huden på de kanter

 

– jeget rundet af København, den lille storby, også tvangsfornyet udgjort af områder der aldrig taler sammen, alligevel kæmper for maksimal ønskværdighed, alternativt viger for invasionen af politisk korrekthed, for indsprøjtningerne af nye familiers énsartede overskud,
i byen penge,
i sindets fremtid,
i stræben mod lyset, bort fra gloseficering af mørket,
der stræbes mod et landskab af cementopfyldte kælderlokaler,
der stræbes fra politisk lavtliggende øer i verdenshavet, mod fremtiden fortsat temporær og nutiden mål for al nødvendighed

– jeget går under i morgen, jeget og byen har en ny ham i morgen, huden i går kastet for at udholde at leve for løgnene fantasierne fortielserne om hvad alting var og hvorfor ikke, resultaterne synlige, jeget dagligt genfødt, arbejderfamiliens sommerhus solgt, aftægten realiseret, familien kortvarende nyrig, penge varmer ikke, men de er rare at have,
var dét dét?!

– jeget går og kommer tilbage, går og kommer igen,
jeget går og returnerer indskuddet, går og går ikke, byen ud af manden går ikke, manden ud af byen nej den grønne natur ér kun så grøn som hjernen der ser,
kun så smuk,
kun så skøn, fantastisk, jeget rundet af alting uset, manglen på historie og af pengenes natur, dagens nødvendighed held og lykke! nabolagets tæft og hæfte, lim og lys, vi er Havnen hér,
VI’et er Havnen,
OS’et er Havnen hver for sig, dér hvor livet begynder, hvor alt hører op,
blindheden dén begynder 2 gader væk, selv ikke skolen kan lave om på dét, siden kvarteret kortvarigt vækstet af gadens unge sammen, alle voksne fortsat buret inde, pendlerzonen har udgang fredag aften til søndag nat, drømmene veksles til længsler når TV’et slukkes, intet findes virkeligt,
alt er alt

– eller også findes intet.

– Østerbro,

Verdens KEDELIGSTE godnathistorie

kapitel 1

der er den historie om mig, der ser ind i spejlet, og ser mig derinde se mig se på mig, der ser på mig, der ser på mig der ser på mig inde i spejlet, der ser på mig der ser på mig inde i spejlet der ser på mig der ser på mig der ser på mig der ser derinde i spejlet på mig, der ser på mig se på mig se på mig. 

kapitel 2

men jeg ser på mig inde i spejlet se på mig, der ser på mig se på mig der ser på mig inde i spejlet, SOM ser på mig der ser på mig se på mig se på mig se på mig se på mig se på mig se på mig, der ser på mig se på mig, der ser på mig se på mig der ser på mig se på mig, der ser, ser jeg på mig, der ser på mig se på mig.

Kapitel 3

begge ser vi på hinanden se på på hinanden se på hinanden se på hinanden se på hinanden se på hinanden, der ser på hinanden se på hinanden, mens vi ser på hinandens øjne på den andens blik på vores fremtonings nedstirren af den andens kølighed på vores myndige fastholdelse af den andens blik og fremtoning.

Kapitel 4

og så vendte en af os sig væk og den anden gjorde sikkert det samme, og så ventede vi på, hvem der først gav sig, og har en af os ikke givet sig, så står vi der endnu. Snip snap filli kageklap.

HVOR DE BOR

– kortprosa

Nu forsøger jeg igen. Skrive noget, impuls til at skrive, jeg skal snart op, jeg bør forsøge at soge, jeg vil hellere forsøge at skrive, men der er ikke noget at skrive om, jeg har gjort en veninde glad med hjælp til huset, jeg har kørt far til hans kæreste i nordjylland, jeg har fået udgivet digte som mit alter ego, har ikke lyst til at skrive noget af mit eget.

Se, det var vel en slags dagbogsindlæg. Det burde være LSD eller hash, måske 40 timer uden søvn eller bare lade døgnet rotere ved at sove og stå efter behov, bryde monotonien inden jeg dør, før jeg dør, indtil jeg dør.

Det var morsomt, ufrivilligt morsom, alt jeg gør er META, der ér ikke andet længere, jeg nyder at se fornemme mine hænder arbejde, når automatskriften kører, både fremad og i rettelse, fire fingre på den ene hånd, max 2 på den anden, det er 42 fingre lige ned i halsen, jeg vil ikke sige det imod, det var fingrene der skrev det, og kun den voldsomt sekundære, medlevende bevidsthed, der godkendte det.

Tænk, at jeg kan blive uenig med mig selv, men kun kort, så holder det op, så falder regnen, så ser vi på hinanden og på os selv, så sner det, så fryser vi, så bliver alting så normalt, så skinner solen, så mister vi os selv til hinanden på en gammel rebbro over Ganges, det er i Indien, din spasser, dér hvor de dør, jeg burde nok have rettet baglæns og således slettet enhver historisk fiksering, ingen skal vide, at jeg har levet i nogen tidsalder, jeg vil ikke skyldes for noget, jeg vil

så meget, jeg vil virkelig gerne så meget, jeg er utilstrækkelige optioner stillet op for børn at kaste dåseflødeskumskager efter, jeg falder nu, jeg kan mærke at det kommer nu. I stedet går så alting langsommere, bemærk at linjerne er befriede for navne og steder og udsagn og anekdoter, jeg begriber ikke hvordan det er lykkes at lokke nogen helt herned på siden på så lidt. Der kommer ikke mere. Jeg siger det lige ud. Nærværende er så højt det svinger sig.

Der bor mennesker i Oldenburg. Der bor hunde.

Omtale: Manden i den hvide kittel

Genfødt!

 

Ovre på Thomas Gluds blog, Om kunsten om kunsten og kunsten  ligger en længere, nær-mirakuløs anmeldelse af “den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel 1987-2004” (eller er det 2003? Kan aldrig huske det). “Mirakuløs” ikke mindst, fordi en anmeldelse og dermed samlet ind-læsning nu findes, og fordi dén gør MidHK tilgængelig.

Det var det bedste begyndelse på dagen, jeg kunne have ønsket mig!

Om kunsten om kunsten og kunsten: Anm. Manden i den hvide kittel – Kenneth Krabat.

eBogen kan hentes i ebutikken, og betales for efter endt læsning ved at bruge linket forrest i ebogen. Hvis du sender din emailadresse til forlagetsesne [at] menneske.dk, at du har købt, får du en lille glædesgave i dagens anledning.

OF BEES AND MEN – a new beginning

the hunger of none

It was said that bees were vanishing without a trace. That in a world without bees humans would die and go hungry. That was mostly true. As it turned out only half a billion people died, the majority due to individual panic and national outbreaks of egotism. What no one spoke of was the diminished variety of plant life as a result of lack of pollination. And before science could come up with global solutions, un-pollinated plant life outside of manual and mechanical pollination efforts could feed no insects craving sugars of flowers, and no insects could feed no birds, and no birds no bigger birds and no bird droppings and bird carcasses and eggs feeding no insects and worms and carnivores on the ground, feeding no larger carnivores and other herbivores living off of the ground, and slowly, but securely every bit of land outside of manageable crop areas became devoid of animal life, which either struggled unfairly with humans for a brief while, or just gave up and died out. Nobody thought so much could predictably become lost. But no one, possibly due to all predictions being borne out of statistics, absolutely no one predicted the loss of nature’s beauty. Within ten years children were being borne, who never sang a ladybird up to negotiate for sunny weather; there were no longer any ladybirds. And these children as well as everyone else knew only of birds in cages. And foxes in stories and cougars and beavers and badgers and deer stuffed and in zoos here and there, their population diminishing as there were no new ones in open nature to replace those injured or dying of old age, or those born dead or malformed.

People learned. Fast – but too late in the general sense of the word. In a scant few years Nature lost the majority of the spectrum of colors. And where before birds and insects would break the monotony of a walk, now all forests of the world were quiet. Not a sound besides the wind. And even that could not dispel the planet’s largest and most ominous ghost that true nature had become. Soon normal people dared not enter the woods, even during the day. Artificial housing, of which there were many at first, circling crops without need of pollination, became the sanctuary’s and the remains of humanity. And slowly the forests and the plains and the mountains were forgotten and became as they were thought of: Wastelands, where only imaginary beasts and fears hunted, and to catch those sensitive enough for such speculation.

This was the new time of creation. In the minds of men and transported into the empty lands by those craving sensations and fear and the rush of a challenge, and the rest of the satiated had no marks to leave. In the wilderness new life in new forms and shapes came into the world that were partly human, part… other things; mostly of darkness.

This story intends to deal mostly with those of light, against heavy odds it will seek them out and measure their value.

Wasn’t that, what beauty was for? Comparison?

som blod – en momentan samling

jeg ser ikke mine mønstre, når de dukker op, for de dukker op, når jeg ser dem. Det er omgående tilblivelse, puf, en tanke og i samme puf, et mønster. Man kan sige, at mønstrene og mig vi er ét. Ikke, at dét gerne varer særlig længe.

Af og til er der længe mellem mønstrenes opdukken. Alt liv imellem-hér er stille. Mindre tale, mindre varme, større tilbøjelighed til frygt. Jeg findes ikke så meget.

Dét har selvklart sit eget mønster: Ikke så megen erindring om gentagelsers kommen og gåen som tidevandet, som det er kraft i et snævert kredsløb, der totalt set af og til må vente på, at trykket stiger igen.

Dræbersneglen fra Venus, twitterprosa

Dræbersnegle er ikke, hvad de har været.

 

(klik på minuttallet for at komme til tweet)

twitter.com 6.8.2011 21.42-21.51
   
  krabat kenneth krabat
0
6 minutes ago Favorite Reply Delete
  krabat kenneth krabat
1
8 minutes ago
  krabat kenneth krabat
2
8 minutes ago
  krabat kenneth krabat
3
9 minutes ago
  krabat kenneth krabat
4
9 minutes ago
  krabat kenneth krabat
5
9 minutes ago
  krabat kenneth krabat
6
9 minutes ago
  krabat kenneth krabat
7
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
8
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
9
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
10
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
11
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
12
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
13
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
14
11 minutes ago
  krabat kenneth krabat
15
13 minutes ago
  krabat kenneth krabat
16
13 minutes ago
  krabat kenneth krabat
17
14 minutes ago


Dræbersneglen fra Venus.pdf som tekst

VERDEN FINDES 1

Et menneske fødes ikke skabt til at miste.

 

Et menneske fødes ikke skabt til at miste. Et menneske skabes til at række efter det anede, at fortabe sig i kærligheden til de andre, til skabelsen som den kommer til hjertet i kunst og natur og sprog og gode gerninger. Livet underviser i tab. Livet tar. Og menneskene gir og gir og gir og gir og gir. Der er ingen belønning ud over følelsen, når hjertet åbner sig. Når skønheden springer mellem menneske og verden. For disse øjeblikke lever de fleste. Uden disse øjeblikke er Livet Helvede.

 

DIGT: alfabetisk forhold:

Langpoesi.

Umiddelbart alfabetisk, deres forhold. Deres forholden sig – til hinanden. Til
sexen. Til diskussionerne, i naturlig progression til skænderi. Til forsoninger
og udforskninger. A for Armod, Aggression, Ahhh, B for Busted, Bedrag,
Behagesyge, C for Cirka det hele, D for Dynamisk, Dum, Dejligt Dullet, E og
så videre, for de kom overalt, i alle egne, ikke dén detalje de ikke kunne sætte
navn på – men straks opgivende, hvis vidner spurgte til sammenhængen de
enkelte definitioner imellem, selv ikke med hinanden til hjælp kunne de
skabe disse forbindelser, den endelige transformation til overgivelse og
endelig opgivelse af dem begge opfattet som regulært forrædderi, al videre
diskussion unødvendigjort på et øjeblik: Uden at konsultere med Hende
vendte Han sig frustreret mod en uforstående: Men vi taler ikke i hele
sætninger!!! Bruddet fulgte kort derefter, i timerne det tog at pakke ledsaget af
almindeligheder som: rækker du mig lige…, vil du ha den her eller ka jeg…,
o. lign, hvilket med ukarakteristisk afgivelse af nydelse fokuserede dem begge
mod at gøre sceancen kort. Det gjorde ganske enkelt for ondt.