Ønske til avisen Information: Temaserie om digitale bankhandlinger

Share

Hej, Jacob Fuglsang,

krisen kradser, og usikkerheden om bankernes overlevelse breder sig. Men samtidig er bankerne i dag den eneste måde at få sin løn udbetalt på – og en pludselig afskaffelse af denne ene måde ville givet destabilisere bankerne yderligere. Filialerne lukker og folk presses mere eller mindre frivilligt over på netbanker, angiveligt for at undgå køer og stigende gebyrer, eller fordi de gerne vil føle sig mere i kontrol… Og hér har de så selv ansvaret for sikkerheden i form at opdaterede browsere og andre computerprogrammer – som de dog er afhængige af, at andre skriver opdateringer til, eller hvis ikke, er tvunget til at lade være med at bruge. Hvilket tvinger dem til at gøre sig bekendte med teknologi, som måske ikke interesserer dem, og stresser dem, fordi de bliver usikre på, hvad der sker med deres penge, hvis ikke de selv er i fuld kontrol over omstændighederne med håndteringen af deres indeståender. Og er dermed også let mål for frygtskabelse – ubesindige venner, der rundsender falske og ægte virusvarsler, som er svære at undgå at læse, og endnu sværere at tage reel stilling til; avisartikler om organiserede bankhackere, der har tømt konti, og generel ansvarsfralæggelse alle steder fra.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at der blev lavet en seriøs temaserie om digital banking – den historiske baggrund, politiske hensyn og strategier, registersammenkøringer, sikkerhed, personligt ansvar og hæftelse og håndtering stress og hverdag med digitale betalingsmidler, hacking og muligheden for hacking, hvilke banker er sikrest efter hvilke kriterier, og hvorfor skal vi have netbanker (eller banker i det hele taget?) og hvad er prisen for ikke at have det, eller ér den tid forbi, og i så fald hvorfor?

Nedenstående er tilføjet en lille jammer, der IKKE er et læserbrev, men blot uddrag af den personlige historie. Ment som inspiration: hvad er det man falder over, når man tvinges ind i et system, der for længst har sluppet illusionen om, at man som kunde betyder noget som helst.

alt godt, og tak for at avisen stadig findes i fysisk form,

kenneth krabat
digter, og formand for digterne i Dansk Forfatterforening
mdl. af hovedbestyrelse i DFF
Parkvænget 1, 3.
4000 Roskilde


Jeg er 46 og har brugt computere siden 1989 og været på nettet siden i 1994. Jeg er klar over, at der er unge i dag, som aldrig har kendt en tid, hvor nettet ikke fandtes, men der findes stadig yngre mennesker (end mig), der husker at banken var et særligt sted at komme.

Min hverdag er ikke hurtigere end at kontakten til servicefunktionerne i mit liv betyder noget. Dvs. kontakten til menneskene, der hidtil har udført dem. Og kunne jeg betale mine regninger stående over for et menneske, uden at skulle betale tårnhøje gebyrer for det, ville jeg gøre det. Men lige så stille og roligt presses gebyrerne i vejret – guleroden har været “gør det selv” via netbank, som har kostet postvæsenet en formue og dermed endnu højere gebyrer for alle tjenester dér.

Dette pres overføres til mig, fordi det handler om kroner og øre. Eventuel argumentation om, at min kontakt til servicefunktionernes mennesker så bare må koste dét, det koster, ville næppe kommer fra mennesker med samme behov som jeg. Formodentlig ville det komme fra mennesker, der bruger netbank, fordi det er prakisk og endnu stort set gratis at gøre de ting selv, man før havde som en service ved at deponere sine penge i den pågældende bank – services, man i dag betaler for, hvis man ankommer til skranken.

Jeg bruger Mac; for at gå i netbank skal jeg derfor anvende en særlig lommeregnerlignende dims, der er synkroniseret med en tidskode i Danske Banks servere. Dette system er lavet om nogle gange i de par år, jeg har været tilknyttet netbank. Meget forvirrende at komme tilbage til det efter et stykke tid og finde ud af, at jeg ikke længere ejer den fornødne hardware eller de fornødne adgangskoder til at logge mig på.

Senest er jeg begyndt “forfra” – ny dims, nye koder, nye logonmekanismer. Og så bliver jeg præsenteret for en tvangsmæssig anerkendelse af en “Elektronisk Underskrift” som forudsætning for at kunne gøre de ting, jeg før kunne gøre ved blot at have tilsluttet mig aftalen om at bruge dimsen og koderne til at få adgang til mine penge, og lave nødvendige flytninger mellem konti og betaler regninger.

Den “eletroniske underskrift” er ikke en ny dims, men en helt ny aftale. Hvis ikke jeg tilgår den, får jeg ikke adgang til noget som helst i min netbank. Og det jeg skal skrive under på, er bl.a. et nyt sikkerhedsnet under bankens ansvar for kunders indeståender. Denne ansvarsbyrde er uddelegeret til skaberne af sikkerhedssoftwaren – som med loven i hånd kan opkræve 1200 kr. fra mig, skulle det lykkes andre end mig selv at hæve penge fra min netbank. Jeg behøver end ikke være ansvarlig for det – det må betragtes som en slags forsikring efter, at tyveriet er overstået. Lov om Visse Betalingsmidler §11 stk. 2 siger: “Medmindre videregående hæftelse følger af stk. 3 eller 6, hæfter brugeren med op til 1.200 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet, hvis den til betalingsmidlet hørende personlige, hemmelige kode er anvendt.” Det er altså ved lov indført, at såfremt min konto bliver hacket, skal jeg med tilbagevirkende kraft betale 1200 kr. i forsikring! Eller bøde…

Samtidig, og stadig som betingelse for at få adgang til min netbank, skal jeg nu også afsværge at få tilsendt udskrifter fra bevægelserne på mine konti. Forleden forsøgte jeg til brug for dokumentation for en proces at få kontoudskrifter for et halvt år tilbage. Det ville man i banken have 15 kr. for pr. side, og henviste derudover til “min netbank, hvor du bare selv kan skrive ud”…

I dag kan man ikke få udbetalt løn nogen steder, hvis man ikke har en lønkonto. Jeg er tvunget ind i en bank – misforstå mig ikke, det er rart at have sine penge beskyttet, og jeg vil gerne betale noget for den tjeneste, hvilket jeg bl.a. gør ved ikke at have nogen renter på min lønkonto, men jeg mener at vide, at bankerne lever af, at jeg har mine penge stående! – og nu er jeg også tvunget til at bruge netbank, hvis jeg skal se bevægelserne på min konto. Det er ikke længere en service, der ydes mig som tak for, at jeg har mine penge stående hos Danske Bank.

Jeg tror nu nok, at mine penge står relativt sikkert i Danske Netbank, med brugen af denne elektroniske dims, der genererer en kode, som udløber efter 30 sekunder, hvis man ikke bruger den. Det er svært at komme ind på min konto – man skal hugge både dimsen, min adgangskode til banken og min adgangskode til dimsen – hvis man skal have adgang til mine sjatter. Så, det lader sig ikke bare gøre over nettet ved hacking – det kræver et fysisk røveri. Men lad os antage, at det skete – jeg ville stadig skulle betale 1200 kr. for at være blevet frarøvet mine sikkerhedsanordninger. Og det er ved gud en national lov!

Det samme gør sig gældende, hvis jeg blev frarøvet mit kreditkort og tvunget til at afsløre koden til det. Banken vasker hænder, og sikkerhedsfirmaet læner sig op af “Lov om Visse Betalingsmidler §11 stk. 2”.

Man kan forestille sig tingene meget værre: Dårlig net-sikkerhed i sin bank, banken bliver tømt, og forsikringen dækker ikke; sikkerhedspartneren er ikke tilstrækkeligt dækket, og alle kunderne mister deres penge. Og så forslår 1200 kr. pr. kunde ingen steder…

Pointen er dog, at en bank er i dag en tvangsmæssig installation i ethver menneskes liv i Danmark – ingen løn, pension, offentlige ydelser, skattetilbagebetalinger osv. uden.

– bankerne lever af deres kunders indeståender.
– bankerne sætter gebyrer på alle fysiske transaktioner
– bankerne tvinger kunderne over i det digitale rum
– bankerne tvinger kunderne til at betale, hvis deres koder bliver brugt til tømning, uanset årsagen
– lovgivningen understøtter bankernes monopol ved at tvinge folk til lønkonti
– lovgivningen understøtter implicit bankernes gebyrer, der tvinger folk over i netbankerne og dermed risikoen for digitale tyverier
– lovgivningen støtter bankernes hændervasken over for digitale indbrud
– og angrebene på de svage punkter i de digitale sikkerhedsmekanismer er først lige begyndt.

Nu venter jeg så bare på, at transaktionerne i netbanken i nær fremtid begynder at koste noget. Så er målet sådan sét fuldt.