Røde og sorte bøger

Op og stå på hælen. Vippe lidt. Falde lidt. Agurken er en vandig grøntsag.

Share

 

Ovre hos sig selv spekulerer Mathilde Walter Clark højt over begreberne ’smal’ vs. ‘bred’ litteratur.

‘Bred’ og ‘smal’ skaber distance, ideologiseringer. For eller imod. ‘Bred’ gemmer på en kvalitetsmæssig nedvurdering, men også i ‘det smalle’ findes en nedvurdering sted, nemlig af værkets salgsmæssige potentiale. Det betyder noget for de bøger, forlagene satser på, ja, for om de overhovedet har lyst til at udgive dem. Jeg kender forfattere, som har fået afvist manuskripter fra forlag med den begrundelse, at det ‘på én gang var for smalt og for bredt’.

Tidl. direktør på Lindhardt og Ringhof, Morten Hesseldahl, sagde over for et fuldt hus på CBS i Århus – nogle måneder før agurkesommeren 2005, hvor Martin Glaz Seerup af samme mand fik annulleret sin kontrakt på en næsten udgivet digtsamling – at “smalle bøger er bøger, der ikke sælger”. Altså, smalle bøger er bøger, som ikke tjener pengene hjem til forlaget.

Det er en vigtig skelnen at gøre. Forlag udgiver indbundne tekster, ikke litteratur – hvad de end bilder sig ind. Hvis noget, bliver teksterne til litteratur i den offentlige bevågenhed og bevidsthed – og findes de ikke dér, findes de ikke. DERMED er de blevet smalle, i betydningen ‘røde tal på bundlinien’ – svære for forlaget at sælge.

Når Mathile Walter Clark således skriver

Jeg kender forfattere, som har fået afvist manuskripter fra forlag med den begrundelse, at det ‘på én gang var for smalt og for bredt’

bør det understreges, at en sådan forlagsudtalelse er DYBT uprofessionel – idét vurderingen ikke har noget med det modtagne manus at gøre, men derimod alt med forlagets egen-vurderede manglende evne eller vilje til at redaktionelt behandle og sælge manus som udgivet bog. Dén bliver så bare lige rask tørret af på forfatteren i form af en sludder for en sladder, der skal angive litterær forståelse, fy føj!

Morten Hesseldahls udtalelser på CBS var en udfordring af forne tiders illusioner: Dem om, at forlagene havde til opgave at varetage litteraturen og holde standarden og fanen højt. NEJ, forlagene består af læsere med litterære uddannelser, der ikke har en skid tjek på noget som helst andet end sandsynligheder, konjunkturer og statistikker om den offentlige bevidsthed og nuværende smag!

Derimod kan forlagene PÅTAGE sig en rolle som kulturel og sproglig udfordrer – gennem at understøtte forfatteres værker ved at sætte dem i tryk og distribution – men så heller ikke én eneste jamren bør der høres dérfra: Det er en beregnet risiko at udgive bøger – publikum er vægelsindet og ønsker sig ikke ene genrebøger. Dét sælger, der sælger – men alt kan hjælpes på vej…

Mit nuværende standpunkt, idet jeg må gå ud fra, at forlaget har en mening om, hvad der gør en fængende og vedkommende tekst:

Brugt som argument for tro på let-sælgelig tekst på dagens marked
og/eller
Kommer pengene hurtigt hjem; sorte tal på bundlinien

= Bred litteratur

Brugt som argument for svært sælgelig tekst på dagens marked
og/eller
For længe til break-even; røde tal på bundlinien

= Smal litteratur

Nemt at forstå.

[Og så lige huske, at ingen sælger sælger alt lige godt! Og at der ér forskel på at have 200.000 ude på en sommerkrimi og 5.000 på en digtsamling! Og at arbejdet på en bog er det samme, uanset oplag!]

Når pressen og forlagene og alle andre så ønsker at lægge litterære kvaliteter ind i disse to begreber, underkender de forlagenes evner til at udvælge tekst efter såvel økonomiske hensyn som skriftkunstkriterier, f.eks. pt. populære genrebøger.

Man kan derfor sige, at alle er med til at skabe forfladigelsen – herunder den såkaldte ‘elitære’ opsplittelse mellem gamle skriftkunstgenrer som poesien og moderne underholdning som krimien. Men i dag møder  krimilæsere og digtlæsere ofte sig selv i boghandlen og hilser uden dårlig samvittighed, mens de krydser over til hinandens hylder, så hvad ér problemet egentlig? Ud over at der aldrig sker en hujende fis om sommeren, og at agurkerne er billige og går nemt gennem tarmen?!

Jeg foreslår at bruge resten af den våde sommer på at diskutere, om ikke vi bare skal kalde dem røde og sorte bøger. Røde for ‘underskud’, sorte for ‘overskud’. Så kunne dét måske vandre ind i sociallingoen: ‘Sikke sort, du er i dag, skat’. (Altså, du ser hammer godt ud og har plads til hele verden på dine skuldre!)  Og ‘Jeg har sendt Jensen hjem – alt var knaldrødt på ham’ (hold da, kæft, han havde det ikke godt.)

Hvad det så vil fucke up af okkulte og politiske associationer kan da kun gøre det hele mere interessant?

LINK Hvad giver ‘bred’ + ’smal’? : Mathilde Walter Clark (2012)
LINK Sagaen om Den Smalle, Ulæselige, Usælgelige Litteratur (2005)