Head space – Jake Fried’s “The Deep End”

Animators, I salute you!

 

The Deep End from Jake Fried on Vimeo.
Materials: Ink, white-out and coffee on paper.

I had to watch it several times, one frame advanced at a time to properly see the iterations, & to avoid a beginning seasickness due to the slightly jarring images. Total effect is as Analog as it gets. I love it.

Watch more at his homebase, inkwood.net. But man, he is only just getting started! 😀

Fri Vilje vs. at Prutte

Mine prutter er de bedste!

Man kan sandsynliggøre bestemt adfærd i et menneske, men så også KUN sandsynliggøre, at f.eks. jeg formodentlig ikke vil lukke tarmgas ud hos dronningen, fordi jeg finder det socialt akavet, (men om det sker, kan ikke udelukkes 100%) – mens det er sandsynligt at jeg i mit eget hjem ikke vil have nær så mange hæmninger med at slippe en vind, når gassen står højt i endetarmen. Således ér jeg at lukke tarmgas ud i et givent øjeblik, eller jeg ér ikke (og de øjeblikke er der sjovt nok flest af). Et væld af forskellige faktorer, som ikke alle er i min kontrol, selvom jeg måtte ønske det, fører frem til dét der sker: En stinker eller ikke en stinker.
 
Man kan kun handle som dét, man i et givent øjeblik ér. Det er ikke forudbestemt, at man ville lukke stinkende gas ud i dette øjeblik, men et eller andet øjeblik, JA, for mennesker prutter. Prutten var bare ikke til at undgå i dét sekund, man fes. Fokuserer man KUN på pruttesekundet og ikke på øjeblikket før eller efter, er det muligt at argumentere, at alle spor i livet mødtes i dette sekund, konvergerede. Men reelt at forklare en prut med, hvad der er gået forud, vil være en rationalisering af udvalgte fortidige faktorer, ikke en beskrivelse af et forudbestemt forløb. At inddrage valgte faktorer som uafviselig årsag til, at nogen pruttede, er at scenografere verden – at lave en version af verden, der passer til ens måde at se verden på eller forsøge at lægge hændelsesforløb i semi-videnskabelig statistisk spændetrøje.
 
En prut kunne hverken være undgået – ved som beskuer at opstille muligheder i fortiden (det man kalder at “græde over spildt mælk”) – eller ikke være undgået – ved som pruttende at påstå, at man ikke behøver udøve absolut kropskontrol i det offentlige rum med et argument om, at “alle jo ved”, at mennesker prutter, når vi ikke kan holde det tilbage længere. Men med observans på delkonsekvenser af at prutte – udstødelse af flokken, f.eks. – kan man føle sig tvunget til at lære stærkere kropskontrol for at undgå udstødelse i fremtiden, når kroppen vil prutte. Og vil selv blive generet af manglende kontrol, hvis man ikke kan holde gassen tilbage.
 
Om man prutter eller ej er noget man ér. Indtil man ikke ér det mere, hvis nogen sinde, før man er død. Det er derfor på samme tid noget man gør – en handling – og ikke noget man gør – et kortvarigt værensudtryk på lige fod med at tørre sved af panden. Det er både en frivillig handling og uden for kontrol I DET SEKUND, man prutter:

Man kan forsøge at holde det tilbage, fordi man ikke synes det er det rigtige sted at prutte. Hvis man har behov for og formår at forladet området med formålet at prutte, ér det så også en del af, hvem man er. Bliver man og prutter, af frygt for at blive bemærket som fraværende fra fællesskabet, er dét en del af, hvem man er. Holder man tarmgassen tilbage, til man får ondt i maven, er dét en del af, hvem man er. Og hvor man end prutter, er dét blandt meget andet hvad man i dét øjeblik ér – som holdning betragtet.
 
Prut, sagde tarmen og lugtede lidt, og snart igen var man en hel masse andet, der ikke lugtede, men som man heller ikke havde den store kontrol over. Et kort sekund, og så skiftede dét også. Og det næste. Og så fremdeles.
 
Ubehaget ved at holde stillelsen af behov tilbage fungerer som erindringshjælp til udformning af fremtidig adfærd, fremtidig væren. Hvad prutning angår er et problem måske, at mange mennesker ofte kan lide lugten af egen prut, og uanset risikoen for social forstødelse med en vis ydmyghed kan manifestere et lugtterritorium ved at lukke gas ud, som kan retfærdiggøres med “jeg kunne ikke holde den tilbage.”
 
Er dét primitivt? Hvilken væren er bedst i et civilsamfund, hvor folk foretrækker lugten af egen prut og sjældent lugten af de andres?

Magi på menuen

Lidt sukker med kraft til forvandling!

 

Livet består ikke blot af sukker til at nære og aktivere cellerne, men også af formål for cellernes retning. For menneskene: Kroppens og bevidsthedens modstridende udviklingsforløb gennem livet.

Mens kroppen afvikles, udvikles bevidstheden, og heri opstår Lidelsens og Lykkens Sprog – som beskrivelse af kontrasterne ved at miste og komme til forståelse:

Adgangen til oplevelser, og oplevelserne selv – der har gentaget sig og bundfældet sig og bevist deres værdi i en kultur – antager genkendelige former, som overleveres fra generation til generation og udgør selve fundamentet for de nye menneskers adgang til livet. En sådan form er bl.a. hvert enkelt ord i et sprog – et koncentrat af tusinder, måske hundredetusinder af år med fokus på oplevelser i livet og adgangen hertil. Med tiden har visse oplevelser vist sig at opsummere hele livsforløb og definere formålet med at leve trods modstand og lidelse, og disse oplevelser har fået deres egne ord.

TILLID er et sådant ord.

 

Et voksent menneske, der behøver tillid i sit liv, må fokusere på at være tillid ved at praktisere tillid. Det voksne menneske må kunne klare sig selv, og tilliden skal derfor udstrækkes til sig selv, og ikke til en anden eller andre, som da man var barn. Ikke vise sin kæreste eller chef, eller bjerget eller rebene, eller musikken eller trinnene tillid, men derimod sig selv. Så bliver relationen så meget et samarbejde, som det er muligt.

Jeg tror på sympatisk magi: Ved at omgås dét, som en genstand eller et ord refererer til, tiltrækkes mere af det samme.

Og jo, det virker! Jeg konkluderer at behøve større tiltro til min egen formåen, altså tillid til mig selv, og ind fra venstre kommer straks MORs MENAGERI, poetisk bolsjekogeri mm. – som en ny kontakt over LinkedIn. Jeg bestilte straks 300g TILLID indlejret i sukker.

Altså, idéen alene!


3 dage senere ankom min friske TILLID til mig i en skotøjsæske, indpakket i cellofan. Poesi støbt i sukker, hver eneste farve og streg en selvstændig pølse af varm, rullet og trukket sukkermasse.

Der er lagt ufattelig megen tid i det. Det er med al tydelighed et kærlighedsprojekt.

Jo, jeg forstår, hvordan man laver mønstre i bolsjer. Ikke desto mindre har jeg svært ved at få hjernen til at se sortfarvede og kantede former blive placeret i midten af varme sukker-pølser og tilsammen trukket ud som fingerled-store bolsjer med præcise, læsbare ord i…

MORs MENAGERI: Ordet skaber, hvad det nævner.

 

Men det er åbenbart blot et spørgsmål om at ville det nok!

Sut lidt på dét!

MORs MENAGERI er et klogt sted. Et ydmygt sted. Et stædigt sted – af den slags, jeg bliver glad helt ind i hjertet af at have besøgt. Når nogen fremviser en flig af deres liv et sted på nettet, og dét så er en boblen over med respekt for og kærlighed til det at leve, bliver jeg atter fuld af forundring over alt det på indersiden af et menneske, som formår at skabe og sætte ting i verden.

I min forståelse af tingene kaldes det NÆRVÆR – som egentlig ikke er så kompliceret. Hvis man har lyst til at være her. I livet.

Astrid Søe hedder denne bolsjepoet og ordmagiker. På overfladen blot et sansende menneske, der som mange andre er til stede i verden med sin skaberkraft – holder foredrag, tager ud at synge, laver bolsjer, lever og engagerer sig i sit eget og andres liv. Men når man taler om at få poesien med i hverdagen, er det ikke altid lige til at definere, hvad dét er og hvordan det gøres.

For mig udtrykkes poesien ikke pr. definition i lyrikken eller digtningen, men i en holdning betinget af nærvær – som dén jeg f.eks. finder hér på Menageriets side for Poesibolsjer:

Ordet skaber hvad det nævner.

… Jeg vil starte en bolchebutik.

Bolcherne skal ikke hedde hundeprutter, mågeklatter, store babser, eller lossepladsen.
Der skal være handling bag ordene ”du blir’ hvad du spiser”.
Bolcher med navne som: glæde, kærlighed, frihed, lykke, vilje, håb, tro, nærvær, tillid, mod, skønhed og nærvær.
Jeg vil gerne bede om en pose blandet.

For to kroner skønhed, tre kroner kærlighed, en krones nærvær. Tyg lidt på den.

Sukker driver vore celler, men er et toxin i for store mængder.

Hvis vi alligevel skal stille vore sukkerbehov, hvorfor ikke samtidig bedrive lidt sympatisk magi? Skabe et fokus på dét, vi ønsker, eller give et fokus i gave til én, som behøver det? Og hjælpe med at tiltrække essensen, der driver os og giver mening for os og skaber måleforhold ud af alle levede dage?

Ordbolcher på lager lige nu: MOD, HÅB, TRO, KÆRLIGHED, TILLID, LYKKE, TANKE, NÆRVÆR, FRIHED, LIV, FRED, GLÆDE.
Magi er enkelt.

thelistserve – here winning means sharing

What would you say, if you had the ears of 1 million people, and only one go?

What would be your message, if you had the ears of 1 million people?

Hook up to thelistserve and receive 1 mail every day from one person on the listserve mailing list chosen in a random lottery to be the one to share their life and meaning.

One day it could be you.

On the listserve website you can enter your email to participate, see the number of participants from your own country and all the rest of the countries in the world, as well as read about the project – but it’s really quite simple.

Let me share the message from yesterday’s winner: Continue reading “thelistserve – here winning means sharing”

Conflict is inevitable – war is not.

Peaceful People – the idea is obvious and simple. Peace means ending war. Conflict is inevitable – war is not.

Have a look at this Avaaz campaign begun today by author Erik Graff:

Stop future wars by peaceful intervention

Why peaceful intervention?:
Warfare as a means of removing violent and oppressive regimes has only resulted in further sufferings of the populations in question.
Therefore the UN member countries should commit themselves to support peaceful intervention in conflicts in all cases of severe violations of the United Nations Universal Declaration of Human Rights.

Continue reading “Conflict is inevitable – war is not.”

DIGT: Jeg frygter ikke døden [tekst og lyd]

(Erkendt bange; ikke frygtløs.)

 

jeg frygter ikke døden
jeg er bare ikke færdig med at være her

der er ting jeg behøver at opdage
erkende
blive færdige med
slippe
opleve forandrede

forud for at give tanken om
helt at forsvinde
fri
 
 
jeg er døende
ikke dén død
tror jeg men forandringen til
at være en anden
er stor nok i sig selv
tror jeg

denne anden vil ikke slæbe rundt på fortiden
i enhver relation til levende og fossil
ikke vente på sine handlinger
ikke vente på sine beslutninger ikke
vente på sine følelser ikke
vente på sine tanker slet
ikke vente på noget
blot være dét
der ér

 

Denne Humanistiske Tvivlen: Robert Anton Wilson.

Den Humanistiske Tvivler som entertainer.

 

Hvordan kan et menneske være både imod og for sit eget underhold? Eller måske det i realiteten kun er det oplyste menneske, der kan se det enkelte individs sammensmeltning med sin totale omverden annullere betydningen af at være politisk korrekt, og den enkeltes livsformål bestå i simpelthen at forblive i live længst muligt?

Robert Anton Wilson tilhører et særligt tankesæt, der tæller kunstnere som Raymond QueneauJean GenetEugene IonescoBoris VianJean Baudrillard,  Marcel DuchampJohn Cage og Asger Jorn, kaldet “patafysikere” – metafysikere med humoristisk sans.

RAW er humanist og således for menneskene i det større billede, men samtidig fast i troen på, at menneskers adskillelse fra hinanden, erkendelse hérom og forsøgsvise tilnærmelse til en større konsensuel menneskehed, er hvert enkelts ansvar og held for sig. Politisk funktionelt er han derfor højrefløjsliberal eller venstrefløjsdemokrat i et ikke-midterpunkt. Verden forekom ham konsistent opdelt i individuelle talerør og aktionsmodus’er; en verden, som er skjult for sig selv, fordi kun de færreste kan overskue helheden. Han var således én af mange, hvis eksistens tilbyder et billede at håndtere helheden med.

Den type mennesker understreger ofte, at det er op til den enkelte modtager at tage ved lære af de mange forskellige vinkler på helheden. Og at dét felt, de overbliksskabende deler i egen eller andres bevidste eller ubevidste, totalt set udgør det næste niveau, som de hver især udtrykker patent på at kunne vise frem eller synliggøre: Totaliteten af meninger om væsenerne, sammenhænge, bestanddele, repetitioner, modstand samt historien om hvert enkelt fokus.

RAWs tankesæt er dog herligt fri for sådan selvforherligelse – simpelthen fordi det bygger på det virkelighedsbegreb, som “bevidsthedsguruen” Timothy Leary opsummerede sine erfaringer med LSD som: Alle eksistenser lever i deres egen virkelighedstunnel. Og når vi tager del i andet menneskes virkelighedstunnel, er det fordi dettte valg er del af vores egen måde at opfatte virkeligheden på…

Med mentalbegavelsens gennemskuelse af mønstrene i universet påpeger han upåagtede forbindelser og tilsyneladende tilfælde på alle områder af menneskehedens usikkerhedsfelter. Hvor vi aldrig har kunne modsige eller modbevise på en tilfredsstillende måde, sætter han fingeren og presser og presser, indtil fundene begynder at skyde sidegrene til andre fund og til videnskabelige og andre tilgængelige formodninger. Man kan være uenig med hans ikke-videnskabelige omgang med data og med hans fokus – tænk, hvis han havde fokuseret på direkte nødlidendes forhold med samme laserblik – men for en bestemt mental og følelsesmæssig alder og et punkt i udviklingen af fokusredskaber for senere forståelse er hans essays om, hvordan vi tænker og ikke tænker – tilsat inspirerende mængder af forundrende anekdoter om menneskelig dårskab – en direkte adgang til forståelse af ledelse eller ledelsesafsløring. Som i nogle (områder) af vore sociale fællesskaber kan være direkte overlevelsesbetingende.

Af og til kan man godt få den fornemmelse, at hans tunge sidder i kinden. At en vished om mere fikserede virkeligheder er helt klar – f.eks. de hverdagligt funktionelle, hvor mad og andre varer altid er til at få – men hans trang til ballade endnu større. Men igennem hele forfatterskabet løber en strøm af dybt seriøs realitetsforholden. Hans omtale af sig selv som “guerilla ontolog” siger således det meste.

Som jeg ser ham, mente RAW virkelig, fra bunden af sit kvantemekaniske hjerte, at intet kunne observeres, som ikke havde med en observatør at gøre. At virkeligheden indrettede sig efter, hvad man havde behov for at opfatte, og ikke omvendt. Det var hans Tro. Og så gik han komikerens og entertainerens vej for at forestå som det mest åbenlyst synlige tegn på sin egen lære: Den Humanistiske Tvivlen. Konsensus som åben for tvivl til gavn for Konsensus – bevægelse i den modsatte retning af fascisme. Denne forening gætter jeg på er den observerede effekt af kvantemekanik på realiteten: Der er plads til begge i samme univers. Tro og tvivl giver begge plads til den anden, hver på sin måde.

Hvad behøver vi ham til i dag, hvor Internettet flyder over med muligheder for kritisk forholden til alt muligt? Og et uvist antal læsere allerede har manifesteret hans tanker gennem arbejde og kunst og fritidens samfundsdeltagelse?

Grundstrømmen i hans forfatterskab er ganske åbenlys og almén: Anerkend, at de andre virkeligheder er mindst lige så virkelige og betydningsfulde for dem, som din er for dig. Men dertil lægger han så, hvilket er hans claim to fame: At de er mindst lige så virkelige og betydningsfulde betyder ikke, at de findes.

Dét er endnu ikke blevet meme.

Mit indre billede af hans venlige, humoristiske og undrende, og af kritikere benævnt stort upræcise, ikonoclast forekommer mig varmt og ægte. Måske er det bare mit eget behov.

Måske.

Hér følger en video med en meget fragmentarisk gennemgang af hans omgang med virkeligheden. 80 minutter, imdb, som ikke på nogen måde gør ham ære. Men den findes. Læs hans bøger i stedet. Og vær kritisk, altid.

eBogen og Poesien – et oplæg om at vågne til nye vilkår

Forlægger og forfatter Hugo Hørlych Karlsen er gæsteblogger.

 

Forlægger og forfatter Hugo Hørlych Karlsen er gæsteblogger i dag her på 1000 stemmer. Han holdt for nyligt nærværende oplæg i Dansk Forfatterforening over eBogen og Poesien.

I afsnit 4 henvises til læseoplevelse af klassisk dansk poesi i EPUB.

“I epubudgaven ophæves digtets oprindelige form, mistes den metrik, den rytme, og den rimgang, som Aakjær har bygget digtet op over. ”

Dejligt at høre nogen sige det samme, som jeg selv har fokuseret på siden EPUB-udgivelsen af Peter Poulsens digtsamling, Rulleteksterne, i 2010. Digtets grundforudsætninger behøver større bevågenhed, hvis digtningen på nogen måde skal kunne tage EPUB-formatet alvorligt som medie til distribution af digte.

LINK til pdf

Hele teksten hér (med tilladelse fra HHK):

Indhold

1. Tekstens medie 4
2. Ebogen og hvor man ”er” 5
3. Ebog og etekst 7
4. Ebogen og lyrikken i forhold til den trykte bog og lyrikken 8
5. Ebogen og tekster side ved side ved opslag 11
6. Kan hvad udad tabes indad vindes? 12

1. Tekstens medie

Synsvinklen på ebogen er for min oplevelse ofte for snæver. Ebogens fremkomst fremstår som noget monstrøst nyt. Mere eller mindre synes mange at være bange for den – forfattere, forlag, boghandlere…

Og så er ebogen dog intet andet end den gode gamle historie om, at mennesker finder et medie for en skreven tekst. I historiens løb har vi som medie for formidling af tekst haft så forskelligartede materialer som blandt andet sten og træ (at riste runer), ler (brændte lerplader), papyrus, bambusstokke, silkestof, træplader (i sig selv og til trykning), skind/huder, papir.

En nyhed i lighed med ebogens nyhedsværdi stod Johannes Gensfleisch zur Laden zum Gutenberg (1400-1468) for her i Vesten, da han opfandt (nogle siger opdagede) det genanvendelige bevægelige enkeltbogstav støbt i bly. Hermed fik vi bogtrykkerkunsten. Første tryk i Tyskland 1455, Bibelen, første tryk i Danmark 1482, Johann Snells bogtrykkeri i Odense, bønnebogen Brevarium Ottoniense. Kineserne havde trykt på samme måde med lertyper siden 1200-tallet.

Med Gutenberg fik vi den firkantede bladrebog i potentielt store oplag. For mange i dag et afgørende indtjeningsobjekt, for mange desuden en fetich for tekstlæsning.

Med ebogen – især i epubformatet – er vi jo imidlertid blot vendt tilbage til bogrullen, der var pergament- eller papyrusblade rullet sammen omkring en stok.

Ebogen er en digital bogrulle med mulighed for store oplag ved salg af digitale kopier af den samme grundfil. Denne mulighed for yderligere at få udbredt den nedskrevne litteratur af enhver art i ubegrænsede mængder er kun et problem, fordi vi lever i et varesamfund. Det nye digitale tekstmedie opleves som en trussel mod det gamle, papirtrykte tekstmedies kulturelle status og de indtjeningsmuligheder, som netop det medie er forbundet med for dem, der skriver, trykker, redigerer og sælger det.

I et samfund, hvor enhver ydede efter evner og nød efter behov, ville ebogen som digitalt tekstmedie på linje med sten, ler, træ, silke, bambusstokke, papir ikke opleves som en trussel, men som en gevinst for større udbredelse af tekster.

2. Ebogen og hvor man ”er”

Jeg tror, udbyttet af den nye situation med ebøger i høj grad afhænger af, hvor man “er”. Min egen situation er kort fortalt sådan her:

Jeg er mag. art. i nordisk sprog og litteratur fra Århus Universitet 1974, blev Master i Klassisk Kinesisk Medicin 1993, har været kulturmedarbejder og anmelder ved blandt andet Demokraten, Information, tidsskrifterne BUM og PLYS.

Udkom første gang i 1972 med digte. Blev selvstændig erhvervsdrivende som forfatter i 1988. Har levet for at og med at skrive og oversætte ud af eksistentiel lyst og faglig interesse. Digte, noveller, romaner, fagbøger. Så jeg har et forfatterskab bag mig – og i gang – og er udkommet på forskellige såkaldt etablerede forlag, mængdeforlag, gennem årene.

Jeg stod i 2004 med et meget stort kulturhistorisk materiale i forbindelse med et 15-årigt arbejde på romanerne Den første sønderhoning og Hollænderen. Romanerne udkom på Forlaget Hovedland i 2006 og 2008. Det kulturhistoriske baggrundsmateriale for dem fik jeg lyst til selv at udgive i to mindre bøger. De solgte i 3 oplag. Og så havde jeg hermed startet mit eget forlag NordØsten NordOsten Books. Samtidig overtog jeg selv rettighederne til min på Aschehoug udgivne og udsolgte fordanskning af digtcyklussen Daode jing. Klassikeren om vejen og kraften og udgav selv en revideret udgave både som trykt bog og som ebog. Og den sælger uafbrudt.

Ebogen har altså givet mig mulighed for at få en række af mine titler ud igen (dem som det er lykkedes mig at få rettighederne hjem fra forlagene på), samtidig med at jeg oplever det som særdeles meningsfuldt at udgive i ebogsform, både digtene og prosaformerne. Alt ved ebogen giver mening – og vi forfattere en enorm mulighed (som søges stækket – hvordan antyder jeg kort til sidst).
Så jeg har det rigtig godt med, at bøger, der er udgivet tidligere i papir og som sådanne ikke ville blive genoptrykt mere (det ligger i papirbogsmediet, når en bog i et vist omfang er “solgt færdig”), men som såmænd ligeså godt kunne udkomme som nyudgivne bøger i dag – ja, dem kan jeg selv sørge for at holde levende i ebogsformen.

Jeg gør sammen med min medhjælp enormt meget for at ny-gennem-revidere mine bøger, der genudgives, og lave dem til en æstetisk smuk epub-udgave, som samtidig er teknisk perfekt (her har eMediaservices været meget givende med hensyn til samarbejde omkring at lave en ebog ordentlig). I øjeblikket er jeg for eksempel ved at færdigredigere to ebogsudgaver, en hvor fem af mine korte romaner udgives samlet med titlen Feberbørn, og en hvor mine to romaner Hollænderen og Den første sønderhoning ligeledes udgives samlet.

Sidst på denne måned udkommer min oversættelse af Theodor Storms lyriske fortælling Immensee på Forlaget Hovedland. Samtidig er kontrakten på baggrund af mange års værdifuldt samarbejde med dette forlag til begge parters fordel i den aktuelle situation lavet, så jeg selv udgiver den som ebog.

Vi forfattere har enormt rige muligheder for at frugtbargøre vores egne forfatterskaber i og med, at ebogen giver os mulighed for, at vi selv holder vores titler i live – at de stadig er “derude”. Og er de der – så købes og læses de. Det er min erfaring.
Der er altså en kæmpe forskel på, at vi forfattere blot kunne stå med “døde” papirbøger efter en vis tid, til at ebogen giver dem mulighed for at ligge aktiverbare derude hele tiden.

Den bedste og mest vedkommende litteratur i dag udkommer ikke på rampelysforlagene, men i højere grad uden for disse forlags og de gængse mediers rampelys. Det glæder jeg mig over. Og det kan ingen og intet standse i og med ebogens muligheder.

3. Ebog og etekst

Vi ved, at ord har betydning. Det er det, der får os til at blive digtere, prosaiske eller poetiske.

Også ordene ebog og ebogslæser har betydning. Og jeg tror, en uheldig betydning. For det fokuserer på ordet bog og tenderer mod, at man skal opfatte den digitale ”bog” som en digital kopi af den trykte bog.

Bogen bliver en fetich. Man dyrker bogen, den firkantede, indbundne, og man vil genfinde den i ebogen og i ebogslæseren.
Det ville måske have været bedre fra begyndelsen at have brugt betegnelsen etekst i stedet for ebog, og at bruge betegnelsen etekstlæser i stedet for ebogslæser. Nogle etekster ville så være digte eller digtsamlinger, for eksempel, nogle romaner eller novellesamlinger, for eksempel. Og vi ville være inde ved det, det drejer sig om, i hvert fald for mig: teksten.

Og teksten har som nævnt gennem historiens løb været formidlet gennem mange forskellige materielle former.

4. Ebogen og lyrikken i forhold til den trykte bog og lyrikken

Den firkantede bog med omslag har skabt bestemte tekstforventninger – måske især til digte. Og den har skabt bestemte former for så at sige tekstfigurer, der er blevet printet på siden i forhold til linjebrud. Den trykte bog havde faste typer inden for en vis mulig linjelængde afhængig af bogformat og margen. Og man kreerede, og kreerer, digtet i forhold til disse tekstfigurmæssige muligheder for fast forankring på siden.

Lad os først se på det klassiske rimede og metriske digt kreeret i forhold til og trykt i den firkantede trykte bog.

Jeg downloadede Jeppe Aakjærs digte i epubformat og læste blandt andet digtet ”Strømmen drev”. Linjerne i hvert vers flød sammen og rimene og rytmen, som dette digt er bygget op over, forskød sig tilfældigt ind og ud på grund af de tilfældige linjebrud, som ebogsformatet havde skabt. En fantastisk oplevelse, faktisk. Men alt, hvad digteren havde tilstræbt at opnå med digtets form, var væk.

Sådan ser det ud i sin bogtrykte form (de tre første vers):

STRØMMEN DREV—
Strømmen drev og tog Baaden med
gjennem grønne Enge;
blandt gule Iris vi drev afsted;
Folk var i Senge.
De gule Iris du brak og strøde
paa Baadens Bund,
og trykked vildt dine Læber røde
imod min Mund.
Og paa det gule, duftende Lagen
du knæled ned;
med strakte Arme saa hvide som Dagen
du drog mig med.

(skrevet 22.8. 1894)

Og sådan ser det ud i epubformat – et format som jo er karakteriseret ved, at linjeskiftene er flydende, det vil sige, de er afhængige af den skriftstørrelse, du vælger at have på skærmen. Sådan her ser det ud, hvis jeg vælger den mellemste skriftstørrelse (der ville være andre linjebrud, hvis jeg valgte en anden skriftstørrelse):

STRØMMEN DREV—
Strømmen drev og tog Baaden med gjennem grønne Enge; blandt gule Iris vi
drev afsted; Folk var i Senge.
De gule Iris du brak og strøde paa Baadens Bund, og trykked vildt dine
Læber røde imod min Mund.
Og paa det gule, duftende Lagen du knæled ned; med strakte Arme saa hvide
som Dagen du drog mig med.

I epubudgaven ophæves digtets oprindelige form, mistes den metrik, den rytme, og den rimgang, som Aakjær har bygget digtet op over.

Lad os så se på den ikke-rimede og ikke-metriske poesi, lyrik, af i dag. Som poesi eller lyrik defineres i dag, inddrages ikke primært, måske slet ikke, rim og metrum, men derimod arbejdes med en struktureret intensitet i sproget. Dette kan vel gælde som en definition på lyrik. Det lyriske bliver en nerve, en medrivende egenartethed.

Her opstår i epubformatet ganske tilsvarende problemer som med den rimede og metriske lyrik. For den strukturerede intensitet er ofte i ligeså høj grad, skønt på en anden måde, hængt op på rytmen i ordsammensætningerne og på de særlige karaktertræk, som linjeskiftene – og i det hele taget de enkelte linjers grafiske forhold til hinanden – giver digtet. Som sådan er det moderne digt i høj grad og som hovedregel et direkte barn af den firkantede, trykte bog – skønt ikke altid, der findes jo også eksperimenter med bogformen til forsøg på ophævelse af denne. Og i samme øjeblik dette den firkantede bogs digt overføres til ebogsformatet i det på mange måder fremragende epubformat, ja, så vælter hele den grafiske opsætning på grund af linjernes flyden i forhold til den skriftstørrelse, man vælger.

Ud af denne problematik vil der uden tvivl opstå nye lyriske former – en ny form for lyrisk nerve, der overskrider spørgsmålet om det grafisk fastlåste digt.

Som et eksempel på en sådan overskriden kan jeg henvise til Kenneth Krabats den stort set samlede Manden i den hvide kittel og Tidens Kælven 1, begge Forlaget Se, Sne! 2011, der begge er skrevet til epubformatet og for mig begge er fremragende lyriksamlinger, hvis grafiske opsætning kan ”klare” forskellige former for linjebrud afhængig af skriftstørrelsen, man vælger på sin ebogslæser.

5. Ebogen og tekster side ved side ved opslag

En anden ny situation med epubformatet er, at man ikke, som i den firkantede, trykte bog, kan have en bestemt tekst på venstresiden og en anden på højresiden ved opslag. For på mange ebogslæsere er der kun en side fremme på skærmen ad gangen.
Jeg er stødt ind i begge problemer med mine egne ting – altså linjebrudsproblematikken for lyrik og problemet med at få to tekster over for hinanden.

I et par af mine romaner, tidligere udgivet som trykte bøger, nu nyudgivet i epubformat, er der digte. Og deres grafiske statur kan vælte, afhængig af hvor stor skriftstørrelse, læseren vælger at bruge på sin ebogslæser. I min fordanskning af den store klassiske kinesiske digtcyklus Daode jing. Klassikeren om vejen og kraften har linjeskiftene enorm betydning og kan vælte ved store skriftstørrelser i epubformat. Heldigvis er linjerne for det meste relativt korte og vil bevare den oprindelige form ved de mest gængse skriftstørrelser, der vælges på ebogslæseren.

I forbindelse med en påtænkt revideret fordanskning af en anden kinesisk klassiker, jeg har oversat, nemlig Den Gyldne Blomsts hemmelighed, ville jeg gerne have den kinesiske originaltekst stående til venstre ved opslag og fordanskningen til højre. Dette lader sig blot ikke gøre i epubformatet på en ebogslæser, hvor der er en side på skærmen ad gangen.

Så samtidig med de mange fordele, jeg ser i ebogen og epubformatet, giver det mig også en del hovedbrud på baggrund af den tradition, vi har med og de muligheder, der har ligget i den firkantede, trykte bog.

6. Kan hvad udad tabes indad vindes?

Igennem de seneste år har tendenserne på bogmarkedet blandt andet været, at digtningen taber terræn. Forlagenes fravalg er stort til fordel for deres satsninger på primært såkaldte bestsellere. Vi kan sige, at her tabes noget udad. Mange digtere og andre forfattere får selvpublicering som en mulighed, og denne mulighed er forøget med ebogen. Dette kan vi kalde, at der vindes indad. Samtidig tenderer bogmarkedet imidlertid mod en uetisk form for monopoldannelse, især omkring ebogsdistributøren Publizon, der udelukker – bortcensurerer – forfattere, der ikke er erhvervsselskabsregistrerede.

Samtidig med at de store muligheder for den enkelte forfatter med ebogen har åbnet sig, og en række formelle og tekniske udfordringer i samme hug har meldt sig, hvad angår selve skriftens endegyldige fremtræden for læseren, så er der for første gang vist nok i århundreder indført en ikke-litterær form for forhåndscensur på, hvem der kan få deres ting ud til boghandlerne og ind på bibliotekerne – fordi nævnte Publizon på ufattelig vis har særaftale (monopolaftale) med et par bibliotekarer i Århus. Og Publizon ejes af mængdeforlagene Gyldendal og Lindhardt & Ringhof. De udelukker således i disse år selvudgivende digtere fra at komme ud til boghandlere og biblioteker via ebogsdistributionsplatformen Publizon.

Den anden danske ebogsdistributør, eMediaservices, kan godt finde ud af at udgive ebøger uanset om forfatteren er erhvervsselskabsregistreret eller ej.

I 1972 udgav Marie Cilius på eget forlag sin enestående bog Erindrer i skærsilden. Hun blev født 1916 og skrev bogen efter at have levet et liv fuldt af udsatheder og krænkelser, inklusive indespærring på to såkaldte sindssygehospitaler. Hun blev invalidepensionist. Ingen ville udgive hendes erindringer. Til sidst anskaffede hun sig en skrivemaskine og sad i sit soveværelse og skrev sine erindringer ind på stencils. Hun bekostede selv af sin invalidepension duplikeringen, indbindingen og udsendelsen af bogens tætskrevne 228 sider. Jeg læste den ved dens udgivelse og har netop genlæst dette enestående dokumentarium. Vagn Lundbye omtalte den i sin kronik ”Forfattere i Danmark” i Politiken, 18. 12. 1972. Den blev blandt andet også omtalt af Hasse Havgaard i artiklen ”Dårlige nerver er nogle sølvtråde” i Politiken 21. 1. 1973.

Dette enestående værk kan du i dag låne på biblioteket. Der blev ikke lavet lektørudtalelse til den tilbage i 1972, men bibliotekarerne har set omtaler af den, måske selv læst den, og ganske rigtigt vurderet den som væsentlig.

Året efter, 1973, udgav forfatterne Dan Turèll og Peter Laugesen sammen bogen Dobbeltskrift på eget forlag. Også denne bog kan du i dag låne på biblioteket i originaludgaven.

Altså: der var den gang ingen forhåndscensur på udbredelsen af danske, trykte bøger. Enhver trykt bog kunne uanset udgivelsessted og trykkeri komme på tale til optagelse på biblioteket, hvis bibliotekarerne skønnede den værdifuld ud fra deres kriterier. Der var ikke for eksempel et bestemt trykkeri, som havde monopol på at levere til bibliotekerne og som forlangte, at forfatterne skulle være erhvervsselskabsregistrerede og momsbogførende for at få deres bøger trykt og dermed udbredt med mulighed for at blive optaget på bibliotekerne.

Anderledes i dag. Det er ganske usandsynligt, at et menneske i Marie Cilius’ situation og et par unge forfattere, som Dan Turèll og Peter Laugesen var dengang, ville være i stand til at gå ind i at lade sig momsregistrere og blive et erhvervsselskab for at kunne få deres ting ud og eventuelt ind på bibliotekerne. Men på den måde udelukkes der i disse år ebøger fra distribution gennem Publizon og dermed udelukkes de også for at komme ind på bibliotekerne – og en Marie Cilius i dag ville sandsynligvis gå efter at lave en ebog, og det samme kan være tilfældet for unge forfattere a la Dan Turèll og Peter Laugesen dengang.

Altså: Vi mister i disse år mange, rigtig mange værdifulde litterære bidrag af forskellig slags til vores biblioteker. De forsvinder i den forstand ud af danmarkshistorien som del af vores fælles biblioteksregistrerede og biblioteksbevarede kultur.

To af de værdifulde ebøger, du ikke kan finde på vores såkaldte digitale bibliotek, er tidligere nævnte Kenneth Krabats to ebogs-tekstsamlinger – for af mange gode grunde er denne fine poet ikke momsregistreret.

På lang sigt, ja, måske blot på mellemlang sigt, tror jeg, at hvad udad tabes vil indad vindes. Fiktionslitteraturen som sådan, og lyrikken i særdeleshed, er for mig eksistentielt set de frie fugles vingefang. Og den enkelte digter skal nok alene og i samarbejde med andre ligestillede finde det åbne formidlingsrum og udbygge dets muligheder hinsides forskellige former for blokerende forsøg på monopoldannelse.

//Hugo Hørlych Karlsen, april 2012

Udmeldelse af Enhedslisten – hvem er mest idealist, naiv eller realist?

Jeg ér måske bare IKKE til politik.

 

Til Enhedslisten:

I spørger, hvorfor jeg melder mig ud.

En ikke ubetydelig portion skuffelse over jeres profil, som (ved fraværet af selvstændig aktivitet, frem for re-aktivitet) viser mig billedet af en flok rethaveriske idealister, der ikke egentlig forstår realiteterne (konsekvensen af magtspillet) – men kun egen indre-oplevelse af hvad der er rigtigt – og følgelig bliver kørt bag om dansen af den virkelige Magtelite. Det er et tarveligt billede, i ordets egentlige betydning, fordi jeg mener I har potentiale til så meget mere og større.

Nu, efter valget, viser I ikke KRAFTEN i jeres indignation og oplevelse af, hvad der er rigtigt, og på dén vis bliver I bare henvist til kulisserne, og det politiske opdragelsesarbejde, der foregår i Institutionen Christiansborg. Jeg har ikke lyst til at betale for at se det ske. Så hellere sætte jer fri fra mediernes forvanskninger til at arbejde BLANDT befolkningen og forsøge at få den til at vågne til det, der sker:

Sammenkøring af Gamle Magtinteresser – al fokus på opretholdelsen af eksisterende Magtstrukturer, dvs. virksomheder, minimalt miljømæssigt ansvar, fordummelse gennem forringelser i undervisning, bevidst adskillelse af befolkning i elite og resten, sygeliggørelse og økonomisk straf af svage og anderledestænkende og indskrænkning af normalbegrebet som underlag for udstødelse og fremmedgørelse af egne borgere – listen fortsætter og fortsætter og fortsætter.

I var et frisk pust, men jeg ser nu, at I arbejder det forkerte sted. JO, I behøver at KUNNE blive lyttet til, men det politiske meddelelesessystem med sine mediehunde spiser jer og afkræver jer bestemte retoriske modeller, som kvæler essensen af, hvad I har at byde på.

Poul Mahler Dam, en stor dansk forsker i astrologi… ja, astrologi – lavede i 50’erne denne anekdote om Fisken, det bevidste, erkendende voksne menneske med Tro og tillid til universets indretning: “Da gud sendte sine 12 børn ud i verden, var fisken den sidste. Og til fisken sagde han: Jeg vil give dig en gave, mit barn. Med dig skal du få al den viden, jeg besidder, men ikke evnen til at give den videre”. (Det må du selv lære dig).

Sådan har jeg det med Enhedslistens udtryk. Tilsammen forstår I, hvad “det handler om” – I TROR og har tillid til sammenhængene – men I har ikke lært, hvordan I giver det videre. Jeres ofre – “fordi jo nogen skal vise de Gamle Magtinteresser modstand” – skaber ved deres blottelse af forskellene på dem og jer kun større trøstesløshed i det politiske landskab. Og synliggør, at det parlamentariske demokrati er spist af større interesser og at den regulært repræsentative indflydelses vej er et afsluttet kapitel.

Nå, men jeg ved godt, at I taler til billedet på “den almindelige dansker”, der forventer en vis stabilitet i virkelighedsbilledet som præsenteret af medierne, og ikke forstår sin egen indre uro ift. det parlamentariske felt. Men nøjagtig dén magtdemonstration, vi I DAG instinktivt ved er bedst at afholde os fra at bruge på vores børn, er dén udvisning af magt, vi tvinges til at accepterere i politik og deraf kommer uroen:

Som menneskelige individer skabes vi af sprog. Vores virkelighed skabes af sprog. Inkonsistent retorik om samfundets “maskineri” TVINGER os:

  • ENTEN kommer vi til bevidsthed om et defekt system, der så kan arbejde for en ny måde at gå til verden på (ikke dårligt),
  • ELLER vi kommer frem til (ubevidst) at afvise Repræsentativt demokratisk politik som gyldigt redskab (hvilket er noget skidt, da det er ubevidst).
  • Den tredje mulighed er, at vi tvinges til erkendelse, og som følge héraf giver helt op. (Det er katastrofalt).

Og inkonsistent retorik er, at vore børn opdrages til samarbejdsvilje og -forståelse ved gentagne klare beskeder om ansvarsplacering, for så siden på det grundlag af respekt og ansvarlighed at skulle forlige sig med politiske udstødninger, forrædderi, løgne, bedrag, dobbeltmoral, inkompetent flyverskjul, magtmisbrug, fortielser og alt det andet, som kendetegner Magtpositioneringen i (dansk) politik.

Begge kan ikke være sande og udtrykke et HELT samfund (“det SAMME samfund) – i en forstand hvor et menneske, der skal forestille sig at være frit til at vælge den bedste behandling af sig selv og af andre mennesker, alt andet liv og Jorden som helhed, har andet end tilfældig betydning. Hvilket skaber et helt andet billede af nødvendigherne på den politiske arena: Vi er begyndt med børneopdragelsen, og har fastslået pointer om menneskelige værdier dér. Kan disse ikke føres igennem hele vejen til tops, har vi et dødt samfund!

Min pointe er: Hvis I accepterer det parlamentariske systems Magtpositionering, er I lige så købt af Magten som de andre på Christiansborg. I køber Den Gamle Model og vil inden længe fremstå lige så usande som de andre politikere ift. kravene til individets socialisering vs. Magtens behov. Og ikke være til gavn for danskerne. Og ikke for jer selv, som mennesker-blandt-mennesker; kun som individer-frem-for-andre-individer. Overlevelse, behag, beskyttelse. Mennesker-med-magt.

I har vundet indflydelse ved at spille helte i det nye Magtskuespil og ved at vise ungdom og indignation på rette tid og sted. Men I er ikke helte, ikke unge. Som i anekdoten ovenfor udtrykker I vished (som engang hed ‘indignation’) med en klar følelse af, hvilken adfærd der er den rette. I står for menneskeværdig moral og etik og “hvordan er man det bedste menneske”.Ja, det ér kedeligt at være den, der løfter fingeren, og ikke bare kan bade sig i omtale og akkalader, men så VÆR kedelige! Vær sande! VÆR tro mod “det ægte”. Inden I bliver lavet om af spillet om Magten og bliver til forudsigeligt Show.

Tænk Om!

Hvis jeg får et relevant svar på denne mail, trækker jeg min udmeldelse tilbage.

venlig hilsen
kenneth krabat

PS: Mine kapitaliseringer af Magt er ikke udtryk for en 16-årigs modstand mod autoritet, men en påpegelse af reel Magt, og dermed *anvendelsen* af Magt, som for nogle er et overgreb og for andre nødværge.

Modstand mod at miste – evigt rettighedsejerskab

Grådige advokater forhindrer menneskenes naturlige trang til at kopiere, sample og remixe.

 

Jeg kan ikke tilstrækkeligt anbefale enhver, som forsøger at finde rede i rettighedsproblematikken, der rider os alle som en mare i disse år, at se disse fire små film (tilsammen 35 minutter).

http://www.everythingisaremix.info/watch-the-series/

De omhandler i essensen, hvad titlen siger – everything is a remix – men er i højere grad et superkort studie i det psykologiske term, der kaldes LOSS AVERSION.

Det betyder

 

Fra instruktørens afsluttende kommentar (LINK)

“The hard truth is that most creations are worthless immediately. Most books, films, albums, computer applications, or whatever else are met with not just indifference but disuse. They basically aren’t read, aren’t viewed, aren’t used. Of the lucky ones that find a modest audience, almost all of those fall into obscurity within a few decades. Only a slim minority of works have commercial value after that and current copyright legislation is clearly written for this tiny group. Copyleft activists sometimes refer to this segment as the “lottery winners.””

(Time to grow up)

the 99%-posters – occuprint.org

Kunsten at sige FRA

 

Occupy Wallstreet.

En akkumulering af modstand, der søges udtrykt positivt.

Unge mennesker, der allerede er trætte af verdens økonomiske struktur – som vi andre har været det hele livet. Ikke et spørgsmål om at sige “nej”, men fra. For det er sandt: Der ér ingen at sige nej til – der findes ingen overordnet leder for Planeten Jorden, som egenrådigt kan slå noget til og fra.

At manifestere kunsten AT SIGE FRA er bevægelsen Occupy Wallstreets formål. “Vi er de 99%”. Mennesker, der ikke er en del af den magtelite, som HIDTIL har opretholdt en struktur, der udelukker … 99% fra REEL indflydelse på Jordens nutid og fremtid.

Når de 99% når til også at kunne SIGE TIL, og ved til hvad, vil målet være nået.

Foreløbig kan man nyde KUNSTEN, der siger fra:

Posters from the #Occupy movement – occuprint.

Hvordan man skriver og afsender et fysisk brev.

Eneste måde i dag at modtage brev på, som ikke er fra det offentlige.

0. Det er godt, at der er fredeligt i rummet, når man skal skrive (komponere) et brev.

1. Læg et stykke ubeskrevet papir på bordet.

2. Anvend et skriveredskab, der ikke klatter blæk.
2a En blyant kan gøre det, men er stiften meget blød, tværer skriften ud. Hav et viskelæder af god kvalitet ved hånden.

3. Sid behageligt under skriveprocessen. Du skal kunne “læne dig ind over papiret”.

4. Hav godt lys under skriveprocessen, som ikke reflekterer ned i papiret. Du skal kunne skrive flydende og ikke flytte rundt på papiret, hvis du har fat i en relevant tankestrøm.

5. Begynd gerne med at skrive “Kære” og modtagers navn, hvis det er et privat brev. Du kan også vælge andre titulationer – “kæreste” er mere intimt og tættere på, mens “Kære Ven” ikke søber rundt i følelserne, og dog samtidig formidler jeres fortid sammen.

6. Skriv om løst og fast, som du ville det med en email, men husk, at du ikke nemt retter det skrevne, hvis du skriver med blæk.

7. Bliv ikke forskrækket de første par gange, hvis brevet synes at vokse til at blive meget langt. Det tager tid at lære eller genlære at strukturere sine tanker, så man formulerer sig, før man sætter kuglepennen til papiret.

8. Underskriv brevet. Gerne med “Kærlig hilsen”. Det skaber en følelse af nærhed i modtageren, som kan bære afstanden i tid, indtil næste brev modtages. Alternativer er “Bedste hilsener”, den neutrale “Hilsen”, “alt godt” og “God sommer/Vinter/etc”. Kortformerne “kram”, “kys” og “knus” hører nok i dag den hurtigere digitale kommunikationsform til.

9. Skriv dato i toppen eller bunden af brevet; placeringen er ikke vigtig, men du kan forsøge at tilpasse den æstetisk til brevets indhold.
9a Vent med at datere brevet, til det er skrevet færdigt; et fysisk brev kan nemt være nogle dage undervejs i skriveprocessen, på grund af uvanthed med tankeprocessen forud for håndskreven formulering. Samtidig giver datoen for brevets færdiggørelse modtageren en fornemmelse af, hvor længe brevet har været undervejs (modtagelse, reflektion, skrift og afsendelse) – som gør processen med at sende papir fra hånd til hånd meget virkelig.
9b Et fysisk brev har ingen hast.

10. Fold papirerne, så de passer til konvolutten.

11. Har du ikke en konvolut, kan du lave én af et ekstra stykke papir og tape det sammen. Hvis du har tape. Ellers kan du klipse det sammen med en hæftemaskine. Hvis du har sådan én. Find på noget. I sidste ende betyder det ikke stort, hvordan brevet pakkes ind, blot indholdet ikke kan falde ud under transporten. Men rent æstetisk? Find eller skab en smuk konvolut.
11a Supermarkedet sælger konvolutter, men ofte kun i meget store mængder. Sats på at skrive flere breve og køb en stor pakke. Eller find en kontorforsyning eller boghandler og køb rigeligt ind af konvolutter i løs vægt. Vælg et par smukke til ekstra glædeligt brug: Fødselsdage og andre lykønskninger.

12. Posthuset eller postafdelingen i supermarkedet sælger frimærker, og du kan købe porto online. Du kan også købe via app, sms og onlinebrevkoder via postNord. PostNord opdeler forsendelsestid i Quickpost fra dag-til-dag og Brev, der tager 4+ dage. Quickbrev er ca. 3x dyrere end Brev.
12a Quickbrev kan kun frankeres med Frankeringsmærker eller Portokoder, mens både frimærker, Portokode og Frankeringsmærker kan benyttes på et almindeligt, langsomt Brev.
12b Hvis du er til fysiske frimærker, så køb lidt forskellige værdier – så du efter behov kan frankere et ekstra tungt og langsomt brev, hvis behovet opstår.
12c Frygt ikke at blive regnet som en fedtsyl, fordi du sender som langsompost. Når brevet alligevel skal bæres fra hånd til hånd, gør et par dage ekstra i denne analoge process ikke nogen synderlig forskel ift. den samlede tid, som brevet bruger på at nå frem til modtageren.

13 Skriv modtager på konvolutten.
13a Adressen skal stå ca. midt på den side af konvolutten, hvor frimærket eller sms-koden også placeres, med mindre du er indstillet på at forsinke overbringelsen ved at påtvinge postvæsnet manuel sortering af dit brev.
13b Ja, hvor er det nu, at dine venner bor? Hvad er deres fysiske adresse?Skriv adressen på en seddel hjemmefra, hvis du ikke har en konvolut derhjemme. Den slags informationer har det med at gå in absentia, når de mest behøves.

14. Skriv afsender på bagsiden af konvolutten eller på forsiden i nederste venstre hjørne. Sæt et let kryds hen over, så postvæsnets maskiner ikke forveksler din hjemadresse og modtageradressen. Afsenderadressen er adressen, du ønsker at modtage returbrev til.

15. Vælg rette porto til rette forsendelseshastighed og vægt, eller sæt for meget på hvis du er i tvivl om vægten, så brevet ikke kommer retur med en bøde.
15a Slik på frimærket, hvis det er den gamle type – pil bagpapiret af, hvis det er det nye selvklæbende – og placer frimærket i øverste højre hjørne på konvolutten. Det kan postvæsnets maskiner bedst lide. Eller skriv din sms/app-kode det samme sted.
15b Husk at skrive “Q” på kuverten, hvis det er frankeret som et “Quickbrev”.

16. Giv brevet til ekspedienten i posthuset, eller afslut processen ved selv at komme dit brev i den røde postkasse uden for postkontoret, i supermarkedets postekspedition eller ved vejsiden et sted.
TIP: Aflevér brevet i supermarkedets postafdeling frem for i en tilfældig postkasse; så kommer det hurtigere frem.

17. Vent på svar. Glæd dig.

18. Lev med følelsen af skizofreni, når du som normalt sms’er eller mailer til vedkommende dagen efter. Undlad som det første at spørge: “Har du modtaget mit brev?” En vis del af fysisk brevafsending er risikoen for, at brevet kan gå tabt. Det er dét, der tydeligst udgør det analoge ved fysiske breve. Der er fysiske risici for tab. Men det er også en del af glæden ved at få brevet i hånden, den dag det når frem.

Nogle gange handler det bare om at smide benene op.

Selvudvikling for udviklede. Du er jo nået helt hértil!

 

1. Få dine relationer på plads med Jesper Juul. Begynd evt. med “Dit kompetente Barn”, eller kast dig ud på dybt vand og besøg manden selv.
1b Evt. bare lær at holde dig på egen banehalvdel (ved at lære Girafsprog).
2. Besøg en kompetent diætist og få relevante kostråd i forhold til din kropstype, levevis, mv.
3. Bestil et fuldt lægetjek og afgør dit kolesteroltal, dit blodsukker, dit levertal, vitaminer, mineraler, salt, osv. (ALT) og lad dig ikke afhverfe, når 10 minutter er gået. Det her er den store tur. Afgør på forhånd, hvad der måles, og læs om det hele på Wikipedia, så du kan SAMTALE med lægen. Lyt til samtalen, ikke statistik. Meget er ren, sund fornuft.
3b Suppler evt. med et fuldt tjek hos en kompetent biopat eller homeopat.
4. Arbejd med din fysiske balance. Det kommer til at influere alle dine beslutninger, at du står sikkert på jorden. (Kan du balancere på ét ben med lukkede øjne?)
5. Sov uden vækkeur og væn dig til at vågne, når du skal op. De fleste kan lære det. (Hvis du konstant sover over dig, skulle du måske overveje at skifte job…)
6. Hvil dig, mens du er i gang og når du slapper af: Sid på en ordentlig stol, sov i en ordentlig seng, gå i ordentlige sko. Manglende komfort er en væsentlig stressfaktor. (Hvad med sengen/stolen hos kæresten? Ja, det ér et problem).
7. Tal med mindst tre forskellige mennesker om 1 væsentlig ting hver dag. Helst ved fysisk møde. Det behøver ikke være langvarigt – du skal bare mene det og være til stede.
8. Mærk varmen mellem dine egne hænder 5 minutter hver dag.
9. Giv dig tid til at nyde din mad, din drikke, dit selskab, din transport, dit arbejde, din søvn.
10. Drik vand nok. Ikke for meget, ikke for lidt. Og senest 4 timer før du skal sove.
11 Fortsæt selv. Listen er altid din egen. Skriv den med god samvittighed. også selvom du ikke gør det hver dag. Eller bare ønsker at blive parat til at gøre det.

Essensen ér dog markant for ti’erne:
Du skal blive kompetent til dit eget liv, med alt hvad det indbefatter af krav om at bevidstgøre dig ift. ALT, som omverden i kompetent kollektiv eller gennem kompetent forskning afgør er bedst for et menneske, som det er muligt at afgøre dét spørgsmål lige NU.

Du skal altså lære at sortere i skidtet meget, meget hurtigere end tidligere. Og med de mængder, der kastes i hovedet på mennesker i dag, som følge af informationskonvergens – at information skaber information skaber information, sindssvagt hurtigt – er der kun én vej:

Tro på dig selv. Det dur.

Tankedeling: Diskuterer du dine idéer i bussen, kan Movia så gøre brug af dem?

Hvor ER grænsen mellem det offentlige og det private rum, på internettet?

 

Hvem ejer rettighederne til et manuskript, som er blevet til i fællesskab med et debatforums brugere?

Alle debatfora i dag – Twitter, Facebook, Reddit osv – forbeholder sig ueksklusiv brug af alle indlæg fra deres brugere, sådan at forstå at forummets ejere må anvende sine brugeres produktion på alle måder, de, forummets ejere, føler det for godt befindende, uden hensyntagen til skabernes nuværende eller senere anvendelse andetsteds af produkter skabt i fuld offentlighed i et forum.

Spørgsmålet er interessant af flere årsager: Fokus på retten til at udnytte rettigheder i dag er meget stort. Ikke mindst pga. mediepirateri, der har affødt retsforfølgelse af mediepirater – i rettighedshavernes øjne for at kunne fastholde indtægtsniveauet på egne produkter og for at få lov af aktionærer til at investere i nye produktioner. Tvivl får ikke lov at spille ind; enten har man rettighederne, eller også har man dem ikke.

Nærværende sag handler om undfangelsen og udviklingen af et filmmanuskript.

En ret ukendt forfatter, James Erwin, havde posteret ideer og scener fra et manuskript, “Rome, Sweet Rome”, på et socialt forum, Reddit. Om end ideen er James Erwins egen og han selv har sammenskrevet brudstykkerne til en færdig pitch (idéramme med omdrejningspunkter og slutning), har Reddits brugere bidraget markant til skabelsen, og iden har han solgt sin pitch som filmoption til Warner Bros.

Nu er spørgsmålet, hvem der ejer udnyttelses- og udviklingsrettighederne hen imod en færdig film. Warner er ikke i tvivl. Det gør dé, for de har betalt for udviklingsretten; ikke et færdigt manuskript. Men spørgsmålet er, om ikke Reddit kan sammenskrive og forandre de offentliggjorte dele af manuskriptet og sælge en filmoption på en lignende film til en anden filmproducent. I følge Reddits egne betingelser for brug af stedets debatfora, som alle brugere klikker ja til ved profiloprettelse, så jo. Det har de ret til. De har jo fået “ueksklusiv brugsret” over alt, der posteres på Reddit.

Og de brugere, der har bidraget til manuskriptets skabelse, ikke mindst med formulering af en stærkere slutning; hvad med dém? Måske det ikke så meget er et spørgsmål om penge som om anerkendelse:

Er et (internet)forum kun et ligeværdigt fællesskab så længe, at ingen har (synlig) fordel af de andres input? Eller fordrer bidragende deltagelse på Internettet en særlig form for ydmyghed eller godgørenhed, der skal læres? Aldrig at lægge anfordring på dét, som allerede ér givet frit?

James Erwin har trukket sig fra Reddit efter salget af udviklingsaftalen til Warner Bros. Angiveligt fordi “det er et helvede det her med internetrettigheder”. Ja, hvem ud over skaberen har retten til en idé, der er offentliggjort, før den er solgt? Øe… Eller, hvem kan sælge noget, der har været offentliggjort? Ja, dét kan skaberen. Eller skaberNE. Og altså også det offentlige sted, hvor det er blevet skabt.

Måske var det noget for opretholderne af de offentlige rum, man betaler adgang til?

I fremtiden, hvis du taler om dine planer og idéer uden for hjemmets vægge, giver du ejerne af bus og tog og metro og biografer og caféer og restauranter og museer ogsåvidere retten til at udnytte, videreudvikle og sælge dine idéer, og bryder du dig ikke om dét, kan du bare fise hjem.

Nåe, nej, man må jo ikke overvåge folk… jo, vent! Det må man jo godt på privat grund. Men jeg har jo ikke givet nogen lov til at overvåge mig dér… Jo, ved at betale min adgangsbillet og accepteret de små ikoner på væggene har jeg sagt ja til overvågning. Men hvad så med det offentlige rum uden for? Det betaler jeg jo også for. Hér er det bare flertallets stemme i det danske demokrati, som bestemmer? Hvis jeg således er uenig eller bange for at andre skal udnytte mine idéer uden at kreditere eller honorere mig, som f.eks. mange skrivende personer frygter, skulle jeg ikke bare fise hjem til mig selv? Eller simpelthen forlade landet til fordel for en banarepublik, hvor jeg bare skal have penge nok, hvis jeg vil være i fred?

Nu har jeg lige givet rammen til en science fiction-fortælling hér, som er publiceret i det offentlige rum. Men det er min server og min blog, og jeg har ikke afgivet den intellektuelle rettighed til udnyttelsen af min idé. Faktisk bliver rettighedslovgivningen en bedre ven jo mere detaljeret min idé er. Undlader jeg således, som hér, at detaljere min idé, er den ikke (juridisk) svær for andre at overtage og brygge videre på.

Man kunne også sige det således – som brugernes arbejde på Reddit bygger på:

Idéer er gratis. Og læring tager tid, og hvor ud over i et socialt forum kan man blive dygtigere til at forstå fællesskabets behov, herunder hvad et interessant manuskript er? Det er færdigudviklingen af idéer til kommerciel afsætning, der er det hårde og omkostningsfulde slid, og dén eller dé, der laver det arbejde, må belønnes.

Så, selvfølgelig skal filmselskabet betale Edwards for at kunne udvikle hans idé (incl. Reddits brugeres input) til et produkt, der kan markedsføres og sælges og vises i biograferne.

Men hvad så med alt det, der hele tiden kommer ud at ligge på nettet? Er nettet et offentligt forum eller er det ikke? Er nettets indhold for alle, eller ikke? Er tilgangen til alt digitalt et offentligt læringsrum eller ikke? Hvad ér Internettet – vej, bibliotek, læsesal, vinduesudstilling, ét stort rum med fordøre  til private eller offentlige rum eller bare det hele? SKAL idéer egentlig kunne behæftes med juridiske genbrugsbegrænsninger, eller gælder dét kun udførelsen af idéen, realiseringen:

I den taktile verden er idéerne pr. definition udkrystalliseret i form, vi kan røre ved, lugte til, smage på, udbygge, formindske, destruere formen, der rummer IDÉEN. Idéen er her en 3dimensionel, taktil form; blot at forsøge at efterligne idéens udførelse, dvs. form, er at skride ind over grænsen ml offentligt og privat rum. Men på internettet, i den ikke-taktile verden, hvor produkterne kun kan røres med sindet, og hvor kopiering er et spørgsmål om at have forstået idéen snarere end déns udførelse – hvor er SÅ grænsen mellem det offentlige og det private rum? …

Nej. Jeg tror ikke, jeg KAN fatte det! Kan du?

Rome, Sweet Rome (links)
Does Warner Bros. Really Have Exclusive Movie Rights to a Story Posted on Reddit? (Analysis) – Hollywood Reporter
.

Variety

Politiken

Ekstrabladet

Facebook

 

Lejede lærebøger som fælleseje

Debat ønskes.

 

I USA (og måske andre steder) kan man leje digitale lærebøger med DRM i en periode.

Nu har digitale pirater besluttet, at det skal være nok med de høje priser på lærebøger. Et site er oprettet, hvor flere studerende kan slå sig sammen om at leje en titel, hvorefter sitet fjerner ebogens DRM og gør den tilgængelig for de studerende. Efterfølgende efterspørgsler kan downloade ebogen uden betaling.

En del af problematikken er, at Universiteterne i USA udgiver og sælger lærebøger til de studerende. De ændrer f.eks. opgavenumrene i dette semesters udgave ift. forrige udgave, selvom teksten generelt er den samme, og underviserne forlanger af de studerende, at de uanset hvad anvender (=køber) den nyeste udgave.

Ærlig talt – jeg ved ikke, hvordan det står til på de danske uddannelsesinstitutioner, men med sådan en problematik lige ved hånden, er det ikke svært for mig at se den onde cirkel:

Uddannelsen er dyr, måske kan man spare nogle penge på bøger, universiteterne behøver penge og udgiver selv deres lærebøger, universiteterne får ikke penge nok ind og sætter prisen på lærebøgerne op…

For at kunne bryde den onde cirkel er “man” nok nødt til at bevæge sig op på regeringsplan og udtale en mening om højere uddannelser, der tilgodeser et større antal u- eller mindrebemidlede.

Hvordan vil sådan en fortælling påvirke Danmark? Tjae, der har været en del kopiering af lærebøger hér. Det påvirker indtægterne for de undervisere, som skriver lærebøger. Måske bliver de – med ofte faste indtægter på undervisningsinstitutioner o.lign – mindre inspirerede til at kondensere deres viden på skrift, hvis ikke der kommer det “lidt ekstra” ud af det?

Men som jeg ser det, er hele pointen med digitalt pirateri at få en dialog i gang. Ikke en formuleret dialog fra et enigt bagland med én bestemt part, men enkeltindividers dialog med “dem, der bestemmer priserne på digitale ting”.

Det er selvfølgelig en følelsesmæssig sag – at digitalt ejerskab ikke på samme måde fylder i hverdagen og ikke altid kan lånes ud og ikke viser tegn på brug og og den aldring, der for mennesker gør ting virkelige. Men jeg er enig: Dialogen behøves.

Verden over debatteres straffene for digitalt pirateri, med strafferammer der går fra detailprisen og bøder, over internetforbud, og op til 10 og 20 år i fængsel. Et spændrum i holdning, der for mig viser hvor den amerikanske rettighedslobby har fået størst fodfæste.

RIAA og andre, rettighedshajer og -detektiver, med en profil over for presse, politikere og indholdsproducenter (kunstnere), der gerne tyer til bagvaskelse, løgne og falske rapporter, arbejder dagligt på at få lovgivningen i alverdens lande til at enes om straframmer for overskridelser af intellektuelle rettigheder, og samtidig få forlænget ejerskabet af samme rettigheder uendeligt.

I EU er det desværre lykkedes den amerikanske rettighedslobby at påvirke de rigtige/forkerte så stærkt, at musikrettighederne akkurat er blevet sat op fra 50 til 75 år – så Paul McArtneys og Cliff Richards arvinger og rettighedsejere kan fortsætte med at spinde guld på Beatles og CR. Målet er 95 år, men lur mig om det stopper dér.

Dialogen behøves. Hvis rettighedshavere verden over ejer deres rettigheder for evigt OG disse rettigheder kan sælges for højestbydende, hvilket de kan, truer en situation hvor et lille antal selskaber i verden ejer rettigheder til al mainstreammusik, -film og -litteratur, og patenter på medicin, teknologi, software og måske logiske løsningsmodeller, filosofi, undervisningsteknikker, og fortolkningsmåder…?!

Det er IKKE for sjov, at kampen om rettighederne udspiller sig, hvor den gør. I gadehøjde er den synlig og ligner da hér også rent tyveri, men hvem på gadeplan og med tid til rådighed kan bekæmpe softwarepatent- og medicinallobbyen?

Der er tre politiske hensigter med digitalt pirateri:

At opnå at kunne betale, hvor det ønskede emne er fundet.
At kunne betale skaberen/ne direkte.
At få frigivet rettighederne efter en begrænset brugs- og indtægtsperiode.

Formålet er (én gang til for Prins Knud) at skabe friere og billigere adgang til information og underholdning. Og forhindre et lille antal storkoncerner i at eje alt af fikseret intellektuel værdi i verden.

For dét er godt på vej.

Pirate Service Makes Textbook Rentals Last Forever | TorrentFreak.

Ken Kesey Docu: Magic Trip

The Merry Band of Prankster førte an i den nye (LSD-)bevidsthedsrevolution, der bredte sig til hele verden.

 

Ken Kesey (Gøgereden) havde ingen anelse om, hvordan man bruger et kamera, men dokumenterede ikke desto mindre sin og en flok legelystne voksnes rejse gennem USA til lyden af beatgenerations musik og største digtere, og tilsat en heftig dose LSD. Dette filmmateriale, som åbner døren til en tid, fra før alt bevidsthedsændrende blev anset for den direkte vej til kaos og anarki for både den enkelte og for civilisationen, er blevet restaureret og vises nu i sin fulde udstrækning. Nedenfor er et trailer-link – filmen må man finde andetsteds.

En del af historien på Los Angeles Times

Magic Trip Trailer – YouTube.

Susan Blackmore On: “There is no hiding with LSD”
http://www.dosenation.com/listing.php?smlid=8648

Om LSD på DoseNation

The Timothy Leary/Allen Ginsberg conspiracy to turn on the world

Had eller håb?

Hvorfor jeg i grunden ikke kunne bidrage til digternes imødegåelse af tilfælde som Breiviks anslag på den kollektive selvforståelse.

 

For et par dage siden skulle jeg have været i Poesiens Hus og maratonoplæse sammen med 30 andre digtere. Nogle minutter hver, blot en manifestation af håbet, eller fortvivlelsen, som angivet af blogindlæggets titel, og inspireret af Breiviks massakre i Norge.

Jeg meldte afbud.

Jeg må nu konludere – for sent til at gå på scenen med og åbent imødegå min modstand – at den dybereliggende grund ud over udmattelse, arbejdsbyrde og på dén måde at passe på mig selv, var at finde i arrangementets titel. “Had” stilles over for “Håb”, som om det er to modsætninger – “hader man ikke, skal man håbe”, eller “håbet venter den, der ikke hader”.

Jeg er ikke enig.

Jeg synes, det er i orden at hade. Hvis blot man ved, hvorfor man således er uforsonlig i sin modstand, og så længe man ikke udlever de fantasier, der oftest akkompagnerer hadske tanker og følelser. Had kommer af en evne til at føle dybt, som er det, der muliggør kærligheds given både på det personlige og det upersonlige plan, og i hadet tydeliggøres dele af én selv, som behøver at blive taget vare på. Hvis man tør se på sig selv.

F.eks. gør blot tanken om formanden i min haveforening min hverdag til et fredløst sted – jeg behøver end ikke se ham for at tænde af; han skal bare dukke op som en tanke for at jeg kan mærke hadets uforsonlige karakter brænde i mine krop.

Det er ikke hans skyld, at jeg hader ham. Eller snarere, jeg hader dét, hans handlinger får mig til at føle, når han – ud fra min målestok – limboer under grænsen for hvordan man taler til og om andre mennesker. Det er Mit. Det er Mit problem. Det er Mit had. Det er Mine følelser. Det er Min målestok.

På den anden side er der det galt med håb, at det netop er personligt. Man hader noget (har en følelseesmæssig uforsonlig reaktion på noget i omverden) og håber så at det går væk, følelsen eller dét i omverden… Det er ikke godt nok. Det er passivt. Ansvarsforflygtende.

Når man hader, må man imødegå følelsen i sig selv. Og når man håber, er det egentlig handling, i omverden, eller i bedste afklarede fald, i sig selv, som håbet kalder på.

Hvis noget, burde digterarrangementet for klarheds ( og for min…) skyld havde heddet “kærlighed og handling” – en ageren indadtil og udadtil, med sigtet at få ens indre og ydre verden til at stemme overens. Så havde jeg måske bedre kunne hægte mig på og have overkommet dagenes ansrengelser og kroppens udmattelse. Nu er jeg henvist til bare at blive klogere på afstand:

Hvis det gjalt min uempatiske formand i haveforeningen, der (som jeg oplever det) uimødesagt gør så mange mennesker ulykkelige og skaber så meget ufred med sin fremtoning og måde at tale til folk på, så kunne jeg ideelt set bruge mine følelser for, hvordan tingene burde fremtræde (min følelsesmæssige æstetik, min kærlighed) til at forsøge at trænge igennem til ham og få ham til at ændre adfærd. Eller, som mindstemålet, selv gøre en større anstrengelse for at foregå med et afklaret eksempel over for alle, baseret på mine dybe følelser for, hvordan vi må og skal behandle andre mennesker, for at flest mulige kan være sammen i fred og fordragelighed.

Og indtil jeg formår at forvandle mine egne meget vrede følelser fra at føle mig personligt ramt til at se ham som et offer for et eller andet, som holder HAM i vrede og uforsonlighed, må jeg leve med hadet der kommer af ikke at kunne slutte fred med at være blevet mobbet i årevis i min skoletid. Som er dét, jeg oplever, at han gør ved alle omkring sig, inklusiv mig.

Mit had har en årsag. Det er ikke smukt, ikke politisk korrekt, ikke voksent og modent forvandlet til accept og forståelse og vand af en gås. Det er grimt og passioneret og går på ingen måde væk med håb. Hverken ved at håbe på, at han ændrer adfærd, eller ved at tiden læger alle sår, eller ved at jeg glemmer, hvad der overgik mig i 7 år af min skoletid og på min senere arbejdsplads.

Så, igen: Det er ikke Had eller Håb. Det er Had OG Håb, når man er uafklaret eller uindsigtsfuld, og Kærlighed OG Handling, når man tør vedkende sig, at det ikke er Verden, som forårsager smerten, man føler, men derimod selve dét, AT man føler noget og VIL noget med sine følelser, og TØR føle smerten og ikke lade den blive til desperation, fortvivlelse og apati.

Og mens man arbejder på at skabe forståelse ud af alt det rod, som følelser skaber i én, ér det det hele: kærlighed og had og håb og ageren i én pærevælling. Og der ér ikke andet at gøre end at forsøge at finde ud af, hvad det alt sammen betyder, og hvor meget.

De stier, vi træder (om fildeling)

Hvor længe skal vi blive ved med at forfølge piratdownloads, før det går op for os, at nem adgang er dét, folk vil have?

 

Jeg er opvokset i København.

På Nørrebro, ml. Blegdamsvej og Ravnsborggade, er en smal gade, som i rigtig mange år var ensrettet. Sankt Hans Gade.

Meget fornuftigt, hvis man taler om biler. Der ér vitterlig ikke plads til modkørende motortrafik, hvis der også skal være plads til parkering. Men denne ensretning, der fører motortrafikken fra Ravsborggade og Ryesgade tibage til hovedfærdselsåren, Blegdamsvej, betød ensretning for cyklister, som skulle til Ravnsborggade.

Ensretningen tvang cyklister til at trække gennem Sankt Hans Gade, hvis de skulle fra hovedfærdselsåren og ned til søerne eller til området lige omkring udmundingen af gaden i Ravnsborggade. Eller de skulle køre en meget lang omvej for at ankomme til udmundingen af denne 75 m korte gade.

Det var biltænkning – fra før det fælles fokus faldt på det det fornuftige, sunde og billige i at cykle i storbyen. Gammel logik. Men  alt udvikler og forandrer sig. Også menneskers forhold til ordensmagten og til lovene – det er kun lovene, der er statiske.

Folk kørte igennem på cykel. Folk blev taget af politiet med jævne mellemrum og fik en bøde. Det var så regelmæssigt, at der ikke hér var noget at misforstå. Enhver cyklede igennem, hvis man kunne komme af sted med det. Alle var således uenige med byplanlæggerneog med politiet  om, hvordan ruten skulle være. Det var og ér den korteste vej, og den korteste vej er oftest den folk vælger. Ikke nødvendigvis den bedste, men når det bliver ved, er det dét folk finder mest hensigtsmæsigt.

Hvor mange år stod det på? 10? 20? Mange år. Men nu ér det lavet om. Der er malet en cykelmarkering ned igennem Sankt Hans Gade – som stadig er ensrettet for motortrafik og stadig har parkerede biler.

 

(Rockwoolfondens undersøgelse af danskernes (mildere) syn på løgn og socialt bedrageri kan hentes ved at klikke på billedet)