brændt ud

Man skal brænde for at brænde ud.

TAB er en del af alle lidelser, og kan nemt føre til kortere eller længerevarende nedtrykthed, sorg, eller depression: Noget er mistet, som giver én følelsen af ikke at være hel, eller man må skulle give slip på noget, man før har værdsat højt: et menneske, forestillinger om egne evner, retning i livet, betydning for andre, forskning, filosofi…

Men at miste interessen i nyt er at miste interessen i selve livet.

 

UDBRÆNDTHED

Udbrændthed er blandt andet kendetegnet ved:

  • følelsesmæssig udmattelse
  • ufølsomhed over for andre mennesker
  • lav præstationsevne

Et bedre ord for udbrændhed er nok “udmattelsesdepression”.

Stress vs. Udbrændthed

Stress
Udbrændthed
Karakteriseret ved overansvarlighed Karakteriseret ved manglende engagement
Følelsesudtryk er overreagerende Følelsesudtryk mangler kant og indhold
Afføder hast og hyperaktivitet Afføder hjælpeløshed og håbløshed
Tab af energi Tab af motivation, idealer og håb
Fører til angstlidelser Fører til afsondrethed og depression
Primære skade er fysisk Primære skade er følelsesmæssig
Kan tage livet af dig før tid Kan få livet til at synes ikke værd at leve
Source:Stress and Burnout in Ministry

 

Udbrændhedt forekommer typisk på arbejdspladsen: Du arbejder for meget og bliver værdsat for lidt. Meget enkelt. Men erstat “arbejdsplads” med hvad som helst, der kræver en stor del af din tid, ansvar, engagement, og du vil se, at udbrændthed kan forekomme hvorsomhelst. Continue reading “brændt ud”

Åndedræt

Jeg kan ikke klare mig i den digitale verden. Ikke længere. Hvordan klarer dagens unge sig? Hvordan bliver de mennesker? Jeg er en hybrid, mellem antikveret og moderne, og ingen af delene. Min erfaring er historisk, ikke ung. Jeg flyder i tid mellem digital og analog. Jeg savner krop og nærvær.

Jeg går rundt og er nedtrykt.

I forbindelse med lanceringen af min nye bog på eget “forlag” er jeg blevet overvældet over alt det, der er skal gøres, når ens baby skal nå ud til menneskene. Det er ikke dét, der gør mig nedtrykt. Jeg var det allerede.

Jeg bliver ældre og jeg lever stadig på den samme fiktion fra min ungdom – at det kun er et spørgsmål om at skrive og skrive og skrive, og så skal alt nok blive godt. I mellemtiden er hele verden begyndt at skrive og ingen læser de andres tekst, med mindre anerkendte mennesker og forlag holder dem i vejret og peger på dem, men det er ikke derfor, jeg er nedtrykt.

Facebook er blevet et sted, hvor alle skriver til alle; hvor arrangementer annonceres; hvor folk kommer i kontakt og dér, de savner hinanden – ikke udenfor, ikke på mail, ikke på telefon – og hvordan trække sig ud af Facebook uden at blive endnu mere isoleret? Men det er ikke derfor, jeg er nedtrykt. Ikke alene af dén grund.

Ebøgerne vælter frem og der er ingen steder for digterne at finde et hjem, hvor linierne ikke bliver klippet over af programmører, der skriver læsekode for prosatekst. Det er ikke dét, der gør mig nedtrykt. Ikke direkte. Men det fylder at ingen forstår eller respekterer pauser.

Nej… Det der gør mig nedtrykt er,  at som vi flytter os til den digitale præsentations- og kontaktsfære, efterlader vi kroppen. Vi bruger vores egen krop som vi plejer, men kontakten til de andres krop… Her accepterer vi permanent at være uden kontakt. Det afspejler sig i alle informationsmedier, at vi accepterer deres uhåndgribelighed, og taler om interaktion snarere end berøring.

Når jeg ser digte, der ikke kan rumme åndedræt, ikke kan formidle åndedræt, bliver jeg nedtrykt. Når jeg ikke kan røre mine venner eller mine forældre, bliver jeg nedtrykt. Det er ikke nok at røre et træ eller min cykel eller ligge på en græsmark eller drikke en kop kaffe på en café i en storby, selvom det hjælper en smule at være omgivet af lugten og lyden af mennesker… Jeg behøver fysisk berøring. Jeg behøver lyden af åndedræt. Den simple bekræftelse af liv.

Eneboer med alle muligheder for kontakt.

ursuppe, sukker, zombie

Jeg befinder mig i den virkelige verden. Det huer mig ikke. Der er ingen fortid værd at tale om. Ingen fremtid værd at tale om. Et nu har ingen betydning uden fortid og fremtid. Hvad skal jeg hér, hvis jeg ikke står på noget at tage afsæt fra og gå imod?

I morgen begynder jeg at løbe. Nej, på mandag, når sportsbutikkerne åbner, tager jeg ind og køber løbetøj. Og får taget mål til løbesko.

Not. 

Det var ikke engang sjovt at sige det. Jeg hader at motionere og gøre ting, der er monotone i deres essens.

Jeg er en fremmed for mig selv. Mit JEG er ikke mit MIG, som jeg ellers troede var en livslang indsigt.

Det ligger alt sammen i at gøre det. I processen.

I at gøre det.

At være i det.

At være det.

Det er uden betydning. Ingen behøver mig i deres liv. Ingen. Jeg er snart 50. Jeg kan risikere at skulle henslæbe 40 år til uden anerkendelse. Uden at føle, at jeg har en grund til at være her.

Kærlighed er at give. Ja.

For dén som kan modtage er kærlighed at give. Selv når man er alene, kan man kompensere, hvis man kan modtage kærlighed, og give til alle andre, til nødlidende institutioner, til fremmede, til hjemmehjælpen og venners børnebørn. Og aldrig forvente noget igen. Mens det største, levende organ, huden, skriger efter at blive berørt, om det så bare er et stød, et skub i supermarkedet, en overbærende, men frivillig strygen over hånden på socialkontoret, eller i kapellet, mens vennerne smutter én efter én.

Jeg skulle aldrig have set ham dø. Bedste. Fire gispende vejrtrækninger, og så var 92 års akkumuleret viden og erfaring og kærlighed og frygt og overlevelsestrang strøget af kalenderen. Ikke mere morfar at besøge. Ikke flere naive forsøg på at trøste eller det modsatte. Ikke flere berøringer af hans faste klo af en sindssvagt stærk hånd.

Min verden ophørte. Jeg afsluttede. Noget nyt skulle være begyndt dén første sommerdags tidlige morgen. Men det gjorde det ikke. Det blev sommer – som alle havde længtes efter. Og jeg sidder stadig ved hans seng og ved ikke, hvordan jeg skal kapere, at han dør nu.

Snart to år siden. Men dér har jeg siddet fra før det skete. I tanken sidder jeg allerede ved mine forældres dødssenge. Og venter på at de skal dø, så jeg endelig kan komme til mig selv og blive dét, jeg har følt mig som altid. Helt alene i verden.

Og her skulle fortællingen så gå tilbage til barndommen og ridse alting op, så man forstod det nuværende og kunne se hvilket afsæt for det efterfølgende dét ville være. Men det er netop dét, som sagt ovenfor: Der er ingen fortid. Og intet noget peger på.

I dag ligger jeg bare her og nyser, og ser middelmådige TV-serier, og en enkelt film over middel, Rum Diary, om Hunter S. Thomson, manden med sin litterære ragekniv stort set enehændigt transformerede offentlighedens opfattelse af journalistik fra noget urøreligt, sandhedssøgende, til at være et stift regelsæt fastsat af kapitalinteresser og styret fra partipolitisk-motiverede bestyrelseslokaler. En fortælling om dengang han fandt sin stemme. Sin indignation. Skulle jeg rejse ud i verden og lege indigneret og finde min stemme således?

Hvor naivt. Jeg ved hvordan mennesker burde leve og handle, men der er ikke megen realverden over dét. Det er kun 5 grader fra politisk korrekt, og tåler ikke det store eftersyn, før jeg roder mig ud i selvmodsigelser og udsyrede konklusioner på vegne af en ikke-eksisterende menneskehed. Men jeg har ret!

Det er ikke en af de her dage, hvor jeg er tilfreds med mine egne nedrakninger af andres arbejde ud af aldrig udtalt indignation eller regler for god opførsel. Jo, ret skal være ret: Ind imellem ved jeg, at mennesker skal tages ved hånden og føres til det nye, det gode, det væsentlige for alle og vises hvordan. Men jeg er så vred. Og i min vrede gøre jeg alle andre skyldige i min vrede. Det er ren skolegård og barndom. Tidlig svigt, aldrig forstået, aldrig tilgivet, aldrig undsluppet.

Der var ikke noget is, mens jeg så film, selvom jeg ikke har spist (nævneværdigt med) sukker i 3 måneder. Så jeg blendede mælk (mælkesukker) med frosne bær (frugtsukker, meget) og brandy (sukker som karamel og sprit som sukkeraffald af gæring) og spiste 4 mini-chokoladebarer, og drag tre kopper kaffe, kun to med sukker, mens jeg hele dagen ventede på at noget ville stige op af den ursuppe, jeg håber, jeg befinder mig i.

Det slår mig faktisk ikke før nu, at det måske ikke er en ny livsform til mig selv, der vil kravle på land. Måske vil det være en livsform, der tager bestik af min, føler sig advaret, og forandrer på tingene til gavn for fremtidige generationer. Eller guderne bedre det en livsform, der tiltrækkes af min, som mange tiltrækkes til Hunter S. Thompsons drikkende, rygende, stoftagende virrehoved. Man kan aldrig vide, hvad der kommer, når man forlader det, man var. Det er derfor kun nuet har betydning. Hvis man husker. Og drømmer. Og sigter mod noget.

Intet i verden ville ændre sig radikalt, hvis jeg ikke fyldte med mine 92 kg i hjørnesofaen her. Nogle spor ville blive anderledes. Måske nogle ville mærke tabet som jeg mærkede bedstes død. Måske aldrig komme sig over det. Måske smitte levende med det. Som jeg måske smitter levende med det her. Min døds-virus. Min levende-død-virus.

For fanden. Det er da dét, der er grundlaget for enhver zombie-film. Mennesker, der ikke kan finde ud af at leve deres eget liv, æder levendes hjerner, men de levende er som de selv, og derfor bliver de aldrig mætte. Zombiefilm er en analogi for en af filosofiens grundbegreber – nihilismen. At der er intet. Uanset hvad man som menneske føler eller oplever eller. Eller, det er nok snarere essensen i nihilismen: Man kan ikke mærke noget. Følelsesmæssigt, eller fysisk blokeret for input. Derfor kan intet ud over erindringerne have betydning. Der kommer intet nyt ind. Det er at være en levende død. Levende forandrer sig.

Jeg skrev noget i den stil til en ven i dag. Samtalen har varet i mange år, og pt. handler den om enighed eller ikke. Han forekommer at ønske at være enig. Jeg behøver det ikke. Jeg er så meget på afstand af alle, at jeg næsten ikke kæmper for enighed, eller for forståelse. Hverken deres af mig eller min af dem.

Det ville være smukt med en velplejet have i år. 4 sommermåneder med fingrene i jorden og større forståelse for processerne i disse måneder. Så resten af året havde noget at binde sig op på. Men jeg har ikke lyst at være her. Det hedder enten terapi eller rejse. Mætningspunktet nærmer sig. Jeg må flytte mig eller dø. Tomrummet har varet for længe.

Mit hoved er ved at sprænges af hovedpine. Her kan jeg mærke, at jeg er syg. At noget er, som det ikke skal være. Min krop værker også meget i perioder, led, muskler. Sådan kan jeg mærke, at noget er galt. Det sluger mit fokus, men fremtiden rummer ikke helbredelse. Den rummer kun død og forsvinden. Diffundering ud i betydningsløshed. En strøm af udrikkelig filterkaffe ikke ned i kolben, men i et vandfald. Jeg skal dø og forsvinde. Og jeg kan ikke få min opmærksomhed andetstedshen. Jeg kan ikke føle noget andet end dét.

Breiviks frihed og fængsel.

Siger jeg, at jeg forstår? (Ikke mig. En anden.)

 

Siger jeg, at jeg forstår?

Problemet med at fatte Breiviks handlinger er ikke, at de ikke er til at forstå, men at vi ikke må. Forstå. For hvis vi forstår, hvad gør så dét ved vores egen såkaldte menneskelighed, vores fordragelighed, vores stærkt indprogrammerede grænsesætning, der forhindrer dyret i os i at rage til sig på primitiveste manér? Der vil ikke være nogen hindringer.

Vi må ikke forstå hans handlinger, vi har ikke lov, tør ikke tillade os selv det, hverken ved identifikation med hans ønsker eller hans midler eller hans skævvrednede fortid eller hans neurokemi. Er vi ikke sikker på vores egen, sørger de andres civilitet* for, at vi ikke gør. Enhver samtale om emnet skal i dag ende med ”men jeg ved i virkeligheden ikke”, for hvis vi synes, vi ved, hvem er vi så? Hvem er så vi, der kan identificere en del af vort indre med en massemorder? Er vi så ikke én, der skal passes på? Måske præventivt isoleres blandt menneskene eller helt væk og ude af syne og tale? Men var det ikke netop sådan, at Breivik kunne blive til dét, han blev, og er, og endnu ikke er færdig med at blive?

Vi må selv vokse i forståelse for at kunne udholde så mange måder, dyret i os kan vende sig i sin dyriskhed og kræve at komme til udtryk. Vi må gå en lille smule tættere til afgrunden, ikke væk fra den, som præster og medier og alle andre vil have, at vi gør. Vi må se ned i afgrunden for at se os selv. Vi må vinde over mediernes skræmmekampagner med grædende, sørgende, chokerede mennesker. Vi må have lov til at komme til forståelse, vi må have lov til at kunne forstå. Hvis blot et lille bitte hjørne af vores hjerte eller rationale eller sjæl kan rumme forståelsen af det ikke-civile menneske. AF, ikke FOR. For vi skal ikke anerkende handlinger, der skader os som individer eller vores opfattelse af samfundet som et hele, men betragte mennesker som Breivik som lærere.

Hvordan tager man imod læring fra dem, der ikke underviser? Man studerer sig selv ved at mærke og tænke efter. Man spørger sig selv, hvad man vil betale for sin civilitet*, for sine børns civilitet, for klodens civilitet. Man spørger, hvad prisen for fred i lokalt, nationalt og globalt FÆLLESSKAB må være.

I dag er prisen for fred stadig en høj grad af udnyttelse af diktaturstaters naturressourcer. Og at lov- og paragrafryttere kan fortsætte med at risikere verdensøkonomien for egen vinding. Og at naturkatastrofer i uuddannede lande kan få lov at udrydde lokalbefolkningerne. Og at flertallet af mennesker i verdens rige lande kan vende ryggen til det hele. Prisen for fred er, at kun rationelle og/eller ekstreme minoriteter forsøger at lave det globale samfundsmaskineri om. Prisen for fred er, at vi, det stærke flertal, afviser at forstå og overlader ”såkaldte” kompleksiteter til ”eksperter”. Prisen for fred og forståelse er, at vi undlader at se og føle og tænke. Prisen for fred og stabilitet og forudsigelighed og relativ ro på pengemarkedet og i jobsektoren og i uddannelsessektoren og i fødevaresektoren og i transportsektoren og i energisektoren er, at vi undlader at indrømme, når vi forstår, at noget er forkert.

Problemet med at fatte Breiviks handlinger er således ikke, at de ikke er til at forstå, men at jeg ikke må. Forstå. For så modarbejder jeg mit eget behov for fred og stabilitet. Jeg lever jo så kort, ikke? Det skal ikke være mig, der sætter liv og fred og fremtid ind på at betale prisen for at være ærlig, vel!? Ikke mig. En anden!


* Civilitet: Indplacering som eller opdragelse til bevidst medborger blandt medborgere; balancen mellem personlige og fælles behov; “en høj (eller lav) grad af civilitet”.

Swans dont swim under water

Nighttime bitch-slap.

 

• this nothing matters feeling is quite interesting.

• no its actually quite horrible.

• its more like empty.

• im empty

• no one to hear my swan song.

• swans dont sing

• also swans dont swim under water so using the metaphor going down in combination with swans even if they are cute and cuddly and are rumored to be able to break your arm with their beak is quite redundant. Continue reading “Swans dont swim under water”

LYST, drevet, båret, styret, betonet

Om den lystbetonede adgang til livet: Det er ikke LYSTEN, der er noget galt med. Lysten er livets trækdyr.

 

… fine nuanceforskelle, der beskriver tilgangen til lyst fra forskellige vinkler – ikke alle lige positive.

I seneste nummer af Ud & Se interviewes skuespilleren Nicolas Bro.

Som barn af Helle Hertz og Christoffer Bro, begge skuespillere, har han levet i et skabende/udøvende miljø altid. Han omtaler sin kone som kernen i sit liv, men også at hun – i kraft af sin stilling som scenograf på et teater – forstår, at han har en lystbetonet tilgang til sit erhverv, og at der i dét (min parafrasering omkring sådan virkelighed) ligger perioder uden lyst, perioder med natteroderi og brænden energi af, perioder med ingen energi, lejlighedsvis følelse af inkompetence, uduelighed, overmod, overmagt, osv. Continue reading “LYST, drevet, båret, styret, betonet”

Halddage 2011, 3 (om nytten af at være her)

Hjemme ude.

 

“Intet. Fødslen er gået i stå. Nu er der tilbage at gå ture og stirre i loftet.

Eller blive siddende dér i mellemrummet.”

Skrev jeg d. 5.2.

Det blev en hård fødsel.

Men det har været tre gode uger her i det midt-jyske.

Jeg har skrevet en science fiction-novelle til LIUO 5, “At tænke på silke under invasionen”, som jeg synes er rigtig sjov. Den skrev stort set sig selv, men modsatte sig den slutning, jeg synes var indlysende, så der skal lige arbejdes lidt med udgange inden deadline for antologideltagelse 1/3, når jeg vender tilbage til Sjælland.

Og det holdt rigtig hårdt… men jeg fik endelig hul på Tidens Kælven 2. Ikke en lyd om dén. 25 sider. (Om end jeg læste op fra den til en læseaften i pejsestuen og fik varm reaktion, inde i og ude.)

Og så har jeg fået stillet endnu 150 spørgsmål i et værk, der har været længe undervejs: 1025 spørgsmål til digtningen. Jeg tror, der er godt 700 spørgsmål nu. Inden længe vil jeg forsøge at trække på interesserede kolleger, for om muligt at få dækket spørgsmål på områder, jeg ikke kender meget til – f.eks. omkring klassiske former i nutiden – evt. ikke ved eksisterer, eller ikke selv har berøring med. Det er sådan en inspirationsbog, som ingen vil være interesseret i at betale for at trykke, men gerne vil have stående i f.eks. klasseværelset eller som opslagsværk på natbordet til at sætte tankerne i gang i forhold til hvad det egentlig vil sige at være digter.

Og som angivet i Halddage 2, har jeg skrevet på min Haldhistorie om Pernille Grøn, der er en inkarneret masai fra Tanzania ved navn Sarah Belele. Halvandet kapitel, der virkelig tog røven på mig. Måske kan jeg nu endelig komme videre med den – uden for Hald?

Dertil 15 digte efter ny model: Udprintes efter færddiggørelse og slettes fra maskinen.

Jeg er glad. Hald fylder mit hjerte og tilbyder mig ro.