Denne Humanistiske Tvivlen: Robert Anton Wilson.

Den Humanistiske Tvivler som entertainer.

 

Hvordan kan et menneske være både imod og for sit eget underhold? Eller måske det i realiteten kun er det oplyste menneske, der kan se det enkelte individs sammensmeltning med sin totale omverden annullere betydningen af at være politisk korrekt, og den enkeltes livsformål bestå i simpelthen at forblive i live længst muligt?

Robert Anton Wilson tilhører et særligt tankesæt, der tæller kunstnere som Raymond QueneauJean GenetEugene IonescoBoris VianJean Baudrillard,  Marcel DuchampJohn Cage og Asger Jorn, kaldet “patafysikere” – metafysikere med humoristisk sans.

RAW er humanist og således for menneskene i det større billede, men samtidig fast i troen på, at menneskers adskillelse fra hinanden, erkendelse hérom og forsøgsvise tilnærmelse til en større konsensuel menneskehed, er hvert enkelts ansvar og held for sig. Politisk funktionelt er han derfor højrefløjsliberal eller venstrefløjsdemokrat i et ikke-midterpunkt. Verden forekom ham konsistent opdelt i individuelle talerør og aktionsmodus’er; en verden, som er skjult for sig selv, fordi kun de færreste kan overskue helheden. Han var således én af mange, hvis eksistens tilbyder et billede at håndtere helheden med.

Den type mennesker understreger ofte, at det er op til den enkelte modtager at tage ved lære af de mange forskellige vinkler på helheden. Og at dét felt, de overbliksskabende deler i egen eller andres bevidste eller ubevidste, totalt set udgør det næste niveau, som de hver især udtrykker patent på at kunne vise frem eller synliggøre: Totaliteten af meninger om væsenerne, sammenhænge, bestanddele, repetitioner, modstand samt historien om hvert enkelt fokus.

RAWs tankesæt er dog herligt fri for sådan selvforherligelse – simpelthen fordi det bygger på det virkelighedsbegreb, som “bevidsthedsguruen” Timothy Leary opsummerede sine erfaringer med LSD som: Alle eksistenser lever i deres egen virkelighedstunnel. Og når vi tager del i andet menneskes virkelighedstunnel, er det fordi dettte valg er del af vores egen måde at opfatte virkeligheden på…

Med mentalbegavelsens gennemskuelse af mønstrene i universet påpeger han upåagtede forbindelser og tilsyneladende tilfælde på alle områder af menneskehedens usikkerhedsfelter. Hvor vi aldrig har kunne modsige eller modbevise på en tilfredsstillende måde, sætter han fingeren og presser og presser, indtil fundene begynder at skyde sidegrene til andre fund og til videnskabelige og andre tilgængelige formodninger. Man kan være uenig med hans ikke-videnskabelige omgang med data og med hans fokus – tænk, hvis han havde fokuseret på direkte nødlidendes forhold med samme laserblik – men for en bestemt mental og følelsesmæssig alder og et punkt i udviklingen af fokusredskaber for senere forståelse er hans essays om, hvordan vi tænker og ikke tænker – tilsat inspirerende mængder af forundrende anekdoter om menneskelig dårskab – en direkte adgang til forståelse af ledelse eller ledelsesafsløring. Som i nogle (områder) af vore sociale fællesskaber kan være direkte overlevelsesbetingende.

Af og til kan man godt få den fornemmelse, at hans tunge sidder i kinden. At en vished om mere fikserede virkeligheder er helt klar – f.eks. de hverdagligt funktionelle, hvor mad og andre varer altid er til at få – men hans trang til ballade endnu større. Men igennem hele forfatterskabet løber en strøm af dybt seriøs realitetsforholden. Hans omtale af sig selv som “guerilla ontolog” siger således det meste.

Som jeg ser ham, mente RAW virkelig, fra bunden af sit kvantemekaniske hjerte, at intet kunne observeres, som ikke havde med en observatør at gøre. At virkeligheden indrettede sig efter, hvad man havde behov for at opfatte, og ikke omvendt. Det var hans Tro. Og så gik han komikerens og entertainerens vej for at forestå som det mest åbenlyst synlige tegn på sin egen lære: Den Humanistiske Tvivlen. Konsensus som åben for tvivl til gavn for Konsensus – bevægelse i den modsatte retning af fascisme. Denne forening gætter jeg på er den observerede effekt af kvantemekanik på realiteten: Der er plads til begge i samme univers. Tro og tvivl giver begge plads til den anden, hver på sin måde.

Hvad behøver vi ham til i dag, hvor Internettet flyder over med muligheder for kritisk forholden til alt muligt? Og et uvist antal læsere allerede har manifesteret hans tanker gennem arbejde og kunst og fritidens samfundsdeltagelse?

Grundstrømmen i hans forfatterskab er ganske åbenlys og almén: Anerkend, at de andre virkeligheder er mindst lige så virkelige og betydningsfulde for dem, som din er for dig. Men dertil lægger han så, hvilket er hans claim to fame: At de er mindst lige så virkelige og betydningsfulde betyder ikke, at de findes.

Dét er endnu ikke blevet meme.

Mit indre billede af hans venlige, humoristiske og undrende, og af kritikere benævnt stort upræcise, ikonoclast forekommer mig varmt og ægte. Måske er det bare mit eget behov.

Måske.

Hér følger en video med en meget fragmentarisk gennemgang af hans omgang med virkeligheden. 80 minutter, imdb, som ikke på nogen måde gør ham ære. Men den findes. Læs hans bøger i stedet. Og vær kritisk, altid.

Udmeldelse af Enhedslisten – hvem er mest idealist, naiv eller realist?

Jeg ér måske bare IKKE til politik.

 

Til Enhedslisten:

I spørger, hvorfor jeg melder mig ud.

En ikke ubetydelig portion skuffelse over jeres profil, som (ved fraværet af selvstændig aktivitet, frem for re-aktivitet) viser mig billedet af en flok rethaveriske idealister, der ikke egentlig forstår realiteterne (konsekvensen af magtspillet) – men kun egen indre-oplevelse af hvad der er rigtigt – og følgelig bliver kørt bag om dansen af den virkelige Magtelite. Det er et tarveligt billede, i ordets egentlige betydning, fordi jeg mener I har potentiale til så meget mere og større.

Nu, efter valget, viser I ikke KRAFTEN i jeres indignation og oplevelse af, hvad der er rigtigt, og på dén vis bliver I bare henvist til kulisserne, og det politiske opdragelsesarbejde, der foregår i Institutionen Christiansborg. Jeg har ikke lyst til at betale for at se det ske. Så hellere sætte jer fri fra mediernes forvanskninger til at arbejde BLANDT befolkningen og forsøge at få den til at vågne til det, der sker:

Sammenkøring af Gamle Magtinteresser – al fokus på opretholdelsen af eksisterende Magtstrukturer, dvs. virksomheder, minimalt miljømæssigt ansvar, fordummelse gennem forringelser i undervisning, bevidst adskillelse af befolkning i elite og resten, sygeliggørelse og økonomisk straf af svage og anderledestænkende og indskrænkning af normalbegrebet som underlag for udstødelse og fremmedgørelse af egne borgere – listen fortsætter og fortsætter og fortsætter.

I var et frisk pust, men jeg ser nu, at I arbejder det forkerte sted. JO, I behøver at KUNNE blive lyttet til, men det politiske meddelelesessystem med sine mediehunde spiser jer og afkræver jer bestemte retoriske modeller, som kvæler essensen af, hvad I har at byde på.

Poul Mahler Dam, en stor dansk forsker i astrologi… ja, astrologi – lavede i 50’erne denne anekdote om Fisken, det bevidste, erkendende voksne menneske med Tro og tillid til universets indretning: “Da gud sendte sine 12 børn ud i verden, var fisken den sidste. Og til fisken sagde han: Jeg vil give dig en gave, mit barn. Med dig skal du få al den viden, jeg besidder, men ikke evnen til at give den videre”. (Det må du selv lære dig).

Sådan har jeg det med Enhedslistens udtryk. Tilsammen forstår I, hvad “det handler om” – I TROR og har tillid til sammenhængene – men I har ikke lært, hvordan I giver det videre. Jeres ofre – “fordi jo nogen skal vise de Gamle Magtinteresser modstand” – skaber ved deres blottelse af forskellene på dem og jer kun større trøstesløshed i det politiske landskab. Og synliggør, at det parlamentariske demokrati er spist af større interesser og at den regulært repræsentative indflydelses vej er et afsluttet kapitel.

Nå, men jeg ved godt, at I taler til billedet på “den almindelige dansker”, der forventer en vis stabilitet i virkelighedsbilledet som præsenteret af medierne, og ikke forstår sin egen indre uro ift. det parlamentariske felt. Men nøjagtig dén magtdemonstration, vi I DAG instinktivt ved er bedst at afholde os fra at bruge på vores børn, er dén udvisning af magt, vi tvinges til at accepterere i politik og deraf kommer uroen:

Som menneskelige individer skabes vi af sprog. Vores virkelighed skabes af sprog. Inkonsistent retorik om samfundets “maskineri” TVINGER os:

  • ENTEN kommer vi til bevidsthed om et defekt system, der så kan arbejde for en ny måde at gå til verden på (ikke dårligt),
  • ELLER vi kommer frem til (ubevidst) at afvise Repræsentativt demokratisk politik som gyldigt redskab (hvilket er noget skidt, da det er ubevidst).
  • Den tredje mulighed er, at vi tvinges til erkendelse, og som følge héraf giver helt op. (Det er katastrofalt).

Og inkonsistent retorik er, at vore børn opdrages til samarbejdsvilje og -forståelse ved gentagne klare beskeder om ansvarsplacering, for så siden på det grundlag af respekt og ansvarlighed at skulle forlige sig med politiske udstødninger, forrædderi, løgne, bedrag, dobbeltmoral, inkompetent flyverskjul, magtmisbrug, fortielser og alt det andet, som kendetegner Magtpositioneringen i (dansk) politik.

Begge kan ikke være sande og udtrykke et HELT samfund (“det SAMME samfund) – i en forstand hvor et menneske, der skal forestille sig at være frit til at vælge den bedste behandling af sig selv og af andre mennesker, alt andet liv og Jorden som helhed, har andet end tilfældig betydning. Hvilket skaber et helt andet billede af nødvendigherne på den politiske arena: Vi er begyndt med børneopdragelsen, og har fastslået pointer om menneskelige værdier dér. Kan disse ikke føres igennem hele vejen til tops, har vi et dødt samfund!

Min pointe er: Hvis I accepterer det parlamentariske systems Magtpositionering, er I lige så købt af Magten som de andre på Christiansborg. I køber Den Gamle Model og vil inden længe fremstå lige så usande som de andre politikere ift. kravene til individets socialisering vs. Magtens behov. Og ikke være til gavn for danskerne. Og ikke for jer selv, som mennesker-blandt-mennesker; kun som individer-frem-for-andre-individer. Overlevelse, behag, beskyttelse. Mennesker-med-magt.

I har vundet indflydelse ved at spille helte i det nye Magtskuespil og ved at vise ungdom og indignation på rette tid og sted. Men I er ikke helte, ikke unge. Som i anekdoten ovenfor udtrykker I vished (som engang hed ‘indignation’) med en klar følelse af, hvilken adfærd der er den rette. I står for menneskeværdig moral og etik og “hvordan er man det bedste menneske”.Ja, det ér kedeligt at være den, der løfter fingeren, og ikke bare kan bade sig i omtale og akkalader, men så VÆR kedelige! Vær sande! VÆR tro mod “det ægte”. Inden I bliver lavet om af spillet om Magten og bliver til forudsigeligt Show.

Tænk Om!

Hvis jeg får et relevant svar på denne mail, trækker jeg min udmeldelse tilbage.

venlig hilsen
kenneth krabat

PS: Mine kapitaliseringer af Magt er ikke udtryk for en 16-årigs modstand mod autoritet, men en påpegelse af reel Magt, og dermed *anvendelsen* af Magt, som for nogle er et overgreb og for andre nødværge.

Du ska ha briller, Jante!!

INGEN er KUN bange. Hverken ét menneske eller en kultur.

 

Janteloven er ét menneskes blik på et helt samfund, ét syn – som 2013 bliver 80 år i Aksel Sandemoses opfindelse – men selvom det i dag har fået en betydning, der rækker videre end fællesskabets udjævning af alle forskelle, så er det stadig kun ÉT syn. Og abonnement herpå er helt frivilligt.

Aksel Sandemose i 1950'erne.

 

“Janteloven” var oprindelig undfanget som satire, men er i dag anvendt om et helt folks handlemåder, om Danskernes folkesjæl, af såvel udlændinge som af folk selv – skønt enhver med lige så god ret kunne lægge alle mulige andre vinkler på de frygtsomme træk ved danerne, som Sandemose satiriserede over.

Gennem Forfatteren projicerede Mennesket Sandemose sin eget sårethed og sin egen trang til at være modig, ærlig og a-konform ud på os alle sammen – og vi var sårbare, vi havde tabt alle krige, alle vore landområder, verden var i krise, og som folk var vi  bevidsthedsmæsigt i vækst og qva vores længere og bredere uddannelse på vej et sted hen, vi ikke kunne overskue!

Mon ikke mange ville have reageret ved sådant angreb på det mindre flatterende i sin karakter? Og bliver man ved med at stirre på den samme sårbarhed, vil den helt af sig selv komme til at optage en meget fremtrædende plads i vores selvbillede – en psykologisk indsigt, man muligvis ikke var enig om i 30’ernes Danmark, men mon ikke det har været meget tilfredsstillende for Sandemose at komme af med sin vrede og se folket reagere? Kunne man tillægge ham forudsigelsesevne, kunne det ligne, at han hævnede sig på et helt folk, fordi han selv havde haft det svært – men… selvfølgelig ér der noget om dét, han selv kaldte “en universel Jante”.

Frygten for at blive overset og uelsket, fordi andre tager opmærksomheden fra én, ligger i alle mennesker. Det er især svært, hvis man har været centrum for al opmærksomhed. Det er bare ikke det fremmeste element i noget menneske, eller for den sags skyld en hel nation. En nation består af individuelle mennesker, og individer kan støtte og bære selv helt fremmede mennesker, hvis de mindes om, at mere er vundet ved at give end ved at forvente at få.

SÅ mange andre træk end Sandemoses udgaver tegner os som folk og som individer. Præcis som de tegner enhver anden, i enhver anden nation, i enhver anden kultur. Vi er ikke gode, ikke onde, ikke frygtsomme, ikke driftige, men multifacetterede, komplekse, omskiftelige – og præcis af dén grund sårbare over for kritik.

Formår vi som mennesker ikke at tilgive os selv og hinanden for vore svagheder og frygt, fortsætter vi lidelsen og fastholder fortidens problematikker. Sandemose havde ikke haft nogen mulighed for at tilgive (hvis han havde villet eller kunnet), før han havde skrevet sin bog og den var gået ind i kulturen.

VI, derimod, som måler os og bliver målt på “Janteloven”, kan tilgive hver dag. Vi kan tilgive os selv, vore nærmeste, uvenner og fjender, alle i fortid og alle i nutid. Det virker:

Vi stifter fred, når vi tilgiver. Det er hvert enkelt menneskes opgave for sig selv og i sit samfund. At KUNNE stifte fred. At VILLE stifte fred…

VI KUNNE FORSØGE AT MUTIFACETTERE OG SE OS SELV SOM:

– Et folk bestående af mennesker, der vokser op i relativ ufrygt og derfor ikke som tidligere behøver at abonnere på andres kunnen og behov

– Et folk, hvor individerne har stor selvfølelse og ønsker det samme af alle andre som af sig selv

– Et folk bestående af mennesker, der beskytter personlig frihed mod et skabt fællesskabs knugende udfoldelsesbegrænsninger

– Et folk af mennesker, der beskytter et uvurderligt fællesskab mod trusler fra enkeltindivider

– Et folk af selvforherligende og vedvarende nationsbyggere

– Et folk af selvforherligende nationsopløsere

– Et folk af grundlæggende optimister, der ser alle andre som pessimister

– Et folk af grundlæggende pessimister, der ser alle andre som fantaster

– Et folk af rettroende moralskyldige

– Et folk af anarkosyndikalister, som vil forhindre autoriteter af enhver slags i at komme til magt

– Et folk af fantasiløse mennesker uden stjerner i øjnene og højt til loftet

– Et folk delt i eksistentielt fabulerende mennesker og deres støtter

– Et folk delt i fængselsvogtende frygtsomme og deres plejere

– Et folk i sorg over så langsom udviklingen går.

– Et folk i sorg over så hurtig udviklingen går.

– Et sprog, der ikke har andet end dét til fælles.

– En kultur, ingen kan slippe for, men alle forsøger at gøre til sin helt egen.

– DANMARK er ikke én kultur; Danmark er et blik og en holdning. Og hverken blik eller holdninger er ved Guderne hverken statiske eller sande.

– Folkesjælen er ikke en sum af alle disse blikke, alle disse syn, men i sig selv alle individers jonglering med de mange forskellige opfattelser samtidig. Det er IKKE nemt. Det nemmeste er bare at holde sig til sit eget og måske sin partners syn. Og så abonnere på en politisk fraktion. Men der er meget mere. Danmark og danerne ER SÅ meget mere.

– [Fortsæt selv]

Sandemose så ikke så godt. Og Jante, du skal have briller. Det har man ofte skulle længe i din alder!


__

“Sandemose skrev om arbejderklassen i byen Jante og om en kreds af mennesker med samme sociale position. Senere har janteloven fået udvidet betydning: til dem der vil bryde ud af deres sociale lag og nå en højere position i samfundet generelt.” Wikipedia februar 2012

Dræbersneglen fra Venus, twitterprosa

Dræbersnegle er ikke, hvad de har været.

 

(klik på minuttallet for at komme til tweet)

twitter.com 6.8.2011 21.42-21.51
   
  krabat kenneth krabat
0
6 minutes ago Favorite Reply Delete
  krabat kenneth krabat
1
8 minutes ago
  krabat kenneth krabat
2
8 minutes ago
  krabat kenneth krabat
3
9 minutes ago
  krabat kenneth krabat
4
9 minutes ago
  krabat kenneth krabat
5
9 minutes ago
  krabat kenneth krabat
6
9 minutes ago
  krabat kenneth krabat
7
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
8
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
9
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
10
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
11
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
12
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
13
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
14
11 minutes ago
  krabat kenneth krabat
15
13 minutes ago
  krabat kenneth krabat
16
13 minutes ago
  krabat kenneth krabat
17
14 minutes ago


Dræbersneglen fra Venus.pdf som tekst

Mr. Nobody (2009, film, SciFi)

Science Fiction, når det er bedst.
Hvor entropi rimer på filosofi.

 

Hvad kan man som voksen tillade sig at lægge på skuldrene af et barn, et menneske som – set i lyset af et bestemt ideal – burde gives fri til at udforske verden selv?

Idealet er hér forestillingen om en barndom med stabilitet, balance, omsorg, kærlighed, samling, orden, hjem, tryghed som forudsætning for at vokse op og blive et rummeligt menneske med god aura og overskud til at forholde sig til andre mennesker.

I Mr. Nothing placeres en ubærelig byrde på skuldrene af ”barnet”, som flår tid og rum fra hinanden og skaber et multipelt univers med (psykisk) plads til modsatrettede konsekvenser af ikke at kunne vælge.

Som voksen ligger han for døden, 112 år gammel, som det sidste dødelige menneske i et samfund nu uden død (og sex). Som skaberen og bæreren af sin uløste konflikt er han uafvidende blevet til skaberen af et univers med flere tidslinier: Hans barneforelskelser får hver sin tidslinie – i én drukner han, i en anden rejser han til Mars, i en tredje…

Terapeuten, der presser ham til at huske, og journalisten, der stiller ukritisk øre til, er begge som psykisk immunforsvar i et menneskesind, der forsøger at udrede trådene, så organismen kan leve. Vi kender det fra vores samfund – at man skrifter, før man skal dø, så man møder skaberen ren – men hér skal det vise sig at gå på en noget anden måde.

Da han finder løsningen på det gamle dilemme, både angiver han columbusægget for, hvad et menneske gør, der stilles over for et umuligt valg, og hvordan universet ikke kan bestå, ikke findes, (for et menneske), som er evigt ubesluttet.

Livet, både det fysiske og det eksistentielle liv, er en vej, og hvis vejen ikke ses eller anerkendes, svarer det til, at det faktisk ikke findes. Man er blot en drøm i andre menneskers sind.

Eller… de er noget, man drømmer.

Mr. Nobody er en smuk fortælling om at leve. Og om at (finde og) være sig selv. Om at være gud i sit eget univers, og være menneske og hvordan man kan lykkes med det hele… 😀

Og så er Mr. Nobody det cinematografiske mest spektakulære billedorgie, jeg har set i… årevis!!

At være genert & de synlige andre

Hvorfor er jeg en genert voksen? Hvorfor er jeg stadig genert? Vedvarende genert? Selvom jeg bedre forstår mennesker i dag, og de ikke alle bekræfter min frygt? HVORFOR er jeg stadig genert, jeg lever i en anden verden, det er længe siden, jeg burde være fri af det nu!

 

At være genert er ikke en ydmyghed med livet eller egen eksistens i egen nedplacering i forhold til alle andre. At være genert er at have mistet tilliden, eller aldrig haft den, til andre mennesker, altid et spørgsmål om deres motiver eller varigheden af dem. Som samtidig er parret med en næsten pervers trang til eller ønske om at være sammen med “de andre” – “pervers” fordi “de andre” ( = enhver), repræsenterer dem, der affødte tabet af tillid.

Generthed. At ville dem, der repræsenterer vore bødler. Ikke for at kaste os i armene på smerten, men fordi “de andre” ikke er vore bødler, vi ved det. Vi ved det, ja, vi ved det. I vore hovedet. Vi ved det. I vore følelser er mennesker, vi har investeret i, også vore venner, de selvsamme som på få sekunder kan overrive følelsesbånd vi behøver for at føle os hele.

Vi behøver at føle os hele. Et selvtjek kan ofte give os det, for vi ser mere end dem, der lever i kroppen, i intellektet, i følelserne og trækker, suger alt ud, som autofeedbackmekanismerne godkender som værdige, næringsholdige, glødende fødemidler. Vi er vågne. Det er ikke nogen ubetinget fordel at være vågen. Også det er en egenskab, der forvaltes igennem ens inderste karakter: den positive er positivt vågen, den skeptiske skeptisk vàgen og så fremdeles.

Jeg er vågen en del. Ikke så meget som nogle, måske oftere end andre. Jeg føler mig tit alene. Ikke forladt og ensom. Alene. “De andre”, som virkelig ér De Andre, befinder sig på en anden frekvens, der næsten gør dem usynlige.

Der er også synlige Andre. De er ikke nødvendigvis selv generte, men de kender frekvensen, der gør OS synlige for DEM. Dem vil vi gerne møde. Dem vil jeg gerne møde. Flere af.

Jeg går ikke til “gamle elever” længre. Jeg kan ikke tillade mig at lægge alt over på de børn dér; jeg kan beklage, at mine skoleår lå i hænderne på, skønt oprindeligt velmenende, så lidt empatiske og lidt kompetente pædagoger. Eller skal jeg ikke egentlig beklage,, at kvarteret var blevet som det var, og som det blev? At tiden var, som den var, der i 70’erne? At lærerne bare var mennesker i en tid, at de voksne bare var mennesker i en tilfældig periode, hvor lægger jeg skylden for al smerten, jeg har levet med gennem så mange år?

Hvor lægger man skylden for, at man er genert? Når man endnu en gang sidder med drømmene i hænderne og næsten ikke tør trække vejret!?

Kom videre.

Der er ikke andet end at komme videre. Den anden vej er deres verden. Vores verden er denne, fremtiden vi lever i, fremtiden vi er levende i og ønsker at føle os levende i, tage mig selv i hånden, eller hånden på én af dem på samme frekvens, og finde ud af hvad dette “videre” egentlig betyder. Jeg kommer videre og efterlader dem til at rådne op i fortiden og blive til støv, der blæser ud over havet. Deres frygt og uvidenhed er dem tilgivet – deres grusomhed og ligegyldighed…? Aldrig!

Danser jeg? Hell, yeah!


Kenneth Krabat, 11.11. 2010

MEGA Litt, 2: “Spring, Loppe, og du får mad”?

Hvem er VI, danskerne, at vi som det eneste behøver at forsvare vores velfærdsposition? Svaret er enkelt: En nation uden stolthed. Et nation i lavt selvværd. Er vore forfattere så for uvidende eller for kritiske?

 

Nu er der kommet optagelser på, hvis man er interesseret i et stemningsbillede.

kl 12

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

kl 12.45

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

kl 13.20

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

kl 13.50

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Jeg begyndte øverst, på 4 sal. hos Trisse Gejl og bevægede mig ned ad gennem etagerne, nogle gang ad rulletrappe, andre med elevator, og søgte ingen særlige navne på noget bestemt tidspunkt, men blev lidt, hvor jeg fandt en oplæsende forfatter, gik videre til den næste på etagen og så fremdeles, og begyndte forfra ved at tage elevatoren op fra bunden af huset. På et tidspunkt høres et brøl i baggrunden af den første optagelse. Det er, da Per Stig Møller annoncerer regeringens beslutning om at forlænge 10 millioner kroners puljen.

Arrangeret af Dansk Forfatterforening var oplæsningen på Københavns Hovedbibliotek med 200+ forfattere, oversættere, digtere, kronikører mv. vel sagtens en succes. “Vel sagtens”… for det er svært at sige, om det med arrangementet lykkedes at gøre noget ved problemet – nedskæringen af kulturstøtten – eller om det økonomiske resultat var forudset/arrangeret på forhånd , eller blot et lille ublodigt håndslag i en korridor på Borgen: “Ok, I får kulturstøtten indtil videre, femten mil, forfatterne holder kæft, og vi får…” (sæt selv en ubetydelighed ind, der dog er værd at handle med).

Arrangementet var vel sagtens en succes. Ja. Vel sagtens. Eller måske var det et cirkus. “Spring, Loppe, og du får mad!”?
Læs videre “MEGA Litt, 2: “Spring, Loppe, og du får mad”?”

Illusionen om MOD

Illusionen om “Mod” er nok ansvarlig for at knægte flere mennesker, end den bygger op.

MOD

hæves gerne til skyerne i ethvert samfund: for den indeholdte berømmelse af evnen til at overvinde egen frygt, til egen eller fællesskabets bedste. Helten viser vej.

MOD er den simple sammenfatning af idealer uberørt af bredere perspektiv: Dét, som dømmer et menneske modig, kan ved nærmere eftersyn være en kujons eneste udvej.

MOD er heftigt overvurderet; selv den autoriserede danske ordbog er på vildveje med sin opfattelse af mod som U-frygtighed: Et menneske enten kan eller kan ikke overvinde sin egen frygt i en given nu-situation – det har intet med en særligt admirabel karakter at gøre.

“MODET til at forandre ting” er endnu en overvurderet afart af ovennævnte…
Jo da
, vil man sætte en kile ind mellem mennesker,  opdeler man bare alle i svage og stærke, feje og modige, troløse og trofaste. Alle, som således ikke er stærke, modige, trofaste, er hermed pr. definition statiske, fremskridts- og livsunderstøttende lænker om benene på resten af kloden… Enhver, man skiller fra, ud fra et kriterium, der ikke kan udskille én selv, bliver jo i definitionen netop til de svage, de frygtsomme, de trosforladte – svigtet og overladt til at sejle deres egen sø, midt i en verden, hvor vandene stiger med samme hast overalt.

Løven, der vandt sig selv

ØNSKET

er det, der flytter mennesker fra en vane eller vej til en anden; ønsket er samlingen af energi i fokus. Ønsker man, er man i dialog med sine følelser og behov, og derigennem kan uhensigtsmæssige mønstre i livet og i verden omkring forandre sig; at ØNSKE bringer langsomt et menneske til at skifte kurs, det tager tid, men det sker i overensstemmelse med alt, man består af.

ØNSKE er noget, alle kan. Men også hér er det normalt at opdele folk i dem, der “kan” ønske med passion, og dem der ikke “kan”. Dem, der kan brænde og “vise andre en mulig vej”, og dem, der er længere om at få motoren i vandet. Men hvor er det, vi skal hen? Handler det ikke bare for de fleste stærke og hurtige og trygge osv. om ikke at få pillet ved netop dét? Ikke blive bremset, skulle se andetstedshen, bruge kræfterne på andet og andre end sig selv og sine nærmeste?

Videnskaben og filosofien og kunsten forsøger med det store overblik at reducere menneskenes formåen til noget overskueligt. Men at afdække et enkelt menneskes motiver og formåen med formålet at se et helt billede af årsagen til alle vedkommendes handlinger tager laaaang tid – som enhver der har forsøgt at forstå en ven i nød ved det. Eller selv har været i årsagsfunderet terapi.

Så er det uendeligt meget nemmere bare at tro på vore Drømmeres helteforestillinger om en menneskehimmel i livet, hvor det er muligt at blive stærk og modig og følsom og vis og tiltrækkende og så videre, hvis bare man arbejder på det: Den menneskelige evolution sat på skinner – ikke op på landjorden, ikke ned fra træerne, ikke tæt på bålet, ikke ind i byerne, ikke ud i rummet, men ind ind ind i os selv. Med idealerne om, at der findes et bedre sted end hér, ind og forstå, ind og erhverve handlekraftens mange defintioner.

Balancen

findes umiddelbart – for dén som vil… – i forsvaret for de selvdrevne på den ene side og forsvaret for de fællesskabsunderstøttede på den anden. Menneskenes kraftidealer passer ikke til alle, lige som at fælles omsorg ikke gavner enhver. Se på MOD som på integritet og kærlighed og loyalitet og venlighed, og på had og griskhed og selviskhed og frygtsommelighed – det er alt sammen følelser i firkantet ramme, fastholdt som ønskværdigt og uønskværdigt. Lys, mørke. Liv, død. Men det behøver ikke være sådan. Det behøver ikke forblive firkantet kamp med “den anden side”.

Alt, som de livsopretholdende og -berømmende begreber kan siges at indeholde, er samtidig beholder for deres modsætninger. Ikke dualistisk binding, men anerkendelse af, at det man trækkes imod er en flugt fra noget. Anerkendelsen af den anden side skaber hele mennesker, der ikke flygter.

MOD kan re-defineres som “venskab med frygten”.  Som en begyndelse.


Kenneth Krabat, 26.10. 2010

Gap into vision: there is no such thing as fiction

fiction doesn’t exist

there is no such thing as fiction

there is only the visiting of another person’s reality

so, what are the consequences?

Nothing is excusable, you cannot hide behind fiction – anything you write or say is your reality

anything you say or think is you

everything that goes through you and out to others is what constitutes you

you cannot escape reality, Your reality

this is what Leary and others before and after him means – this is the meaning of “one reality before, many realities after”

this in towards the infinite POW, the all-seeingness of letting go of judgement to just observe, possibly put into the code of reality-programmers like yourself these observations

this is the break-through into seeing, damn

fiction is fiction – this is the key

fiction is the concept of not-being-body, is the instinctive acceptance any reality shared, almost how ever different from the physical world.

fiction does not exist, there is only badly realised reality

How to be an artist.

The following I found in my computerattic – I don’t know the author. It sets a certain mood, illogical, impossible, and warm.

The following I found in my computer attic – I don’t know the author. It sets a certain mood, illogical, impossible, and warm.

How to be an artist

stay loose. learn to watch snails. plant impossible gardens. invite someone dangeours to tea. make little signs that say yes! and post them all over your house. make friends with freedom & uncertainty. look forewards to dreams. cry during movies. swing as high as you can on a swingset, by moonlight. cultivate moods. refuse to “be responsible”. do it for love. take lots of naps. give money away. do it now. the money will follow. believe in magic. laugh a lot. celebrate every gorgeous moment. take moonbaths. have wild imagining, transformative dreams, and perfect calm. draw on the walls. read every day. imagine yourself magic. gigle with children. listen to old people. open up. dive in. be free. bless yourself. drive away fear. play with everything. entertain your inner child. you are innocent. build a fort with blankets. get wet. hug trees. write love letters.

rosark ’90

Mål dit nøl (Who wants to be moderate?)

En ven sagde for nyligt, at jeg var bange for at få succes, for med succes kommer den form for ansvar, der stjæler ens frihed/frie tid. Måske. Måske ikke. Måske er jeg bare langsom, doven, ukoncentreret, behovsstyret. Måske behøver jeg denne langsomhed, der opstår af at lade alle opgaver flyde ind over hinanden. Måske ér jeg stresset af mangel på resultater. Måske ér resultater noget din mor og den kapitalistiske tankegang i ledtog med esoteriske evolutionsteoretikere har brygget sammen for at give dig følelsen af, at det nytter at stå op om morgenen. Måske er det ikke noget sted, vi skal hen. Måske ville civilisation i den vestlige verden med Ghandis ord “være en god idé”. Måske ér alt, man er knyttet til og ikke knyttet til uden for den begrebslighed, vi kalder vilje, målrettethed, fokus, automatisk, instinktiv, intuitiv væren. Måske ville det være rart at få klippet hækken inden den fastsatte dato, så man ikke bliver sagt op. Måske var det bedre for hækken, at den blev klippet, når den havde bedst af at blive klippet, inden den blev for tung i toppen. Måske var det bedre ikke at være bange for tab af effektivitet, tab af fælles æstetik. Måske var et liv uden frygt bedre end et liv med frygt. Måske ér nøl det modsatte af løn. Måske ér løn noget, enhver reelt giver sig selv. Måske enhver skulle begynde at give sig selv løn for udført arbejde. Som én sagde til mig engang: hvad er du værd? Værd? Ja, hvad koster du i timen? Måske man bare skulle give alt væk, lige som med kærligheden, give sit arbejde, sin tid, sin opmærksomhed og sit nærvær, lade alt være gratis og uden forbindende, og bare se folk i øjnene, og handle på basis af, hvad man dér ser. Måske skal man drømme lidt mere, og vide man drømmer. Måske længslerne skal i spil, ønskerne have lov at tale, hjertet blottes. Måske forskellene mellem mennesker skal ophæves af anerkendelse, nærværende anerkendelse, virkelig anerkendelse, hjertet, det modige hjerte,  der er alles forældre og lønningspose, gå forrest i alt. Måske ønsket om at se kan tage téten frem for at ønsket om at blive set?

Hér kan man måle sit nøl

Læs videre “Mål dit nøl (Who wants to be moderate?)”

Min Første Dødsannonce

Idet min morfar døde for nogle dage siden, og mine forældre er i udlandet, er det mig der formulerer historien om, hvem han var og er for os, der er tilbage. Men hvad skal der stå, i den der dødsannonce? Hvilken historie skal fortælles?

 

Min elskede morfar udåndede i mine arme for nogle få dage siden. Mine forældre var lige afrejst til Grækenland, og pludselig stod jeg dér og skulle forfatte dødsannoncen – en ikke uvæsentlig del af et nærmest forprogrammeret hændelsesforløb, når nogen dør. Men hvordan gør man; hvad skal der stå?

NAVN

Navnet er alfa og omega. Hele navnet. Dødsannoncens formål er at informere alle, der kendte afdøde, om væsentlige detaljer i forbindelse med død og bisættelse. Eller ganske enkelt lade forstå, at vedkommende er død.

Så, selvfølgelig skal der stå hans navn. Og dét er ikke Morfar, eller Lunse, eller Møffe, eller Moff, eller Vaav-ner. Man skulle nødig sprede skræk blandt danernes familier, så der skal stå hans fulde navn, det der brugtes af alle, som ikke kendte ham, kørekortets og rudekuverternes navn. Hans offentlige navn:

Vagner Lundholm.

Læs videre “Min Første Dødsannonce”

jeg er en løgnhals (og det er du også)

En anden måde at betragte løgnen på.

Igennem mig flyder en strøm af overensstemmelse. Ned gennem fødderne op gennem toppen af hovedet. Jeg er forankret til denne klode med samme type koncentrerede træk, der holder alting samlet, atomer som celler, celler som væsener, stivnede, flammende, komplekst interagerende klippestykker som solsystemer, solsystemer som galaxer osv. Jeg rummer en indre overensstemmelse. Jeg findes, fordi jeg kan… findes.

Holdbarheden for en samling atomer, celler og organstrukturer som mig er afhængig af graden af proximitet til den centrale overensstemmelsesstrøm, bare kald den “indre sandhed” for nemheds skyld. Læs videre “jeg er en løgnhals (og det er du også)”

erkangørvil=1x=2x>

Min ven og jeg havde samtalt om mit digt, der opsummerer min øjeblikkelige eksistentielle forståelse + relation til, og sammenhæng med, omgivelserne

jeg er
jeg kan
jeg gør
jeg vil
er ét

er VI

På vej hjem fra besøget kom en tanke… (og blev straks søgt puffet fra truget af en anden tanke: “Hvorfor hele tiden kæmpe? Det er ikke, ikke ideelt, ikke nødvendigt, ikke ønskværdigt, ikke godt…!”) :

Jeg forstår ikke mit evige besvær med at forklare denne grundforståelse, som digtet beskriver, til andre menneske på en måde, hvor de helt naturligt “køber det” – og kan især ikke forklare “og hvad så?”, hvis de faktisk forstår. Det er så indlysende for mig selv, at vi ikke er herrer over noget, end ikke vores egen skæbne – at vi er re-aktive, evigt re-aktive, og aldrig pro-aktive, aldrig den der begynder noget, fordi der ikke er noget, der begynder – andet end i en begrænset menneskelig bevidsthed, der må se hver dag som en fødsel og understøttes héri af mange, mange andre, som også ser solen stå op og verden og de selv blive til på ny.”

Men ja, “og hvad så?!”

Jeg er derfor nødt til at afholde mig fra at komme med bud på, hvad andre kan bruge dén forståelse til,

  • at det, de gør, svarer til dét og dén, de er,
  • at det, de kan, svarer til dét, de gør,
  • at det, de gør, svarer til det, de vil
  • osv.

De fleste har øjensynlig ikke noget større behov for at betragte “fri vilje”, “tanker som bevidst handlen”, “jeg ved” mv., som illusioner, eller snarere, de behøver at tro, at de “selv bestemmer”. Fint nok. I sig selv kan det være svært nok at skulle aflive tanken om fri vilje, og som bonuskonsekvens så at blive budt et tomrum så tomt, at man kan lugte det, bare man får tanken om dets eksistens…

Samtidig ligger illusionerne så dybt forankret  i vores sprogbrug, at illusionsbrud afføder en alternativlingo, som kun giver mening for et fåtal, og ja, hvorfor skulle man egentlig aflive et tros- og virkelighedsgrundlag, uden samtidig at have noget (bedre) at sætte i stedet? Set ude af kontekst forekommer det også helt tosset.

For mig er der bare ingen anden vej. Måske er det mod afgrunden, måske mod bjergets fod, det er ikke til at se. Måske er det bare til en iskiosk på højsletten, hvor hun skraber mig en ekstra kugle, fordi vi begge er nærværende, uden at smilene hverken bygger kø eller fremmer ekspeditionen.

Det ville være rart, oven på sådan en lang tur.

tomme momenter

Kortformen fra de sociale medier og sms vil følge os til real life og gøre slemme ting ved os.

Facebook er en ny form for kommunikation – noget, de fleste af os aldrig har været i stand til før, endsige haft lyst til: Kommunikationen med et stort antal andre mennesker på samme tid – i et rum hvor vi lærer dem at kende som hvisken, selv når de råber og raser. Men vi lærer dem at kende. Og vi lærer, hvad vi vil give hver enkelt – helt og aldeles baseret på vore egne interesser for dét, der ligger imellem os.

I programmeringen af Facebook er udvekslingsformen begrænset i omfang, og sådan kommer vi til at reagere. Alle, der forbliver på Facebook, vil med tiden agere efter EN IDÉ OM, hvordan mennesker bedst kommunikerer. Læs videre “tomme momenter”

Time Travel, a vent for loss of control

Humans can do anything, they can think. Or they will change their thinking.

 

THIS IS A WORK IN PROGRESS

* MOVIES INVOLVING TRAVELLING IN TIME by way of propulsion, magic, sleep, hypnotism, ”time machine”, worm holes, body hopping, ”sudden temporal phenomemen”, weather penomenen, reception of sent data from the future a.o.

Time Travelling expresses control over the progression of Time, oftenmost perceived as the image handed down by Marcus Aurelius: Water flowing towards the sea as a river that never repeats itself – in either direction it is at any given point different from adjoing points. To most people it feels natural to perceive time, ie. human life, with an ending and a beginning, the beginning being uncontrollably lost to us, but the ending, or the way to the ending, everything that is meant by the word ”control”: The open vista of opportunities and possibilities, of which we will try to ensure a handfull of those most interesting to us and most needed for survival. And when we succeed in our endeavours, we are in control. When we do not succeed, we have lost control.

Time Travel is a vent for loss of control: Læs videre “Time Travel, a vent for loss of control”

de små glæder 2

http://www.berlingske.dk/klima/hugo-chavez-hylder-demonstranterne
Nej, Hugo. Løsningen er (heller) ikke (endnu) en politisk ideologi, der skiller menneskene. Løsningen er det modsatte. En ideologi, der samler. En ideologi, der bryder sig om at lytte, som KAN lytte. Og som ikke bare venter på selv at komme til orde. Vi behøver hele lortet – industri, energi, landbrug, arbejdskraft, transport – og vi kan ikke komme uden om, at vi behøver det hele. Men vi kan aldrig, aldrig, aldrig nogen sinde blive enige, hvis ikke udgangspunktet er et andet end, HVEM der sidder på magten. Hugo, og jer andre.

@ 2012 – Verdens undergang

 

Min ven, Henning, sender mig ofte links af relevans for en mangeårig on-going samtale, der aldrig er blevet en dialog med sigte på at blive enige eller enige om at være uenige. Snarere tror jeg, vi grundlæggende ér enige, om menneskenes muligheder og menneskenes svagheder, men i vore forsøg på at nå noget nyt, række ud over os selv, støder vi, uden at ville det, hovederne mod vore respektive livs og karakterers rammmer og muligheder.

I går sendte han mig et link til det smukkeste site, jeg længe har set. *

I dag et link til en side med Maya-kalenderens profeti om verdens undergang i 2012.

Jeg var bekendt med fænomenent, men havde aldrig før set det beskrevet så ligetil og enkelt – og i dén grad understøttet af videnskaben. (Dét er problemet med okkultisme og mig – vi bliver aldrig helt gode venner.)

Mayasitet førte til læsningen af en mindre selvbiografisk roman, skrevet af “Dan Eden”, webmaster på viewzone.com – som beskriver konstruktionen af millitære installationer i såkaldte “Vortex”-zoner forskellige steder på Jordkloden; installationer, som hver for sig er i stand til at forårsage jordskælv, tsunamier…, eller eksplosioner af atomvåbenstyrke ved at fokusere kortbånds radiobølger med enorm kraft på ionosfæren i 60-90 kms højde og få denne stråle til at ramme et hvilket som helst sted på Jordkloden, og tilsammen…?

Muligvis skulle disse militærinstallationer have en direkte sammenhæng til de konsekvenser for Jorden og menneskene, som Mayaernes profetier for 2012 taler om, og som astrofysikere åbenbart bakker op om. Solar flares så voldsomme, at Jorden risikerer at miste hele sin atmosfære, og under alle omstændigheder total grillristning af alt liv ned til mindste jordbakterie. Spekulationer om, at konsekvenserne kan, hvis ikke afværges, så afbødes.

Jeg er professionelt naiv. Og jævnt hen godtroende. Men jeg har aldrig haft tillid til, at magthavere eller forskere ville standse udforskningen af muligheder eller teknologi dér, hvor det gavnede mennesker i bred forstand. Men efter endt læsning er jeg virkelig vred over den almindelige praksis med at holde den almindelige befolkning i uvidenhed.

Hvis der er noget om år 2012 – ikke kun Mayernes forudsigelse af nogle ekstreme “solar flares”, der falder sammen med vort solsystems magnetisk/gravitetiske placering i Mælkevejen – men hvis der ér en risiko for alle mennesker d. 21.12. 2012, burde ALLE mennesker vide det, så vi kunne forberede os på det. Alt andet er SVINAGTIGT.

“Vi er alle lige – men nogle mere end andre”**, er hvad det får mig til at tænke på. Ikke et spørgsmål om retfærdighed, men ren og skær anstændighed. At de, der befinder sig i toppen af hierakiet, erkender deres ansvar.

* Mon den spirituelle dimension var intakt, hvis der gik 13 elefanter på dusinet?
**Kammerat Napoleon/Animal Farm af George Orwell.