Dune, del 1 (2021)

– Hjerteløs. Er jeg helt færdig med “storfilm”?

Jeg og hun så Dune, del 1 (Villeneuve, 2021) i Paladsbiografen i København i går.

Ved du, at Nordisk Film og Egmont planlægger at nedrive Poul Gernes’ først stærkt kritiserede, siden stærkt elskede, multikolorerede biografbygning, for at anlægge 6 underjordiske biografer og et kassesystem af boliger oven over? Godt set, at fremtiden for “ude-film” handler om neddykning… skærme i anonyme omgivelser, ikke de der romantiske biograffoyéer – og dertil ved alle jo, at billige lejeboliger i midt-København automatisk giver certificeret helgenstatus og optagelse som æresmedlem i Socialdemokraturet. Og hvem vil ikke gerne dét?! Continue reading “Dune, del 1 (2021)”

vejen ind i fascismen

  1. nogen slår en politiker ihjel ved et offentligt møde
  2. politikere deler sig i 2 grupper – dem, der fortsætter ufortrødent med at møde folket, og dem, der ikke gør eller screener alle.
  3. når en af de modige bliver myrdet i offentlighed, begynder de andre at trække sig
  4. her følger endnu flere ressourcer til overvågning og beskyttelse af politikere
  5. følgelig vokser afstanden mellem folket og politikerne endnu mere
  6. politik er nu en kampzone i virkeligheden
  7. det lyder helt plausibelt, at ingen politikere bør turde stå frem og risikere livet
  8. politikerboblen fødes alene af medier og målrettede spørgsmål – korets sang for sig selv
  9. det er så fremtiden i al fremtid – nak en politiker osv.
  10. det minder i øvrigt samtidig umådeligt meget om i dag; gad vide, om

nej, fuck det. Det er lige meget. Fascismen venter ikke på nogen, og jeg venter ikke på dén. Kan jeg ignorere den? Hvis ikke jeg kender det, der kendetegner den. Hvad gør dét?

Slut på et samlet EU?

Den hollandske forfatter David VAN REYBROUCK fremlægger en statsmodel, der giver tilfældigt udvalgte borgere ansvar for anbefalinger inden for EU på tværs af parti- og-alle-mulige-andre-skel

I et åbent brev til præsidenten for Europakommissionen, Jean-Clause Juncker, foreslår den hollandske forfatter David VAN REYBROUCK en anden vej til fælles Europa end den gamle model med at lade folk stemme hvert 4-5 år. han mener, at vi kun har indtil Brexit at vågne op, fordi vi risikerer at den europæiske venstredrejning – der giver stemme til en gammel, indestængt vrede forårsaget af flertalsdiktur [også kaldet demokratur] – forårsager en splittelse af Europa.

Artiklen er skrevet lige efter valget af Donald Trump til præsident for USA, og der er derfor måske kun 10 måneder tilbage til at handle i.

https://thecorrespondent.com/5711/we-have-one-year-to-make-democracy-work-in-europe-or-else-the-trumps-take-over/570854427-59d8ed4b

Europa – en kulturel supermagt?

Jeg modtog følgende, videresendt fra Muniam Alfakar, formand for lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening.

Fra: Søren Beltoft < sorbel@kunst.dk>
Dato: 15. juni 2007 14.11.21 MET
Til: < ccp@kunststyrelsen.dk>
Emne: Europæisk kulturstrategi

Debat i Diamanten: Europa ˆ en kulturel supermagt?

onsdag 20. juni 2007 kl. 17
Den Sorte Diamant, Dronningesalen
Gratis adgang

Hvordan gør europæerne deres forskellighed til en styrke? Variationen af sprog, kulturer, traditioner, kunstneriske udtryksmåder og kulturarv er et af Europas stærkeste kort. Det er identitetsskabende, og som EU-sloganet siger, er det: Unity in diversity.

Men hvordan kan mangfoldigheden og forskelligheden udnyttes bedre? Hvordan kan vi anvende vores ressourcer til at skabe det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge dem i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Vær med når Richard Swartz, forfatter og Østeuropa-korrespondent, Svenska Dagbladet, EU-eksperten Marlene Wind, Københavns Universitet, og Uffe Andreasen, presse- og kulturråd ved Den Danske Ambassade, Berlin, forsøger at svare på, om Europa igen kan blive en kulturel supermagt.

Ordstyrer er Clement Kjersgaard, tv-vært og chefredaktør, RÆSON.
Kontakt: Kulturproducent Lise Bach Hansen · Tlf. 3347 4364 · lbha@kb.dk

************************************************************************
Se også CCP Danmarks hjemmeside www.ccpdenmark.dk under “Nyheder 2007” / “Meddelelse fra Kommissionen” [linket i titlen ovenfor]

Venlig hilsen
Søren Beltoft, konsulent
CCP Danmark
Litteraturcentret / Kunststyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
DK-1553 København V
Tlf. dir.: +45 33 74 50 73

mit svar var nok henvendt til Muniam, men rettet til dig, der læser det her nu. Supermagtsbegrebet er én stor gang Nysprog:

kære muniam,

det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge vores ressourcer i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Efterlyst? Ikke af mig.

Man kan ikke tale supermagt, kulturel, politisk, økonomisk eller andet, uden at sige, at der findes et spil man ikke kan ændre på.

Jeg tror ikke på massen. Massen findes, men jeg tror ikke på massen. Hvis jeg troede på massen, som massen skal tros på, ville jeg sætte mig ud over individet. Og sige at én leder er nødvendig. Jeg tror ikke på én leder. Jeg tror på ansvarlighed i den enkelte. Ansvarlighed kommer af oplysning – hjemmefra, fra specialister, fra nabo til nabo, fra by til by, fra arbejdsplads til arbejdsplads. Måden, vi organiserer os på, handler om uoplysning. Konkurrence. Hemmeligheder. IKKE at vise os selv. Fordi vanen… vanen har vist os, at der er visse ting og mennesker og situationer, vi ikke kan stole på, og vi kan aldrig være sikre på, hvem og hvad de vil være. Og dog ved vi, at den opmærksomhed, vi giver uden at forvente noget igen, får os til at føle os bedre tilpas, meget bedre tilpas end at være bange, men vanen… vi finder bekræftet til alle sider, får os til at tro, at frygten vi føler har større sandhedsværdi. Massen findes, fordi der er individer, som udnytter individernes frygt. At sige, at dét ikke kan ændres på, er at lyve.

Jeg er ikke interesseret i at være en del af nogen supermagt, kulturelt eller andet, som er baseret på at massen findes. At det accepteres, at mennesker frygter kollektivt – når en mentalitetsændring kunne standse det. Så din videresendte mail er klam. Som alt andet, der baserer sig på massen.

tal ikke til mig om realisme og langsigtede strategier. Der gives ingen åbninger nogen steder, fordi det er nemmere… det vurderes nemmere og kortsigtet givtigt for mennesker alle steder og på alle niveauer af overskuelse samfundet at samles om at Kæmpe imod frygten ved at slutte sig sammen af frygt, end det er for dem, der har mulighederne for at få folk i tale at fokusere på at samles af velvilje, åbenhed og de varme følelser, som i fald de bliver modtager vokser til kærlighed.

At satse på at frygten varer ved er nemmere. På kort sigt. Så tal ikke til mig om langsigtede løsninger. Det handler ikke om lang sigt. Det handler om at blive den største dreng i skolegården, så de andre bliver bange for én. Mere frygt. Mere vane. Det er ikke interessant. Vi kan mere end dét nu. Det handler blot om at sige det.

venlig hilsen,
kenneth krabat

FASCISME ER DYRKELSE AF MAGT

Er magten hellig? Især den sidste tids magtmæssige udfoldelser i forhold til begivenhederne omkring Ungdomshuseet på Jagtvej69 i København, for ikke at tale om hele det politiske forspil, lader ingen tvivl om, at magtens institutioner i Danmark har spillet fallit. Hårde domme for at bruge sin Grundlovssikrede ret til at udtale sig og grove politioverskridelser af lovene omkring privatssfæren, totalt absente politikere, der vasker hænder når en holdning kunne risikere at klæbe til deres teflonoverflader, politimænd, der åbent og ustraffet kan håne og nedgøre demonstranter og det at kæmpe for sin ret og pligt til at holde samfundet dynamisk, medier der pisker en stemning op og støttes deri af politiet som unuanceret støtte til systemets konfliktportrættering, manglende ankemuligheder eller muligheder for at bløde systemet op, ligestilling mellem terrorisme og at være ikke-midtsøgende i sine livsvalg og måder at folde dem ud på… Danmark er som slangen Ourobus ved at fortære sin egen hale.

I en fascistisk stat støtter vi den stærke. Og tramper på den svage. I en fascistisk stat er den blotte fremvisning af svaghed i de andre lig afdækning af svaghed i én selv. I en fascistisk stat skal de stærke være stærke hele tiden og blive stærkere konstant, så de kan forsvare os mod farer. I en fascistisk stat ser flertallet ikke indad til egen andel i alt, der går galt, men placerer ansvaret alle andre steder: For svage politikere, for svagt politi, for svagt militær, for dårlige forældre, for krævende syge, for uansvarlige unge, for kyniske arbejdsgivere, for svage fagforeninger, for ligeglade arbejdere og funktionærer, for høje skatter og afgifter, for få parkeringspladser, for dyre institutioner, for ringe service på posthuset, for mange lorte på gaden…

I en fascistisk stat lukker vi øjnene for alle tragedier. Og ser dermed heller intet godt.

En fascistisk stat styres ikke fra toppen, men af den enkelts flugt fra personligt ansvar. En fascistisk stat styres af indbyggernes hjertekulde; sig-selv-nok-hed gøder den; fremtidsangst og uafklarede forældrebindinger giver den reelt urørlige bastion af lovgivende, dømmende og udøvende magt konstant større beføjelser, og nye love, hele tiden nye love, udligner forskellene på folk, så pengene bliver eneste mål for individualitet, hvad pengene kan gøre for én, hvad penge kan købe og eje og flytte og styre.

Ustyret kreativitet, der ikke har pengene som mål, er vor tids kerneangst: Den, der ikke bryder sig om at samle på penge eller lever efter pengenes veje og måder, er en fremmed. Og ingen fascistisk stat har plads til fremmede. Tryghed er nøgleordet, og hvem kan være tryg, hvis noget er fremmed?

En fascistisk stat manifesterer sig altid tydeligst i de største byer – men oprinder udenfor storbyernes sammenstød af forskelle, i småsamfundene, i periferien af det kaotiske. Det er i byerne, at vi ser hvad vi som samfund mister – til kontrol, overvågning og administrative køer til helvede, til følelseskolde lukninger af særegent kulturliv og kapitalsvage græsrodstiltag, til tilflyttere der klager over, at det larmer i byen underneden deres bolig, til menneskefjendske renoveringer af torve og pladser, til forveksling af karrierestrategi og byplanspolitik, til ønske om ensretning af egentlig alt, der kan benævnes. En fascistisk stat er et samfund, som modsætter sig fornyelse. Som tror, at inspiration til fornyelse skal komme udefra. Som tror, at fornyelse er noget, man kan sætte grænser for og lovgive omkring. Som tror at straf af fornyelse forhindrer fornyelse.

Det er i København, vi tydeligst ser, hvad hele Danmark er ved at miste. Hvad Danmark har fået i stedet for. Det er ikke en dyd, der er taget. Det er regulær voldtægt af et samfund. Fascisme er flertallets voldtægt af det diffuse, det ustrukturerede, kreativt afsind, dét ikke altid at være på toppen, modarbejdelse af dogmer og regler, altruisme man ikke kan betale sig fra. Fascisme er modarbejdelse, nedkæmpelse af ungdom, egentlig. Af ungdommens energi – som den manifesterer sig i den unge, men isærdeleshed som den bevares i den, der bliver ældre.

Ung energi indeholdt i erfaring er farligere for den fascistiske mobbe- og undertrykkelsesnatur end noget andet. For fascisme er ikke andet end fejhed, der aldrig vil spille med åbne kort, og derfor kun er sårbar overfor udholdenhed til omstændeligt at afdække alle løgnene og fortielserne og fabrikationerne af forklaringer for, hvorfor kontrollen skal udbygges og optimeres og overtrædelser straffes bestandigt hårdere. Udholdenhed og Civil Courage – modet til at møde undertrykkelsen af alle, der stikker ud, virkelig indre leg og glæde ved livet. At stå op imod fascismen er lige som at tale varmt for at se solen stå op: det bekræfter det unyttige og søgen mod glæde. Selv fascismens støtter forstår dét, men i vejen for deres glæde ved at leve står altid dén, der modsætter sig fjendebilleder og ensretning og kontrol.

At Danmark Er En Fascistisk Stat ændrer sig kun, når flertallet mister den absolutte tillid til far og mor, eller frivilligt giver den fra sig, og tager ansvaret for eget liv. Først, når flertallet af tilflyttere til hovedstaden har lært at elske BYEN på godt og ondt, snarere end byens “muligheder”. Først, når de frygtsomme deltager i de andres liv, snarere end at lægge ansvaret over på myndigheder og institutioner. Først, når dét sker over Hele Landet, og ikke blot (meget behøvet) i København og de større andre byer. Først da flyttes opmærksomheden fra magten som hellig.

(Bare det ikke var så åbenlyst skræmmende at sige farvel til far og mor, og påtage sig det medfølgende ansvar for en langt større familie: Alle de andre.

For hvad er mere rædselsvækkende opmærksomhedskrævende end at skulle respektere forskellighed? Hvad er mere frihedsberøvende end ansvar?)