Det lykkelige pengeløse samfund…

Men det bliver det ikke gratis af. Tværtimod!

Share

Nå, det blev så også:

Nu venter jeg så bare på, at transaktionerne i netbanken i nær fremtid begynder at koste noget. Så er målet sådan sét fuldt. [indlæg 2009 på 1000 stemmer]

Og nu er det vist finaliseret:

Pointen er dog, at en bank er i dag en tvangsmæssig installation i ethver menneskes liv i Danmark – ingen løn, pension, offentlige ydelser, skattetilbagebetalinger osv. uden. [ditto]

Læs videre “Det lykkelige pengeløse samfund…”

Modstand mod at miste – evigt rettighedsejerskab

Grådige advokater forhindrer menneskenes naturlige trang til at kopiere, sample og remixe.

Share

 

Jeg kan ikke tilstrækkeligt anbefale enhver, som forsøger at finde rede i rettighedsproblematikken, der rider os alle som en mare i disse år, at se disse fire små film (tilsammen 35 minutter).

http://www.everythingisaremix.info/watch-the-series/

De omhandler i essensen, hvad titlen siger – everything is a remix – men er i højere grad et superkort studie i det psykologiske term, der kaldes LOSS AVERSION.

Det betyder

 

Fra instruktørens afsluttende kommentar (LINK)

“The hard truth is that most creations are worthless immediately. Most books, films, albums, computer applications, or whatever else are met with not just indifference but disuse. They basically aren’t read, aren’t viewed, aren’t used. Of the lucky ones that find a modest audience, almost all of those fall into obscurity within a few decades. Only a slim minority of works have commercial value after that and current copyright legislation is clearly written for this tiny group. Copyleft activists sometimes refer to this segment as the “lottery winners.””

(Time to grow up)

Had eller håb?

Hvorfor jeg i grunden ikke kunne bidrage til digternes imødegåelse af tilfælde som Breiviks anslag på den kollektive selvforståelse.

Share

 

For et par dage siden skulle jeg have været i Poesiens Hus og maratonoplæse sammen med 30 andre digtere. Nogle minutter hver, blot en manifestation af håbet, eller fortvivlelsen, som angivet af blogindlæggets titel, og inspireret af Breiviks massakre i Norge.

Jeg meldte afbud.

Jeg må nu konludere – for sent til at gå på scenen med og åbent imødegå min modstand – at den dybereliggende grund ud over udmattelse, arbejdsbyrde og på dén måde at passe på mig selv, var at finde i arrangementets titel. “Had” stilles over for “Håb”, som om det er to modsætninger – “hader man ikke, skal man håbe”, eller “håbet venter den, der ikke hader”.

Jeg er ikke enig.

Jeg synes, det er i orden at hade. Hvis blot man ved, hvorfor man således er uforsonlig i sin modstand, og så længe man ikke udlever de fantasier, der oftest akkompagnerer hadske tanker og følelser. Had kommer af en evne til at føle dybt, som er det, der muliggør kærligheds given både på det personlige og det upersonlige plan, og i hadet tydeliggøres dele af én selv, som behøver at blive taget vare på. Hvis man tør se på sig selv.

F.eks. gør blot tanken om formanden i min haveforening min hverdag til et fredløst sted – jeg behøver end ikke se ham for at tænde af; han skal bare dukke op som en tanke for at jeg kan mærke hadets uforsonlige karakter brænde i mine krop.

Det er ikke hans skyld, at jeg hader ham. Eller snarere, jeg hader dét, hans handlinger får mig til at føle, når han – ud fra min målestok – limboer under grænsen for hvordan man taler til og om andre mennesker. Det er Mit. Det er Mit problem. Det er Mit had. Det er Mine følelser. Det er Min målestok.

På den anden side er der det galt med håb, at det netop er personligt. Man hader noget (har en følelseesmæssig uforsonlig reaktion på noget i omverden) og håber så at det går væk, følelsen eller dét i omverden… Det er ikke godt nok. Det er passivt. Ansvarsforflygtende.

Når man hader, må man imødegå følelsen i sig selv. Og når man håber, er det egentlig handling, i omverden, eller i bedste afklarede fald, i sig selv, som håbet kalder på.

Hvis noget, burde digterarrangementet for klarheds ( og for min…) skyld havde heddet “kærlighed og handling” – en ageren indadtil og udadtil, med sigtet at få ens indre og ydre verden til at stemme overens. Så havde jeg måske bedre kunne hægte mig på og have overkommet dagenes ansrengelser og kroppens udmattelse. Nu er jeg henvist til bare at blive klogere på afstand:

Hvis det gjalt min uempatiske formand i haveforeningen, der (som jeg oplever det) uimødesagt gør så mange mennesker ulykkelige og skaber så meget ufred med sin fremtoning og måde at tale til folk på, så kunne jeg ideelt set bruge mine følelser for, hvordan tingene burde fremtræde (min følelsesmæssige æstetik, min kærlighed) til at forsøge at trænge igennem til ham og få ham til at ændre adfærd. Eller, som mindstemålet, selv gøre en større anstrengelse for at foregå med et afklaret eksempel over for alle, baseret på mine dybe følelser for, hvordan vi må og skal behandle andre mennesker, for at flest mulige kan være sammen i fred og fordragelighed.

Og indtil jeg formår at forvandle mine egne meget vrede følelser fra at føle mig personligt ramt til at se ham som et offer for et eller andet, som holder HAM i vrede og uforsonlighed, må jeg leve med hadet der kommer af ikke at kunne slutte fred med at være blevet mobbet i årevis i min skoletid. Som er dét, jeg oplever, at han gør ved alle omkring sig, inklusiv mig.

Mit had har en årsag. Det er ikke smukt, ikke politisk korrekt, ikke voksent og modent forvandlet til accept og forståelse og vand af en gås. Det er grimt og passioneret og går på ingen måde væk med håb. Hverken ved at håbe på, at han ændrer adfærd, eller ved at tiden læger alle sår, eller ved at jeg glemmer, hvad der overgik mig i 7 år af min skoletid og på min senere arbejdsplads.

Så, igen: Det er ikke Had eller Håb. Det er Had OG Håb, når man er uafklaret eller uindsigtsfuld, og Kærlighed OG Handling, når man tør vedkende sig, at det ikke er Verden, som forårsager smerten, man føler, men derimod selve dét, AT man føler noget og VIL noget med sine følelser, og TØR føle smerten og ikke lade den blive til desperation, fortvivlelse og apati.

Og mens man arbejder på at skabe forståelse ud af alt det rod, som følelser skaber i én, ér det det hele: kærlighed og had og håb og ageren i én pærevælling. Og der ér ikke andet at gøre end at forsøge at finde ud af, hvad det alt sammen betyder, og hvor meget.

From the unhappiest to the happiest country in the world – and then what?

En fribyforfatter fortæller: “Armed with the knowledge of my possible demise at an early age, I do what is important”.

Share

 

Mette Ø. Henriksens blog: From the unhappiest to the happiest country in the world – and then what?.

En fribyforfatter fortæller: “Armed with the knowledge of my possible demise at an early age, I do what is important”.

 


Kærlighed uden grænser, skriv under hér, nokernok!

Betyder det ikke længere noget, hvordan man opfører sig? Dansk Folkeparti har helt sikkert ikke fattet den der med Den Globale Verden, men tror de har. Ligusterhækken kan nok skjule, men ikke fjerne – det er givet dér, problemet ligger. Og helt tydeligt, at mennesker med den slags problemer kommer til magten!

Share

Kærlighed uden grænser.

Ikke blot forhinder den seneste indvandringslovgivning ægtefæller i at bosætte sig i Danmark af kærlighed, det sender også signaler til hele verden, der placerer Danmark OG DANSKERE på liste over fremmedfjendske.

Ét er at forsøge at bekæmpe frygt ved selv at være åben, i sin egen hverdag, i sit eget liv. Noget andet er at fortælle magthavere – hvordan de skal opføre sig på vores vegne: som anstændige mennesker SELV!

Jaja, der er meget at sige om (militante) islamister, og sikkert også meget at sige om den måde visse højtråbende islamiske stater fortolker koranen på (som Fanden læser Biblen, givet), men at betragte muslimer over én kam som 5. kolonne er at lægge al skyld og skam for vores velfærd fra os. Vi identificer os med den vestlige verdens model, og føler os således forpligtet til at fortsætte med at slikke røv på USA – en effektiv mundkurv, kunne man sige, at være således beskæftiget. Og regeringsmagten har derfor intet andet valg end at lade fremmedfrygten få tale – fordi den førte politik ikke muligør andre veje… Bla!

Det så fantasiløst, visionsløst, magt-fokuseret, at det grænser til idioti. SÅ begavede, talentfulde mennesker er SÅ bange, at de ikke kan andet end at fortsætte lige ud, og tvinge os alle sammen mod afgrunden som lemminge! Mein Gott und seinem Mutter!!

NOK ER NOK!!

@ Terror – SL og kampen om det indre rum

Share

En fyr, jeg mødte via ISP-support i midt-90’erne, var gået i gang med at konstruere en virtuel udgave af vores hovedstad i 3D, med facader, gader, parker, alt. Med senere kommercielt sigte, måske… Alene tanken om et præcist, virtuelt København. I fredstid et guldæg af åbenhed.

Det virtuelt dublerede miljø som tanke er fortid, og Google Maps og strukturering af og forståelse for data i et virtuelt lagermiljø har taget over. Med tilkomsten af overvågningskameraer er det muligt – for udvalgte instanser – at få et dynamisk realtime-overblik i stort set alle større byer i verden, men vi andre er med på en kikker på det statiske.

Efter 9/11 er det helt åbenlyst, at det er bedøvende ligegyldigt om regeringer inden for NATO-samarbejde forbyder private ejere af satellitter at sælge eller offentliggøre inkriminerende location-billeder, f.eks. til Google Maps. Bombemål er ikke længere militære og ofrene ikke professionelle repræsentanter for regeringer.

Målet for terror – i skolegården, på arbejdspladsen, i hjemmet, eller som vi er kommet til primært at forstå begrebet: hvor som helst og med døden til følge – er at vinde territorie i det indre rum. At presse mennesker ud i frygt, så de ikke kan samle sig og ikke forsvare sig.

Folk, der bevæger sig i Second Life, vil måske have bemærket, at attentater har fundet sted. Bl.a. atombombesprængninger af butikker og firmaer – Nissan, der flere gange er blevet ramt, har lige trukket sig fra SL i følgeskab med flere virtuelle lig i virtuelle kister. [strammer smilebåndet?]

Tilkomsten af håndvåben i Second Life og tilstedeværelsen af flere Jihad-grupperinger får terroranalytikere til at mene, at SL bliver brugt til rekruttering af folk i aldersgruppen 16-30, der tiltrækkes af den virtuelle vold, og som øvelsesscenarier for terrorister. Sandhedsværdien af dét kan givet diskuteres, men mennesker, som bevæger sig i et virtuelt scenarie, har vel kun penge og avatarer at miste, og graden af ødelæggelse og destruktion er kun et irritationselement (modsig mig gerne…). Og bliver man træt nok af at få smadret sine konstruktioner, fjerner man sig fra SL.

Eller gør man? Hvem bliver tilbage? Dem, som intet first life har? Som føler sig nødsaget til at forsvare eller barrikadere sig, fordi det er deres hjem, som er under angreb? Vil vi se krig udspille sig i SL? Anvendelsen af “atomvåben” er graverende proportionsforvrængning – det er stort set ikke muligt at “gå højere op”, uden at lægge serverne ned. Og skaderne har ikke omfang som af reelle atomvåben – ellers måtte man formode, at Linden Labs ville gribe ind? Men hvad enten man anvender en pixeleret hvidmaling af skærmbilledet af samme (virtuelle) udstrækning, som en A-bombe ville have det i den reelle verden, eller blot kalder en programmeret pixelfjernelse for “atombombe”, forekommer det mig at være spørgsmålet om, hvorfor man skulle bestige bjerget: “Fordi det er der”.

“Kan det lade sig gøre?”

For drenge- og pigerøve, drømmere, fantaster, beregnende forretningsfolk og socialt hjemløse, folk med en sag og dem, der bare gerne vil bestige programmerede bjerge kan alt og mere til lade sig gøre i Second Life, som er muligt i den reelle verden. (Med undtagelse af en drink, som én sagde). Men kampen om det indre rum kan kun få reel effekt, hvis avatarernes førstelivskroppe ikke kan overleve uden kontakten til SL.

I så fald er kampen allerede vundet. Af Linden Labs. Med eller uden håndvåben, bomber eller terrorister.