Universel jonglering efter de 50

Med mindst 3 verdener i luften er der nok at se til.

5._Man_Juggling_His_Own_Head_Unidentified_artistKære kenneth,

Nu, hvor DU er blevet 50, forventes det at du trækker dig og lader andre komme til fadet. Ingen har længere særlige forventninger til dig. Du skal ikke mere. Du har ingen børn, og derfor intet ansvar. Dine bøger angiver ikke potentiale for større eller vigtigere skrift, så du behøver ikke anstrenge dig. Din virkelighed berører nogle få mennesker, som godt nok vil mærke det, hvis du forsvinder, men smerten bliver før eller siden alle til del. Du har kun pligt til at sørge for ikke at være til urimelig belastning for nogen – for samfundet, dine forældre, dine venner, dine partnere, dine læsere, dine fjender.

Det er den officielle version.

Uofficielt, eller privat, er det af største betydning, at du holder op med at klage. At du griber fat i noget, der har eller kan få betydning for dig. At du deler af din erfaring, så den spreder sig ud i samfundet som ringe i vand. At du taler om alt, du ved, så dine ord og tanker fortsat kan være dine børn. Så dine børn kan få børn. Så menneskelivets tanker kan fortsætte, fordi det er alt, vi kan. At du viser dine mennesker, at du holder af dem, fordi alle mennesker lever af kærlighed, på kærlighed, for muligheden for kærlighed.
        At fylde eksistensen med relationer, med historie og historier, er ikke fattigt eller meningsløst. Den såkaldte illusion om dét, der giver livet værdi, ér ingen illusion: Der ér vitterlig ikke noget i tomrummet, hvis ingen fylder noget i.

Forestillingen derimod, eller den kunstneriske version, kan være som du selv gør den. DU kan uden bevisførsel hævde, at det eksistentielle tomrum ikke er tomt. At det er lige så fyldt med betydning og værdi som en kiste begravet på en ø markeret med kryds på et skattekort gemt i træbenet på en pirat, som alle leder efter, levende eller død. Eller at det eksistentielle tomrum er fyldt på samme måde som det ydre rum er fyldt af Hicks’ nu påviste partikel. Eller at det er propfyldt ene og alene af ord, der ikke er sat sammen endnu, og at spejlingen i sprog viser et menneskes beherskelse af tankerne, der sætter ord sammen, tilfældigt eller målrettet beskrivende, og dermed sin beherskelse af eksistensen, målretning af eksistensen, værdisættelse af eksistensen, bekræftelse af eksistensen.

Den officielle version er sand.

Den uofficielle er sand.

Den kunstneriske er sand.

kenneth 50, lonnis fotoHvilket ikke skaber et diverst univers. Blot mindst 3 universer, der findes samtidig. Og der er flere endnu, hvis du gider. Eller synes det er interessant.

Er det interessant? Gider du? Du skal fortsat give uden at kunne forvente noget retur. Ingen, der takker dig; ingen, der betaler for din eksistens; ingen, der beviseligt behøver dig. Du vil findes i andres øjne lejlighedsvist, men kan aldrig blive et barn igen. Aldrig få den fulde opmærksomhed. Aldrig være fuldstændig tryg.

Kan du dét?

Det må du besvare for dig selv. For ingen anden har det fulde svar. Selvom mange når hertil, hvor du selv er lige nu. Med mindst tre universer i luften på samme tid.

 

 

Gadaffi Safehouse (Jeg læser op i LiteraturHaus 1.2.13 kl 17)

“Kenneth Krabat gør sine ting” i følge programmet

gadaffi safehouse program

gadaffi safehouse

Det bliver så min første oplæsning som 50-årig. Det bliver ømt.

Gadaffi Safehouse
VerZion EinZ
Fredag 1. feb 2013, 17-22, Literaturhaus, Møllegade 7
* Kenneth Krabat gør sine ting. * Einstein and the Genius feat. Helle Thun og Lars Koldkjær * Thore Bjørnvig holder Dommedage over os alle. HER. NU. IGEN (ny bog). * Niels Christiansen, guitar, akkompagnerer og brænder * Rune Engelbreth Larsen læser fra sine to digtsamlinger * Morten E Nørskov er ikke sin nye bog Alvas far får en børnecheck
Special guests: ars e + Jant uropfører VerZion Einz – direct aus Europa. Ver- Zion Einz er et manifest tænkt på 7 europæiske sprog og tilblivende i et ot- tende. Musikken er skrevet af Throbbing Gristtle. Alle materialer i opførelsen er indsamlet og købt for mindre end en euro og kan anskaffes i langt hovedparten af Europas Velassorterede Lande (EVL). Videomaterialet er produceret i sa- marbejde med Der Spiegel des Schmidtes auf Ulm der var med på deres live tour gennem Europa forår og sommer 2012

Mads Dam er aftenens lysfantast. Arrangører: forlagene tab&nar, Fahrenheit og Harvesting Press fredag

 

LYD: Sang om forbi

For fire stemmer.

SANG OM FORBI

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Jo, én af de 4 stemmer synger ude af harmoni. Den er tonet ned, men den er der. Det er ikke en fejl.

Til gengæld var det en fejl at synge “fordi”, men jeg beholdt den, fordi en fastholdelse af titlen dermed kunne uddybe hele teksten.

SANG OM FORBI

Dette er en sang om fordi

bladene blev ikke hængende

der var sgu nok ikke mere at sie

 

jeg ville værne om

det sande det underlige

men der var sgu nok bare ikke

mere at sie

Optaget, indtalt tekst [link]
Og se under “KRABATEN” i menuen

Udgivelse: Lige Under Overfladen 6 – Fremmed Stjerne

“Genopfindelsen af Sorg” hedder mit bidrag.

 

For sjette gang har Science Fiction Cirkels forlag med Carl-Eddy Skovgaard ved roret indsamlet noveller til en så eksklusiv event som en dansk Science Fiction-antologi.

Jeg bidrager med en af de længere noveller – Genopfindelsen af Sorg: Når man kan tænke alt andet ind og ud af eksistens eller synlighed, hvordan forholder man sig så til det faktum, at man ikke med sin Tænken kan påvirke sit eget liv?
[læseuddrag]

Titel: Fremmed Stjerne – Lige Under Overfladen 6
Udgivelse: 15. august 2012
Pris:  298,- (det er billigt!)
Sideantal: 400
Omslag: Manfred Christensen
ISBN: 978-87-90592-65-3
Forlag: SFC 2012

Bidragydere:

Flemming R. P. Rasch: Hotellet ved verdens ende
Sofie Boysen: Savner du din far?
Hanne Rump: At bede en stille bøn
Mogens Graae Hansen: Hvad man ønsker
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Orm
Maria Kjær-Madsen: Aldrig mere svag
Lise Andreasen & Glen Stihmøe: Samtaler på bryllupsdagen
Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden
Mikkel Harris Carlsen: Dette er mit legeme
Richard Ipsen: Jeg husker alt
Kenneth Krabat: Genopfindelsen af sorg
Gry Pil Lund Ranfelt: Den lykkelige slutning
Oliver Ruby: Hvis dette var science-fiction . . .
Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag
Maik Jensen: Museumsinspektøren
Lars Ahn Pedersen: Zoo
Klaus Æ. Mogensen: Julemandens store nat
Bjarke Sølverbæk: Maskinen der skrev
A. Silvestri: Højdepunkt
Manfred Christiansen: Peblingesøen
Michael KampFremmed stjerne
Simon Christiansen: Roboethius de Dacia
Lonni KrauseSlagelse versus Kuiperbæltet
Patrick Leis: Utilsigtede bivirkninger
Gudrun Østergaard: Sidst på eftermiddagen, først på aftenen
Nikolaj Johansen: Atomvinter
Henning Andersen: Aldrig skal forlade dig

Genopfindelsen af Sorg
(et læseuddrag fra 2. afsnit) 


Han Ryddede op efter måltidet og gik i bad for også at vaske det nye blod af sig. Han var stadig sulten. Næsten ubevidst Satte han to doner fra nærmeste fødecyklus i leveringskø til senere. Understregede: De skal være livlige!

Under badet strejfede tanken ham for hundredeenogtyvetusinde gang: Hvorfor kan ingen Folke bruge Tanken på sig selv? Ingen ville skulle bruge transportmaskiner og ingen ville behøve at dø. Og for hundredeenogtyvetusinde gang besvarede tanken sig selv med Ophavets uangribelige tilbagevisning: ”Vi ved ikke hvorfor, men det kan vi ikke”.

Selvfølgelig var hans andel i Fællesskabets forståelsesforsøg lig alle andres, men at have renset sig, og stykket alle ubesvarelige spørgsmål pænt væk i afklaret bevidsthed, når man storFluxede, var tegn på omsorg. Efter en vis alder ikke at lægge dette spørgsmål til debat, selv ikke med nære, med FædreMødre eller bare ens egen nærkritiker, var tillige et anerkendt tegn på modenhed.

Var han umoden? Han kunne tydeligvis ikke blive færdig med spørgsmålet om selvPåvirkning; at forestille sig at kunne Bruge sine medfødte evner på sig selv, frem for kun på andre og andet, var som at have en kløe lige på midten, hvor man aldrig kunne nå uden at skrabe mod noget!

Efter badet, og efter have spist igen, denne gang alt for meget og for hurtigt – de var usædvanligt livlige og store, de reserverede doner – var han rastløs.

Han havde lyst til at gå i subflux, men selv dét forekom for distraherende til at holde tankerne fokuseret på arbejdet. I stedet fladede han ud med fuldt lysindfald helt henne ved udsigten, og forsøgte at falde til ro dér i varmen.

Han var jævnligt i subflux med Folker, han aldrig fysisk havde mødt og følgelig aldrig synkroniseret med. Subfluxgruppen delte fascinationen ved forestillingen om selvTænken. I gruppen kunne enhver bidrage med spekulationer og erfaringer med egne forsøg og idéer, uden sidenhen at kunne viderebringe samtalepartneres tanker og aspirationer og – hvad der var vigtigere – ikke blive anklaget for selv at bruge af andres progression til egen fremhævelse.

Det var altid spændende at udveksle i subflux. Forestillingen alene, at en af hans kontakter dér skulle patentere den illusoriske selvPåvirkning, som alle – helt tilbage til Ophavet – så vedvarende tilbageviste, var et stærkt incitament for afmålt og præcis kommunikation.

Han havde lige så ofte tænkt, at det ville gå meget hurtigere, hvis ikke alle gjorde lige som han. Hvis de bare dækkede sig mindre ind, eller fejlede i deres maskering af intentioner og erfaring… Han håbede og ønskede, at de ville. Så hans chancer for at blive dén, der kom til den største indsigt, ville vokse… Så han kunne være dén, der ledte vejen for alle andre…

Et indgående opkald afbrød hans behagelige forestillinger. Autosvaret, han havde indtalt tre dage forinden, gav besked om, at han arbejdede, men han lyttede med på linien.

“Du kender mig som HagoX23.”

HagoX23 var en af hans kontakter fra subflux. Den mest forstyrrede og irrationelle – men samtidig også den mest tankevækkende af dem alle. Opkaldet i sig selv var et enestående brud på alle uudtalte regler mellem subfluxkontakter. Hans overhud føltes med ét helt tør og stram og han Bragte sin transporter tættere på maskinens højtaler.

Stemmen fortsatte med at tale til optageren: “Jeg Tænkte invasionen bort. Den var meget forstyrrende. Jeg udvalgte én af de centrale invadører og Tænkte resten i fødecyklus. Dette væsen er Isoleret hér…”

Et talkodekoordinat fulgte, som maskinen oversatte til et 3D-kort med et koordinat og mødetidspunkt, der svævede over højtaleren.

“… Og jeg har udvalgt fem af jer til at deltage i et lille eksperiment. Snarest. Jeg ved, at I vil komme. Intet protokolbrud.”

Udsagnet fik hans overhud til at bølge og pletstivne. Et eksperiment! Intet protokolbrud betød ingen åbenlys synlighed. Alle skulle opretholde subflux under mødet. Han havde aldrig prøvet elektrofeltblokering. Selvfølgelig måtte han af sted!

Ét var ikke at kunne fluxe i subfluxnetværket – hvilket var betryggende på mange niveauer. Noget helt andet var rent faktisk at være i nærheden af Folker, han så længe havde debatteret med, uden at kunne opnå fælles bevidsthed – fordi en anden (HagoX23) anså et ”eksperiment” som så vigtigt, at han eller hun turde risikere alt ved at sætte udvalgte subfluxere fysisk stævne …

Forestillingen om isolation i nærheden af andre var meget stimulerende. En ny og skræmmende følelse, der måske ikke ville hue Fællesskabet. Men stimulerende ikke desto mindre.

“… Du vil ikke fortryde.”

 

Omtale: Manden i den hvide kittel

Genfødt!

 

Ovre på Thomas Gluds blog, Om kunsten om kunsten og kunsten  ligger en længere, nær-mirakuløs anmeldelse af “den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel 1987-2004” (eller er det 2003? Kan aldrig huske det). “Mirakuløs” ikke mindst, fordi en anmeldelse og dermed samlet ind-læsning nu findes, og fordi dén gør MidHK tilgængelig.

Det var det bedste begyndelse på dagen, jeg kunne have ønsket mig!

Om kunsten om kunsten og kunsten: Anm. Manden i den hvide kittel – Kenneth Krabat.

eBogen kan hentes i ebutikken, og betales for efter endt læsning ved at bruge linket forrest i ebogen. Hvis du sender din emailadresse til forlagetsesne [at] menneske.dk, at du har købt, får du en lille glædesgave i dagens anledning.

Litterært nulpunkt 2: Livsvinter

Og efter Vinter følger Vår, spørgsmålet er bare hvornår!

 

Det er godt at have en terapeut. Som kan bane vejen gennem moradset og lade mig have de følelser jeg har – uden at behøve at finde fejl ved hverken mig selv eller andre. Som definerer det dysfunktionelle som “overlevelsesstrategier” og alle følelser som “nødvendige i øjeblikket”.

Jeg leder efter holdepunkter. Et holdepunkt træder frem under samtalen med terapeuten: Hvad der føles som en kommende eller nuværende død med isolation fra følelser og værdier er en livsvinter.

Livet består af cykler og kan i et “naturligt” længde livsforløb ses som sådan: barndom, voksen, alderdom, død. Alle mennesker gennemgår cykler med begyndelse, midte, afslutning og venten – en relation kan rumme sådanne cykler og nå til et punkt, hvor alt føles dødt eller opbrugt; det kan også være et arbejde, et projekt, et formål med livet, et bestemt gøremål, en tro … ting forandrer sig, relationer til ting og mennesker forandrer sig. Og det gennemgår alt sammen den samme cyklus med begyndelse, midte, slutning og ophør.

Det lyder måske logisk, men det er faktisk en vigtig pointe ved livet, at det nye har kraften til at forandre, det satte kraften til at konsolidere og holde fast, det gamle kraften til at give erfaringen videre, og pausen eller stilstanden eller “døden” kraften til at gøre ingenting, hvile, vente.

Det er vinterens formål. Måske det er den faktiske døds formål også, set fra et menneskeligt perspektiv – spredningen af organismens bestanddele ud i kredsløbet, hvor de kan genoptages og gøre nytte (et argument for begravelse frem for brænding). Og måske er det også argument for den krise, jeg gennemgår, som jeg kalder Livsvinter.

Jeg skal finde kraften, samle kraften, samle kræfterne, så jeg kan udholde at vente. Hvile og vente. På foråret som følger efter vinteren. Fødslen, der følger efter døden.

For et menneske er det oftest en abstrakt forteelse, dette med livet efter døden – men hvis man ser, at vores DNA er over 3 millioner år gamle i én ubrudt linie, giver det et meget godt perspektiv på dét at leve som at være en del af LIVET i sig selv, og at man ved at dø fodrer det liv, der må følge.

I såvel den abstrakte version, som i den videnskabelige og i den åndelige version, er foråret og vinteren, det nye liv og den tomme, nøgne, uproduktive stilstand, begge nødvendige dele af det samme. Kredsløbet kan ikke undvære nogen af bestanddelene, og forsøger man at presse en af dem ud – som f.eks. at droppe erfaringsvideregivelsen ved at fyre de ældste i erhvervene, eller ikke lukke unge ind, fordi de er uerfarne, eller forsøge at intimidere de konsoliderende voksne, blot fordi deres funktion er erfaringens konsolidering og de dérfor ikke ubetinget kan afkræves fleksibilitet eller fornyelse, eller man ikke skaber eller muliggør stilstand i produktion eller økonomisk vækst – lægger man en bombe under hele kredsløbet. Måske er det, hvad vi ser nu med verdens recession.

Vinteren er nødvendig. Den er ikke altid behagelig. Især ikke hvis man har været vant til aktion, hastighed, betydning, værdiskabelse, vidensskabelse og -erhvervelse, anerkendelse, interaktion osv. og så pludselig må se, at intet betyder noget længere. At alt er brugt op og … stilstand. Tomhed. Ingen følelser, ingen varme eller kulde.

Min livsvinter er ikke behagelig. Der er ingen vej, når man står stille. Vejen er at stå stille sammen med vejen. Og finde glæden igen ved at stå stille. Jeg klipper træer, slår græs, er begyndt at læse igen, ser nogle få venner, skriver ingen digte eller andet af litterær betydning, forsøger at være og sove når jeg er træt, spise når jeg er sulten … det er sværere, end det lyder. Jeg HADER ikke at føle STORT … hvilket ikke er et paradoks, men bare ord … jeg kan blot ikke navigere, når der ikke er noget at navigere efter. Når alt i hele verden er dækket af et tyndt eller et tykt lag værdiforglemmelse og kun lader sig se i glimt, når en eller anden tilfældig storm vælger at afdække et lille område – som dog snart igen er dækket til og ude af syne og følelse.

Jeg ønsker mig forår. Som kommer, når det kommer. Det ved vi. Det ved jeg også. Det bliver jeg dog ikke tålmodig af. Tålmodig bliver jeg heller ikke af at beklage mig. Tålmodig bliver jeg kun ved at gøre det her øjeblik til noget, jeg kan mærke. Og dét kan jeg, indimellem:

“Livsvinter” er et smukt ord. Jeg håber, du synes det samme.

se evt. indlægget Brændt Ud

Litterært nulpunkt i hovedstolen

Ingen Knausgaard hér. Hovedstolen får være en synops i dag.

 

Mit kæresteforhold er gået i stykker over noget tid. Godt og vel cirka siden det begyndte for 2 år siden. Det, man kalder “omstændigheder”. Vi er begge stædige.

Jeg har været meget tilbøjelig til at bebrejde hende for at være for pushy, ikke give mig rum nok, mase sig på med psykologiske forklaringer og misplaceret omsorg. Men kommer ofte i tvivl om jeg har ret i mine vurderinger – om det blot handler om, at jeg ikke kan gøre mine behov forståelige. Jeg kan ikke længere klart mærke, hvad jeg føler. Det er som at befinde mig inde i en boble og alle mine følelser føles af en avatar uden for boblen, som kun af og til har adgang til at aflevere sine indtryk til mig.

For noget tid siden fik jeg en idé, som jeg har skubbet foran mig, men nu skal det være: Jeg er gået i gang med at nedskrive alle vore sms’er  baglæns, tilbage mod forholdets undfangelse, begyndende med hendes del af korrespondencen.

Det er deprimerende. Hér er en kvinde, som elsker mig så meget, at hun vil gøre, hvad hun formår for at få mig til at se, at det er mit humør, som er ansvarlig for en stor del af mine negative følelser i forhold til hende og mit behov for at isolere mig. Hun bliver ved med at vende tilbage til fuseren – mig – for at se, om ikke der er noget at gøre. Hvilket er lige præcis dét, jeg har vendt mig imod. At jeg ikke kunne få lov at være i fred til at finde ud af, hvem pokker jeg er. Og hvad jeg behøver. Og hvad jeg vil være med til. For mig selv og i fred!

Jeg er den, der bakker – den undvigende – og hun er den, der skubber – den påtrængende. Mønsteret er klart – men fundamentet er interessen for den anden. Jeg kan dog ikke udholde at føle mig presset, når mit behov er at finde ud af noget om mig selv, og hun kan ikke udholde, at hun ikke kan gøre noget for at frelse sin mulighed for et forhold. Det er, som facebook beskriver det, kompliceret.

At indskrive sms’er i hånden, fordi min telefon er så gammel, at den ikke kan tømmes vha. et program, gør dog et eller andet ved mit hjerte. Vægten falder til hendes fordel i det her sisyfosarbejde på 3500 sms’er. Hun elsker og hun er positiv og forsøger at opretholde sit gode humør og ikke tage mine selvbeskyttende skub-væk personligt, og igennem alle sine sms’er ser hun ud til at være en helt almindelig kvinde med stærke følelsesmæssige ressourcer, der ikke tager et nej for et nej. Ikke præcis som jeg selv er kommet frem til, at hun er – gennem så længe at have følt, at jeg skulle forsvare mig mod hende.

Lige om straks går jeg i gang med at indtaste min andel af sms-samtalen. Jeg glæder mig ikke til det. Reelt sagt frygter jeg, hvad jeg finder. Og når jeg er færdig med dét, er det mail-tid. Kronologiske mails fra mig og fra hende, som de krydser og blander sig. Et forfærdeligt arbejde at se sig selv i øjnene på dén måde, men det skal ikke andet end at hjælpe mig med at blive mig selv: Et menneske, som ikke konstant føler behov for at forsvare mig. Som ikke går rundt og er spændt i maven hele tiden. Som kan udholde mere end et par timer i andre menneskers nærvær, selvom meget presser sig på, som jeg ikke tør dele med nogen anden end min terapeut.

Mobning, oversethed, barndomsisolation, voksensvigt, utryghed… hvordan jeg er blevet, som jeg er i dag, er ikke interessant. Hvordan jeg derimod håndterer mine følelser, som de kommer op, er det eneste relevante. Det eneste væsentlige. Jeg, som elsker mennesker, er ved at blive alene – fordi jeg har erkendt, at jeg ikke har grund til tillid til nogen eller noget, end ikke mig selv. Og hvad er der så?

(fortsættelse følger måske…)

Åndedræt

Jeg kan ikke klare mig i den digitale verden. Ikke længere. Hvordan klarer dagens unge sig? Hvordan bliver de mennesker? Jeg er en hybrid, mellem antikveret og moderne, og ingen af delene. Min erfaring er historisk, ikke ung. Jeg flyder i tid mellem digital og analog. Jeg savner krop og nærvær.

Jeg går rundt og er nedtrykt.

I forbindelse med lanceringen af min nye bog på eget “forlag” er jeg blevet overvældet over alt det, der er skal gøres, når ens baby skal nå ud til menneskene. Det er ikke dét, der gør mig nedtrykt. Jeg var det allerede.

Jeg bliver ældre og jeg lever stadig på den samme fiktion fra min ungdom – at det kun er et spørgsmål om at skrive og skrive og skrive, og så skal alt nok blive godt. I mellemtiden er hele verden begyndt at skrive og ingen læser de andres tekst, med mindre anerkendte mennesker og forlag holder dem i vejret og peger på dem, men det er ikke derfor, jeg er nedtrykt.

Facebook er blevet et sted, hvor alle skriver til alle; hvor arrangementer annonceres; hvor folk kommer i kontakt og dér, de savner hinanden – ikke udenfor, ikke på mail, ikke på telefon – og hvordan trække sig ud af Facebook uden at blive endnu mere isoleret? Men det er ikke derfor, jeg er nedtrykt. Ikke alene af dén grund.

Ebøgerne vælter frem og der er ingen steder for digterne at finde et hjem, hvor linierne ikke bliver klippet over af programmører, der skriver læsekode for prosatekst. Det er ikke dét, der gør mig nedtrykt. Ikke direkte. Men det fylder at ingen forstår eller respekterer pauser.

Nej… Det der gør mig nedtrykt er,  at som vi flytter os til den digitale præsentations- og kontaktsfære, efterlader vi kroppen. Vi bruger vores egen krop som vi plejer, men kontakten til de andres krop… Her accepterer vi permanent at være uden kontakt. Det afspejler sig i alle informationsmedier, at vi accepterer deres uhåndgribelighed, og taler om interaktion snarere end berøring.

Når jeg ser digte, der ikke kan rumme åndedræt, ikke kan formidle åndedræt, bliver jeg nedtrykt. Når jeg ikke kan røre mine venner eller mine forældre, bliver jeg nedtrykt. Det er ikke nok at røre et træ eller min cykel eller ligge på en græsmark eller drikke en kop kaffe på en café i en storby, selvom det hjælper en smule at være omgivet af lugten og lyden af mennesker… Jeg behøver fysisk berøring. Jeg behøver lyden af åndedræt. Den simple bekræftelse af liv.

Eneboer med alle muligheder for kontakt.

Manden i den Hvide Kittel, ebog, kr. 35 (EPUB / mobi)

Forlaget Se, sne!s 6. ebogsudgivelse.

 

11. november 2011 udgives

den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel
(1987-2004).

Forlaget Se, sne! 2011
ISBN 9788798893288 (EPUB)
ISBN 9788798893295 (mobi)




den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel

består af trykte digte fra mine udgivelser, samt uudgivne digte og kortprosafortællinger fra den hvidkitledes (u)virkelighed.

Hvad han kalder sig selv, hvis noget, ved jeg ikke, men hér følger et eksempel på det sympatiske væsen, som okkuperer den skikkelse, jeg kalder Manden i den Hvide Kittel:

ambassadør for O’djibash

en lys passerer en sortmand, denne mulighed kan ikke forbigås, spørger indtrængende “hvem, eller hvad, er du?”

Sortmanden stopper beredvilligt op. “O’djibash. Jeg er O’djibash, mine venner således også; verden er O’djibash”.

“Og mig. Hvad med mig?” Lys er hvidthyllet. “Er jeg også O’djibash?”

“Nej,” svarer sortmanden tålmodig, mørkestrålende “jeg kender dig ikke. At se Ukendt som O’djibash er at fornægte O’djibash – og det er umuligt. O’djibash er verden.”

“Jamen”, jamrer den hvidkitlede, for ham er det, “hvad er jeg så?”

“En fristelse. Et fantasifoster. Men det generer mig ikke”, svarer sort og bereder sig på at gå. “Jeg taler ofte og gerne med mig selv. Det renser”.

(alle veje fører til magtenbølle, Gyldendal 1994,)

Manden i den hvide kittel er Forlaget Se, sne!s 6 eBogudgivelse. Inden længe vil alle være til salg i butikken her på 1000 stemmer.

Jeg modtager med glæde kommentarer om bogen på forlagetsesne @ menneske.dk eller hér på siden.

Vil du bidrage med et beløb som støtte til forfatteren, siger jeg mange tak. Klik på knappen og gå til PayPal.

 

Sølvbyen og andre Helsingør-noveller

Helsingør har meget at være stolt af. Og nu har en mængde forfattere naglet byen til det litterære verdenskort.

 

I dag, d. 11.11 2011 kl. 11.11 udkommer med brask og bram “Sølvbyen og andre Helsingør-noveller”, en samling historier og fantasier om Helsingør.

Jeg deltager med Novellen “Modstand uden ende”. (Læseprøve ses nederst.)

I morgen, d. 12.11. kl. 14, læser forfatterne op i biblioteket på Kulturværftet… i Helsingør.

Digter, forfatter, interviewer, redaktør og initiativtager til adskillige offentlige digteraktiviteter, Lonni Krause, er initiativtager og fundament  under samlingen, der havde sit udspring i en lille samling digte og fortællinger fra 2010 om Helsingør, som blev vel modtaget af forfatterne og omverden lige.

Fra Foromtalen:

“Helsingør er en bemærkelsesværdig by. Ikke blot siges Amled, Shakespeares Prins af Danmark at hjemsøge Kronborg Slot og spille terninger med Holger Danske i kassematterne uden for åbningstid. Helsingør er også den yderste spids af Danmark i mere end ét henseende: Hér tanker svenskerne op, når de ikke kan få drikkevand hinsidan, som stort set ikke er længere væk, end at en rask dreng eller pige kan slå smut og ramme bjælkerne i færgelejet i Helsingborg på den anden side af Øresund. Og byen ligner noget, der ikke brændte ned i København i 1866, hvilket helsinganerne endnu er meget stolte af. Ikke at det var dém, der påsatte branden. Det kan i hvert fald ikke påvises.

Nå, men helsinganere og andre kan fra og med i dag købe bogen i velassorterede boghandlere, og inden så længe kan den også lånes på biblioteket.

Den formidabelt lave pris for humor, spænding, overraskelse, kærlighed, historie, fantasi og virkelighed er199 kr.

I dag ved du så nu, hvad du skal gøre, når tid er. God læselyst. Og god rejse til Helsingør.

vh, Lonni Krause

(Omslag: Bjørn Rønne)

Uddrag af “Modstand uden ende, af Kenneth Krabat”:

Foran kopien af statuen af den legende, folk kendte som Holger Danske, rullede Holger Wuideliin sit værktøj ud.

Som hvad som helst kan blive rutine, der er underlagt et steds kausalitet, var jobbet rutine: Når energien Holger Danske søgte manifestation for at opfylde sin sagnforpligtelse over for nationen, skulle den metafysiske ports tænkte hængslers og dørforstærkningers forestillede bolte efterspændes, og ditto uhåndgribelige håndtag og låsebeslag gås efter for tegn på eftergiven.

Kort fortalt skulle energien neutraliseres, når der blev for meget af den.

Varede det for længe, inden porten blev solid igen og uigennemtrængelig for HD-energiens insisteren, ville borgere i Helsingør og Helsingborg og Hørsholm, Lillerød, Tikøb Helsinge, Gilleleje, ja alle omegnsbyerne inden for en radius af 25 km opleve sig uforståeligt gennemsyret af den akkumulerede harme over landets tilstand, der havde skabt HDs navn i populærhistorien. Og jo, det lykkedes af og til Holger Danske kortvarigt at nå ud til nationen – selvom Bureauets top insisterede på vedvarende nedjustering af energiens indblanding i nationale kriser. Folk skulle i kausal forstand flytte til Nordøstsjælland på grund af naturen og havet og husprisernes evne til at tiltrække sig national opmærksomhed. Ikke i væsentlig grad på grund af indigneret omsorg for nationens fremtid.

Som det nu var muligt for ham at opleve sig personligt involveret, var Holger Wuideliin ikke helt uinteresseret i Helsingør. Arbejdet hér var rutinepræget, men det var altid en udfordring, ikke mindst på grund af  Holger Danske-energiens til tider meget kraftige udsving.

Han forstod, at drilleriet blandt de andre agenter var anerkendelse, og at han så ofte blev sendt til Helsingør, fordi han gjorde bedre fyldest dér end andre steder. Skadesstatistikken sagde, at HDs lejlighedsvis massive harme sjældnere berørte ham end de andre agenter, der blev udsendt for at udføre neutraliseringen, når han var optaget andetsteds.

Nej, problemet var, at der var opstået et mindre, kausalt set, uforståeligt problem: Han var begyndte at føle noget, når han som Holger Wuideliin kom til Helsingør. Noget selvstændigt.

Hvilket i sig selv var en del af problemet – det burde ikke være muligt. Ikke for en agent.

Dét forvirrede ham. Hvilket i sig selv var forvirrende.

 

Omtale: Sky City (ed. by Carl-Eddy Skovgaard)

Endnu en omtale.
Desværre mere om Bogen end om Indholdet.

 

Sky City edited by Carl-Eddy Skovgaard.

This is another worthy volume of SF gathered away from the beaten track from Denmark’s Science Fiction Cirklen. Their previous collection I reviewed a few years ago (Creatures of Glass and Light) that sprang out of Denmark hosting that year’s Eurocon (European SF Convention) and was an anthology of European SF short stories. Now (2011) SF Cirklen have given us a window into Denmark’s own contemporary science fiction short story scene and as such will be sought by those who are die-hard serious SF reader with a passion for the genre.

The volume includes a short, non-fiction article by Niels Dalgaard that presents a summary of the history of Danish SF which itself will be of interest to those non-Danes with both a casual passing interest in SF beyond their own country as well as those whose study of the genre is more scholarly.

First though a word about the book’s publication details as these are not as clear as they might be. My understanding, and I checked with the publisher for this review, is that this volume first came out in 2010 printed in Danish with an ISBN 978-8-790-59248-6 and these are the details given on the inside front (copyright) masthead page of this English language volume. However this English volume came out in 2011 and (according to the accompanying press release) has a different ISBN 978-8-771-14158-0 (which is not the one on the masthead or back cover bar code). Now, I mention this not only because those who send us review copies like us to get the publication details right, but also because we are aware that the SF2 Concatenation site is occasionally used by those studying the genre for arts courses, as well as because you may want to buy a copy, and the last thing you will want (if you do not speak Danish) is the original edition as opposed to the 2011 edition in English. Translation volumes are a nightmare to produce and in this case we are told that another publisher (effectively acting as producer and distributor) took over the printing and much of the distribution with SF Cirklen doing the commissioning and copy editing. The good news is that this other publisher (BoD) provides print-on-demand copies in Great Britain, Germany, Canada and the US. Hopefully that explains everything, so let’s move on…

This book came about as part of a very laudable goal of the Danes wishing the rest of us to have a taster of what they were producing. SF Cirklen does, and has for each of the three years up to and including 2010, ran an annual short story competition with the best getting published in a paperback anthology. The first two of these anthologies were called Leige Under Overfladen [Beneath Surface] (2007) and I Overfladen [The Surface] (2008) and the stories in Sky City (2010/2011) are taken and translated from these two earlier anthologies.

Before getting on to the stories, potential readers will want to know about the quality of translation. Translation between languages is extremely difficult. Professional translators are expensive; so much so that even major fiction publishing houses in developed markets, such as Britain’s, do not always use the professionals. Furthermore, it is nearly always (but not absolutely always) best to use a translator whose first language is the language into which the translation is being made. Failing to follow these two general rules of thumb can result in trouble. Indeed a number of SF translations of non-Anglophone fiction into English that I have come across from various countries in my time have been truly horrible: one country is particularly bad and I have yet to come across an SF anthology (having tried to read four) from that nation that is not so awful that the stories are impenetrable. So it was a little worrying when before reading Sky City I noticed that the translations were undertaken by different Danes. Having said that, I was hugely relieved to find that all the stories were translated into quite a readable standard of English with only the occasional awkward use of phrase or opaque sentence: Science Fiction Cirklen is to be commended. In fact the only thing that leaps out at you is the non-standard (non-Anglophone) use of speech inverted commas but this the reader can easily ignore. Less prominent is that the anthology is written in a mix of English and non-English North American, and sometimes both English and American English are used in the same story: someone at SF Cirklen needed to set their PC Word.doc program language to one or the other (English as written in England as part of Europe would probably have been the more appropriate). However this last is a minor point. For the most part the quality of translation is sufficiently good for readers to follow, and indeed enjoy, the stories on offer.

As for the stories themselves, I was personally pleased that they were all science fiction and not fantasy that does seem to dominate a lot of Eastern European speculative fiction and even sneak into some major annual US anthologies that purport to be SF. (Logical genre nomenclature determines that fantasy and science fiction are sub-genres of speculative fiction: fantasy, though worthy, is not a logical sub-genre of science fiction even though some consider it to be so and, of course, not withstanding the fantasy-science fiction overlap of science fantasy where the fantasy (such as a super alien from planet Krypton) has its rationale explained in completely fake science (the alien gets his powers from our yellow sun).)   Sky City’s stories are firmly science fiction.)

As for the stories themselves, as would be expected, they use a range of the genre’s established tropes. Here is a brief teaser run-through without spoilers:-

Sky City by Manfred Christiansen. A woman wakes up in a tall skyscraper built by nanobots. Do they want something with her? This is the title story for the volume and sets the anthologies tone.

Departure by Niels Gerloff. A research team on Europa prepares to boldly go…

The White Bear by Richard Ipsen. A tale set in a future China.

Helium Loves Company by Glen Stihmoe. In a post apocalyptic world half destroyed by nanotechnology run rampant, an engineered team explores the desolation to encounter… Helium Loves Company is an interesting tale.

The Last Astronaut by Flemming Rasch. An astronaut lands on a distant planet after a journey of hundreds years. The next day another ship lands and a fourth generation descendent of the first astronaut steps out…

The Organism on Maneo by Morten Brunbjerg. On a spaceship a crew member discovers an unusual creature…

The Tourist by Patrick Leis. A military officer is questioned as to why he authorised an attack in a civilian area of his own country. The motive is obscure and further investigation leads to the unbelievable…

Know Your Target Audience by Dan Mygind. A new way of getting audience feedback help tailor programme makers’ efforts which in turn feedback to the audience. But the result is not quite as expected.

The Red Parakeets by Camilla Wandahal. Future genetic engineering is not just controversial, it splits society…

The Short Arm of History by Kenneth Krabat. They were queuing up to enter the portal to who-knows-where… This story is vaguely (only ‘vaguely’) reminiscent of Pohl’s novel Gateway (1977), and there is nothing wrong with that as you should not keep a good SFnal idea down and this variation of the theme is an interesting one.

A Contribution to the History of Denmark by Soren Hemmingsen. In 1961 an expedition to Lapland in search of minerals found the tail of a frozen dinosaur… This is the story of the days that followed.

When the Music’s Over by A. Silvestri. A spaceship lands in Central Park. What do they want..? Now without wishing to introduce a spoiler, I was surprised at the aliens distain for the character Captain James T. Kirk. After all this is a Danish anthology and Denmark is famous for its bacon, whereas William Shatner is known for his ham… (Groan now if you will.)

The E-Puzzle by Nikolaj Hojberg. In the far future questions of soul and death will be answered, but then how will we deal with mortality and, as important, how might we cope with the afterlife?

Leeding, Feeding by Miriam Pederson. An alien dissection, but ultimately who is studying whom?

You are my Best Friend by Camilla Friis. We all need friends. But what are friends?

Dreams of Stone by Brian Ornbol. The city was big. I mean really big. You may have thought it a long way down to the chemist but the city really was big… Now this tale is very reminiscent of one I first read back in the 1970s (when Brian Ornbol was just beginning to go to school) and I am sure I have read it a couple of times since in different anthologies (it was a good story), but for the life of me I cannot recall where but the followers of SF Signal tell me it could be ‘Concentration City’ by J.G. Ballard). Nonetheless, as with ‘The Short Arm of History’ above, a good idea can always be revisited, and maybe it was Brian Ornbol’s first encounter with this idea.

(Han fokuserer på teknologien, der kunne minde om Gateway, og ikke på, hvad historien egentlig handler om. Titlen, ikke? Historiens korte arm. KK)

The Green Jacket by Gudrun Ostergaard. Thirteen year old Ivara has more than everything she can want but has not seen the world beyond her tower city. So she decides to have a look.

In the Surface by Sara Tanderup. A tale set in a future where the sea covers the planet.

Interrogation of Victim No. 5 by Lars Ahn Pedersen. The patient is questioned as to what happened to her… and then the patient realises…   This story is one of the best in the anthology and was a good note on which to end.

To be honest, none of the stories would likely to be professionally published in the west as they are presented here. Nearly all of the writing could be tightened; in a short story every paragraph has to work propelling the story along and some of these stories were way to long. Story endings also need thought; a good central plot is not sufficient by itself as the reader needs to be given a sense of completion if not story fulfilment. Having said that, a few with minor tidying and a clean up of the English, would not be out of place in a professionally published anthology. Very encouraging is that some of the authors are young: in their 20s or 30s. This is good news for Danish SF and it will be interesting to see if any in the future make professional sales in Britain (or North America). Science Fiction Cirklen is to be congratulated for enabling those of us outside of Denmark to get a taster of what those Danes are up to these days.

Jonathan Cowie

We also have much else in our autumnal edition (volume 25, No 5)
http://www.concatenation.org/whatsnew.html

Including a big news page
http://www.concatenation.org/newsindex.html

which also has much Eurocon news 
http://www.concatenation.org/news/news9~11.html#eurocon11

There is also a separate, stand-alone review of Scandinavia’s Eurocon this summer
http://www.concatenation.org/conrev/eurocon11.html

“Anything you can do to spread the word  and links of this edition to appropriate Scandinavian blogs and SF news sites would be very welcome.” JC

Tidens Kælven 1 vidunderlig omtalt

Oplysningskontoret.dk lå en fantastisk omtale af Tidens Kælven 1, skrevet af digter, forfatter Mikael Josephsen – siden er nu (2014) forsvundet i havet af manglende domænebetalinger – så her følger den fulde anmeldelse:

BLIK FOR DET MESTE

Kenneth Krabats nye bog er som at have fået hundreder af øjne på huden, intet er for stort, intet for småt til at fanges ind, splittes i kunstnerisk perception og nedfældes som tidsdokument.

“Tidens kælven 1” er til tider en svær bog at læse, dette skyldtes digterens store vid, hans intelektuelle hestekræfter. Men flere læsninger åbner op for en mere emotionel tilgang. Ja, lad mig sige det med det samme, jeg røres og efterlades tænksom af denne fremragende digtbog.

I titlen ligger motivkredsen, tiden kælver med hvadsomhelst, is i fryseren, en borgmester i Vissenbjerg, lysets vej gennem rummet som både bølger og partikler. Det mindste og det største, det midt i mellem, ud til alle sider, op og ned. Kenneth Krabat kan bruge det hele, og får gang på gang sat fingeren på ambivalensen og mysteriet i tilværelsen. Man kan i denne bog egentlig ikke tale om en enkelt digterstemme, et digterjeg. For hver eneste tekst har sin egen digter bag. Eller, digteren taler i hvert fald med et utal af tunger. Krøllede tunger, poetiske tunger, kloge tunger, glade tunger, bedrøvede tunger, alle har de deres bud på, hvad tiden måtte føde. Bogen falder i ti dele alle med selvstændig overskrift, der dog ikke skal tages helt for pålydende. Sådan emnemæssigt. Det er tilladt at smide ind og udfald om hvadsomhelst ind hvorsomhelst. Hvor det dog ærger mig, at denne samling endnu ikke er udkommet på papir, den hører afgjort til i reolen blandt de mest sublime. Som en god flaske vin skal den trækkes frem ved særlige lejligheder og nydes uden måde.

Dette skrift er et eksistentielt syn, en bølge af tekster, der presser sig på, en nedslående og opløftende tekst om mening og meningsløshed. Et barns sorg, en voksens kynisme. Men mest af alt er det en leden efter ordene, de rigtige ord, dem der kan gøre det ud for den verden, digteren tydeligvis ikke er bonkammerat med. Det lykkes i den grad at påpege absurditeten i tilværelsen:

Svaneparret er at finde det samme sted, år efter år. Hér får

de deres unger, hér forsvarer de deres unger, hér forlader

hannen reden og efterlader hunnen med ungerne, hér

forlader ungerne reden. Hér forlader hunnen reden. Hertil

vender parret tilbage, år efter år.

Ligner det ikke noget vi kender? Ja, sådan jonglerer digteren med billederne, eksistensen, med betingelserne. Der er ingen tvivl om, at Kenneth Krabat har svært ved at finde mening i tilværelsen. Men da dette skrift kun er det første ud af tre, har vi måske tilgode, at han finder den. Indtil da, kan vi andre finde mening i bogens tekster. For det giver altid mening at læse god litteratur – og dette er god litteratur, det garanterer jeg.

“Tidens kælven” ligner faktisk ikke noget andet jeg har læst, jeg kan ikke på smarteste vis ikke krydse ham med den og den digter, jeg kan ikke engang vende tilbage til hans tidligere værker. Her er noget helt nyt. En blanding af poesi og filosofi, der får en til at tænke på… Nej, det er bare Kenneth Krabat der er på spil. Følsom og fanden i voldsk.

Som sagt, motivkredsen ligger i titlen og tiden er konstant en faktor som der forholdes sig til, både som begreb men også helt konkret, hvor den går og ruster det hele op:

Kalder nogen alt det her en verden? For pokker…

Minutternes tikken… vi dør sgu da héroppe! Har De aldrig

følelsen af ikke at have forstået en disse? Menneske, se Dem dog omkring – alle disse destinationer… findes de i nogen virkelighed? Jeg får lyst til at brøle: ”FISSE!”… Er De med!?

Tiden og drømmen og virkeligheden, alt vendes “hèroppe” mens det måske er i det nederste det foregår. I kroppen, der bare vil det primitive, der bare vil FISSE. Åh, vi er så kloge og tror måske ikke vi er underlagt naturen, men igen og igen påpeger Krabat kroppen. Dens behov, sommetider forstyrrende og foruroligende. Som teksten selv. For dette er en krop af tekst, den vil forstyrre dig, forurolige dig, berolige dig. Du vil pludselig finde ro i enkelte afsnit, du vil tænke, aha, nu er jeg med, for kun at blive kastet af i næste linie. Teksten er en kæreste, der siger kom, gå væk. Teksten er et bud på det moderne menneskes fremmedgjorthed, dets manglende tillidsforhold til sig selv og verden og de andre. Teksten er en ukirke med mange lemmer, et fortvivlet syn ud i en verden, der er så svær at forstå. Så virkelig og samtidig så uvirkelig.

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at denne digtbog ikke har fundet hjem til et forlag. Men branchen er som bekendt i krise – og en masse digtere er blevet hjemløse, især efter Borgen drejede nøglen. Her er dog en bog og en digter, der burde tages imod med kyshånd, men lad os nu se. Den sidste ting behøver ikke være sagt i den sag. Indtil da, kan jeg kun anbefale at købe den (læs den ikke kun på skærmen, sid med papirerne i hænderne ). Bemærk de flotte illustrationer. Ja, “Tidens kælven 1” er absolut en læsværdig bog, et blik lige ind i vores splittede sind og tid. Et billedur, hvis visere rager i alle retninger, trækker dig med ind i poesien og eftertænksomheden.

Mikael Josephsen.

En anden anmeldelse, fra forfatteren Asger B. Nielsen

Reception for Tidens Kælven i Facebooks have.

Meget kan ske i løbet af to timer.

Facebookhaven

Det blev nogle gode timer på sådan en vindfuld søndag. Haven står smukt, og der er mennesker i haven. Receptionen for Tidens Kælven er overstået, freden har sænket sig.

I mit hjørne af haven drikker jeg 44 år gammel Tokaij, arvet med neglene fra min afdøde morfars sprutskab. Den må have stået der siden bedsternes besøg i tyrkiet i 1972! Den er nærmest sherry, eller portvin, eller noget… Let syrlig, jeg skåler på jer alle sammen, og på dig, morfar, elsket og savnet.

Jeg skåler også på udgivelsen. Denne bog, både som eBog og værk, er et ungt og sart barn, der skal finde ben at gå på. Det skal nok ske, jeg mærker det. Den skal ud i verden.

Jeg hæver glasset til jer alle og ønsker os fredelig ulighed. Accept af forskelle. Anerkendelse af talent. Ståen ved dét man elsker – uanset hvad – og at dét er i orden!

 

Forlaget Se, sne! På forlagets side kan man se eksempler på, hvordan bogen ser ud i forskellige formater og i forskellige maskiner. Og eksempler på, hvordan dedikationer kan laves i lyd, billed og video.

Butikken på Facebook Tilfældigt, forleden, faldt jeg over en mulighed for at sælge bøger på Facebook. Hér kan man købe bogen – og betale gennem PayPal.

Facebookhaven linker til receptionen, hvor alle oploadede videoer kører 3x for hurtigt. YouTube har ansvaret – der er intet andet at gøre end at oploade dem igen.

Krabat i Den Røde Sofa

– interviewet af Mette Østgård Henriksen.

Update: Interviewet om udgivelsen af Tidens Kælven 1, og lidt om science fiction, er at finde på den2Radios hjemmeside under programmet for 11.-17. juni 2011, eller direkte hér.

Dansk Forfatterforening kører en interviewrække kaldet Den Røde Sofa hver 2. torsdag i måneden. Alle er velkomne til arrangementet i foreningens lokaler i Strandgade 6 på Christianshavn (2 min fra Christianshavns Metro), og adgangen er gratis.

Den Røde Sofa bliver altid optaget og udsendt på den2radio.dk – en benhård kulturradio bestående for en stor del af den gamle garde fra DRs P1 og P2, som røg i DRs store fyringsrunde for 3 år siden. (Disse “gamle” har siden produceret 1700 timers radio!)

Denne torsdag er den min tur – i morgen 26. maj fra 17-18 vil Mette Østgaard Henriksen indtage rollen som interviewer. Mine meget rigelige svar på spørgsmål i et mailinterview tog hun i strakt arm – så, jeg forestiller mig, hun stiller spørgsmål, jeg ikke kan forestille mig på forhånd…

Kan man ikke komme, eller vil hellere nyde solen, eller har ikke fået tilstrækkeligt af undertegnede til at blive vakt til mødelyst, kan man læse interviewet hér – det strækker sig over fem blog-dage; hér er interview-dag 1

Glædelig sommer, inde og ude.

Halddage 2011, 3 (om nytten af at være her)

Hjemme ude.

 

“Intet. Fødslen er gået i stå. Nu er der tilbage at gå ture og stirre i loftet.

Eller blive siddende dér i mellemrummet.”

Skrev jeg d. 5.2.

Det blev en hård fødsel.

Men det har været tre gode uger her i det midt-jyske.

Jeg har skrevet en science fiction-novelle til LIUO 5, “At tænke på silke under invasionen”, som jeg synes er rigtig sjov. Den skrev stort set sig selv, men modsatte sig den slutning, jeg synes var indlysende, så der skal lige arbejdes lidt med udgange inden deadline for antologideltagelse 1/3, når jeg vender tilbage til Sjælland.

Og det holdt rigtig hårdt… men jeg fik endelig hul på Tidens Kælven 2. Ikke en lyd om dén. 25 sider. (Om end jeg læste op fra den til en læseaften i pejsestuen og fik varm reaktion, inde i og ude.)

Og så har jeg fået stillet endnu 150 spørgsmål i et værk, der har været længe undervejs: 1025 spørgsmål til digtningen. Jeg tror, der er godt 700 spørgsmål nu. Inden længe vil jeg forsøge at trække på interesserede kolleger, for om muligt at få dækket spørgsmål på områder, jeg ikke kender meget til – f.eks. omkring klassiske former i nutiden – evt. ikke ved eksisterer, eller ikke selv har berøring med. Det er sådan en inspirationsbog, som ingen vil være interesseret i at betale for at trykke, men gerne vil have stående i f.eks. klasseværelset eller som opslagsværk på natbordet til at sætte tankerne i gang i forhold til hvad det egentlig vil sige at være digter.

Og som angivet i Halddage 2, har jeg skrevet på min Haldhistorie om Pernille Grøn, der er en inkarneret masai fra Tanzania ved navn Sarah Belele. Halvandet kapitel, der virkelig tog røven på mig. Måske kan jeg nu endelig komme videre med den – uden for Hald?

Dertil 15 digte efter ny model: Udprintes efter færddiggørelse og slettes fra maskinen.

Jeg er glad. Hald fylder mit hjerte og tilbyder mig ro.






Tidens Trusler 2011

FRYGT, som resulterer i

  • fremmedfrygt/nationalisme
  • hoarding
  • overforbrug
  • Osv.

Miljøforandringer

  • Skrald
  • Vejrlig
  • Vandforsyning
  • Vandstand
  • Wildlife
  • Lægeplanters udryddelse
  • Osv.
Resistente vira

Fællesskab på bekostning af individ og ret til selvfølelse

  • gør den enkelte nemmere at manipulere
  • enkeltsager forsvinder
  • alt der ikke kan generere momentum bliver ikke behandlet
  • personlig retfærdighed mindskes, ud i det absurde
  • at der skal flere protester til, end et givent problem vil berøre
  • ringere og ringere udannelse pga. mere bredde end dybde

Status for faldne profeter; en projektansøgning

Om intelligens, begavelse, fokusering og uviden.
Der ér i sig selv ingen konsekvenser af høj IQ; der skal mere til.

Min matematiske IQ er på 142. Når jeg siger det sådan, mener jeg dermed, at min intelligenskvotient er målt på en anerkendt måde – dvs. ved en test, som er godkendt af Mensa.

At være intelligent er ikke det samme som at være kreativ, talentfuld eller vidende. Det betyder en over-gennemsnitlig evne til at gennemskue mønstrene i det område, ens intelligens beskriver.

At være en del over gennemsnit i matematisk IQ betyder således, at jeg er god til at gennemskue mønstre i den del af min bevidsthedssfære, som handler om rationelle gentagelser og dermed om formodninger om gentagelser.

Når man arbejder med formodninger, fordres tre forudsætninger:

  • at man hurtigst muligt gennemskuer et mønsters frekvens
  • og hurtigst muligt giver slip på den pågældende mønsteranalyse til fordel for nye mønsteranalyser
  • at man er fleksibel nok til at “holde resultatet på klem”, så man kan indkorporere nye resultater, som de måtte vise sig

De fleste mennesker udelukker behandling af mange informationer gennem en proces, som på engelsk kaldes latent inhibition, (“skjult hæmning, der kan komme til udtryk”) – som er et dyrs ubevidste evne til at ignorere stimuli, som erfaring har vist er irrelevant ift. dets behov. Når man er meget mere åben for indkommende stimuli fra omverden end det brede flertal, med en ringe(re) tilbøjelighed til at censurere indtryk, før de er blevet behandlet af bevidstheden, bliver man benævnt “kreativ”.

For den menneskelige bevidsthed kan alle informationer sammenkædes i mønsterkæder, fordi den menneskelige bevidstheds virkelighed “altid er den samme”. Selv ikke traumatiske tilstande forandrer vores grundlæggende opfattelse af virkeligheden; vi fortsætte med at stole på grundpræmisserne, uanset om de udviser små variationer: At en edderkop er lige så levende som en elefant, at det gør lige ondt at slå hovedet på en mandag som på en torsdag, at man ikke kan gå på vand eller levitere eller holde vejret i dagevis. At det ikke er virkeligheden, som er fleksibel, men derimod den menneskelige opdagelse af den – ved mødet med nye data, efterprøvelige stimuli.

Hvis man ud over at være matematisk intelligent også er kreativ, vil processen med at klassificere mønstre – gennemskue deres frekvens, og formode og teste nye mønstre – i sig selv være som en åben sluse, hvor informationerne “vælter” ind. Og kun dén, som formår at fastholde et fokus og er fleksibel nok til at justere sig til nye informationer undgår at blive løbet over ende af detaljer og mulige sammenhænge og datakombinationer.

Jeg er det, man kalder “kreativ” – jeg bemærker ting i mine omgivelser, som mange ikke vier opmærksomhed, fordi de ikke behøver det, og forholder mig åben til dem, uden at afslutte deres klassifikation.

Da jeg var yngre, tog jeg LSD godt 10 gange i løbet af 10 år. Det satte så meget skub i mine tankestrømme, at min sædvanlige introversion blev som en beholder, der ikke kunne rumme mere og begyndte at vælte over med udtalte spekulationer om alt muligt – og fordi jeg samtidig var både uuddannet og udannet, havde jeg meget lille viden om generelle sammenhænge i verden og blandt menneskene at hænge informationerne og koblingerne i strømmen af input op på. Jeg var kort og godt ved at blive vanvittig, fordi jeg ikke kunne finalisere, afgøre, mine koblinger – jeg manglede data om verden; mine sanseindtryk og observationer fortalte mig en hel masse begyndende historier, der var meget mere avancerede end min skole- og håndværkeruddannelse havde beredt mig på, men jeg havde ikke data til at afslutte dem.

Min evne til at fokusere reddede mig; måske var den forhøjet af stoffets kemiske eftervirkninger i min hjerne, jeg ved det ikke – men jeg kunne sende spekulationerne om verden “ned i papiret”. Alle de uafsluttelige tanker om verdens og menneskelige interaktioners beskaffenhed som følge af min ringe lærddom kunne jeg afslutte ved at nedskrive afslutninger eller konklusioner. Nedskrivningen lukkede døre og muligheder, men forhindrede mig i mentalt at drive for vejr og vind i alle retninger. Det reddede mig, at jeg kunne fokusere.

Høj matematisk IQ, fokuseringsevne, kreativ OG uvidende om verden: Mange data der kommer ind, former sig i mønstre, der former sig i mønstre osv., og finaliseres til bevidste, fleksible, temporære konklusioner, UDEN sikkerhed for sammenhæng med etableret viden. Hvilket betyder, at det kan være mangelfuldt, og det kan være nytænkende. Dét, der kommer ud af mig. Som med al skaben, men jeg er ikke længere bange for at tage fejl.

Og hvad så?

Det foregående er en analyse af en menneskelig tilstand, tilsat anerkendt viden om bevidsthedstilblivelse, mønstergenkendelse, datafiltrering mv. Men hvad skal jeg eller nogen anden bruge dét til – at have læst hértil?

Jo, der er altid en pris. Således også hér:

For den, som besidder en IQ, der er mere gennemsnitlig, vil ovenstående måske være interessant, men så ikke mere. Der er intet truende i det. Intet, som behøves for at overleve eller stille særlige behov.

For dén, som besidder en matematisk IQ over mit eget niveau og ca. på min egen alder eller temmelig veluddannet, vil selve konklusionen ikke være en konklusion, men blot en arbejdshypotese.

For dén, der matcher min IQ, alder, uddannelse, tankesæt, interesser – antallet blandt mine læsere faldt lige drastisk hér; måske er det kun mig selv, som nogen sinde vil nå hértil i teksten – vil ovenstående rumme nogle udfordringer, som er dét, der er prisen for at erkende ovenstående:

Vi kan aldrig vide nok. Og når man ved dét, bliver selve udvælgelsen af, hvad der er vigtigt at fokusere på, en drivende kraft; det er essensen i vidensvækkelsen i enhver kultur, som oplever eller har oplevet den luxus det er at kende til national stabilitet. Dvs. en drivende kraft – eller evigt talen uden om at gøre noget væsentligt, der ikke handler om personlig overlevelse!

Sitet her hedder 1000 stemmer, oprindeligt, fordi jeg følte at 1000 stemmer talte gennem mig – men jeg får flere og flere enslydende tanker om, at jeg burde lægge mit fokus på andet end dét, jeg tilfældigt kanaliserer. At min læretid som sandsiger er forbi. Og at det er mit egentlige arbejdsliv, der er ved at gå i gang.

Det sidste år på 1000 stemmer har været en eftersøgning – 248 indlæg, der har dokumenteret oplelvelsen af mit liv i verden i harme, begejstring, sorg, skrift, skønhed, savn… Mit liv. Ikke andres liv i nogen særlig udstrækning.

Jo, okay, digterne, og altid digterne – forsøget på at tilvejebringe et eformat for digtere at udgive i, eller i det mindste slå til lyd for, at det mangler og snart savnes. Ønsket om at lave et digitalt skriveværktøj, der passer digtertankegangen perfekt. Men derudover?

Jeg er røv-vant til at bruge al energi på mig selv, men springer rask væk til, hvis nogen spørger; jeg elsker udfordringer, projekter, opgaver, idéer, løsninger, modeller, hypoteser.

Jeg savner en opgave, et projekt. Noget at bruge min energi på, min udholdenhed og mine evner for at gennemskue verden, analysere og komme med nye løsninger.

Så er det sagt. Nu tager jeg på ferie i 14 dage – måske hviler jeg hovedet, måske ikke, men det her er en projektansøgning.

Brug mig. Ansøgningen udløber ikke

Kenneth Krabat, 7.1.2011
kontaktdata til højre på siden