Tidens Kælven 1 vidunderlig omtalt

Oplysningskontoret.dk lå en fantastisk omtale af Tidens Kælven 1, skrevet af digter, forfatter Mikael Josephsen – siden er nu (2014) forsvundet i havet af manglende domænebetalinger – så her følger den fulde anmeldelse:

BLIK FOR DET MESTE

Kenneth Krabats nye bog er som at have fået hundreder af øjne på huden, intet er for stort, intet for småt til at fanges ind, splittes i kunstnerisk perception og nedfældes som tidsdokument.

“Tidens kælven 1” er til tider en svær bog at læse, dette skyldtes digterens store vid, hans intelektuelle hestekræfter. Men flere læsninger åbner op for en mere emotionel tilgang. Ja, lad mig sige det med det samme, jeg røres og efterlades tænksom af denne fremragende digtbog.

I titlen ligger motivkredsen, tiden kælver med hvadsomhelst, is i fryseren, en borgmester i Vissenbjerg, lysets vej gennem rummet som både bølger og partikler. Det mindste og det største, det midt i mellem, ud til alle sider, op og ned. Kenneth Krabat kan bruge det hele, og får gang på gang sat fingeren på ambivalensen og mysteriet i tilværelsen. Man kan i denne bog egentlig ikke tale om en enkelt digterstemme, et digterjeg. For hver eneste tekst har sin egen digter bag. Eller, digteren taler i hvert fald med et utal af tunger. Krøllede tunger, poetiske tunger, kloge tunger, glade tunger, bedrøvede tunger, alle har de deres bud på, hvad tiden måtte føde. Bogen falder i ti dele alle med selvstændig overskrift, der dog ikke skal tages helt for pålydende. Sådan emnemæssigt. Det er tilladt at smide ind og udfald om hvadsomhelst ind hvorsomhelst. Hvor det dog ærger mig, at denne samling endnu ikke er udkommet på papir, den hører afgjort til i reolen blandt de mest sublime. Som en god flaske vin skal den trækkes frem ved særlige lejligheder og nydes uden måde.

Dette skrift er et eksistentielt syn, en bølge af tekster, der presser sig på, en nedslående og opløftende tekst om mening og meningsløshed. Et barns sorg, en voksens kynisme. Men mest af alt er det en leden efter ordene, de rigtige ord, dem der kan gøre det ud for den verden, digteren tydeligvis ikke er bonkammerat med. Det lykkes i den grad at påpege absurditeten i tilværelsen:

Svaneparret er at finde det samme sted, år efter år. Hér får

de deres unger, hér forsvarer de deres unger, hér forlader

hannen reden og efterlader hunnen med ungerne, hér

forlader ungerne reden. Hér forlader hunnen reden. Hertil

vender parret tilbage, år efter år.

Ligner det ikke noget vi kender? Ja, sådan jonglerer digteren med billederne, eksistensen, med betingelserne. Der er ingen tvivl om, at Kenneth Krabat har svært ved at finde mening i tilværelsen. Men da dette skrift kun er det første ud af tre, har vi måske tilgode, at han finder den. Indtil da, kan vi andre finde mening i bogens tekster. For det giver altid mening at læse god litteratur – og dette er god litteratur, det garanterer jeg.

“Tidens kælven” ligner faktisk ikke noget andet jeg har læst, jeg kan ikke på smarteste vis ikke krydse ham med den og den digter, jeg kan ikke engang vende tilbage til hans tidligere værker. Her er noget helt nyt. En blanding af poesi og filosofi, der får en til at tænke på… Nej, det er bare Kenneth Krabat der er på spil. Følsom og fanden i voldsk.

Som sagt, motivkredsen ligger i titlen og tiden er konstant en faktor som der forholdes sig til, både som begreb men også helt konkret, hvor den går og ruster det hele op:

Kalder nogen alt det her en verden? For pokker…

Minutternes tikken… vi dør sgu da héroppe! Har De aldrig

følelsen af ikke at have forstået en disse? Menneske, se Dem dog omkring – alle disse destinationer… findes de i nogen virkelighed? Jeg får lyst til at brøle: ”FISSE!”… Er De med!?

Tiden og drømmen og virkeligheden, alt vendes “hèroppe” mens det måske er i det nederste det foregår. I kroppen, der bare vil det primitive, der bare vil FISSE. Åh, vi er så kloge og tror måske ikke vi er underlagt naturen, men igen og igen påpeger Krabat kroppen. Dens behov, sommetider forstyrrende og foruroligende. Som teksten selv. For dette er en krop af tekst, den vil forstyrre dig, forurolige dig, berolige dig. Du vil pludselig finde ro i enkelte afsnit, du vil tænke, aha, nu er jeg med, for kun at blive kastet af i næste linie. Teksten er en kæreste, der siger kom, gå væk. Teksten er et bud på det moderne menneskes fremmedgjorthed, dets manglende tillidsforhold til sig selv og verden og de andre. Teksten er en ukirke med mange lemmer, et fortvivlet syn ud i en verden, der er så svær at forstå. Så virkelig og samtidig så uvirkelig.

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at denne digtbog ikke har fundet hjem til et forlag. Men branchen er som bekendt i krise – og en masse digtere er blevet hjemløse, især efter Borgen drejede nøglen. Her er dog en bog og en digter, der burde tages imod med kyshånd, men lad os nu se. Den sidste ting behøver ikke være sagt i den sag. Indtil da, kan jeg kun anbefale at købe den (læs den ikke kun på skærmen, sid med papirerne i hænderne ). Bemærk de flotte illustrationer. Ja, “Tidens kælven 1” er absolut en læsværdig bog, et blik lige ind i vores splittede sind og tid. Et billedur, hvis visere rager i alle retninger, trækker dig med ind i poesien og eftertænksomheden.

Mikael Josephsen.

En anden anmeldelse, fra forfatteren Asger B. Nielsen

Digitalt benspænd: PalePoets på Twitter

Digte på 140 tegn i værk. Okay, sjov idé.
Men kan vi ikke snart få noget design på digital tekst, der holder hjerte!?

 

Forlaget Tab&Nar har lanceret en Twitterkanal for hele digtværker – dvs. værker bestående af digte på max 140 tegn. Det er officielle, redigerede samlinger, der først offentliggøres, når forlag og forfatter er tilfredse med resultatet.

Første Twittersamling er i gang på Twitterkanalen PalePoets. Det er ‘Mine fodspor hen over himlen’ af C. B.  Korsgaard. De første fire PoetryTweets fra PalePoets følger hér, alle fra 31. januar 2011 – se resten på PalePoets på twitter (#PalePoets).

INVOKATION Ser du fuglene? Det gør jeg henover himlen. Jeg lytter til væggene og hører ikke noget? Kradskrads. Skribleskrable.

Dit navn. Din sjæl. NAVNET PÅ DIN SJÆL.

Jeg var de glidende nætters skygge henover de særeste vinduesruder.

Jeg var et udtværet aftryk af tabte tider i genskæret fra himlen lige ved siden af dig.

Der er jo det sjove ved idéen, at linierne opstår med den seneste øverst (gengivet som sådan, ovenfor), så man – når man læser på kanalen – læser nedefra og op. Men idéen er jo, at PoesiTweets’ne blander sig med ens andre abonnerede tweets – forhåbentlig som et mere lødigt afbrud i strømmen af reklamer, teknologinyheder, kommentarer uden ophavsreferencer osv. – så det er kun, hvis man går ind på PalePoets-kanalen, at man ser digtene i (distributions-)rækkefølge.

Jeg ér dog ret valen på hele idéen med at lave et omfangsforlag. Selvom det bestemt er en nyskabelse i det danske mediebillede. Hvor man på papir (endnu) regner i sidestørrelse, hvis man skal lave benspænd eller blot som foretrukne trykformat, er de digitale mediers tilføjelse til branchen typisk noget med begrænsninger i antallet af tegn, som tillige er linievist fortløbende uden mulighed for design og opsætning. Altså, et fokus på rent indhold. Poesi uden papirets angivelse af åndedræt.

Hvorfor ikke bare lave et digitalt benspændsforlag med alle tænkelige måder at udfordre formen og få det overstået…!

Hold kæft, jeg lyder som en sur gammel mand! Jeg er bare ved at være træt af den digitale verdens fokus på indhold alene, væk fra indpakningen – altså, at man lader teknologiens begrænsninger bestemme tekstens udseende. Det er for mange års læsning af html-definerede tekstsider uden fast højrekant, og i sine velmagtsdage stivnet, CSS-fastholdt tekst i spalter “næsten som en avis”, der får mig til at ønske, at nogen bare ville generobre fokus på tekstdesign.

Der var en (kort) tid, hvor PDF var gud – fordi man vitterligt kunne fastholde design i en PDF. Men i kampens hede og medfølgende trangen til at kunne sidde med tekst i lænestolen uden en laptop som lårvarmer, er selv PDF blevet givet muligheden for at have omløbende tekst – og så er vi tilbage ved html og browserens mord på tekstdesign.

Jeg er af den holdning, at Morten E Nørskov, den ene af kræfterne bag Forlaget Tab&Nar, i hjertet er klassisk æstét. Det står helt for egen regning, men med dén i baghovedet undrer det mig så ikke, at der fokuseres på form. Så, var et Twitterforlag en produktudviklingsting, så okay; der ér fandme ikke mange ting at tjene penge på i dén branche. Men PoesiTweetsne foræres væk. Så, hvad er formålet med at lave en så massiv satsning på en bestemt type bespænd? Er det bare bjerget, der skal bestiges, fordi det er der? Eller er det et altruistisk formål – som oven for sagt at få afleveret poesi til folks strømme af faktuelle informationer? Eller ret og simpelt at afsøge et nyt forum for digtere at udkomme i – ved at “tvinge dem” ind i en bestemt form?

Forlagets projektbeskrivelser kan læses hér: http://tabognar.dk/downloads/palepoets%20tabognar%20projektbeskrivelse.pdf

Jeg er som sagt ikke uforstående over for at lave nye initiativer, men mit første indtryk, eller min konservatisme, beholder jeg: At jeg behøver, at det ikke er teknologiens begrænsninger, der skal pakke teksten ind, men et menneskehjerte og en menneskehånd og et menneskeøje og en menneskefarvesans og så videre, så teksten ikke kan ligestilles med en googleoversættelse i samme skrifttype og samme margenafstand. Det er muligt, at nogen stiller sig tilfreds med computer-OS’ets medfødte skrifttyper og hvad en browser eller en ebogslæser tilfældigvis kan, men for mig er det netop dét: Tilfældigt – som tekst anbringes og præsenteres, når det er teknologien, der bestemmer. Og tilfældighedspricippet er mig en kende for mentalt. For langt fra hjertet. For lidt.

Forlaget Tab&Nar

Forlagets valg af ikon for PalePoets, Tarotkortenes "Narren", er mennesket som åbent møder verden og derfor kan gå ind i alt og alle, utynget af fordomme og frygt. Det gælder åbenbart ikke for undertegnede skribent.

Kenneth Krabat, tekst revideret 4.2.2011

Hvordan udgiver man edigtsamlinger?

December 2010: Der findes ikke et anerkendt format at udgive digte i, som sikrer digterens arbejde. September 2011: Layoutet er digterens eget ansvar.

 

Opdatering: Apple har offentliggjort en særlig version af XML, som gør det muligt at lave EPUBs (der endnu kun kan læses på iPads i iBooks) med “full-bleed”-sider – indhold, der fylder hele sidestørrelsen. Hér er så nogle begrænsninger, bl.a. kan skrifttypen ikke ikke forstørres, men denne begrænsning kommer digteren til gode:

Man kan teste sig frem til et sidelayout…! dvs. et udseende på sin tekst, som man kan acceptere – OG være sikker på, at teksten indtil videre… ikke vil linieombryde, fordi den netop ikke kan! Samtidig kan man så som edigter øve sig i at arbejde med fuldt sidelayout, fordi forlæggerne næpper vil gøre, før det (med CSS) i EPUB3.0 bliver muligt at forhindre liniebrydning eller lave full-bleed EPUBs, der kan vises af alle elæsere med EPUBs-kompatabilitet.

Hovedvejen gennem den globale ebogsopblomstring er et ebogsformat ved navn EPUB, med Adobes velkendte PDF-format som en mere begavet og langsommere storebror, der forsøger at følge trop. Indpakket i disse to formater præsenteres og sælges 80-90% af verdens ebøger.

Det handler om at konsolidere sig på ebogsmarkedet, blive størst og mest attraktiv. Verdens enorme internetboghandlere konkurrerer på antallet af tilgængelige ebogsromaner og udviser åbenlyst kun interesse i at få hældt så mange romaner som muligt ind i de to mainstream-formater.

I denne volumensyge har hverken ebogsproducenter, ebogslæserproducenter eller eboghandlere interesse i at tage hensyn til behovene i snævre genrer – digtning, matematik, programmeringskode o.lign., der behøver uombrydelig og/eller absolut placering af tekst.

Ingen digtere kan i dag udgive en digtsamling i et generelt understøttet eformat, som beskytter lange digtlinier mod at blive ombrudt af læserne ved skriftforandring eller -forstørrelse, eller mod automatisk at blive ombrudt af ebogslæser-maskiner, når en linie er for lang til at være inden for en skærms margener.

I dag findes 2 sikre digitale måder at fastholde digterens arbejde på, som begge indvolverer absolut placering af tekst (tekst, der forbliver statisk):

iPad app "ComicZeal4" m. CBZ

SOM BILLEDE
1. Udgivelse som billeder og pakket i Comic Book-”formatet”, CBZ eller CBR. (Okay, det ér ikke et egentligt format, men en række jpg-filer, der er pakket som .ZIP eller .RAR og har fået suffix ændret til hhv .CBZ eller .CBR.)

Fremvisning af sådanne billedsider er veletableret praksis med mange tilgængelige programmer og apps, men udgivelse af digtning som billedfiler til ComicBooks-læser-programmer eller apps vil få den effekt, at digte forvises fra ebøgernes mainstream – EPUB og PDF.

Uden en dedikeret indsats for at placere moderne digtning midt i publiceringshysteriet, kan vi (alle) risikere, at digtningen bliver endnu mere marginaliseret, end den allerede er. I værste fald kan vi risikere, at moderne digtning enten vil skulle skrives og udgives på EPUBs eller PDFs præmisser, eller aldrig bliver tilgængelig for den brede offentlighed.

SOM VEKTORGRAFIK
2. Udgivelse som vektorgrafik, omsat til SVG, Adobes opfindelse fra år 2000, der er beregnet til at skalere billeder, animation, og tekst. Tekst, der er omsat til SVG, kan indlejres i EPUB og dermed blive en del af mainstream-elitteratur. Og linier ødelægges ikke ved forstørrelse – man vil blot ikke kunne se hele digtet på samme tid, men må zoome rundt i billedet, på samme måde som hvis man havde forstørret et indscannet billede for at se alle detaljerne. En anden fordel, der gør SVG langt mere ideel end et billedformat er, at teksten er fuldt søgbar og dermed tilgængelig for søgemaskiner på og uden for ebogslæsemaskiner.

Der er blot den hage ved dette meget fleksible format, at eboglæserproducenterne ikke i nogen nævneværdig grad understøtter SVG i EPUB. Og at EPUB-kommissionen, der har til formål at fremlægge anbefalinger om den kommende EPUB v3.0 til ebogsindustrien, ikke har nogen synderlig forståelse for digteres behov.

VINTERENS PROJEKT
Skriv til alle væsentlige ebogsproducenter og forklar problematikken, INDEN 1.5.2010, hvor EPUB3.0-kommissionen afleverer deres anbefalinger til ebogsindustrien. Måske findes der læsere af moderne lyrik blandt disse hardwareproducenter, som vil kunne beslutte at muliggøre læsning af indlejrede SVG-filer i EPUB-læsersoftwaren på deres ebogslæsermaskiner.

STÅENDE KOMMUNIKATION
Har skrevet til Adobe og gjort dem opmærksom på, hvilke konsekvenser, deres mobile, auto-linieombrydende pdf-format vil have for edigtningen. Nej, jeg venter ikke at høre fra dem.

AFSLUTTET KOMMUNIKATION:
EPUB-3.0-kommissionen – deres folk er af dén opfattelse, at linieombrydning er et programmeringsmæssigt problem, der ikke behøver nogen særlig opmærksomhed. Deres fremmeste løsning på problematikken er (med kodning) at knække digtlinier, der ikke finder plads mellem en skærms magener, og indrykke dem ved venstremargen. For den uindviede betyder det, at teksten bliver gjort til prosa!


Kenneth Krabat, 18.12. 2010

test din ebogslæser

teksten som .EPUB med forside

teksten som .EPUB uden forside

teksten som .pdf

teksten som .CBZ

TIDENS KÆLVEN, sig tiden nærmer, 2

Digteren Benny Pedersen har sommeren 2010 interviewet digteren Kenneth Krabat, i et portræt der spænder fra opvæksten til den kommende bog, Tidens Kælven.

Forleden modtog jeg en DVD lavet af digteren Benny Pedersen, som gennem flere år har haft et forfatterprofil-projekt, Digtere på DVD

DVD’en dokumenterer en julidag i min kolonihave sidste år, forud for dødsfald og alskens opbrud, og rummer tillige et lille indblik i den kommende bog, mens den stadig hed “skoens kælven” 😀 og jeg var blevet inviteret til at læse op i Poetisk Bureau i København.

Puh, jeg følte mig nøgen, da jeg havde oplæst “den japanske forbindelse”, og måtte pludselig i stedet vælge at læse en novelle frem for de tre kapitler fra manuskriptet i arbejde, som jeg havde planlagt det. Det er hårdt at stå der, når hjertet virkelig strutter alle vide vegne for at få kontakt, men ingen kontrakt registreres. Som det ofte sker, når skriften er ny og uprøvet.

Bagefter var jeg vred på mig selv for at have været så følsom, og derpå vred for at jeg blev vred på mig selv for at have været så følsom. Men så var dét også for latterligt og gik over.

eBogsdigtere på barrikaderne! (om digtning og omløbende tekst)

Digtningen har ingen helle i ebøgerne: De mest anerkendte digitale formater kan laves til omløbende tekst (reflowing text), hvilket smadrer digterens intentioner. Det er nu, at et statisk format må findes – før det er for sent at påvirke formatkrigen!

Jeg har før været inde på [omkr. udgivelsen af Peter Poulsens ebog “Rulleteksterne”], at udgiver af ebøger skal være opmærksom på, hvilket format de vælger at udgive digte i. Her følger eksempler på, hvad der sker, når digte udsættes for funktionaliteten “reflow”, omløbende tekst.

Skærmbillederne er fra Adobe Reader 9, men kunne lige så godt have været fra de ebogslæsere, der understøtter “portable ADE” (Adobe Digital Editions). “Digtet” er på engelsk, fordi jeg ikke har tænkt mig at helme, før nogen tager problematikken alvorligt!

Et digt

Der er mange grunde til at bruge PDF til at udgive digtsamlinger i/med, men en udbredt holdning hedder: Et standardformat må findes, som alle kan bruge. Det ér bare gerne sådan, at nye formater oftest har afløst gamle, når behovene forandredes eller teknologien viste nye veje. Hvad udgivelse af digte som ebøger angår, ér der bare nogle ufravigelige placeringskrav, som kun de færreste digitale formater til en vis grad kan honorere. Og ingen er helt sikre.

Formatet EPUB – stort set adopteret af de fleste ebogsudgivere – fungerer rigtig godt med prosa, men gør vold på edigtning, hvoraf den mest åbenlyse årsag er nemheden hvormed læseren laver omløbende tekst: Man vælger blot en større skrifttype, og VUPTI er digterens hårde arbejde forvandlet til ren tekst, der hverken er fugl eller fisk.

Continue reading “eBogsdigtere på barrikaderne! (om digtning og omløbende tekst)”

Poulsens ebog

Peter Poulsens “Rulleteksterne”, der udkom som edigtsamling under stor forlagsståhej, viser sig at være et ebogsteknisk klamhuggeri!

I juli måned 2010 udkom den første, jeg understreger og gentager (og håber ikke, jeg fornærmer nogen…), den første officielt sanktionerede edigtsamling i Danmark, Peter Poulsens ”Rulleteksterne”, under minimal bevågenhed, men med store armbevægelser. ”Digtsamlinger som ebøger kan redde digtningen!” Citat HH Schwab, Lindhardt og Ringhof. Men bogen ér dog stort set ikke andet end tekst, ganske usexet – der er ikke meget bog i forståelsen ’design’ over den. Og hvis man endelig skal sige, at den rummer design overhovedet, er pærevællingen af minuskler og majuskler i digtenes titler tegn på (designmæssig) inkompetence eller rigtig dårlig smag. Og der mangler forside. Og prisen er… ublu. Og, for at det ikke skal være løgn, hvad angår dobbeltsnak, udkommer ”Rulleteksterne” også som Print On Demand, papirbog på bestilling. Direktøren for Lindhart og Ringhof har jo lige udtalt, at digtsamlingerne reddes ved at blive udgivet som ebøger…! Mig ikke forstå:

Har Lindhardt og Ringhof mishandlet Peter Poulsens ebogs-digtsamling, ”Rulleteksterne”, og dermed digteren og læserne? Er deres produktionsafdeling offer for inkompetent rådgivning ift. ebogsformat ved digtudgivelser? Influerer de store forlags (og andre store virksomheders) manglende fleksibilitet negativt på vores kultur? Eller skal forlagene blot betragtes som lige så fejlbarlige som alle andre virksomheder og institutioner? Hvor mange spørgsmål bør den første udgivelse af sin slags afstedkomme?

Det gode ved digitale bøger er, at de kan opgraderes. I morgen kan Peter Poulsens digtsamling snarere end en EPUB være en veldesignet pdf, der respekterer digterens hårde liniebrud. Der kan pludselig være kommet en forside på. Designet kan pludselig afspejle tekstens intention… I takt med tilkomsten af nye informationer, opdagelse af graverende fejl, nye og bedre ebogsformater kan enhver digital tekst stort set øjeblikkeligt omformatteres og præsenteres i det nye format. For mange vil det være helt den samme bog. Med tiden vil en konkret og utvetydig holdning til digitale medier afføde større sikkerhed på forlagene til gavn for alle eforfattere og edigtere, der følger efter Poulsen.

Continue reading “Poulsens ebog”

Procesdigt på nyt digt-site [link]

52 versioner på sporet efter noget…

Nogle af Stemmerne er flyttet ind på digtenu.dk, et nyt offentligt digt-site, bygget på blog-modellen – hér WordPress i flerbruger-version.

Det vil sige, at hver enkelt bruger faktisk administrerer en egen blog, som så bindes sammen af grupper, kommentarer, debathjørner og andet i dén overskrift, der hedder digtenu.dk.

Som alle den slags initiativer er digtenu.dk på private hænder. Initiativtager er Thomas Olsson, “programmeringsnørd med passion for digte!”, som han beskriver sig selv. “Hovsa, jeg fik lige en idé. Den sætter jeg i værk. Og vupti…!” Vupti, efter nogle måneder med tests, er der så et digt-site.

Om folk kan finde ud af at bruge WordPress-modellen med alle dens mellemregninger, får tiden vise. Om ikke andet bliver de mest ihærdige ikke-nørder uddannet i et udmærket forum, hvor man er nødt til at gøre noget selv. På gamle digte.dk var alt tilrettelagt af d’herrer Rasmus og Anders, men det var også komplet umuligt at få større forandringer i værk, fordi de netop bestyrede digte.dk i fritiden, og i øvrigt havde fuldt op at gøre med at tage sig af stedets interne stridigheder.

Jeg bilder mig ikke ind, at digtenu.dk’s kommende digtere skulle være mere voksne, men i det mindste er en grænse sat derved, at folk gr. kravet om at udgive og administrere eget område i WordPress skal VILLE stedet. Vi får se.

Mit første og måske eneste bidrag er 52 versioner af det samme digt, i en fremvisning af processen mod at blive tilfreds med et digt med titlen “jeg vil gerne være digter”.

Have a look.

PS. Initiativet digtenu.dk er ikke at forveksle med det længe annoncerede digtedk.com.

Er der noget galt med… [aldersbroen forsøgt bygget, igen]

Tiden kalder på skamløs, skyldfri selvpromovering. Da jeg debuterede i ’85, var mørket på mode – påpegelsen af forældrenes synder, og at deres åh, så uskyldige børn ikke var så uskyldige endda. I dag har især unge (men også i stigende grad erhvervslivets coaches) fokus på, at man står frem med og FAST på, hvad man er god til, i bestandig påpegelse at, at man er “god nok som man er”. ***
Nærværende er en kommentar til et digt fra en ung (muligvis satirisk, men i så fald VEL styret) digtsamling; et listedigt, der opsummerer tidens usikkerhed helt fint, og samtidig sætter den digteriske selvbevidsthed ud på kanten af stolen: Er det ikke i orden, at jeg er som jeg er, og gør som jeg gør? JO, svarer hans digt, inden nogen anden kan svare, dét er det! ***
og så er det, at det skal påpeges, at det hele måske er én stor prank: At Copenhipster snarere end at være en ung satirisk trendspotter er et reklamefirma, der afprøver mulighederne for at ramme et bestemt segment! Men et reklamefirma, der benytter sig af digte, ok, listedigte er nemme digte, men ja, hvad, WTF?!)

Blogejeren/ne COPENHIPSTER udgiver en digtsamling og læser op de næste to mandage på PoetBureau – måske: For det står ikke på programmet på Bureauet. I det hele taget kan det være svært at afgøre, hvad der er spin og hvad der er reelt i dén blog. Og spin til fordel for hvem og hvad? Og reelt på hvilken måde? Men lige nu ligger et hæderligt listedigt til læsning, som Continue reading “Er der noget galt med… [aldersbroen forsøgt bygget, igen]”