk er der partier, som går til hjertet omend der altid er noget skrabet over Borums poesi. Hvad der hænger sammen med det Borumske paulun, det fortrolighedsrum han opslår.

Kravet om sandhed, ægthed, oprigtighed kan her føles så påtrængende, at det lapper ind over den læsendes blufærdighedstærskel. Så bliver der klamt i paulunet, de gode bens~ konverteres til pat^. og bedeskamlen gør ondt i knæene for andre end lige disciplene.

Kvaliteten, det der giver klang i digtene, er en lavmælt tone parret med, fornemmes det, en ekstraordinær påpasselighed, der nok kan antage didaktiske former, men også udmøntes i en egen, renfærdig præcision:

Hvis man kan dø nårsomhelst
kan man leve nårsomhelst
man kan bygge huse nårsomhelst
og rive dem ned nårsomhelst
man kan løbe gennem regnen råbende
og stå under et træ og lytte
hvis sandhed er sandhed nårsomhelst
kan jeg end ikke lyve ved at tie

Sådanne strofer udmærker sig ikke ved lyrisk vælde, tværtimod. Det er lavmælt, indtrængende, eftertænksomt, med den formelle logik i underfundig, poetisk anretning. Mere ræsonnement end digt måske, mere tankelyrik end »ren« lyrik, men ægte nok i udtrykket, og dét er sagen.

PETER NIELSEN smutter med ordene, som kogekonen smutter mandler. De skal som bekendt skoldes først, mandlerne, så går det lynhurtigt. Sådan er det også hos Peter Nielsen. Smut, siger det i Nielsens driftigt associative stil, hvor ord i rigelig mængde drysser ned. over siderne. Så mange, at de må sættes med småt for at være der.
Det myldrer – i lidt for mange retninger, ud af lidt for mange tanketangenter, og det er Peter Nielsens lyriske problem
Det får ikke tyngde, kun lethed og det ligger helt fremme i titlen. Ansigter, Hensigter, der anslå et eller andet, som kan betyde hvad som helst, og hvad skal man kalde det?

Ægte lethed? Ægte mandelsmutning? Dykker man ned i teksten, er der masser af gode, overraskende og ligefrem originale udtryk. Det samlede resultat er, til trods for charmen, mobiliteten og den investerede energi,. mærkelig vægtløst.

HOS Kenneth Krabat går det – som navnet antyder – akrobatisk til. Et yngre publikum vil goutere dem lyrikers evner som stan-up comedian. Der er også noget hørespilsagtigt over foretagenet, som radiolyttere kunne få glæde af, og krabaten Kenneth har dette vildt rablende, der efterlader godbidder i sludrechatollet. Ægthed? I dynamikken, den verbale leg og de uomtvistelige brandere, og det er her overlæreren bliver stram i betrækket. Kenneth, dette er for meget af det gode, og for meget af det gode er ikke godt!

Min shiitdetektor siger mig, at der ud af krabaten Kenneth kan komme en både sjov, elskværdig og tilpas reaktionær satiriker. Det ultimative karaktérmord på en ung, håbefuld lyriker? Sådan er det ikke ment, men digteren bør finde et par sten i strømmen, bevidsthedsstrømmen, og stille sig dér – og stille spørgsmålet dér: Hvad kan jeg, hvad er mm egenart? Kort sagt: Hvad er ægte Kenneth, og hvad er falbeladernes snurrige aKrabat?

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Indbindingscentralen (94/48) 2 075 083 9

af Jens Hjøllund

I undertitlen på Kenneth Krabats samling af lyriske tekster indgår det latinske ord “intenerarium”, som betyder vejviser. Bogen er selv en sådan visionær og rablende vejviser gennem ydre og indre landskaber – i en sådan grad, at det er svært at afgøre hvornår det ene holder op og det andet begynder. Teksterne, der spænder fra helt korte udsagn til længere prosaforløb, bevæger sig i tillid til de “lukkede øjnes stille magi” ud i sindets grænseegne, balancerende på kanten af galskaben og vanviddet. Ofte fornemmer man, at en sprængning eller overskridelse allerede har fundet sted i teksternes kaotiske og hermetiske univers, som får karakter af “sorte” huller, hvor den ydre virkeligheds skikkelse og sammenhæng opsuges og forsvinder. KKs tekster er fyldt med smertelige erfaringer af spaltningen mellem ydre og indre, mellem det rablende og registrerende, i forsøget på at nå en ny personlig tilegnet virkelighed, der ikke er “forankret bag en velkendt moles bolværk”. Hensigten med denne insisteren på det subjektive er sympatisk nok – og en af poesiens vigtige opgaver, men omkostningerne er, at læseren mister orienteringen i et univers, der er bundet til en helt personlig forestillingsverden, i en grad så genkendelse og identifikation er yderst vanskelig.

Anmeldelser: Dragens tab af hoveder

Den svære toer…

Sød pige og slem dreng

Ekstra Bladet 14. september 1988, 1. sektion, side 19

af Poul Borum

28-årige Marlene Nedergaard debuterer med en lille samlinge prosadigte, og den 25-årige Kenneth Krabat kommer med sin anden digtsamling. Begge er originale og talentfulde, deres bøger fortjener bestemt at blive udgivet – og at blive læst.

Men begge har allerede problemer med charmen og vil få det mere og mere, hvis de ikke viser at de kan vokse op og udvikle sig til noget andet og mere end ‘charmerende’.

Nedergaards skrøbelige tekster om barndom, kærlighed og død skaber en slags absurdistisk lillepige-verden, hvor det meste er fortryllende og gådefuldt og lidt sørgmodigt. Der er glimt af mere desperat humor, som måske i virkeligheden bedst ville kunne komme fre i novelle og roman.

Krabat er lige så typisk ‘dreng’, som Nedergaard er ‘pige’. Han er rablende og primitiv og fræk og af og til temmelig tyndbenet pornografisk. Ugens lyrikrapport.

Men han har en masse flotte fysiske oplevelser af verden og den elskede, og han har en spruttende fantasi, som han scorer mange points på.

Ingen andre en Krabat kunne skrive et digt med titlen: ‘Min ismejeridame hader mig ikke’…

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Nonsens-lyrik
jyllandsposten 20. 9. 1988 (+ 6-8 enslydende anmeldelser i distriktsaviser i Jylland)

Af Jørgen Christian Hansen

KENNETH KRABAT: Dragens tab af hoveder.
• Pris: 128 kr.
• Forlag: Borgen.

Denne bog kunne også have heddet ‘Da redaktøren tabte hovedet; det må være det, der er sket, da Borgen antog denne samling.

Lyrik som nonsens og smalltalk kan sagtens praktiseres og drives til poesi. Ethvert emne, enhver stil kan bruges, hvis der kobles tankevirksomhed til. Man kan “snakke” poesi, slentre citere, “oversætte” og gendigte. Men Kenneth Krabat vælger løst skriveri, slap i formen, og uden interesse for folk uden for hans nærmeste kreds. Et af digtene lyder i sin helhed: .”DA VAR JEG (et vinterdigt)// Jeg var lille.? Jeg var./ Lille var jeg./ Jeg./ Lille og pedalsk/ hjulede jeg/ om vinteren -/ for jeg var Jo./ Var jeg ikke?”. Jeg har kontrolleret citatet tre gange. Det er korrekt. Så lidt er der.

Kunne man ikke sende K.K. på børnelyrikkursus, så hans stil blev hjulpet lidt på vej? Når han starter et digt med “Du er smuk siger/ jeg/ og hun kommer mig/ imod …” er læseren for længst stået af. Der er ikke nogen oplevelse. Kun rableri som “ind må jeg ind/ til mig selv/ men jeg kan/ næsten ikke mere/ hvor er jeg egentlig?” så længes man efter Fløjtetønden Victoria. Står det virkelig så slemt til med selverkendelsen, at der kun kan komme banalndsigter af den karat ud af skriveriet?

Når Krabat ikke ævler, vrøvler han, for eks. ynder han tegneserieudbrud som “Åhhhh!”, eller “Ahhhh!” og burgersprog : “aldrig har jeg set noget/ SÅ ulækkert”, som om vi havde brug for kursiver og versaler for at begribe så enkelt et udsagn.

Til slut skal igen citeres et helt digt: “Det kan kun/ blive et/ ekko/ : / Jeg ved heller/ ikke / noget.” Finale.

Ikke engang en indtaling på lydbog af Kim Schumacher ville kunne redde denne bog.

Det er ikke synd for læserne. De skal blot lade være med at købe bogen. Det er værre med de sagesløse træer, der er blevet fældet

Borgens Forlag er godt på vej mod at ødelægge det ry, de engang havde som avanceret lyrikudgiver.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Dragens tab af hoveder – in transit

Politiken 8. oktober 1988, 2. sektion side 7

anmeldelse af Peter Poulsen

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Tre flop fra det poetiske overdrev
Information 27. oktober 1988

Mens vi venter på halvfemserne

Af Asger Schnack

Willum Peder Trellund: Sang over død 62 s., kr. 138,00. Vindrose.
Steen Andersen: Lysets prissme. 71 s., kr. 122,00. Attika.
Kenneth Krabat: Dragens tab af hoveder. 74 s., kr. 128,00. Borgen.

SAMTIDIG MED at der udkommer væsentlige bøger i danmarks-litteraturen, som med stadig voksende tydelig hed viser sig at være substantielt placeret i verdenslitteraturen – alene i den seneste tid: Høeck, Højholt, Laugesen – følger den blege bagtrop lige i hælene, samvittighedsløst uselvstændigt, enten i skikkelse af rene epigoner, gerne med meget nære forbilleder, eller som vage, svært opfattelige stemmer uden “stemme”.

Tre bøger af danske forfattere, som ikke er førstegangsudgivere, skal omtales her.

WILLUM Peder Trellund debutterede sidste år med digtsamlingen “Skår af himlen”. Nu er han tilbage med en ny,”,Sang over død”. Her er tale om en digter, der sandsynligvis med megen møje skriver sig frem til det sympatisk kendte. Det er velment, men resultatet ligner til forveksling lyrik, det enhver lyriker med respekt for sig selv altid vil undgå. Bevægelsen er ikke bort, væk, ud, men tilbage.

Denne “centrallyrisme” er bævende, let foruroliget, men aldrig på egne præmisser, Det skaber en måske ufrivillig selvhøjtidelighed, men i alle tilfælde en ufrivillig komisk genlyd af det højtideligt ubevidste: det er andres poesi, allerede skrevne digte, der skrives, i den let udvandede form, som er efterlignerens. Hele bogen, dens skjulte paradokser, velsmurte linier og blakkede metaforer ligner én stor kliché. Man kunne tro et øjeblik, at det var halvtredsernes og tressernes danske imagisme – Corydon m.fl. – der hørtes i et ekko, men det er nok snarere firsernes efterklang, der lyder i endnu et ekko.

En strofe i slutningen af et digt lyder: “Tindrende stilhed / ikke en luftning. Kun / i blodets efterårsgrene / synger en gylden frost”. Det er ikke godt. Et væld af udråbstegn melder sig i vibrerende parenteser i læserens bekymrede bevidsthed. Det er ligesom at spise kage og bagefter spørge sig selv: hvad smagte den af? Eller sagt anderledes: bogen savner aldeles personlighedens mærke.

STEEN ANDERSEN har udgivet en række digtsamlinger. “Lysets prisme” er en ny. I dette tilfælde er der endnu mere utvetydigt tale om epigoneri i ordets lidet rosende betydning: den rent eftersnakkende,

Naturligvis står enhver poesi, ethvert sprogligt ud. tryk, i gæld til tidligere tider,, landvindinger. De er bygget ind, eller de er nødvendige af sæt for nye skridt, nye eksperimenter eller selvfølgelige forsøg. Det er en banalitet. Ønsker man den formuleret, kan man læse indgangsbønnen til det seneste nummer af “Den Blå Port”.

Men, og det er det afgørende, for at traditionsbevidstheden overhovedet kan bruges til noget, må den nødvendigvis kombineres med det modsatte: originalitet,

Denne egenskab savner Steen Andersen. Hvad vil hans digte egentlig? Hvad risikerer deres digter i virkeligheden? Hvis sproget er digtets virkelighed, hvad gør han så ved det, på egen hånd? Ingenting. Det hele er lån, tomme fagter, i en fjern, ufarlig idyl.

Tidstypisk nok er det Per Højholt og Henrik Nordbrandt – disse uforenelige størrelser – der på én gang er inspirationens kilder. Nordbrandt lyder i disse linier, eller snarere den side af Nordbrandt: ,Læs deres ord om gensyn i og når du er færdig I opdager du at de allerede / er kommet tilbage.«

Der er melankoli i digtene, en svag dekadence uden årstal, og dertil en omhyggelig symmetri, som ikke fragtes af nogen kunstnerisk livsnødvendighed.

Højholt efterlignes af gode grunde ikke på tonefald eller ,,indhold,,, men på en digtets struktur. Læs f.eks. Steen Andersens digt “Aftener”, og sammenhold det med Per Højholts sublime digt “Frostnat” fra “Min hånd 66” og uselvstændigheden i Steen Andersens projekt er afsløret.

KENNETH KRABAT hedder den yngste af de tre digtere. Ligesom Trellund debuterede han sidste år. Hans første bog hed “… Naiv?? Sagde det nøgne barn”, og hans bog nr. 2 bærer titlen “Dragens tab af hoveder”.

I begyndelsen af firserne talte man for en række af de yngre digteres vedkommende om, at deres poesi – med et positivt ment udtryk – var rablende. Kenneth Krabats poesi må siges ikke at være rablende, men lallende. Dermed være ment, at hans forehavende er uden nogen form for præcision. Det kan forstås som oprørsk imod konventioner; men for at man kan tale om et poetisk udtryk, må man have fornemmelsen af, at der sker et eller andet.

I Kenneth Krabats bog underforstås vist nok en humor Men det sørgelige ved denne humor er, at den ikke er morsom. Han – den ansvarlige for det givne sprog – poeten, er tilsyneladende ikke opmærksom på, at poesi kræver bevidsthed og bevidstløshed, eller bevidstløshed og bevidsthed. Krabat vælger den rene bevidstløshed, som ikke fører til andet end en slags efterfirsernes knæk.

ER DER DA slet ikke noget formildende ved disse tre digtsamlinger, som er skrevet ud af velvillighed? Nej. Det kønt uforpligtende digt er langt værre end slet ikke noget digt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Hovedløst?
Litteraturmagasinet Standart nr. 4, 1988

af Per Stounbjerg

“JEG STÅR PÅ TOPPEN af bjerget/ den allerøverste vindomsuste iskolde top/ og skriger/ Hvad er meningen Med Det Hele?/ og det uendelige hav over mit hoved/ svarer/ Der er Ingen Mening/ Hvad Så Med Mit Kaos?/ skriger jeg igen/ Kravl Ned Eller Hop/ svarer det blå hav/ Du Larmer”

I denne digtsamlings sidste tekst finder vi nogle af Krabats typiske topoi. Bjergtoppen, punktet med det frysende isolerede jeg, der vil have en samlende mening. Osse i “Prisen” handler det om bjergtinder, men nu i et spil med sneen og dalen. Jeg’et vil udtrykke sig, det skriger sit kaos ud, Men det belæres af havet, uendeligheden – det, der i andre digte optræder som urskoven eller sneen, og som gør hans skrig til opblæst støj. Subjektet, denne selvhøjtidelige højttaler må slette sin forskel og lære at anerkende sin lidenhed. At springe ud i verden, glemme pansrene og give sig hen.

Pansrene, det er figurer som ridderen “rustet i metal” og den hvidkitlede. Rustninger er kolde; titlens ildsprudende (?) drage kunne ligefrem være en slags forløsning. Lad mig brænde op. I kulden størkner grænserne, mure, rækværk, hylstre. Her kan identiteten afsikres ved hygiejne. I “Attack of the cosmic vacuumkiller” vil jeg’et have alt levende småsnavs “væk/ fra mit område/ jeg vil bestemme hvem som skal/ æde af mig”. Støvsugeren bremses dog af et hår, kærlighedens symbol. Subjektet er ikke verdens suveræne herre, “kan alligevel ikke bestemme”, men fortæres, “ædes hele tiden”. Noget er større end ham. Som i “Prisen”, hvor hengivelsen til den kvindeligt lokkende sne gør jeg’ets stemme “undcrlig lille/ som om det er en anden/ eller måske hele verden/ som skriger her”. Den “afsindige lykke og glædesrus” kan være mere end den hvidkitledes 2 kiks.

Og osse mere end de kropslige hierarkier, der ophøjer synets ratio. Dragen har spist et par af sine hoveder, men har dog 28 tilbage. Det har prinsen med “kun sit eget/ ene” svært ved at annamme, han føler sig bare omringet. Men det gælder netop om at glemme det egne og ene i konfrontationen med det abjekte: det lave, væmmelige og modbydelige. Kroppens fugtige indre, “blodet flyder fra næse og ører/ Øjnene står helt ud af hovedet”. Denne ekstasis kan osse stamme fra “En skrap skede/ lige i mit syn” eller fra urskovens kriblende og krablende kryb, hvor jeg’ets “panserdivision” kæmper med “slimede bæster” og edderkoppespind med “trådenes/ klæbrige/ hvide klister”. Den slags konfrontationer fører os gennem en række affekter: klaustrofobi, fryd, væmmelse, rus, angst. Det sker i en heftig ekspressionisme, i frenetiske og ekstreme fortællinger, der ikke skyr overdrivelser. Snak og larm er der masser af. Splatterfilmene og tegneserierne er rykket ind i lyrikken og integreret i et næsten, kedsommeligt velkendt projekt: kampen mod den indsnævrende ratio i en “kærlighed. til livet. den elskede. til begæret. og endelig. døden.”

Her er den klassiske ekspressionismes, grænse. Hos Krabat bliver hengivelsen til intensiteten ikke uspaltet nærvær, for tiden og døden står i vejen. Lige fra det første digt, hvor barndommens sikre forvisning om ren væren “for jeg var jo” straks følges af det retoriske spørgsmål “Var jeg ikke?” – et spørgsmål, der hurtigt får så faretruende konsekvenser at en “pedalsk” hjulren af sted snarere bliver spedalsk, dødsmærket. Afstanden er der hele tiden. Uanset hvor tæt de elskende sætter sig, kan døden kile sig ind. Krabat fører et gran af ironi ind i snakkesaligheden. En slags postmoderne gestik gør nærvær til simulation. Vi er i en verden af fiktioner. “Drama i urskoven” lægger afstand til det fortalte med slutsætningen “Vi fik glimrende anmeldelser”.

Et af bogens sidste digte lyder: “JEG ELSKER/ (skriger) tilbage står kun førstnævnte statement” Regibemærkningen viser fint og selvbevidst en naiv ekspressionismes kvaler. Skriget kan ikke stå alene. Der må råbes højere, det skal tydeliggøres, og så dementerer den sig selv. Sproget, afstanden og døden er med. For det er jo netop ikke kun den første ytring, der bliver stående.

Krabats styrke er konfrontationen med det lave (osse integrationen af tegneseriernes og de kulørte films temaer og udtryk), og det er den skælmske leg med læseren. Noget nyt siger det bare ikke. Stoffet kan være overraskende; men temaerne og valoriseringerne er hørt før, og udtrykket kan ikke holde dem oppe. Kun få af digtene har jeg hæftet mig ved. Jeg savner lidt mere styr på talen, mere form og mindre hovedløs energi.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Indbindingscentralen (88145) 678 406 2 68

af Mogens Faber

Krabat, Kenneth: Dragens tab af hoveder : in transit. Borgen. 74 sider.

Krabats opus nr. I. udkom sidste år, Naiv, sagde det nøgne barn, og det var en forholdsvis spontan bog, ulden i kanten, men så energisk at der var grund til at bære over med bogens mangler. Digtene her i bogen er stadig præget af action, et vildt liv med frustrationer og drømme, et storbyliv, hvor det ene kan være lige så godt som det andet. Det er som om Krabat har for stor tillid til at hans udtryk overlever i trykt form, men her hvor man kan læse og genlæse hans udladninger, går de op i limningen og bliver en slags senpubertetsvræl fra en midaldrende teenager. Sproglige kaskader, hvor den tematiske desillusion breder sig langt ud i det poetiske udtryk, så stilen i stedet for at være energisk bliver speedet, men i grunden slap. Jeg synes, som det nok kan mærkes af ovenstående ikke at det er nogen god bog, ja, ikke engang halvgod.