Smal litteratur som adelsmærke?

HVAD ER EN SMAL BOG, FACEBOOK* ?
Det første er, at bøger har en umiddelbar livslængde, hvor de kan/skal tjene sig ind – den største utålmodighed og den korteste salgshorisont findes hos den nye direktør på landets største forlag:

Smalle bøger er bøger, der ikke sælger (Gyldendal/Morten Hesseldahl)

Det bør understreges, at enhver vilje til kamp med sit materiale kan være en kunst, og at salg i høj grad handler om dygtigt at kende sin køber og føje sin købers luner:

Smalle bøger er bøger, der ikke er tilpasset markedet (Jesper Brygger)

Kunst er dog ikke alene dygtighed, men også tilførelse af ånd. Og som vi ved fra kunstens verden kan ånd tage tid at værdsætte – så hellere tålmodighed med ånden derude end (åndløs) gentagelse:

Smalle bøger er bøger, der indtil videre ikke har bevist deres værd, og derfor ikke kan siges at have solgt færdig (undertegnede)

Men deres litterære kvaliteter ufortalt kan nogle bøger alene på emne eller indholdsfokus være indhyllet i læser- og anmelderfordomme og af dén grund ikke tilgængelige:

Smalle bøger er bøger i udskældte genrer (Lea Sidsel Thume)

Og har man en standardreol med faste hylder, eller ønsker ikke at blive udfordret på det bærbare eller på sin siddekomfort:

Smalle bøger er bøger i fysisk aparte formater (John Alex Hvidlykke)

Og eBøger, der kun kan tilgås af mennesker med særlig teknisk erfaring eller særligt dedikerede ebogslæsemaskiner, kan være udbredelsen af indholdet en lodret hindring:

Smalle bøger er bøger i obskure ebogsformater (undertegnede)

Det ér dog også muligt at favne begrebet, f.eks. hvis man er mere optaget af at sætte bog og læser stævne end bare at sælge flest mulig bøger til hvemsomhelst:

– Smalle bøger er bøger med afklaret lille publikum (John Alex Hvidlykke)

– Smalle bøger er bøger, der ikke bare rammer smalt, men også sigter smalt (Ulf Johannesson)

Og så er der bogens indhold. Selve formålet med købet af enhver bog, hvor alle Bogens håndelangere efter egen agenda vurderer og klassificerer lighed med andre titler, åndrighed, varighed, aldersklasse, teoretisk viden, sanselighed, modstand, dannelsesbredde, håndværket, forandringsformåen, nødvendighed, spejling osv.

– Smalle bøger er bøger, der er krævende og givende (Shekufe Tadayoni Heiberg)

Smalle bøger er bøger, der ikke kan forstås/afkodes uden særlige forudsætninger (undertegnede)

Smalle bøger er bøger med diffust /svært identificérbart digter- /fortællerjeg (Rune Kjær Rasmussen)

Smalle bøger er bøger, der er svært indoptagelige og bryder med samtidens forventningshorisont og følgelig sælger i få ex. (Lars-Emil Woetmann Nielsen)

Og hér til slut ordet SMAL i sig selv:

Smalle bøger rammer smalt i modsætning til bredt (undertegnede)

Smalle bøger er ikke mainstream (Lea Sidsel Thume)

Og så den sidste: Hvem vil ikke gerne være uden for ansvar, lidt, men ér det virkelig frygtsomme mennesker, vi ønsker skal spejle os alle?

Smalle bøger er som at være uden for regering (undertegnede)

__
* Jeg ved oprigtigt ikke, hvad jeg skal mene om Facebook – fremmer dette råbeforum i overvejende grad selvtænken eller ensretning?

#smallebøger #smallitteratur #digte #digtsamlinger

__
Og så en lille afsluttende begejstringens udmeldelse:

Smalle bøger er sådan nogle, hvor flertallet tænker “WTF?” eller “det her har jeg simpelthen ikke tålmodighed til”, eller også er det sådan nogle, hvor flertallet ganske enkelt ikke opdager bogens eksistens, fordi den ikke står i Bog og Idé.
          Smalle bøger er bøger, som IKKE er “hyggelige feel good-bøger”.
          Smalle bøger er IKKE svenske og danske krimier, ikke medmindre de da foregår i en fjern galakse og er totalt weird.
          Smalle bøger er for de intellektuelle (hvem de så end er).
          Smalle bøger er sådan nogle, som man er lidt cool, hvis man læser, og som man godt kan have dårlig samvittighed over ikke at læse flere af, hvis man f.eks. er magister.
          Smalle bøger er i nogle tilfælde komplet uforståelige (for nogle, og det kunne være mig).
          Smalle bøger er de lødige bøger.
          Smalle bøger er dem, man som oversætter skal oversætte, hvis man gerne vil have snablen i statens kunstfond.
          Smalle bøger er kunst, hvor mainstreambøger er underholdning.
          Smalle bøger er nogle gange oversete perler, som også mennesker, der ellers IKKE læser smalle bøger, ville elske.
          For nogen er næsten alle bøger smalle. For andre findes der kun få bøger, der virkelig er smalle. (Rikke Mai Pohl)

Leve af eller dø for kunsten?

To spørgsmål, der skiller vandene: Genkendelighed eller unika? Blive i sikkerhed eller risikere liv, kærlighed eller omdømme for min kunst?

LEVE AF?

“Kan det interessere nogen?” kan ikke være grænse- og unikakunstens spørgsmål, men kun tilhøre kunsthåndværket. At interessere modtagere, som hellere ønsker noget kendt end noget udfordrende, fordrer at udøveren nedtoner egne behov for at presse grænser på materialevalgs- og indholdssiden og kun anvender  Læs videre “Leve af eller dø for kunsten?”

OPLÆSNINGSSTØTTE. Forfattercentrum, nu kun 4 årlige støttedatoer!

Op til 4 måneders planlægning frem for 1? Hvorfor?

 

Det er godt at huske på, at vi er en kultur så rig, at vi tør støtte væksten i vores kunst og hjælpe vore kunstnere med at dygtiggøre sig og udbrede sig landet over. Derfor bør en kritik af kunststøtten eller af forandringer heri altid være ledsaget af en stille tak for, at den overhovedet findes. Den er IKKE en selvfølge, men blot en vane af nyere dato.

I følge listen over forfattercentrum-støttede forfattere i 2009, var der 541 støttede oplæsninger i Danmark, til godt og vel 250 arrangementer med 1-5 oplæsere, heraf godt 200 på offentlige biblioteker.

I 2011 fik 638 ansøgere (ikke forskellige steder eller forskellige forfattere) 3.6 mio kr. fra Forfattercentrum til oplæsninger landet over. Formanden for Statens Kunstråds litteraturudvalg, Grethe Rostbøll, priser den stigende interesse, og i år er budgetteret med flere penge til oplæsninger, men til gengæld er ansøgningsfrekvensen faldet.

Dét skaber markante udfordringer, som søges påpeget nedenfor.

Indtil 1. februar 2012 havde oplæsningsarrangører 10 årlige frister til at søge honorarer til 1, 2 eller 3 forlagssanktionerede oplæsere på en aften med gratis adgang for offentligheden. Senest 1. april søgte man til et arrangement i maj.

Frekvensen passede fint til både mindre og større steder, og til at invitere forfattere til oplæsninger, mens forfatternes udgivelser var varme og kritikken frisk.

Nu tvinges oplæsnings-arrangører til 1-4 måneders programplanlægning frem for 1, hvilket kan forhindre små steder med kortsigtet planlægning i at få besøg af kendte forfattere, mod betaling. Det kan også forhindre forfatteres oplæsning i relativ nærhed til aktuelle begivenheder og medieomtale, men passer bedre til bibliotekers rutiner med karensperioder for udlån og at lade mediehypen synke til bunds i læserne.

PROFESSIONALISERING!
Selvfølgelig er enhver form for offentlig kunststøtte et udtryk for støtte til og krav om professionalisering af det kunstneriske udtryk. Selvfølgelig!

Det kunne bare se ud som om, at kunststyrelsen med de nye frister lægger større vægt på steder, der er i stand til at planlægge langt ud i fremtiden. Her regnes offentlige institutioner og medborgerhuse. Mindre steder, derimod – “undergrund”, caféer o. lign. – har sjældent lønnede arrangementsmedarbejdere og ofte ringe sikkerhed for fremtidige arrangementer – og får derfor sværere ved at få professionelle oplæsere på programmet, når fristen hos Forfattercentrum er op til 4 måneder og aftalerne med kunstnerne skal laves, før man søger Forfattercentrum – uden at vide, om man kan overholde ansøgningsfrist, og dermed oplæsningsdatoen.

En oplæsningsaftale plus forlods kommunikation på op til 8 måneder fra start til slut vil ikke være urealistisk.

Et afbrudt forløb er meget almindeligt:
  • Med udvalgt forfatter aftales d. 31. april en oplæsning d. 1. juli
  • Ansøgning indsendes rettidigt 1. maj
  • 2. maj oplyser forfatter, at hen ønsker at forandre dato
  • = ingen oplæsning med hen eller nogen anden før tidligst i oktober, november eller december
  • = 6-8 måneder.
  • + har man skulle finde en forfatter blandt flere, vil den indledende kommunikation have strakt sig over længere tid.
Et hurtigt forløb:
  • aftale med udvalgt forfatter på 5 minutter til oplæsning 1. juli og indsende ansøgning senest 1. maj
  • = 2 måneder

Med stor afstand i tid fra booking til arrangementet opstår nemt, hvad man kunne kalde “stækket kunst”: Forfatteren vil have mistet følelsen for en aftales nødvendighed for modtageren, når hen nærmer sig dagen, og blot reproducere sig selv. Det er, hvad der sker for turnerende musikere og forfattere – hver sted bliver blot et nyt sted. Dét kommer der ikke nødvendigvis høj kvalitet ud af; rutine, ja, men høj kvalitet fordrer deltagelse i gengivelsen.

Hvis det er høj kvalitet, kunststyrelsen med færre ansøgningsdatoer forsøger at sikre, er det en dårlig løsning: Med risikoen for mindre variation, og i værste fald færre oplæsende forfattere, fordi kun de allermest målrettede og reklamebevidste forfattere planlægger 8 måneder ud i fremtiden, understøtter man blot den alt-om-sig-gribende-bestsellerisme, som er det ensidige fokus på “populære forfattere”. Et fokus, der ved sin manglede bredde og almindeliggørelse af processerne, der bliver til “popularitet” og “stort salg”, forårsager fordummelse og fordomsfuldhed.

Høj kvalitet får man kun ved stor bredde og fleksibilitet – i nærværende henseende til skabelse af arrangementer, der indpasser sig i impulsive behov rundt om i landet. Herved vil danske forfattere blive præsenteret for flere arrangementer, hvor arrangørernes entusiasme kommer til at spille ind i forfatterens endelige fremtræden. Det improvisatoriske vil komme mere i spil, og dermed bliver modtagerne ikke kun modtagere, men medspillere i skabelsen af ny kunst.

Korte ansøgningsfrister giver ganske enkelt større bredde i udbuddet. Så, hvad hjælper flere penge, hvis sigtet med færre ansøgningsfrister er at fjerne spontaniteten og flytte fokus til primært offentlige institutioner, forfattere på bogturnéer og sikre arrangementer?

Hvad siger kulturstyrelsen.dk?

De nye ansøgningsfrister

1. februar 2012 for arrangementer i marts, april, maj og juni
1. maj 2012 for arrangementer i juli, august og september
1. august 2012 for arrangementer i oktober, november og december
1. november 2012 for arrangementer i januar, februar og marts 2013

http://www.kunst.dk/kunststoette/puljestamside/tilskud/forfattercentrum-10-aarlige-frister/

og her, hvis Kunst.dk finder ud af, at deres gamle link også burde reduceres
http://www.kunst.dk/kunststoette/?tx_lftilskudsbase_pi7%5Barea%5D=6&tx_lftilskudsbase_pi7%5Bsword%5D=&tx_lftilskudsbase_pi7%5Border%5D=application_deadline%20asc&tx_lftilskudsbase_pi7%5Bpage%5D=2

Kunstnerisk dørsalg?

Nettets udvikling går imod, at alle er on-line hele tiden. Hvis man fra politisk hold ikke tager konsekvenserne af denne udvikling og understøtter de kunstnere økonomisk, hvis kunstformer nemmest lader sig duplikere og fremvise på eller via computeren, melder 2 meget tydelige scenarier sig omgående:

1) I værste fald: Man vil ikke længere have kunstnere, som vi forstår kunstnere i dag (år 2000), indenfor de pågældende kunstformer – skrift, lyd, foto, grafik, TV og film, og måske også malekunst (hvis holdningen til det plastiske ændrer sig)

2) Vurderet ud fra bedste fald vil kunstnere – som evner at udbrede og udbygge kendskabet til sig selv, så den forbrugte tid giver et økonomisk afkast, trods tab af salg som følge af elektronisk piratkopiering og -distribution – til at begynde med blive færre og færre, og sidenhen blive offentligt eje i et omfang, der aldrig før er set: Reklame- og mechandise-sponserede digtere, musikere, forfattere osv.

Dér VIL komme mange mange flere penge til den virtuelle verden, men (igen) uden politisk støtte til seriøst arbejdende kunstnere i risikogruppen vil kun en tilsvarende vækst i personlig handel fra personlige servere kunne sikre disse kunstnere et vist underhold – fordi de vil være i stand til at sælge egne værker, på egne præmisser, og ofte meget billigere end hvis det var gennem mellemmænd. Og til dette kræves offentlige bredbåndsindvesteringer.

Hvis vi bare bliver stående og ser på, at teleselskaberne bliver så store, at de kan tillade sig at fortsætte med at forsinke udviklingen af bredbåndsnet, indtil de selv kan følge med den op med færdigpakkede e-salgsløsninger, risikerer ikke blot de sårbare kunstnere men til sidst alle på nettet at al profit vil gå til at holde de store store, snarere end at komme alle til gode. Endnu mere statiske markedsmekanismer og magten centreret på endnu færre hænder.

Hvis vi håndhæver vores ret til at være on-line hele tiden, og flytter alt hvad vi kan af vores medbestemmelse dén vej, er der håb for, at vi forbrugere og brugere kan nå at forme nettet tilstrækkeligt efter individuelt køb og salg, inden kolosserne kan nå at lægge sig totalt på alt markedsmekanisk – som de har gjort det på TV. 

Bare tænk:

Hvis der er noget jeg vil sælge fra min server, skal pengene via dit kontokort (finger- eller retinaaftryk?) gå fra din konto og direkte ind på min – ikke noget med fordyrende mellemled. Den er den eneste måde samfundet kan redde sine eksperimenterende kunstnere på: Hvis en truet kunstner vil kunne gøre sine produkter så billige, at folk er villige til at tage flere chancer, og ikke kun købe mainstream – fordi 47 fordyrende produktions- og formidlingsled som nu skal have déres del, og 5.000 aktionærer skal have deres, så f.eks. en skide cd skal koste fra 1-3 arbejdstimer for et almindeligt menneske!

Men denne form for handel kræver, at vi vænner os til at være on-line, hele tiden, og til at købe hos hinanden, snarere end gennem kolosserne. Og det kan vi sagtens. Blot er vi indtil tilkomsten af kontantoverførsel Person-til-Person nødt til at stole lidt mere på hinanden – eller måske bare, at én der personligt sælger noget, vi synes er rigtig fedt, også er et menneske, som er til at stole på…