global parliament

Share

the global parliament, or Earth Forum, is an idea I have entertained for a few years. In 2012 I called it World Council, which in brief was an idea to centralise a fact-gathering of global worries as topics for locals, professionals and other interested to comment on.

I realise I am not the only one speculating in the direction of a community driven council to the people of Earth, but with recent and sudden changes in global stressors I was inspired to finalise a framework comparable to community service.

Læs videre “global parliament”

At skyde sit krudt i den digitale kusse, 2

At gøre sig værdig til at blive taget imod af den kvinde, som aldrig har eksisteret.

Share

 

Jeg arbejder, jeg handler, jeg agerer, jeg reagerer, jeg ER… jeg er mere testosteron end østrogen og jeg HÆLDER min energi i nettets store kusse, i den digitale fordringskværn for fællesskab og interaktion. Jeg er altid on-line; jeg ARBEJDER ALTID.

Jeg arbejder som enhver idiot-mand og idiot-kvinde nogen sinde har arbejdet: jeg arbejder som om jeg er alene i hele universet – som om jeg aldrig, aldrig, aldrig kan holde fri uden at udsætte mig for risikoen at blive kørt bag om dansen af de mere aktive, at blive udrangeret af de yngre og fysisk stærkere, eller ret og simpelt at dø som følge af manglende vedligehold af alle omstændigheder, der opretholder mit liv på alle fronter – økonomisk, politisk, socialt, følelsesmæssigt, familiemæssigt, uddannelsesmæssigt, indtjeningsmæssigt, skabende, inspirationsmæssigt…

Formålet er ganske simpelt, skønt ikke nemt at acceptere:

I et redeligt og ukompliceret billede, jeg selv kan forstå, knepper jeg den digitale kusse på daglig basis, sprøjter og sprøjter og sprøjter og sprøjter… en vedvarende udgydelse af kraft og liv for at berettige min eksistens på nettets, på interaktionens, den østrogene fællesskabsvirkeligheds præmisser. Læs videre “At skyde sit krudt i den digitale kusse, 2”

At skyde sit krudt i den digitale kusse, 1

Lavt selvværd er en socialdarwinistisk fravælgelsesmekanisme. Internettet som seksuel fetisch.

Share

For nyligt læste jeg et blogindlæg om fordelene ved at være off-line, hvor fyr så kommenterede, at han først blev rigtig kreativ, når han holdt op med at arbejde, dvs. holdt ferie, og at ikke at være forbundet til Internettet for ham svarede til at holde fri fra arbejde eller tage en sabbat.

Jeg følte mig blotlagt med en skalpel: Jeg er konstant online. Jeg arbejder, når jeg er online. Hvilket vil sige, at jeg arbejder AL-TID.

  • Jeg arbejder for at udbrede min digtning.
  • Jeg arbejder for at vise min omverden, at jeg og min skrift er opmærksomhed og tid værdig
  • Jeg arbejder for at indsamle information om ting, jeg behøver at vide (om hvordan man bygger hus, reparerer cykel, bager brød, laver en sonetkrans osv.)
  • Jeg arbejder for at blive overrasket ved ubedt information (internettet er min voksen-skole)
  • Jeg arbejder for at holde mig orienteret om omstændigheder, der har min interesse og rører mit hjerte og influerer på min og mine kæres virkelighed
  • Jeg arbejder for at finde underholdning og sjov (jeg har ikke TV)
  • Jeg arbejder for at holde mine computere kørende i optimal stand (og af og til at hjælpe andre med samme)
  • Jeg arbejder for at tjene penge (kvalitetstjek af UI, User Interfaces, og usability)
  • Jeg arbejder for at forstå og håndtere netbank, skat og lignende institutioner
  • Jeg arbejder for at forstå og håndtere køb og salg uden fysiske møder, butikker, auktioner, brugtbørser osv.
  • Jeg arbejder for at blive og være bedre end alle kommunale og statslige online-automatiseringsforanstaltninger, der påvirker min økonomi, mit privatliv osv.
  • Jeg arbejder for at opretholde, vedligeholde og udbygge blog og website
  • Jeg arbejder for at skabe og holde kontakt til venner, familie, kolleger, og mennesker med interessante holdninger og særlig viden
  • Jeg arbejder for at spare tid, hvor jeg kan (f.eks. tjekke togtider online snarere end at sidde i telefonkø, tjekke priser på produkter snarere end at køre rundt osv.)
  • Jeg arbejder (hårdt) for at menneskeliggøre min IP-Avatar – det billede af min person, der ses samlet “på den anden side” af min IP-adresse – i databaseophobningen af historierne om min online interaktion (nogle foretrækker at anonymisere sig, men jeg mener, det er stort set umuligt; net-vær fordrer selvansvarlighed, hvad enten dette er en bevidst fiktiv eller en virkelighedsnær Avatar).

Ved at bruge ordet “arbejde” om min tidsomfattende digitale interaktion, f.eks. dette indlæg, som har taget 4 timer at skrive, forsvarer jeg min ret til at leve som jeg gør.

-> 2

dagbog: PET-skanning

Share

aldeles udramatisk – indsprøjtning af radioaktivt sporstof (hvor sygeplejersken skyndte sig ud af rummet efterfølgende, fordi hun laver det hver dag, og skidtet ER radioaktivt). Stoffets halveringstid er på 110 minutter, hvilket vil sige, at det er halvt så radioaktivt efter godt 2 timer, og halvt igen efter 2, indtil det er skyllet ud af kroppen via nyrerne (4-6 timer ved rigelig væskeindtagelse). (I princippet må man så konkludere, at der via toilettet skilles ganske små mængder radioaktivt materiale ud til omgivelserne, som i teorien aldrig holder op med at være radioaktivt. Men i praksis er der stråling mange steder fra, herunder også baggrundsstråling fra universet, så det betyder ikke noget. Tror jeg.)

Dernæst slappe af 1 time uden aktiviteter, fordi stoffet flyder med blodet op i hjernen alle de steder, der er aktivitet. Og stoffet ér som sagt radioaktivt, så det er bedst at undgå det steder, hvor det ikke behøves. Altså, ingen bøger, og ned i zen-mode. Total afslapning. Ingen problemer, fordi jeg ikke mærkede den fjerneste angst eller frygt.

Sært nok er jeg helt rolig omkring alt det her – fuldstændig overbevist om, at der intet er galt. Jeg har tænkt, om jeg har dødsdrift. Hvilket er sådan noget, man helst ikke skal tale om, Måske er jeg bare urealistisk. Men jeg tror, jeg bare er hengivet omstændighederne i dét omfang, jeg føler jeg ingen indflydelse har. Og indtil det modsatte er bevidst, fejler jeg ingenting. Og når de har konstateret dét, de anatomiske læger, kan jeg rette opmærksomheden fuldt og helt på følelsen i min brystkasse.

Efter 55 minutters søvn blev jeg sendt ud at tisse, og så ind i PET-skanneren, som er den type skanner, der laver lodrette “snit” af kroppen, så man kan gå den igennem som spegepølseskiver. Den er så hér kombineret med en røntgenskanner, en CAT-skanner, der arbejder 2-dimensionelt på knoglestrukturen – og som nøgle i lås bliver lægerne ved at kombinere de to informationsmaterialer i stand til at se et fuldt billede af hele kroppen.

Undervejs skanningen indsprøjes et stof, som virker kar-udvidende – det føles som om man bevæger ekstremiteterne – fingre og fødder – meget tæt på et bål, men er overstået smertefrit på 30 sekunder.

Skanning: 45 minutter. Totalt knap 2 timer.

Svar fredag morgen. Så skifter verden karakter igen. Uanset hvad… 😉