PoesiPerformanceprisen 2014

Wow! Min første pris – og så for dét, der betyder mest for mig!

Share

Jeg har været borte fra 1000 stemmer, fordi jeg har været syg. Kræft i tungen. En tid frygtede jeg, at de ville skære den ud. Bare tanken, at jeg skulle miste evnen til at artikulere! 30 års arbejde ned i kloaken… Aldrig igen læse op! Læs videre “PoesiPerformanceprisen 2014”

Kommunikation er (ikke mindst) Artikulation

Hvad nu, hvis man mister evnen til lydligt at gøre sig forståelig?

Share

Jeg var på skrivearbejdsophold i Tyrkiet i 6 uger fra slut-januar til 4. marts. Under hele opholdet blev jeg mere og mere øm i tungen, og gik til lægen straks ved hjemkomsten. Maskineriet gik omgående i gang, og jeg skal opereres for kræft i tungen torsdag d. 20. marts. Læs videre “Kommunikation er (ikke mindst) Artikulation”

DIGT: Jeg frygter ikke døden [tekst og lyd]

(Erkendt bange; ikke frygtløs.)

Share

 

jeg frygter ikke døden
jeg er bare ikke færdig med at være her

der er ting jeg behøver at opdage
erkende
blive færdige med
slippe
opleve forandrede

forud for at give tanken om
helt at forsvinde
fri
 
 
jeg er døende
ikke dén død
tror jeg men forandringen til
at være en anden
er stor nok i sig selv
tror jeg

denne anden vil ikke slæbe rundt på fortiden
i enhver relation til levende og fossil
ikke vente på sine handlinger
ikke vente på sine beslutninger ikke
vente på sine følelser ikke
vente på sine tanker slet
ikke vente på noget
blot være dét
der ér

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

 

Litterært nulpunkt 2: Livsvinter

Og efter Vinter følger Vår, spørgsmålet er bare hvornår!

Share

 

Det er godt at have en terapeut. Som kan bane vejen gennem moradset og lade mig have de følelser jeg har – uden at behøve at finde fejl ved hverken mig selv eller andre. Som definerer det dysfunktionelle som “overlevelsesstrategier” og alle følelser som “nødvendige i øjeblikket”.

Jeg leder efter holdepunkter. Et holdepunkt træder frem under samtalen med terapeuten: Hvad der føles som en kommende eller nuværende død med isolation fra følelser og værdier er en livsvinter.

Livet består af cykler og kan i et “naturligt” længde livsforløb ses som sådan: barndom, voksen, alderdom, død. Alle mennesker gennemgår cykler med begyndelse, midte, afslutning og venten – en relation kan rumme sådanne cykler og nå til et punkt, hvor alt føles dødt eller opbrugt; det kan også være et arbejde, et projekt, et formål med livet, et bestemt gøremål, en tro … ting forandrer sig, relationer til ting og mennesker forandrer sig. Og det gennemgår alt sammen den samme cyklus med begyndelse, midte, slutning og ophør.

Det lyder måske logisk, men det er faktisk en vigtig pointe ved livet, at det nye har kraften til at forandre, det satte kraften til at konsolidere og holde fast, det gamle kraften til at give erfaringen videre, og pausen eller stilstanden eller “døden” kraften til at gøre ingenting, hvile, vente.

Det er vinterens formål. Måske det er den faktiske døds formål også, set fra et menneskeligt perspektiv – spredningen af organismens bestanddele ud i kredsløbet, hvor de kan genoptages og gøre nytte (et argument for begravelse frem for brænding). Og måske er det også argument for den krise, jeg gennemgår, som jeg kalder Livsvinter.

Jeg skal finde kraften, samle kraften, samle kræfterne, så jeg kan udholde at vente. Hvile og vente. På foråret som følger efter vinteren. Fødslen, der følger efter døden.

For et menneske er det oftest en abstrakt forteelse, dette med livet efter døden – men hvis man ser, at vores DNA er over 3 millioner år gamle i én ubrudt linie, giver det et meget godt perspektiv på dét at leve som at være en del af LIVET i sig selv, og at man ved at dø fodrer det liv, der må følge.

I såvel den abstrakte version, som i den videnskabelige og i den åndelige version, er foråret og vinteren, det nye liv og den tomme, nøgne, uproduktive stilstand, begge nødvendige dele af det samme. Kredsløbet kan ikke undvære nogen af bestanddelene, og forsøger man at presse en af dem ud – som f.eks. at droppe erfaringsvideregivelsen ved at fyre de ældste i erhvervene, eller ikke lukke unge ind, fordi de er uerfarne, eller forsøge at intimidere de konsoliderende voksne, blot fordi deres funktion er erfaringens konsolidering og de dérfor ikke ubetinget kan afkræves fleksibilitet eller fornyelse, eller man ikke skaber eller muliggør stilstand i produktion eller økonomisk vækst – lægger man en bombe under hele kredsløbet. Måske er det, hvad vi ser nu med verdens recession.

Vinteren er nødvendig. Den er ikke altid behagelig. Især ikke hvis man har været vant til aktion, hastighed, betydning, værdiskabelse, vidensskabelse og -erhvervelse, anerkendelse, interaktion osv. og så pludselig må se, at intet betyder noget længere. At alt er brugt op og … stilstand. Tomhed. Ingen følelser, ingen varme eller kulde.

Min livsvinter er ikke behagelig. Der er ingen vej, når man står stille. Vejen er at stå stille sammen med vejen. Og finde glæden igen ved at stå stille. Jeg klipper træer, slår græs, er begyndt at læse igen, ser nogle få venner, skriver ingen digte eller andet af litterær betydning, forsøger at være og sove når jeg er træt, spise når jeg er sulten … det er sværere, end det lyder. Jeg HADER ikke at føle STORT … hvilket ikke er et paradoks, men bare ord … jeg kan blot ikke navigere, når der ikke er noget at navigere efter. Når alt i hele verden er dækket af et tyndt eller et tykt lag værdiforglemmelse og kun lader sig se i glimt, når en eller anden tilfældig storm vælger at afdække et lille område – som dog snart igen er dækket til og ude af syne og følelse.

Jeg ønsker mig forår. Som kommer, når det kommer. Det ved vi. Det ved jeg også. Det bliver jeg dog ikke tålmodig af. Tålmodig bliver jeg heller ikke af at beklage mig. Tålmodig bliver jeg kun ved at gøre det her øjeblik til noget, jeg kan mærke. Og dét kan jeg, indimellem:

“Livsvinter” er et smukt ord. Jeg håber, du synes det samme.

se evt. indlægget Brændt Ud

Litterært nulpunkt i hovedstolen

Ingen Knausgaard hér. Hovedstolen får være en synops i dag.

Share

 

Mit kæresteforhold er gået i stykker over noget tid. Godt og vel cirka siden det begyndte for 2 år siden. Det, man kalder “omstændigheder”. Vi er begge stædige.

Jeg har været meget tilbøjelig til at bebrejde hende for at være for pushy, ikke give mig rum nok, mase sig på med psykologiske forklaringer og misplaceret omsorg. Men kommer ofte i tvivl om jeg har ret i mine vurderinger – om det blot handler om, at jeg ikke kan gøre mine behov forståelige. Jeg kan ikke længere klart mærke, hvad jeg føler. Det er som at befinde mig inde i en boble og alle mine følelser føles af en avatar uden for boblen, som kun af og til har adgang til at aflevere sine indtryk til mig.

For noget tid siden fik jeg en idé, som jeg har skubbet foran mig, men nu skal det være: Jeg er gået i gang med at nedskrive alle vore sms’er  baglæns, tilbage mod forholdets undfangelse, begyndende med hendes del af korrespondencen.

Det er deprimerende. Hér er en kvinde, som elsker mig så meget, at hun vil gøre, hvad hun formår for at få mig til at se, at det er mit humør, som er ansvarlig for en stor del af mine negative følelser i forhold til hende og mit behov for at isolere mig. Hun bliver ved med at vende tilbage til fuseren – mig – for at se, om ikke der er noget at gøre. Hvilket er lige præcis dét, jeg har vendt mig imod. At jeg ikke kunne få lov at være i fred til at finde ud af, hvem pokker jeg er. Og hvad jeg behøver. Og hvad jeg vil være med til. For mig selv og i fred!

Jeg er den, der bakker – den undvigende – og hun er den, der skubber – den påtrængende. Mønsteret er klart – men fundamentet er interessen for den anden. Jeg kan dog ikke udholde at føle mig presset, når mit behov er at finde ud af noget om mig selv, og hun kan ikke udholde, at hun ikke kan gøre noget for at frelse sin mulighed for et forhold. Det er, som facebook beskriver det, kompliceret.

At indskrive sms’er i hånden, fordi min telefon er så gammel, at den ikke kan tømmes vha. et program, gør dog et eller andet ved mit hjerte. Vægten falder til hendes fordel i det her sisyfosarbejde på 3500 sms’er. Hun elsker og hun er positiv og forsøger at opretholde sit gode humør og ikke tage mine selvbeskyttende skub-væk personligt, og igennem alle sine sms’er ser hun ud til at være en helt almindelig kvinde med stærke følelsesmæssige ressourcer, der ikke tager et nej for et nej. Ikke præcis som jeg selv er kommet frem til, at hun er – gennem så længe at have følt, at jeg skulle forsvare mig mod hende.

Lige om straks går jeg i gang med at indtaste min andel af sms-samtalen. Jeg glæder mig ikke til det. Reelt sagt frygter jeg, hvad jeg finder. Og når jeg er færdig med dét, er det mail-tid. Kronologiske mails fra mig og fra hende, som de krydser og blander sig. Et forfærdeligt arbejde at se sig selv i øjnene på dén måde, men det skal ikke andet end at hjælpe mig med at blive mig selv: Et menneske, som ikke konstant føler behov for at forsvare mig. Som ikke går rundt og er spændt i maven hele tiden. Som kan udholde mere end et par timer i andre menneskers nærvær, selvom meget presser sig på, som jeg ikke tør dele med nogen anden end min terapeut.

Mobning, oversethed, barndomsisolation, voksensvigt, utryghed… hvordan jeg er blevet, som jeg er i dag, er ikke interessant. Hvordan jeg derimod håndterer mine følelser, som de kommer op, er det eneste relevante. Det eneste væsentlige. Jeg, som elsker mennesker, er ved at blive alene – fordi jeg har erkendt, at jeg ikke har grund til tillid til nogen eller noget, end ikke mig selv. Og hvad er der så?

(fortsættelse følger måske…)

brændt ud

Man skal brænde for at brænde ud.

Share

TAB er en del af alle lidelser, og kan nemt føre til kortere eller længerevarende nedtrykthed, sorg, eller depression: Noget er mistet, som giver én følelsen af ikke at være hel, eller man må skulle give slip på noget, man før har værdsat højt: et menneske, forestillinger om egne evner, retning i livet, betydning for andre, forskning, filosofi…

Men at miste interessen i nyt er at miste interessen i selve livet.

 

UDBRÆNDTHED

Udbrændthed er blandt andet kendetegnet ved:

  • følelsesmæssig udmattelse
  • ufølsomhed over for andre mennesker
  • lav præstationsevne

Et bedre ord for udbrændhed er nok “udmattelsesdepression”.

Stress vs. Udbrændthed

Stress
Udbrændthed
Karakteriseret ved overansvarlighed Karakteriseret ved manglende engagement
Følelsesudtryk er overreagerende Følelsesudtryk mangler kant og indhold
Afføder hast og hyperaktivitet Afføder hjælpeløshed og håbløshed
Tab af energi Tab af motivation, idealer og håb
Fører til angstlidelser Fører til afsondrethed og depression
Primære skade er fysisk Primære skade er følelsesmæssig
Kan tage livet af dig før tid Kan få livet til at synes ikke værd at leve
Source:Stress and Burnout in Ministry

 

Udbrændhedt forekommer typisk på arbejdspladsen: Du arbejder for meget og bliver værdsat for lidt. Meget enkelt. Men erstat “arbejdsplads” med hvad som helst, der kræver en stor del af din tid, ansvar, engagement, og du vil se, at udbrændthed kan forekomme hvorsomhelst. Læs videre “brændt ud”

Åndedræt

Jeg kan ikke klare mig i den digitale verden. Ikke længere. Hvordan klarer dagens unge sig? Hvordan bliver de mennesker? Jeg er en hybrid, mellem antikveret og moderne, og ingen af delene. Min erfaring er historisk, ikke ung. Jeg flyder i tid mellem digital og analog. Jeg savner krop og nærvær.

Share

Jeg går rundt og er nedtrykt.

I forbindelse med lanceringen af min nye bog på eget “forlag” er jeg blevet overvældet over alt det, der er skal gøres, når ens baby skal nå ud til menneskene. Det er ikke dét, der gør mig nedtrykt. Jeg var det allerede.

Jeg bliver ældre og jeg lever stadig på den samme fiktion fra min ungdom – at det kun er et spørgsmål om at skrive og skrive og skrive, og så skal alt nok blive godt. I mellemtiden er hele verden begyndt at skrive og ingen læser de andres tekst, med mindre anerkendte mennesker og forlag holder dem i vejret og peger på dem, men det er ikke derfor, jeg er nedtrykt.

Facebook er blevet et sted, hvor alle skriver til alle; hvor arrangementer annonceres; hvor folk kommer i kontakt og dér, de savner hinanden – ikke udenfor, ikke på mail, ikke på telefon – og hvordan trække sig ud af Facebook uden at blive endnu mere isoleret? Men det er ikke derfor, jeg er nedtrykt. Ikke alene af dén grund.

Ebøgerne vælter frem og der er ingen steder for digterne at finde et hjem, hvor linierne ikke bliver klippet over af programmører, der skriver læsekode for prosatekst. Det er ikke dét, der gør mig nedtrykt. Ikke direkte. Men det fylder at ingen forstår eller respekterer pauser.

Nej… Det der gør mig nedtrykt er,  at som vi flytter os til den digitale præsentations- og kontaktsfære, efterlader vi kroppen. Vi bruger vores egen krop som vi plejer, men kontakten til de andres krop… Her accepterer vi permanent at være uden kontakt. Det afspejler sig i alle informationsmedier, at vi accepterer deres uhåndgribelighed, og taler om interaktion snarere end berøring.

Når jeg ser digte, der ikke kan rumme åndedræt, ikke kan formidle åndedræt, bliver jeg nedtrykt. Når jeg ikke kan røre mine venner eller mine forældre, bliver jeg nedtrykt. Det er ikke nok at røre et træ eller min cykel eller ligge på en græsmark eller drikke en kop kaffe på en café i en storby, selvom det hjælper en smule at være omgivet af lugten og lyden af mennesker… Jeg behøver fysisk berøring. Jeg behøver lyden af åndedræt. Den simple bekræftelse af liv.

Eneboer med alle muligheder for kontakt.

Breiviks frihed og fængsel.

Siger jeg, at jeg forstår? (Ikke mig. En anden.)

Share

 

Siger jeg, at jeg forstår?

Problemet med at fatte Breiviks handlinger er ikke, at de ikke er til at forstå, men at vi ikke må. Forstå. For hvis vi forstår, hvad gør så dét ved vores egen såkaldte menneskelighed, vores fordragelighed, vores stærkt indprogrammerede grænsesætning, der forhindrer dyret i os i at rage til sig på primitiveste manér? Der vil ikke være nogen hindringer.

Vi må ikke forstå hans handlinger, vi har ikke lov, tør ikke tillade os selv det, hverken ved identifikation med hans ønsker eller hans midler eller hans skævvrednede fortid eller hans neurokemi. Er vi ikke sikker på vores egen, sørger de andres civilitet* for, at vi ikke gør. Enhver samtale om emnet skal i dag ende med ”men jeg ved i virkeligheden ikke”, for hvis vi synes, vi ved, hvem er vi så? Hvem er så vi, der kan identificere en del af vort indre med en massemorder? Er vi så ikke én, der skal passes på? Måske præventivt isoleres blandt menneskene eller helt væk og ude af syne og tale? Men var det ikke netop sådan, at Breivik kunne blive til dét, han blev, og er, og endnu ikke er færdig med at blive?

Vi må selv vokse i forståelse for at kunne udholde så mange måder, dyret i os kan vende sig i sin dyriskhed og kræve at komme til udtryk. Vi må gå en lille smule tættere til afgrunden, ikke væk fra den, som præster og medier og alle andre vil have, at vi gør. Vi må se ned i afgrunden for at se os selv. Vi må vinde over mediernes skræmmekampagner med grædende, sørgende, chokerede mennesker. Vi må have lov til at komme til forståelse, vi må have lov til at kunne forstå. Hvis blot et lille bitte hjørne af vores hjerte eller rationale eller sjæl kan rumme forståelsen af det ikke-civile menneske. AF, ikke FOR. For vi skal ikke anerkende handlinger, der skader os som individer eller vores opfattelse af samfundet som et hele, men betragte mennesker som Breivik som lærere.

Hvordan tager man imod læring fra dem, der ikke underviser? Man studerer sig selv ved at mærke og tænke efter. Man spørger sig selv, hvad man vil betale for sin civilitet*, for sine børns civilitet, for klodens civilitet. Man spørger, hvad prisen for fred i lokalt, nationalt og globalt FÆLLESSKAB må være.

I dag er prisen for fred stadig en høj grad af udnyttelse af diktaturstaters naturressourcer. Og at lov- og paragrafryttere kan fortsætte med at risikere verdensøkonomien for egen vinding. Og at naturkatastrofer i uuddannede lande kan få lov at udrydde lokalbefolkningerne. Og at flertallet af mennesker i verdens rige lande kan vende ryggen til det hele. Prisen for fred er, at kun rationelle og/eller ekstreme minoriteter forsøger at lave det globale samfundsmaskineri om. Prisen for fred er, at vi, det stærke flertal, afviser at forstå og overlader ”såkaldte” kompleksiteter til ”eksperter”. Prisen for fred og forståelse er, at vi undlader at se og føle og tænke. Prisen for fred og stabilitet og forudsigelighed og relativ ro på pengemarkedet og i jobsektoren og i uddannelsessektoren og i fødevaresektoren og i transportsektoren og i energisektoren er, at vi undlader at indrømme, når vi forstår, at noget er forkert.

Problemet med at fatte Breiviks handlinger er således ikke, at de ikke er til at forstå, men at jeg ikke må. Forstå. For så modarbejder jeg mit eget behov for fred og stabilitet. Jeg lever jo så kort, ikke? Det skal ikke være mig, der sætter liv og fred og fremtid ind på at betale prisen for at være ærlig, vel!? Ikke mig. En anden!


* Civilitet: Indplacering som eller opdragelse til bevidst medborger blandt medborgere; balancen mellem personlige og fælles behov; “en høj (eller lav) grad af civilitet”.

Swans dont swim under water

Nighttime bitch-slap.

Share

 

• this nothing matters feeling is quite interesting.

• no its actually quite horrible.

• its more like empty.

• im empty

• no one to hear my swan song.

• swans dont sing

• also swans dont swim under water so using the metaphor going down in combination with swans even if they are cute and cuddly and are rumored to be able to break your arm with their beak is quite redundant.

• so how make my qualms heard?

• no actually how get rid of the pain of no pain due to too much pain assuming there is such a thing as emotional or mental pain not stemming from damage to the physical body!?

• maybe the pain is not real.

• is this some kind of buddha trip thing?

• maybe the pain is a stage or a state.

• could maybe be a stop-over in a naturally occurring process or a condition entered into which can then naturally be gotten out of

• but a process to where and why so unpleasant and how get out of this?

• or rather how get out of where the F I am?

• if it actually is something Im in and not a mental thing than will only go away through years of hard rain with a therapist

• I wonder why Im not smiling while Im saying this

• maybe I really am very very depressed

• maybe I really cannot feel anything

• maybe this is a fugue state whatever that is but it does sound good dont you think?

• I really ate myself and would have learned to speak french if it wasnt for the language

• I dont know how to ove myself even if I know there is no missing L in french anymore or maybe there never was

• could it be that I am just very very hurt or that being alone too long accumulates and changes the brain like any other change to the body due to over-intake of for example heavy metals such as mercury?

• so I am poisoned by being alone?

• but I have been alone for a reason

• but I have never been alone as there have been many many girlfriends and friends or at least acquaintances

• but maybe I have been alone as being alone is really a mental state like everything else not necessarily that I want to go back into existentialism or zen buddhism again but feeling alone means not being able to see where I am joined with the universe and the people in it

• shouldnt that be MY universe as everything is MY perception?

• but if MY universe is untranscendable meaning I have only the chemistry of my mind to track all changes and the chemistry of my mind is shaped by feeling distant to everyone then I cannot change unless my brain chemistry changes

• there is a price to pay for this

• there is a price to pay for this

• I am dying of loneliness

• I am not willing to give in to conformity

• but I am conform and comfortable and safe in my cocoon of money and not having to work

• but I would like to work and play and be challenged but there is no one to really take up problems with as I am alone and do not trust people

• I do not trust myself is what

• but since trust is such a high price to pay the alternative is to die for real

• die of loneliness

• die of sorrow and grief

• die of uselessness and pointlessnes and lack of focus

• life sucks

• life really really sucks

• there is only GOOD brain chemistry of any importance that is

• functionally life extending POSITIVE brain chemistry

• brain chemistry to write home about

• that is all there is

• and how to achieve that?

• how to achieve that beautiful mind so longed for when all there is in sight is old thoughts?

• thought thoughts.

• used up thoughts with no pleasant surprises and all hard work to make them real or not real.

• this is where this ends.

• at the beginning of furthered depression brought on by time passing with nothing of value taking place or being thought of and no hinges to any known or welcome reality flapping and  no humanity showing its face and no idealist young person jumping up to take the weight and pain and loneliness that is killing me

• and would I want that?

• would I really want to have people try and help me with something they can not understand?

• there is a hole in the sky and that hole is in you mind and the space seeping through and the air escaping is in your mind and the suffocation of the whole of the planet and all of the living creatures on the surface is in your mind and you are not on that surface because your are not in your mind

• digg it?

• you are in another place and your mind is in that place too

• and you will never know this place as you can know the place in your mind

• and no one will ever know you as they know that place in their minds

• your existence is not knowable

• science tries but science only sees what can be seen with human consciousness and human minds and human senses.

• your personal reality is not quantifiable as nothing repeats itself

• the loneliness that I feel that anyone feels is not quantifiable.

• it is there or it is not and as such a product of brain chemistry

• my brain your brain is lonely

• or in love or horny or scared or curious or generous or just plain weird as compared to other brains state of mind

• your brain is it

• my brain is it

• try telling that to a young person who wishes to assist with my loneliness and my lack of self appreciation

• that it the catch.

• that no human will survive in the positive sense of the word without appreciating its self

• and what is this?

• the self?

• the uniqueness of being is what the self is

• the language of old times and ancient experience tells us so

• the word means that which is very much it self

• also comparable to rare and solo

• so how does one go about finding and discovering in which way one is unique?

• by trying out all that sounds interesting

• life will deal the un-interesting trying and unpleasant cards for one to play without asking first and that is the hard part

• finding one’s unique self therefore consists of two things

• have fun

• deal with that which is not fun providing it is necessary

• and deciding the two is what it is all about

• but that does not stop me feeling lonely and scared of dying alone or finding the need to end it all due to lack of recognition and appreciation of my self

• so I must appreciate what there is to appreciate in me

• warm

• thinking

• well thats it really all else is flawed or amateurish

• but an appreciation of uniqueness really means how I stand out from others

• an evaluation of the people of the world or just the people that I know or have knowledge of

• I know that success means working really really hard to achieve something inside the reality where having this particular success matters

• making money is a reality in itself but having success professionally or with love or with assistance to others is success among peers.

• success among peers demand peers.

• I have no peers or rather I am no peer.

• I dont have a profession.

• I am a dabbler and an con man.

• and that is why I am lonely

• I cannot appreciate what they find pleasant and good and non-trivial or interesting and existing or stimulating as all of are their experiences

• I have nothing that is not defined by them and I cannot let them in

• they will crush and defile me with derision

• they will project their fears onto me

• they will love only what they need and reject the rest

• there is no real human love eternal

• there is only the automatic and ever present love of attraction that everyone has to work to maintain in their version of the ever changing universe where attraction is never cohesion but attraction maintained through awareness of same

• for the feeble minded me

• again

• human love is attraction maintained

• such insightful night at the bottom of the pits

• where ever that is

• but is sure feels horrible

• is it necessary?

• I have no idea but living until tomorrow where hopefully something has changed in my brain makes good sense so I guess sticking with it beats eating the exhaust on my old VW.

• but here sure isnt much to care about right now.

• except this feeling of being apart from all.

• rejecting all.

• is must be some kind of love keeping me tied to the image of having people to care about me whom I care about.

• or just playmates and they all got old and no fun

• and my heart is young

• my feelings

• and my mind is in the future

• and my girlfriend is in her bed in her house missing me and I dont care.

• not enough to go there or call her or text her or in any way let her know I acknowledge her existence.

• paradoxically?

• or just the sum of all things?

• this is it

• leaving her to find someone else who understands my loneliness is madness

• leaving her to be alone is madness

• staying with her to feel alone part of the time and full of self loathing over not being able to appreciate a uniqueness that at least she appreciates is absurd

• so I want madness madness or absurdity?

• I want to lose my self loathing my low self esteem my lack of understanding

• I want to lose my lack of understanding of what makes me special

• I want know why I am special what is my uniqueness and in all positive thoughts spend the rest of my days finding just that.

• take that down Buddhism and Zen Buddhism take that down blow it up do something with it to make me feel small and insignificant!

• no you cant can you?

• no you cant for I claim not it is there

• I know it is a feeling and that feelings change

• the future does not exist for real and yes I am unique as every part of the universe is unique and it is okay not to know and understand

• and I dont know and I dont understand so I am okay

• I am okay

• my brain chemistry is a bit flawed but I am okay

• depression occurs.

• depression is brain chemistry.

• brain chemistry can be altered.

• but

• I have nothing to write about if I am happy

• happy normal happy

• ecstatic in love delusional delirious angry sad but not happy normal happy that is my brain not working

• that is lack of friction and teflon only works on pans

• everywhere else it is death

• you hang on to life right so you cant have teflon in your life!

• I hang!

• I cant!

• so I need friction!

• language is a pile of shit when you think of it

• it only works if you know what is in it

• and when you know whats in it you have to use it correctly to be understood

• and if you put it to other use you are accused of not wanting to communicate

• unless some poet wannabe critic takes you to heart

• I need friction!

• everyone else need an end to conflict!

• but I need friction be it conflict or imperfection I need friction!

• so I am wrong.

• my use of language is imperfect!

• I cry I laugh at the happy coincidence of being my own friction when everything else is nothing or impossible

• but who needs Buddhismn when psychology will point out that both nothing and impossible are points of friction in any mind

• that should be enough to sink my teeth in

• I have nothing and the impossible as playmates in the real world as I perceive it

• I have a lot then

• no need to be bored except that is not the problem

• the problem is lack of playmates

• that I trust no one to not hurt me

• but here is the same as with love

• trust and the connection that is trust needs to be maintained and what did I write yesterday?

• ”something needs to have happened and then I can contact people”

• calm chit-chat smalltalk is for calm people with order to their lives

• the brain wants a fix

• no small fixes to fix a life ruled by adrenalin and dopamine

• the brain wants distance to create security and heavy updates

• proximity and regularity creates no fix and no security

• in proximity is only disturbance and noise to kill productive thoughts

• in proximity is recognition and recognition creates assumptions

• assumptions which are wrong or falsely place responsibility where none is desired

• humor is gone

• humor is sleeping

• humor is drowning in shit smoking cigars at every break

• at least a chance to smoke again and not care

• bitchslap-my-self humor is awake

• go to sleep bitchslap!

__
the amazing photo is shot and manipulated by photographer Zena Holloway

LYST, drevet, båret, styret, betonet

Om den lystbetonede adgang til livet: Det er ikke LYSTEN, der er noget galt med. Lysten er livets trækdyr.

Share

 

… fine nuanceforskelle, der beskriver tilgangen til lyst fra forskellige vinkler – ikke alle lige positive.

I seneste nummer af Ud & Se interviewes skuespilleren Nicolas Bro.

Som barn af Helle Hertz og Christoffer Bro, begge skuespillere, har han levet i et skabende/udøvende miljø altid. Han omtaler sin kone som kernen i sit liv, men også at hun – i kraft af sin stilling som scenograf på et teater – forstår, at han har en lystbetonet tilgang til sit erhverv, og at der i dét (min parafrasering omkring sådan virkelighed) ligger perioder uden lyst, perioder med natteroderi og brænden energi af, perioder med ingen energi, lejlighedsvis følelse af inkompetence, uduelighed, overmod, overmagt, osv.

(Jeg er sikker på, der ligger kampe underneden deres fællesskab også, men essensen…!)

LYSTBETONET.

Med ét ord opsummerede denne skuespillermand hele mit livs forsøg på at få min omverden til at forstå, at jeg hverken fungerer i mit dagligliv eller med mit skabende arbejde, hvis jeg ikke er i lyst!

Hvor har jeg skubbet mange mennesker væk, der ikke formåede at forstå det!

Folk, som fokuserer på faste senge- og spisetider, ikke anerkender eller forstår behov for at være alene, ikke forstår at smalltalk dræber tankeflugt, at stilhed kan være livgivende; folk, som frygter uregelmæssighed og kaos og konstant søger kompromiset som overlevelsesmekanisme; som altid er interesseret i om “det” giver gode penge og hvor mange; som ikke tør forstå dét at leve for noget – noget, som ikke er et menneske. Og som oplever sig selv reduceret i betydning, hvis ikke hjemmet og de selv er i absolut fokus.

Hvor det dog tog mig ulideligt mange år at slippe den dårlige samvittghed over opvask og rod og støv, som min mor længe efter min flytning fra barndomshjemmet sørgede for at fastholde som uacceptabel norm. Og dermed fastholdt mig i et snævert fokus på prioriteringen på det mest indlysende lystbårne, selv når der ingen lyst var. Tak for dét, mor. Tak for at forhindre mig i at få et naturligt forhold til de opretholdende faktorer i mit liv. (Men du vidste ikke bedre, det forstå jeg.)

Hvilken ulykke, når der ikke er lyst. Hvilken sorg! Og umuligt for nogen at forstå, at jeg sørger over ikke at føle mig glad, fordi jeg altid er glad, når jeg er i lyst!

Søge at give sig selv

Og JA, jeg ved godt, at der er andre prioriteter, som behøver opmærksomhed. Især hvis man har børn. Men et menneske, der lever med sin lyst til livet som det drivende element, kan også sagtens have børn. At tro, at ens verden standser, fordi man får børn, er en illusion. Så ER den allerede standset, før man fik børn, hvis man har det sådan, og har intet med tilkomsten af nyt ansvar at gøre.

Og JA, jeg ved, at min lystbetonede tilgang til at skrive og at skrive som den væsentligste aktivitet i mit liv betyder, at alt andet lider, når jeg ikke har lyst (til at skrive). Fordi det er dér, jeg får livsanerkendelse. Dér, jeg forstår, hvad jeg kan.

Et menneske har lyst til dét, der gør glad.

Og har lyst til at gentage dét, der gør glad, igen og igen og igen… Og JA – af og til kan man blive afkrævet at skulle finde lysten inde i sig selv, til brug for gøremål og ansvar uden for ens selvfølgelige bane.

Og JA – det kan være svært at finde lysten til noget, der tar tid og energi fra det vante, men igen og altid: Hvad har man lyst til? Så… skal det være det vantes belønninger, eller det nyes potentialer? Hvor bor ens lyst?

Lysten er livets trækdyr. Det er ikke LYSTEN, der er noget galt med. Det er indstillingen til den. Ens egen, og de andres.

Halddage 2011, 3 (om nytten af at være her)

Hjemme ude.

Share

 

“Intet. Fødslen er gået i stå. Nu er der tilbage at gå ture og stirre i loftet.

Eller blive siddende dér i mellemrummet.”

Skrev jeg d. 5.2.

Det blev en hård fødsel.

Men det har været tre gode uger her i det midt-jyske.

Jeg har skrevet en science fiction-novelle til LIUO 5, “At tænke på silke under invasionen”, som jeg synes er rigtig sjov. Den skrev stort set sig selv, men modsatte sig den slutning, jeg synes var indlysende, så der skal lige arbejdes lidt med udgange inden deadline for antologideltagelse 1/3, når jeg vender tilbage til Sjælland.

Og det holdt rigtig hårdt… men jeg fik endelig hul på Tidens Kælven 2. Ikke en lyd om dén. 25 sider. (Om end jeg læste op fra den til en læseaften i pejsestuen og fik varm reaktion, inde i og ude.)

Og så har jeg fået stillet endnu 150 spørgsmål i et værk, der har været længe undervejs: 1025 spørgsmål til digtningen. Jeg tror, der er godt 700 spørgsmål nu. Inden længe vil jeg forsøge at trække på interesserede kolleger, for om muligt at få dækket spørgsmål på områder, jeg ikke kender meget til – f.eks. omkring klassiske former i nutiden – evt. ikke ved eksisterer, eller ikke selv har berøring med. Det er sådan en inspirationsbog, som ingen vil være interesseret i at betale for at trykke, men gerne vil have stående i f.eks. klasseværelset eller som opslagsværk på natbordet til at sætte tankerne i gang i forhold til hvad det egentlig vil sige at være digter.

Og som angivet i Halddage 2, har jeg skrevet på min Haldhistorie om Pernille Grøn, der er en inkarneret masai fra Tanzania ved navn Sarah Belele. Halvandet kapitel, der virkelig tog røven på mig. Måske kan jeg nu endelig komme videre med den – uden for Hald?

Dertil 15 digte efter ny model: Udprintes efter færddiggørelse og slettes fra maskinen.

Jeg er glad. Hald fylder mit hjerte og tilbyder mig ro.






Halddage 2011, 1 (Freundlichheit muss sein!)

Anerkendt, ung forfatter sagde: “Jeg er ikke inspireret for tiden”. Underforstået “hun forsøger ikke at skrive for tiden”. Fuck, jeg forsøger hele tiden, no matter what! Er jeg idiot?

Share

Haldophold booket i efteråret, planen var at forberede ophold 14 dage før, men gr. andre omstændigheder røg denne forberedelse. Derfor ønsket om en ekstra uge her, som blev bevilget, så jeg nu kan være her tre uger. Spændende, skræmmende, dejligt, hvad pokker skal jeg vælge at arbejde med?

Det slår mig pludselig, at der er en snarlig, fælles deadline på TO antologiprojekter: 1 Helsingørnovelle, (hvor bogen sådan set allerede er sat i værk, filmen og teaterstykket skrevet, og Emmy og Oscar hædrende uddelt), og 1 science fiction-bidrag til Under Overfladen 5, (der sådan set også allerede er blevet til bog…)

1. APRIL!

Det er om ikke længe. Og spørgsmålet er, om jeg har skrivero, når jeg kommer hjem. Spørgsmålet er, om de skal skrives hér eller i Roskilde.

Er lige ankommet, har trukket i jellobaen og de lange underbukser, det er utroligt behageligt, men spørgsmålet er, om der er varmt nok her i det yderste hjørneværelse. Har været i dette rum før, men ikke i vintersæsonen.

Nu har jeg spist instantnudler og trukket en flaske vin op. Flasken kan stå der og repræsentere min nervøsitet og præstationstrang, og hvis den smager godt, kan det være jeg drikker et glas.

Interessant detalje: Smedehuset er arbejdshjem pt. for journalisten Lars, der vist nok skrev biografien om jægersoldaten, B.S. Christiansen. Denne journalist har jeg mødt på Hald, og han var fed. Han er god for for et glas vin og en passiar, hvis her bliver for ensomt – hvis det altså ér ham, jeg kender. Han var også dén, der læste begyndelsen til min historie om Pernille Grøn og kaldte mig en ”stor forfatter”. Havde og har svært ved at tage det til mig på så lille et grundlag som 10-20 sider, men sådan er det jo at have lille selvværd – man forstår ikke, hvad man er værd, eller hvorfor.

STOR irritation: Min nysindkøbte batteridrevne 3-router kan ikke skabe forbindelse på Hald. KÆFT hvor irriterende! Her er simpelthen ingen mobilforbindelse til 3! Historien er røv-lang; strækker sig fra november og jeg gider den ikke – men den omhandler smadret telefon, test af to smartphones med abonnementer, tilbagelevering af samme phones og abonnementer pga. ringe forbindelse og ubrugelig hardware og køb af samme model pisse-billige Nokiatelefon som den smadrede fra november, samt omtalte batteridrevne 3-router med stort dataabonnement, og så virker lortet ikke hér!!

Jeg er SÅ vred på mobilselskaberne og deres løgnagtige løgne. De skal ikke bare sælge telefoner, de skal fandme sælge tilfredshed! Det er jo ikke vaskepulver, for hulen – man køber bindingsperiode og alt muligt og så skal lortet sgu virke! Og man skal behandles ordentligt og tales til ordentligt og ikke køres ud i et eller andet stift hierakisk system med patenterede orange sideordnere uden fingeraftryksmulighed og mulighed for gravskrift! Freundlichheit muss sein!

Og det er der på Hald. Selv uden 3’er-net.

Hvad skal jeg skrive videre på?

Åh, ansøgning til arbejdslegat under Litteraturudvalget, Statens Kunstfond, som jeg har arbejdet på, siden jeg kom fra ferie. Dén skal skrives færdig, og afleveres senest d. 2. Hér gør jeg noget, jeg normalt ikke gør – jeg fortæller, hvem jeg er og hvorfor jeg er god. Det er nu meget rart at få frie tøjler, men jeg nægter at lyve – så, får jeg ikke noget, kan det tænkes at være, fordi jeg ikke lægger skjul på at en del af mit skrivende arbejde består i politisk fagarbejde for digterne. Deadline i overmorgen.

(Mobiltelefon slukket)

Kenneth Krabat, 31.1. 2011

Upatenteret tortur – Goa 4

Dejlig ferie, masser af afslapning, god og rigelig sex, masser af mad, god mad, masser af gaver til alle, masser af mennesker, masser af fristelser. Arbejdsfri.

Share

 

Når ens ben i siddende stilling er 76 cm fra ryg til knæspids, og afstanden mellem stoleryg og sædet foran er 74 cm, så mangler der 2 cm.

Disse 2 centimeter er ikke udtryk for hverken guddommelig straf eller bevis for overherredømme. De kan ikke købes i dutifree eller blive refunderet kontant ved efterfølgende ankesag. Det er to centimeter, der mangler. De mangler: Hele det tidsrum, man af hensyn til egen sikkerhed gr. såkaldte “lufthuller” er fastspændt til sit sæde, vil pladsen være for trang.

Praksissen er en særlig form for tortur, opfundet af kineserne, som ellers ikke normalt holder sig tilbage hvad angår despekten for menneskelige behov, men når det kommer til tortur forholder sig så subtilt til menneskelige begrænsninger, at man faktisk selv er nødt til at prøve det for at forstå, hvori dog torturen består…

Der er ikke patent på metoden. Luftfartsselskaberne kan frit gøre brug af den, og gør det med glæde. For hver 74 cm i længderetningen sparet, kan endnu 7 – 14 passagersæder og passagerer klemmes ind. Og det bliver de: Klemt ind, passagererne.
Og klemt.
Og klaustrofobiske.
Og paniske.
Og hysteriske.

Imens serveres der to måltider, og kaffe eller te med kage ind imellem. Et par ture ned ad mellemgangen tager en smule af panikken. På toilettet kan benene strækkes, men der bankes snart på døren. Og straks man er tilbage ved sit sæde igen, skal man spænde sig fast. Man kunne forestille sig, at dét ville klemme ryggen hårdt op mod stoleryggen, og således reducere pladsmanglen, men enhver forestilling dræbes omgående, når den foransiddende lægger sit sæde ned. Hér skal man håbe i samme øjeblik at have knæene placeret uden for stolesidernes rotationsgang, fordi man ellers vil opleve at få smadret knæskallerne, eller blot få dem slemt i klemme.

Og så endelig er man fremme. Drænet for al energi og for lyst til at sætte sig til modværge, når taxa-logen i lufthavnen overfalder og fladtæver én med konspiratorisk prissætning. Så tre dage om at komme sig i, hvor man kan dyrke rigelig med sex af den svedige slags, derpå madforgiftning med afføring 1 på den internationale skale fra 1 til 7, hvor 1 indikerer mest vand i tarmene og 7 stort set ingen. Det er en god skala at have, hvis man præcist skal kommunkere, hvordan ens mave opfører sig:

“Hvordan var det så?”

“Åh, en 2’er, men det går da den rigtige vej…”

Der er ingen skala for at kaste op på 3/4 meters afstand og direkte ned i toilettønden, men det er vel derfor det hedder “at kaste op”…!

Efter den første mavekrampende, tyndskidende, opkastende dag og nat, med stigende feber og ondt i alle muskler, følger så 4 matte dage uden den store madlyst og med vandtvang og elektrolytter, vand med salt, sukker og citron, der smager som lort, men ned skal det, så man kan erstatte det vand og salt, man har mistet. Hvad skal sukker og citronen og til for? Tjae, måske bare for at gøre det drikkeligt?

Nu kan man så begynde at spise lidt igen, men hver gang man spiser noget, der er bare en lille smule interessant, brokker kæresten sig over at man blokerer regenereringsprocessen, og så spiser man det i trods eller af dén drift, der trods alt er der, mod at æde andet end grød og ris, og så bliver afføringen en 1’er igen, og så håner hun én, og hun har bare så fucking meget ret, hvis altså bare hun ville holde sin kæft.

Og med disse overvejelser og solen bagende ned over Goa når man halvvejsmærket, lidt ligesom i livet, hvor man kan mærke at der nu er mindre tid tilbage end der har været; ferien går på hæld, dagene bliver varmere på vej mod regntiden, tjenerne bliver anstrengte af smile til os hele tiden, havet bliver stadig varmere og bedre at bade i, men der er hverdag overalt omkring os. Og handel med billige i ordets egentlige forstand, skønt interessante souvenirs. Ja, hele hovedgaden er forvandlet til butikker. Dyrt lejede butiksområder på hovedgadens fortov, der ripper sælgerne af – hvis ikke det er ejerne selv, der sælger billigt lort dyrt til turisterne med hånden på hjertet om, at de ikke kan sælge billigere. Og så alligvel må dunke priserne, fordi der er småt med turister, fordi terrorister sprængte et par bomber i Mumbai for to år siden, eller fordi området er spoleret af turistme og af motorcykler og af doperygende ex-patriots med insider-feeling. Eller måske er det ganske enkelt bare de nye visumregler, der forbyder russerne ophold længere end 1 måned; de skulle jo nødt blive hængende: “60% are bad men”, sagde én af de allerfattigste restaurantejere på stranden. Måske in tune med den indiske regerings holdning, måske blot et selvsyn.

Arambol Beach, nordlige strand, Goa. "FØR"-billede ca. anno 2000.

Her ér varmt og dét, man kommer for. Maden er interessant, hvis den er god og ikke fuld af unordiske bakterier. Sjovt, at den bedste restaurant indehaves af en dansker, der har arbejdet for Claus Meyer. Cheekie Monkey hedder den. Byen hedder oprindeligt Hamal, og bliver i dag kaldt Arambol Beach. Der er 1 strand ca. 5 km nordpå, som endnu er relativt uspoleret. Hvis man vil. Dér findes stadig masser af indere, som gerne ville lave ens drinks og rulle ens joints og vaske ens tøj, for småpenge. Hvis man behøver at føle sig rig.

Og på vej mod de sidste dage, efter et par nogenlunde stærke dage med svedig sex, havbad og mange indkøb, kan man lige nå at få en gang maveonde igen. Selvom man holder sig fra alle kendte smittekilder – drikkevand, grøntsager skyllet i vand, drikkeyogurt fra svært afrenselig blender, isterninger, glas opvasket i hanevand  osv osv osv. Man lammes en smule igen og afslutter Indiens-opholdet med at sikre sig at have skidt af, før man ved midnat kører til lufthavnen for at flyve 5 timer senere.

Endelig, endelig ophører ventetiden i lufthavnen og man når atter frem til de trange sæder i flyet. Som denne gang i fugleflugtslinie peger mod Nordeuropa og foregår i 13kms højde. Uden for i minus 53 grader ér virkelig kun hjem for særlige bakterier; inden for er der rigelig med film at dope sig med, og spil, og tvangstanker om at gå på toilettet af den ene og den anden og den tredje grund. Man behøver ikke foretage sig én eneste fornuftig handling eller tænke én eneste sammenhængende tanke, mens man igennem sølle 15 timer fastholdes i kinesisk pladsbegrænsningstortur med indlagte måltider, og kaffe eller te med kage.

Ved ankomsten er det uforståeligt, at billetautomaterne i Metroen fra Kastrup Lufthavn denne dag ikke vil tage Visakort, og at Metro-stewardessen efterfølgende udskriver 2 x 750 kr i “kontrolafgift”. Og der sidder man så i Metroen, efter sin ferie, komplet blæst i kraniet og i kroppen, omgivet af bagage og souvenirs og længslen efter fucking bare at falde i søvn i hinandens arme i 25 grader under myggenettet, at kunne skide regelmæssigt, at få serveret hele baduljen på et fad af håndflettet bambus og bare nå frem til rigtigt at  slappe af. Bare slappe helt af og ikke lave noget som helst. Lige som de skide landflygtige hippier i deres evighedsrus.

Og de nyeste visareglerne fra i år nægter alle og enhver indrejsetilladelse før tidligst 2 måneder efter sidste besøg. Og himlen ér så grå. Pisse, fucking grå.

Og nu sner det igen.

Kenneth Krabat, 26.1. 2011

Arambol beach (link)

Status for faldne profeter; en projektansøgning

Om intelligens, begavelse, fokusering og uviden.
Der ér i sig selv ingen konsekvenser af høj IQ; der skal mere til.

Share

Min matematiske IQ er på 142. Når jeg siger det sådan, mener jeg dermed, at min intelligenskvotient er målt på en anerkendt måde – dvs. ved en test, som er godkendt af Mensa.

At være intelligent er ikke det samme som at være kreativ, talentfuld eller vidende. Det betyder en over-gennemsnitlig evne til at gennemskue mønstrene i det område, ens intelligens beskriver.

At være en del over gennemsnit i matematisk IQ betyder således, at jeg er god til at gennemskue mønstre i den del af min bevidsthedssfære, som handler om rationelle gentagelser og dermed om formodninger om gentagelser.

Når man arbejder med formodninger, fordres tre forudsætninger:

  • at man hurtigst muligt gennemskuer et mønsters frekvens
  • og hurtigst muligt giver slip på den pågældende mønsteranalyse til fordel for nye mønsteranalyser
  • at man er fleksibel nok til at “holde resultatet på klem”, så man kan indkorporere nye resultater, som de måtte vise sig

De fleste mennesker udelukker behandling af mange informationer gennem en proces, som på engelsk kaldes latent inhibition, (“skjult hæmning, der kan komme til udtryk”) – som er et dyrs ubevidste evne til at ignorere stimuli, som erfaring har vist er irrelevant ift. dets behov. Når man er meget mere åben for indkommende stimuli fra omverden end det brede flertal, med en ringe(re) tilbøjelighed til at censurere indtryk, før de er blevet behandlet af bevidstheden, bliver man benævnt “kreativ”.

For den menneskelige bevidsthed kan alle informationer sammenkædes i mønsterkæder, fordi den menneskelige bevidstheds virkelighed “altid er den samme”. Selv ikke traumatiske tilstande forandrer vores grundlæggende opfattelse af virkeligheden; vi fortsætte med at stole på grundpræmisserne, uanset om de udviser små variationer: At en edderkop er lige så levende som en elefant, at det gør lige ondt at slå hovedet på en mandag som på en torsdag, at man ikke kan gå på vand eller levitere eller holde vejret i dagevis. At det ikke er virkeligheden, som er fleksibel, men derimod den menneskelige opdagelse af den – ved mødet med nye data, efterprøvelige stimuli.

Hvis man ud over at være matematisk intelligent også er kreativ, vil processen med at klassificere mønstre – gennemskue deres frekvens, og formode og teste nye mønstre – i sig selv være som en åben sluse, hvor informationerne “vælter” ind. Og kun dén, som formår at fastholde et fokus og er fleksibel nok til at justere sig til nye informationer undgår at blive løbet over ende af detaljer og mulige sammenhænge og datakombinationer.

Jeg er det, man kalder “kreativ” – jeg bemærker ting i mine omgivelser, som mange ikke vier opmærksomhed, fordi de ikke behøver det, og forholder mig åben til dem, uden at afslutte deres klassifikation.

Da jeg var yngre, tog jeg LSD godt 10 gange i løbet af 10 år. Det satte så meget skub i mine tankestrømme, at min sædvanlige introversion blev som en beholder, der ikke kunne rumme mere og begyndte at vælte over med udtalte spekulationer om alt muligt – og fordi jeg samtidig var både uuddannet og udannet, havde jeg meget lille viden om generelle sammenhænge i verden og blandt menneskene at hænge informationerne og koblingerne i strømmen af input op på. Jeg var kort og godt ved at blive vanvittig, fordi jeg ikke kunne finalisere, afgøre, mine koblinger – jeg manglede data om verden; mine sanseindtryk og observationer fortalte mig en hel masse begyndende historier, der var meget mere avancerede end min skole- og håndværkeruddannelse havde beredt mig på, men jeg havde ikke data til at afslutte dem.

Min evne til at fokusere reddede mig; måske var den forhøjet af stoffets kemiske eftervirkninger i min hjerne, jeg ved det ikke – men jeg kunne sende spekulationerne om verden “ned i papiret”. Alle de uafsluttelige tanker om verdens og menneskelige interaktioners beskaffenhed som følge af min ringe lærddom kunne jeg afslutte ved at nedskrive afslutninger eller konklusioner. Nedskrivningen lukkede døre og muligheder, men forhindrede mig i mentalt at drive for vejr og vind i alle retninger. Det reddede mig, at jeg kunne fokusere.

Høj matematisk IQ, fokuseringsevne, kreativ OG uvidende om verden: Mange data der kommer ind, former sig i mønstre, der former sig i mønstre osv., og finaliseres til bevidste, fleksible, temporære konklusioner, UDEN sikkerhed for sammenhæng med etableret viden. Hvilket betyder, at det kan være mangelfuldt, og det kan være nytænkende. Dét, der kommer ud af mig. Som med al skaben, men jeg er ikke længere bange for at tage fejl.

Og hvad så?

Det foregående er en analyse af en menneskelig tilstand, tilsat anerkendt viden om bevidsthedstilblivelse, mønstergenkendelse, datafiltrering mv. Men hvad skal jeg eller nogen anden bruge dét til – at have læst hértil?

Jo, der er altid en pris. Således også hér:

For den, som besidder en IQ, der er mere gennemsnitlig, vil ovenstående måske være interessant, men så ikke mere. Der er intet truende i det. Intet, som behøves for at overleve eller stille særlige behov.

For dén, som besidder en matematisk IQ over mit eget niveau og ca. på min egen alder eller temmelig veluddannet, vil selve konklusionen ikke være en konklusion, men blot en arbejdshypotese.

For dén, der matcher min IQ, alder, uddannelse, tankesæt, interesser – antallet blandt mine læsere faldt lige drastisk hér; måske er det kun mig selv, som nogen sinde vil nå hértil i teksten – vil ovenstående rumme nogle udfordringer, som er dét, der er prisen for at erkende ovenstående:

Vi kan aldrig vide nok. Og når man ved dét, bliver selve udvælgelsen af, hvad der er vigtigt at fokusere på, en drivende kraft; det er essensen i vidensvækkelsen i enhver kultur, som oplever eller har oplevet den luxus det er at kende til national stabilitet. Dvs. en drivende kraft – eller evigt talen uden om at gøre noget væsentligt, der ikke handler om personlig overlevelse!

Sitet her hedder 1000 stemmer, oprindeligt, fordi jeg følte at 1000 stemmer talte gennem mig – men jeg får flere og flere enslydende tanker om, at jeg burde lægge mit fokus på andet end dét, jeg tilfældigt kanaliserer. At min læretid som sandsiger er forbi. Og at det er mit egentlige arbejdsliv, der er ved at gå i gang.

Det sidste år på 1000 stemmer har været en eftersøgning – 248 indlæg, der har dokumenteret oplelvelsen af mit liv i verden i harme, begejstring, sorg, skrift, skønhed, savn… Mit liv. Ikke andres liv i nogen særlig udstrækning.

Jo, okay, digterne, og altid digterne – forsøget på at tilvejebringe et eformat for digtere at udgive i, eller i det mindste slå til lyd for, at det mangler og snart savnes. Ønsket om at lave et digitalt skriveværktøj, der passer digtertankegangen perfekt. Men derudover?

Jeg er røv-vant til at bruge al energi på mig selv, men springer rask væk til, hvis nogen spørger; jeg elsker udfordringer, projekter, opgaver, idéer, løsninger, modeller, hypoteser.

Jeg savner en opgave, et projekt. Noget at bruge min energi på, min udholdenhed og mine evner for at gennemskue verden, analysere og komme med nye løsninger.

Så er det sagt. Nu tager jeg på ferie i 14 dage – måske hviler jeg hovedet, måske ikke, men det her er en projektansøgning.

Brug mig. Ansøgningen udløber ikke

Kenneth Krabat, 7.1.2011
kontaktdata til højre på siden

Goa, gamle dyder, islam og den berøringsfri zone

Friendliness is a state of mind.

Share

03.01.2011 Op klokken tidligt, af sted til Havnegade 39 til Qatars midlertidige kontorer.

De lever virkelig op til deres motto! NUL problemer med at ombooke. Et gebyr og så var det dét (okay, ikke billigt, men det slår at miste alt eller købe en ny rejse!). Vi skal af sted på lørdag. Samme tid, samme Kastrup Lufthavn.

Og så viste det sig, at der var en gave med i posen med billetten. Et ikke så kønt, men ekstremt praktisk VERDENSvækkeUR – med indstilling af tidsforskel til alle tidszonerne – for den, som rejser ofte og har en virkelighed et andet sted at forholde sig til.

Adspurgt svarede Qatars medarbejdere, at deres politik er helt bevidst. De vil demonstrere, at det betyder noget med personlige relationer til kunderne. F.eks. har de et kontor i alle lande, de er repræsenteret i – hvilket absolut ikke er tilfældet for alle luftfartsselskaber. Okay, konkurrencen ér hård, og konkurrenceoverskudsmarginalerne sikkert små, og Qatar er et af de, hvis ikke DET, rigeste land i verden og har råd til at etablere sig på de dyreste adresser, men alligevel: Qatar VIL noget med deres kundepolitik, som ikke mange andre luftfartsselskaber i verden kerer sig om. Som den daglige leder så selvfølgeligt sagde: “Vi vil gerne have at kunderne kommer igen.” Ja, ja, det vil alle da – men ingen gør noget for det længere. Service er blevet et fy-ord. Noget, der hører gamle dage til. Snarere end at kunne fortsætte med at handle om integritet i arbejdet – at man faktisk bryder sig om det, man beskæftiger sig med. Hvilket i en servicefunktion som et flyselskab handler om at hjælpe folk ud og hjem på den bedst mulige måde for kunden.

Jeg ér dog samtidig nødt til at forholde mig kritisk – ensidig slikken røv hjælper ingen:

Nu rykker Qatar, de Arabiske Emirater og en 3. ørkenstat ind i med luftfartselskaber og i hundrevis af nye fly i Europa. Med sig har de en pæn profil, venlighed, servicemindedhed, som det er naturligt i deres hjemlande. Men de kommer også og både repræsenterer islam og et bevidst andet billede på islam. Et venligere billede. Måske et billede, som er mere i overensstemmelse med hjemlandenes (ideelle) levevis.

Ikke for at forsage trangen til at være venlig og imødekommende, men vi ér nødt til at tænke, at islamiske stater (som alle er monarkier og diktaturer) i krisetider kan finde på at trække på samme hammel, på samme måde som såkaldt kristne, vestlige nationer gør det.

Vi skal ikke lade det bekymre os. Bare være klar over, at trosfæller – lige som familier – trækker sammen i krisetider. Og så være rigtig glade for, at nogen endnu tror på, at det har betydning at vise omsorg i forretninger; tillade os at blive vækket til at se, at der ER andre måder at leve på, som måske i visse situationer er bedre, end dem vi er vant til…! For den her praksis, der breder sig overalt i den vestlige (forretnings)verden, måske især repræsenteret ved den berøringsfrie zone, Internettet, at alting er folks eget ansvar… det adskiller os fra hinanden – og harmonerer ikke med, hvad der ellers er gang i overalt – med sociale netværk og fora og personlige anbefalinger. Verden bevæger sig mod et større fællesskab på alle planer – og firmaer, som søger at kapitalisere på dette behov uden hensyntagen til Real Life, kommer til at betale prisen – eller være skyldig i, at hele kulturer kommer til at betale en pris, som ikke er nødvendig – med en smule omtanke, og kritisk sans.

Never mind. Jeg byder Qatars fremvisning af såkaldt gamle dyder velkommen. Ikke kun på et serviceniveau – jeg sætter min lid til, at venlighed og omsorg smitter.

Nu med billetten i hånd blev det tid til at håbe på at kunne nå at få et visum…

Af sted til Indiens ambassade, som i følge hjemmesiden var åben fra 9-12… men tidpunktet var ændret til 11.00 for visaansøgninger! Med den insisterendes ensidige retningssans, der nægter at lade sig standse af noget, fik vi dog sneget os ind! Til  et totalt proppet lokale. Hvor behandlingen alligevel gik relativt hurtigt. (Men for pokker en elendig visaansøgningsformular, som de ansatte måtte korrigere alle til at rette!)

Vi får vore visa fredag. Siger de. Vi sidder ikke på pinde resten af ugen. På et eller andet tidspunkt må man give slip og lade guderne trække læsset. Hermed gjort.

Tak til alle, der hjalp med at gøre vejen farbar igen:

Denis (Qatars repræsentant i lufthavnen)
Uffe (dedikeret Airtiki-repræsentant)
Qatars medarbejdere
mine nære venner, som på Facebook med rette har svinet mig til for smøl og sjusk
og min kæreste, som heller ikke ville give op.


Kenneth Krabat, 4.1.2011

Qatar Danmark – hjemmesiden i Danmark er endnu ikke på dansk, men det kommer

Qatar Reservations i Doha, Qatar – Qatars hovedsæde, der godkender alle om-bookinger
Tel. +974 4449 6666 (i Danmark betyder “+”, at der skal sættes “00” foran)