Retten til at kalde sig “kunstner” (2023)

– med særligt fokus på “forfatter” og “digter”

 

Kunstner er ikke en beskyttet titel, men er hos Danmarks Statistik 2023 defineret som en person, der [enten]

  1. er medlem af en organisation under Dansk Kunstnerråd, eller
  2. modtager af rettighedsmidler vedr. kunstnerisk virke, eller
  3. modtager af legat fra Statens Kunstfond

eller

  • er dimittend fra en [godkendt] kunstuddannelse, hvis ét af de øvrige tre kriterier også er opfyldt.

For ikke så længe siden, og måske fortsat (?), var skattevæsnet den eneste reelle institution med ret til at skelne mellem professionelle og hobby-kunstnere – derved, at skattevæsnet tilstod udøvende kunstnere ret til direkte fratræk for udgifter i forbindelse med skabelse af kunst eller ikke (professionel eller hobby).  Hvilket for de fleste hang direkte sammen med omfanget af indkomst fra kunstnerisk produktion – men i en berygtet sag for nogle år siden afgjorde skattevæsnet f.eks., at en billedkunstner på livslang ydelse fra Statens Kunstfond – altså en præmiering uddelt af kolleger – ikke “var produktiv nok” til at fortjene retten til omkostningsfratræk og titlen som “professionel”. Om han var professionel kunstner eller hobbykunstner handlede således direkte om den gennemsnitlige indkomst på billedkunstområdet. [Ve den levende kunster, der bliver gammel og mindre produktiv – uanset indsatsen gennem livet!]

Man kan se Danmarks Statistiks definition som både opposition til skattevæsnets afgørelser og erklæret enighed: 

  1. Man bliver medlem af en faglig organisation ved at opfylde nogle produktions- og kvalitetskriterier, som er kollegialt afgjort. Er man forfatter, skal man således gennem et nåleøje, der handler om at have udgivet bøger på anerkendte forlag og/eller ens bøger er købt af et vist antal biblioteker. 
  2. Modtagelse af bibliotekspenge for sine titler på danske biblioteker eller i udlån fra eReolen giver således ret til titlen “kunstner”. Men fjernes ens bøger fra hylderne eller fra digitalt udlån, falder man ud af statistikken og mister titlen. “Kunstner” fordrer således aktivitet – hvilket vil sige, at “kunstner” indenfor nævnte defintion litteraturhistorisk-paradoksalt nok kun gælder levende forfattere.
  3. Søger man Statens Kunstfond og modtager man som forfatter arbejdes-, rejse-, produktions-, oversættelseslegater, eller forfattermødehonorar og mange andre, økonomiske anerkendelser af ansøgninger kan man i følge Danmarks Statistik kalde sig kunstner. 

Og er man dimitteret fra Forfatterskolen OG enten med i en af de to forfatterforeninger, eller på hylderne til udlån, eller modtager af Statens Kunstfond-legater, er man kunstner-forfatter – men uden tæller man ikke med i statistikken og er “kun” forfatter (fordi man skriver).

Danmarks Statistik tæller således kun levende kunstnere, fordi statistikken er et øjebliksbillede ind i kunstneres nuværende økonomi (som kunstpolitisk afklaringsredskab), og tæller ingen af døde udøvende, som er fundamentet under de forskellige kunstformers historie. Dem kalder man i stedet små og store kunstnere, underforstået: De er en del af kunsthistorien, og akademikere og andre opregner deres betydning på kulturen og på efterfølgende kunstnere, men fratager ikke udøvernes store eller lille, mere eller mindre betydningsfulde kunstneriske produktion ret til at være “kunster”. 

“Kunstner” er hér et forsøg på at skabe en profession, der kan sidestilles med alle andre professioner – uden hensyntagen til kunstneres særlige vilkår: koblingen af samtidsanerkendt talent, timing, salgsevne, politisk tæft, evt. økonomisk sikkerhed og udadvendthed til at kunne afsætte egne værker i sin samtid, så der bliver tid (penge) til at dygtiggøre sig og få plads i offentlighedens bevågenhed.

“Kunstner” er samtidig en politisk afgrænsning af “talent nok” til kunstpolitisk for de enkelte organisationer at kunne hævde en særstatus, som gør det troværdigt for det nationale fællesskab økonomisk at støtte kunsten gennem at støtte aktive, levende kunstnere. Og til en vis grad støtte de døde, som menes fortsat at øve indflydelse på tidens kultur og udøvende kunstnere. 

DIGTERNE
Applikerer man begrebet på de mindst indtjenende kunstgrupperinger, som digterne med sikkerhed hører til, får man lynhurtigt skilt flertallet af udgivende digtere fra gruppen, der må kalde sig kunstnere: Der er ikke det store salg af en digtsamling, ikke mange digtere får kunststøtte,  og bibliotekerne køber ikke længere eksemplarer nok af udgivne titler til at berettige hverken organisationsoptagelse eller bibliotekspenge.

Tilbage er kun støtte fra Statens Kunstfond som kriterium, men igennem de seneste godt 10 år er bevillingsstørrelserne steget fra behøvede småbeløb til minimum 25.000, og så til 50.000, og nu til 100.000, hvilket har udelukket et stigende antal udøvende fra modtagelse af kunststøtte. Og dermed retten til at kalde sig “kunstner” – som den defineres af Danmarks Statistik. 

Der er flere faktorer, men kort fortalt er der blevet færre kunstner-digtere i Danmark på grund af 

  • det interurbane udlånssamarbejde, hvor enkeltbiblioteker altid kan få adgang til andre bibliotekers indkøbte titler, hvis de bestilles af en låner, uden at have forpligtelser til at repræsentere og udstille digtningen med indkøbte titler til egne biblioteker
  • eReolens kontraktaftaler med forlagene, der minimerer antallet af digitale digtsamlinger i tekst og lyd
  • færre kunstfondstøttede digtere pga. større puljetildelinger
  • procentdelen af anmeldte digtsamlinger vs. udgivne digtsamlinger falder
  • kunstfondens støtte til forfattermøder går til færre digtere, fordi ansøgningsfristerne er faldet til kun 2x om året, hvilket skaber særlige krav til planlægningen, eks. hvor kendte de rejsende digtere er frem for nyhedens interesse
  • forfatterorganisationernes optagelseskrav kan ikke slækkes uden at slække på den kunstneriske troværdighed eller at skulle tilbage til organisationsvurderinger af kvaliteten frem for at læne sig op af udlånstal, eksemplarantal, antal omtaler og salgstal, der ikke direkte siger noget om kvaliteten af bøgerne.

 

Kulturministrene #1, Jytte Hilden (1993-96), podcast

– “dejligt, at vi har en kulturpolitik!”

 

Afsnit 1, Jeg ville aldrig kunne vinde over Ib Michael i sømandstrøje og guldørering.

2021 er det 60 år siden, at Julius Bomholt oprettede Kulturministeriet. Dvs. tanken om at støtte de fælles tiltag – sport, forsamling, institutionerne – og skabelsen af kunst, samt og belønning til fortsat arbejde mod ny kunst og fællesskab.

Kulturmonitor har i den anledning fået produceret en interviewbaseret podcastserie om de endnu levende kulturministre fra Jytte Hilden og frem.

Blandt Jytte Hildens fortjenester: “Kultur er morgenbajer og Mågestel”. Medvirkende til at hæve kulturbudgettet med 50%, introduktion af armslængdeprincippet (i forlængelse af Bomholt-citatet nedenfor), introduktion af kvinder fra provinsen i Kulturministeriet, “kultur er måden, vi har det med hinanden på”, bagatelgrænse på bibliotekspengene (gennemført) og loft over bibliotekspengene på 200.000 (forslag trukket tilbage), De kunstneriske uddannelser til Holmen, Filmhuset, Den Sorte Diamant (incl. navnet), største fortjeneste var fastholdelse af bevillingen til Laserstrålen fra Skagen langs den jyske vestkyst ned til Esbjerg som fejring af, at “nu var Besættelsestiden ovre”.

Per Stig Møller (konservative) (27. august 1947) (podcast #3)
Kulturminister fra 2010 til 2011

Carina Christensen (Konservative)
Kulturminister fra 2008 til 2010

Brian Mikkelsen (Konservative)  (31. januar 1966) (podcast #2)
Kulturminister fra 2001 til 2008

Elsebeth Gerner Nielsen (Radikale) (5. januar 1960)
Kulturminister fra 1998 til 2001

Ebbe Lundgaard Jensen (Radikale) (25. august 1944, †2009), Kulturminister fra 1996 til 1998.

Jytte Hilden (S) (12.9.1942), kulturminister fra 1993 til 1996: “Med sport har jeg det som porno; sjovt at være med til, kedeligt at se på”

Grethe Rostbøll (C) (30.5.1941), kulturminister fra 1990 til 1993: Medierne kom over i kulturministeriet, og Folkehøjskolerne rykkede tilbage til Undervisningsministeriet

Julius Bomholt (S) (11.6.1896), minister for Kulturelle Anliggender 1961 til 1964: “Nok støtte, men ikke styre.” Idémand til Statens Kunstfond

Hør resten af Afsnit 1, Jeg ville aldrig kunne vinde over Ib Michael i sømandstrøje og guldørering.

Jeg har Jytte Hilden med 2 steder i min taxadagbog, TAZZA. Hun fremstod ikke synderlig populær og havde en omgangstone, der forekom mig meget langt fra min endnu meget arbejderprægede verden:

10.11.1996: “Men småmønt fik jeg i hvert fald af de fire søde unge svenskere, som læsset med dansk øl og spiritus skulle fra hotellet i Helgolandsgade og til svenskerbåden i Havnegade. Kgs. Nytorv var næsten totalt spærret af pga. Jytte Hildens Stærekassekopi og tilstedeværelsen af tonsvis af færdselspoliti og tre gigantkraner, og alle andre tilkørselsveje til Havnegade var ligeledes afspærret, så de måtte køres en ordentlig omvej, hvorefter de belønnede mig med alt hvad de havde af tiloversblevne småpenge og rigelige smil. Jeg tror de skulle hjem og holde ferie…

17.11.1996: “Og så holdt jeg foran Forum, på bogmessens sidste dag. Og hvem kommer ud af Forum i følge med to velkendte skikkelser fra dagen før: Byatt. Og hvilken taxa går de hen til? Den første selvfølgelig. Ja, hvor skal vi hen? “Til lufthavnen”. Well, was it a good bookfair, Mrs. Byatt? “Sorry, what… yes it was…? Hun ser forvirret på de to forlæggere, som forklarer sammenhængen. “Oh, I see. Did you yourself enjoy the fair?” Hvad tænker hun på? Nej, selvfølgelig ikke, din gamle selvoptagne sæk. Jeg arbejde!
       Nå, men jeg holdt jo også som anden vogn, men da de var kørt, kom Jytte Hilden ud af Forum, med et noget forvirret, nærmest ulykkeligt udtryk i ansigtet, og så ret søgende på min taxa, som nu var den første i køen. Men ombestemte sig så og begyndte at gå. Helt OK med mig – hun er alligevel altid som makrellen, man har med hjem fra fiskehandleren som trøst for laksen, der sprang af.
       I stedet fik jeg en undervisningsmaterialeforlægger op at køre. Så kom der alligevel balance i skidtet…

[foto: Wikipedia commons]

Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig

POLITIK OG VELFÆRD Det er næsten ikke til at bære. Men jo hurtigere vi ser i øjnene, at pandemien ikke slutter om lidt – jo bedre vil vi klare omstillingen til den nye normal: En verden, hvor corona stadig spiller en stor rolle i samfundslivet. Måske i mange år frem.

Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig

kilde: Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig – Mandag Morgen – Uafhængigt innovationshus. Analyser og ny viden.

Det er egentlig kun indlægstitlen, der er interessant, men den er til gengæld også interessant.

Set med Kunststyrelsesøjne endog MEGET interessant:

Frem til 1/3 2021 kan søges et støttelegat for kunstnere uden væsentlig indkomst i 2020, hvor et af kravene er ansøgerens stillingtagen til fremtidige kunstprojekter, der forholder sig til Corona-restriktioner og flere folk på nettet og hjemme.

Min første reaktion var: Nå, Kunststyrelsen har lige opdaget, at Internettet findes, og nu vil de have alle de digitale kunstprodukter, som de igennem mange år ikke har forstået værdien af og derfor ikke støttet.

Continue reading “Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig”

Samfundet som udbytter af kunstNerne

(de der fucking følere, der tager altid så nært!)

Ja, det er så mig, der siger dét som en kommentar på et indlæg på A. Silvestris blog.

Indlægget dér på hans side er et indlæg i kunstdebatten, som ingen institutioner har råd til at lytte til, endsige honorere, og som alle både kunstnere og kunstbrugere bør læse.

Silvestri holder det sobert. Han behøver at forstå, hvorfor han, 15 års energi til trods, med

16 selvstændige udgivelser, 60+ antologier, fire priser, et hav af nomineringer, oversættelser til flere verdenssprog, foredrag, indtalinger, oplæsninger, sms-noveller og Politiken-hæder forbliver ukendt, og dermed ulæst.

Han anklager ikke nogen – men dét gør jeg. Og hvorfor sige det kort, hvis man kan sige det længere: Continue reading “Samfundet som udbytter af kunstNerne”

Kompensationsordning for kunstnere forlænget

Fristen forlænget for kompensationsordning via Kulturministeriet

Grundet den ekstraordinære situation med COVID-19 er det muligt for professionelle kunstnere at søge kompensation for tabt indtægt på kunstnerisk virke. Ordningen er midlertidig og dækker professionelle kunstnere med kombinationsindkomster. Ordningen vil dække perioden fra den 9. marts til og med den 8. juli 2020 (forlænget en måned). Hvis du tjener ml. 100.000 kr. og 800.000 kr. årligt, så kan du søge støtte. Dvs. svarende til mindst 8.333 kr. og maksimalt 66.667 kr. månedligt i gennemsnit i ét ud af de seneste tre år med udgangspunkt i årsopgørelser fra 2017, 2018 og 2019.

Ansøgningsfristen er forlænget til den 8. juni 2020 kl. 23.59. Læs mere her: https://slks.dk/tilskud/stamside/tilskud/midlertidig-kunststoetteordning-for-kunstnere-med-kombinationsindkomster/

[fra dansk forfatterforenings nyhedsbrev dd.]

kunstindtægtskombinatører

Hjælpehul kom igennem til lavindkomstkunstnere med komplekse indtægtsmønstre

Det ser ud til, at klapsalver skal tilfalde kulturminister Joy Mogensen.

Flere partiers kulturordførere var lige ved at tage forhandlingsretten fra ministeren, men det er nu lykkedes kunstorganisationerne og ministeren i fællesskab at forhandle en aftale på plads, der giver de såkaldte “kombinatører” andel i corona-puljepengene.

Kombinatører definerer den type kunstnere, som sammensætter deres indkomst fra forskellige kilder – A og B-indkomst (honorarer) og skattepligtig indkomst fra selvstændig virksomhed. Continue reading “kunstindtægtskombinatører”

Udskil kunsten i eget ministerium, og gør en kunstner til minister.

En kulturminister, der ikke kender sine kunstnere er blevet normen.

Den canadiske premierminister Justin Trudeaus kabinet for nogle år tilbage var ikke blot kønsbalanceret, mens bestod samtidig af mennesker med relevante kompetencer. Continue reading “Udskil kunsten i eget ministerium, og gør en kunstner til minister.”

Smal litteratur som adelsmærke?

HVAD ER EN SMAL BOG, FACEBOOK* ?
Det første er, at bøger har en umiddelbar livslængde, hvor de kan/skal tjene sig ind – den største utålmodighed og den korteste salgshorisont findes hos den nye direktør på landets største forlag:

Smalle bøger er bøger, der ikke sælger (Gyldendal/Morten Hesseldahl)

Det bør understreges, at enhver vilje til kamp med sit materiale kan være en kunst, og at salg i høj grad handler om dygtigt at kende sin køber og føje sin købers luner:

Smalle bøger er bøger, der ikke er tilpasset markedet (Jesper Brygger)

Continue reading “Smal litteratur som adelsmærke?”

Leve af eller dø for kunsten?

To spørgsmål, der skiller vandene: Genkendelighed eller unika? Blive i sikkerhed eller risikere liv, kærlighed eller omdømme for min kunst?

LEVE AF?

“Kan det interessere nogen?” kan ikke være grænse- og unikakunstens spørgsmål, men kun tilhøre kunsthåndværket. At interessere modtagere, som hellere ønsker noget kendt end noget udfordrende, fordrer at udøveren nedtoner egne behov for at presse grænser på materialevalgs- og indholdssiden og kun anvender  Continue reading “Leve af eller dø for kunsten?”