Ken Kesey Docu: Magic Trip

The Merry Band of Prankster førte an i den nye (LSD-)bevidsthedsrevolution, der bredte sig til hele verden.

Share

 

Ken Kesey (Gøgereden) havde ingen anelse om, hvordan man bruger et kamera, men dokumenterede ikke desto mindre sin og en flok legelystne voksnes rejse gennem USA til lyden af beatgenerations musik og største digtere, og tilsat en heftig dose LSD. Dette filmmateriale, som åbner døren til en tid, fra før alt bevidsthedsændrende blev anset for den direkte vej til kaos og anarki for både den enkelte og for civilisationen, er blevet restaureret og vises nu i sin fulde udstrækning. Nedenfor er et trailer-link – filmen må man finde andetsteds.

En del af historien på Los Angeles Times

Magic Trip Trailer – YouTube.

Susan Blackmore On: “There is no hiding with LSD”
http://www.dosenation.com/listing.php?smlid=8648

Om LSD på DoseNation

The Timothy Leary/Allen Ginsberg conspiracy to turn on the world

DRs nedlægning 2 – demonstration

Share

Billedkunstnernes Forbund, Dansk Artist Forbund, Dansk Filmfotograf Forbund, Dansk Forfatterforening, Dansk Kapelmesterforening, Dansk Komponistforening, Dansk Musiker Forbund, Dansk Organist- og Kantorsamfund, Dansk Skuespiller–forbund, Danske Bladtegnere, Danske Filminstruktører, Danske Formgivere, Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer, Danske Kunsthåndværkere, Danske Populærautorer, Danske Skønlitterære Forfattere, Danske Tegneserieskabere, Forenin–gen af Danske Sceneinstruktører, Fotograferne, Sammenslutningen af Danske Scenografer, Tegnerne, Unge Kunstnere og Kunstformidlere

står bag en demonstration

onsdag d. 12. september
med start på Nytorv kl. 14.30 og videre til Gl. Strand

for bevarelsen af DR som Danmarks bredeste kulturformidler af kunst og kultur, sport, aktualitet, nyhedsformidling, undervisning, oplysning og meget mere til gavn for danskerne og hele det danske samfund!

Hvor står du?

Flere oplysninger kan ses på Dansk Kunstnerråd’s hjemmeside

Film: World Trade Center (2006)

Share

Doku-drama

Overraskende afdæmpet Oliver Stone-film om nogle af menneskene, der blev direkte berørt af angrebet.

Imdb

Synops: Baseret på en virkelige historie om to betjente og deres familier, i timerne op til, under og efter tårnene er styrtet sammen.

Jeg kan ikke fordrage Nicholas Cage – eller har ikke kunnet siden Raising Arizona. Han har en tendens til at vælge roller, han egentlig ikke gider, hvorefter han overspiller helt ud i frikadelle-amatørteater for overhovedet at være til stede.

Hér går det dog okay – måske fordi det er svært at se den texanske gummimimik (måtte bare skrive dét ord!) og de overdrevent seriøse øjne under et tykt lag aske. Og Oliver Stone holder sig næsten helt fra excesserne, hvilket faktisk gør filmen udholdelig.

Der ér kun lige den tidligere marinesoldat, nu præst (vi erindrer, at det er en virkelig historie – OS må have elsket, at han ikke behøvede tildigte den amerikanske ånd…), som sendes på mission af Vorherre for at hjælpe til efter tårnenes kollaps. Som efterfølgende udtaler, at hans nye mission er at tage hævn over de ansvarlige. Jojojo, en enkelt repræsentant for de kræfter i USA, som med Vorherre eller Djævelens magt vil stå i centrum af det Jordiske Univers uden at skele til egen navle, skal der da med for at nuancere billedet, jojojo.

WTC rører ingen steder ud over enkelte hulke-impulser i tabs- og genforeningsscener. Ikke engang halvvejs ned til hjertet når den. Hvilket så heller ikke balanceres ud af actionscener. OS har givet tænkt, at den skulle leve som “indre action” – fra katastrofen i den ydre verden til hengivelsen til verden indeni – i de erindringer og følelser, vi bærer rundt på, som udgør vores verden, når vi ikke har adgang til den, som vi plejede.

Men på en absurd måde er den sindssvagt flot: Ground Zero, som krateret kom til at hedde, er genskabt i alle detaljer, som hele kloden kender det fra medierne på dagen, hvor det skete. Det er på en måde totalt perverst: Nogle ødelægger disse bygninger, hvorefter andre genskaber dem og ødelægger dem igen. Havde det været en oralt afleveret historie, ville enhver have skabt sine egne billeder af rædslerne baseret på fortællerens indlevelse i egen historie – men hér kan OS i sin bearbejdede historie ikke afvige det mindste fra det, som folk allerede kender fra CNN og alverdens TV-kanaler. Følelsen af perversitet kommer således primært af, at hele verden fastholdes i sin kollektive billedindfangelse, ikke med fokus på selve kollapset men på efterladenskaberne. Stålkonstruktionerne, som er levnet efter WTC. Altså såret. Vi fastholdes i såret. Og i billedet på det tabte.

Det skal dog siges til Oliver Stones fortjeneste, at han for én gangs skyld balancerer nogenlunde – uden at tvære. Der placeres ingen skyld, ikke direkte. Der er til og med en kort scene i en arabisk bazar med en mand med en radio til øret. Men såret står tydeligvis åbent, og scenen af de endnu levende, der bæres gennem en hær! af redningsfolk, er så entydig amerikansk i sin dokumentation af menneskelig lidelse, at man derigennem på sin vis fatter, at det var muligt at slippe af sted med endnu en krig i og besættelse af Irak.

Film: Born into brothels (2004)

Share

Dokumentar

En amerikansk kvindelig fotograf, Zana Briski, levede flere år i Bombays red light district.

Her begyndte hun at undervise en flok børn i at fotografere og SE komposition, i håb om at vække deres omgivelser til at tillade dem skolegang, så de – snarere end at “join the line”, blive prostitueret som deres søstre, mødre og bedstemødre, eller alkoholiserede, voldelige, stofmisbrugere som deres brødre, fædre og bedstefædre – kunne gives en chance for en fremtid.

10 børn. I verdens børnerigeste land.

Kids with cameras hedder den organisation, som voksede ud af Zana Briskis arbejde.

“Born into brothels” vandt dokumentar-Oscaren i 2005.

Intet kommer af intet.

Se den.