Halddage 2011, 3 (om nytten af at være her)

Hjemme ude.

 

“Intet. Fødslen er gået i stå. Nu er der tilbage at gå ture og stirre i loftet.

Eller blive siddende dér i mellemrummet.”

Skrev jeg d. 5.2.

Det blev en hård fødsel.

Men det har været tre gode uger her i det midt-jyske.

Jeg har skrevet en science fiction-novelle til LIUO 5, “At tænke på silke under invasionen”, som jeg synes er rigtig sjov. Den skrev stort set sig selv, men modsatte sig den slutning, jeg synes var indlysende, så der skal lige arbejdes lidt med udgange inden deadline for antologideltagelse 1/3, når jeg vender tilbage til Sjælland.

Og det holdt rigtig hårdt… men jeg fik endelig hul på Tidens Kælven 2. Ikke en lyd om dén. 25 sider. (Om end jeg læste op fra den til en læseaften i pejsestuen og fik varm reaktion, inde i og ude.)

Og så har jeg fået stillet endnu 150 spørgsmål i et værk, der har været længe undervejs: 1025 spørgsmål til digtningen. Jeg tror, der er godt 700 spørgsmål nu. Inden længe vil jeg forsøge at trække på interesserede kolleger, for om muligt at få dækket spørgsmål på områder, jeg ikke kender meget til – f.eks. omkring klassiske former i nutiden – evt. ikke ved eksisterer, eller ikke selv har berøring med. Det er sådan en inspirationsbog, som ingen vil være interesseret i at betale for at trykke, men gerne vil have stående i f.eks. klasseværelset eller som opslagsværk på natbordet til at sætte tankerne i gang i forhold til hvad det egentlig vil sige at være digter.

Og som angivet i Halddage 2, har jeg skrevet på min Haldhistorie om Pernille Grøn, der er en inkarneret masai fra Tanzania ved navn Sarah Belele. Halvandet kapitel, der virkelig tog røven på mig. Måske kan jeg nu endelig komme videre med den – uden for Hald?

Dertil 15 digte efter ny model: Udprintes efter færddiggørelse og slettes fra maskinen.

Jeg er glad. Hald fylder mit hjerte og tilbyder mig ro.






Halddage 2011, 1 (Freundlichheit muss sein!)

Anerkendt, ung forfatter sagde: “Jeg er ikke inspireret for tiden”. Underforstået “hun forsøger ikke at skrive for tiden”. Fuck, jeg forsøger hele tiden, no matter what! Er jeg idiot?

Haldophold booket i efteråret, planen var at forberede ophold 14 dage før, men gr. andre omstændigheder røg denne forberedelse. Derfor ønsket om en ekstra uge her, som blev bevilget, så jeg nu kan være her tre uger. Spændende, skræmmende, dejligt, hvad pokker skal jeg vælge at arbejde med?

Det slår mig pludselig, at der er en snarlig, fælles deadline på TO antologiprojekter: 1 Helsingørnovelle, (hvor bogen sådan set allerede er sat i værk, filmen og teaterstykket skrevet, og Emmy og Oscar hædrende uddelt), og 1 science fiction-bidrag til Under Overfladen 5, (der sådan set også allerede er blevet til bog…)

1. APRIL!

Det er om ikke længe. Og spørgsmålet er, om jeg har skrivero, når jeg kommer hjem. Spørgsmålet er, om de skal skrives hér eller i Roskilde.

Er lige ankommet, har trukket i jellobaen og de lange underbukser, det er utroligt behageligt, men spørgsmålet er, om der er varmt nok her i det yderste hjørneværelse. Har været i dette rum før, men ikke i vintersæsonen.

Nu har jeg spist instantnudler og trukket en flaske vin op. Flasken kan stå der og repræsentere min nervøsitet og præstationstrang, og hvis den smager godt, kan det være jeg drikker et glas.

Interessant detalje: Smedehuset er arbejdshjem pt. for journalisten Lars, der vist nok skrev biografien om jægersoldaten, B.S. Christiansen. Denne journalist har jeg mødt på Hald, og han var fed. Han er god for for et glas vin og en passiar, hvis her bliver for ensomt – hvis det altså ér ham, jeg kender. Han var også dén, der læste begyndelsen til min historie om Pernille Grøn og kaldte mig en ”stor forfatter”. Havde og har svært ved at tage det til mig på så lille et grundlag som 10-20 sider, men sådan er det jo at have lille selvværd – man forstår ikke, hvad man er værd, eller hvorfor.

STOR irritation: Min nysindkøbte batteridrevne 3-router kan ikke skabe forbindelse på Hald. KÆFT hvor irriterende! Her er simpelthen ingen mobilforbindelse til 3! Historien er røv-lang; strækker sig fra november og jeg gider den ikke – men den omhandler smadret telefon, test af to smartphones med abonnementer, tilbagelevering af samme phones og abonnementer pga. ringe forbindelse og ubrugelig hardware og køb af samme model pisse-billige Nokiatelefon som den smadrede fra november, samt omtalte batteridrevne 3-router med stort dataabonnement, og så virker lortet ikke hér!!

Jeg er SÅ vred på mobilselskaberne og deres løgnagtige løgne. De skal ikke bare sælge telefoner, de skal fandme sælge tilfredshed! Det er jo ikke vaskepulver, for hulen – man køber bindingsperiode og alt muligt og så skal lortet sgu virke! Og man skal behandles ordentligt og tales til ordentligt og ikke køres ud i et eller andet stift hierakisk system med patenterede orange sideordnere uden fingeraftryksmulighed og mulighed for gravskrift! Freundlichheit muss sein!

Og det er der på Hald. Selv uden 3’er-net.

Hvad skal jeg skrive videre på?

Åh, ansøgning til arbejdslegat under Litteraturudvalget, Statens Kunstfond, som jeg har arbejdet på, siden jeg kom fra ferie. Dén skal skrives færdig, og afleveres senest d. 2. Hér gør jeg noget, jeg normalt ikke gør – jeg fortæller, hvem jeg er og hvorfor jeg er god. Det er nu meget rart at få frie tøjler, men jeg nægter at lyve – så, får jeg ikke noget, kan det tænkes at være, fordi jeg ikke lægger skjul på at en del af mit skrivende arbejde består i politisk fagarbejde for digterne. Deadline i overmorgen.

(Mobiltelefon slukket)

Kenneth Krabat, 31.1. 2011

Upatenteret tortur – Goa 4

Dejlig ferie, masser af afslapning, god og rigelig sex, masser af mad, god mad, masser af gaver til alle, masser af mennesker, masser af fristelser. Arbejdsfri.

 

Når ens ben i siddende stilling er 76 cm fra ryg til knæspids, og afstanden mellem stoleryg og sædet foran er 74 cm, så mangler der 2 cm.

Disse 2 centimeter er ikke udtryk for hverken guddommelig straf eller bevis for overherredømme. De kan ikke købes i dutifree eller blive refunderet kontant ved efterfølgende ankesag. Det er to centimeter, der mangler. De mangler: Hele det tidsrum, man af hensyn til egen sikkerhed gr. såkaldte “lufthuller” er fastspændt til sit sæde, vil pladsen være for trang.

Praksissen er en særlig form for tortur, opfundet af kineserne, som ellers ikke normalt holder sig tilbage hvad angår despekten for menneskelige behov, men når det kommer til tortur forholder sig så subtilt til menneskelige begrænsninger, at man faktisk selv er nødt til at prøve det for at forstå, hvori dog torturen består…

Der er ikke patent på metoden. Luftfartsselskaberne kan frit gøre brug af den, og gør det med glæde. For hver 74 cm i længderetningen sparet, kan endnu 7 – 14 passagersæder og passagerer klemmes ind. Og det bliver de: Klemt ind, passagererne.
Og klemt.
Og klaustrofobiske.
Og paniske.
Og hysteriske.

Imens serveres der to måltider, og kaffe eller te med kage ind imellem. Et par ture ned ad mellemgangen tager en smule af panikken. På toilettet kan benene strækkes, men der bankes snart på døren. Og straks man er tilbage ved sit sæde igen, skal man spænde sig fast. Man kunne forestille sig, at dét ville klemme ryggen hårdt op mod stoleryggen, og således reducere pladsmanglen, men enhver forestilling dræbes omgående, når den foransiddende lægger sit sæde ned. Hér skal man håbe i samme øjeblik at have knæene placeret uden for stolesidernes rotationsgang, fordi man ellers vil opleve at få smadret knæskallerne, eller blot få dem slemt i klemme.

Og så endelig er man fremme. Drænet for al energi og for lyst til at sætte sig til modværge, når taxa-logen i lufthavnen overfalder og fladtæver én med konspiratorisk prissætning. Så tre dage om at komme sig i, hvor man kan dyrke rigelig med sex af den svedige slags, derpå madforgiftning med afføring 1 på den internationale skale fra 1 til 7, hvor 1 indikerer mest vand i tarmene og 7 stort set ingen. Det er en god skala at have, hvis man præcist skal kommunkere, hvordan ens mave opfører sig:

“Hvordan var det så?”

“Åh, en 2’er, men det går da den rigtige vej…”

Der er ingen skala for at kaste op på 3/4 meters afstand og direkte ned i toilettønden, men det er vel derfor det hedder “at kaste op”…!

Efter den første mavekrampende, tyndskidende, opkastende dag og nat, med stigende feber og ondt i alle muskler, følger så 4 matte dage uden den store madlyst og med vandtvang og elektrolytter, vand med salt, sukker og citron, der smager som lort, men ned skal det, så man kan erstatte det vand og salt, man har mistet. Hvad skal sukker og citronen og til for? Tjae, måske bare for at gøre det drikkeligt?

Nu kan man så begynde at spise lidt igen, men hver gang man spiser noget, der er bare en lille smule interessant, brokker kæresten sig over at man blokerer regenereringsprocessen, og så spiser man det i trods eller af dén drift, der trods alt er der, mod at æde andet end grød og ris, og så bliver afføringen en 1’er igen, og så håner hun én, og hun har bare så fucking meget ret, hvis altså bare hun ville holde sin kæft.

Og med disse overvejelser og solen bagende ned over Goa når man halvvejsmærket, lidt ligesom i livet, hvor man kan mærke at der nu er mindre tid tilbage end der har været; ferien går på hæld, dagene bliver varmere på vej mod regntiden, tjenerne bliver anstrengte af smile til os hele tiden, havet bliver stadig varmere og bedre at bade i, men der er hverdag overalt omkring os. Og handel med billige i ordets egentlige forstand, skønt interessante souvenirs. Ja, hele hovedgaden er forvandlet til butikker. Dyrt lejede butiksområder på hovedgadens fortov, der ripper sælgerne af – hvis ikke det er ejerne selv, der sælger billigt lort dyrt til turisterne med hånden på hjertet om, at de ikke kan sælge billigere. Og så alligvel må dunke priserne, fordi der er småt med turister, fordi terrorister sprængte et par bomber i Mumbai for to år siden, eller fordi området er spoleret af turistme og af motorcykler og af doperygende ex-patriots med insider-feeling. Eller måske er det ganske enkelt bare de nye visumregler, der forbyder russerne ophold længere end 1 måned; de skulle jo nødt blive hængende: “60% are bad men”, sagde én af de allerfattigste restaurantejere på stranden. Måske in tune med den indiske regerings holdning, måske blot et selvsyn.

Arambol Beach, nordlige strand, Goa. "FØR"-billede ca. anno 2000.

Her ér varmt og dét, man kommer for. Maden er interessant, hvis den er god og ikke fuld af unordiske bakterier. Sjovt, at den bedste restaurant indehaves af en dansker, der har arbejdet for Claus Meyer. Cheekie Monkey hedder den. Byen hedder oprindeligt Hamal, og bliver i dag kaldt Arambol Beach. Der er 1 strand ca. 5 km nordpå, som endnu er relativt uspoleret. Hvis man vil. Dér findes stadig masser af indere, som gerne ville lave ens drinks og rulle ens joints og vaske ens tøj, for småpenge. Hvis man behøver at føle sig rig.

Og på vej mod de sidste dage, efter et par nogenlunde stærke dage med svedig sex, havbad og mange indkøb, kan man lige nå at få en gang maveonde igen. Selvom man holder sig fra alle kendte smittekilder – drikkevand, grøntsager skyllet i vand, drikkeyogurt fra svært afrenselig blender, isterninger, glas opvasket i hanevand  osv osv osv. Man lammes en smule igen og afslutter Indiens-opholdet med at sikre sig at have skidt af, før man ved midnat kører til lufthavnen for at flyve 5 timer senere.

Endelig, endelig ophører ventetiden i lufthavnen og man når atter frem til de trange sæder i flyet. Som denne gang i fugleflugtslinie peger mod Nordeuropa og foregår i 13kms højde. Uden for i minus 53 grader ér virkelig kun hjem for særlige bakterier; inden for er der rigelig med film at dope sig med, og spil, og tvangstanker om at gå på toilettet af den ene og den anden og den tredje grund. Man behøver ikke foretage sig én eneste fornuftig handling eller tænke én eneste sammenhængende tanke, mens man igennem sølle 15 timer fastholdes i kinesisk pladsbegrænsningstortur med indlagte måltider, og kaffe eller te med kage.

Ved ankomsten er det uforståeligt, at billetautomaterne i Metroen fra Kastrup Lufthavn denne dag ikke vil tage Visakort, og at Metro-stewardessen efterfølgende udskriver 2 x 750 kr i “kontrolafgift”. Og der sidder man så i Metroen, efter sin ferie, komplet blæst i kraniet og i kroppen, omgivet af bagage og souvenirs og længslen efter fucking bare at falde i søvn i hinandens arme i 25 grader under myggenettet, at kunne skide regelmæssigt, at få serveret hele baduljen på et fad af håndflettet bambus og bare nå frem til rigtigt at  slappe af. Bare slappe helt af og ikke lave noget som helst. Lige som de skide landflygtige hippier i deres evighedsrus.

Og de nyeste visareglerne fra i år nægter alle og enhver indrejsetilladelse før tidligst 2 måneder efter sidste besøg. Og himlen ér så grå. Pisse, fucking grå.

Og nu sner det igen.

Kenneth Krabat, 26.1. 2011

Arambol beach (link)

Status for faldne profeter; en projektansøgning

Om intelligens, begavelse, fokusering og uviden.
Der ér i sig selv ingen konsekvenser af høj IQ; der skal mere til.

Min matematiske IQ er på 142. Når jeg siger det sådan, mener jeg dermed, at min intelligenskvotient er målt på en anerkendt måde – dvs. ved en test, som er godkendt af Mensa.

At være intelligent er ikke det samme som at være kreativ, talentfuld eller vidende. Det betyder en over-gennemsnitlig evne til at gennemskue mønstrene i det område, ens intelligens beskriver.

At være en del over gennemsnit i matematisk IQ betyder således, at jeg er god til at gennemskue mønstre i den del af min bevidsthedssfære, som handler om rationelle gentagelser og dermed om formodninger om gentagelser.

Når man arbejder med formodninger, fordres tre forudsætninger:

  • at man hurtigst muligt gennemskuer et mønsters frekvens
  • og hurtigst muligt giver slip på den pågældende mønsteranalyse til fordel for nye mønsteranalyser
  • at man er fleksibel nok til at “holde resultatet på klem”, så man kan indkorporere nye resultater, som de måtte vise sig

De fleste mennesker udelukker behandling af mange informationer gennem en proces, som på engelsk kaldes latent inhibition, (“skjult hæmning, der kan komme til udtryk”) – som er et dyrs ubevidste evne til at ignorere stimuli, som erfaring har vist er irrelevant ift. dets behov. Når man er meget mere åben for indkommende stimuli fra omverden end det brede flertal, med en ringe(re) tilbøjelighed til at censurere indtryk, før de er blevet behandlet af bevidstheden, bliver man benævnt “kreativ”.

For den menneskelige bevidsthed kan alle informationer sammenkædes i mønsterkæder, fordi den menneskelige bevidstheds virkelighed “altid er den samme”. Selv ikke traumatiske tilstande forandrer vores grundlæggende opfattelse af virkeligheden; vi fortsætte med at stole på grundpræmisserne, uanset om de udviser små variationer: At en edderkop er lige så levende som en elefant, at det gør lige ondt at slå hovedet på en mandag som på en torsdag, at man ikke kan gå på vand eller levitere eller holde vejret i dagevis. At det ikke er virkeligheden, som er fleksibel, men derimod den menneskelige opdagelse af den – ved mødet med nye data, efterprøvelige stimuli.

Hvis man ud over at være matematisk intelligent også er kreativ, vil processen med at klassificere mønstre – gennemskue deres frekvens, og formode og teste nye mønstre – i sig selv være som en åben sluse, hvor informationerne “vælter” ind. Og kun dén, som formår at fastholde et fokus og er fleksibel nok til at justere sig til nye informationer undgår at blive løbet over ende af detaljer og mulige sammenhænge og datakombinationer.

Jeg er det, man kalder “kreativ” – jeg bemærker ting i mine omgivelser, som mange ikke vier opmærksomhed, fordi de ikke behøver det, og forholder mig åben til dem, uden at afslutte deres klassifikation.

Da jeg var yngre, tog jeg LSD godt 10 gange i løbet af 10 år. Det satte så meget skub i mine tankestrømme, at min sædvanlige introversion blev som en beholder, der ikke kunne rumme mere og begyndte at vælte over med udtalte spekulationer om alt muligt – og fordi jeg samtidig var både uuddannet og udannet, havde jeg meget lille viden om generelle sammenhænge i verden og blandt menneskene at hænge informationerne og koblingerne i strømmen af input op på. Jeg var kort og godt ved at blive vanvittig, fordi jeg ikke kunne finalisere, afgøre, mine koblinger – jeg manglede data om verden; mine sanseindtryk og observationer fortalte mig en hel masse begyndende historier, der var meget mere avancerede end min skole- og håndværkeruddannelse havde beredt mig på, men jeg havde ikke data til at afslutte dem.

Min evne til at fokusere reddede mig; måske var den forhøjet af stoffets kemiske eftervirkninger i min hjerne, jeg ved det ikke – men jeg kunne sende spekulationerne om verden “ned i papiret”. Alle de uafsluttelige tanker om verdens og menneskelige interaktioners beskaffenhed som følge af min ringe lærddom kunne jeg afslutte ved at nedskrive afslutninger eller konklusioner. Nedskrivningen lukkede døre og muligheder, men forhindrede mig i mentalt at drive for vejr og vind i alle retninger. Det reddede mig, at jeg kunne fokusere.

Høj matematisk IQ, fokuseringsevne, kreativ OG uvidende om verden: Mange data der kommer ind, former sig i mønstre, der former sig i mønstre osv., og finaliseres til bevidste, fleksible, temporære konklusioner, UDEN sikkerhed for sammenhæng med etableret viden. Hvilket betyder, at det kan være mangelfuldt, og det kan være nytænkende. Dét, der kommer ud af mig. Som med al skaben, men jeg er ikke længere bange for at tage fejl.

Og hvad så?

Det foregående er en analyse af en menneskelig tilstand, tilsat anerkendt viden om bevidsthedstilblivelse, mønstergenkendelse, datafiltrering mv. Men hvad skal jeg eller nogen anden bruge dét til – at have læst hértil?

Jo, der er altid en pris. Således også hér:

For den, som besidder en IQ, der er mere gennemsnitlig, vil ovenstående måske være interessant, men så ikke mere. Der er intet truende i det. Intet, som behøves for at overleve eller stille særlige behov.

For dén, som besidder en matematisk IQ over mit eget niveau og ca. på min egen alder eller temmelig veluddannet, vil selve konklusionen ikke være en konklusion, men blot en arbejdshypotese.

For dén, der matcher min IQ, alder, uddannelse, tankesæt, interesser – antallet blandt mine læsere faldt lige drastisk hér; måske er det kun mig selv, som nogen sinde vil nå hértil i teksten – vil ovenstående rumme nogle udfordringer, som er dét, der er prisen for at erkende ovenstående:

Vi kan aldrig vide nok. Og når man ved dét, bliver selve udvælgelsen af, hvad der er vigtigt at fokusere på, en drivende kraft; det er essensen i vidensvækkelsen i enhver kultur, som oplever eller har oplevet den luxus det er at kende til national stabilitet. Dvs. en drivende kraft – eller evigt talen uden om at gøre noget væsentligt, der ikke handler om personlig overlevelse!

Sitet her hedder 1000 stemmer, oprindeligt, fordi jeg følte at 1000 stemmer talte gennem mig – men jeg får flere og flere enslydende tanker om, at jeg burde lægge mit fokus på andet end dét, jeg tilfældigt kanaliserer. At min læretid som sandsiger er forbi. Og at det er mit egentlige arbejdsliv, der er ved at gå i gang.

Det sidste år på 1000 stemmer har været en eftersøgning – 248 indlæg, der har dokumenteret oplelvelsen af mit liv i verden i harme, begejstring, sorg, skrift, skønhed, savn… Mit liv. Ikke andres liv i nogen særlig udstrækning.

Jo, okay, digterne, og altid digterne – forsøget på at tilvejebringe et eformat for digtere at udgive i, eller i det mindste slå til lyd for, at det mangler og snart savnes. Ønsket om at lave et digitalt skriveværktøj, der passer digtertankegangen perfekt. Men derudover?

Jeg er røv-vant til at bruge al energi på mig selv, men springer rask væk til, hvis nogen spørger; jeg elsker udfordringer, projekter, opgaver, idéer, løsninger, modeller, hypoteser.

Jeg savner en opgave, et projekt. Noget at bruge min energi på, min udholdenhed og mine evner for at gennemskue verden, analysere og komme med nye løsninger.

Så er det sagt. Nu tager jeg på ferie i 14 dage – måske hviler jeg hovedet, måske ikke, men det her er en projektansøgning.

Brug mig. Ansøgningen udløber ikke

Kenneth Krabat, 7.1.2011
kontaktdata til højre på siden

Goa, gamle dyder, islam og den berøringsfri zone

Friendliness is a state of mind.

03.01.2011 Op klokken tidligt, af sted til Havnegade 39 til Qatars midlertidige kontorer.

De lever virkelig op til deres motto! NUL problemer med at ombooke. Et gebyr og så var det dét (okay, ikke billigt, men det slår at miste alt eller købe en ny rejse!). Vi skal af sted på lørdag. Samme tid, samme Kastrup Lufthavn.

Og så viste det sig, at der var en gave med i posen med billetten. Et ikke så kønt, men ekstremt praktisk VERDENSvækkeUR – med indstilling af tidsforskel til alle tidszonerne – for den, som rejser ofte og har en virkelighed et andet sted at forholde sig til.

Adspurgt svarede Qatars medarbejdere, at deres politik er helt bevidst. De vil demonstrere, at det betyder noget med personlige relationer til kunderne. F.eks. har de et kontor i alle lande, de er repræsenteret i – hvilket absolut ikke er tilfældet for alle luftfartsselskaber. Okay, konkurrencen ér hård, og konkurrenceoverskudsmarginalerne sikkert små, og Qatar er et af de, hvis ikke DET, rigeste land i verden og har råd til at etablere sig på de dyreste adresser, men alligevel: Qatar VIL noget med deres kundepolitik, som ikke mange andre luftfartsselskaber i verden kerer sig om. Som den daglige leder så selvfølgeligt sagde: “Vi vil gerne have at kunderne kommer igen.” Ja, ja, det vil alle da – men ingen gør noget for det længere. Service er blevet et fy-ord. Noget, der hører gamle dage til. Snarere end at kunne fortsætte med at handle om integritet i arbejdet – at man faktisk bryder sig om det, man beskæftiger sig med. Hvilket i en servicefunktion som et flyselskab handler om at hjælpe folk ud og hjem på den bedst mulige måde for kunden.

Jeg ér dog samtidig nødt til at forholde mig kritisk – ensidig slikken røv hjælper ingen:

Nu rykker Qatar, de Arabiske Emirater og en 3. ørkenstat ind i med luftfartselskaber og i hundrevis af nye fly i Europa. Med sig har de en pæn profil, venlighed, servicemindedhed, som det er naturligt i deres hjemlande. Men de kommer også og både repræsenterer islam og et bevidst andet billede på islam. Et venligere billede. Måske et billede, som er mere i overensstemmelse med hjemlandenes (ideelle) levevis.

Ikke for at forsage trangen til at være venlig og imødekommende, men vi ér nødt til at tænke, at islamiske stater (som alle er monarkier og diktaturer) i krisetider kan finde på at trække på samme hammel, på samme måde som såkaldt kristne, vestlige nationer gør det.

Vi skal ikke lade det bekymre os. Bare være klar over, at trosfæller – lige som familier – trækker sammen i krisetider. Og så være rigtig glade for, at nogen endnu tror på, at det har betydning at vise omsorg i forretninger; tillade os at blive vækket til at se, at der ER andre måder at leve på, som måske i visse situationer er bedre, end dem vi er vant til…! For den her praksis, der breder sig overalt i den vestlige (forretnings)verden, måske især repræsenteret ved den berøringsfrie zone, Internettet, at alting er folks eget ansvar… det adskiller os fra hinanden – og harmonerer ikke med, hvad der ellers er gang i overalt – med sociale netværk og fora og personlige anbefalinger. Verden bevæger sig mod et større fællesskab på alle planer – og firmaer, som søger at kapitalisere på dette behov uden hensyntagen til Real Life, kommer til at betale prisen – eller være skyldig i, at hele kulturer kommer til at betale en pris, som ikke er nødvendig – med en smule omtanke, og kritisk sans.

Never mind. Jeg byder Qatars fremvisning af såkaldt gamle dyder velkommen. Ikke kun på et serviceniveau – jeg sætter min lid til, at venlighed og omsorg smitter.

Nu med billetten i hånd blev det tid til at håbe på at kunne nå at få et visum…

Af sted til Indiens ambassade, som i følge hjemmesiden var åben fra 9-12… men tidpunktet var ændret til 11.00 for visaansøgninger! Med den insisterendes ensidige retningssans, der nægter at lade sig standse af noget, fik vi dog sneget os ind! Til  et totalt proppet lokale. Hvor behandlingen alligevel gik relativt hurtigt. (Men for pokker en elendig visaansøgningsformular, som de ansatte måtte korrigere alle til at rette!)

Vi får vore visa fredag. Siger de. Vi sidder ikke på pinde resten af ugen. På et eller andet tidspunkt må man give slip og lade guderne trække læsset. Hermed gjort.

Tak til alle, der hjalp med at gøre vejen farbar igen:

Denis (Qatars repræsentant i lufthavnen)
Uffe (dedikeret Airtiki-repræsentant)
Qatars medarbejdere
mine nære venner, som på Facebook med rette har svinet mig til for smøl og sjusk
og min kæreste, som heller ikke ville give op.


Kenneth Krabat, 4.1.2011

Qatar Danmark – hjemmesiden i Danmark er endnu ikke på dansk, men det kommer

Qatar Reservations i Doha, Qatar – Qatars hovedsæde, der godkender alle om-bookinger
Tel. +974 4449 6666 (i Danmark betyder “+”, at der skal sættes “00” foran)

Goa Goa Goa!!! | At komme af sted…

Der er visumpligt til Indien…

 

Det her er så den noget mere fattede udgave af gårsdagens reaktion på at stå i lufthavnens check-in og blive nægtet adgang til flyet!

23. december 2010 kl. 04 om morgenen efter flere dages billeteftersøgning fandt vi en billet til Goa med travellink.dk. Pris: 6300 for 14 dage. Højsæson, ikke en pris der er værd at råbe hurra for, men kæresten havde fået skrabet sammen til to ugers ferie, hvilket betød en chance for at slippe ud af snehelvedet en tid. Som de fleste nordboere ønsker sig det. En pause, mens vi venter på foråret.

1.1.2011 stod vi op kl. 5.30 for at være sikker på at få en taxa til stationen fra nytårsmorgens, indesneede Vindinge, 6 km fra Roskilde, med udflyvning fra Kastrup 11.10.

I følge lufthavnens liste over anbefalede fremmødetidspunkter var det bedst for os at møde 3 timer før, dvs. 08.10.

Årsagen er nok, at Qatar som såkaldt “upcoming” på markedet mellemlander i Doha, Qatar, mod destinationer verden over og derfor typisk vil have mange mennesker med flyet og lange køer foran tjek-in. (Rygter siger dog, Qatar inden længe vil beflyve Goa (og andre destinationer) direkte fra København snarere end at mellemlande i oliestaten Qatar. (Det er dem med alle de mange penge, som har konstrueret en mængde kunstige øer udformet som alverdens lande og kontinenter og udbudt dem til salg at bygge og bo på.))

Vi var i god tid. Og i godt humør, selvom vi var røvtrætte. Ventetiden var kort. Og der var intet, som kunne have forberedt os på afvisningen ved skranken: “Og jeres visum?”

Vores visum?! Skal man have visum for at komme til Indien?! You are kidding, right?!

Travellink.dk, der anerkender rejseankenævnet, har IATA rettigheder og er medlem af Rejsegarantifonden, foretrækker at sælge billetter:

Mens man udvælger sig en billet til Indien, bliver man ikke gjort opmærksom på, at der er visumpligt til Indien. Dernæst skal man afkrydse alle de ting, man ikke ønsker at købe til – afbudsrejseforsikring, sygeforsikring og flere andre ting. Og når man ender med at gå til betaling, bliver man præsenteret for ovenstående lille boks. Det er hér, det går galt!

I følge reglerne SKAL rejseselskaberne ikke gøre opmærksom på visumkrav, og rent forretningsmæssigt KAN man da også godt forstå, at et visumkrav KAN virke afskrækkende på købelysten, hvis der ikke er mange dage til afrejse – dvs. tid nok til at bestille et visum… men f.eks. tyrkieteksperten.dk kan godt finde ud af det på deres last minute-rejser:

Så, JO, ja, det var vores egen fejl, at vi ikke læste Handelsbetingelserne, inden vi satte kryds i feltet og gik til betalingssiden! Ja, det var. For, som de skriver, er det ubetinget

… køberens og rejsendes ansvar (selv) at

  • kontrollere de visum-, pas og vaccinationsregler som gælder for rejsen. Omkostninger i forbindelse med dette står rejsende selv for.
  • tilse at pas, visum samt transitvisum er gyldige for den tid og till de lande rejsen går til.

Længere nede på siden med Handelsbetingelserne afslutter travellink med

Det er Travellinks ambition at levere alle informationer og rejsedokumenter som gør det muligt at gennemføre rejsen i overensstemmelse med rejseaftalen.

Men… ambition?! Selve opbygningen af siden er tegn på, at travellink i konkurrencens kamp om marginaler ikke strækker sig for sine kunder. Som kunde skal man i princippet være ansvarlig for alt – så står de klar med et præcist svar. Men spørgsmålet skal stilles først.

Voksenrejser? Eller mangel på omsorg?

"Taking you more personally"

Qatar har en nyligt ansat franskmand som ansvarshavende i lufthavnen.

Sjældent er jeg af en servicemedarbejder blevet mødt med større omsorg og imødekommenhed, og da aldrig i en lufthavn. Da vi sad i cafeteriet for at samle os, kom han over til os med sympati, gode råd og sit visitkort, med mulighed for at ringe til ham personligt, hvis vi behøvede det. Det fik vi nytte af.

Med formålet at bede om hjælp ringede vi til Qatar Danmark fra en mønttelefon i Kastrup. Men kontoret var ikke åbent i weekenden. (Nummersvarerens angivne nummer til den centrale reservation i Doha viste sig at være forkert – det rigtige nummer står forneden).

Møntboksen i Kastrup accepterer maksimalt 75 kr. fra ens kreditkort, hvilket både er en fordel, ulempe og noget svineri – en fordel, fordi 3 minutters samtale til Qatar kostede de fulde 75kr; en ulempe, fordi man ikke selv kan vælge, hvor meget man vil bruge i sådan en nødssituation, og det er noget svineri, at det skal koste så meget at ringe fra lufthavnen. Mobiltaksten til Qatar hos Telenor er godt nok normalt 12 kr./min, men kan med en særlig aftale med selskabet fås for 3 kr./min. Men never mind, for vi havde ikke penge på telefonen.Vores nye franske ven foreslog, at vi ringede via Skype, men det måtte vi så vente med, til vi fandt et sted med en computer og en mikrofon.

Fra kl. 9-12 i Kastrup forsøgte vi så at lave en strategi for videre færd. Vi spurgte alle rejseselskaberne, om de havde andre rejser – vi var meget opsat på simpelthen bare at komme af sted – men prisniveauet lå over vores formåen. Hvorfor man er kommet frem til som strategi at straffe dem, der ikke booker lang tid i forvejen, forstår jeg ikke helt. Jeg kan godt sætte mig ind i, at det ikke er hensigtsmæssigt at sælge tomme pladser til lavere pris end dem, der er booket længe før, men til dobbelt eller tre gange prisen? Og jeg forstår heller ikke det her med sæsonopskruede priser – altså, at en billet uden for sæsonen koster f.eks. 3000 og nu 6-9000. Forholdet ml. oliepris og billetpris er det samme, flyet koster det samme, så hvad er det, der tvinger prisen op?

Vi fandt ikke en rejse, vi kunne betale. Men manden i SAS-skranken var meget sympatisk og oplyste os om, at vores reservation var blevet flyttet til d. 4. og at billetens koder angav, at den ikke var no-show… (“No-show” viste sig at være den tekniske betegnelse for ikke at have aflyst og ikke være mødt frem ved afgang.) Samtidig fik han overtalt os til at booke en afgang samme aften til Ho Chi Min City til 6000, som vi selvfølgelig måtte aflyse senere på dagen. Som den meget varme og hjælpsomme fyr han var, skulle han da frem for en blank afvisning i det mindste have nogle timers kommissionsglæde ud af sin assistance.

Hos forældrene på Østerbro installerede jeg Skype på faderens mac, og købte for 92 kr. opkaldspenge. Og så ringede vi til Qatar igen. Denne gang talte vi i over 25 minutter, mens den kvindelige repræsentant konfererede med sine overordnede. Først sagde hun, at billetten ganske rigtigt IKKE var en no-show, men pludselig var den det så alligevel, og så måske alligevel ikke. Pointen er, at der kun kom dét ud af det, at vi skulle tale med Qatar Danmark mandag. Venlighed hele vejen igennem, om end vi jo endte med at skulle vente til mandag alligevel.

Vi ringede til franske Qatarven for at høre, om der var noget at gøre. Det viste sig at være ham, der havde flyttet bookingen til d. 4. Vi antog så, at det blot var for at sikre os en plads på flyet, hvis det skulle lykkes os mandag at få et hastevisum igennem på den Indiske Ambassade og at få re-booket hos Qatar – men han viste sig at være mere fremsynet empatisk end som så: Alle fly- og rejseselskaber har en meget almindelig regel om, at man mister hele billetten, hvis ikke man bruger udrejsen. Med hans re-booking af udrejsen, selvom vi ikke har en billet, har vi i hvert fald ikke mistet hjemrejsen. Måske kan dét bruges til noget?

Resten af aftenen kikkede vi på afbudsrejser og billigrejser (just in case) – uden at finde noget, der var varmt eller til at betale. Kæresten konfererede med sin chef og fik lov at overdrage sine vagter i ugen efter sin ferie, så hun kunne blive væk en uge til, hvis det skulle lykkes os at flytte ud- og hjemrejse hos Qatar; det er et omkostningsfuldt (dyrt) sats, men hun har ikke været uden forpligtelser i 8 år (NUL ferie) og VIL af sted!!! (For mig er det anderledes som selvstændig forfatter – jeg må bare flytte nogle aftaler og jeg rejser mindst én gang om året.)

i dag 02.01.2011 ringede vi til en bekendt i rejsebranchen, der hjalp os til at gennemskue diverse billetkoder, fortalte om procedurer og vaner i branchen og generelt affødte et gevaldigt humørløft hos os. Han er en meget dedikeret rejsesælger, som begræder den voksende nej-tendens, der har været i branchen siden 9/11. “Tidligere var KLM, British Airways, og alle de andre store villige til at hjælpe folk på en personlig måde, men i dag handler det kun om at sælge standardiserede produkter, som kunderne helst skal passe til, og ikke omvendt”. Han udtrykte stor glæde ved at høre, at personlig forholden til kunderne stadig kan forekomme hos et stort flyselskab.

Qatars motto må således siges at være velvalgt. “Fragter/behandler dig mere personligt”.


Kenneth Krabat, 2.1. 2011

Qatar Danmark – hjemmesiden i Danmark er endnu ikke på dansk, men det kommer

Qatar Reservations i Doha, Qatar – Qatars hovedsæde, der godkender alle om-bookinger

Tel. +974 4449 6666 (i Danmark betyder “+”, at der skal sættes “00” foran)

Visumregler Indien 2.1.2011 – Udenrigsministeriets konstant opdaterede liste

The Copenhagen Diplomatic List – ambassader verden over

Indiens Ambassade

Tel:+45 39 18 28 88

Tel: +45 39 29 92 01

Tel: +45 39 10 86 29 (After Office Hours)

Fax: +45 39 27 02

Goa, Going, Gone…

Bye, bye, varmeferie…

Inden man tager noget sted hen, bør man sikre sig

  • at vejen er banet
  • at endemålet er tilgængeligt

Vil man som dansker ind i Indien, skal man betale den Indiske Ambassade for et visum – ikke som Ægypten bare for at tjene penge, men for at forhindre udlændinge i at blive i Indien uden gyldig grund. Visum til Indien erhverves ikke på 5 minutter.

Hvor er det dog forstemmende at komme til enden af tjek-ind-køen i lufthavnen og få at vide, at man ikke kan komme om bord. Hvor er der mange sympatiske, søde mennesker i verden, som gerne vil hjælpe og stryge og trøste. Også i lufthavnen. Men regler er regler: har du ikke visum til Indien, kommer du ikke ombord.

Fuck.


Kenneth Krabat, 1.1. 2011
Indiens Ambassade
+45 39 18 28 88
+45 39 29 92 01

+45 39 10 86 29 (After Office Hours)
Fax:
+45 39 27 02

ARRANGEMENTER 2010

oplæsninger i 2010

2010
13. november Dansk Forfatterforening i Poetisk Bureau, jeg laver oplæg om ebøger, se http://poet-bureau.dk for klokkeslet

12. november Bogmessen, Jeg deltager i paneldebat om poesipublicering på nettet i selskab med Lars Bukdahl, Asger Schnack og Irmelin Prehn. Kl. 14.

11. november København Læser, afslutning i Poetisk Bureau

9. november København Læser, Jeg oplæser Science Fiction i godt selskab på Café Dan Turell i St. Regnegade

5-7. november Poetisk Bureau, vært og oplæsning – http://poet-bureau.dk for nærmere program.

15. oktober Kulturnatten.

18. September i Poetisk Bureau, i anledning af deltagelse i ny PB-antologi, FRAGMENTER – fra kl 16, gratis entré, griffentfeldtsgade

29. august til åbningen af Poesiens Hus, Gothersgade 89 (over for Kongens Have), fra kl. 20. Jeg går på kl. 21.30. Over 50 digtere fra hele landet læser op.

28. august Ord Under Himlen i Kongens Have i København, fra kl. 13

14. august i Helsingør på Cafe Bakowski i Sct. Olaigade fra kl. 11-14, LitteraTour, gratis agang

23. juni, Sankt Hans, Hornbæk strand, forhåbentlig sammen med en masse andre digtere.

1. juni Poetisk Bureau, Griffentfeldtsgade, 2200 N: Oplæsning – gratis adg.

21. maj Piip Poetry Slam, Huset i Rådhusstræde, Kbh: Slam – 25 kr. fra kl. 19 (Måske – står på venteliste)

11. maj  Det fri Gymnasium: Workshop og oplæsning – lukket arr.

Jeg keeeeeeeder mig! [mobning 2]

Det keder mig i ekstrem grad at skulle tage ansvaret for, hvad jeg kan se er det rigtige at gøre.

 

Jeg har et problem:

jeg er begavet nok til at se, hvad der er rigtig at gøre, hvis man skal sigte mod et ideal. I dette tilfælde idealet om det sunde, det uneurotiske, det glade menneske.

Jeg har ofte sagt, at jeg rider på kaos. Dvs. at jeg holder af, at tingene i mit liv og omkring mig forandrer sig. “Kaos” hér er måske ikke det samme som “kaos” i Ghana eller Mexico eller Shri Lanka, men inden for rammerne af det her trygge samfund Danmark kan jeg godt lide, at tingene forandrer sig uforudsigeligt.

Altså: jeg har ikke lyst til at tage ansvaret for retningen i mit liv. Jeg har lys til fortsat at ride på en bølge af uansvarlighed. Hverdag er ikke min kop te. Jeg har stor ulyst til for alvor at blive dét, vi kalder “voksen”.

Voksen bliver man ved at tage konsekvenserne af dét man forstår eller synes at forstå. Alternativet er så ikke at tage konsekvenserne af det man forstår eller synes at forstå. At undlade at blive voksen.

Jeg kan godt lide at forsvinde fra mine følelser af og til, og lukke mig inde i mit hoved. Jeg kan også godt lide at forsvinde fra mit hoved en tid, og lukke mig inde i mine følelser. Begge kan jeg bestemme med hhv. pot og øl. Lidt af hvert, måske udstrakt over en periode, og gerne med total afkobling fra ansvar og eller total fordybelse i skriveri til følge.

Mit problem er hér til dels, at jeg ikke følelsesmæssigt kan connecte med min kæreste, når jeg er påvirket af pot, og hun bryder sig ikke selv om at ryge, og at dagene efter en joint er tilsvarende følelseskølige. At drikke øl til at fjerne mig fra for mange tanker duer heller ikke, hvis kæresten venter efter endt skriveri. Eneste mulighed er så tilsyneladende at trække mig på fysisk afstand af hende, når jeg behøver at koble af. Og det er min nuværende boligsituation ikke til.

PROBLEMET 1:
Ud over ikke bare at kunne trække mig, føler jeg, jeg mangler en del af mig selv ved ikke at kunne alternere mellem det ene og det andet middel. At jeg har det mindre sjovt i mit liv, fordi alt er så ensartet hele tiden. At alting bliver så røv-seriøst og rigtigt.

Ikke, at jeg er i tvivl om, at det er godt for enhver – på lang sigt – ikke at fjerne sig fra sine følelser og at tage sine tanker alvorligt og at forblive klarhovedet. Men jeg keder mig i stærkt stigende grad – på den korte bane. Og jeg synes ærlig talt, dét er værre.

Jeg savner udfordringer. Hvor jeg kan bruge mit hoved. Og kan komme lidt væk fra mine følelser i ny og næ. Fordi jeg har levet og arbejdet på denne måde i 25 år, må mit mønster beskrives som, at jeg savner at være uansvarlig. Jeg savner at ikke-vide. Jeg savner at være mere selvdestruktiv end jeg er i dag. Jeg savner efterveerne – følelsen af forskellighed, mig-før, og mig-efter. Og at få nyt at tænke over ved netop at indgå i uforsvarlighed, “ikke-retning“.

Nu er jeg jo også holdt op med at ryge tobak. Der er simpelthen ingen uvaner at fordreje hovedet på mig selv med. Jeg bliver sindssyg af at være så fornuftig. Jeg får ikke været alene. Jeg får ikke skrevet dét der fra det inderste. Jeg BLIVER sindssyg, hvis jeg ikke snart finder ud af, hvad fanden jeg skal stille op!

Okay, jeg kan også godt se, at jeg kommer fra en vane med at undgå at kede mig ved at indtage pot eller øl. Ja, jeg afskyr at føle, at jeg spilder tiden. Så hellere kvitte stressen og mindreværdsfølelsen med lidt rusmidler og kombinere en sådan midlertidig frihed fra ansvar med den aktivitet, jeg holder mest af: At skrive. Eller næstmest: At opleve, gerne drama – film, serier, menneskemylder på sidelinien.

PROBLEMET 2
I følge Csikszentmihalyi (ham med “flow”) ligger “kedsomhed” nederst, hvad angår udfordring, og indikerer et middel færdighedsnivau.

Spørgsmålet er, på hvilket område, jeg skal regne mine færdigheder.

Eller, hvis jeg skal være oprigtig: De eneste af mine færdigheder, hvor jeg har relativt nemt ved at komme i flow, er at skrive og få idéer. At leve, at have det sjovt, at hjælpe andre, at være partner, at skabe min fremtid, at fokusere, at planlægge osv osv. må jeg regne under ringe evner. I hvert fald ud fra Csikszentmihalyis skema: Jeg bekymrer mig. Jeg er anspændt. Jeg bliver apatisk. Når det handler om tillid til mennesker og til fremtiden og den slags.

PROBLEMET 3
Jeg ved, at udspringet for mig er mobning i en tidlig alder, igennem mange år. Og jeg ved, at jeg næppe nogen sinde slipper for følelsen af ikke at være god nok. Og at jeg aldrig vil kunne lægge ansvaret for mit liv i andres hænder. Men at vide det gør det ikke mere tilfredsstillende.

Når jeg keder mig, bliver jeg apatisk. Fantasiløs. Frygtsom. Altså, når kravene til mig overstiger, hvad jeg umiddelbart oplever at kunne honorere, blokerer jeg for kravene, indtil udfordringsniveauet ser ud til at matche mine evner, hér og nu.*

Kommer jeg til at sammenligne mig med andre, der går lige på med hovedet først, er det IKKE tilfredsstillende. Og det er svært ikke at sammenligne, når jeg generelt set har så stort behov for at gøre noget.

Det er heller ikke tilfredsstillende at hade ham i skolegården, der forårsagede en forkrøbling af min personlighed – hvor ingen aktivitet er naturlig eller tilstrækkelig, og ingen af de andres kontakter selvfølgelige og uden bagtanker. Men det gør jeg. Hader ham. Og ved at holde mig klar på, at jeg hader ham, kan jeg muligvis også holde fokus på IKKE at forfalde til apati og fortrængninger.

Men det er IKKE tilfredstillende.

Jeg ønsker at elske alt, jeg bruger tid på, og de mennesker, jeg ønsker at omgive mig med. Jeg ønsker at være fokuseret på fantasi og hittepåsomhed og dybe, varme følelser. Jeg mener mit hjerte i stand til at elske dybt og længe og med megen plads til forskellighed.

Had og apati og frygt og anspændthed er ikke i orden. Jeg vil ikke ha’ det! Både pot og øl kan af og til dæmpe tanker og følelser.

Men selvmedicinering er ikke tilfredsstillende. Heller ikke at skulle meditere eller levitere eller bare galopere på stedet. Det eneste, der rigtig duer, er at elske.

PROBLEMET 4
Kan jeg ikke elske, hvad er jeg så? Kan jeg ikke føle, at der er noget at elske – at der er noget i et andet menneske, som adskiller sig fra mig i en positiv forstand – hvad så? Jeg behøver mine udflugter, min flugt, mine pauser, min fordybelse, at trække vejret alene og uden krav om noget. Er det noget at tilbyde et forhold?

(* Det var besynderligt nok dén kontrakt, jeg lavede med mig selv i 1999, da jeg begyndte at skrive et dagligt digt – længe før, jeg overhovedet forstod min plageånds indflydelse: “Skriv et dagligt digt, og hvis det ikke føles godt nok, så sænk dine krav”. Det virkede. Der kom mange gode digte ud af det…)


Kenneth Krabat, 13.12. 2010

Få idéen, føre firmaet til succcesss og sælge.

Dén verden, hvor dét at starte et firma kun er skridt på vejen mod at sælge det.

Jeg finder det interessant, hvordan folk forholder sig til begreber som at sælge sig selv, kunderelationer, fejl i opstartsfasen, hvad der er “tilladt” at fokusere på (“må man godt bare ville tjene penge”, f.eks.) osv.

Selv har jeg svært ved at fokusere på dét at tjene penge, og vil gerne forstå, om man evolutionært eller overlevelsesmæssigt betragtet BØR have et stort fokus på indtjening? Eller, snarere, om det er mig muligt at nøjes med bare at fokusere på samfundets edifikation og sanseligheds bedagelse? (Undskyld, kan du leve af at være forfatter? Nej, men jeg lever for det.)

For ganske nyligt faldt jeg over et udtryk. Det eksakte citat kan jeg ikke linke til, men det lyder nogenlunde således: “How to be a successful start-up’er and how to successfully guide the company towards a successful aquisition”. Altså, hvordan man lykkes med at opstarte et firma og siden lykkes med at føre det frem til en lykkelig overtagelse.

Føre sit firma frem til en lykkelig overtagelse

Ikke fortsætte med sit firma til det udlever sin brugbarhed, men opstarte sit firma baseret på sin gode idé, finde de rigtige medarbejdere, der rigtige producenter, de rigtige aftagere, og når det topper så sælge det til overtagelse til mere statiske kræfter og gå videre med (idéerne til) de andre fimaer, man har opstartet… Og lade køberen om at malke idéen til sidste dråbe. Eller implementere den udbudte teknologi/service i andre produkter eller som bund for nye patenter osv.

Idé-realisering er hvad det handler om. Gøre idéer til virkelighed som en sport-for-penge. Realitetsvurdering i begrænset tidsperspektiv.

Hvad der motiverer menneskene er altid interessant.

At mit behov for kvalitet får mig til at føle, at hele denne idé-som-produkt-mod-realisering-og-salg er en smule snavset, er MIT problem. Jeg må leve med, at verden er fuld af unyttige dimser og ufuldstændige programmeringssprog og allehånde tjenester, hvis fremmeste kvalitet er, at de betaler for understøttelsen af menneskeliv, uden derudover at bidrage med kvalitet til menneskelivet. I det mindste er der så mennesker, som ikke sulter og kan forsørge deres familier og får tid og overskud til at forholde sig til at være menneske.

I Det Mindste.


Kenneth Krabat, 8.12. 2010

TIDENS KÆLVEN, sig tiden nærmer, 1

i 2010 udkommer Tidens Kælven, en ny digtsamling af Kenneth Krabat. Digt er så meget sagt, og samling er sådan set også forkert, men en bog udkommer, og den er… sær.

Inden længe er det to år siden, jeg påbegyndte, hvad der snart på Poetisk Bureaus Forlag udkommer som “Tidens Kælven”. Ja, egentlig har den en sindssvagt lang titel, men mere om det en anden dag.

Første peak kan hentes på ORD UNDER HIMLENs hjemmeside for 2010 og den kan min gudgrød også lyttes til som podcast hos iTunes eller hér… forfatterstemmer.dkNemmere og mere gratis bliver det ikke.

Og hvad har du så lavet siden 2003, hvor du sidst udgav en FYSISK bog, kenneth krabat?

Jo, jeg har skrevet og udgivet digte på nettet og haft skriveblokering af parforholdsexcesser, og afprøvet prosa og udgivet noveller og lavet bestyrelsesarbejde i Dansk Forfatterforening og været formand for digterne samme sted og lavet nyhedsbrev samme sted og lavet en digital antologi på 1045 sider samme sted og undersøgt teknologien bag ebøger og kodningen, der pakker digital tekst sammen til ebog, og skrevet noget mere, og rejst, og kysset og elsket og puttet mennesker i graven, og i det hele taget været rigtig mange steder uden rigtig at kunne stoppe op og bare være. Dét har jeg gjort.

Og nu kommer der så en ny bog?

Ja, nu kommer der en ny, begejstret bog, der er “været frem”, som jeg forventer mig meget af.

Ja, jeg forventer mig meget af den. Den har kapitelillustrationer af Brian Dall Schyth, som jeg har brygget tekst/tegning med i snart 6 år. Der kommer nok noget mere ud af dét samarbejde, når den lille ny her er på gaden.

Kenneth Krabat, 23.11. 2010

ill. Brian Dall Schyth

Et liv i ild – få styr på vreden!

“Vrede” af fællesgermansk, “at være forvreden” afl. af “at vride”: Noget, der i udgangspunktet er glat og afslappet udstrakt normalt, vrides… Vrede er sjældent noget kønt syn, men kan være nødvendig.

 

Hvis et menneske når til behovet for at handle med formålet at stoppe eller konfrontere en trussel, overtages opførsel, kognition og fysiologi gerne af én altdominerende følelse: Vrede.

– Du ser vred ud.

– Jeg ér vred!

Vi har alle forskellige, indlærte, måder at vise vrede på:

  • Hysterikerne: Mennesker, der råber, sværger og sender andre folk blikke og fornærmende håndtegn, når de har travlt og er frustreret; kendes især fra trafikken
  • Surmulerne: Forsvinder passivt ind i sig selv og stopper med at tale til eller se på andre.
  • Redepisserne: Lader kun frustrationen gå ud over dem, de elsker
  • Bortlederne: Ignorerer årsagen til deres irritation ved at fordybe sig i avisen, skrue radioen alt for højt op, og glemme alle aftaler og ærinder. Konfronteret med det, reagerer de med: Jeg vidste det ikke, jeg glemte det, jeg er træt.
  • Bebrejderne: Lader alt gå ud over alle andre og tager sjældent ansvar for egne fejl og mangler.
  • Hævnerne: Føler det helt tilladeligt og retfærdigt at søge hævn for hvad som helst, på hvilken som helst måde, med undskyldningen: De fortjener det.

– Du ser ikke godt ud, når du udtrykker vrede.

– Jeg har det ikke godt!

Det er en kendt sag, at visse mennesker er mere opfarende end andre. Fra astrologisk hold forklarer man det med at være disponeret for “ild-energi”, men tilstanden kendes af de fleste: At et menneske hele tiden må handle, har svært ved at stå stille eller vente, er meget udad-agerende og ikke levner reflektionen den store opmærksomhed: Nik, når det passer:

  • Folk beder dig gerne om at skrue lidt ned for temperamentet
  • Du føler dig anspændt en stor del af tiden
  • På din arbejdsplads udtrykker du sjældent, hvad du føler og tænker
  • Når du er oprørt, forsøger du at lukke verden ude ved at se TV, begrave dig i en bog eller et blad, eller ved at lægge dig til at sove.
  • Du drikker alkohol eller indtager THC stort set dagligt for at falde til ro.
  • Du har svært ved at falde i søvn.
  • Du føler dig misforstået eller overhørt en stor del af tiden.
  • Folk beder dig om ikke at råbe eller bande så meget.
  • Dem, du elsker, siger vedvarende, at du gør dem ondt.
  • Venner opsøger dig ikke så meget (mere).

1 point pr. nik:
0 – 2 HÅNDTÉRBAR VREDE Nogle enkle afslapningsteknikker ville gøre dig godt – at trække vejret dybt, f.eks.
3 – 5 MODERAT VREDE Du behøver at finde ud af, hvad der stresser dig, og at opsøge teknikker til at håndtere dit stress.
6 -10 UKONTROLLABEL VREDE Du har et problem med vrede. Du er ikke den eneste, det ville gavne, at du lærte nogle teknikker til at håndtere din vrede.

– Jeg bryder mig ikke om dig, når du er vred uden grund.

– Jeg bryder mig heller ikke om mig, når jeg bliver vred, uden at jeg ved hvorfor.

Vrede anvendt rigtigt kan gøre vores overlevelsesstrategi mere hensigtsmæssig: Mange mennesker forstår og respekterer en sådan grænsesætning som angivelse af personlige pladsbehov i verden – fordi de selv har det sådan.

Når en menneske bliver rasende, forstår de fleste tilskuere, at det handler om indre grænsesætning. Reaktionen svarer dog ofte til måden, man forsøger at begrænse eller slukke en ILDebrand på: Folk forsøger at isolere den rasende, så de ikke selv kommer til skade eller mærker vreden.

Vrede er ikke en rar følelse for nogen – men at skulle forsvare sig mod et rasende menneske, skaber ubehag – især, hvis det er et menneske, man elsker.

– Jeg lider, når du er vred.

– Jeg bliver rasende, når du lider over at jeg er vred!

Vrede er en personlig ting.

Terapeuter, der arbejder med håndtering af vrede, er ikke enige i, hvor ofte et menneske bliver vred eller irriteret. Men de enes om at sende vreden tilbage til Den Vrede. Vrede i alle dens former er noget personligt.

Irritation, vrede, raseri handler kun om andre i dén forstand, at de andre findes til at aktivere dine indre overlevelsesmekanismer. At de andre tager det personligt, når DU bliver vred, er sådan set ikke dit problem – om end du bør være opmærksom på, at din vrede kan koste dig respekt, familie, arbejde, venner, og ikke mindst, dit helbred.

Dit egentlige problem er, HVIS du opfatter din vrede som vigtigere end dine relationer til andre mennesker. HVIS du hellere vil føle dig vred end at mærke nogen anden af de følelser, vi mennesker kan føle – så følelsen af vrede bliver et værn mod alle andre følelser.

Vrede er i orden. Sig “Jeg er vred, fordi…” – så har du styr på din indre ild.

– Jeg føler mig værdiløs og uelsket, når du er vred!

– Du er en led luder, din jammer er ulidelig!

Siger du “DU er…” har du ikke styr på en skid. Så er du inde på de andres banehalvdel. Bliv hos dig selv!

– Jeg elsker din ild, jeg elsker alt ved dig!

– Jeg bliver altid så glad, når du viser, at du har plads til mig!

Det kan godt være, at det er nemmere at reagere PÅ andre mennesker end på dine indre dæmoner. Men hvis du har indre dæmoner, så find ud af, hvad det de er så vrede over, i stedet for at lade dem bestemme over dit ydre liv!

Få styr på dit lort, for din egen skyld. Så vi andre tør give dig plads.


Kenneth Krabat, 18.11. 2010

At være genert & de synlige andre

Hvorfor er jeg en genert voksen? Hvorfor er jeg stadig genert? Vedvarende genert? Selvom jeg bedre forstår mennesker i dag, og de ikke alle bekræfter min frygt? HVORFOR er jeg stadig genert, jeg lever i en anden verden, det er længe siden, jeg burde være fri af det nu!

 

At være genert er ikke en ydmyghed med livet eller egen eksistens i egen nedplacering i forhold til alle andre. At være genert er at have mistet tilliden, eller aldrig haft den, til andre mennesker, altid et spørgsmål om deres motiver eller varigheden af dem. Som samtidig er parret med en næsten pervers trang til eller ønske om at være sammen med “de andre” – “pervers” fordi “de andre” ( = enhver), repræsenterer dem, der affødte tabet af tillid.

Generthed. At ville dem, der repræsenterer vore bødler. Ikke for at kaste os i armene på smerten, men fordi “de andre” ikke er vore bødler, vi ved det. Vi ved det, ja, vi ved det. I vore hovedet. Vi ved det. I vore følelser er mennesker, vi har investeret i, også vore venner, de selvsamme som på få sekunder kan overrive følelsesbånd vi behøver for at føle os hele.

Vi behøver at føle os hele. Et selvtjek kan ofte give os det, for vi ser mere end dem, der lever i kroppen, i intellektet, i følelserne og trækker, suger alt ud, som autofeedbackmekanismerne godkender som værdige, næringsholdige, glødende fødemidler. Vi er vågne. Det er ikke nogen ubetinget fordel at være vågen. Også det er en egenskab, der forvaltes igennem ens inderste karakter: den positive er positivt vågen, den skeptiske skeptisk vàgen og så fremdeles.

Jeg er vågen en del. Ikke så meget som nogle, måske oftere end andre. Jeg føler mig tit alene. Ikke forladt og ensom. Alene. “De andre”, som virkelig ér De Andre, befinder sig på en anden frekvens, der næsten gør dem usynlige.

Der er også synlige Andre. De er ikke nødvendigvis selv generte, men de kender frekvensen, der gør OS synlige for DEM. Dem vil vi gerne møde. Dem vil jeg gerne møde. Flere af.

Jeg går ikke til “gamle elever” længre. Jeg kan ikke tillade mig at lægge alt over på de børn dér; jeg kan beklage, at mine skoleår lå i hænderne på, skønt oprindeligt velmenende, så lidt empatiske og lidt kompetente pædagoger. Eller skal jeg ikke egentlig beklage,, at kvarteret var blevet som det var, og som det blev? At tiden var, som den var, der i 70’erne? At lærerne bare var mennesker i en tid, at de voksne bare var mennesker i en tilfældig periode, hvor lægger jeg skylden for al smerten, jeg har levet med gennem så mange år?

Hvor lægger man skylden for, at man er genert? Når man endnu en gang sidder med drømmene i hænderne og næsten ikke tør trække vejret!?

Kom videre.

Der er ikke andet end at komme videre. Den anden vej er deres verden. Vores verden er denne, fremtiden vi lever i, fremtiden vi er levende i og ønsker at føle os levende i, tage mig selv i hånden, eller hånden på én af dem på samme frekvens, og finde ud af hvad dette “videre” egentlig betyder. Jeg kommer videre og efterlader dem til at rådne op i fortiden og blive til støv, der blæser ud over havet. Deres frygt og uvidenhed er dem tilgivet – deres grusomhed og ligegyldighed…? Aldrig!

Danser jeg? Hell, yeah!


Kenneth Krabat, 11.11. 2010

Per W. Jensen, 6430 Nordborg

Nogle mennesker mener, det er i orden at hjælpe andre mennesker til at snyde sig selv, gennem at holde mund med fejl og mangler ved dét, man sælger. Sådan én er Per W. Jensen fra 6430 Nordborg i Sønderjylland

WebTV: Snydt af bilforhandler – TV 2 Programmer.

Jeg er sikker på, at smed Per W. Jensen i Nordborg IKKE havde set ovenstående indslag, da han solgte mig sin bil. Hans holdning til at sælge ting med defekter er en bestemt holdning hos nogle mennesker:  At man ikke kan snyde andre mennesker – de snyder sig selv. Og dét skal man da ikke hverken være ansvarlig for eller bøde for, vel?!

Hér er brevet, jeg sendte ham, inden jeg så programmet. Jeg har nu besluttet mig for at droppe kravet – på trods af, at jeg har købeloven på min side: mit liv er for kort til at kæmpe imod SÅ lille et menneskes overlevelsestrang. Og med til at give slip på mit krav hører at udstille ham hér til skræk og advarsel – for bilkøbere og bilsælgere lige. (Kommer jeg til besindelse, tager jeg indlægget af.)

Det er ikke sjovt, det her! Det er det altså ikke, Per! Jeg er stadig sikker på, at du er det gode menneske, jeg købte bilen af – det er det fandens ved det – og jvf. nedenstående indlæg om løgn forstår jeg udmærket, at et menneske kan føle nødvendighed for at lyve for at opretholde sit univers, filosofisk, eksistentielt eller “bare” økonomisk. Men andre må advares imod dine handlinger. Må gøres var, at du kan finde på den slags. At din opfattelse af dig selv i dit eget liv gør dig villig til at lyve og tørre lorten af på andre, snarere end at se dine fejl i øjnene og tage konsekvenserne af dine handlinger.

Så, hér er dit liv, Per. Til evig tid. Også om natten, når du sover.

MEGA Litt, 2: “Spring, Loppe, og du får mad”?

Hvem er VI, danskerne, at vi som det eneste behøver at forsvare vores velfærdsposition? Svaret er enkelt: En nation uden stolthed. Et nation i lavt selvværd. Er vore forfattere så for uvidende eller for kritiske?

 

Nu er der kommet optagelser på, hvis man er interesseret i et stemningsbillede.

kl 12
http://krabat.menneske.dk/wp_uploads/2011/02/MEGA LIT 12.00 GEJL TIL MOESTRUP.mp3

kl 12.45
http://krabat.menneske.dk/wp_uploads/2011/02/MEGALIT12.45tilBOF.mp3

kl 13.20
http://krabat.menneske.dk/wp_uploads/2011/02/MEGALIT13.20SIDSTEGANGJEGSAHAM.mp3

kl 13.50
http://krabat.menneske.dk/wp_uploads/2011/02/MEGA LIT 13.50.mp3

Jeg begyndte øverst, på 4 sal. hos Trisse Gejl og bevægede mig ned ad gennem etagerne, nogle gang ad rulletrappe, andre med elevator, og søgte ingen særlige navne på noget bestemt tidspunkt, men blev lidt, hvor jeg fandt en oplæsende forfatter, gik videre til den næste på etagen og så fremdeles, og begyndte forfra ved at tage elevatoren op fra bunden af huset. På et tidspunkt høres et brøl i baggrunden af den første optagelse. Det er, da Per Stig Møller annoncerer regeringens beslutning om at forlænge 10 millioner kroners puljen.

Arrangeret af Dansk Forfatterforening var oplæsningen på Københavns Hovedbibliotek med 200+ forfattere, oversættere, digtere, kronikører mv. vel sagtens en succes. “Vel sagtens”… for det er svært at sige, om det med arrangementet lykkedes at gøre noget ved problemet – nedskæringen af kulturstøtten – eller om det økonomiske resultat var forudset/arrangeret på forhånd , eller blot et lille ublodigt håndslag i en korridor på Borgen: “Ok, I får kulturstøtten indtil videre, femten mil, forfatterne holder kæft, og vi får…” (sæt selv en ubetydelighed ind, der dog er værd at handle med).

Arrangementet var vel sagtens en succes. Ja. Vel sagtens. Eller måske var det et cirkus. “Spring, Loppe, og du får mad!”?
Continue reading “MEGA Litt, 2: “Spring, Loppe, og du får mad”?”

Quality Through Quantity

“Hvis du vil skabe det fremragende, er du nødt til at lave en masse lort”.

If you want to make excellent stuff, you need to make a lot of stuff.
If you want to make a lot of stuff, you’ll make a lot of crap.
If you want to make excellent stuff, you need to make a lot of crap.

— sebastian marshall on the idea of quality through quantity

Enig. Da jeg skrev dagens digt i 2000 og igen i 2006, erfarede jeg hvor sandt det er, at man er nødt til at være i gang hele tiden for at kunne producere noget af høj kvalitet. Dét kommer ikke af sig selv.

Kenneth Krabat, 29.9. 2010

TALE: mormors bisættelse 26.8.2009

Jeg gennemførte.

 

Tale ved mormors bisættelse 26.8.2009

Mormor – Alice Lilla Lundholm… hvor hun dog afskyede det mellemnavn, hendes ansigt forvrængedes, som om hun havde slugt noget surt… Mormor, kaldet af mange, også af mine venner og kærester gennem tiden, kunne bære at være mormor. (Det er jo så mig, barnebarnet, der taler). Ikke noget stokrose, morten-koch romantik med friskbagte jordbærtærter og ternede forklæder, men et menneske to generationer ældre, som mere eller mindre frivilligt havde fundet sin egen vej og derfor var i stand til at give omsorg og kærlighed videre: Når hun og morfar passede mig, fordi far og mor skulle arbejde eller bare have en lille smule tid til sig selv. Når de lod mig rode i efterladenskaberne fra flytningerne og hælde alting ud af poserne. Når de gav mig plads til at være omkring dem, selvom de havde travlt. Ok, der var noget med hårlængder og skæg og den ydre fremtoning, som ikke huede den generation, der var dybt afhængig af fremtoningen som vej til at tjene det daglige brød. Men der var plads til, at jeg kunne blive kenneth. Det takker jeg for. Både mormor og morfar.

Jeg er sikker på, at livet for mormor har været, hvad man i dag ville betegne “udfordrende”. Men hun var på toppen af det det meste af livet, virkede det som. Der var ikke nogen af livets almindelige udfordringer, som slog den gamle krage af pinden. Det var først, da hun blev berøvet sin mobilitet, at hun mistede lysten til at være her, og man kan spekulere på, om det kun var for sine næres skyld, at hun ikke tog af sted noget tidligere. Men hun blev. Og jamrede og brokkede sig. Men hun blev. Jeg tror, det er den gamle verdens ansvarsfølelse. At man er nødt til at holde sammen. Fordi det ikke er muligt at trække læsset alene. Og så finder man en vej, en måde. Om muligt i fællesskab.

Hende og morfar. Alice og Vagner. Som to mennesker både kan blive en institution og bevare deres individualitet. Sammenvoksning og indfiltring i hinanden, javist, men stadig forskellige fra hinanden. Vagner var kommet på banen i en moden alder. Denne rod af en frihedshungrende mand, der boksede og slog på tæven, og elskede et slag billard og knoklede for føden. Og så står Alice dér og siger: Hvad så, brormand – vil du have mig eller vil du have det der såkaldt frie liv? Vælg, Vagner – hvad skal fremtiden bestå af?

Vi ved alle sammen, hvad han valgte. Og at han noget tid senere lånte lidt mønt til at købe en bil, så de kunne blive et selvstændigt flyttefirme – jeg tror, mormor på det tidspunkt stod i bageri og skiftet var ikke uden omkostninger. Men de betalte pengene tilbage kort tid efter, mod långivers forventninger.

I kælderen i Odins Tværgade, hvor de havde deres kontor, kom jeg så på besøg; mormor ordnede regnskaber, og tog mod opkald, og lavede mad, og spillede gris med mig. Kælderen står for mig som vedvarende fuld af uudforskede hjørner, en ren eventyrhule. Som blot blev endnu større, da de lejede sig ind på Titangade-grunden, i en kæmpestort træbarak. Flyttefirmaet voksede, og mormor og morfar var sammen hver dag. Og der var fødselsdage, og fester, og ferier i Tallerta i Nordsjælland, og den sjældne ferie, hvor de kørte sydpå og så Europa.

Det var et almindeligt liv, de havde sammen. De talte meget sammen, diskuterede ting. De spillede kort, så venner og familie. Delte interesser og havde interesser hver for sig. Men kompletterede hinanden – mormor, der holdt på formerne, og morfar, der har socialt flair – de hjalp hinanden med at nå længere, end de hver især kunne have gjort alene: Morfars frihedstrang og venskabelighed ift. alle blev holdt tilbage en smule, så hverdagen fandt den regelmæssighed, der skulle til for at opretholde en forretning, og mormors trang til at være uangribelig blev sat på hårde prøver som følge af morfars socialiseringstrang, men hun måtte bøje sig gang på gang og se, at der var mennesker inde bag dem alle sammen. Hun var en skrap krage i køkkenet i Murstenshuset på Titangrunden, det næstesidste hjem for Taga-transport, men de fleste af flyttemændene respekterede hende, fordi hendes retfærdighedstrang forbød at gøre forskel på dem.

Hun havde bare behov for at beskytte sig. Det er dét, man gør, når man holder på formerne – beskytter sig.

Da hun faldt og brækkede hoften, fulgte den første større udfordring i hendes liv – ud over morfar, selvfølgelig…

Følelsen af frihed, den simple evne til at cykle til købmanden, blev taget fra hende og kastede hende ud i en depression, der varede flere år. Men hun kæmpede sig tilbage, og hende og morfar havde flere gode år sammen – de afhændede forretningen og trak sig tilbage, på Mathildevej på Frederiksberg. For fem år siden skulle hun lige fjerne noget støv på væggen, som hjemmehjælpen ikke måtte fjerne, og faldt ned af stigen og brækkede skulderen. Og for hver af de tre fejloperationer, hun var igennem, bed følelsen af at være sat uden for indflydelse sig mere og mere fast. Fra at kunne håndtere den sårbarhed, hun var gjort af, ved altid at kunne agere, skabte tab af førelighed dragen om til en frygtsom gammel kvinde, der i stigende grad følte verden gå sig forbi. Og en demens, som givet begyndte længe før, nogen bemærkede det, var nok den sidste kæp i hjulet: Mormor holdt op med beskæftige sig med ret meget andet end sig selv – hvor hun før havde kunne glæde sig over familien, blev hun nu udmattet efter ganske få minutter. Mit gæt er, at hun ikke længere kunne opretholde den facade, der gjorde hende til Alice i egne øjne. Føle sig stærk. Føle sig i overensstemmelse med livet. Og at dette tab var det værste, der kunne overgå hende.

Når man elsker et menneske, er tilgivelsen en naturlig del. Den MÅ være der, for at man kan bygge bro over forskellighederne. Ideelt set var enhver en zen-mester, der ikke lod sig gå på af andres forskelligrettede og modstridende behov, men sådan er det sjældent. Når man derfor ér havnet i skænderi over udlevelse af forskellige behov eller komplekse idiosynkrasier, er tilgivelsen eneste mulighed for kærlighedens udtrykkelse. At kærligheden stadig har et sted at udfolde sig. Og jeg er sikker på, at mormor og morfar har skændtes, så ruderne har raslet – eller måske så skarpt, at selv luften gispede efter vejret – men tilgivelsen og accepten har indfundet sig hele tiden. Fordi de bare var rigtige sammen. Kæmpede om plads og magt og ret, javist, men indså at de begge behøvede den anden – så kærligheden fik altid mere plads. Igennem mere end 50 år.

Efter at have kæmpet med at få luft i flere år, blev mormor indlagt på Frederiksberg hospital. Tilbagevendende problemer med urinvejene. Det gav morfar noget tid til at komme sig, efter at have skulle tage sig af mormor stort set døgnet rundt i flere år. Og måske dérfor fik han pludselig ondt i maven, da hun ikke længere var der og det var ganske åbenlyst, at det ikke ville være muligt for hende at komme hjem igen. I hvert fald røg han babu-babu på hospitalet og fik opereret en meter sort tarmslyng ud. Så dér lå de. Mormor på Frederiksberg Hospital og morfar på Bispebjerg.

Tilfældet gav mere end én hånd med i dette sørgelige scenarie: Gitte, som er min kæreste, og jeg, tog på Bispebjerg i onsdags for at se til morfar efter operationen. Han var meget træt og nedtrykt – ked af, at han ikke kunne komme hen og se til mormor. Da fik jeg den tanke, at han kunne indtale en videohilsen til hende på Gittes kamera. Og som tænkt, så gjort. Derefter kørte vi så til Frederiksberg og hilste på mormor.  Mor, Kirsten, var der, og havde talt med personalet om plejehjemsplads – de vidste ikke, om mormor ville komme sig, men de satte processen igang. Mormor var meget træt. Det ville tydeligvis blive et meget kort besøg, så jeg viste hende straks videohilsenen fra morfar. To gange. Derefter sagde hun ja til at indtale en videohilsen tilbage til morfar. Og jeg sagde som altid “på gensyn”, da vi kort efter tog af sted igen. Da vi kom hjem, havde jeg ikke held med at sende videofilen  til mor, så hun kunne overbringe mormors hilsen til morfar ved aftenbesøget samme dag. Og 1 time efter mors besøg næste formiddag udåndede mormor.

Opsummeringen af mormor og morfars liv sammen kom til mig, da gitte, jeg, far, mor og morfar 4 timer senere var inde at se mormor, som lå der og var så smuk, og 20 år yngre af ro: Øjeblikket meldte sig, hvor det var rigtigt at afspille, hvad der havde vist sig at være mormors sidste hilsen til morfar. “Jeg holder meget af dig, skat”, var det, hun magtede at sige, essensen af alt, der kunne siges! Hvilket for mig er det tætteste på et svar for alle menneskenes uoverenskomster, som nogen kan komme. “Jeg holder meget af dig, skat”. Igennem alt.

Mormors sidste ord til morfar. Som nu  i en alder af 91 år er sendt ud på en allerhelvedes opdagelsesrejse: Hvordan man kommer videre efter 50 år sammen med den, man elsker! Han ønsker selvfølgelig ingen omklamring, som den frihedselskende mand, han er. Men selskab er godt. Hvis han orker.

Mormor er, hvor mormor er. I vores erindring. I vore hjerter. I himlen, hvis man tror på det, eller “efterlivet”. Det er ikke muligt at sige for tit, når mennesker dør: Det er sorgens tyngde, vi skal afhjælpe – og de levende, vi skal tage os af. De nærmeste, og dem som vi har kræfter til i ringene omkring os, og videre ud til vi møder nogen, som også har kræfter til at tænker på andre. Det er det, livet beder os om. Og døden husker os på.

Elskede mormor. Tak for rejsen og på gensyn, på vegne af mig selv, mor, far og morfar. Altid på gensyn.