Drop Amazon

– forestil dig din by UDEN butikker eller indkøbscentre

INFORMATION NYHEDSBREV 21. august 2020

Kære læser,

Det var en af de længst ventede nyheder på bogmarkedet, da det forleden blev afsløret, at den amerikanske e-handelsgigant Amazon i deres globale erobringstogt når til Skandinavien. I første omgang sker landgangen i Sverige til efteråret, hvorfra de enten vil servicere det nordiske marked eller bruge det som springbræt til egentlige indtog i Norge og Danmark.

Når man kigger ud i verden på de steder, hvor Amazon allerede er etablerede, er der bestemt grund til at frygte konsekvenserne for de lokale bogmarkeder. Det er skræmmende læsning at studere markedsandele. Allerede i 2017 stod Amazon for 50 procent af alle solgte bøger i USA og omkring 80 procent af alle e-bøger. Nogenlunde de samme tal gør sig gældende i omkringliggende lande som England, Tyskland og Frankrig.

Amazon, der i første kvartal i år havde en omsætning på svimlende 90 milliarder dollar, kan stort set gøre, som det passer dem, og vi ved fra andre lande, at de går aggressivt til værks, når de har udset sig nyt territorium.

Hvis de vil, kan de alene på grund af deres størrelse gennem store prisrabatter udkonkurrere deres konkurrenter og skabe monopollignende tilstande – og dermed smadre fundamentet under det lokale bogmarked og den skrøbelige balance mellem en rent kommerciel logik og hensyn til litterær mangfoldighed. Lave lønninger, usle arbejdsvilkår og skatteunddragelse i videst muligt omfang i det land, de vil gøre til deres, er en afgørende del af deres portefølje.

Amazon er på mange måder alt det værste ved kapitalismen og globaliseringen. Amazon er i de tyve år, firmaet har eksisteret, gået fra udelukkende at sælge bøger til at sælge stort set alle tænkelige dimser. På det seneste er de også gået ind i detailhandlen. De er desuden gået fra at være udelukkende distributør til også at være producent og forlægger.

Især det sidste, hvor Amazon kommer i en dobbeltrolle som distributør for individuelle forhandlere og selv som forhandler på den samme platform, er EU med Margrethe Vestager ved at undersøge som konkurrenceforvridning og ulovlig monopoldannelse.

Det er åbenlyst, at Amazons ankomst vil skubbe til den udvikling, der går mod butiksdød. Der vil komme færre fysiske boghandler rundt omkring i landet, og det vil især gå ud over dem i de tyndest befolkede områder. Det så vi allerede for nylig med Arnold Busck-koncernens konkurs, hvor kun de mest rentable butikker bagefter blev kørt videre i endnu mere kommercielt regi af Bog & Idé-kæden, mens resten blev lukket.

Det er nemt at udpege Amazon som den store skurk og fjende, men sandheden er, at Amazon blot er det perfekte sindbillede af os selv og udtryk for den verden, vi som forbrugere kollektivt har drømt om at få med let adgang til billige bøger fra hele verden – og som de fleste af os jævnligt bidrager til vokser sig endnu større.

Det er som med klimakrisen. Den er en kraft, som rækker ud over hvert enkelt individ. Ingen vil, at jorden går under, men samtidig bidrager vi hver især og hver dag med at skubbe verden i den retning. Amazon er bogbranchens klimakrise. Vi kan jo godt beslutte at købe lokalt og økologisk i vores små sunde biotoper, men spørgsmålet er, om det er nok til at redde verden og bremse den værste magtkoncentration.

Alligevel er det det eneste, vi som forbrugere kan gøre.

Bortset fra let adgang til billigere bøger, er der ikke meget at glæde sig over ved Amazons ankomst. Men når nu det uundgåelige sker, er der også grund til begrænset optimisme. Som Jakob Kvist, tidligere kreativ direktør i forlaget People’s Press, udtalte tidligere på ugen, så kommer Amazon sent. Man har været igennem en afgørende digitalisering, og det er kendt viden at væksten lige nu især ligger i e-bøger og lydbøger. I de fleste større forlagshuse er man godt forberedt. Flere har nået at etablere egne streamingtjenester og andre stærke digitale strategier. Dertil kommer, at både Adlibris og Saxo har etableret sig som stærke netboghandlere i Norden.

Det er den samme optimisme, man hører, når man taler med forlagscheferne for de tre største danske forlag, Gyldendal, Lindhardt & Ringhof og Politikens Forlag.

Resten afhænger af solidariteten, de store forlag imellem, og de priser de i fællesskab vil tilbyde Amazon. Men mest af alt handler det om vores egen ageren som forbruger og vilje til at modstå den lette fristelse det er at købe sine bøger gennem Amazon.

Helt konkret kan du, kære læser, i dag gå ud til din lokale boghandel og købe en eller flere af de her gode bøger af Caroline Albertine Minor, Niviaq Korneliussen, Pernille Ipsen, Karin Smirnoff, Joe Brainard, hvis bøger vi anmelder i dagens Bogtillæg, og som alle har min varmeste anbefaling med på vejen.

God weekend,

Peter Nielsen
Litteraturredaktør