min kat er død og jeg sørger

– nærhed er nærhed

SAMMY hed min kærestes 18 år gamle kat, som jeg oplevede at blive adopteret af og have samliv med igennem 7 år. 

En tid begyndte han at have sværere ved at spise sit knas, og snart også den bløde mad, og mens vi var væk 3 nætter og havde ham passet hjemme, spiste han stort set ikke noget. 

Derefter gik det hurtigt ned ad bakke: Hvad der havde været en let ustøt gang blev til tab af muskulatur i bagbenene, og et besøg hos valby dyreklinik til en politianmeldelse, antageligvis for dyremishandling – vi fik ingen klar besked, men måske handlede det om at vi skulle være kommet tidligere? – og krav om omgående aflivning. “I Danmark må intet dyr afgå ved naturlig død”. Continue reading “min kat er død og jeg sørger”

Borgersamling om grønt byliv på indre Østerbro

– nej til selvomklamring, ja til dynamik

Ud af 80.000 udvalgte borgere på Indre Østerbro (er det ikke reelt alle stemmeberettigede?) bliver 36 efter opfordret ansøgning udvalgt til at deltage i en borgersamling.

Initiativet er reelt EUs, der stiller krav til de europæiske lande om borgerinddragelse, og angiveligt har der været flere af slagsen.

“Hvordan skal vi prioritere pladsen på Indre Østerbro mellem biler, bynatur og byliv?” er spørgsmålet, som samlingen skal mødes om 5 gang i 2023 – for siden at give anbefalinger til borgerrepræsentationen. Som dog ikke er forpligtet til at følge anbefalingerne.

Min fremmeste tanker handler om IKKE at aflive byens parkeringspladser, uanset hvor ideelt det ser ud på “fremtidsplakater” med mennesker frit drivende gennem åbne byrum fyldt af træer og plæner. Min bydel har været både arbejderkvarter og en lidt forsagt del af byen på grund af sin placering, med tidligere paradoksalt tung trafik i sit yderområde, Strandboulevarden, fra Frihavnen/Københavns Havn, og er i dag qva ejendomsmæglerne og retten til at belåne andelsboliger med 80% (Tak, Anders Fogh Rasmussen…) blevet til et semi-velhaverkvarter med mange små lejligheder, og – ikke mindst med trafikkens omdirigering uden om bykvarteret – til et fredeligt kvarter, som nogle ønsker gjort endnu fredeligere. Mere indrettet på måske især unge menneskers drømme om nærhed, økologi, gåafstand til indkøb, mødesteder i det offentlige rum, minimal gadetrafik (men ingen unge forældre i dag sender børnene ud at lege uakkompagneret…!)

Continue reading “Borgersamling om grønt byliv på indre Østerbro”

Lynetteholmen – nyt boligområde stort set i vandoverfladen?

– høringssvar indgives 30/11 til 24/1 2021

Det har længe undret mig, at man bygger nye boliger i København på gamle kajanlæg og øer tæt på vandspejlet – når alle klimaprojektioner taler om massive vandstigninger i verdenshavene.

Mit eget høringssvar lyder sådan: Continue reading “Lynetteholmen – nyt boligområde stort set i vandoverfladen?”

Alt vi behøver for at være glade

Et af de længstvarende følgestudier i verden, kaldet Harvey Grant-studiet, fulgte 268 mandlige Harvard-studerende i årgangen fra 1938-1940. Studier, der strakte sig over 75 år bestod i regelmæssigt at indsamle data om forskellige aspekter af deltagernes liv. Den overvejende konklusion? Kærlighed betyder virkelig alt – i det mindste når det handler om at afgøre omfanget af glæde over tid og tilfredshed med livet.

Studiets længstlevende leder, psykiateren George Vaillant, udtalte til Huffington Post, at glæde hviler på to søjler: “Den ene er kærlighed. Den anden er at finde en måde at udholde livet på, som ikke skubber kærligheden væk.” Som eksempel gives, at én deltager ved studiets begyndelse ud af alle deltagere scorede lavest i vurdering af fremtidig stabilitet, og at han tidligere havde forsøgt selvmord. Men i slutningen af sit liv var han blandt de gladeste af alle. Hvorfor? Som Vaillant forklarer det, “Han tilbragte sit liv med at søge efter kærligheden.”

Nogle gange handler det bare om at smide benene op.

Selvudvikling for udviklede. Du er jo nået helt hértil!

 

1. Få dine relationer på plads med Jesper Juul. Begynd evt. med “Dit kompetente Barn”, eller kast dig ud på dybt vand og besøg manden selv.
1b Evt. bare lær at holde dig på egen banehalvdel (ved at lære Girafsprog).
2. Besøg en kompetent diætist og få relevante kostråd i forhold til din kropstype, levevis, mv.
3. Bestil et fuldt lægetjek og afgør dit kolesteroltal, dit blodsukker, dit levertal, vitaminer, mineraler, salt, osv. (ALT) og lad dig ikke afhverfe, når 10 minutter er gået. Det her er den store tur. Afgør på forhånd, hvad der måles, og læs om det hele på Wikipedia, så du kan SAMTALE med lægen. Lyt til samtalen, ikke statistik. Meget er ren, sund fornuft.
3b Suppler evt. med et fuldt tjek hos en kompetent biopat eller homeopat.
4. Arbejd med din fysiske balance. Det kommer til at influere alle dine beslutninger, at du står sikkert på jorden. (Kan du balancere på ét ben med lukkede øjne?)
5. Sov uden vækkeur og væn dig til at vågne, når du skal op. De fleste kan lære det. (Hvis du konstant sover over dig, skulle du måske overveje at skifte job…)
6. Hvil dig, mens du er i gang og når du slapper af: Sid på en ordentlig stol, sov i en ordentlig seng, gå i ordentlige sko. Manglende komfort er en væsentlig stressfaktor. (Hvad med sengen/stolen hos kæresten? Ja, det ér et problem).
7. Tal med mindst tre forskellige mennesker om 1 væsentlig ting hver dag. Helst ved fysisk møde. Det behøver ikke være langvarigt – du skal bare mene det og være til stede.
8. Mærk varmen mellem dine egne hænder 5 minutter hver dag.
9. Giv dig tid til at nyde din mad, din drikke, dit selskab, din transport, dit arbejde, din søvn.
10. Drik vand nok. Ikke for meget, ikke for lidt. Og senest 4 timer før du skal sove.
11 Fortsæt selv. Listen er altid din egen. Skriv den med god samvittighed. også selvom du ikke gør det hver dag. Eller bare ønsker at blive parat til at gøre det.

Essensen ér dog markant for ti’erne:
Du skal blive kompetent til dit eget liv, med alt hvad det indbefatter af krav om at bevidstgøre dig ift. ALT, som omverden i kompetent kollektiv eller gennem kompetent forskning afgør er bedst for et menneske, som det er muligt at afgøre dét spørgsmål lige NU.

Du skal altså lære at sortere i skidtet meget, meget hurtigere end tidligere. Og med de mængder, der kastes i hovedet på mennesker i dag, som følge af informationskonvergens – at information skaber information skaber information, sindssvagt hurtigt – er der kun én vej:

Tro på dig selv. Det dur.

Had eller håb?

Hvorfor jeg i grunden ikke kunne bidrage til digternes imødegåelse af tilfælde som Breiviks anslag på den kollektive selvforståelse.

 

For et par dage siden skulle jeg have været i Poesiens Hus og maratonoplæse sammen med 30 andre digtere. Nogle minutter hver, blot en manifestation af håbet, eller fortvivlelsen, som angivet af blogindlæggets titel, og inspireret af Breiviks massakre i Norge.

Jeg meldte afbud.

Jeg må nu konludere – for sent til at gå på scenen med og åbent imødegå min modstand – at den dybereliggende grund ud over udmattelse, arbejdsbyrde og på dén måde at passe på mig selv, var at finde i arrangementets titel. “Had” stilles over for “Håb”, som om det er to modsætninger – “hader man ikke, skal man håbe”, eller “håbet venter den, der ikke hader”.

Jeg er ikke enig.

Jeg synes, det er i orden at hade. Hvis blot man ved, hvorfor man således er uforsonlig i sin modstand, og så længe man ikke udlever de fantasier, der oftest akkompagnerer hadske tanker og følelser. Had kommer af en evne til at føle dybt, som er det, der muliggør kærligheds given både på det personlige og det upersonlige plan, og i hadet tydeliggøres dele af én selv, som behøver at blive taget vare på. Hvis man tør se på sig selv.

F.eks. gør blot tanken om formanden i min haveforening min hverdag til et fredløst sted – jeg behøver end ikke se ham for at tænde af; han skal bare dukke op som en tanke for at jeg kan mærke hadets uforsonlige karakter brænde i mine krop.

Det er ikke hans skyld, at jeg hader ham. Eller snarere, jeg hader dét, hans handlinger får mig til at føle, når han – ud fra min målestok – limboer under grænsen for hvordan man taler til og om andre mennesker. Det er Mit. Det er Mit problem. Det er Mit had. Det er Mine følelser. Det er Min målestok.

På den anden side er der det galt med håb, at det netop er personligt. Man hader noget (har en følelseesmæssig uforsonlig reaktion på noget i omverden) og håber så at det går væk, følelsen eller dét i omverden… Det er ikke godt nok. Det er passivt. Ansvarsforflygtende.

Når man hader, må man imødegå følelsen i sig selv. Og når man håber, er det egentlig handling, i omverden, eller i bedste afklarede fald, i sig selv, som håbet kalder på.

Hvis noget, burde digterarrangementet for klarheds ( og for min…) skyld havde heddet “kærlighed og handling” – en ageren indadtil og udadtil, med sigtet at få ens indre og ydre verden til at stemme overens. Så havde jeg måske bedre kunne hægte mig på og have overkommet dagenes ansrengelser og kroppens udmattelse. Nu er jeg henvist til bare at blive klogere på afstand:

Hvis det gjalt min uempatiske formand i haveforeningen, der (som jeg oplever det) uimødesagt gør så mange mennesker ulykkelige og skaber så meget ufred med sin fremtoning og måde at tale til folk på, så kunne jeg ideelt set bruge mine følelser for, hvordan tingene burde fremtræde (min følelsesmæssige æstetik, min kærlighed) til at forsøge at trænge igennem til ham og få ham til at ændre adfærd. Eller, som mindstemålet, selv gøre en større anstrengelse for at foregå med et afklaret eksempel over for alle, baseret på mine dybe følelser for, hvordan vi må og skal behandle andre mennesker, for at flest mulige kan være sammen i fred og fordragelighed.

Og indtil jeg formår at forvandle mine egne meget vrede følelser fra at føle mig personligt ramt til at se ham som et offer for et eller andet, som holder HAM i vrede og uforsonlighed, må jeg leve med hadet der kommer af ikke at kunne slutte fred med at være blevet mobbet i årevis i min skoletid. Som er dét, jeg oplever, at han gør ved alle omkring sig, inklusiv mig.

Mit had har en årsag. Det er ikke smukt, ikke politisk korrekt, ikke voksent og modent forvandlet til accept og forståelse og vand af en gås. Det er grimt og passioneret og går på ingen måde væk med håb. Hverken ved at håbe på, at han ændrer adfærd, eller ved at tiden læger alle sår, eller ved at jeg glemmer, hvad der overgik mig i 7 år af min skoletid og på min senere arbejdsplads.

Så, igen: Det er ikke Had eller Håb. Det er Had OG Håb, når man er uafklaret eller uindsigtsfuld, og Kærlighed OG Handling, når man tør vedkende sig, at det ikke er Verden, som forårsager smerten, man føler, men derimod selve dét, AT man føler noget og VIL noget med sine følelser, og TØR føle smerten og ikke lade den blive til desperation, fortvivlelse og apati.

Og mens man arbejder på at skabe forståelse ud af alt det rod, som følelser skaber i én, ér det det hele: kærlighed og had og håb og ageren i én pærevælling. Og der ér ikke andet at gøre end at forsøge at finde ud af, hvad det alt sammen betyder, og hvor meget.

How to keep someone with you forever:

Or, you are being kept!

 

You create and maintain a “sick” system – at system designed to keep those you want to keep with you, employers, children or a spouse, tired, worried, feeling worthless and responsible for your wellbeing.

You can also learn to recognize the sick system that you yourself are caught up in, and then get the hell out!

Issendai’s Superhero Training Journal – How to keep someone with you forever.

Til lykke (gave til bryllupsparret)

til minde – de dage, hvor erindringen skal tjene på alle fronter
til beskyttelse – dagene, der MÅ holdes i ave, og agt
til moro – når alle aktiviteter ses gennem samme opfindsomme filter
men frem for alt
til overflod – at aldrig løbe tør for måder at dele af sit overskud på

til lykke

(skilt til væggen til bryllupsparret)