Category: Danmark

Mobning, et ledelsesproblem på samfundsplan

Et menneske uden ånd kan ikke transformere lidelse til udholdelig erfaring.

 

Der sker alt muligt, når et menneske bliver bange: Kroppen reagerer med forhøjet puls, udspilede pupiller, adrenalinudskillelse osv. – men frem for alt finder en adfærdsforandring sted, som er evolutionært designet til at fjerne truslen fra mennesket eller mennesket fra truslen.

I takt med væksten i den kollektive bevidsthed, den kollektive samling, er den gamle mekanisme, der sikrede samfundsnødvendige geners fortsættelse og uønskede geners undertrykkelse, blevet markant større. Forstødelse og udstødelse har dækket over ufleksibel fastholdelse af den velkendte menneskelige genpøl. I dag hedder det mobning. I en genneminformeret verden, hvor det er blevet sværere at skjule sig i massen og sværere at begynde forfra ved at flytte til en anden by, eller måske til et andet land, er mobning blevet et centralt problem. Et problem for alle.

 

Det ny helvede

Mange faktorer dikterer mobning, den væsentligste er frygt. Frygt for forandring, frygt for smerte, frygt for underlegenhedsfølelse, frygt at være udenfor selv, frygt for at blive ansvarlig for andres fejl… der er mange former for frygt, og alle så skadelige for individet, at mange mennesker hellere vil lade det gå ud over andre end at gå ind i en forståelse af følelsen.

Forfatteren og filosoffen Lene Andersen kønsopdeler det: Mænd mobber kollektivt for at presse elementer ud af gruppen, som ikke støtter gruppens udtalte behov; kvinder tager et eget initiativ til at mobbe andre kvinder, de opfatter som trusler mod deres personligt udnævnte dronning. Mænd spejler sig i hinanden, kvinder i en anden kvinde.

Fælles er dog omkostningerne: At blive alene gennem forstødelse forårsager tab af identitet for de fleste –  at det ikke er til at afgøre, hvor man selv begynder og ender. Hvilket gør yderligere sårbar over for manipulation og andre bevidste og ubevidste overskridelser. Forstødelsen fra fællesskabet resulterer samtidig i tab af spejling for både den enkelte og for fællesskabet, med medfølgende tab af videns- og følelsesmæssig nuancerigdom og tilstrækkelig med kaotiske elementer til at holde synergien i samfundet sund.

Det er, set fra et socialt, evolutionært synspunkt, potentielt livstruende, fordi menneskene med lille nuancerigdom mister evnen til social orientering, societale ambitioner og ansvarsfølelse. Hvis et samfund har mange ensomme, forstødte mennesker, er det et splittet samfund uden tydelig kerne, hvilket som en anden luftbåren virus smitter den nationale identifikation. Med stor national fragmentering kan allehånde destruktive og selvdestruktive tanker slå rod.

I dette voksende fællesskabsorienterede 21. årh. er mobning det nye Helvede på jord.

 

Mobning er et ledelsesproblem. I mange lande forsøger ledelsen på skoler og på arbejdspladser at tørre den af på hhv. børn (og deres forældre) og på medarbejdere, men opnår intet andet end at give magt til den utilfredshed, som altid lurer blandt folk. Mobning er et produkt af ledelse, der ikke aner, hvad der sker blandt folk, og selv hvis den vidste, ikke ville turde risikere sin position på at rette op på det. Eller, den tillader mobningen som et middel til at fjerne opmærksomheden fra sig selv.

Sådan var det på min arbejder-folkeskole på Østerbro i Kbh., hvor jeg voksede op – skolen mistede 800 elever på 10 år. Og sådan var det på min læreplads, hvor chefens alkoholproblem perkolerede ned gennem alle ancieniteter og kostede mandefald, dårlig stemning og tab af virksomhedskunder. (Begge er siden kommet på ret køl, med ny ledelse).

 

Kodeordet ”NED”

Grundstenen i mobning handler om bevidst udeladelse af anerkendelse eller negativ kritik under dække af anerkendelse, med efterfølgende overskridelse af personlige grænser, løftebrud, og bøjning og mutering af etik og moral kun med ét formål: At hæve sig op over et andet menneske. Og for den mobbede: At tilstå en anden retten til al magt over én.

Mobning sker, fordi den kan ske. Det er derfor ansat og selvbestaltet ledelse, der tillader, forårsager eller udøver mobing:

  • Fra politikerne og ned
  • Fra kommunalinstitutionerne og ned
  • Fra chefer og ned
  • Fra håndværkere og ned
  • Fra lærere og ned
  • Fra grossister og ned
  • Fra handlende og ned
  • Fra kolleger og ned
  • Fra kammerater og ned
  • Fra søskende og ned
  • Fra kærester og ned
  • Fra forældre og ned
  • Fra bedsteforældre og ned
  • Fra ældre og ned

Ledelse dækker over alle, man som menneske tilstår råderetten over sig. Og kodeordet er ”ned”, i betydningen “at se ned på”:

Mobning er altid en udnyttelse af svage punkter hos et menneske, mobberen føler sig højere hævet end. Og omvendt: Mobbede føler altid, at deres mobbere burde handle mere kærligt, mere omsorgsfuldt.

Relationen mellem mobber og mobbet som klar, menneskelig relation er en magtdemonstration, der ikke stopper ved den mobbedes anerkendelse af overmagt. Mobning svarer til psykisk at sparke på én, som allerede ligger ned.

Spotter man mobning, bør det første spørgsmål være: ”Hvordan gavner det ledelsen IKKE at stoppe den?” Og det næste: “Hvem er ledelsen”? Først stoppe blødningen, så rydde op. Dernæst bør man sørge for psykisk førstehjælp til de implicerede, evt. blot ved fysisk at fjerne dem fra påvirkning fra mobberne.

 

Mobning i stort og småt

1. Jeg har en kolonihave i en forening, hvor formanden er aktiv mobber. Formanden er valgt af et flertal, der kender ham, og ledelsen udgøres således af alle dem, der accepterer hans fremfærd, hans ledelsesstil. Ledelsesfordelen ved formandens mobning er kæft, trit og retning på klipning og pasning af haver med begrundede trusler om udsmidning, hvis ikke… Det er et aktivt mobbe-miljø, og klager over mobning fejes under gulvtæppet som ”idiosynkratisk” adfærd – at det “bare er sådan formanden taler til alle”. Flertallet i foreningen ønsker at være på god fod med formanden (dvs. alle andre uden at skulle gøre andet for dét end at følge reglerne), så foreningens regler håndhævet af formanden følges slavisk, og han bagtales, straks han forlader en samtale.

2. Som forfatter interesserer samfundets forholden til forfattere mig. Et noget større mobbemiljø var på forsiderne sensommeren 2011 med mange agurketidsoverskrifter om misundelse ift. forfattere, der år efter år modtog offentligt søgbare legatmidler, med beskyldninger om kammerateri og elitisme. Ledelsen er hér statens kulturansvarlige politikere, men kulturpolitikerne dyrker et armslængdeprincip ift. uddeling af kunstmidler og lader derfor mellemlederne, Kunstfonden, sejle deres egen sø og ude af stand til at at forsvare sig selv eller forfatterne mod mobningen. Hvorved medier og forfattere og folk i al almindelighed frit kan fortsætte med at overfalde institutionen og kulturuddelingspraksis.

Mange vil sige, at ”det her” kun er et spil, der skal spilles – med momentane vindere og tabere – men intet kunne være mere forkert. Hvis mobningen ikke imødegås, splittes ”gruppen”, dvs. kolonihaveforeningen, eller dansk kulturliv, i fraktioner med vinderne og tabere effektivt udnævnt af mobberne, og tabernes menneskelige ressourcer og kompetencer tilflyder ikke fællesskabet.

I kolonihaven gavner mobningen ledelsesstilen: Frygt for udsmidelse sørger for ro og orden og mange pæne haver. Ift. Kunstfonden gavner den negative offentlige debat den nuværende politiske omkalfatring af støttemidlerne.

Ledelsen har altid et formål med at tillade mobning!

 

Find dig ikke i mobning

Igen: Nogen i ledelsen har gavn af, at elever eller medarbejdere holdes nede af mobning. Mobning ér et ledelsesproblem. Tag fat dér, snarere end at lave kliker imod ledelse eller mobbere. Find ud af, hvem mobbernes ledere er, og påklag ledelsen. Find ud af, hvem de mobbedes ledere er, og påklag ledelsen.

Find dig ikke i mobning. Hverken den du overværer, eller dén der overgår dig. Mobning ødelægger selvtillid og fjerner initiativ. Jo tidligere mobning begynder, desto mere ødelæggende er den for et menneskes fremtidige helbred, åndsliv og deltagelse i samfundet som aktiv medborger. Som PTSD, post traumatisk stress syndrom, er ubehandlet mobning et åbent sår:

Mobning stækker eller dræber ånden i et menneske. Dén drivkraft, som i et menneske transformerer livets lidelser til udholdelig erfaring.

 

Fremtiden

Fremtiden er ikke lys. Mennesker presses fra alle sider af informationer og krav om aktivitet og deltagelse på alle mulige planer fra udvist forandringsvillighed på arbejdspladsen til køb af økologiske madvarer og pasningsordninger, forældregrupper, pleje af psykiske spøgelser og politisk stillingtagen nationalt og globalt. Hvor finder man ro og fred til at være imødekommende og åben?

Høns, der stresses af for lidt plads, hakker deres burfæller ihjel eller plukker dem. Mennesker skal bare udholde alt, de udsættes for af påkrav om dit og dat ansvarlighed og initiativ og forståelse og modenhed og styrke og erfaring og viden og hvis de får lyst til at lade det gå ud over nogen eller noget… hvis de synligt mister grebet om det hele i 5 sekunder, bliver de slagtet.

Der er kun at fake interesse på visse punkter. Hvor man kan slippe af sted med ikke at engagere sig.

Det er fint.

Det er okay.

Det er bedre end at lade frustrationerne gå ud over nogen, fordi man ikke kan have paraderne oppe hele tiden og masken smilende. Fremtiden for os alle bliver kun en bedre forestilling, hvis vi allerede nu begynder at slappe mere af. Vi kan ikke producere os ud af krisen. VI er krisen. Menneskene på Jorden ER krisen. Fordelingspolitik, økonomiske gældsstrukturer, råvareudnyttelse, dyrkningsplaceringer, forurening, fear mongering for profit, det er alt sammen os alle sammen.

Træk vejret. Tag en pause. Og én til.

Tag en dyb indånding og lad luften slippe langsomt ud.

Bliv ved, indtil du kan mærke noget igen.

—

Link: Tegn på mobning

 

BAZAR: generationsskifte 1984 (strunge og tafdrup vs. bjørnkjær og baidel, dertil lars hug og cityslang)

Hvor mediegenerationen begyndte i Danmark.

 

Ovenfor burde være et Vimeo-videoklip fra 1984 på knap en halv time fra Danmarks Radios litteraturprogram, BAZAR, som var meget konfrontationelt – reelt set billigt TV, hvor man satte de “unge” og “de gamle” op imod hinanden for automatisk at skabe overskrifter. Det var TV-iscenesættelse, der kunne lade sig gøre, fordi “de unge” ikke længere lod sig kue af “alderens visdom”, men gik deres egne veje – på trods af (som her) ringere salgstal end 60’ernes og 70’ernes storsælgende knækprosaister. 80’erdigterne var mere om at skabe og manifestere en væren i verden end om at bekræfte eller besynge noget kendt eller overset.

Den småpunkede tyklæbe ;-), som indleder udsendelsen med at annoncere et generationsskifte, er digteren, anmelderen, samfundsdebattøren og selviscenesætteren Poul Borum, der som udløber af private digter-sceancer i privaten i Havnegade 3-4 år senere var initiativtager til Forfatterskolen i København.

kk, 2012

på Dansk Wikipedia

Michael Strunge
Pia Tafdrup
Lola Baidel
Kristen Bjørnkjær
Poul Borum

Udmeldelse af Enhedslisten – hvem er mest idealist, naiv eller realist?

Jeg ér måske bare IKKE til politik.

 

Til Enhedslisten:

I spørger, hvorfor jeg melder mig ud.

En ikke ubetydelig portion skuffelse over jeres profil, som (ved fraværet af selvstændig aktivitet, frem for re-aktivitet) viser mig billedet af en flok rethaveriske idealister, der ikke egentlig forstår realiteterne (konsekvensen af magtspillet) – men kun egen indre-oplevelse af hvad der er rigtigt – og følgelig bliver kørt bag om dansen af den virkelige Magtelite. Det er et tarveligt billede, i ordets egentlige betydning, fordi jeg mener I har potentiale til så meget mere og større.

Nu, efter valget, viser I ikke KRAFTEN i jeres indignation og oplevelse af, hvad der er rigtigt, og på dén vis bliver I bare henvist til kulisserne, og det politiske opdragelsesarbejde, der foregår i Institutionen Christiansborg. Jeg har ikke lyst til at betale for at se det ske. Så hellere sætte jer fri fra mediernes forvanskninger til at arbejde BLANDT befolkningen og forsøge at få den til at vågne til det, der sker:

Sammenkøring af Gamle Magtinteresser – al fokus på opretholdelsen af eksisterende Magtstrukturer, dvs. virksomheder, minimalt miljømæssigt ansvar, fordummelse gennem forringelser i undervisning, bevidst adskillelse af befolkning i elite og resten, sygeliggørelse og økonomisk straf af svage og anderledestænkende og indskrænkning af normalbegrebet som underlag for udstødelse og fremmedgørelse af egne borgere – listen fortsætter og fortsætter og fortsætter.

I var et frisk pust, men jeg ser nu, at I arbejder det forkerte sted. JO, I behøver at KUNNE blive lyttet til, men det politiske meddelelesessystem med sine mediehunde spiser jer og afkræver jer bestemte retoriske modeller, som kvæler essensen af, hvad I har at byde på.

Poul Mahler Dam, en stor dansk forsker i astrologi… ja, astrologi – lavede i 50’erne denne anekdote om Fisken, det bevidste, erkendende voksne menneske med Tro og tillid til universets indretning: “Da gud sendte sine 12 børn ud i verden, var fisken den sidste. Og til fisken sagde han: Jeg vil give dig en gave, mit barn. Med dig skal du få al den viden, jeg besidder, men ikke evnen til at give den videre”. (Det må du selv lære dig).

Sådan har jeg det med Enhedslistens udtryk. Tilsammen forstår I, hvad “det handler om” – I TROR og har tillid til sammenhængene – men I har ikke lært, hvordan I giver det videre. Jeres ofre – “fordi jo nogen skal vise de Gamle Magtinteresser modstand” – skaber ved deres blottelse af forskellene på dem og jer kun større trøstesløshed i det politiske landskab. Og synliggør, at det parlamentariske demokrati er spist af større interesser og at den regulært repræsentative indflydelses vej er et afsluttet kapitel.

Nå, men jeg ved godt, at I taler til billedet på “den almindelige dansker”, der forventer en vis stabilitet i virkelighedsbilledet som præsenteret af medierne, og ikke forstår sin egen indre uro ift. det parlamentariske felt. Men nøjagtig dén magtdemonstration, vi I DAG instinktivt ved er bedst at afholde os fra at bruge på vores børn, er dén udvisning af magt, vi tvinges til at accepterere i politik og deraf kommer uroen:

Som menneskelige individer skabes vi af sprog. Vores virkelighed skabes af sprog. Inkonsistent retorik om samfundets “maskineri” TVINGER os:

  • ENTEN kommer vi til bevidsthed om et defekt system, der så kan arbejde for en ny måde at gå til verden på (ikke dårligt),
  • ELLER vi kommer frem til (ubevidst) at afvise Repræsentativt demokratisk politik som gyldigt redskab (hvilket er noget skidt, da det er ubevidst).
  • Den tredje mulighed er, at vi tvinges til erkendelse, og som følge héraf giver helt op. (Det er katastrofalt).

Og inkonsistent retorik er, at vore børn opdrages til samarbejdsvilje og -forståelse ved gentagne klare beskeder om ansvarsplacering, for så siden på det grundlag af respekt og ansvarlighed at skulle forlige sig med politiske udstødninger, forrædderi, løgne, bedrag, dobbeltmoral, inkompetent flyverskjul, magtmisbrug, fortielser og alt det andet, som kendetegner Magtpositioneringen i (dansk) politik.

Begge kan ikke være sande og udtrykke et HELT samfund (“det SAMME samfund) – i en forstand hvor et menneske, der skal forestille sig at være frit til at vælge den bedste behandling af sig selv og af andre mennesker, alt andet liv og Jorden som helhed, har andet end tilfældig betydning. Hvilket skaber et helt andet billede af nødvendigherne på den politiske arena: Vi er begyndt med børneopdragelsen, og har fastslået pointer om menneskelige værdier dér. Kan disse ikke føres igennem hele vejen til tops, har vi et dødt samfund!

Min pointe er: Hvis I accepterer det parlamentariske systems Magtpositionering, er I lige så købt af Magten som de andre på Christiansborg. I køber Den Gamle Model og vil inden længe fremstå lige så usande som de andre politikere ift. kravene til individets socialisering vs. Magtens behov. Og ikke være til gavn for danskerne. Og ikke for jer selv, som mennesker-blandt-mennesker; kun som individer-frem-for-andre-individer. Overlevelse, behag, beskyttelse. Mennesker-med-magt.

I har vundet indflydelse ved at spille helte i det nye Magtskuespil og ved at vise ungdom og indignation på rette tid og sted. Men I er ikke helte, ikke unge. Som i anekdoten ovenfor udtrykker I vished (som engang hed ‘indignation’) med en klar følelse af, hvilken adfærd der er den rette. I står for menneskeværdig moral og etik og “hvordan er man det bedste menneske”.Ja, det ér kedeligt at være den, der løfter fingeren, og ikke bare kan bade sig i omtale og akkalader, men så VÆR kedelige! Vær sande! VÆR tro mod “det ægte”. Inden I bliver lavet om af spillet om Magten og bliver til forudsigeligt Show.

Tænk Om!

Hvis jeg får et relevant svar på denne mail, trækker jeg min udmeldelse tilbage.

venlig hilsen
kenneth krabat

PS: Mine kapitaliseringer af Magt er ikke udtryk for en 16-årigs modstand mod autoritet, men en påpegelse af reel Magt, og dermed *anvendelsen* af Magt, som for nogle er et overgreb og for andre nødværge.

Du ska ha briller, Jante!!

INGEN er KUN bange. Hverken ét menneske eller en kultur.

 

Janteloven er ét menneskes blik på et helt samfund, ét syn – som 2013 bliver 80 år i Aksel Sandemoses opfindelse – men selvom det i dag har fået en betydning, der rækker videre end fællesskabets udjævning af alle forskelle, så er det stadig kun ÉT syn. Og abonnement herpå er helt frivilligt.

Aksel Sandemose i 1950’erne.

“Janteloven” var oprindelig undfanget som satire, men er i dag anvendt om et helt folks handlemåder, om Danskernes folkesjæl, af såvel udlændinge som af folk selv – skønt enhver med lige så god ret kunne lægge alle mulige andre vinkler på de frygtsomme træk ved danerne, som Sandemose satiriserede over.

Gennem Forfatteren projicerede Mennesket Sandemose sin eget sårethed og sin egen trang til at være modig, ærlig og a-konform ud på os alle sammen – og vi var sårbare, vi havde tabt alle krige, alle vore landområder, verden var i krise, og som folk var vi  bevidsthedsmæsigt i vækst og qva vores længere og bredere uddannelse på vej et sted hen, vi ikke kunne overskue! Continue reading “Du ska ha briller, Jante!!”

Konkurrenceforvridning eller realitetstjek – ebøger til låns og salg.

Hvad er det, vi ser ske?

 

NU klages der over, at bibliotekerne via købeknappen på eReolen.dk tjener på salg af ebøger. Bibliotekerne forsvarer sig med, at en brugers brug af købeknappen halverer omkostningerne ved 1 udlån af en ebog, og at dét ikke er at regne som salg. [alt. link]

1 Forlagene og bibliotekerne har hvad ebøger angår lavet en ét-årig aftale, der efterligner salgssystemet i eboghandlere.

eReolen.dk, en side, som danner levebrødsgrundlag for samtlige danske eforfattere, minder meget lidt om en biblioteks-faglig side, men i høj grad om en eboghandler. Fremvisningen af ebøger på ereolen.dk sigter tydeligt på bestsellere frem for på andre bøger.

Frem for at lave et system selv, som ville tiltale lånerne, har Bibliotekerne kastet håndklædet i ringen:

a) ved at fortsætte den konkurrenceforvridning, de slog an ved at eksemplarkøbe fysiske bøger efter forventet udlån snarere end bredde i udlånet. Hvad angår fysiske bøger fortsættes samme med henvisning til bibliotek.dk som eksempel på, at alle bøger stort set frit kan lånes over hele landet,

(hvilket regulært vil sige, at ethvert bibliotek har frie hænder til at afgøre f.eks. genrerepræsentation og områdenødvendighed og således kan slippe for at købe bøger, biblioteksmedarbejderne ikke er interesserede i – hvilket er en meget hippieagtig holdning, der ikke ville gå andre steder i samfundet i dag),

b) i erkendelse af, at det i dag ikke lader sig gøre for nogen at lave kulturpolitiske aftaler om bøger uden om forlæggerforeningen, fordi de to førende (skønlitteratur)forlag, Gyldendal og L&R, som begge satser stærkt på ebøgerne i disse år, ikke er til sinds at lade nogen tage investeringen i ebogs-infrastruktur og dermed populariseringen af ebøgerne til den almene befolkning fra dem. Dette ses ikke mindst på opkøb af Publizon til eDistribution og Flexional med bogsøgemaskinen bogpriser.dk.

2 Købsaftalen med forlagene er en budgetforøgelse for bibliotekerne. Som får flere penge at gøre godt med, når en ebog sælger fra eReolen.dk, men først om 1 år kan parterne se, hvor meget bibliotekerne har sparet, og dermed har kunne kanalisere tilbage til køb af udlånsmidler.

Forfatterne og offentligheden ved ikke, om ebogsbesparelserne vil forblive i bibliotekernes ebogspulje, eller om de vil skulle indgår i hele budgettet. Hvilket har betydning, fordi det angiver, hvor bibliotekernes holdning er på vej hen – og dermed muligvis forfatternes indtægt baseret på biblioteksrefusion for eksemplar-antal:

Selvom eksemplarantallet som følge af mindsket indkøb gennem flere år er faldet på danske biblioteker, er biblioteksmidlerne endnu statiske. Det totale beløb er ikke blevet ændret, hvilket kan ses som en kulturpolitisk udbalancering af bestsellerisme og indkøb efter foreventet udlån – “vi, politikerne, betaler overvejende for at forfatterne findes til rådighed på danske biblioteker; ikke for, hvem de er”.

Men sker der en politisk rokade i den eksemplarberegnede støtte til forfatterne, hvis f.eks. eksemplarindkøbet af fysiske (især skønlitterære) bøger falder til under noget politisk forsvarligt at støtte, OG flyttes bibloteksmidler fra indkøb af fysiske bøger til ebøger, vil noget meget mærkbart ske for forfatterne, og dermed for læserne på lidt længere sigt.

Qva muligheden for at vælge og fravælge forfattere og genrer gennem indkøb, der stilles til rådighed via bibliotek.dk (“VI behøver ikke – lad nogle andre bære byrden”) er bibliotekarerne ansvarlige for graden af litterær fællesnævner i DK. Biblioteksvæsenet har derfor et ansvar for at tydelig- og offentliggøre sine holdninger.

Det nytter kort sagt ikke at opretholde et fokus på, at hovdparten af lånere af skønlitteratur bruger bibliotekerne til bestseller-bøger. Der må skulle et andet fokus til – væk fra det %-vise populære, som repræsenterer salgmekanismer, og over på bredden igen med fokus på genrepopularitet.

Her kunne det være nyttigt at lave en ebogspulje til støtte af sværere tilgængelige titler, så disse på landsplan fik en pulje, der ikke løb ud. Ikke fordi et bibliotekslån er bedre end køb for forfatterne, men fordi spontant, men forhindret udlån af digtsamling via eReolen.dk ikke nødvendigvis resulterer i køb af digtsamling.

Tag lige at lave nogle undersøgelser blandt brugerne om dét.

3 Forfatterne får royalties og biblioteksrefusion for bogbeholdning på danske biblioteker. Hvis en forfatter har en anstændig aftale med sit eforlag, kan forøget salg via købeknappen på eReolen.dk kun betyde større indkomst. Men købeknappen er i teorien kun i værk, hvis biblioteket har opbrugt sine midler eller låneren har udlånt mere end kommuneaftalen angiver (5 stk/md i Kbh, 3 stk/md i Roskilde osv.)

MED MINDRE meningen med projektet er, at folk skal bruge eReolen som en BOG-portal for alle ebøger, hvad enten de er i udlån eller til salg?

Hvis det er tilfældet, bør forfattere hér også kunne forære bøger væk eller udlåne dem vederlagsfrit. Men kan dét lade sig gøre, når kapitalinteresser har andel i udviklingen af sitet?

4 Spørgsmålet er så også, hvilken bogsælger købeknappen omstiller til.

Branchekritik frygter, at fremvisning af laveste pris vil ødelægge konkurrencen.

Snarere end en fremvisning af  laveste priser ved hjælp af Gyldendals ebogssøgemaskine, foreslår jeg en randomfremvisning af en pris – akkurat som hvis man af egen drift søger ind i en boghandler og dér mødes af prisen på en søgt bog, som man så takker ja eller nej til. Det er mere fair over for alle. Snarere end grådighed kan der være mange årsager til forskel i prisen på bøger i forskellige boghandlere, også eboghandlere. Og konkurrenceelementet bevares.

Det burde så give eboghandlerne mulighed for at koble sig på afsender – “denne køber kommer fra biblioteket/eReolen.dk” – og indrette sig med særlige tilbud, så køber måske bliver på sitet, selvom de ikke bryder sig om den angivne pris.

Apropos dét – hvordan indregnes de fysiske boghandlere, som har satset på fremvisning og salg af ebøger? Og de edistributører, som har investeret i fysisk salgsmateriale som vej til esalg?

5 Hvis en forfatters værker sælges som ebøger, forbigås biblioteksrefusionen, da ebøger ikke kan regnes i antal bind på en reol, men kun i antal udlån.

Snarere end at komme fra en kulturpulje, betales udlånshonoraret fra det bibliotek, udlånet foretages igennem.

Udlånshonoraret er den forhandlede pris på ebøger ved udlån – et beløb som pt falder fra 18 kr. til ca 13 over en årerække, hvor en bog har været tilgængelig. Af dette beløb vil edistributionen få en procentdel, forlaget vil få en procentdel, og forfatteren en procentdel.

Er forfatteren selvudgiver, betales kun edistribution via f.eks. Publizon, som er en del af test-projektet.

Salg af ebøger fra eReolen.dk omsættes på biblioteket til “halv pris på næste udlån”.
– Det er til gavn for biblioteket, idet hvert salg fra ereolen.dk således muliggør 2 frem for 1 udlån af en ebog.
– eDistributionen får stadig fuld pris på hver distribueret ebog til udlån.
– Salg fra ereolen nedsætter beløbet, som forfatterne får royalty af – med mindre forfatternes digitale kontrakt stipulerer, at prisreduktion ikke berører royalty’en beregningsgrundlag.

Altså, hermed en opfordring til forfatterne om at tænke sig godt om ved indgåelse af nye ekontrakter

Forfatteren er ikke er taget i betragtning ved nærværende aftale om eUdlån. Jeg gætter på, at man regner dét for hørende under “hjemlige” afgørelser forfatterne og forlagene imellem – men hvor mange forlag beskytter deres forfattere mod forlaget selv, med mindre forfatterne har advokater i ryggen og et stort nok salg til at kunne true forlagets indtægt?

Det er også betegnende for projektet, at det er branchen repræsenteret ved Gyldendal og L&R – ikke branchen repræsenteret ved Forlæggerforeningen. Det er Aktørerne, man har villet have i tale – og som sædvanligt er indholdsproducenterne ladt ude af dén suppe.

Hvorfor ikke nogle tunge, litterære navne over for forlagenes og distributionens repræsentanter?

6 Et forfattersalg fra ereolen.dk formidles fra forfatterens eget “låne-område” – når man søger på et navn eller en titel – og er således ikke direkte i konkurrence med andre forfatteres bøger. Men pga. designet af eReolen.dk sker en konkurrenceforvridning over på det mest læste og det anbefalede – som ydermere og i skrivende øjeblik ikke har forandret sig i den sidste måned.

7 Forfattere, der sælger egne ebøger, er afhængige af Publizons deltagelse i projektet.

Er man ikke selvstændig erhvervsdrivende, kan man ikke deltage i projektet. Men som forfatter behøver man generelt set ikke være selvstændig for at kunne få lov at sælge sine bøger. “Forlag” er man kun, når man er en virksomhed i skattemæssig forstand. Ellers er man “selvudgiver”.

Umiddelbart lyder det som strid om ord. Men ser man på markedet, som det udfolder sig, giver det mening: Forlag er ofte medlem af forlæggerforeningen, som er toneangivende på mange områder, der berører branchen. For ikke at sige vagthundeagtig, på samme måde som dansk forfatterforening passer på forfatterne. Det er meget dansk. Og meget gammeldags. Og enhver årsag til at holde fast i det, der angives at handle om administrative udgifter, kan tænkes anderledes med en lille bitte smule initiativ. Hvis viljen er til stede.

Det tror jeg ikke, at den er. Ikke uden, at man tager sig godt betalt for det. På god traditionel vis. Helt ærligt, hvem konkurrerer I med? I skulle hellere tage og se, at der ikke kommer udenlandsk konkurrence, som kan det der med at være fleksible i forhold til brugernes behov. Og se, at danske forlag bliver flere og mindre. Og at tvinge enkeltmandsforlag til virksomhedsregistrering er at lave den danske kunstner-lovgivning om indefra, som holder kunstnere og dermed forfattere fri for virksomhedsregnskab. Og dermed fastholder muligheden for at være og leve som kunstner – dvs. eksperimenterende – snarere end at skulle kunne springe ud som kommerciel i første hug!

Hvis dén kurs er meningen, er det godt kørt ned.

8 eReolen er et åndssvagt navn. Jaja, folk forstår det, fordi de forstår en reol. Men der ER ikke bøger på reolen. Der er kun aftaler om transport fra sælger til køber eller låner. eReolen.dk er en aftalekonstruktion mellem distributør, sælger og udlåner. Bag hyggenyggenavnet med indbygget eLæsestol gemmer sig en masse studehandler og uigennemskuelige forandringer af hele forfatter-udgiver-bibliotek-boghandler-læser-kredsløbet – som absolut ikke i parantes er nødvendige at debattere mulige konsekvenser af.

—

I værste fald: Skrift sker på bestilling. Én stk. krimibestseller, tak. Større reduktion i bredden til gavn for overskuelighed i salg og markedsføring. Kritisk tænkning kun af folk i faste stillinger.

Det store spørgsmål er godt nok, om tiden er løbet fra udlån. Og dermed, om VI, den danske stats arbejdsgivere, skal give udlånskompensation til forfatterne, så forfatterne ØNSKER at lade deres bøger blive udlånt:

– Hvis oplysningstiden er aflyst, som nogle hævder, og bibliotekslånet for en stor del består i underholdning snarere end uddannelse, hvorfor skal VI, den danske stats arbejdsgivere, så bekoste dét?

– Omvendt: Hvis ikke VI, den danske stats arbejdsgivere, går ind og stiller krav til bredden i tilgængeligt materiale, bliver bibliotekerne bare endnu en statsfinancieret snævert fokuserende kanal med underholdning til den brede masse.

Men der er jo så meget Internet, og folk der taler sammen på nettet, og gratistjenester som Wikipedia (den er sgu ikke gratis, så host op, hvis du vil fortsætte med at se den på frie hænder!), og man får jo snart sagt svar på alt, før man får stillet spørgsmålet, så hvad skulle man læse udforskende og dannende for – hvorfor læse for andet end at holde fri med hjernen?

Men hvorfor så ikke bare betale det selv? Er det VI, den danske stats arbejdsgivere, som skal betale ferie til hjernen, som vi via skatter og prisniveau betaler for 5 ugers ferie, barsel, sygdom og handicap?

Fortsæt gerne her forneden. Hvad er det, vi ser ske?

Hvordan man skriver og afsender et fysisk brev.

– Eneste måde i dag at modtage brev på, som ikke er fra det offentlige.

 

Hvordan du skriver og afsender et fysisk brev, opdateret okt. 2023:

0. Det er godt, at der er fredeligt i rummet, når man skal skrive (komponere) et brev.

1. Læg et stykke ubeskrevet papir på bordet.

2. Anvend et skriveredskab, der ikke klatter blæk.
2a En blyant kan gøre det, men er stiften meget blød, tværer skriften ud. Hav et viskelæder af god kvalitet ved hånden.

3. Sid behageligt under skriveprocessen. Du skal kunne “læne dig ind over papiret”.

4. Hav godt lys under skriveprocessen, som ikke reflekterer ned i papiret. Du skal kunne skrive flydende og ikke flytte rundt på papiret, hvis du har fat i en relevant tankestrøm.

5. Begynd gerne med at skrive “Kære” og modtagers navn, hvis det er et privat brev. Du kan også vælge andre titulationer – “kæreste” er mere intimt og tættere på, mens “Kære Ven” ikke søber rundt i følelserne, og dog samtidig formidler jeres fortid sammen.

6. Skriv om løst og fast, som du ville det med en email, men husk, at du ikke nemt retter det skrevne, hvis du skriver med blæk.

7. Bliv ikke forskrækket de første par gange, hvis brevet synes at vokse til at blive meget langt. Det tager tid at lære eller genlære at strukturere sine tanker, så man formulerer sig, før man sætter kuglepennen til papiret.

8. Underskriv brevet. Gerne med “Kærlig hilsen”. Det skaber en følelse af nærhed i modtageren, som kan bære afstanden i tid, indtil næste brev modtages. Alternativer er “Bedste hilsener”, den neutrale “Hilsen”, “alt godt” og “God sommer/Vinter/etc”. Kortformerne “kram”, “kys” og “knus” hører nok i dag den hurtigere digitale kommunikationsform til.

9. Skriv dato i toppen eller bunden af brevet; placeringen er ikke vigtig, men du kan forsøge at tilpasse den æstetisk til brevets indhold.
9a Vent med at datere brevet, til det er skrevet færdigt; et fysisk brev kan nemt være nogle dage undervejs i skriveprocessen, på grund af uvanthed med tankeprocessen forud for håndskreven formulering. Samtidig giver datoen for brevets færdiggørelse modtageren en fornemmelse af, hvor længe brevet har været undervejs (modtagelse, reflektion, skrift og afsendelse) – som gør processen med at sende papir fra hånd til hånd meget virkelig.
9b Et fysisk brev har ingen hast.

10. Fold papirerne, så de passer til konvolutten.

11. Har du ikke en konvolut, kan du lave én af et ekstra stykke papir og tape det sammen. Hvis du har tape. Ellers kan du klipse det sammen med en hæftemaskine. Hvis du har sådan én. Find på noget. I sidste ende betyder det ikke stort, hvordan brevet pakkes ind, blot indholdet ikke kan falde ud under transporten. Men rent æstetisk? Find eller skab en smuk konvolut.
11a Supermarkedet sælger konvolutter, men ofte kun i meget store mængder. Sats på at skrive flere breve og køb en stor pakke. Eller find en kontorforsyning eller boghandler og køb rigeligt ind af konvolutter i løs vægt. Vælg et par smukke til ekstra glædeligt brug: Fødselsdage og andre lykønskninger.

12. Postafdelingen i supermarkedet og måske også i kiosken sælger frimærker, og du kan købe porto online. Du kan også købe via app, sms og onlinebrevkoder via postNord. PostNord opdeler forsendelsestid i Quickpost fra dag-til-dag og Brev, der tager 4+ dage. Quickbrev er ca. 3x dyrere end Brev. (se 16. TIP)
12a Quickbrev kan kun frankeres med Frankeringsmærker eller Portokoder, mens både frimærker, Portokode og Frankeringsmærker kan benyttes på et almindeligt, langsomt Brev.
12b Hvis du er til fysiske frimærker, så køb lidt forskellige værdier – så du efter behov kan frankere et ekstra tungt og langsomt brev, hvis behovet opstår.
12b2 Ustemplede frimærker udstedt før 1.1.24 regnes ikke længere for gyldige, da der ikke er betalt moms af dem. Sådan forlyder det her i december 2023 fra PostNord, selvom transportministeren siger, der findes en enkel løsning på dét problem. 
12c Frygt ikke at blive regnet som en fedtsyl, fordi du ikke sender som Quick-prev. Når brevet alligevel skal bæres fra hånd til hånd, gør et par dage ekstra i denne analoge process ikke nogen synderlig forskel ift. den samlede tid, som brevet bruger på at nå frem til modtageren.

13 Skriv modtager på konvolutten.
13a Adressen skal stå ca. midt på den side af konvolutten, hvor frimærket eller sms-koden også placeres, med mindre du er indstillet på at forsinke overbringelsen ved at påtvinge postvæsnet manuel sortering af dit brev.
13b Ja, hvor er det nu, at dine venner bor? Hvad er deres fysiske adresse?Skriv adressen på en seddel hjemmefra, hvis du ikke har en konvolut derhjemme. Den slags informationer har det med at gå in absentia, når de mest behøves.

14. Skriv afsender på bagsiden af konvolutten eller på forsiden i nederste venstre hjørne. Sæt et let kryds hen over, så postvæsnets maskiner ikke forveksler din hjemadresse og modtageradressen. Afsenderadressen er adressen, du ønsker at modtage returbrev til.

15. Vælg rette porto til rette forsendelseshastighed og vægt, eller sæt for meget på hvis du er i tvivl om vægten, så brevet ikke kommer retur med en bøde.
15a Slik på frimærket, hvis du har nogle af den gamle type tilbage – pil bagpapiret af, hvis det er det nye selvklæbende – og placer frimærket i øverste højre hjørne på konvolutten. Det kan postvæsnets maskiner bedst lide. Eller skriv din sms/app-kode det samme sted.
15b Husk at skrive “Q” på kuverten, hvis det er frankeret som et “Quickbrev”.

16. Afslut med at afsende dit brev. Kom dit brev i den røde postkasse et sted i dit lokalområde.
16.a Fra 1.1.24 fjerner PostNord 1000 postkasser landet over, så det bliver meget svært at afsende fysiske breve. Dags dato (15.12.23)  ved ingen, hvad der skal ske.
TIP. Har dit supermarked en postekspedition, kan du aflevere det dér – så kommer det hurtigere frem, hvis du vil.

17. Vent på svar. Glæd dig.

18. Lev med følelsen af skizofreni, når du som normalt sms’er eller mailer til vedkommende dagen efter. Undlad som det første at spørge: “Har du modtaget mit brev?” En vis del af fysisk brevafsending er risikoen for, at brevet kan gå tabt. Det er dét, der tydeligst udgør det analoge ved fysiske breve. Der er fysiske risici for tab. Men det er også en del af glæden ved at få brevet i hånden, den dag det når frem.

—

2022
https://finans.dk/erhverv/ECE13582546/antallet-fortsaetter-ned-nu-oejner-postens-minister-brevets-endeligt

Hvis du vil fortsætte med at modtage PRIVATE breve overhovedet, må du fortsætte med at SKRIVE private breve!

Breiviks frihed og fængsel.

Siger jeg, at jeg forstår? (Ikke mig. En anden.)

 

Siger jeg, at jeg forstår?

Problemet med at fatte Breiviks handlinger er ikke, at de ikke er til at forstå, men at vi ikke må. Forstå. For hvis vi forstår, hvad gør så dét ved vores egen såkaldte menneskelighed, vores fordragelighed, vores stærkt indprogrammerede grænsesætning, der forhindrer dyret i os i at rage til sig på primitiveste manér? Der vil ikke være nogen hindringer.

Vi må ikke forstå hans handlinger, vi har ikke lov, tør ikke tillade os selv det, hverken ved identifikation med hans ønsker eller hans midler eller hans skævvrednede fortid eller hans neurokemi. Er vi ikke sikker på vores egen, sørger de andres civilitet* for, at vi ikke gør. Enhver samtale om emnet skal i dag ende med ”men jeg ved i virkeligheden ikke”, for hvis vi synes, vi ved, hvem er vi så? Hvem er så vi, der kan identificere en del af vort indre med en massemorder? Er vi så ikke én, der skal passes på? Måske præventivt isoleres blandt menneskene eller helt væk og ude af syne og tale? Men var det ikke netop sådan, at Breivik kunne blive til dét, han blev, og er, og endnu ikke er færdig med at blive?

Vi må selv vokse i forståelse for at kunne udholde så mange måder, dyret i os kan vende sig i sin dyriskhed og kræve at komme til udtryk. Vi må gå en lille smule tættere til afgrunden, ikke væk fra den, som præster og medier og alle andre vil have, at vi gør. Vi må se ned i afgrunden for at se os selv. Vi må vinde over mediernes skræmmekampagner med grædende, sørgende, chokerede mennesker. Vi må have lov til at komme til forståelse, vi må have lov til at kunne forstå. Hvis blot et lille bitte hjørne af vores hjerte eller rationale eller sjæl kan rumme forståelsen af det ikke-civile menneske. AF, ikke FOR. For vi skal ikke anerkende handlinger, der skader os som individer eller vores opfattelse af samfundet som et hele, men betragte mennesker som Breivik som lærere.

Hvordan tager man imod læring fra dem, der ikke underviser? Man studerer sig selv ved at mærke og tænke efter. Man spørger sig selv, hvad man vil betale for sin civilitet*, for sine børns civilitet, for klodens civilitet. Man spørger, hvad prisen for fred i lokalt, nationalt og globalt FÆLLESSKAB må være.

I dag er prisen for fred stadig en høj grad af udnyttelse af diktaturstaters naturressourcer. Og at lov- og paragrafryttere kan fortsætte med at risikere verdensøkonomien for egen vinding. Og at naturkatastrofer i uuddannede lande kan få lov at udrydde lokalbefolkningerne. Og at flertallet af mennesker i verdens rige lande kan vende ryggen til det hele. Prisen for fred er, at kun rationelle og/eller ekstreme minoriteter forsøger at lave det globale samfundsmaskineri om. Prisen for fred er, at vi, det stærke flertal, afviser at forstå og overlader ”såkaldte” kompleksiteter til ”eksperter”. Prisen for fred og forståelse er, at vi undlader at se og føle og tænke. Prisen for fred og stabilitet og forudsigelighed og relativ ro på pengemarkedet og i jobsektoren og i uddannelsessektoren og i fødevaresektoren og i transportsektoren og i energisektoren er, at vi undlader at indrømme, når vi forstår, at noget er forkert.

Problemet med at fatte Breiviks handlinger er således ikke, at de ikke er til at forstå, men at jeg ikke må. Forstå. For så modarbejder jeg mit eget behov for fred og stabilitet. Jeg lever jo så kort, ikke? Det skal ikke være mig, der sætter liv og fred og fremtid ind på at betale prisen for at være ærlig, vel!? Ikke mig. En anden!

—
* Civilitet: Indplacering som eller opdragelse til bevidst medborger blandt medborgere; balancen mellem personlige og fælles behov; “en høj (eller lav) grad af civilitet”.

Grundloven hviler på ytringsfrihed.

Censur kan ikke indføres igen. Indgreb i folks kommunikation skal således bero på domfældelse for kriminel aktivitet og ikke kunne komme FØR en domfældelse! Altså, fingrene fra Internetforbindelsen!

Opdatering: Det forlyder fra Forenede Nationers Menneskerettighedsråd, at afbrydelse af folks internetforbindelser i dag konstituerer et brud på deres menneskerettigheder. Se hér:

Report of the Special Rapporteur on the promotion and protection of the right to freedom of opinion and exp…

Historisk har ytringsfriheden haft fire former i den danske grundlov: Continue reading “Grundloven hviler på ytringsfrihed.”

“Tag det væk, far!”

Om endeløs kolportering af den amerikanske underholdningsindustris lobbyisme.

 

Der er forskel på Kolportering og Meningsihændehavelse, og absolut fælles for alle danske rettighedshaverorganiationer er, at de fantasiløst kolporterer meninger om rettighedsbrud til deres medlemmer.

I min tid i Dansk Forfatterforening har det været tydeligt, at foreningens bestyrelse vælger den nemme løsning, når det handler om forholden til spørgsmålet om pirateri på nettet. “Det er af det onde, det skader kunstnere, det skal væk, syndere skal straffes!” Senest endnu en kolportering af holdninger gjort tilgængelig for medlemmerne, indpakket i en rapport skabt af rettighedshaverorganisationerne, ministerierne osv., der

“har afsæt i regeringens holdning*, som er, at ulovlig kopiering på internettet er skadelig for både forbrugere, kunstnere, erhvervsliv og samfundet generelt“

(* Og denne holdning er fra 2007!, hvor man besluttede sig for helt firkantet at fastholde lovgivningen, som den så ud, snarere end at forholde sig til en virkelighed i digital forandring.)

Ét er så, at Danmark igennem de seneste 10 år har haft en højredrejet regering, som systematisk har overført midler fra fattige til rige. At dén generelle livsindstilling skulle kunne afgøre, hvad der kommer samfundet, forbrugere og kunstnere til skade, skal vist lige tages med et gran salt.

Noget ganske andet, og mere globalt er: Følger man med på debatten på nettet, og herunder alt der har med “infopolicy”* at gøre – dvs. informationspolitik i verdens forskellige kulturer og nationer – vil man opdage en systematisk propaganda om industriens mange tab som følge af pirateri udspringe af lobbyisme fra den amerikanske underholdningsindustri. Løgne og bagvaskelse og falske statistiskker og fordrejninger, der tiere og tiere tilbagevises af en forarget forskervirkelighed, professionelle magasiner og meningsmagere, og af enkeltpersoner med vid og talent for at grave og stille de forkerte spørgsmål på rette tidspunkt. En mere end gryende holdning blandt ikke-hjernevaskede professionelle i mange af kunstbrancherne, der er berørt af digitalisering, er at digital piratvirksomhed for en væsentlig del skyldes mangel på nem adgang til produkterne.

Vi, der arbejder med sprog, ved at svar afhænger af både spørgsmåls formulering og tolkning. Og spørger man folk, om de henter copyrightbeskyttet software uden at betale for det, og folk svarer ja – og man så IKKE spørger, om folk ville betale, hvis der var en mulighed for det – så er man propagandist, populist eller slet ret og simpelt et manipulerende svin, der er ligeglad med de holdningsændringer, og frygt, og heksejagt, sådanne udnladelsesløgne afføder i alverdens lande. Fuldt ud på højde med heksejagten på marihuana i USA’s 30’ere, der holdt spiritusforbudets politistyrke talstærkt på gaden, og terrorist-heksejagten, der stadig holder 3. verdenskrig i gang.

Der er kun én måde at imødegå digital piratvirksomhed på: Tilbyde noget bedre og nemmere og lovligt. Enhver anden håndtering skaber en mere ubehagelig, mere frygtsom og tydeligere klasseopdelt verden. I højrefløjens ånd, javist. Godt med kontrol og ejerskab. Godt med individualisme og enhver er sin egen lykkes smed.

Men det er fortid, folkens. Farmand ér vippet af tronen og folket har talt.
__

* Et godt sted at begynde er det svenske Piratpartiets repræsentant i Europaparlamentet, Rick Falkvinge.

Dit forbrug betaler for dit forbrug

I den nuværende markedsøkonomiske model er alles forbrug nødvendig for at fortsætte med at skabe penge til forbrug. Det er en i stigende grad usikker platform at stå på, som vil ramle. Vi har muligheden for at ændre det bevidst, få det til at ramle, men gøre det vel vidende hvorfor.

Det meste af verdens økonomi er skruet sammen som et lukket kredsløb. Eneste undtagelse er små, lokale naturalieøkonomier og fiktive nationer, hvor alle har “samme indtægt”.

I det lukkede kredsløb er det forbruget, der afgør statens indtægter – i kontrollerede økonomier sættes skat, moms og afgifter så højt, at disse indtægter kan betale for vedligehold af infrastruktur, uddannelse, sociale ydelser, sundshedssektoren, plejesektoren, renovation, energi og varme, forskning osv osv osv. I ukontrollerede økonomier med lav skat og tilsvarende lav indkomst er mange områder på mere eller mindre private hænder, og staten får i bedste fald sin indkomst fra salg af råstoffer og/eller energi til højestbydende, i værste fald er der ikke mange penge til skabelse og vedligehold af infrastruktur.

I dette, enorme lukkede kredsløb kan det ekstremt svært lade sig gøre at lave om på præmisserne, dvs. for én nation at standse op og lave en nationaløkonomisk struktur om til anden/andre indtægtsmodeller, der 1. ikke er ris til egen røv, 2. ikke bliver skudt i sænk af resten af verdens nationers fastholdelse af den gamle model, som man ikke skal få dårlig samvittighed over at opfatte som et komplekst Ponzi-system. Continue reading “Dit forbrug betaler for dit forbrug”