Historierne er for de levende.

Fandens, når nogen skriver det, man selv arbejder på!
Men så er det nok heller ikke værre.

 

Kender du det: Din gode idé eller måske tilmed din halvt udførte idé må du pludselig se overhalet indenom: Nogen har skrevet historien, du har barslet med, og pludselig er det ikke længere nødvendigt at arbejde videre på den: Hvad gør man så: Man redefinerer sig selv.

I følge en amerikansk udgivelse fra 40’erne er det kun muligt at skrive 34 forskellige historier – det er klassiske fortællinger om dannelse, tab, gevinst, vækst, forandring, fortabelse osv., som trods moderne forklædning i cyberham og med lommerne fulde af digitalt mudder næppe ville bliver hveren færre eller flere i antal i dag.

Man redefinerer sig selv, når verden løber med ens historie. Selvmord eller varig gemsel i bjørnekostume i de karpatiske alper er naturligvis en mulighed, der kunne bibringe wikipediaindlægget en smule farve, men så heller ikke mere. Historierne er for de levende. Også dem, der ikke er skrevet endnu.

Kenneth Krabat, 30.1. 2011

Nyt ebogsforlag – Forlaget Helle

Forlaget tror på, at hvert solgt eksemplar af en ebog vil støtte pbogens overlevelse.

“Tænker du i værker og projekter når du skriver? Har du med andre ord en idé som du arbejder på? Et mål som en læser vil fængsles af?

Har du skrevet mere end en bog eller har du gjort dig tanker om at skrive mere end én bog?

Har du fået udgivet bøger før og har dit nuværende forlag ikke plads til dig mere? Eller tiltrækkes du af at få mere medindflydelse på din næste bog?

Har du den rigtige idé til en digtsamling, novellesamling eller roman? Er du på vej i skriveprocessen eller er du gået i stå?

Vi modtager gerne forespørgsler fra kommende og etablerede forfattere omkring mulighed for at udgive på vores forlag. Vi kan hjælpe med at få dine værker ud.”
Forlaget Helle

ebogudlånsaftaler: indavl, idiokrati og diversitetsfjendskhed

Forlæggerforeningen vil hellere ødelægge dansk Litteratur end være årsag til ringere indtjening for forlagene.

Forlagsbranchen er godt 500 år gammel.

Holdningsmæssigt er den indavlet lavadel, der stadig betragter sig selv som bærere af de højeste dyder. Konfronteret med internettets gratiskultur har de kutteklædte bogdisciple ingen større visioner for almenvældet end at skære lunser af deres egne gudssønner – ved at få forfattere til at afgive deres digitale rettigheder, ved at forhindre forfattere i at få del i udlån af ebøger via danske biblioteker OG ved – via Forlæggerforeningen – inddirekte at true hele Danmark med afskaffelsen af biblioteksstøtten til forfatterne ved direkte at true Dansk Forfatterforening med, at EU kunne få den tanke at omstøde dommen fra et par år siden, der anerkendte Bibliotekspengene som kulturstøtte snarere end vederlag til forfatterne… såfremt i fald Dansk Forfatterforening fastholder, at ebøger skal inddrages i den undtagelse i Ophavsretsloven, som tillader bibliotekerne udlån af fysiske bøger.

Lang sætning, hold en pause hér

Det sidste, én gang til: Danske forlæggere truer Hele Danmarks Befolkning med at få EU til at genoverveje sin dom om, at vores biblioteksmidler til forfatterne ikke er konkurrenceforvridende – hvis ikke bibliotekerne (=forfatterne) holder fingrene fra ebøgerne!

Ikke blot er sådan akulturel selvfokuseren forkastelig i en grad, der får mig til at rødme af harme; jeg mener, vi taler en ødelæggelse af leve- og arbejdsgrundlaget for 90% af danske forfattere, økonomisk umynddiggørelse af alt andet end bestsellerisme, elitisering af forfattere efter salgstal snarere end indhold, kompentence, visioner, og tyveri fra hele befolkningen af tankebredde, diversitet, pionerarbejde.

Nej, sådan sladren til læreren, så INGEN kommer på lejrskole, når ikke alle må, er ikke blot forkastelig. Det er også dybt ubegavet.

Pfff! jeg spytter for jeres fødder. I købmænd af ringe visioner. (Men sådan er det nok med de fleste købmænd?)

via Forlæggerforeningens nyhedsside [pdf]
eller hérfra

Samtidig ved jeg ikke helt, om jeg skal lade Dansk Forfatterforening slippe. Men det er jo faktisk sådan, at hvert eneste år ønsker kulturministeren at skære i støtten til forfatterne. Og hvert eneste år er de to forfatterforeninger tvungne til at tigge kulturministeren om ikke at skære i støtten til forfatterne. Uden at have noget at bytte med. (Forfattere kan ikke strejke, og er mere lig selvstændige hvad angår solidaritet og fælles fodslag). Der er kun appellen om ikke at udhule dansk kulturliv ved at fjerne mulighederne for et diverst litteraturliv.

Dansk Forfatterforening er ikke præget af tyngende visioner for fremtiden. De Skønlitterære Forfattere heller ikke. Faktisk er det utroligt, at så mange begavede og erfarne tænkere og skrivere ikke er i stand til at fremarbejde en vision for bøgernes distribution og forfatternes levebrød. (For det er ikke bare et spørgsmål om selvpublicering – det kan kun de største bestsellerforfattere slippe af sted med.) Hvor er tankerne for fremtiden?

Det er meget enkelt, og det er dét, der er så forstemmende: Dansk Forfatterforening v/ deres talsmand og -kvinde er ikke interesserede i at give fjenden våben i hånd. (Fjenden er kulturministeriets embedsmænd og de litterærkulturfjendlige partiers kulturordførere): DFF ønsker ikke at åbenbare visioner for en fremtid, hv0r det kunne tænkes at forfatterne IKKE er statsunderstøttede. Derfor går alt slag i slag fra folketingsbudgetforhandling til budgetforhandling, fra år til efterfølgende år. Og først i dét øjeblik, tænker jeg, at idiokratiet for alvor slår igennem i administrationen og der bliver lukket for litteraturstøtten, vil DFF og DsF begynde at tænke uden for kassen.

Men så er det sgu for sent, drenge og piger! (Hvad får man egentlig for medlemskontingentet ud over fede kurser og retshjælp?)

SÅ. Hér står vi så i et land og en kultur, der har overskud nok til at rette et langt åløb ud, for efterfølgende at krummelure det igen…

På den ene side forsøger forlagene at tvinge forfatterne til at slippe udlånsstøtten – for at opretholde fagets og dermed branchens indtjening. (Overlade den bredkulturelle dannelse til folk med penge)

På den anden side forsøger forfatterne lavmægtige at fastholde udlånsstøtten – for at opretholde fagets og dermed branchens indtjening. (Muliggøre en bredlitterær skabelse for alle)

To fagområder, samme branche. Én national litterær kultur, der helst ikke må mærke uenigheden – men dét sker allerede. Hvem har ret? Er skabelsen af kulturforståelse alles ansvar eller den enkeltes ansvar?

Jeg ved godt, hvor jeg står, men det gør det jo ikke sandt. Forlagsbranchen – som købmandsloge betragtet – har fundet sig i at miste indtjening til bibliotekerne. Forfatterne har fundet sig i at sprede indtjeningen over et større antal forfattere.

Var man i tvivl om, hvad danskhed er, skulle man bare fint kunne leve med disse to virkeligheder i sin bevidsthed samtidig uden dén stillingtagen til deres modsætning, som kan løfte kompleksiteten op på et højere og alménmenneskeligt niveau. (“Denmark is a little land…” Citat: Eddie Skoller)

Bare ærgerligt, at begge aktører er så danske.


Kenneth Krabat 6.1.2011

Hvordan bliver jeg forfatter, 1: Idéen

I mini-serien om HVORDAN BLIVER JEG FORFATTER begynder vi med idéen: Uden idé, ingen retning. Uden retning, ingen FÆRDIG bog.

FORUDSÆTNING
Du har et talent.

RELATIVT UUNDVÆRELIGT
Du arbejder meget med dit talent og har fået megen erfaring.

IDÉEN
“Hvor kunne det være spændende, vedkommende, interessant, udfordrende at skrive en bog om mine erfaringer med at arbejde og leve med mit talent!”

GRUNDRIDS
Du laver en skitse over alle elementerne, der udgør dine erfaringer med idéen, der udspringer af arbejdet med dit talent: din egen begyndelse, dine kontakter, og faldgruber, nydelse, sejre, fællesskab, omkostninger, risici, som du kender dem, og “hvad ved du bedre end nogen anden”?

FORMEN
Skal det være et opslagsværk, personlig historie, fiktiv fortælling med udgangspunkt i din erfaringer med dit talent, fremhævelse af det mest interessante ved dit talent; skal det værei ord, ord og billede, kun billede, sang/noder; skal der være kapiteloverblik, eller én lang fortælling osv… Hvad føles rigtigst?

NOTÈR
det vigtigste først. Sov og lev med en notesblok i hånden. Sortér bagefter.

DEADLINE
Lad din idé simre. Smag på den af og til, eller hvert 10. minut. Den ér der, når den ér der, men måske skal du også lære dig selv at kende i processen.


Kenneth Krabat, 23.11. 2010

Lyden af MEGA Litt 6. nov. 2010

 

UPDATE: Nu er der lyd på

Per Arnoldi har lavet logoet

København | MEGA Litt 6. nov. 2010.

Lørdag den 6. november 2010 kl. 13.01 – 15.01 på Københavns Hovedbibliotek siger 203 af landets forfattere og oversættere TAK for litteraturstøtten gennem tiden og viser de danske læsere, hvor vigtigt det er at bevare den.

Alle læser 15 minutter og begynder på slaget
16, 31, 46 og 01.

SCENE 1

Karen Hammer

Asger Schnack

Dorthe Nors

Nils Aage Jensen

Lone Sperschneider

Maria Marcus

Egon Clausen

Sven Holm

SCENE 2

Adil Erdem

Læs videre “Lyden af MEGA Litt 6. nov. 2010”

Origami med en grensaks

Nu ryger Bibliotekspuljen på 11 mio til søgning blandt alle forfattere med bøger på danske biblioteker, herunder også de forfattere, som gr. ringe salg til bibliotekerne, ikke kan få del i den almindelige, årlige bibliotekspulje.

Ved at fjerne 10-millioner-kroners-puljen, der er søgbar for alle forfattere med bøger på de danske biblioteker, sørger regeringen endnu engang for at demonstrere, hvad det vil sige at være liberal efter amerikansk foreskrift: De små må klare sig selv, de store skal belønnes for succes.

Med dén forskel, at i dette puljeophør berøres alle forfattere, stort som småt sælgende – men især rammes de forfattere, hvis bøger bibliotekerne ikke køber – trods loven om alsidighed.

Der er en magisk grænse, som dikterer om en forfatter kan få del i bibliotekspengene – dvs. betaling for værker stående på danske biblioteker. Det er en unik dansk ordning, der har fungeret som en mere eller mindre retfærdig fordeling, idet den honorerer efter det antal værker, som bibliotekerne har købt ind – men fra politisk hold har man for et par år siden besluttet at skabe en adgangsgrænse på 1100 kr., dvs. at en forfatter skulle være skyldig 1100 kr. fra bibliotekspengene for overhovedet at få lov til at få sine 1100 kr… Ja, det er hen i vejret, men sådan mente man, at det var godt.

Som kompensation lavede man denne 10-millioner-kroners-pulje som en midlertidig ordning, som ALLE forfattere kunne søge. På dén led kunne forfattere med bøger, som bibliotekerne ikke købte nok ind af til at lade forfatteren få del i bibliotekspengene, få adgang til midler at arbejde videre for.

Man kan sige: 1100 kr… – er det ikke et ligegyldigt beløb; kan ikke alle og ehver undvære det? Jo, i pungen, måske. Men på den følelsesmæssige bankkonto, som anerkendelse af et arbejde, der sjældent giver det store økonomiske afkast i sig selv, har det betydning at blive lukket ind i varmen og få sit arbejde regnet for “noget” – om end det er en upersonlig døroplukker, som ikke bukker eller giver hånd.

Nu ryger så støtten til de forfattere, som bibliotekerne og lektørerne dømmer ude. Og selv socialdemokratiet, som har været støttens forsvarer, har byttet sin støtte væk i korridorerne. Lad os håbe, at vi alle har fået noget, der er af større betydning end for 10 millioner kr. fritænkende indsigt i det danske samfund.

Og kan man spørge sig selv, hvad man havde tænkt sig, der skulle være sket efter ophøret af denne midlertidige ordning? Vilkårene bliver jo ikke bedre af sig selv. Samfundet er nødt til at tage stilling til, hvilke øjne vi skal have på os selv. Og med denne model, denne politik ført, er det tydeligt at de regerende kræfter ikke ønsker fritænkning. Ikke overraskende. Og derfor grund nok til at byde regeringen modstand.

Tab af forfatterstøtten forringer litteraturen – Politiken.dk.

Forfattere mister millioner – Politiken.dk.

Litteraturligt gæk

“Al kunst som ikke forholder sig til traditionen er plagiat”, citerer Louis Buñuel en filosof for at have sagt. Driver Buñuel gæk, eller ved han, hvad det betyder?

Fra d. 15.5. til den 15.8. kører Litteratouren, en skabelsesrejse igennem mange menneskers hjerter med sigte på at rejse Helsingør højere af Sjællands brydende vande end Holger Danske ville kunne det – hvis ellers han ikke var gået i koma.

Som nyeste bidrag til touren stilles multikunstneren, forlagsmanden Henrik Have, en masse spørgsmål af en velforberedt Lonni Krause og kommer med en masse begavede og interessante svar. Ét spørgsmål faldt jeg over og slog mig næsten:

Lonni Krause: Et digt er et digt når ..

Henrik Have: ..det gennem sine rødder åbner for erkendelse. Louis Buñuel citerer en spansk filosof for noget Buñuel ikke kunne trænge til bunds i, jeg heller ikke og heller ikke andre: Al kunst som ikke forholder sig til traditionen er plagiat.

Læs videre “Litteraturligt gæk”

Mageløs tirsdag i bureauet

Poetisk tirsdag i Poetisk Bureau 1.6. 2010 kastede et krabatisk sæt af sig, som DU nu også kan høre.

I går havde jeg fornøjelsen at lave en oplæsning i Poetisk Bureau.

Andre oplæsere var Jens Fink-Jensen med et potpourri af kærlighedsdigte, Kasper Colling Nielsen med sin meget morsomme debut om konstruktionen af et 3.5 km højt Mount København, Louise Lundberg Claesen, der læste fra sin parisiske dannelsesroman, digteren Michael Dyst i uvant monoton stil, og Lars-Peter Olsen med neopaganistisk gammelmørke på dansk, tysk og latin.

Som altid tak til bureauets frivillige medarbejdere for det daglige program fra poesiens hjerte og hjertets retfærd. Husk PoetBureauet her til sommer – det er i sommervarmen, at der virkelig behøves penge til huslejen.

Hér kan du høre nogle af mine 1000 stemmer:

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Hvad GØR kroppen i skriften?

Verber hjemhørende hos kroppens ekstremiteter og bestanddele.

ØJNENE

får øje (på noget)
misse med øjnene
spærre øjnene op
falder i
lukke i
lukker sig
er halvt åbne
knibe samme til tynde sprækker
klemme ø. sammen
lukke
blinke med
misse med
åbne
himle med
gnistrer
stråler af kærlighed/had
spejler sjælen/det indre
løbe i vand

SE

fjerne øjnene fra
opdage
bemærke
se på
se ned på
se op på
se over på
se op imod
se sig omkring
kikke rundt
se mod horisonten
kikke væk
se væk

BLIKKET

kaste blikke på en anden
skæve til
slå blikket ned
hæve blikket fra jorden

NÆSEN

vejrer
indsnuser
rynke på næsen
indsnuse

TUNGEN

tungen fugter læberne
række tunge

HALSEN

strække halsen

ARMENE

rækker ud
bøjer
strækker
strakt ud

HÆNDERNE

knytte hænderne
folde hænderne
klaske hænderne sammen
strakt frem
hånddfladerne opad

FINGRENE

pege fingre af
pege
lukke fingrene omkring

BENENE

bøjer
strækker

FØDDERNE

går
tramper
stamper

TÆERNE

kramper
krumme tæer

ØRERNE

(lige som) strækker sig mod lyden
stritter
står (ud fra hovedet)

HØRELSEN

(hvad?)

HOVEDET

dreje hovedet
ryste på hovedet
nikke med hovedet
roterer (på toppen af halsen)

HÅRET

flagrer
hænger
stritter
slasker
er fedtet
er uglet
er uredt
er elektrisk
er nyvasket

HÅRBUNDEN

fedter
klør

KROPPEN

vender sig om imod…
snurrer rundt
roterer om sig selv
drejer rundt
er stiv/mørbanket

HUDEN

klør
føles varm/kold

RØVEN

ind i røven
ud af røven
er plantet i stolen

BALLER

stramme ballerne

UNDERLIVET

dunker
spænde
åbne

PIKKEN

er strittende/stritter
lugter/dufter
dingler

KUSSEN

er våd
vædsker/vådter
lugter/dufter
er åben/åbner sig

SKAMLÆBERNE

svulmer op

RYGGEN

ranker sig

NAKKEN

drejer
gør ondt
er spændt/spænder
bøjer (sig)

MAVEN

rumler
skvulper
hænger

(BEVÆGELSERNE: løbe, gå, danse, hoppe osv.)

TVÆRGÅENDE

ondt i
sover
kolde/kold i
klør
krampe

hvad mere?

@ PEN: Fængslede forfatteres dag

FÆNGSLEDE FORFATTERES DAG

15 NOVEMBER 2007

Hvert år overvåger og behandler International PENs Writers in Prison Committee (WiPC) omkring 1000 sager om overgreb på forfattere, journalister, digtere, forlæggere og redaktører verden over.

Disse sager omhandler alt fra vedvarende chikanerier og trusler, over lange fængselsdomme til mord. Det sidste år har ikke været nogen undtagelse. Hundredvis af forfattere og journalister er blevet tilbageholdt, og mere end 40 er dræbt under udøvelse af deres arbejde.

86 år efter PENs grundlæggelse i 1921 og 47 år efter dannelsen af WiPC til at kæmpe mod undertrykkelsen af retten til at skrive, er behovet for overvågning, protest og handling større end nogensinde.

Hvert år, den 15. november, markers International PEN de Fængslede Forfatteres Dag (Day of the Imprisoned Writer). Det er dagen, hvor PEN-medlemmer, forfattere over hele verden, skaber opmærksomhed omkring det løfte vi har givet, om ved fælles hjælp at protestere, appellere og arrangere, for at forandre vilkårene for alverdens forfulgte kolleger.

Fem sager udvælges for at præsentere den globale spredning problemerne har, samt for at illustrere de mange forskellige former for forfølgelse, der finder sted.

Det er også dagen hvor vi mindes de forfattere og journalister der er blevet dræbt indenfor det sidste år, fra november 2006 til nu. PEN har rapporter om af sådanne 43 drab, i Afghanistan, Bangladesh, Brasilien, Kina, Colombia, Irak, Mexico, Nepal, Nigeria, Pakistan, Palæstina, Filippinerne, Rusland, Tyrkiet og Venezuela.


Blandt dem er Hrant Dink, en tyrkisk-armensk redaktør, der var fokus på i forbindelse med sidste års Fængslede Forfatteres Dag i november 2006, fordi han stod anklaget for at have krænket ”Tyrkiskheden”. To måneder senere blev han likvideret. Hans morder og to andre involverede er nu på anklagebænken.

Ulykkeligvis har vi indenfor de seneste dage måtte tilføje endnu et navn til listen over myrdede skribenter i 2007. Den 8. november fandt man liget af den nepalesiske journalist Birendra Shah. Mordet menes, at være relateret til en række afslørende artikler om smugling, som Shah skrev tidligere på efterået.

På de Fængslede Forfatteres Dag, vil vi desuden gerne fremhæve:

· Burma (Myanmar) – Zargana – en kendt komiker og digter, der var blandt de mange anholdte under myndighedernes hårdhændede nedkæmpelse af de pro-demokratiske demonstrationer for nylig. Zargana blev løsladt for godt to uger siden, men en anden kendt burmesisk komiker og digter U Par Par Lay, der ligeledes blev fængslet i forbindelse med demonstrationerne, menes fortsat at være tilbageholdt.

· Cuba Normando Hernández González – en journalist, der blev fængslet, da myndighederne i 2003 slog hårdt ned på dissidenterne, og som siden har været tilbageholdt under frygtelige forhold.

· Gambia Fatou Jaw Manneh – en journalist, hvis retssag er i gang, og som kan imødese en hård straf for anklager om tilskyndelse til oprør på grund af hendes artikler, der kritisere den gambianske præsident.

· Iran – Yaghoub Yadali – en romanforfatter, der er idømt et års fængsel for sin fiktive karakteristik af det etniske mindretal, som han selv er en del af.
I Iran slås der generelt hårdt ned på journalister som skriver om minoriteternes forhold. Irans Højesteret har netop stadfæstet en dødsdom over den iransk-kurdiske journalist Adnan Hassanpour, der blev arresteret i januar, anklaget for at handle mod nationens sikkerhed, ved at skrive om iransk-kurdiske forhold.

· Uzbekistan – Jamshid Karimov – en journalist, der har dækket sager om krænkelser af menneskerettighederne og skrevet kritiske artikler, og som nu har været tilbageholdt på et psykiatrisk hospital i over et år.


Dansk PEN vil hermed på det kraftigste opfordre til, at den danske regering protesterer mod disse overgreb overfor de pågældende landes myndigheder.


Yderligere oplysninger om de enkelte forfattere og journalister kan fås ved kontakt til Mille Rode på Dansk PENs sekretariat på email: pen@pen.dk eller telefon 32 95 44 17

@ Farvel til fremtiden 4 – Philip K. Dick + mangelliste

Philip Kindred Dick… så mange synes, han i kraft af sin forskellighed fra stort set alle andre moderne forfattere, er en slags moderne orakel, at man nok bør perspektivere sin læsning af PKD med en gennemgang af, hvad ham her har at sige.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at man i mange år har debatteret, om PKDs ouevre ikke egentlig er en sygehistorie, altså en syg mands produktion – en vurdering, som især baserer sig på den 3000+ sider lange exegesis, som Dick skrev sideløbende med sin produktion, hvor han udtrykker al sin tvivl i sin søgen efter noget statisk – gud, skaberen, noget der forbliver det samme. En søgen, der især spejler sig i bøgerne han skrev fra midt-60’erne til sin død i 1983 – som nok er dér fanskaren er mest trofast.

For hele denne senere produktion gælder det, at hver eneste bog efterspørger begrebet virkelighed – hvad er det, hvordan kan man vide, at noget er virkeligt, hvordan kan man tro på noget, man ikke kan vide om er virkeligt osv. Men det er samtidig også dét, som læsere kan bruge til selv at bespørge deres egen opfattelse af virkelig med. Ikke som vejvisere, men som dokumenter fra et liv, hvor Timothy Leary, Robert Anton Wilson og andres filosofiske brug af begrebet virkelighedstunneller forekommer at blive sat i spil på en forståelig måde.

Reality tunnels” – dét, at man som menneske “ser ned ad en tunnel”, hver gang man ser på noget som helst eller hvem som helst, fordi alt andet defineres i forhold til dén person, man er blevet – hvorved man så ikke længere kan sige, at virkeligheden er statisk, men er et begreb der som minimum skal i pluralis. Virkeligheder. Mange virkeligheder.

Det giver god mening, hvis man spekulerer over eksistensen, at få dét på plads – i hvert fald at komme frem til en virksom model for verden, menneskene og virkeligheden at forholde sig til – måske nå frem til subjektive svar på, hvorfor vi mennesker – trods at vi ligner hinanden så meget – tilsyneladende har svært ved at finde overens. De ene videnskabeligt indstillede ville nok mene, at hele baduljen handler om biologi, hjernekemi og gener, med lidt social interaktion og kaos kastet ind, men en særlig type mennesker stiller sig ikke tilfreds med, at “virkeligheden” udelukkende skulle være et produkt af fysisk og kaos alene.

Dem taler PKD til med sin søgen – der har udmøntet sig i 70 romaner og et utælleligt antal noveler. Hvad vil det sige, at noget er virkeligt? ER noget virkeligt?

Jeg er i stand til at skille mig af med mine PKD, fordi jeg har løst spørgsmålet for mig selv: Verden findes – stort set hele tiden. Og når jeg kommer i tvivl, er det altid en følelse, en fornemmelse. Aldrig noget, jeg kan fremlægge som bevis.

Det kom sig af den buddhistiske koan om, hvorvidt træet i skoven giver lyd fra sig, når det falder, hvis der ingen mennesker er til at høre det ske. Jeg har besluttet mig for, at det gør det. Og har således indtil videre – indtil jeg kommer i seriøst i tvivl igen – lukket døren på min søgen om, hvad der er virkeligt. I stedet bruger jeg så at tro på min intuition, min fornemmelse, mine følelser, og lader lejlighedsvis disse subjektive vurderinger af verden få fortræde frem for statistisk, videnskabeligt dokumenteret bevisførelse. Men det er noget, jeg har brugt mange år på. At lade Verden være, og søge at forholde mig til dét, jeg oplever som MIN verden, min indre oplevelse af sammenhæng.

For mig er verden med lille v kemisk, biologisk, genetisk med menneskemøder og kaos kastet ind. Og Verden udenfor, et uoverskueligt kaos, jeg tager del i, ser og forstår en brøkdel af, og kun oplever jeg kan påvirke, hvis jeg tager min indre verden, min subjektive vurdering så seriøst, at jeg oplever at findes når jeg vågner, og så afslappet, at jeg kan justere mig til nye omstændigheder i Verden, der indvirker på min karakter og min overlevelse.

Som historien fortæller det, lykkedes det aldrig PKD at finde en tryghed i verden. Hvilket gør ham til et menneske, som flertallet vurderer som sygt, utilpasset, ikke som de andre. Men samtidig har vi alle dokumenterne fra hans desperate søgen efter noget, der ikke forandrede sig hele tiden. Og ser vi det lidt fra oven, og tillader os det litteraturteoretisk utilladelige: at gå til forfatterens faktiske opvækst og liv – og se et menneske, der som så mange andre børn var udsat for voldelige overgreb – kan vi måske lære noget af det. Alle sammen.

Hér ligger omslagene til de PKD-bøger, jeg skiller mig af med – og hér det officielle sites liste over omslag på udgivelser fra hele verden. Omfanget siger noget om hans popularitet, men ikke mindst noget om, hvor seriøst hans familie og udgivere tager hans popularitet, om så årsagen er det ene eller det andet…

Her følger samtidig en mangelliste over PKD-bøger, som enhver er velkommen til at gøre mindre. Man kan kontakte mig på k r a b a t @ m e n n e s k e . d k, hvis man kan udfylde hullerne – også hvis man kender til bøger, der ikke er på hverken nedenstående liste eller på omslagslisten – hvorved også disse bøger bliver tilgængelig for offentligheden via biblioteket.

autobio – In pursuit of valis – selections from the exegesis
autobio – selected letters vol 1
autobio – selected letters vol 2
autobio – selected letters vol 3
autobio – selected letters vol 4
autobio – selected letters vol 5
bio – the shifting realities of philip k dick
bio – Philip K Dick in his own words (interviews)
bio – PKD, A Philip K. Dick biography
bio – Starmont Reader’s guide to PKD, by Hazel Pierce
roman – bladerunner (på basis af filmen)
roman – confessions of a crap artist
roman – cosmic puppets
roman – gather your selves together
roman – in milton Lumky Territory
roman – Mary and the giant
roman – puttering about in a small land
roman – the broken bubble
roman – the dark haired girl
roman – The man who japed
roman – Valis trilogy
roman – World of chance
noveller – A handfull of Darkness
noveller – en håndfuld mørke
noveller – Best of Philip K. Dick
noveller – book of pkd
noveller – Faseskift, science fiction noveller i udvalg
noveller – robots, androids and other mechanical oddities
noveller – Second Variety, collected stories 2
noveller – The days of perky pat, the collected stories 4
noveller – The Eye of the sybil, collected stories 5
noveller – the father thing, the collected stories 3
noveller – the preserving machine
noveller – the turning wheel and other stories
noveller – vintage PKD
noveller – writers of the 21st century: PKD
skuespil – ubik, the screenplay

@ Vadested

At stå i et vadested er et begreb, man så ofte hører. Måske især, når man er i min alder (44), og nu kan identificere en vis lighed med tidligere meget rådvilde perioder.

Jeg er generalist, kan så sindssvagt mange ting, og mit analytiske sind og nysgerrighed gør det muligt for muligt for mig at binde an med stort set hvad som helst. Det er f.eks. ikke mere end knap 14 dage siden, at jeg tegnede og byggede en pisse flot terrassetrappe med 90 graders sving i bunden – uden nogen sinde at have lavet den slags før. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne løse opgaven. Ingen tvivl.

[billede følger]

Hvor meget, der så er held, når noget går godt, er ikke til at sige – men som Steffen Leve Poulsen siger det: “Heldig er ikke noget, man bare er – det er noget man rækker efter”. Man gør noget.

I mange år har jeg overvejet at søge ind på universitetet – tanken har været at komme i dybden med et eller andet. Og i år søgte jeg så endelig ind, på Spansk som er et lækkert sprog, det kunne være nyttigt og spændende at blive meget bedre til… men behøver jeg Uni for dét?

Hvor er det egentlig, vejen hen over vadestedet fører hen? Fører den egentlig ikke bare ind?

I lige så mange år, som jeg har overvejet universitetet som eneste vej til fordybelse, har jeg stået til rådighed for Verden, snarere end for mig selv. Har undladt at hjælpe mig selv. Jeg har helt klare evner for at heale, indlytte i andre, idéfinde og problemløse og analysere – men hjælpen er aldrig udstrakt til mig selv.

Det er dét, der er vadestedet. Jeg står midt i strømmen og ser, at alle mine evner er ligeligt applikérbare på mig selv som på andre. Men jeg er blevet så vant til at hjælpe baseret på stillede behov, at jeg har overhørt mine egne. Glemt at drømme – fordi det altid var nemmere, når der et sted, hos et menneske, var et behov, jeg muligvis ville kunne opfylde.

Bevares, jeg har skabt mig en form for karriere som forfatter gennem ren stædighed, men formålet var aldrig andet end at forsøge at finde det redskab, dén forståelse, der kunne gøre verden bedre for andre, som jeg så den inde i mig. Og har således undladt at opøve evnen til at hjælpe mig selv til en bedre plads i Verden.

Jeg har ofte gummistøvler på hér. Jeg må satse på at tage dem af og mærke vandets kulde.

@ Ulønnet, frivilligt, hjerte, nødvendigt

I nat færdiggjorde jeg kommentarerne til en vens udkast til standardkontrakt for et særligt oversætterfirma, han vil lave. En interessant idé, som jeg håber han kommer langt med. Hvad enten jeg kommer til at lave noget sammen med ham eller ej, er det en fornøjelse at hjælpe ham på vej mod en pension. Og ligeledes en fornøjelse at bøje kontraktens ordlyd til noget, der minder om samarbejde, mens alt der ligner slavebinding luges ud. Min ven må gøre, hvad han vil med sin kontrakt, men jeg tror nu på, at kontrakten skal erstatte håndtrykket – ikke være en fælde for en juridisk ukyndig.

Inden sengetid, sent, nåede jeg også lige deadline på et internetinternatkursusforslag til dansk forfatterforening, som ligger mig meget på sinde, fordi medlemmerne ikke er sikre nok på digitale rettigheder og den slags til at kunne tale åbent om problematikkerne omkring overgangen til den digitale verden.

DFF er en gammel forening, og gamle foreninger bevæger sig meeeeeget langsomt. Jeg er sikker på, at afhandlinger findes, som beskriver dynamikken i nye og gamle foreningsstrukturer, givet med pænt forsvar for den slags foreninger, som umiddelbart fordrer en anelse veneration. (Kan jeg komme på andre, som folk venererer en smule? Nej.)

Men det ér og skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ville pille den helt fra hinanden og begynde forfra, “nu også i den digitale verden”. Og vedgår samtidig helt åbent, at visse ting – f.eks. kunststøtte – hviler på troen på nytten af kunsten. Og således også troen på forfatteren.

Som alt andet er det en illusion, det (indtil videre) er hensigtsmæssigt for samfundet at opretholde. Og Skal jeg så være dén, som kommer og siger:

Hør hér, I gamle skrivetudser! Folk har aldrig skrevet så meget som nu. Aldrig fortalt så meget som nu. Hvor er dansk forfatterforening i dét? Hvor er dffs forfattere på nettet? Hvad er holdningen til digitale rettigheder? Hvordan optager man digitale forfattere, og er det overhovedet muligt?

Måske, ja. I hvert fald er jeg dén, som galper mest op om den slags i de udvalg, jeg har sagt ja til at deltage i.

(Hvordan var det lige, at jeg på halvanden måned nåede at sige ja at sidde i idéudvalget, kursusudvalget, biblioteksudvalget, optagelsesudvalget og lyrikgruppen? Knækker filmen, følger det hér…)

Et internet-internat-kursus er i hvert fald mit bud på en fordybelses-proces, for den forfatter der ønsker at skabe sig en digital profil, og bevæge sig professionelt med nogenlunde tryghed på nettet.