Velkommen til dagensdigt2006

Det er anden gang, jeg har forsøgt mig med at skrive et digt om dagen – første gang var fra dec. 1999 til dec. 2000.

2006 blev noget anderledes, end jeg havde både forestillet og ønsket mig. Et år fuld af afslutninger: kvinden, jeg havde elsket i 15 år, mit første regulære forsøg på at bo under tag med en kvinde, og min søn, der døde i livmoderen på sin mor. 2006 var mit annus horribilis. Mit forfærdelige år.

Hvis du vil se denne hverdag afspejlet i digt, skal du ned i bunden af siden og begynde dér – i januar 2006, på min fødselsdag, som jeg nægtede at fejre, fordi jeg var hamrende deprimeret efter hvad jeg oplevede som en mislykket, nys overstået legatrejse til Peru, samt parforholdsrelationen, der forekom mere og mere absurd, når som helst vi åbnede munden.

Som du kan læse af kontrakten d. 30. januar, var det intentionen at lade det daglige digt holde mig til ilden og forhindre mig i at synke ned i det hul, man ikke kommer op af igen. Paradoksalt nok var denne vedholdende stædighed med til at manifestere en uoverstigelig forskel hende og jeg imellem. Jeg, der var gift med min skrift og klagede når den svigtede mig, og hun der ønskede en regelmæssighed i sit liv, og klagede over at jeg ikke leverede varen.

Jeg tror, det er en gammel historie. Måske er den interessant for dig at se fra dénne vinkel. I så fald: God læselyst.

Kenneth Krabat
Frederiksberg
07.07.07

23. marts 2007 : min hånd på din ryg i solen i køkkenet

alle mine digte
handler om dig

om hvem du er hvad du er
om hvad du savnede hvad dine følelser var
hvad du behøvede fra mig
om den person jeg ikke var den person jeg ikke er
om den person jeg ikke

de vokser ikke frem disse digte
de grædes frem de brydes frem de betales med vrede
ja sågar med had alt
der skal til
for at findes hér

for den midaldrende
som er naiv
uvidende
udannet uskolet ubelæst
asocialt kyndig ukorrekt uempatisk
findes ingen tilgivelse en sådan profil
kan ingen kvinde med selvrespekt elske
som en sådan mand kan elske
med respekt for sig selv derfor

skriver jeg digte om dig
så du vil forstå ikke hvorfor
nej at
du forlod mig
fordi du ikke elskede kun
drømte
u foranderlige drømme som belønning
som erstatning for dine tidlige tab
din voksne kamp og dine sejre

rigiditet er normalt jeg kender det
indefra kender det
som intention om at elske én
hver
dag
og helst den der elsker med samme kraft

der lever jeg
min hånd på din ryg i solen i køkkenet

det var dig

kontrakt

ny årskontrakt, denne gang håbløshedens kontrakt, forsøget på at holde døden på afstand-kontrakt, udsætte selvmordet-kontrakt, indse at alle forhold nu og altid er baseret på held, forstår hun detaljerne, eller elsker hun sig blot til accept-kontrakt.

Disse dage er grumme, alle følelser er stærke følelser, AV! [indsigt!!] IGEN: Alle følelser er stærke følelser, ingen temperering, ingen blødgørelse af det spontane, den nøgne kerne som den ser ud, ingen kontrol.

Disse dage udenfor klar vished om overskud og underskud er stort set ingen forandringer mulige, men der samles brænde, der samles brænde til bålet: Dage vil komme, hvor spøgelser går til i flammehav!