Kanalisering, taknemmelighed og taknemmelighed

– at glemme at sige tak.

 

Jeg deltager pt i et kursus om kreativ blokering. Ikke at jeg er blokeret, men jeg har mistet følelsen af betydning. Det jeg skriver har mistet sin værdi.

Jeg har glemt, HVORDAN det havde betydning for mig.

Da jeg var meget yngre, som menneske og forfatter, troede jeg på kanalisering: At noget udtrykte sig gennem mig, som jeg bare havde at få skrevet ned. Jeg indrettede derfor mit liv efter dét – arbejdede for at skrabe penge nok sammen til IKKE at skulle tjene penge, så jeg kunne skrive.

Jo flere gange jeg gjorde dét, jo sværere blev det at være skabende. Fordi jeg jo SKULLE udfylde tiden, jeg havde købt mig til, med kreativitet, med åbenhed, med kanalisering. Men som den 90-årige digter Ruth Stone fortalte Elizabeth Gilbert (10:03) i denne TED-talk fra 2009, så kommer digtene, når de kommer. Og de ikke bare kommer, de går ind i dig som en regulær KRAFT, og du har bar bare at stå til rådighed, NU. Hvilket var dét, jeg selv huskede, men jeg havde også opdaget, at mit liv med lønarbejde ikke stemte overens med at kunne kaste alting fra mig og fange digtet, når det passede at komme.

Elizabeth Gilbert fortæller så en anden historie (12:22) om Tom Waits, som hun interviewede, der en dag blev opfyldt at inspiration i en bil midt på motorvejen, uden mulighed for at kunne standse og skrive melodien ned, og derfor i desperation talte om mod himlen – bare for at have et sted at henvende sig til: Kan I ikke se, at jeg kører bil!? Er det muligt, at I kan henvende jer på et mere opportunt tidspunkt? – hvilket forandrede hans hele tilgang til den kreative proces. At han selv havde noget at skulle have sagt. At det ikke bare var et tab, når livet ikke lige passede til at kunne fange digtet eller melodien eller bare den kreative impuls.

I dag har jeg indstillet mig på, at jeg jo er digter, og at jeg ikke kan holde ud at være sammen med andre mennesker ret længe ad gangen, og at de keder mig, og at jeg keder mig, og at jeg på grund af denne måde, jeg lever på er pinedød nødt til at bevise, at jeg kan skrive ved at FORSØGE hele tiden – men uden at sætte mig ved computeren eller papiret. Nej, jeg laver andre ting, og så venter jeg på at det sker. Og naturligvis sker det, fordi jeg er sådan én sådan noget sker for, men jeg synes ikke det sker tit nok. Og jeg ved ikke, hvem jeg skal henvende det ankomne til, og jeg er generelt set ikke taknemmelig nok, når det kommer.

Som nærværende tekst, der godt nok handler om mig og ikke er synderlig potisk, men flyder ud af mig som en strøm.

TAK. Tak for at det er mig forundt at kunne skrive uden at skulle tænke over, hvad der skal stå. Jeg kan se ned på mine fingre eller se på skærmen eller se ud af vinduet, og teksten flyder stadig ud af hænderne i det tempo, som mit 7-fingersystem tillader det. Kanalisering.

Jeg er SÅ taknemmelig for det. At jeg har noget, som jeg kan. Som bliver mig givet.

Og så vil jeg bare gerne have, at det er poesi frem for, at det handler om mig. Please.

ok
en unge mand
fik en spadserestok
som han brugte til at stege marshmallows med
han tændte et bål i en halv olietønde
og spiddede så mange marshmallows der kunne være på spadeserestokken
og holdt det hele ind over brændet der var blevet til gløder
indtil alle marshmallows var bløde og duftede af brændt sukker

Det var dét.
Den unge mand spiste dem aldrig
kom nogen forbi tilbød ham dem af de brankede klumper
og af og til satte folk sig og talte med ham
og opdagede at han ikke
passede til deres forventninger

Tak for digtet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. jeg kan sagtens analysere det, men jeg ville aldrig have tænkt det. Eller bedt om det sådan i dag. Mine digte i dag, som jeg beder om, betragter jeg som en art renselse. Noget, der skal ud, for at noget andet kan komme ud. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor jeg ikke ser det ud fra det vejledende princip, der dominerer mig hjem, og som jeg har det fint med: At alting ligger øverst. Især det vigtige. At al tekst ligger øverst.

Fear is boring, and other tips for living a creative life

For at få det hele med, er man nødt til at undersøge, hvem Elizabeth Gilbert OGSÅ er. Det overlader jeg til læseren. Det nuancerer billedet af den kreative impetus og modtagelsen af inspiration, hvis blot man hengiver sig. Ikke alle er ens. Ikke alle er som Elizabeth Gilbert. Hun er sådan én markedet elsker.

En ren ESFP, Underholderen.

 

Åbent brev med opfordring til ændrede vilkår for deltagere i antologier

[Kilde]

I bunden af følgende brev angives kriterier for din tilkendegivelse af enighed, hvorefter dit navn føres på listen.


Kære forfatter og forlag

Vi er en række danske forfattere, der har bidraget til flere antologier både i Danmark og udlandet. Fælles for mange af antologierne har været, at bidraget har været ulønnet, ofte kun betalt af bibliotekspenge og et par frieksemplarer af værket, når det er blevet udgivet.

Vi er og har været meget glade for muligheden for at blive præsenteret på tryk, men er også blevet mere og mere opmærksomme på, at det er en uholdbar situation. Vi er endvidere glade for og stolte af, at der i de sidste ti-tyve år har været en kolossal opblomstring af novelleudgivelser og skrivning generelt i Danmark. Det er helt fantastisk, men tiden er inde til at ændre på de grundlæggende parametre for, hvordan vi gør dette.

Vi vil derfor gerne opfordre til, at følgende bliver gængs praksis, og vi har som udgangspunkt valgt kun at deltage i antologier, hvor nedenstående er opfyldt.

  1. Man betaler de bidragsydere, hvis værker man benytter i sine antologier.
  2. Forholdet mellem bidragsyder og forlag aftales i en kontrakt.
  3. De indsendte bidrag gennemgår en reel redaktionel proces, heriblandt sparring med de individuelle bidragsydere.
  4. Det færdige værk gennemgår korrektur.

Ad 1. Betaling

Betaling kan ske som et fast engangsvederlag (fx 500 kr. pr. novelle), der bliver betalt før udgivelse, som en procent af salget betalt årligt (sædvane er 15% af overskuddet delt mellem bidragsyderne) eller en kombination af disse.

Vi elsker novellegenren og kender problemstillingerne ved at udgive antologier og har derfor et par undtagelser, der åbner for, at udgivere kan komme i gang, og reelle con amore-projekter kan lade sig gøre (under det hører også de antologier, som diverse forfatterskoler udgiver som afslutning på et undervisningsforløb):

  1. Hvis antologien er lavet for at støtte et godt formål.
  2. Hvis forlaget er nystartet, og antologien er den første udgivelse.

I tilfælde af at antologien udformes som en konkurrence med en eller flere vindere, mener vi stadig, at alle de endelige bidragsydere til selve antologien bør aflønnes.

Ad 2. Kontrakt

Med kontrakt mener vi, at aftalen om brug af novellen udformes som en skriftlig kontrakt, der klart definerer pris, betaling, rettigheder, omfang, medier, årlig opgørelse, genoptryk mv., således at det er tydeligt for de involverede, hvad de siger ja til. Vi mener ikke, at der er behov for meget komplicerede aftaleforhold, blot at aftalen skal være eksplicit og transparent.

Ad 3. Redaktion

De individuelle bidrag skal gennemgå en redaktionel proces/samarbejde, hvor en ansvarshavende redaktør på antologien i dialog med den enkelte bidragsyder arbejder henimod at styrke, forbedre og optimere det enkelte antologibidrag. Dette omfatter, men begrænser sig ikke til, narrativ, sprogbrug, struktur og omskrivning.

Ad 4. Korrektur

Forlaget står for en korrektur. Korrekturlæsning bør følge Dansk Sprognævns seneste anbefalinger, medmindre der er lavet anden aftale mellem parterne. Forfatteren skal godkende den sidste korrektur, og eventuelle rettelser eller fejl opstået eller tilføjet efter denne, bemyndiger forfatteren til eventuelt at forlange bogen tilbagekaldt.

Vi håber på denne måde at kunne styrke og fremtidssikre et rigt udbud af nyskrevne danske noveller.

Listen ser ud som følger nu:

Forfattere

Lars Ahn
Carina Evytt
Majbrit Høyrup
Richard Ipsen
Karsten Brandt Knudsen
Kenneth Krabat
Patrick Leis
Jesper Rugaard
A. Silvestri
Thomas Strømsholt
Tenna Vagner
Gudrun Østergaard

der alle poster dette brev  mandag 12. april 2021, på sociale medier og vore blogs.

Forlag

Nils Anker Tønner-Oldefar (Forlaget Ildanach) – forlæggeren taler på Facebook

Ang. kriterier for din enighed foreslår vi følgende:

– du har fået trykt noveller i (danske) antologier
– du mener kontrakter i den forbindelse pt. er for dårlige / ikke-eksisterende
– du synes i al rimelighed, at også antologibidragydere får løn for deres arbejde
– du mener, at forlag skal kunne tilbyde kompetent redaktion og korrektur også ved antologiudgivelser
– du skriver under ved at sende dit ja til dantologideltager@gmail.com

Sidstnævnte ændring er for at gøre det til et bevidst valg. Bare at dele et link flytter ikke noget.

global parliament

the global parliament, or Earth Forum, is an idea I have entertained for a few years. In 2012 I called it World Council, (tumblr) (1000stemmer), which in brief was an idea to centralise a fact-gathering of global worries as topics for locals, professionals and other interested to comment on.

I realise I am not the only one speculating in the direction of a community driven council to the people of Earth, but with recent and sudden changes in global stressors I was inspired to finalise a framework comparable to community service.

Continue reading “global parliament”

At skyde sit krudt i den digitale kusse, 2

At gøre sig værdig til at blive taget imod af den kvinde, som aldrig har eksisteret.

 

Jeg arbejder, jeg handler, jeg agerer, jeg reagerer, jeg ER… jeg er mere testosteron end østrogen og jeg HÆLDER min energi i nettets store kusse, i den digitale fordringskværn for fællesskab og interaktion. Jeg er altid on-line; jeg ARBEJDER ALTID.

Jeg arbejder som enhver idiot-mand og idiot-kvinde nogen sinde har arbejdet: jeg arbejder som om jeg er alene i hele universet – som om jeg aldrig, aldrig, aldrig kan holde fri uden at udsætte mig for risikoen at blive kørt bag om dansen af de mere aktive, at blive udrangeret af de yngre og fysisk stærkere, eller ret og simpelt at dø som følge af manglende vedligehold af alle omstændigheder, der opretholder mit liv på alle fronter – økonomisk, politisk, socialt, følelsesmæssigt, familiemæssigt, uddannelsesmæssigt, indtjeningsmæssigt, skabende, inspirationsmæssigt…

Formålet er ganske simpelt, skønt ikke nemt at acceptere:

I et redeligt og ukompliceret billede, jeg selv kan forstå, knepper jeg den digitale kusse på daglig basis, sprøjter og sprøjter og sprøjter og sprøjter… en vedvarende udgydelse af kraft og liv for at berettige min eksistens på nettets, på interaktionens, den østrogene fællesskabsvirkeligheds præmisser. Continue reading “At skyde sit krudt i den digitale kusse, 2”

At skyde sit krudt i den digitale kusse, 1

Lavt selvværd er en socialdarwinistisk fravælgelsesmekanisme. Internettet som seksuel fetisch.

For nyligt læste jeg et blogindlæg om fordelene ved at være off-line, hvor fyr så kommenterede, at han først blev rigtig kreativ, når han holdt op med at arbejde, dvs. holdt ferie, og at ikke at være forbundet til Internettet for ham svarede til at holde fri fra arbejde eller tage en sabbat.

Jeg følte mig blotlagt med en skalpel: Jeg er konstant online. Jeg arbejder, når jeg er online. Hvilket vil sige, at jeg arbejder AL-TID.

  • Jeg arbejder for at udbrede min digtning.
  • Jeg arbejder for at vise min omverden, at jeg og min skrift er opmærksomhed og tid værdig
  • Jeg arbejder for at indsamle information om ting, jeg behøver at vide (om hvordan man bygger hus, reparerer cykel, bager brød, laver en sonetkrans osv.)
  • Jeg arbejder for at blive overrasket ved ubedt information (internettet er min voksen-skole)
  • Jeg arbejder for at holde mig orienteret om omstændigheder, der har min interesse og rører mit hjerte og influerer på min og mine kæres virkelighed
  • Jeg arbejder for at finde underholdning og sjov (jeg har ikke TV)
  • Jeg arbejder for at holde mine computere kørende i optimal stand (og af og til at hjælpe andre med samme)
  • Jeg arbejder for at tjene penge (kvalitetstjek af UI, User Interfaces, og usability)
  • Jeg arbejder for at forstå og håndtere netbank, skat og lignende institutioner
  • Jeg arbejder for at forstå og håndtere køb og salg uden fysiske møder, butikker, auktioner, brugtbørser osv.
  • Jeg arbejder for at blive og være bedre end alle kommunale og statslige online-automatiseringsforanstaltninger, der påvirker min økonomi, mit privatliv osv.
  • Jeg arbejder for at opretholde, vedligeholde og udbygge blog og website
  • Jeg arbejder for at skabe og holde kontakt til venner, familie, kolleger, og mennesker med interessante holdninger og særlig viden
  • Jeg arbejder for at spare tid, hvor jeg kan (f.eks. tjekke togtider online snarere end at sidde i telefonkø, tjekke priser på produkter snarere end at køre rundt osv.)
  • Jeg arbejder (hårdt) for at menneskeliggøre min IP-Avatar – det billede af min person, der ses samlet “på den anden side” af min IP-adresse – i databaseophobningen af historierne om min online interaktion (nogle foretrækker at anonymisere sig, men jeg mener, det er stort set umuligt; net-vær fordrer selvansvarlighed, hvad enten dette er en bevidst fiktiv eller en virkelighedsnær Avatar).

Ved at bruge ordet “arbejde” om min tidsomfattende digitale interaktion, f.eks. dette indlæg, som har taget 4 timer at skrive, forsvarer jeg min ret til at leve som jeg gør.

-> 2

dagbog: PET-skanning

aldeles udramatisk – indsprøjtning af radioaktivt sporstof (hvor sygeplejersken skyndte sig ud af rummet efterfølgende, fordi hun laver det hver dag, og skidtet ER radioaktivt). Stoffets halveringstid er på 110 minutter, hvilket vil sige, at det er halvt så radioaktivt efter godt 2 timer, og halvt igen efter 2, indtil det er skyllet ud af kroppen via nyrerne (4-6 timer ved rigelig væskeindtagelse). (I princippet må man så konkludere, at der via toilettet skilles ganske små mængder radioaktivt materiale ud til omgivelserne, som i teorien aldrig holder op med at være radioaktivt. Men i praksis er der stråling mange steder fra, herunder også baggrundsstråling fra universet, så det betyder ikke noget. Tror jeg.)

Dernæst slappe af 1 time uden aktiviteter, fordi stoffet flyder med blodet op i hjernen alle de steder, der er aktivitet. Og stoffet ér som sagt radioaktivt, så det er bedst at undgå det steder, hvor det ikke behøves. Altså, ingen bøger, og ned i zen-mode. Total afslapning. Ingen problemer, fordi jeg ikke mærkede den fjerneste angst eller frygt.

Sært nok er jeg helt rolig omkring alt det her – fuldstændig overbevist om, at der intet er galt. Jeg har tænkt, om jeg har dødsdrift. Hvilket er sådan noget, man helst ikke skal tale om, Måske er jeg bare urealistisk. Men jeg tror, jeg bare er hengivet omstændighederne i dét omfang, jeg føler jeg ingen indflydelse har. Og indtil det modsatte er bevidst, fejler jeg ingenting. Og når de har konstateret dét, de anatomiske læger, kan jeg rette opmærksomheden fuldt og helt på følelsen i min brystkasse.

Efter 55 minutters søvn blev jeg sendt ud at tisse, og så ind i PET-skanneren, som er den type skanner, der laver lodrette “snit” af kroppen, så man kan gå den igennem som spegepølseskiver. Den er så hér kombineret med en røntgenskanner, en CAT-skanner, der arbejder 2-dimensionelt på knoglestrukturen – og som nøgle i lås bliver lægerne ved at kombinere de to informationsmaterialer i stand til at se et fuldt billede af hele kroppen.

Undervejs skanningen indsprøjes et stof, som virker kar-udvidende – det føles som om man bevæger ekstremiteterne – fingre og fødder – meget tæt på et bål, men er overstået smertefrit på 30 sekunder.

Skanning: 45 minutter. Totalt knap 2 timer.

Svar fredag morgen. Så skifter verden karakter igen. Uanset hvad… 😉