Himmelskibet #37, 2013

Ny novelle i tryk.

Jeg bidrager med en novelle, Kastanjekuglen, og dertil er der noveller af Chris d’Amato og Rasmus Wichman. Samt anmeldelser, nekrologer og artikler.*

Himmelskibet, Magasinet for Fantastik, ér netop dét: En udtryks- og udgivelsesplatform for alt, der relaterer sig til den fantastiske genre af interesse for danske læsere, givet også med blik for og på, at danske og andennationalitets-læsere i denne genre ofte er selvhjulpne hvad angår nyheder. Læs videre “Himmelskibet #37, 2013”

Røde og sorte bøger

Op og stå på hælen. Vippe lidt. Falde lidt. Agurken er en vandig grøntsag.

 

Ovre hos sig selv spekulerer Mathilde Walter Clark højt over begreberne ’smal’ vs. ‘bred’ litteratur.

‘Bred’ og ‘smal’ skaber distance, ideologiseringer. For eller imod. ‘Bred’ gemmer på en kvalitetsmæssig nedvurdering, men også i ‘det smalle’ findes en nedvurdering sted, nemlig af værkets salgsmæssige potentiale. Det betyder noget for de bøger, forlagene satser på, ja, for om de overhovedet har lyst til at udgive dem. Jeg kender forfattere, som har fået afvist manuskripter fra forlag med den begrundelse, at det ‘på én gang var for smalt og for bredt’.

Tidl. direktør på Lindhardt og Ringhof, Morten Hesseldahl, sagde over for et fuldt hus på CBS i Århus – nogle måneder før agurkesommeren 2005, hvor Martin Glaz Seerup af samme mand fik annulleret sin kontrakt på en næsten udgivet digtsamling – at “smalle bøger er bøger, der ikke sælger”. Altså, smalle bøger er bøger, som ikke tjener pengene hjem til forlaget.

Det er en vigtig skelnen at gøre. Forlag udgiver indbundne tekster, ikke litteratur – hvad de end bilder sig ind. Hvis noget, bliver teksterne til litteratur i den offentlige bevågenhed og bevidsthed – og findes de ikke dér, findes de ikke. DERMED er de blevet smalle, i betydningen ‘røde tal på bundlinien’ – svære for forlaget at sælge.

Når Mathile Walter Clark således skriver

Jeg kender forfattere, som har fået afvist manuskripter fra forlag med den begrundelse, at det ‘på én gang var for smalt og for bredt’

bør det understreges, at en sådan forlagsudtalelse er DYBT uprofessionel – idét vurderingen ikke har noget med det modtagne manus at gøre, men derimod alt med forlagets egen-vurderede manglende evne eller vilje til at redaktionelt behandle og sælge manus som udgivet bog. Dén bliver så bare lige rask tørret af på forfatteren i form af en sludder for en sladder, der skal angive litterær forståelse, fy føj!

Morten Hesseldahls udtalelser på CBS var en udfordring af forne tiders illusioner: Dem om, at forlagene havde til opgave at varetage litteraturen og holde standarden og fanen højt. NEJ, forlagene består af læsere med litterære uddannelser, der ikke har en skid tjek på noget som helst andet end sandsynligheder, konjunkturer og statistikker om den offentlige bevidsthed og nuværende smag!

Derimod kan forlagene PÅTAGE sig en rolle som kulturel og sproglig udfordrer – gennem at understøtte forfatteres værker ved at sætte dem i tryk og distribution – men så heller ikke én eneste jamren bør der høres dérfra: Det er en beregnet risiko at udgive bøger – publikum er vægelsindet og ønsker sig ikke ene genrebøger. Dét sælger, der sælger – men alt kan hjælpes på vej…

Mit nuværende standpunkt, idet jeg må gå ud fra, at forlaget har en mening om, hvad der gør en fængende og vedkommende tekst:

Brugt som argument for tro på let-sælgelig tekst på dagens marked
og/eller
Kommer pengene hurtigt hjem; sorte tal på bundlinien

= Bred litteratur

Brugt som argument for svært sælgelig tekst på dagens marked
og/eller
For længe til break-even; røde tal på bundlinien

= Smal litteratur

Nemt at forstå.

[Og så lige huske, at ingen sælger sælger alt lige godt! Og at der ér forskel på at have 200.000 ude på en sommerkrimi og 5.000 på en digtsamling! Og at arbejdet på en bog er det samme, uanset oplag!]

Når pressen og forlagene og alle andre så ønsker at lægge litterære kvaliteter ind i disse to begreber, underkender de forlagenes evner til at udvælge tekst efter såvel økonomiske hensyn som skriftkunstkriterier, f.eks. pt. populære genrebøger.

Man kan derfor sige, at alle er med til at skabe forfladigelsen – herunder den såkaldte ‘elitære’ opsplittelse mellem gamle skriftkunstgenrer som poesien og moderne underholdning som krimien. Men i dag møder  krimilæsere og digtlæsere ofte sig selv i boghandlen og hilser uden dårlig samvittighed, mens de krydser over til hinandens hylder, så hvad ér problemet egentlig? Ud over at der aldrig sker en hujende fis om sommeren, og at agurkerne er billige og går nemt gennem tarmen?!

Jeg foreslår at bruge resten af den våde sommer på at diskutere, om ikke vi bare skal kalde dem røde og sorte bøger. Røde for ‘underskud’, sorte for ‘overskud’. Så kunne dét måske vandre ind i sociallingoen: ‘Sikke sort, du er i dag, skat’. (Altså, du ser hammer godt ud og har plads til hele verden på dine skuldre!)  Og ‘Jeg har sendt Jensen hjem – alt var knaldrødt på ham’ (hold da, kæft, han havde det ikke godt.)

Hvad det så vil fucke up af okkulte og politiske associationer kan da kun gøre det hele mere interessant?

LINK Hvad giver ‘bred’ + ’smal’? : Mathilde Walter Clark (2012)
LINK Sagaen om Den Smalle, Ulæselige, Usælgelige Litteratur (2005)

BAZAR: generationsskifte 1984 (strunge og tafdrup vs. bjørnkjær og baidel, dertil lars hug og cityslang)

Hvor mediegenerationen begyndte i Danmark.

 

Ovenfor burde være et Vimeo-videoklip fra 1984 på knap en halv time fra Danmarks Radios litteraturprogram, BAZAR, som var meget konfrontationelt – reelt set billigt TV, hvor man satte de “unge” og “de gamle” op imod hinanden for automatisk at skabe overskrifter. Det var TV-iscenesættelse, der kunne lade sig gøre, fordi “de unge” ikke længere lod sig kue af “alderens visdom”, men gik deres egne veje – på trods af (som her) ringere salgstal end 60’ernes og 70’ernes storsælgende knækprosaister. 80’erdigterne var mere om at skabe og manifestere en væren i verden end om at bekræfte eller besynge noget kendt eller overset.

Den småpunkede tyklæbe ;-), som indleder udsendelsen med at annoncere et generationsskifte, er digteren, anmelderen, samfundsdebattøren og selviscenesætteren Poul Borum, der som udløber af private digter-sceancer i privaten i Havnegade 3-4 år senere var initiativtager til Forfatterskolen i København.

kk, 2012

på Dansk Wikipedia

Michael Strunge
Pia Tafdrup
Lola Baidel
Kristen Bjørnkjær
Poul Borum

Du ska ha briller, Jante!!

INGEN er KUN bange. Hverken ét menneske eller en kultur.

 

Janteloven er ét menneskes blik på et helt samfund, ét syn – som 2013 bliver 80 år i Aksel Sandemoses opfindelse – men selvom det i dag har fået en betydning, der rækker videre end fællesskabets udjævning af alle forskelle, så er det stadig kun ÉT syn. Og abonnement herpå er helt frivilligt.

Aksel Sandemose i 1950'erne.

 

“Janteloven” var oprindelig undfanget som satire, men er i dag anvendt om et helt folks handlemåder, om Danskernes folkesjæl, af såvel udlændinge som af folk selv – skønt enhver med lige så god ret kunne lægge alle mulige andre vinkler på de frygtsomme træk ved danerne, som Sandemose satiriserede over.

Gennem Forfatteren projicerede Mennesket Sandemose sin eget sårethed og sin egen trang til at være modig, ærlig og a-konform ud på os alle sammen – og vi var sårbare, vi havde tabt alle krige, alle vore landområder, verden var i krise, og som folk var vi  bevidsthedsmæsigt i vækst og qva vores længere og bredere uddannelse på vej et sted hen, vi ikke kunne overskue!

Mon ikke mange ville have reageret ved sådant angreb på det mindre flatterende i sin karakter? Og bliver man ved med at stirre på den samme sårbarhed, vil den helt af sig selv komme til at optage en meget fremtrædende plads i vores selvbillede – en psykologisk indsigt, man muligvis ikke var enig om i 30’ernes Danmark, men mon ikke det har været meget tilfredsstillende for Sandemose at komme af med sin vrede og se folket reagere? Kunne man tillægge ham forudsigelsesevne, kunne det ligne, at han hævnede sig på et helt folk, fordi han selv havde haft det svært – men… selvfølgelig ér der noget om dét, han selv kaldte “en universel Jante”.

Frygten for at blive overset og uelsket, fordi andre tager opmærksomheden fra én, ligger i alle mennesker. Det er især svært, hvis man har været centrum for al opmærksomhed. Det er bare ikke det fremmeste element i noget menneske, eller for den sags skyld en hel nation. En nation består af individuelle mennesker, og individer kan støtte og bære selv helt fremmede mennesker, hvis de mindes om, at mere er vundet ved at give end ved at forvente at få.

SÅ mange andre træk end Sandemoses udgaver tegner os som folk og som individer. Præcis som de tegner enhver anden, i enhver anden nation, i enhver anden kultur. Vi er ikke gode, ikke onde, ikke frygtsomme, ikke driftige, men multifacetterede, komplekse, omskiftelige – og præcis af dén grund sårbare over for kritik.

Formår vi som mennesker ikke at tilgive os selv og hinanden for vore svagheder og frygt, fortsætter vi lidelsen og fastholder fortidens problematikker. Sandemose havde ikke haft nogen mulighed for at tilgive (hvis han havde villet eller kunnet), før han havde skrevet sin bog og den var gået ind i kulturen.

VI, derimod, som måler os og bliver målt på “Janteloven”, kan tilgive hver dag. Vi kan tilgive os selv, vore nærmeste, uvenner og fjender, alle i fortid og alle i nutid. Det virker:

Vi stifter fred, når vi tilgiver. Det er hvert enkelt menneskes opgave for sig selv og i sit samfund. At KUNNE stifte fred. At VILLE stifte fred…

VI KUNNE FORSØGE AT MUTIFACETTERE OG SE OS SELV SOM:

– Et folk bestående af mennesker, der vokser op i relativ ufrygt og derfor ikke som tidligere behøver at abonnere på andres kunnen og behov

– Et folk, hvor individerne har stor selvfølelse og ønsker det samme af alle andre som af sig selv

– Et folk bestående af mennesker, der beskytter personlig frihed mod et skabt fællesskabs knugende udfoldelsesbegrænsninger

– Et folk af mennesker, der beskytter et uvurderligt fællesskab mod trusler fra enkeltindivider

– Et folk af selvforherligende og vedvarende nationsbyggere

– Et folk af selvforherligende nationsopløsere

– Et folk af grundlæggende optimister, der ser alle andre som pessimister

– Et folk af grundlæggende pessimister, der ser alle andre som fantaster

– Et folk af rettroende moralskyldige

– Et folk af anarkosyndikalister, som vil forhindre autoriteter af enhver slags i at komme til magt

– Et folk af fantasiløse mennesker uden stjerner i øjnene og højt til loftet

– Et folk delt i eksistentielt fabulerende mennesker og deres støtter

– Et folk delt i fængselsvogtende frygtsomme og deres plejere

– Et folk i sorg over så langsom udviklingen går.

– Et folk i sorg over så hurtig udviklingen går.

– Et sprog, der ikke har andet end dét til fælles.

– En kultur, ingen kan slippe for, men alle forsøger at gøre til sin helt egen.

– DANMARK er ikke én kultur; Danmark er et blik og en holdning. Og hverken blik eller holdninger er ved Guderne hverken statiske eller sande.

– Folkesjælen er ikke en sum af alle disse blikke, alle disse syn, men i sig selv alle individers jonglering med de mange forskellige opfattelser samtidig. Det er IKKE nemt. Det nemmeste er bare at holde sig til sit eget og måske sin partners syn. Og så abonnere på en politisk fraktion. Men der er meget mere. Danmark og danerne ER SÅ meget mere.

– [Fortsæt selv]

Sandemose så ikke så godt. Og Jante, du skal have briller. Det har man ofte skulle længe i din alder!


__

“Sandemose skrev om arbejderklassen i byen Jante og om en kreds af mennesker med samme sociale position. Senere har janteloven fået udvidet betydning: til dem der vil bryde ud af deres sociale lag og nå en højere position i samfundet generelt.” Wikipedia februar 2012

Grundloven hviler på ytringsfrihed.

Censur kan ikke indføres igen. Indgreb i folks kommunikation skal således bero på domfældelse for kriminel aktivitet og ikke kunne komme FØR en domfældelse! Altså, fingrene fra Internetforbindelsen!

 

Opdatering: Det forlyder fra Forenede Nationers Menneskerettighedsråd, at afbrydelse af folks internetforbindelser i dag konstituerer et brud på deres menneskerettigheder. Se hér:

Report of the Special Rapporteur on the promotion and protection of the right to freedom of opinion and exp…

 

Historisk har ytringsfriheden haft fire former i den danske grundlov:

Grundloven af 5. juni 1849, § 91:
Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene. Censur og andre forebyggende Forholdsregler kunne ingensinde paa ny indføres.”

Grundloven af 28. juni 1866, § 87:
Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tanker, dog under Ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende Forholdsregler kunne Ingensinde paa ny Indføres.”

Grundloven af 10. september 1920, § 84:
Enhver er berettiget til paa Tryk at offentliggøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene. Censur og andre forebyggende Forholdsregler kan ingen Sinde paa ny indføres.”

Grundloven af 5. juni 1953, § 77:
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.”

Kilde: Wikipedia

Censur kan ikke indføres igen.

Censur kan ikke indføres igen.

Censur kan ikke indføres igen.

Censur kan ikke indføres igen.

Men det er faktisk ikke dét, der står: Der står Censur og andre forebyggende forholdsregler – hvorved det fremgår, at det man nægter at indføre igen er metoder, der kan forhindre folk i at komme til orde.

Det er ikke det samme som en samfundsmæssig, juridisk begrundet vurdering, efterfølgende, når de har ytret sig. Det er i virkeligheden kun en afsværgelse af primitiv samfundskontrol – enevældet. Det er en tilkendegivelse af, at alle må ytre sig. På alle samfundslag, uanset byrd…

Et nationalt nej til censur siger derimod intet om en generel holdning til indhold – kun at mennesker i et moderne samfund behøver at kunne føle sig frie nok til at sige deres mening, på et grundlag, hvor de ved at ingen vil forhindre dem: lukke deres telefon, deres internet, forhindre deres post i at komme frem, forhindre optagelse af læserbreve, udgivelse af bøger, udgivelse af musik, offentlig fremførsel af egen kunst osv., helt frem til at spærre dem inde eller slå dem ihjel for at holde dem tavse.

Hvad der så sker, når de har ytret sig, ved kun domstolene – på dét lovgrundlag, som politikerne betragter som en nøje udregning af, hvad der sikrer maksimal stabilitet i dagens samfund.

Og læg mærke til dét med at forhindre folk i at komme til orde: På det grundlag kan man i følge Grundlovens §77 om ytringsfrihed ikke lukke folks internetforbindelse! Uanset hvad de har gjort.

Man kan kun dømme dem for en kriminel handling – og i følge §77 er det lige så lidt kriminelt at bruge nettet til at begå kriminalitet med, som det er at bruge vejene og luften og sin krop til at begå kriminalitet.

Internettet hører under menneskerettigheder, på samme måde som postuddeling og telefonforbindelse gør det. Og vand og varme. Og mad.

På sådan en dag som i dag, hvor Grundloven endnu en gang fremhæves som noget prisværdigt, der minder os om vort eget tidligere enevælde og nutidens despotiske diktaturer, bør vi også huske, at den samfundsgivne frihed til at ytre sig, herunder civil ulydighed, når styret nægter at opdatere lovene til at passe til tiden, er et forpligtende ansvar – hvis vi ikke pludselig vil have betjente ind over ligusterhækken til at regulere vores personlige kommunikation!!

Ytringsfriheden er ikke gratis. Vi ser det hele tiden – at politikerne forsøger at omgås Grundloven, at slippe ting forbi. Forbud, som i virkeligheden er forbyggende censur, snarere end forbud, der skal afgøres i en domstol efter en efterforskning og en anholdelse.

Hver gang det lykkes dem at lave en sådan lov, kommer vi 1 skridt nærmere på fascisme og et totalitært regime, hvor indvælgelse af repræsentative politikere er uden betydning, fordi alle beføjelser er lagt ud i ekstremiteterne, militær og politi, og domstole, der reelt er tvunget til at domfælde folk præventivt. Før de har gjort noget.

Vi har set det længe med nationens varetægtsfængslinger – folk kan tilbageholdes i månedsvis uden at folk bliver anklaget eller dømt.

Vil du selv gerne ind og spjælde den på en mistanke? Så skal du bare holde din mund, når du bemærker noget i samfundet omkring dig, du synes forekommer uretfærdigt.

Og er du blevet så kold, at du er ligeglad, bare de ikke henter dig… Well, kan du så ikke bare flytte til de Arktiske egne?! Så bliver du i hvert fald ikke så nem at hente eller finde.

 

Skønlitterære tekster søges til forskningsprojekt

KorpusDK søger om forfatteres tilladelse til inddragelse af mere prosa. KorpusDK muliggør undersøgelse af sprogbrugen i et stort antal danske tekster, i alt 56 mio ord.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab deltager i et større sprogvidenskabeligt projekt ved navn DK-CLARIN (se http://dkclarin.ku.dk/om/ for flere detaljer), hvor de er i gang med at indsamle tekstmateriale til forskningsbrug. Derudover samarbejder de med Dansk Sprognævn om at udbygge og opdatere deres digitale tekstsamlinger, som de primært bruger internt til sproglige undersøgelser, men også i det offentligt tilgængelige KorpusDK, hvor man kan lave sproglige søgninger og få vist små brudstykker af de tekster, hvori søgeudtrykket indgår. (se http://ordnet.dk/korpusdk).

Til det brug er de interesseret i at supplere med skønlitterære tekster, da det er en teksttype, der er underrepræsenteret i deres samlinger.

Repræsenterer man et stort antal publicerede prosatekster på nettet, kunne man jo henvende sig:

Liisa Theilgaard

Redaktør
DET DANSKE SPROG- OG LITTERATURSELSKAB, DSL
Society for Danish Language and Literature

Christians Brygge 1 Tel. +45 33 13 84 20 – 9652
DK-1219 København K Fax +45 33 14 06 08

http://www.dsl.dk/

Om Pausenotation, kaldet “Pausens Musik”

Pauser er personlige. Eller bør være det for digteren, i hvert fald.

Det er min holdning, at et digt skal læses, som det står skrevet… og således – med alle de mange forskellige pauselængder, som tegnsætning og linieskift er – skrives, som det skal læses og læses op. Jeg kalder det “pausenotation”.

Se det som rytmeangivelse – en styring af åndedræt og nærvær, som tilsammen bliver til digtets egen vejrtrækning. Læs videre “Om Pausenotation, kaldet “Pausens Musik””