Category: ebøger

Nedenstående er et bidrag til eBog Danmark på LinkedIn, og respons til et indlæg dér af Erik Scherz Andersen, som spekulerer på, om ikke eBogen skal opfattes som mere end blot den fysiske bog i elektronisk format. Jeg siger:

Litteratur er blot fiktionsskrift eller faktionsskrift og ingen kvalitet i sig selv. Måske er det selve ordet LITTERATUR, der skal moderniseres? Måske behøves et ord, som betyder “afgrænset, målrettet, sprogbevidst, højt informationsniveau, højt kvalitetsniveau”, som i sig selv angiver at hér er noget særligt på færde – og at dét kan man stole på.

Det var indtil for nyligt nemt at stole på BOGEN. Dens udstyr og udseende var oftest nok til at afgøre indholdets niveau. Og dermed også læserens niveau, eller niveaubehov.

LÅST TEKST
Med tilkomsten af det immaterielle savnes en troværdig identifikationsmekanisme – et forsideikon på 2×3 cm på en digital boghylde er ikke tilstrækkeligt. Og at læse sig igennem læseranmeldelser, hvis der er mange, er som at skimme bogen ned i tekstens hjerte, og hvad skal man så læse den for? Og et vurderingssystem med stjerner eller hjerter viser kun et gennemsnit af massen – det siger alt om massens evne ift. nævnte ebog, men intet om teksten.

Vi er på Herrens Mark hér – nye, hvide pletter på kortet i den menneskelige bevidsthed. BOG betyder jo egentlig bare beskrevne sider, tekst samlet på en eller flere sider. Man havde noget, man ville samle (en bunke tanker, en bunke facts, en stringens). Men hvis ebogen benytter sig af at opløse tiden og gøre nutid af fortid, f.eks. med vedvarende opdaterede informationer som del af ebogen, eller links der kan ophøre med at virke, eller mulighed for fatteren til at revidere i læserens tekst, så pågår samlingen endnu, muligvis med læseren som aktør, muligvis med videnskaben som aktør, eller lovgivningen, eller snævre kulturelle koda – mulighederne for forandring er uanede, hvis SAMLINGEN af tekst ikke er låst til en tid. Et skabelses/udgivelsesøjeblik.

ULÅST, ufikseret, dynamisk tekst. Og LÅST, fikseret, statisk.

“Hvad så – endte du så med at låse din seneste roman, eller hvad?”
“Jeg talte varmt for det, men nej. Min udgiver kom frem til at nægte at tage den, hvis ikke jeg opdaterer mindst 1 gang årligt i 5 år, med storrevision ved solgte 20.000 ex. Det er nærmiljøbeskrivelserne, de mener skal holdes opdateret. Jeg skulle fandme ikke have brugt så megen dialog!”
“Åhr, det er ingenting – redaktøren på det tekniske forlag, hvor jeg udkommer, kræver månedligt gennemsyn af min bog om kvantetech i 2 år – med honorar for væsentlige tilføjelser over 500 ord, okay, men jeg synes faktisk jeg ér færdig med den”
“24 revisioner! Fuck!”
“Du har da udgivet noget, der VAR låst, har du ikke?
“Det er længe siden. Det var en bog om grundforskning. Men selv dét ville ikke være gået i dag.”
“Det ér faktisk længe siden, jeg er stødt på en låst bog, ja, tekst overhovedet”.
“Ud over papir, mener du?”
“Ja, selvfølgelig, ud over papir!”

STATISK OG DYNAMISK TEKST
Og når samlingen pågår endnu, hvad er det så? Måske dét ganske enkelt er definitionen på en BOG og en eBOG – den væsentlige, betydningsfulde og altafgørende forskel: Statisk og Dynamisk tekst?

Héri ligger naturligvis mange væsentlige og endnu ubesvarelige spørgsmål om menneskenes præferencer, men hidtil, i evolutionen, har forholdet været 90/10 statisk/dynamisk. Hvilket vil sige, at man/samfundet/lovgivning/vaner har accepteret at behøve en lille mængde Dynamik for at holde det Statiske samfund kørende.

Umiddelbart har jeg dog svært ved at se, hvordan vi skal opretholde en tryghed og det relativt statiske samfund, der kan opretholde civilisationens behov, hvis Historien i vor vidensdeling, vore bøger, ikke længere fremstår som punktvise afgrænsninger man kan se tilbage på og sammenligne med, men snarere som lejlighedvist nyhedsdopede tekstsnegle i væddeløb, i kamp om at være forrest med det hele, “bedst opdaterede”.

Jeg kan forestille mig, at der vil blive stillet nogle krav fra forbrugernes side – gennem selektion af udbuddet – som vil afgøre graden af statisk/dynamisk tekst, forlagene vil afkræve forfatterne. Men lige nu er det forlagene, der presser på for at være de første med det nyeste, og det er ikke just hér nytænkningen ligger: Det er avanceret navigationsfunktionalitet og leksikaopslag, der præger udgivelserne. Ingeniørtænkning.

FORFATTEREN SOM KOLLEKTIV
Først når forfattere selv kommer på banen med Usmart og nøgtern interaktion og dynamik, uden hype og urealiserbare intentioner, og hértil behøves selvfølgelig en del års øvelse, for forbrugernes og forlagenes penge, vil et niveau blive fundet, der passer til Civilisationens behov for delbar (e)indsigt. Forfattere skal jo altid holde sig selv ærlige – lige som læserne skal have mulighed for at vurdere og forstå forfatterens intentioner. Forlagenes opgave er ikke reelt at stille sig i midten som kvalitetsanker FOR FREMTIDEN, men udelukkende at bistå forfatterens visioner. Som KAN rumme, at forlaget med en udgivelse forsøger at uddybe forfatterens visioner med den ekspertise og det fremsyn, der i hvert fald i veluddannede udgivelsesinstitutioner burde være til rådighed. Et forlag kan derfor ikke uden at skade både sig selv og sine forfattere anlægge et helhedssyn på en udgivelsesform som f.eks. den udvidede ebog og afkræve forfattere deltagelse i den. Det er forfatterne, indholdsproducenterne, som skal tænke graden af brugeres og egen fremtidig deltagelse ind i tekstens udformning.

I dag er der præ- og post-interviews, og anmeldelser, og forfatterhjemmesider, og læserkritik og læserkontakt og medieshows og netvideo og så videre. Det er ikke urealistisk at tænke, at forfatteren kan blive nødt til forholde sig til, hvilke/t af de mange præ- og posthenvendelser, der skal indgå som argumenteret del af teksten og dens aflevering. Men det er FORFATTEREN, der skal gøre det.

Og i dén ånd er det nemt at forestille sig, at FORFATTEREN ikke længere er én person, men et kollektiv af ekspertiser. Hvoraf forlaget kun er ét eller nogle få.

“Hvem er du en del af for tiden?”
“Åh, det er meget spændende! Jeg er blev optaget i Jannine Würtz’ nye krimitrilogi, du ved hende, der rider og opklarer mord. Jeg skal være den nye hest.”
“Den nye hest?”
“Ahr, du har ikke læst den sidste? Hendes hest døde – det var Mikkas Jovovitch, der jo som bekendt blev frikøbt at Schuster til at blive en del af Stephen King, efter at han selv døde… en smule misundelig er man vel altid… og så ledte de efter én, der kunne tage en araberhingst’s synspunkt, altså som biologi, og socialt samlingspunkt, historie og alt det der, og dén bød jeg ind på…”
“På grund af din afhandling?”
“Ja, også den. Men mest, fordi jeg sendte en sædprøve med fra en araberhingst, min veninde har adgang til. Ulovligt, selvfølgelig. Men bare for at sige, at det er dét, det hele handler om. Hvem, der kontrollerer sæden.”
“Og på den tog de dig?”
“Jo, altså, jeg skulle selvfølgelig også lave en skriveprøve. Og en empatiprøve, så de kunne vurdere samarbejdsgrad i hvilken social proximitet osv, du ved. Den gik glat igennem.”
“Du ér jo også god til mennesker.”
“Tak, du!”