Why Are We Here On This Planet?

A question that begs answering.

Everything to humans is language.

WHY – the ability to distinguish and care about future outcome, ie. weigh memories and desires, is one mark of a highly functional survival instinct

ARE – the re-affirmation of the concept of historical plurality implies both trust in the pattern of plurality as stable system AND conscious will for it to remain so.

WE – relating to your own species in terms of self including plurality marks you as a sensitive and caring individual capable of existing as individual in a community

HERE – the spacial destinction, whether it springs from accurate astronomy or not, implies a great sense of identity, ie. Me vs. Not-Me, which by way of physical identification contains the unconditionality of existential loneliness that has often been described as a Human Driving Force towards mergence into safe communality

ON – a subset of “here”, but by implication the demonstration of astronomical awareness, and as such an underlining of trust in the existance of the human form and its difference from everything not human

THIS – another subset of “here”, but easily the essence of the totality of the question, showing the capacity for projected thought that shines the light on what is and the functionality of what is, which marks the clear distinction between simple survival AND creating life

PLANET – a word simultaneously describing the concept of “rock existing in nothingness, preferably with the ability to sustain life, preferably human life, but not necessarily”, AND the mental understanding of the totality of the human habitat with all of its complexity and challanges. Used in this context it also implies an uncertainty of “home”, ie. “possibly we can do so much better for our selves that Earth as “home” for all humans becomes a natural thing”.

And all put together it forms an image of self aware existance capable of projecting itself to a future of better conditions for all members of its species. Emphatically speaking this projection is its own fuel, and the simple frasing of the question nothing but the hose that goes into the tank: Don’t expect the question answered by anyone but yourself, but always keep it warm and in the spotlight.

Sense8 – SUPER-FORFØRENDE

The series which belongs to the genre of science fiction is described as “a gripping global tale of minds linked and souls hunted” which was conceived by the showrunners “after a late night conversation about the ways technology simultaneously unites and divides us”.

Hvis man forestiller sig, at alle mennesker har noget til fælles: Trangen til at være sammen. I små og store grupper, men sammen.

Og man som instruktør og manuskriptforfatter spørger, hvad der kan opveje en gruppeeksklusion fra normalsamfundet.

Og svaret så lyder: Det skal være noget, som er Læs videre “Sense8 – SUPER-FORFØRENDE”

ODD – sygeliggørelse af naturlig opposition mod overgreb!

Non-konformitet og fritænkning som mental lidelse!

Ifølge NordAmerikanske psykiateres nyeste udgave af DSM-IV (den Diagnostiske og Statistiske Manual for Mentale Forstyrrelser, som psykiatere og medicinalindustrien efterlever som standard) er non-konformitet og fritænkning en mental lidelse! Læs videre “ODD – sygeliggørelse af naturlig opposition mod overgreb!”

noter om salg [limbo for begyndere]

Min person er varen, jeg faldbyder og sælger.

limboAt sælge sig selv er en nødvendighed for det allerstørste flertal i Danmark – hvad enten man er lønarbejder, selvstændig, kunstner eller forsørget: Med undtagelse af barmhjertighedshandlinger er overlevelsen betinget af evne til at kunne faldbyde sig på den rette måde. Læs videre “noter om salg [limbo for begyndere]”

thelistserve – here winning means sharing

What would you say, if you had the ears of 1 million people, and only one go?

What would be your message, if you had the ears of 1 million people?

Hook up to thelistserve and receive 1 mail every day from one person on the listserve mailing list chosen in a random lottery to be the one to share their life and meaning.

One day it could be you.

On the listserve website you can enter your email to participate, see the number of participants from your own country and all the rest of the countries in the world, as well as read about the project – but it’s really quite simple.

Let me share the message from yesterday’s winner:

“When I was 18, my mother discovered that my stepfather had installed a small pinhole camera in my bathroom.

He was given several misdemeanors but I did *not* press charges despite the overwhelming pressure from everyone to do so. Actually, seven years later, I’m still in contact with him.

Very few people understand this decision. They think I should have sued him for all he’s worth and destroyed his life. “Why do you still talk to that pervert?” they ask.

My answer is this: Because I understand what hate will do if I grab hold of it. It will lodge itself in every corner of my mind and soul and I will go through life believing I’m a victim and that things are happening TO me. I’ll focus on what I don’t have instead of what I do.

I must instead focus on the good and the love. My stepfather wasn’t abusive, verbally or physically, in any way and, in fact, he was a damn good stepfather most of the time.

We are who we are not based solely on who we decide to be in any given moment but what society, people around us, and our environment TEACH us to be. Don’t jump to conclusions about others. Rather, take the time and energy to understand why they do what they do and how they got to be who they are.

Look inward. Forgive yourself, forgive others, and put love out into the world.”

Your input is not shared in public beyond the email list (and personal quotes like the one above). And you control your own level of privacy, if you are selected to share.

The level of openness varies greatly – from happiness found in a new business venture to brief descriptions of life altering circumstances and lessons learned. Most are inspiring and heartfelt depictions of lives similar to your own.

Sign up at thelistserve. You can leave any day you want.

Twitter: https://twitter.com/thelistserve

Denne Humanistiske Tvivlen: Robert Anton Wilson.

Den Humanistiske Tvivler som entertainer.

 

Hvordan kan et menneske være både imod og for sit eget underhold? Eller måske det i realiteten kun er det oplyste menneske, der kan se det enkelte individs sammensmeltning med sin totale omverden annullere betydningen af at være politisk korrekt, og den enkeltes livsformål bestå i simpelthen at forblive i live længst muligt?

Robert Anton Wilson tilhører et særligt tankesæt, der tæller kunstnere som Raymond QueneauJean GenetEugene IonescoBoris VianJean Baudrillard,  Marcel DuchampJohn Cage og Asger Jorn, kaldet “patafysikere” – metafysikere med humoristisk sans.

RAW er humanist og således for menneskene i det større billede, men samtidig fast i troen på, at menneskers adskillelse fra hinanden, erkendelse hérom og forsøgsvise tilnærmelse til en større konsensuel menneskehed, er hvert enkelts ansvar og held for sig. Politisk funktionelt er han derfor højrefløjsliberal eller venstrefløjsdemokrat i et ikke-midterpunkt. Verden forekom ham konsistent opdelt i individuelle talerør og aktionsmodus’er; en verden, som er skjult for sig selv, fordi kun de færreste kan overskue helheden. Han var således én af mange, hvis eksistens tilbyder et billede at håndtere helheden med.

Den type mennesker understreger ofte, at det er op til den enkelte modtager at tage ved lære af de mange forskellige vinkler på helheden. Og at dét felt, de overbliksskabende deler i egen eller andres bevidste eller ubevidste, totalt set udgør det næste niveau, som de hver især udtrykker patent på at kunne vise frem eller synliggøre: Totaliteten af meninger om væsenerne, sammenhænge, bestanddele, repetitioner, modstand samt historien om hvert enkelt fokus.

RAWs tankesæt er dog herligt fri for sådan selvforherligelse – simpelthen fordi det bygger på det virkelighedsbegreb, som “bevidsthedsguruen” Timothy Leary opsummerede sine erfaringer med LSD som: Alle eksistenser lever i deres egen virkelighedstunnel. Og når vi tager del i andet menneskes virkelighedstunnel, er det fordi dettte valg er del af vores egen måde at opfatte virkeligheden på…

Med mentalbegavelsens gennemskuelse af mønstrene i universet påpeger han upåagtede forbindelser og tilsyneladende tilfælde på alle områder af menneskehedens usikkerhedsfelter. Hvor vi aldrig har kunne modsige eller modbevise på en tilfredsstillende måde, sætter han fingeren og presser og presser, indtil fundene begynder at skyde sidegrene til andre fund og til videnskabelige og andre tilgængelige formodninger. Man kan være uenig med hans ikke-videnskabelige omgang med data og med hans fokus – tænk, hvis han havde fokuseret på direkte nødlidendes forhold med samme laserblik – men for en bestemt mental og følelsesmæssig alder og et punkt i udviklingen af fokusredskaber for senere forståelse er hans essays om, hvordan vi tænker og ikke tænker – tilsat inspirerende mængder af forundrende anekdoter om menneskelig dårskab – en direkte adgang til forståelse af ledelse eller ledelsesafsløring. Som i nogle (områder) af vore sociale fællesskaber kan være direkte overlevelsesbetingende.

Af og til kan man godt få den fornemmelse, at hans tunge sidder i kinden. At en vished om mere fikserede virkeligheder er helt klar – f.eks. de hverdagligt funktionelle, hvor mad og andre varer altid er til at få – men hans trang til ballade endnu større. Men igennem hele forfatterskabet løber en strøm af dybt seriøs realitetsforholden. Hans omtale af sig selv som “guerilla ontolog” siger således det meste.

Som jeg ser ham, mente RAW virkelig, fra bunden af sit kvantemekaniske hjerte, at intet kunne observeres, som ikke havde med en observatør at gøre. At virkeligheden indrettede sig efter, hvad man havde behov for at opfatte, og ikke omvendt. Det var hans Tro. Og så gik han komikerens og entertainerens vej for at forestå som det mest åbenlyst synlige tegn på sin egen lære: Den Humanistiske Tvivlen. Konsensus som åben for tvivl til gavn for Konsensus – bevægelse i den modsatte retning af fascisme. Denne forening gætter jeg på er den observerede effekt af kvantemekanik på realiteten: Der er plads til begge i samme univers. Tro og tvivl giver begge plads til den anden, hver på sin måde.

Hvad behøver vi ham til i dag, hvor Internettet flyder over med muligheder for kritisk forholden til alt muligt? Og et uvist antal læsere allerede har manifesteret hans tanker gennem arbejde og kunst og fritidens samfundsdeltagelse?

Grundstrømmen i hans forfatterskab er ganske åbenlys og almén: Anerkend, at de andre virkeligheder er mindst lige så virkelige og betydningsfulde for dem, som din er for dig. Men dertil lægger han så, hvilket er hans claim to fame: At de er mindst lige så virkelige og betydningsfulde betyder ikke, at de findes.

Dét er endnu ikke blevet meme.

Mit indre billede af hans venlige, humoristiske og undrende, og af kritikere benævnt stort upræcise, ikonoclast forekommer mig varmt og ægte. Måske er det bare mit eget behov.

Måske.

Hér følger en video med en meget fragmentarisk gennemgang af hans omgang med virkeligheden. 80 minutter, imdb, som ikke på nogen måde gør ham ære. Men den findes. Læs hans bøger i stedet. Og vær kritisk, altid.

Udmeldelse af Enhedslisten – hvem er mest idealist, naiv eller realist?

Jeg ér måske bare IKKE til politik.

 

Til Enhedslisten:

I spørger, hvorfor jeg melder mig ud.

En ikke ubetydelig portion skuffelse over jeres profil, som (ved fraværet af selvstændig aktivitet, frem for re-aktivitet) viser mig billedet af en flok rethaveriske idealister, der ikke egentlig forstår realiteterne (konsekvensen af magtspillet) – men kun egen indre-oplevelse af hvad der er rigtigt – og følgelig bliver kørt bag om dansen af den virkelige Magtelite. Det er et tarveligt billede, i ordets egentlige betydning, fordi jeg mener I har potentiale til så meget mere og større.

Nu, efter valget, viser I ikke KRAFTEN i jeres indignation og oplevelse af, hvad der er rigtigt, og på dén vis bliver I bare henvist til kulisserne, og det politiske opdragelsesarbejde, der foregår i Institutionen Christiansborg. Jeg har ikke lyst til at betale for at se det ske. Så hellere sætte jer fri fra mediernes forvanskninger til at arbejde BLANDT befolkningen og forsøge at få den til at vågne til det, der sker:

Sammenkøring af Gamle Magtinteresser – al fokus på opretholdelsen af eksisterende Magtstrukturer, dvs. virksomheder, minimalt miljømæssigt ansvar, fordummelse gennem forringelser i undervisning, bevidst adskillelse af befolkning i elite og resten, sygeliggørelse og økonomisk straf af svage og anderledestænkende og indskrænkning af normalbegrebet som underlag for udstødelse og fremmedgørelse af egne borgere – listen fortsætter og fortsætter og fortsætter.

I var et frisk pust, men jeg ser nu, at I arbejder det forkerte sted. JO, I behøver at KUNNE blive lyttet til, men det politiske meddelelesessystem med sine mediehunde spiser jer og afkræver jer bestemte retoriske modeller, som kvæler essensen af, hvad I har at byde på.

Poul Mahler Dam, en stor dansk forsker i astrologi… ja, astrologi – lavede i 50’erne denne anekdote om Fisken, det bevidste, erkendende voksne menneske med Tro og tillid til universets indretning: “Da gud sendte sine 12 børn ud i verden, var fisken den sidste. Og til fisken sagde han: Jeg vil give dig en gave, mit barn. Med dig skal du få al den viden, jeg besidder, men ikke evnen til at give den videre”. (Det må du selv lære dig).

Sådan har jeg det med Enhedslistens udtryk. Tilsammen forstår I, hvad “det handler om” – I TROR og har tillid til sammenhængene – men I har ikke lært, hvordan I giver det videre. Jeres ofre – “fordi jo nogen skal vise de Gamle Magtinteresser modstand” – skaber ved deres blottelse af forskellene på dem og jer kun større trøstesløshed i det politiske landskab. Og synliggør, at det parlamentariske demokrati er spist af større interesser og at den regulært repræsentative indflydelses vej er et afsluttet kapitel.

Nå, men jeg ved godt, at I taler til billedet på “den almindelige dansker”, der forventer en vis stabilitet i virkelighedsbilledet som præsenteret af medierne, og ikke forstår sin egen indre uro ift. det parlamentariske felt. Men nøjagtig dén magtdemonstration, vi I DAG instinktivt ved er bedst at afholde os fra at bruge på vores børn, er dén udvisning af magt, vi tvinges til at accepterere i politik og deraf kommer uroen:

Som menneskelige individer skabes vi af sprog. Vores virkelighed skabes af sprog. Inkonsistent retorik om samfundets “maskineri” TVINGER os:

  • ENTEN kommer vi til bevidsthed om et defekt system, der så kan arbejde for en ny måde at gå til verden på (ikke dårligt),
  • ELLER vi kommer frem til (ubevidst) at afvise Repræsentativt demokratisk politik som gyldigt redskab (hvilket er noget skidt, da det er ubevidst).
  • Den tredje mulighed er, at vi tvinges til erkendelse, og som følge héraf giver helt op. (Det er katastrofalt).

Og inkonsistent retorik er, at vore børn opdrages til samarbejdsvilje og -forståelse ved gentagne klare beskeder om ansvarsplacering, for så siden på det grundlag af respekt og ansvarlighed at skulle forlige sig med politiske udstødninger, forrædderi, løgne, bedrag, dobbeltmoral, inkompetent flyverskjul, magtmisbrug, fortielser og alt det andet, som kendetegner Magtpositioneringen i (dansk) politik.

Begge kan ikke være sande og udtrykke et HELT samfund (“det SAMME samfund) – i en forstand hvor et menneske, der skal forestille sig at være frit til at vælge den bedste behandling af sig selv og af andre mennesker, alt andet liv og Jorden som helhed, har andet end tilfældig betydning. Hvilket skaber et helt andet billede af nødvendigherne på den politiske arena: Vi er begyndt med børneopdragelsen, og har fastslået pointer om menneskelige værdier dér. Kan disse ikke føres igennem hele vejen til tops, har vi et dødt samfund!

Min pointe er: Hvis I accepterer det parlamentariske systems Magtpositionering, er I lige så købt af Magten som de andre på Christiansborg. I køber Den Gamle Model og vil inden længe fremstå lige så usande som de andre politikere ift. kravene til individets socialisering vs. Magtens behov. Og ikke være til gavn for danskerne. Og ikke for jer selv, som mennesker-blandt-mennesker; kun som individer-frem-for-andre-individer. Overlevelse, behag, beskyttelse. Mennesker-med-magt.

I har vundet indflydelse ved at spille helte i det nye Magtskuespil og ved at vise ungdom og indignation på rette tid og sted. Men I er ikke helte, ikke unge. Som i anekdoten ovenfor udtrykker I vished (som engang hed ‘indignation’) med en klar følelse af, hvilken adfærd der er den rette. I står for menneskeværdig moral og etik og “hvordan er man det bedste menneske”.Ja, det ér kedeligt at være den, der løfter fingeren, og ikke bare kan bade sig i omtale og akkalader, men så VÆR kedelige! Vær sande! VÆR tro mod “det ægte”. Inden I bliver lavet om af spillet om Magten og bliver til forudsigeligt Show.

Tænk Om!

Hvis jeg får et relevant svar på denne mail, trækker jeg min udmeldelse tilbage.

venlig hilsen
kenneth krabat

PS: Mine kapitaliseringer af Magt er ikke udtryk for en 16-årigs modstand mod autoritet, men en påpegelse af reel Magt, og dermed *anvendelsen* af Magt, som for nogle er et overgreb og for andre nødværge.

Du ska ha briller, Jante!!

INGEN er KUN bange. Hverken ét menneske eller en kultur.

 

Janteloven er ét menneskes blik på et helt samfund, ét syn – som 2013 bliver 80 år i Aksel Sandemoses opfindelse – men selvom det i dag har fået en betydning, der rækker videre end fællesskabets udjævning af alle forskelle, så er det stadig kun ÉT syn. Og abonnement herpå er helt frivilligt.

Aksel Sandemose i 1950'erne.

 

“Janteloven” var oprindelig undfanget som satire, men er i dag anvendt om et helt folks handlemåder, om Danskernes folkesjæl, af såvel udlændinge som af folk selv – skønt enhver med lige så god ret kunne lægge alle mulige andre vinkler på de frygtsomme træk ved danerne, som Sandemose satiriserede over.

Gennem Forfatteren projicerede Mennesket Sandemose sin eget sårethed og sin egen trang til at være modig, ærlig og a-konform ud på os alle sammen – og vi var sårbare, vi havde tabt alle krige, alle vore landområder, verden var i krise, og som folk var vi  bevidsthedsmæsigt i vækst og qva vores længere og bredere uddannelse på vej et sted hen, vi ikke kunne overskue!

Mon ikke mange ville have reageret ved sådant angreb på det mindre flatterende i sin karakter? Og bliver man ved med at stirre på den samme sårbarhed, vil den helt af sig selv komme til at optage en meget fremtrædende plads i vores selvbillede – en psykologisk indsigt, man muligvis ikke var enig om i 30’ernes Danmark, men mon ikke det har været meget tilfredsstillende for Sandemose at komme af med sin vrede og se folket reagere? Kunne man tillægge ham forudsigelsesevne, kunne det ligne, at han hævnede sig på et helt folk, fordi han selv havde haft det svært – men… selvfølgelig ér der noget om dét, han selv kaldte “en universel Jante”.

Frygten for at blive overset og uelsket, fordi andre tager opmærksomheden fra én, ligger i alle mennesker. Det er især svært, hvis man har været centrum for al opmærksomhed. Det er bare ikke det fremmeste element i noget menneske, eller for den sags skyld en hel nation. En nation består af individuelle mennesker, og individer kan støtte og bære selv helt fremmede mennesker, hvis de mindes om, at mere er vundet ved at give end ved at forvente at få.

SÅ mange andre træk end Sandemoses udgaver tegner os som folk og som individer. Præcis som de tegner enhver anden, i enhver anden nation, i enhver anden kultur. Vi er ikke gode, ikke onde, ikke frygtsomme, ikke driftige, men multifacetterede, komplekse, omskiftelige – og præcis af dén grund sårbare over for kritik.

Formår vi som mennesker ikke at tilgive os selv og hinanden for vore svagheder og frygt, fortsætter vi lidelsen og fastholder fortidens problematikker. Sandemose havde ikke haft nogen mulighed for at tilgive (hvis han havde villet eller kunnet), før han havde skrevet sin bog og den var gået ind i kulturen.

VI, derimod, som måler os og bliver målt på “Janteloven”, kan tilgive hver dag. Vi kan tilgive os selv, vore nærmeste, uvenner og fjender, alle i fortid og alle i nutid. Det virker:

Vi stifter fred, når vi tilgiver. Det er hvert enkelt menneskes opgave for sig selv og i sit samfund. At KUNNE stifte fred. At VILLE stifte fred…

VI KUNNE FORSØGE AT MUTIFACETTERE OG SE OS SELV SOM:

– Et folk bestående af mennesker, der vokser op i relativ ufrygt og derfor ikke som tidligere behøver at abonnere på andres kunnen og behov

– Et folk, hvor individerne har stor selvfølelse og ønsker det samme af alle andre som af sig selv

– Et folk bestående af mennesker, der beskytter personlig frihed mod et skabt fællesskabs knugende udfoldelsesbegrænsninger

– Et folk af mennesker, der beskytter et uvurderligt fællesskab mod trusler fra enkeltindivider

– Et folk af selvforherligende og vedvarende nationsbyggere

– Et folk af selvforherligende nationsopløsere

– Et folk af grundlæggende optimister, der ser alle andre som pessimister

– Et folk af grundlæggende pessimister, der ser alle andre som fantaster

– Et folk af rettroende moralskyldige

– Et folk af anarkosyndikalister, som vil forhindre autoriteter af enhver slags i at komme til magt

– Et folk af fantasiløse mennesker uden stjerner i øjnene og højt til loftet

– Et folk delt i eksistentielt fabulerende mennesker og deres støtter

– Et folk delt i fængselsvogtende frygtsomme og deres plejere

– Et folk i sorg over så langsom udviklingen går.

– Et folk i sorg over så hurtig udviklingen går.

– Et sprog, der ikke har andet end dét til fælles.

– En kultur, ingen kan slippe for, men alle forsøger at gøre til sin helt egen.

– DANMARK er ikke én kultur; Danmark er et blik og en holdning. Og hverken blik eller holdninger er ved Guderne hverken statiske eller sande.

– Folkesjælen er ikke en sum af alle disse blikke, alle disse syn, men i sig selv alle individers jonglering med de mange forskellige opfattelser samtidig. Det er IKKE nemt. Det nemmeste er bare at holde sig til sit eget og måske sin partners syn. Og så abonnere på en politisk fraktion. Men der er meget mere. Danmark og danerne ER SÅ meget mere.

– [Fortsæt selv]

Sandemose så ikke så godt. Og Jante, du skal have briller. Det har man ofte skulle længe i din alder!


__

“Sandemose skrev om arbejderklassen i byen Jante og om en kreds af mennesker med samme sociale position. Senere har janteloven fået udvidet betydning: til dem der vil bryde ud af deres sociale lag og nå en højere position i samfundet generelt.” Wikipedia februar 2012

Nogle gange handler det bare om at smide benene op.

Selvudvikling for udviklede. Du er jo nået helt hértil!

 

1. Få dine relationer på plads med Jesper Juul. Begynd evt. med “Dit kompetente Barn”, eller kast dig ud på dybt vand og besøg manden selv.
1b Evt. bare lær at holde dig på egen banehalvdel (ved at lære Girafsprog).
2. Besøg en kompetent diætist og få relevante kostråd i forhold til din kropstype, levevis, mv.
3. Bestil et fuldt lægetjek og afgør dit kolesteroltal, dit blodsukker, dit levertal, vitaminer, mineraler, salt, osv. (ALT) og lad dig ikke afhverfe, når 10 minutter er gået. Det her er den store tur. Afgør på forhånd, hvad der måles, og læs om det hele på Wikipedia, så du kan SAMTALE med lægen. Lyt til samtalen, ikke statistik. Meget er ren, sund fornuft.
3b Suppler evt. med et fuldt tjek hos en kompetent biopat eller homeopat.
4. Arbejd med din fysiske balance. Det kommer til at influere alle dine beslutninger, at du står sikkert på jorden. (Kan du balancere på ét ben med lukkede øjne?)
5. Sov uden vækkeur og væn dig til at vågne, når du skal op. De fleste kan lære det. (Hvis du konstant sover over dig, skulle du måske overveje at skifte job…)
6. Hvil dig, mens du er i gang og når du slapper af: Sid på en ordentlig stol, sov i en ordentlig seng, gå i ordentlige sko. Manglende komfort er en væsentlig stressfaktor. (Hvad med sengen/stolen hos kæresten? Ja, det ér et problem).
7. Tal med mindst tre forskellige mennesker om 1 væsentlig ting hver dag. Helst ved fysisk møde. Det behøver ikke være langvarigt – du skal bare mene det og være til stede.
8. Mærk varmen mellem dine egne hænder 5 minutter hver dag.
9. Giv dig tid til at nyde din mad, din drikke, dit selskab, din transport, dit arbejde, din søvn.
10. Drik vand nok. Ikke for meget, ikke for lidt. Og senest 4 timer før du skal sove.
11 Fortsæt selv. Listen er altid din egen. Skriv den med god samvittighed. også selvom du ikke gør det hver dag. Eller bare ønsker at blive parat til at gøre det.

Essensen ér dog markant for ti’erne:
Du skal blive kompetent til dit eget liv, med alt hvad det indbefatter af krav om at bevidstgøre dig ift. ALT, som omverden i kompetent kollektiv eller gennem kompetent forskning afgør er bedst for et menneske, som det er muligt at afgøre dét spørgsmål lige NU.

Du skal altså lære at sortere i skidtet meget, meget hurtigere end tidligere. Og med de mængder, der kastes i hovedet på mennesker i dag, som følge af informationskonvergens – at information skaber information skaber information, sindssvagt hurtigt – er der kun én vej:

Tro på dig selv. Det dur.

Had eller håb?

Hvorfor jeg i grunden ikke kunne bidrage til digternes imødegåelse af tilfælde som Breiviks anslag på den kollektive selvforståelse.

 

For et par dage siden skulle jeg have været i Poesiens Hus og maratonoplæse sammen med 30 andre digtere. Nogle minutter hver, blot en manifestation af håbet, eller fortvivlelsen, som angivet af blogindlæggets titel, og inspireret af Breiviks massakre i Norge.

Jeg meldte afbud.

Jeg må nu konludere – for sent til at gå på scenen med og åbent imødegå min modstand – at den dybereliggende grund ud over udmattelse, arbejdsbyrde og på dén måde at passe på mig selv, var at finde i arrangementets titel. “Had” stilles over for “Håb”, som om det er to modsætninger – “hader man ikke, skal man håbe”, eller “håbet venter den, der ikke hader”.

Jeg er ikke enig.

Jeg synes, det er i orden at hade. Hvis blot man ved, hvorfor man således er uforsonlig i sin modstand, og så længe man ikke udlever de fantasier, der oftest akkompagnerer hadske tanker og følelser. Had kommer af en evne til at føle dybt, som er det, der muliggør kærligheds given både på det personlige og det upersonlige plan, og i hadet tydeliggøres dele af én selv, som behøver at blive taget vare på. Hvis man tør se på sig selv.

F.eks. gør blot tanken om formanden i min haveforening min hverdag til et fredløst sted – jeg behøver end ikke se ham for at tænde af; han skal bare dukke op som en tanke for at jeg kan mærke hadets uforsonlige karakter brænde i mine krop.

Det er ikke hans skyld, at jeg hader ham. Eller snarere, jeg hader dét, hans handlinger får mig til at føle, når han – ud fra min målestok – limboer under grænsen for hvordan man taler til og om andre mennesker. Det er Mit. Det er Mit problem. Det er Mit had. Det er Mine følelser. Det er Min målestok.

På den anden side er der det galt med håb, at det netop er personligt. Man hader noget (har en følelseesmæssig uforsonlig reaktion på noget i omverden) og håber så at det går væk, følelsen eller dét i omverden… Det er ikke godt nok. Det er passivt. Ansvarsforflygtende.

Når man hader, må man imødegå følelsen i sig selv. Og når man håber, er det egentlig handling, i omverden, eller i bedste afklarede fald, i sig selv, som håbet kalder på.

Hvis noget, burde digterarrangementet for klarheds ( og for min…) skyld havde heddet “kærlighed og handling” – en ageren indadtil og udadtil, med sigtet at få ens indre og ydre verden til at stemme overens. Så havde jeg måske bedre kunne hægte mig på og have overkommet dagenes ansrengelser og kroppens udmattelse. Nu er jeg henvist til bare at blive klogere på afstand:

Hvis det gjalt min uempatiske formand i haveforeningen, der (som jeg oplever det) uimødesagt gør så mange mennesker ulykkelige og skaber så meget ufred med sin fremtoning og måde at tale til folk på, så kunne jeg ideelt set bruge mine følelser for, hvordan tingene burde fremtræde (min følelsesmæssige æstetik, min kærlighed) til at forsøge at trænge igennem til ham og få ham til at ændre adfærd. Eller, som mindstemålet, selv gøre en større anstrengelse for at foregå med et afklaret eksempel over for alle, baseret på mine dybe følelser for, hvordan vi må og skal behandle andre mennesker, for at flest mulige kan være sammen i fred og fordragelighed.

Og indtil jeg formår at forvandle mine egne meget vrede følelser fra at føle mig personligt ramt til at se ham som et offer for et eller andet, som holder HAM i vrede og uforsonlighed, må jeg leve med hadet der kommer af ikke at kunne slutte fred med at være blevet mobbet i årevis i min skoletid. Som er dét, jeg oplever, at han gør ved alle omkring sig, inklusiv mig.

Mit had har en årsag. Det er ikke smukt, ikke politisk korrekt, ikke voksent og modent forvandlet til accept og forståelse og vand af en gås. Det er grimt og passioneret og går på ingen måde væk med håb. Hverken ved at håbe på, at han ændrer adfærd, eller ved at tiden læger alle sår, eller ved at jeg glemmer, hvad der overgik mig i 7 år af min skoletid og på min senere arbejdsplads.

Så, igen: Det er ikke Had eller Håb. Det er Had OG Håb, når man er uafklaret eller uindsigtsfuld, og Kærlighed OG Handling, når man tør vedkende sig, at det ikke er Verden, som forårsager smerten, man føler, men derimod selve dét, AT man føler noget og VIL noget med sine følelser, og TØR føle smerten og ikke lade den blive til desperation, fortvivlelse og apati.

Og mens man arbejder på at skabe forståelse ud af alt det rod, som følelser skaber i én, ér det det hele: kærlighed og had og håb og ageren i én pærevælling. Og der ér ikke andet at gøre end at forsøge at finde ud af, hvad det alt sammen betyder, og hvor meget.

LYST, drevet, båret, styret, betonet

Om den lystbetonede adgang til livet: Det er ikke LYSTEN, der er noget galt med. Lysten er livets trækdyr.

 

… fine nuanceforskelle, der beskriver tilgangen til lyst fra forskellige vinkler – ikke alle lige positive.

I seneste nummer af Ud & Se interviewes skuespilleren Nicolas Bro.

Som barn af Helle Hertz og Christoffer Bro, begge skuespillere, har han levet i et skabende/udøvende miljø altid. Han omtaler sin kone som kernen i sit liv, men også at hun – i kraft af sin stilling som scenograf på et teater – forstår, at han har en lystbetonet tilgang til sit erhverv, og at der i dét (min parafrasering omkring sådan virkelighed) ligger perioder uden lyst, perioder med natteroderi og brænden energi af, perioder med ingen energi, lejlighedsvis følelse af inkompetence, uduelighed, overmod, overmagt, osv.

(Jeg er sikker på, der ligger kampe underneden deres fællesskab også, men essensen…!)

LYSTBETONET.

Med ét ord opsummerede denne skuespillermand hele mit livs forsøg på at få min omverden til at forstå, at jeg hverken fungerer i mit dagligliv eller med mit skabende arbejde, hvis jeg ikke er i lyst!

Hvor har jeg skubbet mange mennesker væk, der ikke formåede at forstå det!

Folk, som fokuserer på faste senge- og spisetider, ikke anerkender eller forstår behov for at være alene, ikke forstår at smalltalk dræber tankeflugt, at stilhed kan være livgivende; folk, som frygter uregelmæssighed og kaos og konstant søger kompromiset som overlevelsesmekanisme; som altid er interesseret i om “det” giver gode penge og hvor mange; som ikke tør forstå dét at leve for noget – noget, som ikke er et menneske. Og som oplever sig selv reduceret i betydning, hvis ikke hjemmet og de selv er i absolut fokus.

Hvor det dog tog mig ulideligt mange år at slippe den dårlige samvittghed over opvask og rod og støv, som min mor længe efter min flytning fra barndomshjemmet sørgede for at fastholde som uacceptabel norm. Og dermed fastholdt mig i et snævert fokus på prioriteringen på det mest indlysende lystbårne, selv når der ingen lyst var. Tak for dét, mor. Tak for at forhindre mig i at få et naturligt forhold til de opretholdende faktorer i mit liv. (Men du vidste ikke bedre, det forstå jeg.)

Hvilken ulykke, når der ikke er lyst. Hvilken sorg! Og umuligt for nogen at forstå, at jeg sørger over ikke at føle mig glad, fordi jeg altid er glad, når jeg er i lyst!

Søge at give sig selv

Og JA, jeg ved godt, at der er andre prioriteter, som behøver opmærksomhed. Især hvis man har børn. Men et menneske, der lever med sin lyst til livet som det drivende element, kan også sagtens have børn. At tro, at ens verden standser, fordi man får børn, er en illusion. Så ER den allerede standset, før man fik børn, hvis man har det sådan, og har intet med tilkomsten af nyt ansvar at gøre.

Og JA, jeg ved, at min lystbetonede tilgang til at skrive og at skrive som den væsentligste aktivitet i mit liv betyder, at alt andet lider, når jeg ikke har lyst (til at skrive). Fordi det er dér, jeg får livsanerkendelse. Dér, jeg forstår, hvad jeg kan.

Et menneske har lyst til dét, der gør glad.

Og har lyst til at gentage dét, der gør glad, igen og igen og igen… Og JA – af og til kan man blive afkrævet at skulle finde lysten inde i sig selv, til brug for gøremål og ansvar uden for ens selvfølgelige bane.

Og JA – det kan være svært at finde lysten til noget, der tar tid og energi fra det vante, men igen og altid: Hvad har man lyst til? Så… skal det være det vantes belønninger, eller det nyes potentialer? Hvor bor ens lyst?

Lysten er livets trækdyr. Det er ikke LYSTEN, der er noget galt med. Det er indstillingen til den. Ens egen, og de andres.

Mr. Nobody (2009, film, SciFi)

Science Fiction, når det er bedst.
Hvor entropi rimer på filosofi.

 

Hvad kan man som voksen tillade sig at lægge på skuldrene af et barn, et menneske som – set i lyset af et bestemt ideal – burde gives fri til at udforske verden selv?

Idealet er hér forestillingen om en barndom med stabilitet, balance, omsorg, kærlighed, samling, orden, hjem, tryghed som forudsætning for at vokse op og blive et rummeligt menneske med god aura og overskud til at forholde sig til andre mennesker.

I Mr. Nothing placeres en ubærelig byrde på skuldrene af ”barnet”, som flår tid og rum fra hinanden og skaber et multipelt univers med (psykisk) plads til modsatrettede konsekvenser af ikke at kunne vælge.

Som voksen ligger han for døden, 112 år gammel, som det sidste dødelige menneske i et samfund nu uden død (og sex). Som skaberen og bæreren af sin uløste konflikt er han uafvidende blevet til skaberen af et univers med flere tidslinier: Hans barneforelskelser får hver sin tidslinie – i én drukner han, i en anden rejser han til Mars, i en tredje…

Terapeuten, der presser ham til at huske, og journalisten, der stiller ukritisk øre til, er begge som psykisk immunforsvar i et menneskesind, der forsøger at udrede trådene, så organismen kan leve. Vi kender det fra vores samfund – at man skrifter, før man skal dø, så man møder skaberen ren – men hér skal det vise sig at gå på en noget anden måde.

Da han finder løsningen på det gamle dilemme, både angiver han columbusægget for, hvad et menneske gør, der stilles over for et umuligt valg, og hvordan universet ikke kan bestå, ikke findes, (for et menneske), som er evigt ubesluttet.

Livet, både det fysiske og det eksistentielle liv, er en vej, og hvis vejen ikke ses eller anerkendes, svarer det til, at det faktisk ikke findes. Man er blot en drøm i andre menneskers sind.

Eller… de er noget, man drømmer.

Mr. Nobody er en smuk fortælling om at leve. Og om at (finde og) være sig selv. Om at være gud i sit eget univers, og være menneske og hvordan man kan lykkes med det hele… 😀

Og så er Mr. Nobody det cinematografiske mest spektakulære billedorgie, jeg har set i… årevis!!

TALE: mormors bisættelse 26.8.2009

Jeg gennemførte.

 

Tale ved mormors bisættelse 26.8.2009

Mormor – Alice Lilla Lundholm… hvor hun dog afskyede det mellemnavn, hendes ansigt forvrængedes, som om hun havde slugt noget surt… Mormor, kaldet af mange, også af mine venner og kærester gennem tiden, kunne bære at være mormor. (Det er jo så mig, barnebarnet, der taler). Ikke noget stokrose, morten-koch romantik med friskbagte jordbærtærter og ternede forklæder, men et menneske to generationer ældre, som mere eller mindre frivilligt havde fundet sin egen vej og derfor var i stand til at give omsorg og kærlighed videre: Når hun og morfar passede mig, fordi far og mor skulle arbejde eller bare have en lille smule tid til sig selv. Når de lod mig rode i efterladenskaberne fra flytningerne og hælde alting ud af poserne. Når de gav mig plads til at være omkring dem, selvom de havde travlt. Ok, der var noget med hårlængder og skæg og den ydre fremtoning, som ikke huede den generation, der var dybt afhængig af fremtoningen som vej til at tjene det daglige brød. Men der var plads til, at jeg kunne blive kenneth. Det takker jeg for. Både mormor og morfar.

Jeg er sikker på, at livet for mormor har været, hvad man i dag ville betegne “udfordrende”. Men hun var på toppen af det det meste af livet, virkede det som. Der var ikke nogen af livets almindelige udfordringer, som slog den gamle krage af pinden. Det var først, da hun blev berøvet sin mobilitet, at hun mistede lysten til at være her, og man kan spekulere på, om det kun var for sine næres skyld, at hun ikke tog af sted noget tidligere. Men hun blev. Og jamrede og brokkede sig. Men hun blev. Jeg tror, det er den gamle verdens ansvarsfølelse. At man er nødt til at holde sammen. Fordi det ikke er muligt at trække læsset alene. Og så finder man en vej, en måde. Om muligt i fællesskab.

Hende og morfar. Alice og Vagner. Som to mennesker både kan blive en institution og bevare deres individualitet. Sammenvoksning og indfiltring i hinanden, javist, men stadig forskellige fra hinanden. Vagner var kommet på banen i en moden alder. Denne rod af en frihedshungrende mand, der boksede og slog på tæven, og elskede et slag billard og knoklede for føden. Og så står Alice dér og siger: Hvad så, brormand – vil du have mig eller vil du have det der såkaldt frie liv? Vælg, Vagner – hvad skal fremtiden bestå af?

Vi ved alle sammen, hvad han valgte. Og at han noget tid senere lånte lidt mønt til at købe en bil, så de kunne blive et selvstændigt flyttefirme – jeg tror, mormor på det tidspunkt stod i bageri og skiftet var ikke uden omkostninger. Men de betalte pengene tilbage kort tid efter, mod långivers forventninger.

I kælderen i Odins Tværgade, hvor de havde deres kontor, kom jeg så på besøg; mormor ordnede regnskaber, og tog mod opkald, og lavede mad, og spillede gris med mig. Kælderen står for mig som vedvarende fuld af uudforskede hjørner, en ren eventyrhule. Som blot blev endnu større, da de lejede sig ind på Titangade-grunden, i en kæmpestort træbarak. Flyttefirmaet voksede, og mormor og morfar var sammen hver dag. Og der var fødselsdage, og fester, og ferier i Tallerta i Nordsjælland, og den sjældne ferie, hvor de kørte sydpå og så Europa.

Det var et almindeligt liv, de havde sammen. De talte meget sammen, diskuterede ting. De spillede kort, så venner og familie. Delte interesser og havde interesser hver for sig. Men kompletterede hinanden – mormor, der holdt på formerne, og morfar, der har socialt flair – de hjalp hinanden med at nå længere, end de hver især kunne have gjort alene: Morfars frihedstrang og venskabelighed ift. alle blev holdt tilbage en smule, så hverdagen fandt den regelmæssighed, der skulle til for at opretholde en forretning, og mormors trang til at være uangribelig blev sat på hårde prøver som følge af morfars socialiseringstrang, men hun måtte bøje sig gang på gang og se, at der var mennesker inde bag dem alle sammen. Hun var en skrap krage i køkkenet i Murstenshuset på Titangrunden, det næstesidste hjem for Taga-transport, men de fleste af flyttemændene respekterede hende, fordi hendes retfærdighedstrang forbød at gøre forskel på dem.

Hun havde bare behov for at beskytte sig. Det er dét, man gør, når man holder på formerne – beskytter sig.

Da hun faldt og brækkede hoften, fulgte den første større udfordring i hendes liv – ud over morfar, selvfølgelig…

Følelsen af frihed, den simple evne til at cykle til købmanden, blev taget fra hende og kastede hende ud i en depression, der varede flere år. Men hun kæmpede sig tilbage, og hende og morfar havde flere gode år sammen – de afhændede forretningen og trak sig tilbage, på Mathildevej på Frederiksberg. For fem år siden skulle hun lige fjerne noget støv på væggen, som hjemmehjælpen ikke måtte fjerne, og faldt ned af stigen og brækkede skulderen. Og for hver af de tre fejloperationer, hun var igennem, bed følelsen af at være sat uden for indflydelse sig mere og mere fast. Fra at kunne håndtere den sårbarhed, hun var gjort af, ved altid at kunne agere, skabte tab af førelighed dragen om til en frygtsom gammel kvinde, der i stigende grad følte verden gå sig forbi. Og en demens, som givet begyndte længe før, nogen bemærkede det, var nok den sidste kæp i hjulet: Mormor holdt op med beskæftige sig med ret meget andet end sig selv – hvor hun før havde kunne glæde sig over familien, blev hun nu udmattet efter ganske få minutter. Mit gæt er, at hun ikke længere kunne opretholde den facade, der gjorde hende til Alice i egne øjne. Føle sig stærk. Føle sig i overensstemmelse med livet. Og at dette tab var det værste, der kunne overgå hende.

Når man elsker et menneske, er tilgivelsen en naturlig del. Den MÅ være der, for at man kan bygge bro over forskellighederne. Ideelt set var enhver en zen-mester, der ikke lod sig gå på af andres forskelligrettede og modstridende behov, men sådan er det sjældent. Når man derfor ér havnet i skænderi over udlevelse af forskellige behov eller komplekse idiosynkrasier, er tilgivelsen eneste mulighed for kærlighedens udtrykkelse. At kærligheden stadig har et sted at udfolde sig. Og jeg er sikker på, at mormor og morfar har skændtes, så ruderne har raslet – eller måske så skarpt, at selv luften gispede efter vejret – men tilgivelsen og accepten har indfundet sig hele tiden. Fordi de bare var rigtige sammen. Kæmpede om plads og magt og ret, javist, men indså at de begge behøvede den anden – så kærligheden fik altid mere plads. Igennem mere end 50 år.

Efter at have kæmpet med at få luft i flere år, blev mormor indlagt på Frederiksberg hospital. Tilbagevendende problemer med urinvejene. Det gav morfar noget tid til at komme sig, efter at have skulle tage sig af mormor stort set døgnet rundt i flere år. Og måske dérfor fik han pludselig ondt i maven, da hun ikke længere var der og det var ganske åbenlyst, at det ikke ville være muligt for hende at komme hjem igen. I hvert fald røg han babu-babu på hospitalet og fik opereret en meter sort tarmslyng ud. Så dér lå de. Mormor på Frederiksberg Hospital og morfar på Bispebjerg.

Tilfældet gav mere end én hånd med i dette sørgelige scenarie: Gitte, som er min kæreste, og jeg, tog på Bispebjerg i onsdags for at se til morfar efter operationen. Han var meget træt og nedtrykt – ked af, at han ikke kunne komme hen og se til mormor. Da fik jeg den tanke, at han kunne indtale en videohilsen til hende på Gittes kamera. Og som tænkt, så gjort. Derefter kørte vi så til Frederiksberg og hilste på mormor.  Mor, Kirsten, var der, og havde talt med personalet om plejehjemsplads – de vidste ikke, om mormor ville komme sig, men de satte processen igang. Mormor var meget træt. Det ville tydeligvis blive et meget kort besøg, så jeg viste hende straks videohilsenen fra morfar. To gange. Derefter sagde hun ja til at indtale en videohilsen tilbage til morfar. Og jeg sagde som altid “på gensyn”, da vi kort efter tog af sted igen. Da vi kom hjem, havde jeg ikke held med at sende videofilen  til mor, så hun kunne overbringe mormors hilsen til morfar ved aftenbesøget samme dag. Og 1 time efter mors besøg næste formiddag udåndede mormor.

Opsummeringen af mormor og morfars liv sammen kom til mig, da gitte, jeg, far, mor og morfar 4 timer senere var inde at se mormor, som lå der og var så smuk, og 20 år yngre af ro: Øjeblikket meldte sig, hvor det var rigtigt at afspille, hvad der havde vist sig at være mormors sidste hilsen til morfar. “Jeg holder meget af dig, skat”, var det, hun magtede at sige, essensen af alt, der kunne siges! Hvilket for mig er det tætteste på et svar for alle menneskenes uoverenskomster, som nogen kan komme. “Jeg holder meget af dig, skat”. Igennem alt.

Mormors sidste ord til morfar. Som nu  i en alder af 91 år er sendt ud på en allerhelvedes opdagelsesrejse: Hvordan man kommer videre efter 50 år sammen med den, man elsker! Han ønsker selvfølgelig ingen omklamring, som den frihedselskende mand, han er. Men selskab er godt. Hvis han orker.

Mormor er, hvor mormor er. I vores erindring. I vore hjerter. I himlen, hvis man tror på det, eller “efterlivet”. Det er ikke muligt at sige for tit, når mennesker dør: Det er sorgens tyngde, vi skal afhjælpe – og de levende, vi skal tage os af. De nærmeste, og dem som vi har kræfter til i ringene omkring os, og videre ud til vi møder nogen, som også har kræfter til at tænker på andre. Det er det, livet beder os om. Og døden husker os på.

Elskede mormor. Tak for rejsen og på gensyn, på vegne af mig selv, mor, far og morfar. Altid på gensyn.

 

erkangørvil=1x=2x>

Min ven og jeg havde samtalt om mit digt, der opsummerer min øjeblikkelige eksistentielle forståelse + relation til, og sammenhæng med, omgivelserne

jeg er
jeg kan
jeg gør
jeg vil
er ét

er VI

På vej hjem fra besøget kom en tanke… (og blev straks søgt puffet fra truget af en anden tanke: “Hvorfor hele tiden kæmpe? Det er ikke, ikke ideelt, ikke nødvendigt, ikke ønskværdigt, ikke godt…!”) :

Jeg forstår ikke mit evige besvær med at forklare denne grundforståelse, som digtet beskriver, til andre menneske på en måde, hvor de helt naturligt “køber det” – og kan især ikke forklare “og hvad så?”, hvis de faktisk forstår. Det er så indlysende for mig selv, at vi ikke er herrer over noget, end ikke vores egen skæbne – at vi er re-aktive, evigt re-aktive, og aldrig pro-aktive, aldrig den der begynder noget, fordi der ikke er noget, der begynder – andet end i en begrænset menneskelig bevidsthed, der må se hver dag som en fødsel og understøttes héri af mange, mange andre, som også ser solen stå op og verden og de selv blive til på ny.”

Men ja, “og hvad så?!”

Jeg er derfor nødt til at afholde mig fra at komme med bud på, hvad andre kan bruge dén forståelse til,

  • at det, de gør, svarer til dét og dén, de er,
  • at det, de kan, svarer til dét, de gør,
  • at det, de gør, svarer til det, de vil
  • osv.

De fleste har øjensynlig ikke noget større behov for at betragte “fri vilje”, “tanker som bevidst handlen”, “jeg ved” mv., som illusioner, eller snarere, de behøver at tro, at de “selv bestemmer”. Fint nok. I sig selv kan det være svært nok at skulle aflive tanken om fri vilje, og som bonuskonsekvens så at blive budt et tomrum så tomt, at man kan lugte det, bare man får tanken om dets eksistens…

Samtidig ligger illusionerne så dybt forankret  i vores sprogbrug, at illusionsbrud afføder en alternativlingo, som kun giver mening for et fåtal, og ja, hvorfor skulle man egentlig aflive et tros- og virkelighedsgrundlag, uden samtidig at have noget (bedre) at sætte i stedet? Set ude af kontekst forekommer det også helt tosset.

For mig er der bare ingen anden vej. Måske er det mod afgrunden, måske mod bjergets fod, det er ikke til at se. Måske er det bare til en iskiosk på højsletten, hvor hun skraber mig en ekstra kugle, fordi vi begge er nærværende, uden at smilene hverken bygger kø eller fremmer ekspeditionen.

Det ville være rart, oven på sådan en lang tur.

AT HAVE NOGET PÅ HJERTE = HJERTET DER ÅBNER SIG

 

AT HAVE NOGET PÅ HJERTE

= HJERTET DER ÅBNER SIG 

At have noget på hjerte er en en helt konkret beskrivelse af en tilstand “at have hjertet åbent”, der blandt andet omtales meget i esoterisk, religiøs og spirituel litteratur: Det føles som en pude, der trykker på hjerteregionen, mellem hjertet og huden. Følelsen kan være meget oppustet eller akkurat mærkes. Det bliver ofte diagnosticeret af læger som betændt hjertehinde, og i tilfældet, hvor der ikke konstateres betændelsesbakterier, regnes det af lægerne for en symptom på et psykisk problem. (Bearbejdning af noget; at være i proces med noget følelsesmæssigt uafklaret).

GOOGLE