Litterære Podcasts i Danmark

Hér finder du dem ikke:

Maj 2022

Regelsæt for Dansk Podcast Index – Danske Medier
https://podcastindex.dk/Regels%E6t%20for%20Dansk%20Podcast%20Index%202019.pdf

Alle registrerede podcasts i DK (det siger ikke så meget…)
https://podcastindex.dk/ 

Derfor finder du ikke min Podcast i Podimo

https://www.linkedin.com/pulse/derfor-finder-du-ikke-min-podcast-i-podimo-karin-h%C3%B8gh/?originalSubdomain=dk


Litterære podcasts – maj 2022

20 før 20 – Information – AFSLUTTET – https://www.information.dk/kultur/2020/04/podcast-dansk-litteratur-2000-2019-fortalt-gennem-vigtigste-begivenheder

Continue reading “Litterære Podcasts i Danmark”

Warning Light Calling, en ægte science fiction-digtsamling?

– spændingen er relevant!

 

Det er meget almindeligt for danskere, der skriver science fiction, at appropriere genrens historieelementer, så ”det ligner fremtid”, frem for bare at skrive en regulær science fiction-historie med alt hvad dertil hører: Der skal faktisk en pæn stor mængde velovervejet verdenskonstruktion (”world-building”) til for at skabe en troværdig illusion om ahistorisk tid. Begrundes en fortællings tid og sted omhyggeligt, kan dén og karaktererne udvikle sig i ro og mag, og øge chancen for at læseren køber præmissen om ”hvad nu hvis…”. Laver man i stedet ”lazy worldbuilding”, bliver det fremmede til en gimmick for den kræsne læser, der irriteres over ikke at få ”hele universet foldet ud”.

Vel nok årets fedeste omslag! [by Marissa Wagner]

Peter Graarup WestergaardsWarning Light Calling” angives af forlaget at være en science fiction-digtsamling, dvs. en konstrueret virkelighed, som digtene ét for ét fremvækster dele af: Hér Sovjet-dissidens, hér et russisk navn, hér en comerade – på samme måde som rammerne for en hvilken som helst (anden) genre-novelle eller -roman introduceres for læseren.

At begrunde nye og fremmede elementer er typisk nemt for novelle og roman, fordi forestillingen om det fremtidige tiltaler et bestemt publikum, der for en stor del gerne vil alt dét med at komme ud i rummet og møde fremmede livsformer, og gå på opdagelse i teknologi og værens- og omgangsformer, der ikke lader sig gøre på Jorden i nutiden – som en slags spejder/nybygger/ingeniør-mentalitet – mens færre lader sig begejstre af ”det filosofiske” ved forestillingen om faktisk at ”leve i fremtiden”. Som sådan er karaktererne i en prosaisk SF-fortælling sjældent alt for eksistentielt ramte og eventyret begynder derfor gerne med, at nogen bryder med vante rammer eller rammes af et teknologisk ”backlash” af en art – noget, der holder op med at virke og derfor skal løses, forklares, redegøres, nås, bemestres på en særlig, ny måde, gerne med videnskab og teknologi til hjælp. Reparation, civilisation, orden. Continue reading “Warning Light Calling, en ægte science fiction-digtsamling?”

Kanalisering, taknemmelighed og taknemmelighed

– at glemme at sige tak.

 

Jeg deltager pt i et kursus om kreativ blokering. Ikke at jeg er blokeret, men jeg har mistet følelsen af betydning. Det jeg skriver har mistet sin værdi.

Jeg har glemt, HVORDAN det havde betydning for mig.

Da jeg var meget yngre, som menneske og forfatter, troede jeg på kanalisering: At noget udtrykte sig gennem mig, som jeg bare havde at få skrevet ned. Jeg indrettede derfor mit liv efter dét – arbejdede for at skrabe penge nok sammen til IKKE at skulle tjene penge, så jeg kunne skrive.

Jo flere gange jeg gjorde dét, jo sværere blev det at være skabende. Fordi jeg jo SKULLE udfylde tiden, jeg havde købt mig til, med kreativitet, med åbenhed, med kanalisering. Men som den 90-årige digter Ruth Stone fortalte Elizabeth Gilbert (10:03) i denne TED-talk fra 2009, så kommer digtene, når de kommer. Og de ikke bare kommer, de går ind i dig som en regulær KRAFT, og du har bar bare at stå til rådighed, NU. Hvilket var dét, jeg selv huskede, men jeg havde også opdaget, at mit liv med lønarbejde ikke stemte overens med at kunne kaste alting fra mig og fange digtet, når det passede at komme.

Elizabeth Gilbert fortæller så en anden historie (12:22) om Tom Waits, som hun interviewede, der en dag blev opfyldt at inspiration i en bil midt på motorvejen, uden mulighed for at kunne standse og skrive melodien ned, og derfor i desperation talte om mod himlen – bare for at have et sted at henvende sig til: Kan I ikke se, at jeg kører bil!? Er det muligt, at I kan henvende jer på et mere opportunt tidspunkt? – hvilket forandrede hans hele tilgang til den kreative proces. At han selv havde noget at skulle have sagt. At det ikke bare var et tab, når livet ikke lige passede til at kunne fange digtet eller melodien eller bare den kreative impuls.

I dag har jeg indstillet mig på, at jeg jo er digter, og at jeg ikke kan holde ud at være sammen med andre mennesker ret længe ad gangen, og at de keder mig, og at jeg keder mig, og at jeg på grund af denne måde, jeg lever på er pinedød nødt til at bevise, at jeg kan skrive ved at FORSØGE hele tiden – men uden at sætte mig ved computeren eller papiret. Nej, jeg laver andre ting, og så venter jeg på at det sker. Og naturligvis sker det, fordi jeg er sådan én sådan noget sker for, men jeg synes ikke det sker tit nok. Og jeg ved ikke, hvem jeg skal henvende det ankomne til, og jeg er generelt set ikke taknemmelig nok, når det kommer.

Som nærværende tekst, der godt nok handler om mig og ikke er synderlig potisk, men flyder ud af mig som en strøm.

TAK. Tak for at det er mig forundt at kunne skrive uden at skulle tænke over, hvad der skal stå. Jeg kan se ned på mine fingre eller se på skærmen eller se ud af vinduet, og teksten flyder stadig ud af hænderne i det tempo, som mit 7-fingersystem tillader det. Kanalisering.

Jeg er SÅ taknemmelig for det. At jeg har noget, som jeg kan. Som bliver mig givet.

Og så vil jeg bare gerne have, at det er poesi frem for, at det handler om mig. Please.

ok
en unge mand
fik en spadserestok
som han brugte til at stege marshmallows med
han tændte et bål i en halv olietønde
og spiddede så mange marshmallows der kunne være på spadeserestokken
og holdt det hele ind over brændet der var blevet til gløder
indtil alle marshmallows var bløde og duftede af brændt sukker

Det var dét.
Den unge mand spiste dem aldrig
kom nogen forbi tilbød ham dem af de brankede klumper
og af og til satte folk sig og talte med ham
og opdagede at han ikke
passede til deres forventninger

Tak for digtet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. jeg kan sagtens analysere det, men jeg ville aldrig have tænkt det. Eller bedt om det sådan i dag. Mine digte i dag, som jeg beder om, betragter jeg som en art renselse. Noget, der skal ud, for at noget andet kan komme ud. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor jeg ikke ser det ud fra det vejledende princip, der dominerer mig hjem, og som jeg har det fint med: At alting ligger øverst. Især det vigtige. At al tekst ligger øverst.

Fear is boring, and other tips for living a creative life

For at få det hele med, er man nødt til at undersøge, hvem Elizabeth Gilbert OGSÅ er. Det overlader jeg til læseren. Det nuancerer billedet af den kreative impetus og modtagelsen af inspiration, hvis blot man hengiver sig. Ikke alle er ens. Ikke alle er som Elizabeth Gilbert. Hun er sådan én markedet elsker.

En ren ESFP, Underholderen.

 

Digterværker skal jo overgå deres forfattere.

– gårdvagten, værkhøjde, konsistens og digte i vinden

 

”Jeg er større end mine bøger” falder mig ind. Mere menneske end forfatter. Af dén grund bør jeg måske høre op med at skrive. Jeg arbejder med digte, tænker poetisk, har en lyrisk tilgang til sproget, men måske er jeg ikke kunstner. Nok.

Og så husker jeg, at Lars Bukdahl engang sagde, at jeg havde en særlig plads i hans hjerte. Dét har jeg ofte haft i tanke. Ikke sådan godt eller skidt, bare haft.

[hér skrider det hele så. Vi ser det ske.]

Lars Bukdahl er enormt indflydelsesrig som især anmelder af digte, han ynder det sære og underlige vi engang kaldte avantgardistisk, og mange unge digtere frygter at blive nærlæst af ham på en dårlig dag – ikke mindst fordi han har raget håret og mere af mange både debuterende og etablerede forfattere gennem tiden.

Altid lykkeligt ignoreret af ham er jeg dog, men der var den gang, hvor han ønskede mig tillykke med fødselsdagen på facebook med ”fortsat god kæntring”. Fortsat kæntring… God kæntringTillykke med fødselsdagen!

At have en særlig plads i Bukdahls hjerte lyder så lidt som det samme – jeg skal ikke forvente, at han venter sig noget af mig, men jeg har gjort et eller andet, jeg ved ikke hvad der tænder ham privat, kun dét fra digtningen, men han havde behov for at sige det, og jeg tillider, at han mente det. Måske troede han også, at jeg forstod det. At jeg kunne bruge det til noget.

Men Lars, jeg fatter det ikke. Men jeg tror på, at du var ærlig. At du altid siger, hvad du mener. Uanset hvor uforståeligt eller idiosynkratisk ekskluderende, det måtte vise sig at være. Eller bare fantastisk heldigt, at det ikke er mig, der mærker dén ragekniv fra helvedes forgård – hvor Helvede så er den tid der går, mens man kæmper med det næste værk, og for at kunne arbejde i fred må kunne forvise minderne om de dårlige anmeldelser fra bunden af det underbevidste og ud i det tomme rum, hvor de ikke kan gøre nogen skade. UPS, planet ramt af Bukdahls ragekniv, 700 mia biller i kognitionsfasen slået med mindreværd, evolutionen sat 4 millioner år tilbage for at komme op med en bedre 2’er end ”æbler smager vildt godt og fremmer forplantningsprocessen!”

Ikke at føle sig som kunstner nok er givet en smitte af dét, som i Statens Kunstfonds-lingo hedder “at noget har værkhøjde”. Altså, at det er ”godt”. Ikke blot kompetent, men godt. Konsistent. Rører og løfter. Nyskabende, måske ligefrem. I hvert fald er det over middel, trumfer genrekravene med Konge eller Es. Eller måske dækker begrebet faktisk kun betegnelsen for det genreløse:

Litteratur,

som ingen behøves forsvare, alle forventes at vide, hvad ér – det varige ind i evigheden, som viser sig at forandre folk. [Personligt husker jeg kun de bøger, der bekræftede mit behov for et sammenhængende univers. Tolkien, Pirisgs LILA, Fowles Troldmanden, Cia Rinne. Dan Brown.]

Kunstner skriver litteratur. Håndværker skriver brugskunst. Brugskunstner skriver… jeg ved ikke, hvad en brugskunstner skriver, umiddelbart ser jeg en automekaniker for mig, der skriver lidt ekstra på regningen og nægter at udlevere bilen, før regningen er betalt. Men der er mange forventninger til mennesket, som bevæger sig ind på et område, hvor smagsdommere hersker. For hér må man ALT. Og alle våben og skjolde bedes afleveret ved indgangen.

Jeg er selv blevet kaldt mange ting (kreatives navneskift har sit eget punkt i janteloven), også amatør – som godt nok betyder at elske det, man gør, men ikke have det som sin levevej… men hvem fanden kan leve af at skrive digte! – og ikke-notabel; dét er wikipedia-moderator-slang for at være en fiasko, ikke at have et folkeligt gennembrud, der oversætter til salg og megen omtale, og dermed ikke værdig til benævnelse på Wikipedia – og i  én særlig anmeldelse: med potentiale for kult – hvilket må være noget i stil med, at anmelde ude i sidesporet som en vej forbi køen, bogen mærkelig nok til et muligt følge dér, måske, og nu ikke love for meget, kult bliver mainstream på 12 sekunder, men hvem ønsker egentlig at køre i litteraturens sidespor? Jo, måske Lars Bukdahl har digterflaget ud af vinduet hér, hvid due på blodrødt græs. Måske så ér hans hjerteplads den højeste udnævnelse, ikke medfølelse, eller ynk?

[hér kan så optælles sekunderne brugt på sidespor, eller man kan male himlen blå]

Norman Mailer sagde i sit sidste interview, kort før sin død, at han døde lidt med hver bog. Dét er jo en stor kunstner, ikke? Aflevere af sin sjæl på siderne, vi køber ikke bare Norman Mailers bøger, vi køber en lille bid af hans sjæl, stor kunst, ikke sandt?

Eller måske var det bare, at det er SÅ pissehårdt at få lortet til at hænge sammen på den rigtige måde, at folk der kender til den slags ved den slags, ikke? At det er pisse udmattende at skrive, altså. For dét er det jo – dét ved folk, eller mange der ved det ved det. Uden at have gjort det. De tæller dog selvmord komma hvilken alder? og backlash af dårligt salg ind i ugebladene. For sådan oversættes smerte og glæde, ikke? Salg.

Og hér ville det være nemt at redegøre for digtere og forfatteres lidelser og smerte i en kapitalistisk og markedsfikseret elitistisk verden med et langt listedigt over ting, der gør ondt, hér iblandt alle tornene på Top 10.

[her holdes en lille pause]

Smerten er uden reel betydning. Skriften er alt, der betyder noget. At skriften fungerer på egne betingelser. Det er jo fødsel, for Hulan, og barnet skal ikke have for mange defekter. Og naturligvis skal nogen elske barnet og vise barnet omsorg og interesse. Barnet skal bare lige forbi gårdvagten og frem til slagsmålet. Og dét kommer barnet kun med hår og lemmer og hjerte i behold, i fald det… you guessed it: Består.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Og som med et godt digt uden svar på noget. Helt og kun en lille klump noget at nuldre i lommen på en dag, hvor hjertet er koldt, og vindene koldere.

Ugens digt, udvalgt af unge

– Poesiens Hus og Ordskælv står for projektet

 

Alle kan indsende et digt.

Selve udvælgelsen vil blive foretaget af Ordskælvs unge redaktion med vægt på uvildighed og åbenhed.

‘Ugens digt’bliver offentliggjort på BogMarkedets hjemmeside og i deres nyhedsbrev hver fredag, i hele 2022.

Ingen af de involverede parter får en direkte økonomisk gevinst ud af udgivelsen, da formålet med konceptet er at udbrede glæden ved poesi og give poetisk inspiration til hverdagen.

Har du skrevet et digt, du gerne vil dele som ’Ugens digt’? Send det til poesi@ordskaelv.org.

Har du mod på at være redaktør?

Er du mellem 15 og 25 år, nysgerrig på poesi har du muligheden for at blive en del af Ordskælvs ungedrevne redaktion, der skaber den årlige antologi med ‘Nordens Allerbedste Pensumløse Poesi’ (NAPP) og udvælger ’Ugens digt’

Skriv til poesi@ordskaelv.org og fortæl kort hvorfor, du gerne vil være en del af redaktionen. Hvor du end bor i landet, er det okay. Ordskælv glæder sig til at høre fra dig!

Læs mere på https://bogmarkedet.dk/i-samarbejde-med-poesiens-hus-og-ordskaelv-lancerer-bogmarkedet-ugens-digt/

HVEDEKORN 2021/1, løssalg og abonnement?

– et hvidt hul i det litterære landskab

 

Gyldendals redaktør Pasternak talte #1/2021 interessant OP i P1 i dag

Pasternak sagde, at HVEDEKORN var en underskudsforretning og forpligtelse – at der fast blev solgt et sted mellem 100 og 150 ex, 4x i året.

Jeg forsøgte at finde en boghandel at købe det omtalte nummer hos, inden for 15 km af mit opholdssted uden for København, men ingen havde magasinet stående; alle ville dog gerne bestille det hjem til afhentning

1 boghandler fortalte, at avancen var blevet til C-avance, dvs. 25% af udsalgsprisen, sat ned fra 40% med effekt fra jan 2019 – og at boghandleren selv skulle betale for returnering, hvilket gjorde det uinteressant at have stående.

Vi ved, at Hvedekorn er lagt ind under Gyldendal efter ophøret af Rosinante som selvstændigt forlag i efteråret 2018

– og at hvedekorn.dk blev nedlagt i 2019 og nu skal findes som en produktside under gyldendal.dk – se linket https://www.gyldendal.dk/produkter/hvedekorn-1-2021-9788702301359

– at (noget af) historien om HVEDEKORN nu kun kan findes via Wayback Machine (Borgen-tiden fra 24. april 2001  med billedarkiv tilbage til 1999, fra 28. marts 2002 som selvstændigt site , og Rosinante-tiden 2015 til 2018)

og 1 boghandler, der havde været i alle Københavns store boghandlere, sagde at HVEDEKORN ikke fungerede som impulssalg – det solgte kun til dem, der direkte kom efter dét

og samme boghandler sagde, at manglen på impulskøb af Hvedekorn skyldtes forsiderne – at de var “røvsyge”.

Men jeg kan sagtens
– bestille til afhentning hos alle boghandlerne,
– bestille via eboghandler og betale 40-50 kr i porto,
– købe det direkte hos Gyldendal med 10% rabat og gratis fragt i juni 2021 !!! – mod at oprette en konto…

og selvom man ikke pt kan købe et abonnement hos Gyldendal, og der pt. ikke på Gyldendals egen salgsside med HVEDEKORN henvises til Rosendahls, som producerer, trykker, distribuerer og håndterer abonnement, ER det muligt at udtage et årligt abonnement med 4 numre tilsendt for 500 kr. – det er sindssvagt billigt! – HÉR: https://rosendahlsboghandel.dk/productinput.aspx?tid=14835

– og den søde redaktionsekretær hos Gyldendal mente, at ingen nogen sinde havde henvendt sig for at udtage et abonnement – og mente samtidig, at det var fordi HVEDEKORN er af den type udgivelse, som går fra mund til mund – og selv henviser hun til de trykte udgaver, når folk kommer ind med digte på forlaget…

mens det “vist” ikke rigtig fungerer med HVEDEKORNS facebookside (men HVEDEKORN ER også så gammelt og stærkt et brand, at det for mange er det “største, hvis ikke eneste” sted at gå hen med sine digte, så der er sikkert lige så mange henvendelser dér som der til Gyldendals redaktion?!)

kilde: Facebook

Odense Lyrik, verdens lyrik

– lukkede scener, digte og digterne består

Odenselyrik.com

Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig

POLITIK OG VELFÆRD Det er næsten ikke til at bære. Men jo hurtigere vi ser i øjnene, at pandemien ikke slutter om lidt – jo bedre vil vi klare omstillingen til den nye normal: En verden, hvor corona stadig spiller en stor rolle i samfundslivet. Måske i mange år frem.

Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig

kilde: Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig – Mandag Morgen – Uafhængigt innovationshus. Analyser og ny viden.

Det er egentlig kun indlægstitlen, der er interessant, men den er til gengæld også interessant.

Set med Kunststyrelsesøjne endog MEGET interessant:

Frem til 1/3 2021 kan søges et støttelegat for kunstnere uden væsentlig indkomst i 2020, hvor et af kravene er ansøgerens stillingtagen til fremtidige kunstprojekter, der forholder sig til Corona-restriktioner og flere folk på nettet og hjemme.

Min første reaktion var: Nå, Kunststyrelsen har lige opdaget, at Internettet findes, og nu vil de have alle de digitale kunstprodukter, som de igennem mange år ikke har forstået værdien af og derfor ikke støttet.

Continue reading “Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig”