Lydbogen kan nu være et originalt værk

Share

Det kunne det så også før, kan man sige, men nu har DBC og bibliotekerne udvidet definitionen på en lydbog, så den kan være et indtalt lydværk uden bogforlæg.

Det betyder noget så fantastisk som:

Frem for bare at være en version af et trykt værk, kan en digtsamling udført i indtaling i originaludgaven ligestilles med en udgave på papir og i ebogsformat.

DBC har udvidet definitionen af lydbog. Hvor der tidligere skulle findes et bogligt forlæg, kan der nu være tale om en original tekst, der ikke tidligere har været udgivet trykt eller online.

Søgekoden er den samme.

Bredere definition på lydbog: Tekst indlæst uden brug af dramatiserende virkemidler. Teksten kan være udgivet i trykt form eller online, eller der kan være tale om en original tekst, der ikke er udgivet før.

Lyrikudgivende bogforlag

Søger du et bogforlag at sende en digtsamling til?

Share

Jeg skrev til alle forlag på en oprindelig liste over lyrikudgivere. Alle blev spurgt, om de vil repræsenteres som udgiver af lyrik i dag. Ét stort forlag frabad sig nævnelse, og nogle stykker oplyste, at de ikke udgav lyrik (længere) og blev derfor fjernet fra listen. Enkeltmandsforlag, der kun udgiver egne værker, er ikke medtaget.

Udgiver dit forlag (andres) lyrik og vil du på listen, så send mig en mail på krabat@menneske.dk.

Læs videre “Lyrikudgivende bogforlag”

Digterdebutanter

Så forskellige som alle mennesker.

Share

OBS: Listen er flyttet til egen side 

Screen Shot 2016-08-28 at 15.46.52

En satsning på en ny digter er ikke en satsning, hvis den er (for) sikker.

I overblikket ses tydeligt hvilke danske bogudgivere, der prioriterer digtning.

Ambitionen med listen er at fortsætte i begge retninger, fremad og bagud i tid. Tilføj gerne din egen bogdebut som digter i kommentarerne.

Kender du tillige til digterdebuter på papir eller i ebog, som ikke er med på listen, nævn dem gerne i kommentarfeltet – og tak for dét 🙂

Vh, kenneth krabat, august 2016

—————

Læs videre “Digterdebutanter”

ovbidat – der kan bidrages

Det lille forlag og peositidsskrift OVBIDAT er her endnu.

Share

forlaget ORGANISERET VOLD BEGÅET IMOD DEN ALMINDELIGE TALE

http://ovbidat.blogspot.dk/

udgiver tidsskriftet OVBIDAT og forskellige poesibøger. Opfundet af Rolf Sparre Johansson, nu videregivet til ny redaktion.

Senest udgivelse af Rasmus Halling Nielsen “rhn”

http://ovbidat.blogspot.dk/2014/09/rasmus-halling-nielsen-rhn-ovbidat-2014.html

Trappe 1000 har skrevet om ovbidat

Poesipiloten cirkler over din boghandler.

Er du også pilot?

Share

Lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening er For Fastholdere:

Et nyt nationalt initiativ kortlægger danske boghandleres intentioner ift. digtning, poesi, lyrik*. Formålet er at få synliggjort digterne, hvor bogkøbere kommer.
Læs videre “Poesipiloten cirkler over din boghandler.”

Omtale: Manden i den hvide kittel

Genfødt!

Share

 

Ovre på Thomas Gluds blog, Om kunsten om kunsten og kunsten  ligger en længere, nær-mirakuløs anmeldelse af “den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel 1987-2004” (eller er det 2003? Kan aldrig huske det). “Mirakuløs” ikke mindst, fordi en anmeldelse og dermed samlet ind-læsning nu findes, og fordi dén gør MidHK tilgængelig.

Det var det bedste begyndelse på dagen, jeg kunne have ønsket mig!

Om kunsten om kunsten og kunsten: Anm. Manden i den hvide kittel – Kenneth Krabat.

eBogen kan hentes i ebutikken, og betales for efter endt læsning ved at bruge linket forrest i ebogen. Hvis du sender din emailadresse til forlagetsesne [at] menneske.dk, at du har købt, får du en lille glædesgave i dagens anledning.

Bogomtale: “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” af Louise Juhl Dalsgaard

Hvor alt findes.

Share

 

Louise Juhl Dahlsgaard
Mit ønske om at dø er rent hypotetisk
Jorinde & Joringel 2011
ISBN987-87-7322-229-4

Hvordan nyder man ting, der ikke slutter? tænker jeg, da jeg når til tekst 24. I tekst 25 står de så begge ved havet og mærker frygten for at miste. Horisonten, himlen, havet, heden, det hele taler til hver af dem personligt om alt, der ender og alt, der aldrig ender. De kan fjerne sig fra det og tage hjem, men med hjem tager de sig selv. De slutter ikke, hverken inde eller ude.

Der ér drama i Louise Juhl Dahlsgaards lille samling. Men det er hverken det forsagte drama, hvor fingre spiser sig selv, eller det storslåede, hvor arme forsøger at favne hele verden til bevidstløshed. I 80’erne ville man vel kalde det hverdagsdrama, fordi man endnu troede, at skriften kunne imitere hverdagen. Ja, overhovedet, at noget man kunne kalde ”hverdagen” findes.

Der er ikke længere imitiation. Man kan samle på antal gryder i skabet, på udenomsægteskabelige handlinger, på sammenhænge mellem fortid og nutidig adfærd, i den overbevisning at sammenhænge findes. Man kan statificere livet, indtil bunken af statistikker begynder at gøre én tryg i visheden om, at noget findes, noget forbliver, men man vil stadig ikke have produceret hverdagen. Hverdagen kan ikke beskrives, for den udgøres af et uoverskueligt summa summarum af uendelige mængder af øjeblikke.

I de 25 små fortællinger i ”Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” findes en genkendelighed, bevares. Fortællingerne er befolket af stemmer, der kunne have levet som fragmenter på video eller bånd eller overleveringer fra venner og naboer, man selv har drømt sammenhængende med tilhørende frit opfundne logiske broer over hullerne. Men intet slutter her. ”Tidevandet ér” står der et sted. Det kommer ikke ind eller går ud. Det findes, både som tilstand og nu – som man nu kan formå at skille de to ad. Men det er ikke en bog om væren, eller om idealisering af nuet – nej, bid for bid slås det fast, at det hele findes, ikke nødvendigvis med nogen mening, måske end ikke et definérbart formål, men når det kan fremstilles som værende i kontrast til forne tiders understregelse af det dramatiske payoff i enhver fortælling, er det fordi livet ér sådan. Intet findes af sig selv, i sig selv alene. Som i det 25. billede, hvor kvinden værger sig mod frygten – ved at nedgøre sine egne sanser, sit eget sprog og sine egne tanker. Men ved at gøre det, kan hun forblive sammen med manden. Frygten får ikke magten over hende. Hun bytter sig til det, hun helst vil have, nu. Hun er i og ude af kontrol på samme tid.

Dette tema bemærker jeg i teksten. Det træder ud af tilsyneladende vanvid, overdreven omhu, underkastelse og får min opmærksomhed til at rette sig mod “livets fortsættelse”, der behøver begge dele, kontrollen og tabet af kontrol, i øjeblikket i en unik balance for hver enkelt. Bogens titel er velvalgt.

Hvor interessant er det så, spørger jeg mig selv? Hvad tilbydes jeg som læser af nyt? Hvad er der at hente i udramatisk drama, som ikke konkluderer og stiller moral og etik til skue, men mestendels tilbyder en vinduesplads på første række eller næsten lige dér i stuen, mens livet sker, ganske uspektakulært?

Jeg har intet sandhedssvar på dét, men det er poesi. En overførsel sker, som ikke er fra sandhedsvidne til useende. Ikke på en entydig, anmassende måde; teksten er stærkt kompetent. Skriften flyder og er personlig, med et par eksperimentelle svinkærinder her og dér. Der er indre-syn, som dét nu er muligt, og sympatisk medleven. Retningen oplever jeg blot er indad, på forfatteren, snarere end indad på teksterne.

Årsagen ser jeg som mangel på materiale. Der har givet været mere materiale, som er blevet kogt ned til nærværende, og en titel er fundet, som passer og i selv er god, men det nonchelante overblik er der ikke endnu. Teksterne er ikke helt fri for forfatterindblanding, og som med enhver, der har oplevet sine grænser overskredet, flyttes fokus til dét, som ikke fungerer, snarere end at blive ved dét, som gør.

Relevansen, når der ikke er drama, skulle gerne findes i tekstens hjerte. Drama er jo dét, som presser historien ud af rammen og ned i halsen på modtageren. Dramaløs fortælling tilbydes – liv tilbydes, eksistens tilbydes – men så skal det så også virkelig leve og eksistere på sine egne præmisser. Hér kan forfatterens styring af teksten og skiftende fortællevinker forstyrre,. Forfatteren kunne nok give mere slip på trangen til at kontrollere. Om end det er i periferien, hvor eksistensen knap findes dokumenteret.

”Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” oplever jeg kalder på større bevidsthed om fagets virkemidler, men føles som en alt i alt kompetent skrift, hvor Louise Juhl Dalsgaards livserfaring er på sporet af noget. Hjertet har noget at ville sige om det inderste af menneskene. Poesien har det godt hér.

Kenneth Krabat
december 2011

Tidens Kælven 1 vidunderlig omtalt

Share

Oplysningskontoret.dk lå en fantastisk omtale af Tidens Kælven 1, skrevet af digter, forfatter Mikael Josephsen – siden er nu (2014) forsvundet i havet af manglende domænebetalinger – så her følger den fulde anmeldelse:

BLIK FOR DET MESTE

Kenneth Krabats nye bog er som at have fået hundreder af øjne på huden, intet er for stort, intet for småt til at fanges ind, splittes i kunstnerisk perception og nedfældes som tidsdokument.

“Tidens kælven 1” er til tider en svær bog at læse, dette skyldtes digterens store vid, hans intelektuelle hestekræfter. Men flere læsninger åbner op for en mere emotionel tilgang. Ja, lad mig sige det med det samme, jeg røres og efterlades tænksom af denne fremragende digtbog.

I titlen ligger motivkredsen, tiden kælver med hvadsomhelst, is i fryseren, en borgmester i Vissenbjerg, lysets vej gennem rummet som både bølger og partikler. Det mindste og det største, det midt i mellem, ud til alle sider, op og ned. Kenneth Krabat kan bruge det hele, og får gang på gang sat fingeren på ambivalensen og mysteriet i tilværelsen. Man kan i denne bog egentlig ikke tale om en enkelt digterstemme, et digterjeg. For hver eneste tekst har sin egen digter bag. Eller, digteren taler i hvert fald med et utal af tunger. Krøllede tunger, poetiske tunger, kloge tunger, glade tunger, bedrøvede tunger, alle har de deres bud på, hvad tiden måtte føde. Bogen falder i ti dele alle med selvstændig overskrift, der dog ikke skal tages helt for pålydende. Sådan emnemæssigt. Det er tilladt at smide ind og udfald om hvadsomhelst ind hvorsomhelst. Hvor det dog ærger mig, at denne samling endnu ikke er udkommet på papir, den hører afgjort til i reolen blandt de mest sublime. Som en god flaske vin skal den trækkes frem ved særlige lejligheder og nydes uden måde.

Dette skrift er et eksistentielt syn, en bølge af tekster, der presser sig på, en nedslående og opløftende tekst om mening og meningsløshed. Et barns sorg, en voksens kynisme. Men mest af alt er det en leden efter ordene, de rigtige ord, dem der kan gøre det ud for den verden, digteren tydeligvis ikke er bonkammerat med. Det lykkes i den grad at påpege absurditeten i tilværelsen:

Svaneparret er at finde det samme sted, år efter år. Hér får

de deres unger, hér forsvarer de deres unger, hér forlader

hannen reden og efterlader hunnen med ungerne, hér

forlader ungerne reden. Hér forlader hunnen reden. Hertil

vender parret tilbage, år efter år.

Ligner det ikke noget vi kender? Ja, sådan jonglerer digteren med billederne, eksistensen, med betingelserne. Der er ingen tvivl om, at Kenneth Krabat har svært ved at finde mening i tilværelsen. Men da dette skrift kun er det første ud af tre, har vi måske tilgode, at han finder den. Indtil da, kan vi andre finde mening i bogens tekster. For det giver altid mening at læse god litteratur – og dette er god litteratur, det garanterer jeg.

“Tidens kælven” ligner faktisk ikke noget andet jeg har læst, jeg kan ikke på smarteste vis ikke krydse ham med den og den digter, jeg kan ikke engang vende tilbage til hans tidligere værker. Her er noget helt nyt. En blanding af poesi og filosofi, der får en til at tænke på… Nej, det er bare Kenneth Krabat der er på spil. Følsom og fanden i voldsk.

Som sagt, motivkredsen ligger i titlen og tiden er konstant en faktor som der forholdes sig til, både som begreb men også helt konkret, hvor den går og ruster det hele op:

Kalder nogen alt det her en verden? For pokker…

Minutternes tikken… vi dør sgu da héroppe! Har De aldrig

følelsen af ikke at have forstået en disse? Menneske, se Dem dog omkring – alle disse destinationer… findes de i nogen virkelighed? Jeg får lyst til at brøle: ”FISSE!”… Er De med!?

Tiden og drømmen og virkeligheden, alt vendes “hèroppe” mens det måske er i det nederste det foregår. I kroppen, der bare vil det primitive, der bare vil FISSE. Åh, vi er så kloge og tror måske ikke vi er underlagt naturen, men igen og igen påpeger Krabat kroppen. Dens behov, sommetider forstyrrende og foruroligende. Som teksten selv. For dette er en krop af tekst, den vil forstyrre dig, forurolige dig, berolige dig. Du vil pludselig finde ro i enkelte afsnit, du vil tænke, aha, nu er jeg med, for kun at blive kastet af i næste linie. Teksten er en kæreste, der siger kom, gå væk. Teksten er et bud på det moderne menneskes fremmedgjorthed, dets manglende tillidsforhold til sig selv og verden og de andre. Teksten er en ukirke med mange lemmer, et fortvivlet syn ud i en verden, der er så svær at forstå. Så virkelig og samtidig så uvirkelig.

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at denne digtbog ikke har fundet hjem til et forlag. Men branchen er som bekendt i krise – og en masse digtere er blevet hjemløse, især efter Borgen drejede nøglen. Her er dog en bog og en digter, der burde tages imod med kyshånd, men lad os nu se. Den sidste ting behøver ikke være sagt i den sag. Indtil da, kan jeg kun anbefale at købe den (læs den ikke kun på skærmen, sid med papirerne i hænderne ). Bemærk de flotte illustrationer. Ja, “Tidens kælven 1” er absolut en læsværdig bog, et blik lige ind i vores splittede sind og tid. Et billedur, hvis visere rager i alle retninger, trækker dig med ind i poesien og eftertænksomheden.

Mikael Josephsen.

En anden anmeldelse, fra forfatteren Asger B. Nielsen

Digitalt benspænd: PalePoets på Twitter

Digte på 140 tegn i værk. Okay, sjov idé.
Men kan vi ikke snart få noget design på digital tekst, der holder hjerte!?

Share

 

Forlaget Tab&Nar har lanceret en Twitterkanal for hele digtværker – dvs. værker bestående af digte på max 140 tegn. Det er officielle, redigerede samlinger, der først offentliggøres, når forlag og forfatter er tilfredse med resultatet.

Første Twittersamling er i gang på Twitterkanalen PalePoets. Det er ‘Mine fodspor hen over himlen’ af C. B.  Korsgaard. De første fire PoetryTweets fra PalePoets følger hér, alle fra 31. januar 2011 – se resten på PalePoets på twitter (#PalePoets).

INVOKATION Ser du fuglene? Det gør jeg henover himlen. Jeg lytter til væggene og hører ikke noget? Kradskrads. Skribleskrable.

Dit navn. Din sjæl. NAVNET PÅ DIN SJÆL.

Jeg var de glidende nætters skygge henover de særeste vinduesruder.

Jeg var et udtværet aftryk af tabte tider i genskæret fra himlen lige ved siden af dig.

Der er jo det sjove ved idéen, at linierne opstår med den seneste øverst (gengivet som sådan, ovenfor), så man – når man læser på kanalen – læser nedefra og op. Men idéen er jo, at PoesiTweets’ne blander sig med ens andre abonnerede tweets – forhåbentlig som et mere lødigt afbrud i strømmen af reklamer, teknologinyheder, kommentarer uden ophavsreferencer osv. – så det er kun, hvis man går ind på PalePoets-kanalen, at man ser digtene i (distributions-)rækkefølge.

Jeg ér dog ret valen på hele idéen med at lave et omfangsforlag. Selvom det bestemt er en nyskabelse i det danske mediebillede. Hvor man på papir (endnu) regner i sidestørrelse, hvis man skal lave benspænd eller blot som foretrukne trykformat, er de digitale mediers tilføjelse til branchen typisk noget med begrænsninger i antallet af tegn, som tillige er linievist fortløbende uden mulighed for design og opsætning. Altså, et fokus på rent indhold. Poesi uden papirets angivelse af åndedræt.

Hvorfor ikke bare lave et digitalt benspændsforlag med alle tænkelige måder at udfordre formen og få det overstået…!

Hold kæft, jeg lyder som en sur gammel mand! Jeg er bare ved at være træt af den digitale verdens fokus på indhold alene, væk fra indpakningen – altså, at man lader teknologiens begrænsninger bestemme tekstens udseende. Det er for mange års læsning af html-definerede tekstsider uden fast højrekant, og i sine velmagtsdage stivnet, CSS-fastholdt tekst i spalter “næsten som en avis”, der får mig til at ønske, at nogen bare ville generobre fokus på tekstdesign.

Der var en (kort) tid, hvor PDF var gud – fordi man vitterligt kunne fastholde design i en PDF. Men i kampens hede og medfølgende trangen til at kunne sidde med tekst i lænestolen uden en laptop som lårvarmer, er selv PDF blevet givet muligheden for at have omløbende tekst – og så er vi tilbage ved html og browserens mord på tekstdesign.

Jeg er af den holdning, at Morten E Nørskov, den ene af kræfterne bag Forlaget Tab&Nar, i hjertet er klassisk æstét. Det står helt for egen regning, men med dén i baghovedet undrer det mig så ikke, at der fokuseres på form. Så, var et Twitterforlag en produktudviklingsting, så okay; der ér fandme ikke mange ting at tjene penge på i dén branche. Men PoesiTweetsne foræres væk. Så, hvad er formålet med at lave en så massiv satsning på en bestemt type bespænd? Er det bare bjerget, der skal bestiges, fordi det er der? Eller er det et altruistisk formål – som oven for sagt at få afleveret poesi til folks strømme af faktuelle informationer? Eller ret og simpelt at afsøge et nyt forum for digtere at udkomme i – ved at “tvinge dem” ind i en bestemt form?

Forlagets projektbeskrivelser kan læses hér: http://tabognar.dk/downloads/palepoets%20tabognar%20projektbeskrivelse.pdf

Jeg er som sagt ikke uforstående over for at lave nye initiativer, men mit første indtryk, eller min konservatisme, beholder jeg: At jeg behøver, at det ikke er teknologiens begrænsninger, der skal pakke teksten ind, men et menneskehjerte og en menneskehånd og et menneskeøje og en menneskefarvesans og så videre, så teksten ikke kan ligestilles med en googleoversættelse i samme skrifttype og samme margenafstand. Det er muligt, at nogen stiller sig tilfreds med computer-OS’ets medfødte skrifttyper og hvad en browser eller en ebogslæser tilfældigvis kan, men for mig er det netop dét: Tilfældigt – som tekst anbringes og præsenteres, når det er teknologien, der bestemmer. Og tilfældighedspricippet er mig en kende for mentalt. For langt fra hjertet. For lidt.

Forlaget Tab&Nar

Forlagets valg af ikon for PalePoets, Tarotkortenes "Narren", er mennesket som åbent møder verden og derfor kan gå ind i alt og alle, utynget af fordomme og frygt. Det gælder åbenbart ikke for undertegnede skribent.

Kenneth Krabat, tekst revideret 4.2.2011

Hvordan udgiver man edigtsamlinger?

December 2010: Der findes ikke et anerkendt format at udgive digte i, som sikrer digterens arbejde. September 2011: Layoutet er digterens eget ansvar.

Share

 

Opdatering: Apple har offentliggjort en særlig version af XML, som gør det muligt at lave EPUBs (der endnu kun kan læses på iPads i iBooks) med “full-bleed”-sider – indhold, der fylder hele sidestørrelsen. Hér er så nogle begrænsninger, bl.a. kan skrifttypen ikke ikke forstørres, men denne begrænsning kommer digteren til gode:

Man kan teste sig frem til et sidelayout…! dvs. et udseende på sin tekst, som man kan acceptere – OG være sikker på, at teksten indtil videre… ikke vil linieombryde, fordi den netop ikke kan! Samtidig kan man så som edigter øve sig i at arbejde med fuldt sidelayout, fordi forlæggerne næpper vil gøre, før det (med CSS) i EPUB3.0 bliver muligt at forhindre liniebrydning eller lave full-bleed EPUBs, der kan vises af alle elæsere med EPUBs-kompatabilitet.

Hovedvejen gennem den globale ebogsopblomstring er et ebogsformat ved navn EPUB, med Adobes velkendte PDF-format som en mere begavet og langsommere storebror, der forsøger at følge trop. Indpakket i disse to formater præsenteres og sælges 80-90% af verdens ebøger.

Det handler om at konsolidere sig på ebogsmarkedet, blive størst og mest attraktiv. Verdens enorme internetboghandlere konkurrerer på antallet af tilgængelige ebogsromaner og udviser åbenlyst kun interesse i at få hældt så mange romaner som muligt ind i de to mainstream-formater.

I denne volumensyge har hverken ebogsproducenter, ebogslæserproducenter eller eboghandlere interesse i at tage hensyn til behovene i snævre genrer – digtning, matematik, programmeringskode o.lign., der behøver uombrydelig og/eller absolut placering af tekst.

Ingen digtere kan i dag udgive en digtsamling i et generelt understøttet eformat, som beskytter lange digtlinier mod at blive ombrudt af læserne ved skriftforandring eller -forstørrelse, eller mod automatisk at blive ombrudt af ebogslæser-maskiner, når en linie er for lang til at være inden for en skærms margener.

I dag findes 2 sikre digitale måder at fastholde digterens arbejde på, som begge indvolverer absolut placering af tekst (tekst, der forbliver statisk):

iPad app "ComicZeal4" m. CBZ

SOM BILLEDE
1. Udgivelse som billeder og pakket i Comic Book-”formatet”, CBZ eller CBR. (Okay, det ér ikke et egentligt format, men en række jpg-filer, der er pakket som .ZIP eller .RAR og har fået suffix ændret til hhv .CBZ eller .CBR.)

Fremvisning af sådanne billedsider er veletableret praksis med mange tilgængelige programmer og apps, men udgivelse af digtning som billedfiler til ComicBooks-læser-programmer eller apps vil få den effekt, at digte forvises fra ebøgernes mainstream – EPUB og PDF.

Uden en dedikeret indsats for at placere moderne digtning midt i publiceringshysteriet, kan vi (alle) risikere, at digtningen bliver endnu mere marginaliseret, end den allerede er. I værste fald kan vi risikere, at moderne digtning enten vil skulle skrives og udgives på EPUBs eller PDFs præmisser, eller aldrig bliver tilgængelig for den brede offentlighed.

SOM VEKTORGRAFIK
2. Udgivelse som vektorgrafik, omsat til SVG, Adobes opfindelse fra år 2000, der er beregnet til at skalere billeder, animation, og tekst. Tekst, der er omsat til SVG, kan indlejres i EPUB og dermed blive en del af mainstream-elitteratur. Og linier ødelægges ikke ved forstørrelse – man vil blot ikke kunne se hele digtet på samme tid, men må zoome rundt i billedet, på samme måde som hvis man havde forstørret et indscannet billede for at se alle detaljerne. En anden fordel, der gør SVG langt mere ideel end et billedformat er, at teksten er fuldt søgbar og dermed tilgængelig for søgemaskiner på og uden for ebogslæsemaskiner.

Der er blot den hage ved dette meget fleksible format, at eboglæserproducenterne ikke i nogen nævneværdig grad understøtter SVG i EPUB. Og at EPUB-kommissionen, der har til formål at fremlægge anbefalinger om den kommende EPUB v3.0 til ebogsindustrien, ikke har nogen synderlig forståelse for digteres behov.

VINTERENS PROJEKT
Skriv til alle væsentlige ebogsproducenter og forklar problematikken, INDEN 1.5.2010, hvor EPUB3.0-kommissionen afleverer deres anbefalinger til ebogsindustrien. Måske findes der læsere af moderne lyrik blandt disse hardwareproducenter, som vil kunne beslutte at muliggøre læsning af indlejrede SVG-filer i EPUB-læsersoftwaren på deres ebogslæsermaskiner.

STÅENDE KOMMUNIKATION
Har skrevet til Adobe og gjort dem opmærksom på, hvilke konsekvenser, deres mobile, auto-linieombrydende pdf-format vil have for edigtningen. Nej, jeg venter ikke at høre fra dem.

AFSLUTTET KOMMUNIKATION:
EPUB-3.0-kommissionen – deres folk er af dén opfattelse, at linieombrydning er et programmeringsmæssigt problem, der ikke behøver nogen særlig opmærksomhed. Deres fremmeste løsning på problematikken er (med kodning) at knække digtlinier, der ikke finder plads mellem en skærms magener, og indrykke dem ved venstremargen. For den uindviede betyder det, at teksten bliver gjort til prosa!


Kenneth Krabat, 18.12. 2010

test din ebogslæser

teksten som .EPUB med forside

teksten som .EPUB uden forside

teksten som .pdf

teksten som .CBZ

TIDENS KÆLVEN, sig tiden nærmer, 2

Digteren Benny Pedersen har sommeren 2010 interviewet digteren Kenneth Krabat, i et portræt der spænder fra opvæksten til den kommende bog, Tidens Kælven.

Share

Forleden modtog jeg en DVD lavet af digteren Benny Pedersen, som gennem flere år har haft et forfatterprofil-projekt, Digtere på DVD

DVD’en dokumenterer en julidag i min kolonihave sidste år, forud for dødsfald og alskens opbrud, og rummer tillige et lille indblik i den kommende bog, mens den stadig hed “skoens kælven” 😀 og jeg var blevet inviteret til at læse op i Poetisk Bureau i København.

Puh, jeg følte mig nøgen, da jeg havde oplæst “den japanske forbindelse”, og måtte pludselig i stedet vælge at læse en novelle frem for de tre kapitler fra manuskriptet i arbejde, som jeg havde planlagt det. Det er hårdt at stå der, når hjertet virkelig strutter alle vide vegne for at få kontakt, men ingen kontrakt registreres. Som det ofte sker, når skriften er ny og uprøvet.

Bagefter var jeg vred på mig selv for at have været så følsom, og derpå vred for at jeg blev vred på mig selv for at have været så følsom. Men så var dét også for latterligt og gik over.