Rokeringer og udskiftninger i Dansk Forfatterforenings bestyrelse

Dansk Forfatterforenings samlede bestyrelse består herefter af:

Morten Visby (formand)
Anne Sofie Hammer (næstformand)
Kirsten Marthedal
Sanne Udsen
Henrik Poulsen
Juliane Wammen
Stephanie Caruana
Inge Duelund Nielsen
Christine Tjalve
Daniel Boysen
Kaare Øster

17. september 2020

Source: Dansk Forfatterforening får ny næstformand og tre nye bestyrelsesmedlemmer – Kulturmonitor

@ Eurocon 2007, 21.-23. september 2007

Den 29. europæiske science fiction-festival.

Hvis du er til fantasy og science fiction, skulle du tage at aflægge Eurocon 2007 et besøg. Det er første gang siden undfangelsen i 1972, at Eurocon afholdes i Danmark, og så store notabiliteter som Anne Macaffrey, Harry Harrison og Stephen Baxter er gæster (men der er 19 andre, heriblandt vore egne Svend Åge Madsen, Lene Kaaberbøl, H. H. Løyche og Anne-Marie Vedsø Olesen).

Samtidig kan du deltage i en novelle-konkurrence på engelsk, hvor teksten ikke må overstige 2007 ord! – senest 1. august. Teksten kan også have digtform, og kan også være kortere – blot skal emnet være inden for rammerne af det fantastiske. [Hvis i tvivl, så læs om Todorovs definition hér] (Det kan godt nås, hvis man vil – selv lykkedes det mig på 18 timer at skrive en historie på præcis 2007 ord. Jeg kunne ikke lade være med at prøve, og synes faktisk resultatet blev meget hæderligt: En slags parabel om det at balancere på grænsen mellem tomhed og fællesskab, iscensat i en verden, hvor enhver lever omgivet af et “ghost”, som er repræsentationen for fællesskabet og konsensus, og hvad der sker for en, som mister sit “ghost” og ikke ønsker at vende tilbage til fællesskabet.)

Tilmelding inden 1. august 150 kr.
Efter eller i døren 100 kr. dag/200 for weekenden, hvis købt i døren fredag.

Eurocon 2007
Novellekonkurrence med 2007 ord

@ Pardannelse til alle

Hvorfor er at sælge sin krop anderledes end at underlægge sig en kontorchef eller en lagerforvalter? Digteren Ursula Andkjær Olsen harmes i dagens Information. Jeg tænker videre.

Digter og medlem af avisen Informations Tæskeholdet, Ursula Andkjær Olsen, harmes i dagens avis over politikeren Margrethe Vestagers vrede over bagmændene i købesex-branchen, og svovler over, hvordan dét at sælge sin krop til sex på nogen måde kan adskilles fra dét at sælge sig selv på alle andre tænkelige måder (“det er jo den kreative klasses spidskompetence”.) = Nutidens krav til mennesket om at sælge flest mulige af sine kompetencer til højestbydende kan ikke adskille de to ting, blot fordi der måtte være en kriminaliseret “bagmand” bag en gade- eller kælderluder.

UAO siger det ikke lige ud, men lad mig føre hendes tanke videre: Hvorfor er det i orden at være underlagt en kontorchef eller en lagerforvalter, men ikke en alfons, der beordrer den ansatte hen på et bestemt gadehjørne? Hvori består forskellen, når alle er nødt til at arbejde for føden? Mennesket Margrethe Vestager kan givet erkende, at alle gør det bedste de kan, med de muligheder de et givent øjeblik i livet har til rådighed – om end man kunne ønske sig, at overlevelsen fra dag til dag hvilede på et fundament af tålmodig, empatisk afventende udbalancering af enhvers behov, ønsker, erfaringer, kraft, følelser, tanker osv med ens eget niveau. Men utopien sælges altid nemmere af dén, som har sit på det tørre. Og det er hér, politikeren træder frem – hér, hun ophører med at tale om menneskelige kår, og begynder at tale om regulering.

Det mest meningsgivende for en biologisk organisme er stadig hver dag at få noget at spise – det kan der næppe herske uenighed om (hvis man ser bort fra breatharians). Den kvindelige digter siger ovenfor, at alt kan og bliver handlet – krop, følelser, viden, relationer – og at enhver sælger sig selv for at overleve. Hun taler om øjeblikket, om at have udgangspunkt i den daglige overlevelse. Hun forsvarer ikke prostitution, men angriber politikeren for at være politiker – og sætter dermed en standard for en poltikers åbenhed. Men kan en politiker være åben, og samtidig politiker?

Med sin vrede over de prostituererede bagmænd udtrykker den kvindelige politiker, at kvinder ikke sælger sex af egen fri vilje. Underforstået héri ligger en masse politiske agendaer og holdninger at købslå med på Christiansborg: Noget – uddannelse, oplysning – ville kunne forandre kvinders evne til at vælge “bedre” måde at tjene til dagen og vejen på; købesex er ikke et værdigt job (for kvinder; hvornår hører vi om mandlige prostituerede?); en fremtid kan skabes, hvor en mand altid vil kunne finde en kvinde, der elsker og vil elske med ham (og det samme for kvinder, men det hører vi heller ikke om); men skulle man endelig offentlig vedgå, at sex er kommet for at blive, og at det er sit eget marked, og vi ikke lige med deet samme kan skabe harmoni og kærlighed og pardannelse til alle, skulle købesex være bedre reguleret; og skal købesex reguleres, er det bedre at være venner med producenterne (luderne) end med grossisterne (alfonserne) osv osv. Margrethe Vestager vælger derfor en strategi, hvor hun kun anklager bagmændene, som allerede er kriminaliseret. En legalisering af købesex, som med alt hvad det indbefatter af arbejdsbeskyttelse, forsikring, ferie, uddannelse (!) osv., efter en tids instabilitet ville tvinge de kriminaliserede bagmænd ud ad af spillet, skabe tryghed blandt de ansatte, skabe flere selvstændige erhvervsdrivende, tvinge de laveste priser i vejret og generelt set sende flere penge i statskassen – hvilket jo er blandt andet er politikerens rolle.

Men hvad så med digterens anke? At politikeren ikke taler åbent om sin agenda? I et selvoptaget velfærds*samfund, som har glemt, at der overalt på kloden, inklusiv Danmark, findes mennesker, som her og nu behøver at overleve, og at de kun har sig selv at sælge (hvis altså nogen vil købe), ville en politiker, der er mere interesseret i regulering og skabelse af nye indtægter til staten end i kønslige problematikker, og i klummen citeres for at kalde anskaffelser af virtuelle møbler i Second Life for umoralske, kunne få noget igennem? Nogen steder?

Og sådan gik der 4 1/2 timer med den tanke. Nu frokost. Så besøge mormor på hospitalet. Så skrive eller besøge ven med behov for hjælp.

(*velfærd betyder “kvalitetssikring” og ikke i sig selv kvalitet)

@ Vadested

At stå i et vadested er et begreb, man så ofte hører. Måske især, når man er i min alder (44), og nu kan identificere en vis lighed med tidligere meget rådvilde perioder.

Jeg er generalist, kan så sindssvagt mange ting, og mit analytiske sind og nysgerrighed gør det muligt for muligt for mig at binde an med stort set hvad som helst. Det er f.eks. ikke mere end knap 14 dage siden, at jeg tegnede og byggede en pisse flot terrassetrappe med 90 graders sving i bunden – uden nogen sinde at have lavet den slags før. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne løse opgaven. Ingen tvivl.

[billede følger]

Hvor meget, der så er held, når noget går godt, er ikke til at sige – men som Steffen Leve Poulsen siger det: “Heldig er ikke noget, man bare er – det er noget man rækker efter”. Man gør noget.

I mange år har jeg overvejet at søge ind på universitetet – tanken har været at komme i dybden med et eller andet. Og i år søgte jeg så endelig ind, på Spansk som er et lækkert sprog, det kunne være nyttigt og spændende at blive meget bedre til… men behøver jeg Uni for dét?

Hvor er det egentlig, vejen hen over vadestedet fører hen? Fører den egentlig ikke bare ind?

I lige så mange år, som jeg har overvejet universitetet som eneste vej til fordybelse, har jeg stået til rådighed for Verden, snarere end for mig selv. Har undladt at hjælpe mig selv. Jeg har helt klare evner for at heale, indlytte i andre, idéfinde og problemløse og analysere – men hjælpen er aldrig udstrakt til mig selv.

Det er dét, der er vadestedet. Jeg står midt i strømmen og ser, at alle mine evner er ligeligt applikérbare på mig selv som på andre. Men jeg er blevet så vant til at hjælpe baseret på stillede behov, at jeg har overhørt mine egne. Glemt at drømme – fordi det altid var nemmere, når der et sted, hos et menneske, var et behov, jeg muligvis ville kunne opfylde.

Bevares, jeg har skabt mig en form for karriere som forfatter gennem ren stædighed, men formålet var aldrig andet end at forsøge at finde det redskab, dén forståelse, der kunne gøre verden bedre for andre, som jeg så den inde i mig. Og har således undladt at opøve evnen til at hjælpe mig selv til en bedre plads i Verden.

Jeg har ofte gummistøvler på hér. Jeg må satse på at tage dem af og mærke vandets kulde.

@ Ulønnet, frivilligt, hjerte, nødvendigt

I nat færdiggjorde jeg kommentarerne til en vens udkast til standardkontrakt for et særligt oversætterfirma, han vil lave. En interessant idé, som jeg håber han kommer langt med. Hvad enten jeg kommer til at lave noget sammen med ham eller ej, er det en fornøjelse at hjælpe ham på vej mod en pension. Og ligeledes en fornøjelse at bøje kontraktens ordlyd til noget, der minder om samarbejde, mens alt der ligner slavebinding luges ud. Min ven må gøre, hvad han vil med sin kontrakt, men jeg tror nu på, at kontrakten skal erstatte håndtrykket – ikke være en fælde for en juridisk ukyndig.

Inden sengetid, sent, nåede jeg også lige deadline på et internetinternatkursusforslag til dansk forfatterforening, som ligger mig meget på sinde, fordi medlemmerne ikke er sikre nok på digitale rettigheder og den slags til at kunne tale åbent om problematikkerne omkring overgangen til den digitale verden.

DFF er en gammel forening, og gamle foreninger bevæger sig meeeeeget langsomt. Jeg er sikker på, at afhandlinger findes, som beskriver dynamikken i nye og gamle foreningsstrukturer, givet med pænt forsvar for den slags foreninger, som umiddelbart fordrer en anelse veneration. (Kan jeg komme på andre, som folk venererer en smule? Nej.)

Men det ér og skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ville pille den helt fra hinanden og begynde forfra, “nu også i den digitale verden”. Og vedgår samtidig helt åbent, at visse ting – f.eks. kunststøtte – hviler på troen på nytten af kunsten. Og således også troen på forfatteren.

Som alt andet er det en illusion, det (indtil videre) er hensigtsmæssigt for samfundet at opretholde. Og Skal jeg så være dén, som kommer og siger:

Hør hér, I gamle skrivetudser! Folk har aldrig skrevet så meget som nu. Aldrig fortalt så meget som nu. Hvor er dansk forfatterforening i dét? Hvor er dffs forfattere på nettet? Hvad er holdningen til digitale rettigheder? Hvordan optager man digitale forfattere, og er det overhovedet muligt?

Måske, ja. I hvert fald er jeg dén, som galper mest op om den slags i de udvalg, jeg har sagt ja til at deltage i.

(Hvordan var det lige, at jeg på halvanden måned nåede at sige ja at sidde i idéudvalget, kursusudvalget, biblioteksudvalget, optagelsesudvalget og lyrikgruppen? Knækker filmen, følger det hér…)

Et internet-internat-kursus er i hvert fald mit bud på en fordybelses-proces, for den forfatter der ønsker at skabe sig en digital profil, og bevæge sig professionelt med nogenlunde tryghed på nettet.