piratfilm: årets top-10

Interessant at følge Torrentfreaks daglige nyheder om copyrightbrud i hele verden. Men for en filminteresseret som mig er det bemærkelsesværdigt, hvordan de enkelte films karakterer på nærværende liste falder i løbet af 2020 – Coronaåret. Gad vide, om folk forventer mere eller bare har mere tid til fordybelse? Continue reading “piratfilm: årets top-10”

PirateBay, the Movie 2013 (TPB AFK) – for free or donation fee

The Long Awaited look behind the scenes.

the pirate bay movie

download for free via PirateBay
325MB, info hash 0C0238D5EA27CB3E6C855730129903FCFD7F9499
974MB, info hash 99FEAE0A05C6A5DD9AF939FFCE5CA9B0D16F31B0
3,50GB, info hash 79816060EA56D56F2A2148CD45705511079F9BCA
6,85GB, info hash 411A7A164505636AB1A8276395B375A3A30BFF32

Support the movie with $10 or more

TPB-AFK – The Pirate Bay – Away From Keyboard

Have fun!

 

The World’s Most Efficient Public Library

The smorgasbord is a reality. Now we need to pay the staff and food suppliers.

 

If free and open access to all of human knowledge at the push of a button truly prevents our society’s beloved artists, authors, thinkers, and other creative people from putting food on their tables, then maybe it’s time to rethink how to put food on their tables

via The Pirate Bay Is The World’s Most Efficient Public Library – Falkvinge on Infopolicy.

Please acknowledge that TPB represents an idea, which TPB is neither alone in actualizing nor the first to implement into Human Culture. Besides the numerous other torrent sites all over the world, NewsGroups, FTP sharing, deaddrops, DVDs and not to mention people populating torrent sites or equally sharing and caring about culture both popular and not so well known from hand to hand, stating that sharing forms the basis of human evolution is not a stretch of fact.

That sharing has become digitally efficient is not a bad thing – the question is, who should control efficient sharing? And how are content creators kept fairly in the loop?

 

Before, there was an Internet; now it’s a “legitimate library”!

The book industry CAN win over the whole globe.

 

The English speaking Book industry centered in USA – “a coalition of the world’s largest book publishers including Cambridge University Press, Harper Collins, Elsevier and John Wiley & Sons” – has managed to shut down possibly the largest private book repository in the world with public access, containing among its 400.000 downloadable books enough copyright violation works to have a court judge warrent an order of closure.

The Publishers cheered. “It is a victory”, said  Stephen M. Smith, President and CEO of John Wiley & Sons. “This action reflects our commitment to protecting secure, safe, and legitimate use of the Internet”.

Legitimate use of the Internet! Are they crazy? Or plain stupid!?

Their BS-spin is cooking up pretense agendas – as if the internet was a road and it had been taken over by robbers stifling progress for all and the way forward was to rid the road of robbers.

It’s quite the reverse, actually! The Publishers acting on behalf of everyone become the robbers, wanting to hold back natural evolution, and the road connects everyone with everyone.

The Internet is the World, brothers and sisters. The Internet is the world speaking to itself, and the powers that be are doing their damndest to stop the World from developing.

The world is not just using the Internet,

the World is being shaped by the ability of people to communicate instantaneously, and it is happening fast.

Yes, you are afraid, and naturally so:

Everything is verging towards a massive change – what doom sayers need call “a collapse of the old ways”. The natural response of government and real power is to try and stall the progress, to give businesses time to adjust – have the economic structure invent itself to retain a high motivational factor in order to keep the wheels turning, even if there is not much hope. Then war will step in, or famine, or natural disasters, or TV, or plain threats of loss of more jobs, or food (food is not quite an issue yet in the western world), something will come about, which will be aided, orchestered in the desired direction by the Powers that be, towards a retention of stability – by shifting the world’s attention to easy, understandable, physical occurances, and away from abstract change in the freedom of expressing needs and opinions.

Yes, yes, yes, you are right. Lack of cohesion IS setting in. And the fault is in communication – in your blatant disregard for what communicative desire IS:

We all create with our minds. Creation in a human being is a communication process adjusting inner needs and talents to outer needs and limitations. Creation means acknowledging both needs and change. Creating more ways to hang on to power and earn more money IS creation in the sense of the word, you could say. All creatures resist death, in any way possible, by shedding all factors of existence that present themselves as burdens.

Same with big business. Big, old mono-businesses have no momentum to be inventive players like all small businesses rushing to accommodate change, and begin the process of dieing, which to some is a horrible thing, while to others just the balance ever so slowly shifting towards an inner collapse. And in that process  the old ones stand in the way of the creativity and devolopment of the rest.

Such refusal to roll over and die is very well, and even encouraging too. But when dinosaurs of the book industry refuse to change, refuse to invent technology and go first, refuse to accept other people doing it for them, and when they can have the power to turn the global network into a pet from their own fear, lazyness and lack of flexibility in a changing world, and when they present their refusal to neither die nor change by claiming moral superiority over the rest of the world, as in “our commitment to protecting secure, safe, and legitimate use of the Internet”, its time to

STOP THIS NONSENSE

There are many ways to affect change. People could be guided, but nobody powerful wishes to guide them. People could be consoled, but nobody powerful possess neither sufficient heart nor responsibility or means of consolation. The empowerment is coming from below instead. Call it “a revolution”, if you will, but just remember: A revolution is not always a succes. A revolution, a turning of the cards, can lose by succeding. It can die in the instant the troops (i.e. people) start poring in. And become mainstream, and nobody sees or notices it. And all the industries will rush to exploit its present potential of momentum.

The right word in this regard is evolution. And that just happens, no matter what. It counts the factors of every action, every opinion, every occurrence, every shift in the equilibrium. But what is inside this is freedom to shape the future from your own needs and regard for necessities, quality and essence. Except you are bound by law.

The book industry, along with all the other copyright moguls, have the law on their side. The law of ownership keeping the world economy and industry stable. They CAN win over the whole globe on the pretext of protecting stability.

IF that happens, they themselves will wish that they had been able to pull out of their abject refusal to step down and let flexible initiative take over. The consequences of the refusal to die of all the old World right-owership coalitions are that monitoring and privacy violations will see a marked increase in stress related deaths. Lowered life expectancy in the western world, Australia, Japan, South Korea, the arab world. A brief new flood of physical mail as a way of retaining privacy. Then illegal subnets. Then back to status quo. There is NO way of stifling communication and creation that has tasted the freedom of access to a bigger world.  Only misery will follow from trying to stop individuals’ need for expansion into the minds of everyone else.

Ahead lies only total monitoring, or letting go. Demand for security converging with rising desire of privacy. We are seeing the tip of the iceberg, and flocks of anti-restriction memes will soon inhabit the space of “Free Will”, if nothing is done about this habit of trying to control the masses.

We are the masses. The Earth. The 99%.

Un-controling the masses has never been done, I think. Letting go of the leash, after the fact of control. Not in any age. So, history serves as no indicator of un-controlled masses, other in a very limited fashion – in times of war and civil disturbances.

The future in that regard is a blank slate, and the economy and thus personal empowement springing from capitalism demand it stay relatively blank for the masses. And the only way to that goal is through control. Control on a global scale makes the future predictable, for the select few to benefit from, and everyone else to fall in line behind. On a moral high ground to protect the world from itself…

Is this better than the freedom to fail?

Inspirative source: http://torrentfreak.com/book-publishers-shut-down-library-nu-and-ifile-it-120215/

Tankedeling: Diskuterer du dine idéer i bussen, kan Movia så gøre brug af dem?

Hvor ER grænsen mellem det offentlige og det private rum, på internettet?

 

Hvem ejer rettighederne til et manuskript, som er blevet til i fællesskab med et debatforums brugere?

Alle debatfora i dag – Twitter, Facebook, Reddit osv – forbeholder sig ueksklusiv brug af alle indlæg fra deres brugere, sådan at forstå at forummets ejere må anvende sine brugeres produktion på alle måder, de, forummets ejere, føler det for godt befindende, uden hensyntagen til skabernes nuværende eller senere anvendelse andetsteds af produkter skabt i fuld offentlighed i et forum.

Spørgsmålet er interessant af flere årsager: Fokus på retten til at udnytte rettigheder i dag er meget stort. Ikke mindst pga. mediepirateri, der har affødt retsforfølgelse af mediepirater – i rettighedshavernes øjne for at kunne fastholde indtægtsniveauet på egne produkter og for at få lov af aktionærer til at investere i nye produktioner. Tvivl får ikke lov at spille ind; enten har man rettighederne, eller også har man dem ikke.

Nærværende sag handler om undfangelsen og udviklingen af et filmmanuskript.

En ret ukendt forfatter, James Erwin, havde posteret ideer og scener fra et manuskript, “Rome, Sweet Rome”, på et socialt forum, Reddit. Om end ideen er James Erwins egen og han selv har sammenskrevet brudstykkerne til en færdig pitch (idéramme med omdrejningspunkter og slutning), har Reddits brugere bidraget markant til skabelsen, og iden har han solgt sin pitch som filmoption til Warner Bros.

Nu er spørgsmålet, hvem der ejer udnyttelses- og udviklingsrettighederne hen imod en færdig film. Warner er ikke i tvivl. Det gør dé, for de har betalt for udviklingsretten; ikke et færdigt manuskript. Men spørgsmålet er, om ikke Reddit kan sammenskrive og forandre de offentliggjorte dele af manuskriptet og sælge en filmoption på en lignende film til en anden filmproducent. I følge Reddits egne betingelser for brug af stedets debatfora, som alle brugere klikker ja til ved profiloprettelse, så jo. Det har de ret til. De har jo fået “ueksklusiv brugsret” over alt, der posteres på Reddit.

Og de brugere, der har bidraget til manuskriptets skabelse, ikke mindst med formulering af en stærkere slutning; hvad med dém? Måske det ikke så meget er et spørgsmål om penge som om anerkendelse:

Er et (internet)forum kun et ligeværdigt fællesskab så længe, at ingen har (synlig) fordel af de andres input? Eller fordrer bidragende deltagelse på Internettet en særlig form for ydmyghed eller godgørenhed, der skal læres? Aldrig at lægge anfordring på dét, som allerede ér givet frit?

James Erwin har trukket sig fra Reddit efter salget af udviklingsaftalen til Warner Bros. Angiveligt fordi “det er et helvede det her med internetrettigheder”. Ja, hvem ud over skaberen har retten til en idé, der er offentliggjort, før den er solgt? Øe… Eller, hvem kan sælge noget, der har været offentliggjort? Ja, dét kan skaberen. Eller skaberNE. Og altså også det offentlige sted, hvor det er blevet skabt.

Måske var det noget for opretholderne af de offentlige rum, man betaler adgang til?

I fremtiden, hvis du taler om dine planer og idéer uden for hjemmets vægge, giver du ejerne af bus og tog og metro og biografer og caféer og restauranter og museer ogsåvidere retten til at udnytte, videreudvikle og sælge dine idéer, og bryder du dig ikke om dét, kan du bare fise hjem.

Nåe, nej, man må jo ikke overvåge folk… jo, vent! Det må man jo godt på privat grund. Men jeg har jo ikke givet nogen lov til at overvåge mig dér… Jo, ved at betale min adgangsbillet og accepteret de små ikoner på væggene har jeg sagt ja til overvågning. Men hvad så med det offentlige rum uden for? Det betaler jeg jo også for. Hér er det bare flertallets stemme i det danske demokrati, som bestemmer? Hvis jeg således er uenig eller bange for at andre skal udnytte mine idéer uden at kreditere eller honorere mig, som f.eks. mange skrivende personer frygter, skulle jeg ikke bare fise hjem til mig selv? Eller simpelthen forlade landet til fordel for en banarepublik, hvor jeg bare skal have penge nok, hvis jeg vil være i fred?

Nu har jeg lige givet rammen til en science fiction-fortælling hér, som er publiceret i det offentlige rum. Men det er min server og min blog, og jeg har ikke afgivet den intellektuelle rettighed til udnyttelsen af min idé. Faktisk bliver rettighedslovgivningen en bedre ven jo mere detaljeret min idé er. Undlader jeg således, som hér, at detaljere min idé, er den ikke (juridisk) svær for andre at overtage og brygge videre på.

Man kunne også sige det således – som brugernes arbejde på Reddit bygger på:

Idéer er gratis. Og læring tager tid, og hvor ud over i et socialt forum kan man blive dygtigere til at forstå fællesskabets behov, herunder hvad et interessant manuskript er? Det er færdigudviklingen af idéer til kommerciel afsætning, der er det hårde og omkostningsfulde slid, og dén eller dé, der laver det arbejde, må belønnes.

Så, selvfølgelig skal filmselskabet betale Edwards for at kunne udvikle hans idé (incl. Reddits brugeres input) til et produkt, der kan markedsføres og sælges og vises i biograferne.

Men hvad så med alt det, der hele tiden kommer ud at ligge på nettet? Er nettet et offentligt forum eller er det ikke? Er nettets indhold for alle, eller ikke? Er tilgangen til alt digitalt et offentligt læringsrum eller ikke? Hvad ér Internettet – vej, bibliotek, læsesal, vinduesudstilling, ét stort rum med fordøre  til private eller offentlige rum eller bare det hele? SKAL idéer egentlig kunne behæftes med juridiske genbrugsbegrænsninger, eller gælder dét kun udførelsen af idéen, realiseringen:

I den taktile verden er idéerne pr. definition udkrystalliseret i form, vi kan røre ved, lugte til, smage på, udbygge, formindske, destruere formen, der rummer IDÉEN. Idéen er her en 3dimensionel, taktil form; blot at forsøge at efterligne idéens udførelse, dvs. form, er at skride ind over grænsen ml offentligt og privat rum. Men på internettet, i den ikke-taktile verden, hvor produkterne kun kan røres med sindet, og hvor kopiering er et spørgsmål om at have forstået idéen snarere end déns udførelse – hvor er SÅ grænsen mellem det offentlige og det private rum? …

Nej. Jeg tror ikke, jeg KAN fatte det! Kan du?

Rome, Sweet Rome (links)
Does Warner Bros. Really Have Exclusive Movie Rights to a Story Posted on Reddit? (Analysis) – Hollywood Reporter
.

Variety

Politiken

Ekstrabladet

Facebook

 

Lejede lærebøger som fælleseje

Debat ønskes.

 

I USA (og måske andre steder) kan man leje digitale lærebøger med DRM i en periode.

Nu har digitale pirater besluttet, at det skal være nok med de høje priser på lærebøger. Et site er oprettet, hvor flere studerende kan slå sig sammen om at leje en titel, hvorefter sitet fjerner ebogens DRM og gør den tilgængelig for de studerende. Efterfølgende efterspørgsler kan downloade ebogen uden betaling.

En del af problematikken er, at Universiteterne i USA udgiver og sælger lærebøger til de studerende. De ændrer f.eks. opgavenumrene i dette semesters udgave ift. forrige udgave, selvom teksten generelt er den samme, og underviserne forlanger af de studerende, at de uanset hvad anvender (=køber) den nyeste udgave.

Ærlig talt – jeg ved ikke, hvordan det står til på de danske uddannelsesinstitutioner, men med sådan en problematik lige ved hånden, er det ikke svært for mig at se den onde cirkel:

Uddannelsen er dyr, måske kan man spare nogle penge på bøger, universiteterne behøver penge og udgiver selv deres lærebøger, universiteterne får ikke penge nok ind og sætter prisen på lærebøgerne op…

For at kunne bryde den onde cirkel er “man” nok nødt til at bevæge sig op på regeringsplan og udtale en mening om højere uddannelser, der tilgodeser et større antal u- eller mindrebemidlede.

Hvordan vil sådan en fortælling påvirke Danmark? Tjae, der har været en del kopiering af lærebøger hér. Det påvirker indtægterne for de undervisere, som skriver lærebøger. Måske bliver de – med ofte faste indtægter på undervisningsinstitutioner o.lign – mindre inspirerede til at kondensere deres viden på skrift, hvis ikke der kommer det “lidt ekstra” ud af det?

Men som jeg ser det, er hele pointen med digitalt pirateri at få en dialog i gang. Ikke en formuleret dialog fra et enigt bagland med én bestemt part, men enkeltindividers dialog med “dem, der bestemmer priserne på digitale ting”.

Det er selvfølgelig en følelsesmæssig sag – at digitalt ejerskab ikke på samme måde fylder i hverdagen og ikke altid kan lånes ud og ikke viser tegn på brug og og den aldring, der for mennesker gør ting virkelige. Men jeg er enig: Dialogen behøves.

Verden over debatteres straffene for digitalt pirateri, med strafferammer der går fra detailprisen og bøder, over internetforbud, og op til 10 og 20 år i fængsel. Et spændrum i holdning, der for mig viser hvor den amerikanske rettighedslobby har fået størst fodfæste.

RIAA og andre, rettighedshajer og -detektiver, med en profil over for presse, politikere og indholdsproducenter (kunstnere), der gerne tyer til bagvaskelse, løgne og falske rapporter, arbejder dagligt på at få lovgivningen i alverdens lande til at enes om straframmer for overskridelser af intellektuelle rettigheder, og samtidig få forlænget ejerskabet af samme rettigheder uendeligt.

I EU er det desværre lykkedes den amerikanske rettighedslobby at påvirke de rigtige/forkerte så stærkt, at musikrettighederne akkurat er blevet sat op fra 50 til 75 år – så Paul McArtneys og Cliff Richards arvinger og rettighedsejere kan fortsætte med at spinde guld på Beatles og CR. Målet er 95 år, men lur mig om det stopper dér.

Dialogen behøves. Hvis rettighedshavere verden over ejer deres rettigheder for evigt OG disse rettigheder kan sælges for højestbydende, hvilket de kan, truer en situation hvor et lille antal selskaber i verden ejer rettigheder til al mainstreammusik, -film og -litteratur, og patenter på medicin, teknologi, software og måske logiske løsningsmodeller, filosofi, undervisningsteknikker, og fortolkningsmåder…?!

Det er IKKE for sjov, at kampen om rettighederne udspiller sig, hvor den gør. I gadehøjde er den synlig og ligner da hér også rent tyveri, men hvem på gadeplan og med tid til rådighed kan bekæmpe softwarepatent- og medicinallobbyen?

Der er tre politiske hensigter med digitalt pirateri:

At opnå at kunne betale, hvor det ønskede emne er fundet.
At kunne betale skaberen/ne direkte.
At få frigivet rettighederne efter en begrænset brugs- og indtægtsperiode.

Formålet er (én gang til for Prins Knud) at skabe friere og billigere adgang til information og underholdning. Og forhindre et lille antal storkoncerner i at eje alt af fikseret intellektuel værdi i verden.

For dét er godt på vej.

Pirate Service Makes Textbook Rentals Last Forever | TorrentFreak.

Listen, mediebranchen hader og frygter!

Siden 1500-tallet (og sikkert også før) har spindoktorer på vegne af tidens fremmeste informationsteknologi forsøgt at knægte nyere teknologier.

I hvert fald siden 1600-tallet har spindoktorer på vegne af tidens fremmeste informationsteknologi forsøgt at knægte nye teknologier.

Følgende liste er kondenseret fra en artikeldseneste.dk af Mark A. Lemley, Director, Stanford Program in Law, Science & Technology (oversat af Søren Storm Hansen). Tekst i citationstegn er taget direkte fra artiklen. Jeg har lavet et par tilføjelser til listen.

Falder himlen ned over musikbranchen, medier, film, tv, radio, forlag?

“Trykpressen, fotografiet, det mekaniske klaver, grammofonen, radioen, kabel-tv, fotokopimaskinen. kassettebåndet, videooptageren, DVD, MP3, billigt bredbånd. Alt sammen ødelæggende teknologier, der har truet med at tage brødet ud af munden på tusinder. Hvor galt gik det så?”

Continue reading “Listen, mediebranchen hader og frygter!”

Fildeling: Internettet og digital vidensdeling = kollektiv hjerne

Det bliver ALDRIG så slemt, som de frygter og spår. Det bliver bare anderledes.

http://www.comon.dk/forum/ok.at.blokere.for.pirate.bay_68533.html

[Kulturordfører for S] Mogens Jensens indlæg bærer præg af uvidenhed – det er nemt at se, at de givne informationer ikke kommer af hans eget hoved, og at han ikke formår at håndtere de informationer, andre har fodret ham: Han “vil gerne vide, hvis der sker noget ulovligt på hans IP-adresse” er blot ét eksempel, men de er over det hele.

Undertegnede har været på nettet i 15 år – fra de dage, hvor skærmene var blå med 11 menupunkter og the Well, der blev til EFF, Electronic Freedom Foundation, allerede var en stemme, man kunne forstå: Information wants to be free. Som Laurence Lessig, professor fra MIT med speciale i ophavsret, siger, så er det ikke “free” som i “free beer”, men som i “free speech”.

JEG tror aldrig, det har været meningen, at nogen ville stjæle andre folks arbejde – men det digitale netværk muliggjorde deling af kunstnerisk og informativt materiale, på en langt mere effektiv og nemmere måde end den praksis man havde forinden: Fysiske møder med vennerne og ting tilsendt med post. Det vi i dag kalder p2p, som betyder “ligeværdig til ligeværdig”, er forudsætningen for interaktion mennesker imellem, og det har eksisteret siden tidernes morgen og er det, der sker i dette øjeblik, hvor du sidder og læser.

Som det altid går med os mennesker: Når nogen har lavet et system, der gør ting nemmere, vil andre forbedre på det. Og i dag er vi så nået til torrents-modellen – 10.000.000 digitalt forbundne edderkoppespind oven i hinanden, hvor folk deler ting, de bryder sig om, med mennesker de ikke kender, men som i sagens natur står dem nær, da disse fremmede jo ikke ville tage imod det udbudte, hvis ikke det også havde interesse for dém! (Undtagelsen er de få, der blot ønsker at kapitalisere på det, men i denne verden hører det til under det reelt målbare: Det er f.eks. tjenester som Rapidshare, der tager penge for at formidle hurtige downloads af rettighedsbeskyttede filer).

Det er som sagt i menneskets natur at dele ting med hinanden, og i den verden vi har fostret, vokser tilkomsten af ny viden nu så hurtigt, at vidensmængden fra sidste år er doblet i år, og næste år er det endnu mere. En væsentlig del af denne eksponentialvækst tilskrives den digitale adgang til materiale – tanker, kunst, informationer, nyheder, følelser, filosofi os vosv osv – som netadgangen muliggør. Hvis man aldrig har hørt de bands, som en ven sender en torrentfil til, er anbefalingen alene en grund til at tjekke det ud. Og selvom man kun hører ét nummer af en hele CD og afviser det, har man alligevel hentet det hele.

Utroligt meget data, der bliver hentet via DIGITAL p2p bliver – lig størsteparten af de informationer, man modtager hver dag fra andre mennesker – aldrig brugt til noget. Men torrent-modellen gør, at man formidler disse data videre til de andre interesserede, som er mere lig ens vens smag, end man selv er – så det lader man ske. Det er en oplevelse af at være noget for nogen. En omsorg. Der også er omsorg for sig selv – at man indskriver sig i en følelse af, at man er et godt menneske.

Og så er der det her med , at det er ulovligt, fordi der er mennesker, som ikke bliver betalt for deres kunstnerisk følelsesmæssige og intellektuelle arbejde. Til dét er der kun ét at sige: Det er ikke sandt. Det er ikke sandt, at fildeling har NOGET SOM HELST med tyveri at gøre. Det var et påfund, skabt af underholdningsindustrien, og videresolgt til politikere, med to formål:

1. At få en chance i egen hastighed for at udvikle en digital betalingsmodel, der virker

2. At skræmme forældre og deres børn fra digital fildeling, så 1) kunne muliggøres.

Internettet og digital vidensdeling er noget så svært forståeligt som en kollektiv hjerne. Det er menneskehedens bud på selverkendelse. Det er en proces, der trancenderer individuelt ejerskab – på samme måde, som at hjernen hele tiden opdaterer sig selv, syntetiserer viden og kun lægger dét på lager, som har blivende værdi.

Det lyder måske højtravende, og jeg har da heller ikke svært ved at forstå, at medieindustriens enkeltindivider gør hvad de kan for at beskytte deres indtægter og magtbaser. Men faktum er, at tiden ikke kan skrues tilbage til før den kollektive digitale vidensdeling – vi er alle sammen i KOLLEKTIV-vækst som følge af den, og at forhindre den i at finde sted, uden hensyntagen til enkeltindividers muligheder for at fungere optimalt, f.eks. gennem restriktioner på internetforbindelser og overvågning af personlige data, er at skabe et mentalt fængsel af hele den opkoblede verdens menneskehed.

I dag er det åbenlyst, at såkaldte “ulovlige” downloadere køber mere musik og flere film end folk, der ikke henter rettighedsbeskyttet materiale på nettet. Og selvom industrierne er ved at have fod på det der med at tjene penge på deres produkter via netsalg og forskellige tjenester, trods den “ulovlige downloads”, bliver industrien alligevel ved med at sprede deres ondartede virus, som får politikere til at godkende overvågning og indgreb i personlig frihed. Underholdningsindustrien er længe blevet kaldt den 5. statsmagt, og man skal love for, at de træder i karakter nu: Det handler ikke længere om at  at beskytte de stakkels kunstnere, men i langt højere grad om politisk magt og indflydelse – gennem at kriminalisere i millionvis af mennesker. Et fokus, som snildt undviger enhver mindelse om, at alt begyndte som følge af deres egen langsommelighed og inkompetance hvad angår at regne nettet for noget som helst, de kunne bruge til noget. Og denne gammelmands-havesyge, som de har brugt til at nedkæmpe hinanden med, anvender  de nu på en hel verden!

Det er det romerske senat om igen, lige før Romerriget faldt: Vi må finde en fælles fjende, når vi ikke kan ekspandere mere: Folket! Folket mod folket!

Der er løsninger på alt – hvis man vil. Men hvis politikere er så svage, at de kan skræmmes til at lytte til uvederhæftige informationer, er der kun én vej: Og det er ned ad bakke.

Men hør her, politikere – der ER løsninger – og de består ikke i lovindgreb IMOD fildeling, rettighedsbeskyttet eller ikke – hvis noget, er det det modsatte:

1. Fastholdelse af den grundlovssikrede talefrihed
2. Talefrihed betyder retten til at dele informationer med andre – ingen kan straffes for at sprede informationer, der kommer til dem – det er op til “skaberne” af disse informationer at holde dem hemmelige
3. Ingen på dansk jord kan eje digitale data (men de kan godt hemmeligholde data)
4. Ført til protokols, at alle digitale data er informationer

Og så lade det være op til industrierne selv, hvordan de vil FORMIDLE adgangen til de data, de har skabt. Hvis ingen kan eje data, kan konkurrenter frit sælge ADGANGEN til digitale data, de har erhvervet sig. Hvilket betyder at alt kommer til at handle om service. HVOR folk vil hente deres ting og på hvilken måde.

Her er så fint plads til public service-forpligtelsen – at FORMIDLE ADGANG til et kvalitativt og bredt udbud af digitale data til det danske folk. Som kan betales over skatten, hvis man politisk føler sig forpligtet til at lade fattig og rig nyde samme adgang til kvalitative informationer, eller betales af den enkelte efter behov, hvis man politisk set er mere til hver mand for sig selv.

IKKE GIVE OP ved mødet med det nye – og ikke KUN lytte til de sælgende: De sælgende behøver at sælge, det er dét, de lever for. Men det bliver ALDRIG så slemt, som de frygter og spår. Det bliver bare anderledes.

Tjek følgende links for mere nede på jorden- og nu-og-hér-informationer:

Piratpartiet indvalgt i EU
http://www.comon.dk/news/piratpartiet.blev.valgt.ind_41184.html

Den gavnlige pirat
http://www.comon.dk/focus/den.gavnlige.pirat_67.html

Fildelere er nasserøve med løse tegnebøger
http://www.comon.dk/news/fildelere.er.nasserove.med.lose.tegneboger_41155.html

Digitalt musiksalg stiger kraftigt
http://www.comon.dk/news/digitalt.musiksalg.stiger.kraftigt_41102.html

Pirater er filmbranchens bedste kunder
http://www.comon.dk/news/pirater.er.filmbranchens.bedste.kunder_41059.html

Fildelere gavner filmbranchen
http://www.comon.dk/news/fildelere.gavner.filmbranchen_40982.html

At dele er at give er at elske [ulovlig fildeling, ebøger oa.]

I hvert fald SØGE KÆRLIGHED:

Du siger, at 30 millioner, der stjæler under de nuværende love, er moralsk forkastelige – præcis som at lige så mange fluer, der elsker lort, ikke kan gøre lort til noget godt. Men lort ér godt – det er kun et spørgsmål om perspektiv.

Når 30 millioner mennesker siger, at den enkeltes ejerskab ikke længere tilhører den enkelte, så gør det ikke længere dét. Og at hvis ophøret af ejerskab forhindrer skabelse af nyt, så har denne skabelse ingen værdi for fællesskabet.

Det er ikke Kommunismen 2, du ser på. Eller et totalt sammenbrud i moral. Men et ønske om større sammenhørighed, på tværs af økonomi. Folk har så megen tid, de ikke ved, hvad de skal gøre med. Allerhelst ville jeg fortælle dem, at de skal bruge den på deres familier og deres elskede, men de er under pres alle steder fra, og behøver både svar og frihed fra pres.

Reaktionen, måske hos de ensomste i vores flok, er at søge dér, hvor svaret ligger tættest på: Delingen.

Det, vi ser ske, er en deling (sharing) af informationer. Lige nu er det bøger, film, musik, alt, der kan transmitteres elektronisk. Og det er støtte til allehånde sager i verden, ikke mindst digitalt rundspredt, og det er sociale netværk, og indblanding i sager, som før var lokale. I dag kan man have en holdning til alt, der foregår i verden – og retmæssigt støtte en hvilken som helst enkeltsag på et andet kontinent, i en anden kultur, som man end ikke deler sprog med.

Det stopper ikke. Fildeling, informationsdeling, hgvad enten den er lovlig eller ulovlig, stopper ikke. For det er en del af dét at dele med andre. Eneste måde at bremse det på, er at stille økonomi imellem. Hvis folks privatøkonomi kommer i klemme, bremses det – men det er en bold, der er i gang, og kun nedlukning af internettet kan forhindre udbredelsen af ulovligt annekterede filer.

Folk vil være en del af noget. De vil have indflydelse på deres liv. De er ikke uærlige eller moralsk anløbne – de vil bare dele, hvad de vurderer som godt.

Bemærk, at ulovlig fildeling ikke er for økonomisk vinding. De få, der hæler digitale filer, kan kun gøre det på én af tre måder: Ved at have ALTING, eller ved at altid at have det nyeste – før det findes nogen andre steder. Det er den eneste måde at tjene penge på for dem – for derefter er katten ude af sækken. Og den tredje: At påstå, at de har det, og så sælge folk noget andet. For hvem skal folk klage til?

Hvis man tilbyder folk mulighed for indflydelse, og giver dem muligheder for at bestemme selv, såvel i opposition til de gamle magtstrukturer som underkastende sig dem, vil de bruge denne indflydelse til at gøre noget godt. Og jo bedre muligheder, jo bredere tænkte og jo mere det gavner flertallet, desto bedre. Forsøger man at manipulere folk, med politisk korrekthed eller forbud, sanktioner, straf, opnår man modstand – og denne modstand vil vokse. Som den vokser ude i den verden, der begynder at forstå betydningen af globalitet – og indflydelse via medierne.

Og så er der dét at prøvekøre ting: Kultfilm-samlere forstår, hvad det vil sige at finde ting fede, som hovedparten af alle andre oplever som regulært lort. Kvalitet er ikke noget, der står stemplet hen over et produkt – det er noget, en køber, en bruger, må afgøre for sig selv: Høj kvalitet eller lav kvalitet. Og på hvilken måde høj eller lav. Folk, der downloader film, bøger, spil, musik – hvis man ellers skal tro det stigende musik- og dvd-salg – prøvekører informationer. Med døren meget pludselig åben til en verden af næsten uendelige informationsmængder, er eneste måde at vurdere informationsværdien på at teste den. Men kun et fåtal går ud og køber ting hjem fra udlandet uden at vide noget – der er porto og administration og told og moms og usikkerheden – og da ingen fysiske butikker i begyndelsen af bredbåndstiden, og til dels også før, havde den ringeste anelse om, hvad der fandtes derude, som folk kunne være interesserede i, blev fildeling en naturlig konsekvens af en allerede eksisterende nysgerrighed, parret med nettets endeløse muligheder for at anbefale produkter fra alverdens kreative producenter.

Musikbranchen var den første til at reagere. Mindre salg. Og skylden blev lagt på fildelingen – at folk huggede musikken i stedet for at købe den – men mit lige så gode postulat er, at folk gennem fildelingens muligheder for selektiv download begyndte at blive mere selektive i deres valg af, hvilke musikNUMRE, de var interesserede i. En valgmulighed, som branchen var meget sen til at tilbyde dem. Og da var det lige ved at være for sent: Færre bands blev signede, og alle de ikke-signede bands lavede plader alligevel og solgte dem i stedet selv. Så kom iTunes Music Store og samlede dem alle sammen det samme sted, de gamle selskabers produkter og de uafhængige småforlags plader og enkeltsange. For det var jo dét, det var blevet til: Folk ville have den musik, de kunne lide, og ikke købe en hel CD for at få tre numre.

DVD-branchen har ikke lært det endnu. Folk downloader, det de hører om; vurderer det, og vælger at købe det, de bryder sig om. Dét, de gerne vil gemme. Krisemodellen ligner den fra musikverdenen, omend det hér er store $50 mio dollar produktioner, der bliver valgt fra ved ikke at blive købt eller set i biografen. Hér er det en decideret kvalitetsfravælgelse af et helt og færdigt produkt – de film, som folk til nød kan se en regnvåd søndag 1-2 år efter præmieren, er ikke film de gider at spendere penge på hverken at købe eller gå i biografen for at se. Og rygterne går hurtigt på nettet – og folk bruger tid på at lede efter andres meninger, så de ikke skal bruge tid (og penge) på oplevelser, de gerne er foruden. DVD-branchen taber ganske enkelt på at lave dårlige film. Som pladebranchen tabte penge på at lave kedelige albums med et hit eller to på.

Hvis man ser det her som en progression, hvor software til at begynde med lå i toppen (jeg ved ikke, hvor den ligger i dag – måske et eller andet sted mellem musik og video), ligger digitale bøger relativt langt nede på listen over downloads. Det skyldes blandt andet, at der endnu ikke er kommet en ideel ebogs-læser på markedet. Og med ideel menes en læser, der ikke bruger (ret meget) strøm, ikke fylder noget, har en super læseflade, er forholdsvis billig, kan rumme 1 million titler (på en eller anden måde), og ikke tvinger brugeren til at bruge et bestemt fil-format, som gamle digitale filer skal konverteres til, før de kan lagres på og vises af læseren. Men når en sådan læser kommer, og det gør den, tro mig, vil bogbranchen få sin egen version af den digitale brugers nådesløse slagtning/ignorering af de digitale udgaver af fysiske bøger og tilsvarende understøttelse af de fysiske titler, hvor den digitale udgave har fundet nåde for downloaderne.

Héri ligger en anbefaling og et skræmmebillede gemt – tydeligtgjort underneden, så ingen forledes til at forveksle de to, eller tro de begge er skræmmebilleder:

Anbefalingen: Enhver fysisk udgivet bog i dag bør have en digital udgave af den liggende til fri download. Den skal simpelthen være gratis eller meget billig. Derved har folk mulighed for at prøvekøre bogen – og hvis alle nyudgivne bøger har en ebogspendent, vil en nyt anmeldelsessystem vokse frem, som sørger for at holde styr på hvilke ebøger (læs=bogudgivelser), der er værd at beskæftige sig med. Det vil være nådesløst, men det vil være retfærdigt i forhold til læseopinionen. Kan man fremvise en købs- eller downloadkvittering i en boghandel eller en salgsportal, hvor man bestiller den fysiske bog til afhentning i en “boghandel”, får man tilsvarende rabat på udsalgsprisen – også efter 5 år. Så slipper man for at makulere et stort antal bøger (det virker naturligvis ikke med det samme, den her model), og man opnår længere salg af de velanbefalede bøger, der naturligvis popper op på ebogssitesne som “folk, der købte/downloadede denne bog, købte/downloadede også disse…” En rimelig pris for en ebog ville være 50 kr., men der er intet til hinder for, at den kan sælges billigere, hvilket med sikkerhed dog ikke vil have nogen indlflydelse på vurderingen af den.

Skræmmebilledet: Vi mister boghandlere og biblioteker, begge klumpes sammen i mastodonter og de sparede penge går enten til investorer eller bruges på noget andet. Helt konkret mister borgerne lokalitet – fysisk tilstedeværelse af litteraturen i gadebilledet, pga. antallet af titler, der udgives. Lige nu skæres alle eksperimenter og forfatteropdyrkninger bort til fordel for satsen på det sikre. Det samme gjorde pladeforlagene, mens de store filmselskaber har forsøgt sig med et utal af litterære adaptioner og strømlinede produktioner for at stile mod et relativt sikkert publikum – nemlig dét, der er der i forvejen. Men når nettets brugere har mulighed for at prøvesmage ting i digitalt format, bliver sjovt nok leflen for fællesnævnerne sorteret fra dét, man erhverver sig gennem betaling – og der er ingen grund til at forvente, at det samme ikke skulle gøre sig gældende for læsere. MEN da forfatterne mister biblioteksmidler pt., fordrer dette lands særlige vilkår en politisk velvilje til at understøtte forfattere anderledes, end det gøres nu. Og da en sådan satsning givet i begyndelsen vil tilgodese (billige) oversatte værker (mere end det sker nu), frem for danske forfattere, vil royalty til udlandet koste de danske forfattere endnu mere. Og den sidste del af skræmmebilledet er, at ebogslæseren, den gode eLæser, kommer på et tidspunkt. Og der her vil være mange ebøger i omløb – hvilket giver antikvarboghandlerne færre bøger at handle med, og forlagene færre muligheder for genoptryk. (en fordel er dog, at man relativt nemt vil kunne finde ud af, hvor stor interessen er for et genoptryk på antallet af forespørgsler på den fysiske bog!)

Det er væsentligt og vigtigt at huske på én ting: Ingen kan læse MEGET MERE end de allerede gør. Selvom antallet af læsere skulle stige som følge af det her, hvilket i længden vil være en fordel for både brancen og dansk kulturliv som et hele, sørger den allerede fastlagte længde på døgnet for, at eventuelt kopierede bøger kun bliver læst i det omfang, folk finder dem interessante nok at anbefale til andre. Og når folk vænner sig til at få rabat på køb af fysiske bøger, vil mange givet vente med at købe en fysisk bog, indtil de enten kan læse en række læseranmeldelser af den eller selv investere i købet af ebogsudgaven. Det vil få forlagene til at lave smukkere bøger, for at dén del af potentielt ejerskab ikke forspildes, og så er resten sådan set business as usual: Satse på bøger, man synes er væsentlige.

Så skal man huske, at den direkte adgang fra læsemediet til købemediet er kort: Sidder man og læser en positiv anmeldelse af en bog, eller sidder man med ebogen, og synes, den er god, kan man klikke på et link og bestille den fysiske udgave.

Hvor mange grunde er der i dag til at BEHOLDE en bog, man selv har købt?

– Man vil gerne læse den igen
– Man håber at læse den en dag
– Man samler på bøger, generelt set
– Man behøver selv et fysisk bevis for sin erfaringsannammelse eller læsehistorie
– Man vil gerne fremvise sin viden og sin belæsthed
– Man holder af godt håndværk og god kunst
– Man håber at kunne udlåne den til nogen, der vil værdsætte den, som man selv gjorde det
– Man har foretaget en investering, som kan gensælges.

Hvis bogen er digital, hvorfor skal man så beholde den, når den ankommet til ens computer?

– Fordi man har plads på harddisken
– Fordi man via søgefunktioner på maskinen kan medregne den til søgeresultatet
– Fordi man har læst den og ønsker at læse den igen
– Fordi man samler på den typer bøger eller på mediet i det hele taget
– Fordi man håber at læse den en dag
– Fordi man gennem sociale portaler gerne vil skilte med, at man har den
– Fordi man gerne vil dele den med andre

Den fysiske bog skal bæres med i tasken, den har en mærkbar vægt; et mangeårigt forfatterskab kan være i et datalager på størrelse med et knappenålshoved – man kan sagtens have alle verdens ebøger med sig rundt, men har man dét, er det kun en anbefaling – ens egen eller en andens – der kan få en bog til at stikke frem af listen over bøger. Præcis lige som den fysiske bog. Og hvis den således er tilgængelig i en samtale, kan den hives frem, kopieres til samtalepartneres fastmedie, og derved fastholde samtalepartneren i et fokus på dét, der er fælles mellem parterne. Snarere end at den går i glemmebogen. Og med denne fastholdelse vil alle relationer bliver endnu mere fasttømrede omkring sådan, som parterne er som mennesker – der vil være færre fejlkøb, og dermed plads til flere nuancer (i og med anmeldersystemet og distributionsvejene og digitale udgaver af alle fysiske bøger).

Jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange i de sidste 5 år, jeg i selskab med andre har lavet en søgning på nettet for at se, om det kunstprodukt, vi lige talte om, var til at finde – og det er nok lykkedes i 30% af tilfældene. Havde jeg været et mere sofistikeret menneske og mine venner ligeså, ville tilgængeligheden og dermed tallet givet have været mindre, men al vækst hænger jo sammen, og således også hér. I de fleste tilfælde er en anbefaling relativt kort efter blevet taget stilling til og anerkendt som udtryk for min samtalepartners smag

– og ikke min
– og noget jeg vil beskæftige mig med senere
– og noget, jeg snarest muligt vil udforske mere af selv
– og noget, jeg omgående må eje selv

og uanset hvilken af tilfældene, er der sket en værdifuld øjeblikkelig afklaring af vores relation.

Det sidste tilfælde ér forekommet, om end sjældent; det har oftest været noget med at tage stilling til kunstproduktet senere eller at det ikke har min interesse. Jeg har derved flyttet min udforskning af min interesse fra den fysiske butik til nettet som den første instans. Og det er ikke noget, jeg – eller andre med tilsvarende net-tilvænthed – holder op med, så længe nettet findes. For fildeling, lovlig og ulovligt, vil fortsætte så længe der er strøm: Resultaterne af min og andres søgen efter digitale filer – med udgangspunkt i interesser og spørgsmål og anbefalinger og hér-og-nu-samtaler – sætter nemlig spor i forekomsten af ting, der enten digitalkopieres eller digitaliseres. Så, udspringet for denne fødekæde er selve nettet, selve muligheden for at deles om ting. Dét at kunne dele ting med andre. Ikke ud fra et ønske om at bryde loven – men i tanken om, at andre ville kunne have glæde af dét, man selv har glæde af – om det så er hele samlinger eller enkeltværker. Informationer. Informationsdeling. Præcis som når man havde et kassettebånd med til en ven eller den seneste bog eller videofilm, man havde haft en god oplevelse med.

Den primære indvending imod billig eller gratis download må være, at nogen skal betale forfatteren for at skrive bogen, og virksomheden for at stille den til rådighed til download. Men hvad nu hvis 95% af downloadprisen – hvis modellen er, at det skal koste noget – går til forfatteren? Herefter tager litteraturnetværket over, og det afgøres ret hurtigt, om der er basis for et fysisk tryk. Hér træder forlagets maskineri i værk med tryk, distribution, lager og transport, hvilket afspejler sig i forlagets procentvise andel. Og hvis der samtidig (efter at modellen har fungeret en tid…) kan aflæses et mere eller mindre direkte behov for en oplagsstørrelse i litteraturnetværket, kan boghandlens usikkerhedsmoment, de 40% de normalt får for at tage chancen med lagerførsel af en bog, skabe en mere sikker virksomhed og dermed en lavere procentdel. Og dermed enten billigere fysiske bøger, eller flere penge for forfatter og forlag at dele.

Jeg er ked af at måtte sige, at formålet med at have en bogbranche for mig ikke blot er at have en bogbranche. Det er også at have diversitet. Dvs. nem adgang til både underholdning, nøgne informationer og dannelse. Og det er ganske åbenlyst for mig, at en bogbranche, der ikke tør satse på andet end det sikre, er en bogbranche, der kun er til for sig selv. Men som med alle recessioner vil der også hér komme et opsving, hvis det ikke allerede ér i gang – let paradoksalt med en branche i krise, der sælger flere bøger, skønt færre titler enD nogen sinde, fordi folk ønsker at blive diverteret, når det går dårligt generelt. Men det skal nok gå op igen – branchen skal nok genvinde modet – spørgsmålet er blot hvordan og hvornår? Og noget må ske. Der skal nye boller på suppen. Skal det det være mine boller? Det er jeg ikke optaget af – jeg forsøger blot at plante nogle frø og sige, at der er udveje, der er muligheder, men at de kræver at branchen tør gøre noget andet ved denne nye og anderledes situation end de altid har gjort ved den fasttømrede og gamle måde at udgive og trykke litteratur på.

Med ebøgerne står vi dér, hvor filmbranchen stod ved introduktionen af videoen og musikbranchen ved introduktionen af kassettebåndet og CD-brænderen. Og verden gik IKKE under. Der bliver stadig lavet musik og film, men muligvis er produkterne set over en bred kam kommet kunstnerne tættere på, og antallet af kunstnere, der bliver ufatteligt rige af deres kunst, færre. Mens flere lever bedre med den, end tilfældet var, da al distribution og produktion lå i hænderne på nogle få.

(ufærdigt) …