@ Overkvalificeret, my ass!

Share

Jeg fik ikke mit job. Halvanden måneds fast arbejde nu, og 15 ugentlige timer derefter – perfekt studiejob for en sprogmand! “Overkvalificeret” til at oversætte manualer fra engelsk og svensk til dansk… Det er sgu snarere rekrutteringsbureauet, der ikke aner, hvad det vil sige at oversætte. Ikke forstår processen, og hvilket engagement der fordrer, uanset hvad det er, der skal oversættes.

Jeg tror, de lyver. Jeg tror, det handler om at DE vil have et menneske, der ikke har prøvet så meget endnu. Et ungt menneske.

Men jeg kan så afsløre, at jeg godt vidste, hvilket firma det drejer sig om, selvom rekrutteringsbureauet, jeg havde hørt om jobbet igennem, havde gjort sit til at maskere det. Og at jeg havde ringet til Philips – og omgående blev kaldt til samtale, blot af en overordnet, der ikke vidste, at et rekrutteringsbureau var hyret til at tage sig af det. Men nu skriver jeg til firmaet alligevel og laver en uopfordret ansøgning.

Hundehoveder! Det er mit job!

@ Vadested

Share

At stå i et vadested er et begreb, man så ofte hører. Måske især, når man er i min alder (44), og nu kan identificere en vis lighed med tidligere meget rådvilde perioder.

Jeg er generalist, kan så sindssvagt mange ting, og mit analytiske sind og nysgerrighed gør det muligt for muligt for mig at binde an med stort set hvad som helst. Det er f.eks. ikke mere end knap 14 dage siden, at jeg tegnede og byggede en pisse flot terrassetrappe med 90 graders sving i bunden – uden nogen sinde at have lavet den slags før. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne løse opgaven. Ingen tvivl.

[billede følger]

Hvor meget, der så er held, når noget går godt, er ikke til at sige – men som Steffen Leve Poulsen siger det: “Heldig er ikke noget, man bare er – det er noget man rækker efter”. Man gør noget.

I mange år har jeg overvejet at søge ind på universitetet – tanken har været at komme i dybden med et eller andet. Og i år søgte jeg så endelig ind, på Spansk som er et lækkert sprog, det kunne være nyttigt og spændende at blive meget bedre til… men behøver jeg Uni for dét?

Hvor er det egentlig, vejen hen over vadestedet fører hen? Fører den egentlig ikke bare ind?

I lige så mange år, som jeg har overvejet universitetet som eneste vej til fordybelse, har jeg stået til rådighed for Verden, snarere end for mig selv. Har undladt at hjælpe mig selv. Jeg har helt klare evner for at heale, indlytte i andre, idéfinde og problemløse og analysere – men hjælpen er aldrig udstrakt til mig selv.

Det er dét, der er vadestedet. Jeg står midt i strømmen og ser, at alle mine evner er ligeligt applikérbare på mig selv som på andre. Men jeg er blevet så vant til at hjælpe baseret på stillede behov, at jeg har overhørt mine egne. Glemt at drømme – fordi det altid var nemmere, når der et sted, hos et menneske, var et behov, jeg muligvis ville kunne opfylde.

Bevares, jeg har skabt mig en form for karriere som forfatter gennem ren stædighed, men formålet var aldrig andet end at forsøge at finde det redskab, dén forståelse, der kunne gøre verden bedre for andre, som jeg så den inde i mig. Og har således undladt at opøve evnen til at hjælpe mig selv til en bedre plads i Verden.

Jeg har ofte gummistøvler på hér. Jeg må satse på at tage dem af og mærke vandets kulde.

@ Jobbet, der slap væk (nok)

Share

ja, det var så dagen, hvor jeg troede, jeg skulle have det der job, som skal bære mig igennem, indtil jeg muligvis skal begynde på spansk på uni.

Men 10 minutter efter at have lavet en jobsamtaleaftale om to dage, samme tid, andet sted, blev der ringet tilbage: Desværre. Vi skal først igennem [vikarbureau], som vi har betalt for at finde en oversætter og webkyndig…

For fanden! Det er MIT job, det der! Mit navn står ud over det hele, kan I ikke se dét? Og det tror jeg måske, de kunne. De lød simpelthen sultne.

Men for nyligt var jeg udsendt som vikar for samme rekrutteringsbureau. Én måned i et analyseinstitut. Da jeg gerne ville fortsætte med at arbejde der, sagde de at bureauet skulle have 10.000 kr., hvis de ansatte mig! Vikarbureauet har samtidig berufsverbotet mig i 6 måneder i analyseinstituttet, hvilket vil sige, at jeg ikke kan sige ja til tilbud om vikarjobs dér, hvis jeg – om 6 måneder – måtte ønske at arbejde der fast!

Havde jeg været chef for bureauet, ville jeg have beskyttet firmaet på samme måde, men jeg så det bare ikke komme.