Science Fiction: Lige Under Overfladen 7 og 8 – udgivelsesdatoer annonceret

Kan man tillade sig at håbe på en fremtid i Danmark?

Så er det dén tid igen, mange har ventet på. Denne gang ikke blot 15, men hele 32…

32 danske unge og ældre, ubeskrevne og erfarne science fiction-forfattere under samme tag. Læs videre “Science Fiction: Lige Under Overfladen 7 og 8 – udgivelsesdatoer annonceret”

Historierne er for de levende.

Fandens, når nogen skriver det, man selv arbejder på!
Men så er det nok heller ikke værre.

 

Kender du det: Din gode idé eller måske tilmed din halvt udførte idé må du pludselig se overhalet indenom: Nogen har skrevet historien, du har barslet med, og pludselig er det ikke længere nødvendigt at arbejde videre på den: Hvad gør man så: Man redefinerer sig selv.

I følge en amerikansk udgivelse fra 40’erne er det kun muligt at skrive 34 forskellige historier – det er klassiske fortællinger om dannelse, tab, gevinst, vækst, forandring, fortabelse osv., som trods moderne forklædning i cyberham og med lommerne fulde af digitalt mudder næppe ville bliver hveren færre eller flere i antal i dag.

Man redefinerer sig selv, når verden løber med ens historie. Selvmord eller varig gemsel i bjørnekostume i de karpatiske alper er naturligvis en mulighed, der kunne bibringe wikipediaindlægget en smule farve, men så heller ikke mere. Historierne er for de levende. Også dem, der ikke er skrevet endnu.

Kenneth Krabat, 30.1. 2011

Facetslebne tanker: Diamanter

Diamonds are forever… Og lad venligst være med at sælge dem igen.

 

Der er mange måder at tjene penge på. Ikke alle er lige åbenlyse.

At små stykker slebent, hårdpresset kul, hvis fremmeste egenskaber i slebet tilstand er evnen til at skære i glas og reflektere lys, gennem årelangt og hensynsløst reklamearbejde kunne gøres til både en verdensindustri, en statsuafhængig møntfod OG et ikon for mennesker på alle niveauer i samfundet er måske ikke så ufatteligt, når man ser den styrke, der stråler ud af kvinder med mange diamanter på sig.

FUNDET
I 1870 gjordes et enormt fund af diamanter ved Orange River i Sydafrika. Indtil da var diamanter relativt sjældne og deres værdi helt og holdent et produkt af deres relative sjældenhed.

Investorerne bag minen, der frygtede at markedet skulle blive oversvømmet, dannede et konsortium til at håndtere udbredelsen og opretholde illusionen om diamanters sjældenhed – De Beers Consolidated Mines, Ltd. med hovedkvarter i Sydafrika. Inden længe sad de på den totale udbredelse af diamanter i verden.

Under depressionen i 20’erne og 30’erne faldt salget af diamanter dramatisk og verdensmarkedsprisen halveredes. For at bevare kontrollen over prisen, iværksatte De Beers en massiv kampagne til styrkelse af bevidstheden om værdien af diamanten som symbol – en illusion om diamanten som en investering, man aldrig solgte videre: at selve dét aldrig at behøve at sælge sin/e diamant/er betød, at man bevarede sin rigdom, magt og attråværdighed.

PSYKOLOGI
I en reklamekampagne indgår mange psykologiske faktorer, som både indregner “massen” og mænd og kvinders handlemønstre.

Som mand finder jeg følgende meget interessant:

Det gik op for diamantfirmaet, at givelsen af en diamant rummede en stor “overraskelseseffekt” mellem giveren, manden, og modtageren, kvinden. Studier viste, at kvinder foretrækker at blive overrasket, ikke blot for glæden ved at blive givet en gave, hvortil der var knyttet et billede af stor kærlighed, men også fordi en sådan DYR gave, som hun ikke selv har været med til at vælge, kommer uden vedhæftet skyld…!

Kvinder over en bred kam er så praktiske, at det er svært for dem at købe noget dyrt uden at føle sig skyldig. Hvilket er derfor de sætter pris på mænd, der kan købe ting til dem – kender deres smag, tøjstørrelse osv. – fordi det holder dem fri for skyld. Og den mand, der holder sin kvinde fri for skyld, bliver elsket for dét, også. (Og så er det lige meget, om det må byttes, for det ér allerede købt!) *

Reklamerne opnåede at få manden til at se givelsen af en diamant som et “symbol på kærlighed”, mens kvinden “fik lov” til at betragte den som et håndgribeligt symbol på hendes status og præstationer (sen-70’erne).

ANSVARET

Diamantkonsordiets reklamekampagnen var og ér så vellykket, at diamanter endnu i dag helt naturligt forbindes med noget evigt DYRT og eksklusivt. Fabrikationen af illusionen om diamanten som havende en egenværdi rangerer oppe blandt de vigtigste 10 illusioner skabt af reklameindustrien (en anden er konsumerjulemanden, cementeret i alverdens bevidsthed af Coca Cola…)

Illusionen om egenværdi er ikke selvfølgelig. Diamantkonsordiet er hver ny generation nødt til at trække i diamantkostumet og med massive reklamekampgner og nye slogans nødt til at foregive, at diamanter evigt symboliserer og repræsenterer kærligheden mellem to mennesker. Så forbrugerne, trods verdensmarkedets svingninger og nye produkter på markedet, fortsat investerer i diamanter til deres elskede –  men det er en succes, der er et dobbeltægget sværd.

Kapitalspillere behøver ting af vedvarende værdi på markedet at lægge deres penge i, når krisen kradser, og så effektiv har reklamekampagnen været, at selv de største investorer har slugt maddingen med blink og det hele og tror på, at diamanter lig guld har en vedvarende handelsværdi at investere i. Men dag kan ingen købe en diamant og få det samme for den ved salg… Der er så utroligt mange diamanter i verden, at hvis blot 1% forsøgte at sælge deres diamant/er, ville hele diamantmarkedet kollapse på stedet og trække en stor del af kapitalmarkedet med ned!

Men okay – skulle jeg sondre imellem den gavegivne diamant som symbol på den meget nødvendige kærlighed mellem mennesker, og en  verdensmarkedspris, der holdes oppe til når kærligheden forsvinder, ved jeg godt hvilken værdiansættelse, jeg vil vælge.

Come on – det er sgu da nemt, er det ikke!?

Godt nytår!


Kenneth Krabat, 31.12. 2010

*

Through a series of “projective” psychological questions, meant “to draw out a respondent’s innermost feelings about diamond jewelry,” the study attempted to examine further the semi-passive role played by women in receiving diamonds. The male-female roles seemed to resemble closely the sex relations in a Victorian novel. “Man plays the dominant, active role in the gift process. Woman’s role is more subtle, more oblique, more enigmatic….” The woman seemed to believe there was something improper about receiving a diamond gift. Women spoke in interviews about large diamonds as “flashy, gaudy, overdone” and otherwise inappropriate. Yet the study found that “Buried in the negative attitudes … lies what is probably the primary driving force for acquiring them. Diamonds are a traditional and conspicuous signal of achievement, status and success.” It noted, for example, “A woman can easily feel that diamonds are ‘vulgar’ and still be highly enthusiastic about receiving diamond jewelry.” The element of surprise, even if it is feigned, plays the same role of accommodating dissonance in accepting a diamond gift as it does in prime sexual seductions: it permits the woman to pretend that she has not actively participated in the decision. She thus retains both her innocence—and the diamond.

The Diamond Invention

The Viral Me – om forbindelsesteflon og modstandsglæde

Silicon Valley – stedet, hvor skaberglæde SKAL give penge.

I Silicon Valley består opgaven i at skabe mindst mulig modstand i interaktionen mellem brugere af sociale netværker. Friktion afholder folk fra brug, mens friktionsløshed gør det nemt at være MIG.

Samtidig er Silicon Valley måske det eneste sted i USA med regulær optimisme – hér investeres både mange, mange penge og megen skaberkraft i at bringe folks egoer i samme rum.

via The Viral Me: Devin Friedman Investigates the New World of Social Networking


Kenneth Krabat, 13.12. 2010

DailyBooth: 1 og 2 og du er væk…

… men du kan bare oploade et nyt billede, så er du på igen!

DailyBooth er en “Social Service”: Du oploader et foto, det vises i en livestrøm på skærmen i godt 2 sek., evt. sammen med en tekst, et nyt billede af et andet menneske dukker op over dig og dit billede forsvinder nedad. Scroller man med med ned, er du væk på 5-6 sekunder i “myldretiden”. Hvis du er hurtig, kan du nå at reagere på et billede og en tekt og klikke på “kommentar”-linket for at læse eller skrive kommentarer. Hér kan du så også vælge at følge andre på samme måde, som du følger folk på Twitter.

Meningen med tjenesten? Jeg så en tilfældig fyr med knap 500 fotos af sig selv, morgen, middag og aften. Samme positur. Samme smil. Det må lige være noget for en pige, der ønsker sig en stabil fyr…

En anden fidus er, at DailyBooths indhold føjes til det billede, du laver af dig selv på nettet. Du kan altid være på. Lidt her, lidt dér. Vis din person, ikke dit menneske. [læs=avatar]. Det bliver nemmere og nemmere, og der bliver mere og mere OM dig. Ikke AF dig; de to ting er ikke det samme.

via DailyBooth Live Feed.


Kenneth Krabat, 13.12. 2010

MONSTERS (2010, science fiction)

Sympatisk low-budget xenofobi-science fiction i lav-tempo, der fint illustrerer USAs forhold til resten af verden.

Historien kort:

En amerikansk fotograf befinder sig i Mexico, og bliver af sin redaktør beordret til at efterspore avisejerens datter, og siden eskortere hende sikkert ud af landet. Fotografen er mere end en smule modvillig: Hér er han tæt på de fremmede livsformer, der har slået sig ned i Mexicos træbevoksede kystegne efter at være undsluppet fra en nedstyrtet NASA-sonde; skulle han ikke hellere gå på jagt efter fotos af disse frygtindgydende MONSTRE, der holder en hel verdensdel i frygt…

Da det viser sig, at der alligevel ikke er nogen færge at følge chefens datter om bord på, er de tvungne til at finde vejen hjem gennem den inficerede zone, der udgør hele det nordlige Mexico op til den meget fysiske The Wall, grænsen til USA. “The largest man-made construct in Human history”, som det lyder fra en mexicaner. Og ikke konstrueret til at holde disse rum-fremmede ude.

OM LIV
“En film om liv, som det foregår”, sagde Bjørnen, min scifiven.

Jeg er helt enig. Så, har man nogen sinde set en monsterfilm, som i dén grad handler om behovet for bare at være, altså bare leve, må det være MONSTERS.

Eller Boris’ Karloffs Frankenstein.

… Okay… der er sikkert også andre, men næppe en science fiction… som er uhyrerne venligt stillede, selvom de er rædselsvækkende og dræber mennesker på deres vej og lægger æg over alt og er overvældende store og kan gemme sig i havet og og og…

MED SIKKERHED
Hvor andre film og højere budgetter stræber mod kontrolleret fiktionalitet i alle scener, består drivet i en lavbudgetsspillefilm ofte i at omskrive helt almindelige realitetsscener til fortællingens virkelighed. Hvilket lykkes i EKSTREM grad hér.

At MONSTERS er low-budget fremgår af skudvinklen i stort set alle udendørsscener, der tydeligvis ikke kan finde sted i panoramaer uden at få virkelighedsstøj med i billedet; og skruer man ned for lyden, vil mange scener virke som feriebilleder fra fremmede gader, men … Med tilført musik, dialog og kommentarspor måtte jeg overgive mig:

Denne fortælling er ikke et forsøg på at sandsynliggøre en historie. Med sin tilpasning til interesante og relevante realitetsinddragelser – faktisk smadrede skyskrabere f.eks. – er den i særdeles høj grad en betragterførsel ind i et andet menneskes hjerne og ind i historien, som den udspiller sig dér. På samme tid en skarpt differentierende kompromis-søgen og en blændende sikker opvisning i, hvor relativt få penge, man kan behøve til at skyde en film beregnet til biografvisning, hvis man er følelsesmæssigt tæt på materialet.

Med dét i hovedet, en lille sidetanke: Gad vide, hvordan film kommer til at se ud, når der ikke længere er råd til den store afstand ml. bosserne og kunstnerne? Hvordan kommer film til at se ud, når der ikke længere er råd til at hyre Speciel Effects som hovedrolleindehaver?

Bare en tanke. MONSTERS minder mig om, at fortællinger vil ud. Og at de kommer ud. Og at de altid vil være hjertligt velkomne, hvis de er så hengivne fortællingen og mediets udfordringer som hér.

8/10
imdb 6.5


Kenneth Krabat 6.12. 2010

TIDENS KÆLVEN, sig tiden nærmer, 2

Digteren Benny Pedersen har sommeren 2010 interviewet digteren Kenneth Krabat, i et portræt der spænder fra opvæksten til den kommende bog, Tidens Kælven.

Forleden modtog jeg en DVD lavet af digteren Benny Pedersen, som gennem flere år har haft et forfatterprofil-projekt, Digtere på DVD

DVD’en dokumenterer en julidag i min kolonihave sidste år, forud for dødsfald og alskens opbrud, og rummer tillige et lille indblik i den kommende bog, mens den stadig hed “skoens kælven” 😀 og jeg var blevet inviteret til at læse op i Poetisk Bureau i København.

Puh, jeg følte mig nøgen, da jeg havde oplæst “den japanske forbindelse”, og måtte pludselig i stedet vælge at læse en novelle frem for de tre kapitler fra manuskriptet i arbejde, som jeg havde planlagt det. Det er hårdt at stå der, når hjertet virkelig strutter alle vide vegne for at få kontakt, men ingen kontrakt registreres. Som det ofte sker, når skriften er ny og uprøvet.

Bagefter var jeg vred på mig selv for at have været så følsom, og derpå vred for at jeg blev vred på mig selv for at have været så følsom. Men så var dét også for latterligt og gik over.

Gyldendal.no søker redaktør til skjønnlitteratur

Går det godt med litteraturen i Norge, eller taler vi opsigelse/afskedigelse/dødsfald?

Det er virkelig ikke til at vide. Virkelig ikke.

Redaktør – skjønnlitteratur – Kolon Forlag

Går det godt med litteraturen i Norge, eller taler vi opsigelse/afskedigelse/dødsfald?

Måske skal den ny redaktør erstatte to tidligere redaktører? Som var elskende, eller uanset hvad begge nægtede at arbejde uden den anden? Som blev fyret for at stjæle digtsamlinger fra lageret i dén tro, at ingen nogen sinde talte dem, når først bibliotekerne havde fået deres 1024 eksemplarer? Måske skal den ny redaktør erstatte tre tidligere redaktører? Som ikke elskede hinanden, men bare følte at de var vokset sammen, og ingen af dem ønskede at udføre deres job handicappet af tabet af en del af sig selv?

Måske er redaktionen brændt ned som følge af sex efter lukketid?

Måske er selve Gyldendal.no ved at lukke og skabelsen af et nyt underforlag en sofistikeret afledningsmanøvre, der skal holde pressen stangen, indtil print-selv-maskinen er installeret inden for døren til Gyldendals kontorer og usb-stikket i dørkarmen udenfor og tjenere er mødt frem for kontraktligt at knalde champagnepropper af i fejring af innovationen? Måske den nysansatte redaktør er prügelknaben/innen med pligt til at indkalde og tale med pressen, mens resten af forlaget lusker af ad bagvejen og ansatte skolebørn smider karameller fra første og anden sal til forbipasserende nede på gaden, som de synes har sjovt hår eller gode dyr?

Det er virkelig ikke til at vide. Virkelig ikke.