Alt vi behøver for at være glade

Et af de længstvarende følgestudier i verden, kaldet Harvey Grant-studiet, fulgte 268 mandlige Harvard-studerende i årgangen fra 1938-1940. Studier, der strakte sig over 75 år bestod i regelmæssigt at indsamle data om forskellige aspekter af deltagernes liv. Den overvejende konklusion? Kærlighed betyder virkelig alt – i det mindste når det handler om at afgøre omfanget af glæde over tid og tilfredshed med livet.

Studiets længstlevende leder, psykiateren George Vaillant, udtalte til Huffington Post, at glæde hviler på to søjler: “Den ene er kærlighed. Den anden er at finde en måde at udholde livet på, som ikke skubber kærligheden væk.” Som eksempel gives, at én deltager ved studiets begyndelse ud af alle deltagere scorede lavest i vurdering af fremtidig stabilitet, og at han tidligere havde forsøgt selvmord. Men i slutningen af sit liv var han blandt de gladeste af alle. Hvorfor? Som Vaillant forklarer det, “Han tilbragte sit liv med at søge efter kærligheden.”

Nogle gange handler det bare om at smide benene op.

Selvudvikling for udviklede. Du er jo nået helt hértil!

 

1. Få dine relationer på plads med Jesper Juul. Begynd evt. med “Dit kompetente Barn”, eller kast dig ud på dybt vand og besøg manden selv.
1b Evt. bare lær at holde dig på egen banehalvdel (ved at lære Girafsprog).
2. Besøg en kompetent diætist og få relevante kostråd i forhold til din kropstype, levevis, mv.
3. Bestil et fuldt lægetjek og afgør dit kolesteroltal, dit blodsukker, dit levertal, vitaminer, mineraler, salt, osv. (ALT) og lad dig ikke afhverfe, når 10 minutter er gået. Det her er den store tur. Afgør på forhånd, hvad der måles, og læs om det hele på Wikipedia, så du kan SAMTALE med lægen. Lyt til samtalen, ikke statistik. Meget er ren, sund fornuft.
3b Suppler evt. med et fuldt tjek hos en kompetent biopat eller homeopat.
4. Arbejd med din fysiske balance. Det kommer til at influere alle dine beslutninger, at du står sikkert på jorden. (Kan du balancere på ét ben med lukkede øjne?)
5. Sov uden vækkeur og væn dig til at vågne, når du skal op. De fleste kan lære det. (Hvis du konstant sover over dig, skulle du måske overveje at skifte job…)
6. Hvil dig, mens du er i gang og når du slapper af: Sid på en ordentlig stol, sov i en ordentlig seng, gå i ordentlige sko. Manglende komfort er en væsentlig stressfaktor. (Hvad med sengen/stolen hos kæresten? Ja, det ér et problem).
7. Tal med mindst tre forskellige mennesker om 1 væsentlig ting hver dag. Helst ved fysisk møde. Det behøver ikke være langvarigt – du skal bare mene det og være til stede.
8. Mærk varmen mellem dine egne hænder 5 minutter hver dag.
9. Giv dig tid til at nyde din mad, din drikke, dit selskab, din transport, dit arbejde, din søvn.
10. Drik vand nok. Ikke for meget, ikke for lidt. Og senest 4 timer før du skal sove.
11 Fortsæt selv. Listen er altid din egen. Skriv den med god samvittighed. også selvom du ikke gør det hver dag. Eller bare ønsker at blive parat til at gøre det.

Essensen ér dog markant for ti’erne:
Du skal blive kompetent til dit eget liv, med alt hvad det indbefatter af krav om at bevidstgøre dig ift. ALT, som omverden i kompetent kollektiv eller gennem kompetent forskning afgør er bedst for et menneske, som det er muligt at afgøre dét spørgsmål lige NU.

Du skal altså lære at sortere i skidtet meget, meget hurtigere end tidligere. Og med de mængder, der kastes i hovedet på mennesker i dag, som følge af informationskonvergens – at information skaber information skaber information, sindssvagt hurtigt – er der kun én vej:

Tro på dig selv. Det dur.

Had eller håb?

Hvorfor jeg i grunden ikke kunne bidrage til digternes imødegåelse af tilfælde som Breiviks anslag på den kollektive selvforståelse.

 

For et par dage siden skulle jeg have været i Poesiens Hus og maratonoplæse sammen med 30 andre digtere. Nogle minutter hver, blot en manifestation af håbet, eller fortvivlelsen, som angivet af blogindlæggets titel, og inspireret af Breiviks massakre i Norge.

Jeg meldte afbud.

Jeg må nu konludere – for sent til at gå på scenen med og åbent imødegå min modstand – at den dybereliggende grund ud over udmattelse, arbejdsbyrde og på dén måde at passe på mig selv, var at finde i arrangementets titel. “Had” stilles over for “Håb”, som om det er to modsætninger – “hader man ikke, skal man håbe”, eller “håbet venter den, der ikke hader”.

Jeg er ikke enig.

Jeg synes, det er i orden at hade. Hvis blot man ved, hvorfor man således er uforsonlig i sin modstand, og så længe man ikke udlever de fantasier, der oftest akkompagnerer hadske tanker og følelser. Had kommer af en evne til at føle dybt, som er det, der muliggør kærligheds given både på det personlige og det upersonlige plan, og i hadet tydeliggøres dele af én selv, som behøver at blive taget vare på. Hvis man tør se på sig selv.

F.eks. gør blot tanken om formanden i min haveforening min hverdag til et fredløst sted – jeg behøver end ikke se ham for at tænde af; han skal bare dukke op som en tanke for at jeg kan mærke hadets uforsonlige karakter brænde i mine krop.

Det er ikke hans skyld, at jeg hader ham. Eller snarere, jeg hader dét, hans handlinger får mig til at føle, når han – ud fra min målestok – limboer under grænsen for hvordan man taler til og om andre mennesker. Det er Mit. Det er Mit problem. Det er Mit had. Det er Mine følelser. Det er Min målestok.

På den anden side er der det galt med håb, at det netop er personligt. Man hader noget (har en følelseesmæssig uforsonlig reaktion på noget i omverden) og håber så at det går væk, følelsen eller dét i omverden… Det er ikke godt nok. Det er passivt. Ansvarsforflygtende.

Når man hader, må man imødegå følelsen i sig selv. Og når man håber, er det egentlig handling, i omverden, eller i bedste afklarede fald, i sig selv, som håbet kalder på.

Hvis noget, burde digterarrangementet for klarheds ( og for min…) skyld havde heddet “kærlighed og handling” – en ageren indadtil og udadtil, med sigtet at få ens indre og ydre verden til at stemme overens. Så havde jeg måske bedre kunne hægte mig på og have overkommet dagenes ansrengelser og kroppens udmattelse. Nu er jeg henvist til bare at blive klogere på afstand:

Hvis det gjalt min uempatiske formand i haveforeningen, der (som jeg oplever det) uimødesagt gør så mange mennesker ulykkelige og skaber så meget ufred med sin fremtoning og måde at tale til folk på, så kunne jeg ideelt set bruge mine følelser for, hvordan tingene burde fremtræde (min følelsesmæssige æstetik, min kærlighed) til at forsøge at trænge igennem til ham og få ham til at ændre adfærd. Eller, som mindstemålet, selv gøre en større anstrengelse for at foregå med et afklaret eksempel over for alle, baseret på mine dybe følelser for, hvordan vi må og skal behandle andre mennesker, for at flest mulige kan være sammen i fred og fordragelighed.

Og indtil jeg formår at forvandle mine egne meget vrede følelser fra at føle mig personligt ramt til at se ham som et offer for et eller andet, som holder HAM i vrede og uforsonlighed, må jeg leve med hadet der kommer af ikke at kunne slutte fred med at være blevet mobbet i årevis i min skoletid. Som er dét, jeg oplever, at han gør ved alle omkring sig, inklusiv mig.

Mit had har en årsag. Det er ikke smukt, ikke politisk korrekt, ikke voksent og modent forvandlet til accept og forståelse og vand af en gås. Det er grimt og passioneret og går på ingen måde væk med håb. Hverken ved at håbe på, at han ændrer adfærd, eller ved at tiden læger alle sår, eller ved at jeg glemmer, hvad der overgik mig i 7 år af min skoletid og på min senere arbejdsplads.

Så, igen: Det er ikke Had eller Håb. Det er Had OG Håb, når man er uafklaret eller uindsigtsfuld, og Kærlighed OG Handling, når man tør vedkende sig, at det ikke er Verden, som forårsager smerten, man føler, men derimod selve dét, AT man føler noget og VIL noget med sine følelser, og TØR føle smerten og ikke lade den blive til desperation, fortvivlelse og apati.

Og mens man arbejder på at skabe forståelse ud af alt det rod, som følelser skaber i én, ér det det hele: kærlighed og had og håb og ageren i én pærevælling. Og der ér ikke andet at gøre end at forsøge at finde ud af, hvad det alt sammen betyder, og hvor meget.

How to keep someone with you forever:

Or, you are being kept!

 

You create and maintain a “sick” system – at system designed to keep those you want to keep with you, employers, children or a spouse, tired, worried, feeling worthless and responsible for your wellbeing.

You can also learn to recognize the sick system that you yourself are caught up in, and then get the hell out!

Issendai’s Superhero Training Journal – How to keep someone with you forever.

Til lykke (gave til bryllupsparret)

til minde – de dage, hvor erindringen skal tjene på alle fronter
til beskyttelse – dagene, der MÅ holdes i ave, og agt
til moro – når alle aktiviteter ses gennem samme opfindsomme filter
men frem for alt
til overflod – at aldrig løbe tør for måder at dele af sit overskud på

til lykke

(skilt til væggen til bryllupsparret)

Kærlighedsdynamikkens anden lov [link]

“…det var oprindeligt psykologen John Gottman, der i 1998 formulerede denne ’sentimentale relationers hovedsætning’ på baggrund af ekstensive undersøgelser af amerikanske parforhold. Fra videooptagede samtaler kunne han se, hvilke mekanismer, der typisk fører til brud og hvilke, der bidrager til stabilisering. De fire klareste indikatorer for et apokalyptisk ægteskab er ifølge ham: Kritik, foragt, forsvar og ignorering – hvor foragt nok er den værste.”

“José-Manuel Reys model, der for nylig er publiceret i onlinetidsskriftet PloS one… er relativt simpel og antager, at de eksterne faktorer [i et forhold] kan udtrykkes i en parameter, som får den subjektive lykkefølelse til at aftage stærkere end normalt efter vielsen. Han anvender koblede ikke-lineære differentialligninger, der består af to led: en funktion for lykkefølelsen, der aftager med tiden, og en funktion for den indsats, forholdet har brug for, for at kunne opnå en ligevægt.”

via Kærlighedsdynamikkens anden lov | Ingeniøren.

den stærkeste kraft i Universet: Hjertets opvækkelse

En trykkende pladefølelse lige i min hjerteregion er af læger blevet afvist som værende et medicinsk fænomen. Inden for åndelige filosofier kaldet det Hjertets Opvækkelse.

Fra 2006 til 2007 gik jeg igennem sorgen over tabet af et ufødt barn og at blive forladt af kvinden, jeg elskede.

Siden december 2006 har jeg i perioder rendt rundt med i en trykkende “plade”-følelse i brystkassen, som af og til har været smertefuld, men oftest blot ret “insisterende”. I 2007 og 2008 blev jeg undersøgt med PET og CAT-scan, men lægerne fandt ikke noget. En læge endte dog med at diagnostisere en ikke-inflammatorisk betændelse i hjertehinden, som han med et glimt i øjet kaldte en normal lidelse for mænd i min alder – 35-45; en lidelse, der var kendt for kun at kunne behandles med psykoterapi, blink-blink, hvilket var det tætteste han som læge kunne komme på at indrømme en tæt forbindelse mellem krop og psyke, uden samtidig at have nogen som helst efterprøvelig idé om, hvad pokker det handler om.

I denne tid er følelsen meget kraftigt tilbage, og jeg er atter bekymret for, om det skulle være en cancer, men da jeg tre gange er blevet undersøgt og har fået konstateret, at der i medicinsk forstand ikke er noget at gøre, er jeg nødt til at forsøge at tage denne stafet fra universet op igen. Læs videre “den stærkeste kraft i Universet: Hjertets opvækkelse”

DRs nedlægning 2 – demonstration

Billedkunstnernes Forbund, Dansk Artist Forbund, Dansk Filmfotograf Forbund, Dansk Forfatterforening, Dansk Kapelmesterforening, Dansk Komponistforening, Dansk Musiker Forbund, Dansk Organist- og Kantorsamfund, Dansk Skuespiller–forbund, Danske Bladtegnere, Danske Filminstruktører, Danske Formgivere, Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer, Danske Kunsthåndværkere, Danske Populærautorer, Danske Skønlitterære Forfattere, Danske Tegneserieskabere, Forenin–gen af Danske Sceneinstruktører, Fotograferne, Sammenslutningen af Danske Scenografer, Tegnerne, Unge Kunstnere og Kunstformidlere

står bag en demonstration

onsdag d. 12. september
med start på Nytorv kl. 14.30 og videre til Gl. Strand

for bevarelsen af DR som Danmarks bredeste kulturformidler af kunst og kultur, sport, aktualitet, nyhedsformidling, undervisning, oplysning og meget mere til gavn for danskerne og hele det danske samfund!

Hvor står du?

Flere oplysninger kan ses på Dansk Kunstnerråd’s hjemmeside

@ Eurocon 2007, 21.-23. september 2007

Den 29. europæiske science fiction-festival.

Hvis du er til fantasy og science fiction, skulle du tage at aflægge Eurocon 2007 et besøg. Det er første gang siden undfangelsen i 1972, at Eurocon afholdes i Danmark, og så store notabiliteter som Anne Macaffrey, Harry Harrison og Stephen Baxter er gæster (men der er 19 andre, heriblandt vore egne Svend Åge Madsen, Lene Kaaberbøl, H. H. Løyche og Anne-Marie Vedsø Olesen).

Samtidig kan du deltage i en novelle-konkurrence på engelsk, hvor teksten ikke må overstige 2007 ord! – senest 1. august. Teksten kan også have digtform, og kan også være kortere – blot skal emnet være inden for rammerne af det fantastiske. [Hvis i tvivl, så læs om Todorovs definition hér] (Det kan godt nås, hvis man vil – selv lykkedes det mig på 18 timer at skrive en historie på præcis 2007 ord. Jeg kunne ikke lade være med at prøve, og synes faktisk resultatet blev meget hæderligt: En slags parabel om det at balancere på grænsen mellem tomhed og fællesskab, iscensat i en verden, hvor enhver lever omgivet af et “ghost”, som er repræsentationen for fællesskabet og konsensus, og hvad der sker for en, som mister sit “ghost” og ikke ønsker at vende tilbage til fællesskabet.)

Tilmelding inden 1. august 150 kr.
Efter eller i døren 100 kr. dag/200 for weekenden, hvis købt i døren fredag.

Eurocon 2007
Novellekonkurrence med 2007 ord

dagbog: Kraft eller kræft?

Ser man bort fra tanken om meningsfuld genfødsel, karmisk gæld og begrebet åndelighed, hvordan bliver så en åbenbaring til en PET-skanning? Jo, bevæger man sig først hen over et barn der dør, et forhold der dør og en identitet der dør, er man godt på vej. Og siger man “dør” (mør) mange gange nok efter hinanden, bliver det til dør (før). Hver død en dør, ikke for afdøde, men for de efterladte.

Jeg havde… ikke elsket hende siden 1991, hvor vi mødtes, men elskede hende dengang i 5 år; havde ikke elsket hende siden 1997, hvor hun første gang gik sin vej, men… båret rundt på følelser for hende, jeg ikke kunne komme af med, fordi hun ikke var der til at tage imod dem.

Sådan var min teori: At elske er den handling, det er at være åben over for et andet menneske, for så vidt det er muligt at handle på anden måde end blot at være åben, hvis behovet opstår – man behøver jo ikke sætte ord på, for at være åben. Dertil komplicerede jeg begrebet med alt muligt om feromoner og personlige præferencer og rette tid og sted og biorytmer og nødvendighed i livet og så videre. Og selve kærligheden var så mødet mellem to åbne mennesker, eller for den sags skyld et åbent og et lukket, det var bare nul-kærlighed, et ikke-møde. Kærligheden var der således teoretisk til stede hele tiden, og opgaven for enhver: At blive eller forblive åben på en sådan måde, at den anden åbnede sig.
Hvordan man skulle gøre dét? Anede det ikke. “Være ærlig” var det tætteste, jeg kunne komme.

I 2004 kom hun ind i mit liv igen. Forelskelse, storslået sex og leg, snak om liv og om børn – jeg svingede frem og tilbage på dét med børn, men hun var så parat, at hun fik en operation, der hidtil havde forhindret hende i at blive gravid. Alle døre åbne; blot at gå gennem dem: Vi flyttede sammen, ungkarlen hér beholdt sin lejlighed i baghånden som kontor, gik på arbejde dér, forsøgte at arbejde hjemme på hendes opfordring, vendte tilbage til kontoret på hendes bøn, og det var svært at bygge bro mellem to relativt ens karakterer, der blot levede forskudt af hinanden – to forskellige behov for tryghed, for sigte med livet. Og hun ville så gerne have det barn, og stabilitet. Hvor ér det en gammel sang, men man synger med på den, hvis følelserne er store nok og mødet stærkt nok – det er dét her med ikke at kunne gå imod sin natur. Sin trang til at blive fyldt op. Ikke gå på kompromis med sig selv. Forsøge at bøje, men ikke bøje af. Sommeren 2006 knækkede så denne film.

Jeg kom hjem fra en 50-års fødselsdag en tidlig sommermorgen, hun var vågen og ville snakke, jeg var småfuld, menneskemæt og ville sove, hun blev ved og ved og ved, og dér blev det for meget. Den tålmodighed, jeg havde troet var min stærkeste side, gik fløjten på tyve minutter. Pakkede alle mine ting – det var ikke mange – og var ude af døren på halvanden time. I døren, mens jeg stod med det sidste, sagde hun: Hvad nu, hvis jeg er gravid? Bagklogskaben ér netop dét, men dér var det bare et uforståeligt udsagn, der føltes som et kluntet forsøg på at holde mig tilbage. “Så tager vi den dérfra”, svarede jeg. Og gravid… det var hun så med sikkerhed en uge senere.

Beskeden kom over mobilen, og da hun sagde det, opstod der en kontakt, BANG! Med det samme kunne jeg mærke barnet, ham, min søn, som det ville blive til. Ikke nogen tvivl om det, ingen troværdighed givet til den velkendte historie om manden, der ønsker sig én magen til sig selv, for skulle jeg vælge, ville jeg foretrække en pige. Men dér var han. På vej inde i maven på den kvinde, jeg havde så mange følelser i forhold til, men ikke forstod og ikke blev forstået af, som jeg havde ladt alene midt i et dårligt timet forsøg på at fortælle mig, at hun måske var gravid. Jeg skulle være far. Det var ikke andet at gøre end at forsøge igen. Endnu en gang.

Vi forsøgte os som weekendkærester. Så kunne jeg arbejde alene ugen lang og være “hjemme” i weekenden. Første gang, jeg skulle noget en weekend, knækkede filmen. Jeg forsøgte at flytte “oftere” tilbage; det virkede heller ikke. Vi havde haft en ferie booket og betalt, som måtte flyttes på grund af nakkefoldsskanning; vi aflyste ikke, vi forsøgte at leve som om, der var en fremtid. Det var min insisteren. Vær hér nu. Vær nu.

I et lånt sommerhus mistede jeg kontakten til min søn. Dén kontakt, som havde været der hver dag siden mobilopkaldet, og jeg tænkte, at min biorytmiske intuitionskurve var nede og at det kun var dérfor. Men tre dage senere aborterede hun. Endnu en gang kom det over mobilen. “jeg bløder, jeg er bange, jeg tager på hospitalet”. Og så var det dét. Jeg skulle alligevel ikke være far til min søn.

14 dage holdt følelsen af at være blevet givet noget dyrebart af Universet, at det var noget, jeg kunne tage ved lære af og blive stærkere af, men så knækkede filmen igen. Jeg vidste det bare ikke. Og vi tog på ferie, med hendes tvivl og på min insisteren, fordi jeg ikke ville give op. Mine følelser for hende var de samme, men ferien blev et helvede. Mig, der ikke kunne være nogen steder, hvor hun var; mig der kogte over, hver gang hun åbnede munden og var rationel, eller ked af det, mig der var alene med mit tab, og ikke forstod, at hun også havde mistet, eller hvad det var, hun havde mistet. Mig alene i mig selv, i savnet af den forbindelse ud af mig og dermed til en fremtid, som kontakten til min søn havde været, nu for første gange nogen sinde rigtig alene.

Ikke længe efter forlod hun mig i en telefonsamtale. Nægtede at mødes med mig, hvis fortiden skulle på bordet; asserterede sig i stigende grad ud af alt, fordi jeg i stigende grad faldt fra “hinanden” og ikke kunne være rationel eller sammenhængende, når vi talte i telefon. Det var et langsomt, men sikkert sammenbrud af hidtil uerkendte forestillinger og drømme, det var mit selvbillede, der krakellerede. For første gang i mit liv havde jeg haft en fremtid, der inkluderede noget, jeg ikke selv var herre over. Ikke kunne flytte mig fra. Og ikke havde haft lyst til at flytte mig fra. Noget ukendt, stort og ukendt, som jeg favnede med hele mit væsen. Og nu var det væk. Og jeg var væk. Det Jeg, jeg villigt havde lagt i hænderne på det ukendte, var væk og ingenting var i stedet. Alt snurrede rundt i mig, der var kun arbejdet tilbage, ikke mit skrivearbejde, men en oversættelse jeg var i færd med. Og jeg klamrede mig til den, så godt jeg nu evnede.

14. december, knap 2 måneder efter hun gik, og 5 efter at jeg mistede mit barn, havde jeg det egentlig okay. Nogle dage forinden var jeg faldet for fristelsen til at gå ind på den webmail, jeg havde oprettet til hende, og forstod af en mail dér, at hun var kommet videre – var begyndt at date, og havde gang i en fyr. Dét rørte mig ikke selvom jeg skammede mig forfærdeligt og gik til bekendelse over for hende. Alt, jeg følte ved tanken om hende sammen med en anden, var, at den del af mit liv var forbi – at jeg var nødt til at sørge, og jeg kunne mærke, at jeg begyndte at forstå, hvad dét egentlig ville sige – sørgeprocessen var lige så umærkeligt kommet på skinner, så at sige, og jeg var begyndt at vænne mig til tanken om, at der måske kunne være noget på den anden side, hvis bare jeg gav det tid – hvad jeg så end skulle gøre for at hjælpe mig selv. Jeg havde opgivet at skrive det daglige digt i slutningen af november, for at have dét mindre at skulle bruge energi på – jeg havde længe kun magtet rygmarvslinier og -rytme, og det tog mere end det gav. Deadlinen havde også fat i mig, og selvom det var en pinsel at skulle arbejde seriøst med noget, der måtte have min fulde opmærksomhed, var oversættelsen i det mindste en form for kerne i min dag.

Denne dag havde jeg således knoklet mine 7 sider af, og var af en eller anden årsag kommet til at fundere over mit forhold til den danske forfatter, Erwin Neutzsky-Wulff, som jeg syntes var horribel i sit menneske- og kvindesyn, kold og rationel og fjendsk, og så fik jeg denne tanke: Hvad skulle jeg sige til ham, hvis jeg gik op af hans havegang og bankede på hans dør… hvad skulle jeg sige til ham, når han lukkede op, det skulle være ærligt, noget kort og præcist, som han med alt sit fjendtlige rationale og store viden ikke uden videre ville kunne afvise? Og så slog det ned i mig: “kærlighed er den stærkeste kraft i Universet”.

Jeg sad og smagte på det. Det var vinter. Jeg havde haft en fremtid, nu havde jeg kun “på den anden side søvnen uden…”, uden muligheden for at udleve de forestillinger, der var fulgt med tilliden til hengivelsen til det, jeg ikke kunne kontrollere. Der var bælgmørkt udenfor, og kun en enkelt lampe tændt i lejligheden. “Kærlighed er den stærkeste kraft i Universet”. Jeg grinede for mig selv, mens jeg så mig selv vende om på hælen og efterlade Erwin Neutzsky-Wullf stående sådan “øbbe-øbbe-øbbe” på dørtærskelen til sit hus. “Kærligheden er den stærkeste kraft…” Med ét følte jeg, at dét hér… det var vigtigt. Det var ikke noget, jeg blot skulle bortdømme som så meget andet tankespinderi, give slip på, glemme, nej, jeg skulle gøre noget med det. Men hvad? Skrive et digt? Nej, det var jeg ikke i stand til efter alle de timer med oversættelsen dén dag. Skrive det på en lap papir og gemme det til dagen efter? Nej, det ville bare som alt muligt andet blot være et minde om gårsdagens indsigt og kraft, nej, jeg skulle skrive det på væggen.

Det er noget, jeg ofte har gjort, når noget skulle bæres gennem dagene. At fjerne det fra væggen er ikke uden videre gjort, og alene besværet adskiller et udsagn dér fra et udsagn på en lap papir. Giver det tyngde og tvinger mig ind i substansen igen. På min toiletvæg skrev jeg f.eks., da jeg i 2001 dybt disillusioneret omkring min egen placering i verden kom hjem fra Perú: “I am no poet, I am invention” – jeg ved ikke, hvad det betyder, men jeg kan mærke en essens i det, som gør det rigtigt, at jeg jævnligt skal tage stilling til det. Så, på væggen, midt mellem alle Ole Comolls fantastiske mennesketegninger, som hang der indtil vi kunne komme videre med vores LYS-projekt, hvilket i de dage ikke lige var aktuelt for mig, skrev jeg med speedmarker: “Kærlighed er den stærkeste kraft i universet”, fint tegnede bogstaver, jeg mente det og ville skulle se på det i lang tid fremover. Og så sad jeg og kikkede på det.


Jeg må have det tættere på, tænkte jeg; jeg må skrive det på mine arme; tættere på end kroppen kan det ikke komme, før jeg forstår, hvad det betyder; det skal stå på begge mine arme… og med samme permanent-tush skrev jeg det omhyggeligt på begge mine arme. “Kærligheden… er… den… stærkeste…” – det blev pænere på højre arm end på venstre, fordi jeg som højrehåndet måtte være mere omhyggelig dér. Og så sad jeg dér, væggen beskrevet, semi-permanent tatoveret på begge arme med store bogstaver – måske skulle jeg simpelthen gå rundt med det en måned og se, hvordan det ville føles, når andre så det – hvordan det ville være at vågne til hver morgen, tatoveringen jeg aldrig havde fået lavet, fordi jeg ikke før havde fundet noget jeg havde lyst til at se hver dag, ufjerneligt på min hud.

“Ikke påkalde frygten, ikke afvise den, når den kommer, ikke holde på den, ikke skubbe den væk” begyndte at køre rundt i hovedet på mig som en remse. “Ikke påkalde frygten, ikke afvise den, når den kommer, ikke holde på den, ikke skubbe den væk” – som et lydspor fra en fjern lejlighed. Og så kunne jeg med ét mærke noget vokse frem i min brystkasse, nej, i hele min overkrop, fra lige over pelvis til struben og ud til hvor ribbenene bukkede rundt mod ryggen, følelsen som af en stor piet heinsk superelipseformet opsvulmet ring, der omkransede og tegnede hele forsiden af min overkrop, 5-6 cm i bredden, en fortykning der ikke var synlig på huden og ikke kunne mærkes, når jeg trykkede på den, jo, jeg kunne ikke mærke ringen, men kun fingrenes pres, når jeg trykkede, men straks jeg fjernede fingrene igen, vendte følelsen af opsvulmethed tilbage. Jeg følte mig let. “Ikke påkalde frygten, ikke afvise den, når den kommer…” Jeg havde intet at frygte længere ud over frygten selv; jeg behøvede ikke længere lade frygten køre rundt med mig, frygten for fremtiden uden et barn til at give mig mening og fokus, frygten for at være alene, frygten for om jeg nogen sinde ville finde et menneske at dele mit liv, følelser og tanker med, som jeg ikke konstant skulle kæmpe med, frygten for min skrivekarriere og frygten for at blive glemt, leve uelsket, uden venner, familie, alene.

Og så ringede det på døren. Det var hende. Af alle mennesker på denne dag, som kunne ringe på min dør, var det hende. Hvordan…?

Jeg havde ikke set hende i næsten 2 måneder. Hendes væsen var det samme. Men lukket på den selvbeskyttede måde. “Jeg ville bare lige se, hvordan du havde det.” Med ét var jeg selv forsigtig. Meget, meget glad for at se hende, men forsigtig. “Jeg ville bare lige se, hvordan du havde det” stemte ikke overens med al den tid, hvor hun nægtede at se mig, fordi jeg ikke kunne love ikke at tale om noget “før”. Der var så mange uafklarede spørgsmål, som hun havde nægtet at svare på, så hvad lavede hun i min lejlighed, når hun oven i købet havde gang i noget nyt?

Vi trippede rundt om hinanden en tid, hvorpå hun spurgte om vi ikke kunne ligge lidt ned – hun ville bare gerne holdes. Og det kunne jeg godt, kunne jeg mærke. Ikke tale, bare holde. Men vi havde ikke ligget der længe, før jeg kunne mærke hvordan ringen i min brystkasse begyndte at pulsere heftigt med en voldsomt brændende fornemmelse, og jeg følte mig opfyldt og så fuldstændig overflydende af kærlighed til hende, alle mine følelser væltede ud af mig, mens jeg bare lå og holdt. Jeg sagde ikke noget, men hun kunne mærke det, det var helt tydeligt at hun responderede, og dette kærlighedsfelt voksede til nogle proportioner, hvor vi var nødt til at afstemme følelsen med hinanden ved at se hinanden i øjnene. Mine øjne var bløde og intenst alvorlige på samme tid, husker jeg, og min brystkasse føltes som en kogende vulkan, hvor altid bare væltede ud.

Det endte selvfølgelig med, at vi måtte have tøjet af, fordi alting skreg på størst mulig tæthed, men følelsen varede ved i 24 timer, indtil hun var nødt til at gå, fordi hun havde en aftale. “Og jeg kan faktisk heller ikke tage mere ind”, sagde hun. Tage mere ind? Er der en begrænsning? tænkte jeg. Jeg havde undladt at komme i hende, standset mig selv, fordi jeg kunne mærke at hun ikke ønskede det, ikke ønskede min sæd oppe i sig, men i kampens hede ikke var i stand til at standse mig eller sig selv. Jeg standsede mig selv, selvom jeg brændende ønskede, at dét barn ville vende tilbage, og at jeg dog bare var kynisk nok til ikke at tage hensyn. Jeg standsede mig selv, selvom følelsen var, at jeg kunne fortsætte med at give hende af hjertet til mine dages ende, hvad enten vi kunne forstå hinanden eller ej. “Tage ind?”

De næste dage fik jeg grædt igennem. “Ikke invitere frygten, ikke skubbe den væk…” gjorde mig i stand til at lytte til kroppens behov. Jeg kunne pludselig føle, at det skulle være “nu”, lægge mig på sengen, på ryggen, og med ét bryde ud i voldsom, gennemrystende gråd, og i modsætning til tidligere var jeg i stand til at hengive mig til det, lade det ske som en valid form for udrensning. Rette kroppen ud, når den var færdig med sin udladning, lægge mig på ryggen igen, give slip igen hvis der skulle krampegrædes mere, lægge mig på ryggen igen osv., og på et eller andet tidspunkt klart mærke, at nu var det færdigt. På sin vis voldsomt spændende pludselig at opdage, at kroppen havde disse behov, der ikke hverken skulle verbaliseres eller føles på, men blot handles på, på samme måde som sult og tørst.

Men hende. Hvor var hun? Var hun på vej tilbage, kunne vi gøre et nyt forsøg, skulle vi gøre et nyt forsøg, hvad handlede dette utrolige og aldrig tidligere i den størrelsesorden oplevede kærlighedsmøde om? Jeg vekslede mellem tvivl på og tillid til mit nye kropslige fænomen, og forfaldt til endnu en gang at glo i hendes webmail, hvoraf jeg så kunne forstå, at hun havde skulle møde sin date den foregående fredag, hvor hun var nødt til at gå. Jeg forstod hende egentlig godt, mente jeg: Hun var usikker ved det nye, skulle lige tjekke det gamle, og det blev til noget andet, end hun havde forventet, men hun ville ikke opgive muligheden for det nye, så…

Jeg havde ingen problemer med at tilgive det. Mine egne overskridelser var straks noget andet. Ikke noget “in love and war” hér.

3 dage før jul kom hun tilbage. Hun “var lige i nærheden” – men ligesom i filmen “groundhog day”, som Bill Murray er dømt til at gennemleve igen og igen, og er nødt til at lære at der er forskel på det spontane og det taktiske, var også jeg nødt til at indse, at øjeblikket er noget man udfylder med nærvær, ikke med erindring eller forventninger. Hun var ganske lukket, blev ikke særlig længe, og da døren lukkede sig bag hende, gik bunden ud på dette menneske.

Hvordan jeg kom igennem jul, nytår, min fødseldag i slutningen af januar, ved jeg ikke. Men jeg fik afleveret oversættelsen i begyndelsen af januar og skrevet et par daglige digte, ikke mange, men nok til at bevise for mig selv, at jeg af og til levede. I perioden efter d. 21. december havde jeg med al tydelighed gjort det klart for hende, at jeg aldrig ønskede at se hende igen. Hun skulle ikke “lige komme forbi for at se, hvordan jeg havde det”. Skulle hun noget, skulle hun give sig hen – men jeg kunne se, at hun ikke regnede mig for dét materiale, hun skulle lave børn af. Og at dét var hendes største ønske.

Så godt jeg nu evnede det gav jeg slip på hende, men min sorgprocess var der gået ged i. Jeg begyndte at veksle mellem en form for følelsesløshed (numbness) og selvmedlidenhed. Kunne ikke længere mærke, hvad det var, jeg havde mistet. Det var nemt at redegøre for og sætte i ord, men ordene var ligesom ikke forbundet til en virkelighed i fortid eller fremtid. Og samtidig havde jeg så selv fundet mig en dating-veninde. Som med tiden, snarere end at blive nemmere at være sammen med, blev mere belastende, fordi hun kom til at spærre for dét, jeg skulle arbejde med i mig selv. Som sådan noget ofte bliver til, kom jeg til at bruge hende til at gemme mig bag, ikke som trøst, for jeg havde ikke behov for trøst, men hvordan siger man nej tak til åbne ører og sympati, der vises én, når man mest har brug for det og i realiteten kun har sig selv at tale med? Jeg vidste ganske enkelt ikke længere, hvad jeg skulle gøre eller gribe i, eller hvordan jeg skulle komme videre med noget.

I løbet af denne periode på 4-5 måneder fik jeg ikke løn-arbejdet overhovedet. Kunne ikke tage mig sammen, var træt træt træt hele tiden. Ringfølelsen var min ven igennem lang tid, af og til måtte jeg lige tænke på den om morgenen for at få den frem igen, men den var med mig hver dag. I januar var jeg faldet over en kvinde på nettet, som på halvandet år havde gennemgået en spontan kundalinirejsning, en oplysning, der havde fået hende til at forsage sit kærlighedsliv og arbejde til fordel for et liv med healing og kærlighed. Hende konsulterede jeg et par gange, og blev da overbevist om at følelsen i mit bryst var en god ting. Men en dag opdagede jeg, at følelsen havde ændret sig.

Snarere end at være en ring, var den nu blevet til en plade-følelse – som dét der var inden i ringen. “Hullet i nullet” som titlen var på en bog, jeg engang læste. Og jeg behøvede ikke længere “forstærke” den ved at tænke på den – følelsen var (og er) i brystet konstant, ca. fra navlen til hjertet. Men fordi jeg ikke havde evnet at overskue konsekvenserne af at være sammen med en anden kvinde, uden at være afklaret omkring konsekvenserne af den forrige, og fordi dette kortvarige forhold blev så problematisk, mistede jeg min indre vished om, at min ring/pladefølelse var af det gode. Jeg vidste sådan set godt, hvor det kom fra, hvad historien var, men med alle de nye ting der begyndte at ske i min dag, var der ligesom ingen relation til følelsen. Intet, der angav, hvad følelsen skulle eller kunne, eller ville mig, for den sags skyld. Og jeg begyndte at tænke, om det måske var symptom på noget andet. På noget indeni. Kræft, måske. Måske var alt det her med en ekstra-sanselig dimension noget vås. Måske var det ikke andet end et symptom på det liv, jeg havde ført. Der, som jeg selv kunne vurdere det, havde svaret til at være spøgelsesbillist på en befærdet vej.

Jeg var totalt nedkørt, da vi nåede maj måned. Og som altid, når jeg er nedkørt, uden penge, retning, forståelse, bliver jeg stresset, og når jeg bliver stresset, reagerer mit tandkød med betændelse. Lavt immunforsvar = Akut nektrotiserende gingivitis (akut døende tandkød). Af sted til tandlægen, ny dosis smalspektret penicillin, 10 dage. Et par besøg til gruppeterapi havde ikke kastet noget af sig, og det var blevet sommerferie for gruppen, og jeg ventede bare… på et eller andet. Jeg fik stadig ikke lavet nogen penge, følte mig svag og sårbar og havde ondt i kroppen. Påbegyndte i stedet en blog for simpelthen at have noget at lave. Og så blev jeg syg med feber og hoste, og da jeg havde hostet 5 dage, gik jeg langt om længe til lægen. Jeg forklarede om denne følelse i brystet – at jeg gerne ville vide, om det var fysisk eller… noget andet. Kunne ikke fortælle ham, at jeg tænkte, at det måske kunne være en form for resultat af min åbenbaring d. 14. december, men hosten og trykken for brystet… var nok for ham til at sende mig til røntgen.

“Der er en skygge i lungen – det er nok en gammel lungebetændelse, her er en recept på penicillin, tag dét, og så bestiller jeg tid til en undersøgelse, når du er færdig med pillerne.” Undersøgelsen var et nyt røntgenbillede i mandags. “Skyggen, din læge så, er der ikke længere, men der er en anden skygge, som vores professor siger nok er et blodkar, men vi vil gerne tjekke dig yderligere.”

Bispebjergs lungeafdeling – der var jeg så i dag igen. Bronkoskopi – kikkert ned i lungerne, fuldt bedøvet, og groggy, da jeg vågnede. Og i morgen skal jeg PET-skannes, kontrastvæske sprøjtet ind, så de kan se blodbanerne i lungerne. Min cykel var jeg nødt til at efterlade derude i eftermiddags, så jeg skal tidligt op, for at komme til tiden. Jeg forventer, at de ikke finder noget. Og at jeg skal til at tage dét seriøst, som ligger som en plade i min brystkasse hver dag. Men hvor? Hvem pokker skal jeg spørge om det?

Spørgsmålet om noget fysisk betinget står foreløbigt åbent til i morgen. Jeg indrømmer, at jeg i dag tænkte, at det på sin vis ville være betryggende, hvis de fandt noget – fordi der så var noget konkret at hægte mig på. Snarere end denne vedvarende følelse, der er som første side i en ABC, jeg end ikke kan tyde omslaget på.

I morgen. Efter i morgen…

[nu poster jeg den hér, uden yderligere korrekturlæsning, fordi den skal af sted, inden jeg om 8 timer skal op og på lungeklinikken igen.]

kenneth krabat,
13.07.2007