timetravel.film

Share

Then it happened. I spent a lot of money. On a domain.

At least I think I did. It seems that dot film is reserved for people, who are part of a union of filmmakers and/or affiliated with a certain movie title.

I will argue, if it comes to that, that my time travel film list counts as a service to film lovers on both side of the fence, and as a service to all who take a specific interest in TT movies and TV series.

To this end I need help program the database:

  • I have a list of titles with separation markers, making it ready for import.
  • approx. 11 fields pr. post
  • dreaming of more fields (greater variety of search results)
  • A WP database?
  • timetravel.film is presently empty, but I will soon need to install a WP and import the list from its present location
  • I would like a line listing like the original, with movie posters and stills thrown in
  • window shade pop-down of posts containing an in-depth view of data not seen in the line-view, eg. a synopsis and screenshots
  • search results, based on keywords, with options similar to the line-view
  • easy expansion of database to accommodate more fields
  • easy administration of database
  • comments as window shade pop-down
  • stars given to different criteria of a movie

= data feels accessible as one layer, right there waiting for you; there is a lightness to search results, and time travel movies is one menu, while tt TV is another, but content can still be combined by choice

How can you help, if you are interested?

 

 

Film set i 2015

Året er ikke slut, men det ser ikke godt ud.

Share

Ikke noget stort film-år endnu, om end Birdman med sine teater-rammer og -spil på beskrivelse af indre liv nødvendigvis må stå som årets hidtil bedste film, stærkt efterfulgt af animationen HERO, der er totalt tæt og glædesfuld med en smitsom energi henad “UP”. Har mere brugt året på serier end film. Det trækker pt. mere at lære karakterer at kende over tid end at få stukket filmens mere eller mindre stereotypiske grundbeskrivelser af personerne ud som grundlag for alle handlinger. Det har således både været en fornøjelse at se samtlige 240 afsnit Stargate SG-1 OG tage afsked med figurerne, da manuskriptforfatterne ikke længere ville gå i dybden med karakterudviklingen.

Filmlisten 2015, foreløbig: Læs videre “Film set i 2015”

PirateBay, the Movie 2013 (TPB AFK) – for free or donation fee

The Long Awaited look behind the scenes.

Share

the pirate bay movie

download for free via PirateBay
325MB, info hash 0C0238D5EA27CB3E6C855730129903FCFD7F9499
974MB, info hash 99FEAE0A05C6A5DD9AF939FFCE5CA9B0D16F31B0
3,50GB, info hash 79816060EA56D56F2A2148CD45705511079F9BCA
6,85GB, info hash 411A7A164505636AB1A8276395B375A3A30BFF32

Support the movie with $10 or more

TPB-AFK – The Pirate Bay – Away From Keyboard

Have fun!

 

OMTALE: Robotropolis [2011, Science Fiction]

“Science Fiction is just a fact of everyday life.”

Share

 

Det her tænkes at være en teknologi-showcase, et visitkort for nogen, der ville fremvise/blære sig med særlige visuelle eller designmæssige evner. For der er ikke investeret megen kreativ energi i udviklingen af karaktererne eller den overordnede troværdighed i hele præmissen; det er på alle måder robotterne, der løber med historien:

GNN, et nyhedsselskab, har fået eneretten til at rapportere fra offentliggørelsen af et storstilet eksperiment med ‘utility’-robotter gående frit omkring blandt lokalbefolkningen på en stor ø ud for Kinas sydkyst.

Alt går galt. En misundelig co-opfinder har ændret i robotternes kode for at diskreditere projektets bagmand og offentlige ansigt, men hvad der skulle have været nogle mindre uheld på live-TV bliver i stedet et blodbad, da alle løsgående robotter ved den mindste provokation eller registrering af lydighedsnægtelse ‘kontrollerer’ (=dræber) ethvert menneske på den mest bestialske måde. Ikke fordi robotterne er selvbevidste – (som én siger undervejs “well, I hope not” …) – eller designede som krigsrobotter,  men fordi de forskellige robottyper har monteret forskelligt værktøj på deres arme og blot bruger dét til at effektuere deres autoritet.

Mens kameraholdets kamp for overlevelse ender i vandkanten med udsigt til brændende oliebeholdere i industrihavnen ovre på fastlandet, kæmper den altruistiske (og åbenbart meget filosofisk ubegavede) pengebagmand, der blot ønsker at robotterne skal være “companions, not servants”, til det sidste for at finde en måde at få en omprogrammering sendt af sted med satellit til de mange robotter.

Det bryder løs, da en robot skyder en fodboldspiller for aggressiv opførsel.
Co-opfinderen forklarer alt om teknologien, men intet om, at han har saboteret sin egen opfindelse for at hævne sig på sin mere succesrige opfinderfælle.
Kamera-2-kvinden bliver for nærgående for robotterne, da hun konfronterer dem med, hvorfor de ikke har lokaliseret robotten, der skød fodboldspilleren.

Inden længe eskalerer alt ud af proportioner. Som det jo skal med teknofobiske instruktionsfilm.

TV-journalisterne flygter ud i Junglen, men bliver overvåget og forfulgt af robotterne.

Tro mod deres fag, og den berømmelse der kommer af at have eneretten til at rapportere fra en brændzone, lader de verden vide, hvad der sker – via iphone. Måske kan de også bruge mediet til egen overlevelse.

Det ér som sagt robotterne, der løber med det hele – og det er da også til at klappe af at se dem jage OG LØBE PÅ ALLE FIRE som ulve i flok! Jeg kan ikke berømme dette faktum nok – det er gennemført! (Jeg håber dog ikke, nogen får gode idéer – transformationen fra ‘utility’-robot til ‘all-purpose’ er skræmmende!)

Journalisterne får en smule hjælp af en robo-tekniker, der havde set det hele komme.

Assistancen rækker desværre kun lige til et forspring gennem afvaningstunnellerne, som sjovt nok løber under hele øen ..

Opfinderens hårde arbejde med at etablere et up-link, så robotterne kan tilsendes nye instrukser, lykkes tilsyneladende.
“Here goes nothing …” (Til højre en af skurkene fra skønne, hedengangne ‘Farscape’).

Journalist til den bitre ende klapper han sig på skulderen med, at ‘de holdt forsiden til den bitre ende’. Det giver jo god mening.

 

Konklusion:
For: MEDRIVENDE. GOD CGI. LILLE BUDGET, DER UDNYTTES MAKSIMALT. VÆSENTLIG FILOSOFI: Vi drives til kanten af vore egne besiddelser, hvis vi ikke omgås teknologien med ydmyghed.

Imod: REELT SJUSKET MANUSKRIPT. PAPIRTYNDE KARAKTERER.

imdb

Set og omtalt af kenneth krabat, sep. 2012

Repeaters (2010) SciFi, tidsrejse

En taber ikke én, der har tabt, men én der giver fortabt.

Share


If every good thing we do gets erased, and every bad thing we do gets erased, it doesn’t really matter, what we do.

— Repeaters 2010

imdb

 

Gentagelsen som tidsrejse

– det personligt temporale fænomen, loopet – ses ikke ofte.

Det skyldes formodentlig, at sådan dramatisk kalamitet, især når Point of View ligger hos flere hovedpersoner, som er tilfældet hér, forudsætter at manuskriptforfatteren ikke bare kan lægge ansvaret for alt utroværdigt over på en enkelt hovedpersons indre verden, men skal kunne redegøre for en eller anden form for skæbne eller dømmende og udøvende (al)magt (= Gud, Satan, overlegne Aliens), som  har logisk grund til at udfordre hovedpersonerne så voldsomt. Det er en balancegang på barberbladsæg, hvis fortællingen samtidig skal kunne engagere nok til at budskabet synker ind.

I Groundhog Day var Bill Murray den eneste, der vidste, at dagen gentog sig – gentagelsen holdt først op, da han gjorde alt uegennyttigt og med kærlighed; fortællingen var en venlig og morsom allegori. I Triangle var det kun den kvindelig hovedperson, som vidste at altid var en gentagelse, men nægtede at se det i øjnene; det var en uvenlig og nådesløs allegori.

Repeaters, på et narkobehandlingshjem ude i vildmarken, er der tre hovedpersoner, som ved, at i dag er den samme dag som i går – de deler virkelighed og kan forholde sig fælles til denne nye realitet: At de vågner til den samme dag hver dag.

Filmen følger dem, mens de finder sig konfronteret med nytten af at gøre, hvad de helst vil, men aldrig har turdet eller evnet.

Det er så hér, at formålet med den filmisk dramatiske gentagelse skal bevise sig:

For at bekræfte det almægtige forfatterherredømme og for at fremstille formålet ikke blot med narkobehandling men med livet i sig selv, skal der være en taber. Vi skal se, at en taber ikke én, der har tabt, men én der giver fortabt. Og forstå, at livet får værdi af de kampe vi kæmper for noget, der har betydning for os.

Det bliver en kende “ungt” sine steder – som måske skyldes producentens unge alder og erklærede ønske om at lave film “med mening”.

Trods fokus på svigtede unges gentagelser af manglende grænser, er Repeaters dog ikke er en ungdomsfilm. Filmen har sit stærkeste budskab i, at den tvangsmæssige gentagelse af barndommens og ungdommens programmeringer er noget alle mennesker har til fælles, og må bekæmpe, hver på sin måde.

Optimismekurven er dog noget forudsigeligt nedadgående, men opvejes af en sublim fremstilling af sindssyge, ikke blot i dialog, regi og i spil, men også i forståelsen af, hvad det egentlig vil sige, at livet opleves som værende uden mening.


Mesterligt spil hér af Richard de Klerk, som også har produceret filmen igennem sit eget selskab, Rampart Films.

Plakaten forsøger desværre at ligne noget, der ikke har meget med filmens INDHOLD at gøre.

Battle: Los Angeles (2011, science fiction, movie)

Working with a minor budget and a shitty script.

Share

Imagine you are trying to plan a movie, which has the whole of Los Angeles – a very big city, area wise – invaded by aliens, the city burning and smoke rising everywhere, and a full scale attack going on simultaneously all over town, so that any pan in any direction automatically would reveal the total and utter devastation of this great city by homicidal aliens bend on total annihalation of the human race. Invasion! War!

Your name is not James Cameron and your script is without mass appeal in the gut wrenching sense of the word, so NO big budget of a size that could feed half of the equatorial area of Africa for 6 months.

 

 

This means you cannot make uncontrolled pans in any direction, as this stresses the budget to pay for CGI and physical special effects.

 

 

 

What do you do?

If you are a lousy director brought in from Mexican wrestling films or daytime TV, you just do what you always do: You bungle the movie in a large way, it goes direct to video, an exec or two are fired (or not) and Rotten Tomatoes have their way.

BUT if you have talent, you make the best of your limitatations.

SO you cannot sweep and pan to you heart’s desire. All right. You don’t believe in hiding anything, and not just because you probably cannot completely hide it from today’s movie audience. NO, you want to make the best of it. You have ambitions as a director and every frame must count.

If you cannot show the surroundings to your hearts desire, what are you left with? People and natural obstructions and cloaking.

Obstructions are tall buildings while characters are walking among them, or basically anything higher than the characters as the camera follows close by in imitation of an extra person; cars, helmets, camera following characters down into hiding etc.

Cloaking is smoke in the street, interiors, smoke in the sky, action on TV with signal breaking up etc. There are many options, and all these devices become part of the story, to almost constitute characters in their own right: What are the dangers and qualities of the smoke? What is the character of a police station without police? etc. The job is the cinematographer and the director’s in unison. To make the settings speak with meaning.

People are always interesting, at least characters CAN be. The script can do A LOT for the audience’s perception and appreciation; you can have people sitting in chairs creating a tension filled mexican stand-off just with words and intonations, or you can have them be and not say anything and be the greatest love story ever. But you probably don’t have this kind of script, as most scripts deal only with loss and rarely with the cost of loss. Meaning: Real world consequences. You will have the stripped down version. Good, bad, live, die, victory, loss, hero, coward etc.

There is only one good option, when the horizon is basically off limits: Go close. Go right up to the characters personifying the loss the script is about. Make their faces count. Make them show what fighting not to lose looks like. Show the audience that everyone will lose in this story, if the objective is not fulfilled: To take away control and initiative from the invaders, in order to regain what was being attempted stolen.

THIS is what this movie is about. How perfectly ordinary people look under duress. There are no finer points to the movie – in many many ways the story has been remade since the first braggary of the victor over his attacker: Those who sacrifice themselves or risk their own lives in the face of the enemy. But the people are really PEOPLE. And they really ARE under duress in an attack. This we must believe for this story to work. because it really is the only story the director can tell on his budget.

Things blow up, robot monsters make a mess of things, their origin and motivation safely tucked away in between the Hollywood reasons to make a movie: Fame and Money. Slightly unpopular characters go down in heroic blaze, fascistic reduction of real world politics take place (”I would rather fight in Afghanistan than in this (alien) mess”), gender issues are made a mess of (first Hero soldier gives the Marines’ speech to the frightened boy, and the woman comes and comforts the boy and leads him away), every human and alien character flaw is equalized with physical damage or hurt. Payback, perseverence, courage, unselfishness, respect for hierachy. Military at its worst (and probably best, for some).

I never said this is an amazing movie, but… look at the faces. Observe the attempt to tell the story of people under duress in closeups, which is also an attempt to make an empty story and inadequate script count.

It’s not bad.

6.8/10
IMDB 6.0/10


kenneth krabat, may 2011

Skyline (science fiction, 2010)

Kærligheden SKAL og MÅ sejre

Share

 

Glem alle de dårlige anmeldelser, du har læst om Skyline. Anmelderne har ikke fattet det.

Vi ved fra undervandsudsendelser om dybhav, at dyr kan antage de mærkeligste former, hvis deres habitat ikke udsættes for nogen særlig aggressiv evolution. De finder en sameksistens, nicher, som tilsyneladende kun har det til fælles i udseende, at de får ilt via gæller og lever 10 km under overfladen. På jordoverfladen har menneskene tillige, trods stor aggression og intolerence over for diversitet, opnået et vist mål af sameksistens med klodens andre skabninger.

Det samme er ikke tilfældet for de aliens, der pludselig uden varsel invaderer jorden. Tværtimod okkuperer de den øverste niche og underlægger sig alle de andre uden hensyn. Og her menes virkelig Uden Hensyn!

De har et evolutionært talent, de har fintunet til perfektion: Kropslyset, de skinner på en livsform, påvirker offerets hjerne til at opfatte lyset som inderligt smukt og dragende. Og VUPTI er offeret væk, hjernen genanvendt, og alle erindringer i bogstaveligste forstand deponeret i den fremmedes baghjerne.

Det går hårdt ud over Los Angelses, USA, men historiens genfortællere er borte, så vi ved intet om resten af verden – de velkendte nyhedsoplæseres stole er tomme på de stationer, der stadig sender. Man må formode, at de har ladet lokke sig ind i lyset. (Selvfølgelig).

Vore helte og heltinder, snart kun en af hver, kæmper for livet i én lang strøm af trusler fra disse abnorme livsformer, som betragter jordens mennesker som føde og informationer og i uafvendelig adrenalinrush jagter enhver, der bevæger sig, på samme måde som vi ville trampe gennem kornet, hvis vi blev sure på musene, der samlede vinterforråd.

Tramp Tramp Tramp!

Modningen af vore hovedpersoner, for det er dét, det handler om, foregår med lynets hast: Vi taler stort set realtid hér: Af og til i livet er der ikke plads til at tvivle; man må handle på de krav, livet stiller én og tage imod eller afvise, dét man blive budt – så man kan komme videre med at overleve.

Sådan hér! Der Er Ingen Nåde!

Heller ikke til sidst. Selv ikke i bekræftelsen af den menneskelige kærlighed som det ypperligste at kæmpe for, der trancenderer menneskekroppen i den mest yderliggående fremvisning af empati og egoistisk forsvar.

Jo, som postulat. Som stort, stort postulat: Kærligheden SKAL og MÅ sejre. Når alt kommer til alt, er der intet andet af nogen værdi – ikke penge, ikke den gode lejlighed (med den gode udsigt til invasionen), ikke den frie sex, ikke den fede bil, den læke babehustru, anerkendelsen, poolen, alt det som er så selvfølgeligt i et stabilt, trygt samfund, at det – da det kommer til stykket og der virkelig bliver banket på døren – skal forsvares af en lille bitte ærteskyder med 9 skud.

Skal man være flink og ikke antage, at det er en samfundsparanoid psykopatfilm, der frygter terror og alt, der ikke er amerikansk? Ja, det behøver man ikke være så flink for. Den er helt i orden. Og slutningen er 100 bedre end man kunne have håbet.

7.7/10

imdb 4.5

Harlan Ellison, Dreams With Sharp Teeth (doku)

Hans selvfølelse og hans sårbarhed. En livslang balanceakt.
SciFi-forfatteren opstået af den mørke kælder.

Share

 

Det må siges at passe på Harlan Ellison. Hele hans forfatterskab hviler på nogle få omstændigheder, situationer og tilstande fra hans tidlige liv. Og han accepterer det. Psykoanalysen har ikke slået igennem hos ham – og hvorfor skulle han også slå det psykiske lag ihjel, der føder hans vedvarende strøm af bøger og noveller, over 40 bøger og i hundredevis af noveller gennem over 50 års forfatterskab?

“Get stuffed”, said the ticktockman…

Harlan Ellison har været i TV mange gange igennem sit liv – helt bevidst med et simpelt budskab: At være forfatter er et erhverv som alle andre, blikkenslager, chauffør, mekaniker. Man arbejder for sagen, og når man har arbejdet, så får man sin løn. Der er ingen berøringsangst hér – ikke i forhold til at underholde. Så han kan mange af sine noveller udenad og fremfører dem som om det er første gang, med stor gusto og flot diktion.

Det er en meget loyal og fan-agtig dokumentarfilm, et ægte must for en science fiction-afficionado. Men som dokumentarfilm betragtet skraber den kun overfladen. Først hen mod slutningen, når vi har set alle eksemplerne på hans, overordnet og fra succeskriteriet betragtet, vellykkede liv, hører vi noget om den smerte, som føder hans tekster. Ikke meget, ikke mere end et glimt ind i et mørkt rum, som han kontinuerligt besøger, fordi han betragter det som en uadskillelig del af sig selv: Sin smerte, sit mørke.

Om det er dét, der gør ham til en skarptandet satan, der ikke har megen tålmodighed med andre mennesker, og især ikke med de fans, som er alt for fan-agtige (“Don’t they have a life?”), er svært at sige. Men hans intelligens kunne måske være en del af det – han er meget skarptseende på livet omkring sig, og knap så meget på sig selv.

På mange måder er han idealet om en forfatter: Han vil, at man skal arbejde for føden, og arbejde meget, og være ærlig over for sit materiale og sine evner, og aldrig, aldrig være bange for at betale prisen. Aldrig være bange for at se sig selv i øjnene.

Han gør det selv. Betaler prisen. Og det er vi mange, der er taknemmelige for.

PJ Proby-citatet på hans skrivemaskine forklarer alt: Hans selvfølelse og hans sårbarhed. En livslang balanceakt.

MONSTERS (2010, science fiction)

Sympatisk low-budget xenofobi-science fiction i lav-tempo, der fint illustrerer USAs forhold til resten af verden.

Share

Historien kort:

En amerikansk fotograf befinder sig i Mexico, og bliver af sin redaktør beordret til at efterspore avisejerens datter, og siden eskortere hende sikkert ud af landet. Fotografen er mere end en smule modvillig: Hér er han tæt på de fremmede livsformer, der har slået sig ned i Mexicos træbevoksede kystegne efter at være undsluppet fra en nedstyrtet NASA-sonde; skulle han ikke hellere gå på jagt efter fotos af disse frygtindgydende MONSTRE, der holder en hel verdensdel i frygt…

Da det viser sig, at der alligevel ikke er nogen færge at følge chefens datter om bord på, er de tvungne til at finde vejen hjem gennem den inficerede zone, der udgør hele det nordlige Mexico op til den meget fysiske The Wall, grænsen til USA. “The largest man-made construct in Human history”, som det lyder fra en mexicaner. Og ikke konstrueret til at holde disse rum-fremmede ude.

OM LIV
“En film om liv, som det foregår”, sagde Bjørnen, min scifiven.

Jeg er helt enig. Så, har man nogen sinde set en monsterfilm, som i dén grad handler om behovet for bare at være, altså bare leve, må det være MONSTERS.

Eller Boris’ Karloffs Frankenstein.

… Okay… der er sikkert også andre, men næppe en science fiction… som er uhyrerne venligt stillede, selvom de er rædselsvækkende og dræber mennesker på deres vej og lægger æg over alt og er overvældende store og kan gemme sig i havet og og og…

MED SIKKERHED
Hvor andre film og højere budgetter stræber mod kontrolleret fiktionalitet i alle scener, består drivet i en lavbudgetsspillefilm ofte i at omskrive helt almindelige realitetsscener til fortællingens virkelighed. Hvilket lykkes i EKSTREM grad hér.

At MONSTERS er low-budget fremgår af skudvinklen i stort set alle udendørsscener, der tydeligvis ikke kan finde sted i panoramaer uden at få virkelighedsstøj med i billedet; og skruer man ned for lyden, vil mange scener virke som feriebilleder fra fremmede gader, men … Med tilført musik, dialog og kommentarspor måtte jeg overgive mig:

Denne fortælling er ikke et forsøg på at sandsynliggøre en historie. Med sin tilpasning til interesante og relevante realitetsinddragelser – faktisk smadrede skyskrabere f.eks. – er den i særdeles høj grad en betragterførsel ind i et andet menneskes hjerne og ind i historien, som den udspiller sig dér. På samme tid en skarpt differentierende kompromis-søgen og en blændende sikker opvisning i, hvor relativt få penge, man kan behøve til at skyde en film beregnet til biografvisning, hvis man er følelsesmæssigt tæt på materialet.

Med dét i hovedet, en lille sidetanke: Gad vide, hvordan film kommer til at se ud, når der ikke længere er råd til den store afstand ml. bosserne og kunstnerne? Hvordan kommer film til at se ud, når der ikke længere er råd til at hyre Speciel Effects som hovedrolleindehaver?

Bare en tanke. MONSTERS minder mig om, at fortællinger vil ud. Og at de kommer ud. Og at de altid vil være hjertligt velkomne, hvis de er så hengivne fortællingen og mediets udfordringer som hér.

8/10
imdb 6.5


Kenneth Krabat 6.12. 2010

Lykkelig uvidenhed, konspiration 2

Mennesker rotter sig sammen, når de bliver bange.

Share

I forrige indlæg havde jeg akkurat modtaget en DVD, som min amerikanske veninde havde fundet i en telefonboks i New York, indeholdende 4 film om 9/11, katastrofen i New York, der dræbte 3500 mennesker og med dygtig hjælp fra den amerikanske regering og de amerikanske medier fik hele verden til at se terrorister overalt.

Nu har jeg sét Zeitgeist, der også var på DVD’en; en dokumentar, der  forekommer noget nær den fuldstændige italesættelse af al natlig frygt.

“Zeitgeist” (del 2 og 3) er en velproduceret, dynamisk og tilsyneladende veldokumenteret afklædning af de økonomiske sammenhænge mellem statsmagt, banker og krigsførsel, årsagen til overvågning af befolkningerne, undergravende statsterrorisme i eget og andre lande og et vedholdende ønske om at skabe en verdensregering – styret af de samme mennesker, som holder den amerikanske regering i vedvarende gæld og arbejder mod, at det samme skal ske med resten af verdens lande.

(fra 911dvdproject.com)

Zeitgeist: (June 2007) – One of the most-viewed google/YouTube videos. Created as a nonprofit expression to inspire people to start looking at the world from a more critical perspective and to understand that very often things are not what the population at large think they are.

Homepage: http://zeitgeistmovie.com
view online: http://video.google.com/videoplay?docid=-594683847743189197

Zeitgeist (Parts 2 and 3 only.) Part 1 of this video concerns itself with religious matters and some find it offensive. For this reason, we offer the video with or without part 1. Please specify your preference when placing your order. Parts 2 and 3 seem equally as powerful with or without Part 1.

Kald mig naiv, uoplyst, uvidende – men jeg er overbevist. Af 75 minutters stærkt komprimerede, logiske koblinger. Der er simpelthen for mange mennesker indvolveret – for mange almindelige mennesker interviewet og for mange dokumenterbare udsagn – til at grundlaget kan være falsk, men som mockumentarister har lært mig: man kan altid twiste fakta. Jeg er nødt til også at læse om filmen – for at se, hvad modstanderne siger.

Jeg er nødt til at finde ud af, hvor jeg står – fordi… konfronteret med det meget, MEGET store billede, som Zeitgeist tegner af verden og HELE den vestlige (kontrollérbare) verdens mennesker, der holdes i geled med frygt, underholdning og regulære trusler, følte jeg pludselig, at mit eget input have nul værdi. At min digtning, min blog, mine meninger og intuitioner, mine følelser for andre mennesker og for verdens og menneskeslægtens fremtid, mine evner til at forholde mig og til at se det større billede for mig selv… at alt var for lidt.

Da jeg begyndte at skrive på det her i formiddags, skrev jeg først et laaaangt indlæg om mennesker som sociale individer.* Det cutted jeg så væsentligt ned, da jeg kunne se, at jeg faktisk ikke anede, OM der er virkelighed bag noget af dét, som fremlægges som konspirationsteorier – og SÅ kan det være lige meget, hvad det er, der driver mennesker til at blive ved med at søge retfærdighed og sandhed og oplysthed!

(* Ikke dermed sagt, at konspirationer ikke findes. For det gør de – helt sikkert. Spørgsmålet er blot, i tilfældet 9/11, hvor mange mennesker der skulle til at planlægge aktionen som den er beskrevet af konspirationsteoretikerne – og hvordan alle disse mennesker kan undgå at sige ét ord om det? Sådan fungerer verden ikke. Mennesker taler med hinanden. De taler over sig i søvne. De føler trang til at lette deres hjerte. Mennesker er sociale væsener, og jo længere nede ad magtstigen, de befinder sig, desto mere opfatter de sig som en del af menneskeheden, snarere end af dens magtelite. Det er hér, vi taler sammen, om hvad der er rigtigt og forkert på et følelsesmæssigt niveau. Og hér vi afslører vore handlinger for hinanden.

Ja, mennesker rotter sig sammen, når de bliver bange. I samfund, og i grupper. Og det er ikke altid, at magtens elite arbejder for folkets bedste. Eller at dém, der siger de elsker os, sætter os over sig selv… )


Kenneth Krabat, 27.9. 2010

TiMER (sci-fi movie)

(he) I am telling you that I love you!
(she, hesitates) … I don’t know what that means!

Share

Make a science fiction movie without CGI and explosions.
Make all mind boggling changes take place inside the mind. The mind of the spectator, that is.
Write a script that does that, yes, write that script!
Make a movie outside of the run of the mill, a good movie, about some essential topic that everybody understands.
Make it matter!

Yes, mr./missus Boss.

And it came to be!

The Shop and its advertising imagery brings memories of a certain tech-giant!
Læs videre “TiMER (sci-fi movie)”

Stor, stor “Mågen”!

Blændende spillet og instrueret udgave af Tjekhovs “Mågen”.

Share

 

The Sea Gull af Sidney Lumet, efter et skuespil af Anton Tjekhov.

Forfatteren med den udstoppede måge, der repræsenterer at han har brugt og kasseret den unge pige, som i kærlighedens navn omtalte sig selv som en Havmåge

For Tjekhov, føler jeg, er det få gange i livet et menneske kan forvente at blive stillet over for reel storhed. Hvis overhovedet. Kærligheden er stor, kunsten er stor, men mennesket er ikke stort, mennesket er… hvis overhovedet noget for sig selv, alene… ude af stand til at styre sin egen skæbne, og alle forsøg er dømt til tragedie. Mennesket er blot et scenerum for dramaer, som senere generationer kan fortælle sig selv. Læs videre “Stor, stor “Mågen”!”

The girl from Monday, af Hal Hartley

hører til den type science fictionfilm, som engang kun fandtes som bøger

Share
The Girl from Monday

hører til den type science fictionfilm, som engang kun fandtes som bøger. Den filosofiske spekulation, uden regulært spændingselement. Ikke forstemmende, men en længsel mod mening, at finde, skabe mening, og film, der forlader biografen sammen med publikum. Læs videre “The girl from Monday, af Hal Hartley”

Film: Puzzlehead (2005)

Skab en kopi af dig selv, og slip for en masse bøvl… Not!

Share

 

Science fiction, low-tech dystopi, Frankensteins menneske

imdb

 

Synops: I en trøstesløs, voldelig fremtid, hvor al forskning er rettet mod at gen-befolke Jorden, har Walter med kemiudstyr fra nedlagte bio-techlaboratorier samt en avanceret hjerneskanner skabt en eksakt kopi af sig selv.

Hvordan spiller et menneske robot?

Én måde kunne være at fremtone mindre udtryksfuld end sine omgivelser, så sammenligningen angav det kunstige – idet vi normalt antager, at et ikke-menneske optræder uden eller ikke fuldstændig med genkendelige menneskelige følelser? Men når originalen optræder stort set lige så (lidt) udtryksfuldt som robot-klonen, stilles beskueren over for en kæmpe udfordring, der ikke blot er begrænset til et fortælledramatisk spørgsmål om, “Hvem er robotten og hvem er mennesket”, men ét, der er meget vigtigere: “Betyder det noget, hvem robotten og mennesket er, når der er så lille forskel – når begge er lige kolde?”

Manus skal vise sig at behøve denne lighed, ja tillige at være baseret på den – “da han kopierede sit sind og gjorde det til mit, kopierede han også sin psyke”, som kopien siger på et tidspunkt. Men manglen på følelsesudtryk gør det svært at identificere mig både med kopien, der fremtræder som slave, og med originalen, der af sine indestængte længsler drives til at betragte denne eksterne repræsentation af sig selv som først mindre værdig end ham selv, og siden som en trussel. Ingen automatisk medfølelse, fordi det sympatifordrende udgangspunkt er så lille.

Hvordan finde medfølelse med dén, som ikke er særlig varm? *

Man må i hvert fald vide noget om, hvordan det er at være spærret følelsesmæssigt inde i sig selv. At kende til at mærke følelser, som man ikke kan komme af med, og så have oplevet det modsatte, og registreret forskellen.

Det er dét, som er filmens egentlige problem. En gammelkendt historie, hvor skabelsen og skaberen bliver antagonister, som egentlig ikke tilfører noget nyt til den menneskelige historie. Men da den alligevel opdateres til moderne scenarie, som vi med mellemrum er nødt til at gøre med alle vore historier, fokuseres ensidigt på de dramatiske muligheder for identitetsforveksling mellem skaber og skabning, mellem Walter og Puzzlehead: Vil en kvinde, der elsker, kunne tage fejl af menneske og robot? For at vi skal tro på, at det er muligt, er kvinden gjort så museagtig, at hun matcher skaberen og robottens lave følelsesmæssige niveau, hvilket afstedkommer så lavt emotionelt identifikationsniveau, at formodentlig kun den, der er lige så genert som Walter, Puzzlehead eller kvinden, de elsker, vil føle sig følelsesmæssigt berørt.

Jeg kan næsten høre pitchen (den må i så fald have foregået i instruktørens hoved, da han også selv har produceret): “Forestil jer en blanding af Blodbrødre og Frankenstein, hvor den gode tvilling er skabningen, som den bevidsthedssøgende onde tvilling har begrænset, så han ikke kan søge viden, vokse i bevidsthed. Et billede på administrationens undertrykkelse af individtanken, og individerne af hinanden. Og begge tvillinger drages naturligvis af den samme kvinde – der kommer til at stå som det centrale formål med alt liv: Samværet med det andet køn. Og et eventuelt barn som symbol på fremtiden – hér som konkret målestok for det totalt rene og ubesmittede, en blank tavle at skrive historien om på.”

Vi ér nødt til at fortælle de samme historier igen og igen – også den her om konsekvenserne af at skabe i vort eget billede, og om at overgå sit ophav. Ved at henlægge denne til en nær undergangsfremtid med robotten i centrum angives, at historierne ikke er menneskelige historier, men historier der har sin rod i bevidsthed og i følelser, uanset hvor denne kombination end måtte opstå. Og dermed: At vi bør give dém (eller dét), vi efterlader os, alle muligheder for selv at vokse i følelse og bevidsthed.

Sympatisk, meget kristent og måske tillige udviklingsdynamisk i overensstemmelse med fakta. Men i historien for mig desværre uden den nødvendige varme til, at det bliver andet end gennemsnitlig bekræftelse af, hvad jeg allerede tror på. Formodentlig en film, jeg vil kunne huske at have set – Puzzlehead er en fed titel – men næppe, hvad den handler om.

Jo, vent.

Måske vil jeg kunne huske den ekstremt effektive måde, den cinematografiske illusion om fremtid totalt low-tech, stort set kun ved brug af New Yorker-betonbyggeri, lyslægning, regnvej og uden voldsomt væsentlige special effects, blev virkelig troværdig sort og trøstesløs inde i mit hoved. Hvor fremtiden som bekendt er. Som det eneste sted…

 

*Ikke uvæsentligt i et land som Danmark, der er så optaget på at tage omsorgen ud af borgernes hænder – hér bliver alle menneskelige følelser hos omsorgsnødige gjort til samme grød efter mindste fællesnævner – dvs. at omsorg baserer sig på en reduktion af patient og klient til basal hjælpeløshed, snarere end at se på, hvad den enkelte faktisk kan. Fordi det vitterligt ér svært at identificere sig med den selvstændige, som samtidig behøver hjælp – især hvis hjælperen er en rationell, budgetbeskåret, effektivitetsfikseret politisk administration, der tror humanisme er enhver beskåret, som ikke ønsker at slå ihjel.

Film: Na Srebrnym Globie (On the Silver Globe) (1977/1987)

One of the more overlooked science fiction movies ever!

Share

 

[English speaker? Just watch this.]

Science fiction

imdb
Synops: Nogle astronauter nødlander på en øde klode og bliver dér ophav til en hastigt voksende klan af mennesker, der på alle måder tydeliggør deres ophavs fejl og mangler.

Foregår den her film på Månen, eller blot på en anden planet?

Uenigheden blandt kilderne til trods er det uden betydning. Den ubodelige ødehed som på Månen og det absolut genkendeligt fremmede er den perfekte baggrund for denne fantastiske, skønt ufærdige polske film – mestendels optaget i et Mongoliet, hvor en 360° panorering afslører et landskab pakket med tomrum helt ud til den krummende horisont.
 
 
 
 
Filmen blev påbegyndt i midt’70’erne, men det polske regime, under Jaruzelsky, fandt den for tæt på, på alle områder, og to års arbejde på kostumer og rekvisitter blev destrueret af regimet.

Filmholdets scenografer og rekvisitører gemte, hvad de kunne, og efter en årerække lykkedes det dem at overtale instruktøren, Andrzej Zulawski, til at klippe det 3/4 skudte manus sammen til en film – med voice-over og i-hastighed-og-stemning-passende-filmiske-indskud fra det moderne polske samfund, hvor scener manglede.

Desværre modtog midt-firsernes anmeldere ikke den ufærdige film med synderlig åbne arme – måske fordi filmens grundlag bl.a. var 70’ernes frigørelse fra seksualmoralens lænker og 80’erne var mere optaget af, at det nu var i orden at tjene penge. Måske var instruktøren fulgt med tidsånden; ihvertfald erklærede han sig enig med anmelderne og kaldte filmen “mislykket”. (Men dét er den ikke!)

Det er på alle måder og uden blusel en skabelsesfilm. En film om at blive menneske, om hvad moral vil sige, hvad smerte er og hvorfra smerte kommer, hvad et barn og en voksen er, hvad skyld er og tab af uskyld – og så er den så poetisk og filosofisk, som film og bøger kun er i slut-60’erne frem til ca. 1976.

Det er et helt specielt tonefald, som i visse af tidens eksperimenter bliver for fortænkt og hjerteløst, men aldrig kan mistages for at stamme fra en anden tidsalder. Det kommer givet af omgang med såkaldt bevidsthedsudvidende stoffer, men det er også en tidsånd, der taler og længes imod et friere, renere, lykkeligere samfund.

Mange vil sikkert kalde det naivt – tidstypisk for denne film er nemlig også forestillingen om, eller gennemspilningen af tanken om, at det er muligt at adskille sig fra fortidens fejltagelser ved simpelthen at overhøre eller ignorere dem – skubbe “de gamle” ud til siden og klare alting selv. I bedste mening, for at opnå den verden, som deres koldkrigs- og Vietnamkrigsplagede forældre ikke havde magtet at skabe.

Det er brand-ærgeligt, at det polske regime mistog filmens tone for et descideret regimekritisk udfald, snarere end et udtryk for en tid med hjertets længsler rettet mod større poetiske horisonter. Brugen af kostumer og scenografi til at illustrere et urfolks vækst mod selvbemægtigelse, gudedyrkelse, historiebevidsthed og æstetik er uden nogen sammenligninger det smukkeste og stærkeste, jeg har set.

Mange har sammenlignet denne film med Jordorowskys excesser, men i modsætning til Jodorowsky, som jeg synes kun laver film for billederne, besidder denne film også dén indre kerne, som insisterer på at gøre enhver bevægelse hen over lærredet vigtig ikke blot i æstetisk forstand, men som den skabelse af verden, der gør verden synlig for beskueren og gør instruktøren (forfatteren, komponisten, dramatikeren, billedhuggeren, maleren…) til et jordisk menneske, der blot er kanal for noget større end den enkelte formår alene.

TRAILER

KØB

The Mysterious Geographic Explorations of Jasper Morello (Goth, 2005)

WOW!

Share

Animation, goth

Wow!

imdb

Synopsis: Jasper Morello indkaldes til tjeneste på luftskibet og efterlader sin sygeplejerske-kone hjemme, hvor flere og flere mennesker dør af en mystisk sygdom. En storm bringer luftskibet ud af kurs, og muligvis en kur mod sydommen inden for rækkevidde. Er Jasper villig til at sælge sin sjæl, da han via radioen får mistanke om, at sygdommen nu også truer hans elskede?

Wow, siger jeg bare! 20 minutter lang, men hold da kæft hvilke 20 minutter!

Eneste færdige del af trilogi. Spillefilm planlagt.

Website.

Film: The Secret Life of Words (2005)

Share

Drama

En lille film, der aldrig ville kunne yde sit store underliggende emne retfærdighed, og lykkeligvis heller ikke forsøger på det. En lille flig af rædslerne, mennesker påføres, får vi. Et lillebitte hjørne for beskueren muligvis at fatte bare en anelse af, hvordan det er at have overlevet tortur.

imdb

Synopsis: Josef bliver svært forbrændt på en olieboreplatform og er tvunget til at blive der, indtil forsikringsspørgsmålet falder på plads. Hanna, der er blevet tvunget på ferie af sin arbejdsplads, fordi kolleger og fagforening klager over hendes punktlighed, lader sig hyre til at være sygeplejerske for ham. Han kan ikke se som følge af ulykken. Hun kan ikke udtrykke sine følelser. I tiden på boreplatformen nærmer de sig hinanden.

Måske de fleste ville opleve, at filmen skal få os til at tænke, at der er håb for enhver, som er kommet til skade i livet. Men jeg oplever den som en 120 minutters pakke, der kun sigter på at give Hanna en platform, hvorfra hun kan fortælle sin historie fra krigen.

Denne historie har samme effekt på mig som de eminente fortællere fra snart hedengangne DR: Ved blot at lytte, danner vi vore egne billeder. Inde i vore hoveder ser vi fortællingen udspille sig uden samtidig at føle skyld over ikke at kunne gøre noget ved grusomhederne. Som det ofte er tilfældet med TV, hvor vi må lukke af for det hele, fordi billedsiden får os til at føle det ske lige uden for vore vinduer, for så først med TV’et slukket at kunne sortere og finde os selv (hvis vi når det, inden vi har set en fiktionsfilm med 10 mord på 70 minutter).

Hannas fortælling bliver “vores egen” fortælling, vore egne billeder, vore egne grænser, og ved at være givet tilladelsen gennem den orale overlevering til at fylde os selv ind i det skete i vores egen hastighed og med vores egne evner for medfølelse, forbliver vi stærke i vores egen hverdag og virkelighed. Som er det eneste sted fred kan udspringe fra.

Dét alene gør tiden vel brugt. Om så disse billeder går tabt i strømmen af nye forestillinger, vil de for evigt have været vore egne. Det er det eneste, vi kan reagere på. Med omfanget af vores personlige evne til at gøre verden virkelig for os selv.

Filmen er dedikeret Inge Genefke fra Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre. Hér spillet ikke så overbevisende af Julie Christie (“Kopenhaaagen”) – jeg har nemlig selv mødt damen og hun er sej!

Tim Robbins spiller Josef og canadiske Sarah Polley er Hanna – hold øje med hende; hun er dygtig.

Battlespace (Science Fiction, 2007)

“Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore…”

Share

Science fiction

Et væld af idéer, stort scope, og hæderlig CGI i 2 australske science fiction-fortællinger i én og samme rammefortælling, men ikke af dén grund mere for pengene.

imdb

Synops (som jeg husker det – måtte forlade stuen af og til for ikke at føle, at jeg spildte min tid):

“The saga of Humanity” hedder rammefortællingen, et dokument der fortæller om menneskenes historie tusinder af år tilbage og frem i tiden. “The Konstruct War”, som er et andet navn for “Battle Space”, er 3. del af Sagaen, der foregår fra midten af det 21. århundrede indtil kosmos begynder forfra i et nyt Big Bang.

En kvinde, der har været i stasis i umindelige tider, er eneste menneske tilbage i kosmos. Hun fortæller historien om menneskehedens afslutning set gennem fortællingen om hendes mor, en oberst der forsøgte at frelse sin planet – og sin datter – fra udryddelse af Konstrukterne, en ny art af genetisk modicificerede mennesker.

Derefter springer historien til datteren i stasis, der ankommer til universets slutning og nye begyndelse.

Det er helt fint, at ingen stort set siger noget den første time. Men historien er så usammenhængende, at en voice-over skal kæmpe med at udfylde alle huller. Skuespillerne har intet at arbejde med andet end at kampen gennem (fantastiske) australske ørkenlandskaber. Kampscenerne er mærket af manglende økonomi til kampinstruktører, men jeg gætter Bob fra den lokale karateklub har været forbi. CGI-effekterne er godt integrerede i forestillingen om planetlandskaber, men kan – selvom de er stort set state-of-the-art – ikke stå alene om at bære filmen. Som vælter over med postulater som f.eks. bevidsthedsdownloads i enhedsmatrix, tidsrejser, biomodifikationer – men alle teknologielementer forbliver uberørt af konsekvenser for det enkelte menneske på noget dybere plan. Mængden af filosofiske aspekter afvikles i omtale snarere end handling og ville kunne skabe grundlag for adskillige bøger og film. Ærgeligt, for hovedparten af science fiction-film lider under endeløs pattesutten på én idé, men mængden af idéer, der hér søges afviklet på 2 timer, vil snarere skræmme end tiltrække nybegyndere til genren ved den blotte mangel på menneskelige konsekvenser at empatere med.

Det er en kedelig film.

Jeg kun kan komme op med 1 grund til, at den ikke skulle være forblevet på storyboardet: Sådan skal det IKKE gøres.

Nej, okay, så 2 grunde, da. For hér ses effekten af tegne(serie)serialiteten, som vi kender den fra StarWars og Matrix – billigere film med CGI og bluescreens, der kan muliggøre det meget større universelle scope, som fans kender fra TV og fra bøgerne. En billigere adgang til større episke fortællinger, der ikke lige kan fortælles på 85 – 125 minutter, men samtidig har (eller burde have) en menneskelig dybde, der gør de enkelte segmenter interessante og vedkommende hver for sig. Der skal bare lige være et godt manuskript.

Havde det været en bog, ville jeg have foreslået forfatteren næste gang at betale for at få manus læst af en redaktør.

MEN se her:

“Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore…”

Hovedpersonen hallucinerer i ørkenen som følge af en stim-afhængighed og ser, fuldstændig ud af det blå og uden for sammenhæng med resten af filmen, følgende:

Helt åbenlyse eksempler på jordisk civilisation, som set med australske øjne giver mening at hallucinere om, når Jorden for længst er gået under og man er tæt på døden i en ørken.

Havde historien ikke været så håbløs, ville jeg have foreslået turistrådet denne film som anbefalelsesværdig indføring, hvis de ville satse på netop dette “civiliserede” som emne for nye turisttiltag. En stolt turistguide kunne så have fremvist vore plejehjem, skoler, hospitaler som eksempler på danernes ordnede livsform. Måske det til og med havde trukket andre nationer i mere menneskeværdig retning?

Et socialrealistisk indslag fra instruktøren af “Battlespace”, snarere end udfyldelsen af 30 sekunder med feriebilleder fra København?