@ Forudsigelse: Skat på kommerciel datastrøm

Share

Baseret på, hvor vi er lige nu i dag med internettet, forudsiger jeg:

At firmaer og privatpersoner, som tjener penge på deres netvær, inden så længe vil skulle betale “internetskat” baseret på data-passage gennem deres site(s).

Inden vi når så langt, vil spørgsmålet om skat på data-mængde via (til og fra) et site dels have fået privatlivsfortalerne op af stolen, og dels have skabt fortalere for, at ikke-kommercielle sites, sites der giver informationer og ydelser, men ikke kræver økonomi igen, fritages for internetskat. Dokumentation for datastrøm vil givet skulle komme fra anerkendt firma eller isp, og kunne i danskerens tilfælde vise sig som et automatisk punkt på selvangivelsen, hvor man frivilligt anmelder sit dataniveau opdelt i privat og kommercielt “forbrug”.

Der er flere faktorer, som kan forandre en sådan forudsigelse. F.eks. hvis internettet, som det er på tale, faktisk deles i to – et hurtigt “overnet” og et langsomt “undernet” – hvor et firma eller en privatperson så betaler isp’er for at “være på” det hurtige. Men da i det mindste vores stat (trods skattestop) hele tiden er på vagt efter nye områder at skabe penge til administrationes arbejdsopgaver, ville man nok tøve med at tillade denne opdeling i Danmark, før fordele og ulemper ved at inddrive en internetskat var afklaret.

For firmaerne ville det i princippet – hvis fordelingsnøglen (bits/kr.), man betalte efter, ellers var rimelig nok – være lige meget om de betalte en isp for større plads, bedre hastighed, eller om de betalte for gennemstrømningen på deres site, blot man fik den ønskede service og hastighed. Spørgsmålet er så, om de kan få den hastighed, de behøver, hvis ikke isp’erne gør noget for at reservere plads til dem på nettet? Altså, hvis firmaet ikke får et incitament til at forbedre hastigheden for nogen, på bekostning af andre? Det er jo konsekvensen af privatisering – alt sker på markedsbetingelser – og skattelove opleves altid som indgreb, som straf, om end pengene kommer alle til gode.

Så – trods denne modstand mod at betale mere som skat, og isp’ernes modstand mod højere ydelser uden ekstra afkast – hvorfor forudsiger jeg stadig, at der vil blive et fokus på en internetskat for (især) kommercielle firmaer?

Beskatning af datastrøm mindsker folks lyst til at hoste Google- og andres reklamer = Der bliver mere plads på nettet.

Google er ved at opnå verdensherredømme på innovative gratis-services. Det kan de gøre pga. deres stærke og (tilsyneladende) effektive reklameringsform, med bittesmå søgerelaterede reklamer på enhvert site, der ønsker at tjene en slatskilling på at hoste dem.

Ingen kan med sikkerhed vide, om Google vil ændre holdning. Om disse services pludselig en dag vil koste noget. Men for mig er der ingen tvivl om, at Googles markedsstrategi har lært ALT fra Microsoft, med omvendt fortegn. Hvor Microsoft er paternalistiske og åbenlyst arrogant, dominerende og bruger-Uvenlig, er Google gratis, hjælpsom, varm, fantasi og lyst-betonet og taler til hjertet i enhver forbruger. Og det har givet pote. Spørgsmålet er, om det vil fortsætte sådan – når Googles services har nået en kritisk masse, hvor al væsentlig konkurrence er pløjet i jorden: Om Google vil vise sig at have et andet ansigt.

Hvad enten “man” er usikker omkring Google, og det tror jeg allerede en del er, alene på grund af deres indflydelse og størrelse, eller blot ser Google som en spiller, der er ved at blive for stærk til regulær konkurrence, er eneste måde at stække deres indflydelse på, at stække deres evne til at tjene penge.

Beskatter man således kommercielle sites, beskattes dermed sites, der tjener penge ved at hoste Googles reklamer, hvorved incitamentet til at tjene de småskillinger, man får, ved at være “Google affiliate”, givet vil svinde ind. Google vil miste reklameindtægter, og vil (paradoksalt nok) måske blive tvunget til at tage penge for nogle eller mange af deres services, og dermed vise sig at have et andet ansigt, når det går skidt for dem, for overhovedet at overleve som firma (hvorved forbrugerne søger et andet sted hen), eller bevare deres smilende ansigt og fortsætte med at udbyde deres services gratis, hvilket uanset hvad vil resultere i mindre overskud, og dermed en mere sårbar førerposition.

En del af Googles indtæger vil nok kunne flyttes over på eller forblive på de bevidst kommercielle sites, hvor folk uanset hvad alligevel kommer, men dét at folk ville skulle betale en tredie afgift – opkobling/isp, skat af indtægt fra reklamer, plus tillige skat af datastrøm – vil skabe større bevidsthed omkring trafikken på ens site, og omkring hvad man udbyder, når man ikke får noget igen. Generelt set vil dette nok mindske den generelle trafik på nettet, hvilket vil skabe mere plads og hastighed til de kommercielle firmaer.

Altså:

Beskatter man datamængden gennem sites, som med online-ydelser tjener penge, mindsker man folks lyst til at hoste Google-reklamer = Der bliver mere “plads” på nettet. Googles indflydelse svækkes. Og der bliver plads til nye spillere.

Konsekvenserne af, at folk ikke længere i samme grad vil kunne surfe via reklamer, eller blive inspireret af reklamer i kombination til egne søgninger, kan skabe nye søgemaskiner for firmaer alene. Paradoksalt nok måske en skabt af Google…! Som (dog) ikke umiddelbart vil have en konkurrencefordel i at skulle bryde sin enestående søgemaskine op i to, for at folk skal kunne finde de produkter, de har brug for.

Jeg er af den mening, at en udtalt forudsigelse er det samme som at muliggøre, hvad der allerede findes af potentialer for denne forudsigelse i vort kollektive eksistentielle rum (på alle niveauer, vi er i kontakt med hinanden…). Altså: Tanken findes i et tilstrækkeligt antal, måske ikke som mem endnu, men som logisk konsekvens af tidligere udvikling, hvor “forudsigelsen” således blot bliver en mere eller mindre kyndig ekstrapolering af tidligere begivenheder.

Fornemmelser, fornemmelser, fornemmelser, begær! som det hedengangne københavnske punkbank IJ-X sang i 80’erne. For det kan aldrig blive andet end en fornemmelse, og fornemmelser tager altid udgangspunkt i øjeblikkets behov. Hvilket er derfor de fleste forudsigelser går galt i byen – fordi subjektive behov har indvirket forstyrrende på den fornemmede extrapolering i den eksterne verden.

At forudsige er at forsøge at tilsidesætte egne behov. Jeg har ikke tal på de forudsigelser og idéer, jeg har undladt at udtale, alene fordi jeg ikke ønskede, at de skulle gå i opfyldelse. Men for så vidt, at jeg overhovedet har forstået noget af det, jeg taler om, kan jeg ikke se, at jeg har behov i klemme nogen steder i min forudsigelse. Intet udkomme, der gavner mig mere end andre.

Derfor søsættes den her trygt, og jeg afventer goder fra de varme lande. Eller måske går den under, hvem ved?