One Voice Less

A very very loong list of scifi and fantasy in development (2018).

(Almost) Every Sci-Fi/Fantasy and Comic Book Adaptation in the Works

For some, probably the dream of imaginings – for others, maybe part of the problem, but here is a 2018 list of  planned scifi and fantasy series and films dreamed of. And WHAT a list!

Sure, there’s a market and investors and actors and an industry needing the work – and many series and movies are becoming less sexist and open to identification on a human level, which is a relief – but it’s hard not to see this collective drive as one long Creative Scream for another world. A manageable world. With comprehensible endings and right beginnings. With coherent reality. With identifiable villains. With heroes of human strengths and weaknesses. Just something other than this mess of an Earth, which many are seeing at present.

Reading all of the – yes – phantastic synopsises makes me pine for something else, too. Something beyond the escape of controllable reality.

It makes me feel like quitting writing, myself. What’s the use? Allegorical stories of desperation and resolution amount to nothing. Stories of personal empowerment in a predominantly American religiously, sexually repressed society with a focus on personal wealth, the right to kill, “getting there first” etc. Headache pills for me, for readers, to take attention away from the real pain: That life is becoming less manageable for the species. That maybe we are losing the game of civilisation – like the fabled lemmings going uncontrollable towards the edge of the petri dish that is the edge of Earth sustainability.

Dilemma: Not following news, literature, cinema, podcasts, theatre, ballet, sculpture, pictorial art, performance artists, global watch, refugees, poverty… is one less voice added to the collective of voices that realise each others’ existence. One Voice Less is a smaller Earth and one more hand to the military-industrial complex, un-controlled capitalism, un-leashed research and pollution of earth and water and air.

How be at ease, knowing the forces that move?
How be at peace, not knowing?

I know no other solution than to focus on what *I* can most easily understand: My own culture, the pitfalls of my own language and norms, the possible convergences of global destiny as contributed to from the sweet spot of “home”. While avoiding all cultural offerings NOT aiding a global solution. NO MORE avenging lone wolfs. NO MORE gun love. NO MORE violence is the answer. NO MORE single country representing the whole world.

EVERYTHING happens to all. There is ALWAYS another take on things – even if it outside of the frame of the story and the camera. Because of people and curiosity.

But fuck, just saying this makes me tired.

Rationality – From AI to Zombies by Eliezer Yudkowsky

Rationality From AI to Zombies
by Eliezer Yudkowsky

Buy for free or more!

Released under the Creative Commons Attribution-NonCommercial-ShareAlike 3.0 Unported license
⃝cc BY-NC-SA 3.0

Contents Continue reading “Rationality – From AI to Zombies by Eliezer Yudkowsky”

Leve af eller dø for kunsten?

To spørgsmål, der skiller vandene: Genkendelighed eller unika? Blive i sikkerhed eller risikere liv, kærlighed eller omdømme for min kunst?


“Kan det interessere nogen?” kan ikke være grænse- og unikakunstens spørgsmål, men kun tilhøre kunsthåndværket. At interessere modtagere, som hellere ønsker noget kendt end noget udfordrende, fordrer at udøveren nedtoner egne behov for at presse grænser på materialevalgs- og indholdssiden og kun anvender  Continue reading “Leve af eller dø for kunsten?”

Why Are We Here On This Planet?

A question that begs answering.

Everything to humans is language.

WHY – the ability to distinguish and care about future outcome, ie. weigh memories and desires, is one mark of a highly functional survival instinct

ARE – the re-affirmation of the concept of historical plurality implies both trust in the pattern of plurality as stable system AND conscious will for it to remain so.

WE – relating to your own species in terms of self including plurality marks you as a sensitive and caring individual capable of existing as individual in a community

HERE – the spacial destinction, whether it springs from accurate astronomy or not, implies a great sense of identity, ie. Me vs. Not-Me, which by way of physical identification contains the unconditionality of existential loneliness that has often been described as a Human Driving Force towards mergence into safe communality

ON – a subset of “here”, but by implication the demonstration of astronomical awareness, and as such an underlining of trust in the existance of the human form and its difference from everything not human

THIS – another subset of “here”, but easily the essence of the totality of the question, showing the capacity for projected thought that shines the light on what is and the functionality of what is, which marks the clear distinction between simple survival AND creating life

PLANET – a word simultaneously describing the concept of “rock existing in nothingness, preferably with the ability to sustain life, preferably human life, but not necessarily”, AND the mental understanding of the totality of the human habitat with all of its complexity and challanges. Used in this context it also implies an uncertainty of “home”, ie. “possibly we can do so much better for our selves that Earth as “home” for all humans becomes a natural thing”.

And all put together it forms an image of self aware existance capable of projecting itself to a future of better conditions for all members of its species. Emphatically speaking this projection is its own fuel, and the simple frasing of the question nothing but the hose that goes into the tank: Don’t expect the question answered by anyone but yourself, but always keep it warm and in the spotlight.


The series which belongs to the genre of science fiction is described as “a gripping global tale of minds linked and souls hunted” which was conceived by the showrunners “after a late night conversation about the ways technology simultaneously unites and divides us”.

Hvis man forestiller sig, at alle mennesker har noget til fælles: Trangen til at være sammen. I små og store grupper, men sammen.

Og man som instruktør og manuskriptforfatter spørger, hvad der kan opveje en gruppeeksklusion fra normalsamfundet.

Og svaret så lyder: Det skal være noget, som er Continue reading “Sense8 – SUPER-FORFØRENDE”

ODD – sygeliggørelse af naturlig opposition mod overgreb!

Non-konformitet og fritænkning som mental lidelse!

Ifølge NordAmerikanske psykiateres nyeste udgave af DSM-IV (den Diagnostiske og Statistiske Manual for Mentale Forstyrrelser, som psykiatere og medicinalindustrien efterlever som standard) er non-konformitet og fritænkning en mental lidelse! Continue reading “ODD – sygeliggørelse af naturlig opposition mod overgreb!”

Ny forskning: Læs en god bog og bliv et bedre menneske

Theory of Mind er bla. afgørende for de følelser af empati, der hjælper med at binde os sammen i store grupper.

ToM er bla. afgørende for at vi kan navigere i de komplekse sociale sammenhænge, vi lever i og for de følelser af empati, der hjælper med at binde os sammen i store grupper. via Ny forskning: Læs en god bog og bliv et bedre menneske |



noter om salg [limbo for begyndere]

Min person er varen, jeg faldbyder og sælger.

limboAt sælge sig selv er en nødvendighed for det allerstørste flertal i Danmark – hvad enten man er lønarbejder, selvstændig, kunstner eller forsørget: Med undtagelse af barmhjertighedshandlinger er overlevelsen betinget af evne til at kunne faldbyde sig på den rette måde. Continue reading “noter om salg [limbo for begyndere]”

Ensomhed: 50/50 arv&miljø og helbredstruende

Omfanget af et menneskes ensomhed er ikke dikteret af (manglende) social interaktion.

THE LETHALITY OF LONELINESS er et langt blogindlæg, der definerer ensomhed som fysiologisk begreb og går i dybden med konsekvenserne af livslang ensomhed. Continue reading “Ensomhed: 50/50 arv&miljø og helbredstruende”

Rytmisk Dansk, musik af pauser i digte

Pausens Musik er den eneste musik, der findes.

Jeg er håndværker og digter, og har skrevet og udgivet siden 1985. Hele mit skriveliv (først ubevidst og siden målrettet) har jeg arbejdet på at synliggøre pauserne i mine digte – først for mig selv; og igennem de sidste 12-14 år med en vished om læseren. I dag kunne jeg godt tænke mig at præsentere lytterne for vejrtrækning – og dét fra en ret nørdet vinkel: vejrtrækning som tidsmaskine, oplæsning af digte som tidsrejse tilbage og ind i et andet menneskes krop. Continue reading “Rytmisk Dansk, musik af pauser i digte”

Pattern emerging: Getting paid to pay is the new black [while suppressing developing countries]

Don’t cry, but it’s all a lie.

I have what you would call an ‘extended family’ in Lima, the capital of Perú. My friend’s boy is just now beginning school.

I don’t have to tell anybody about the appalling state of public school in most countries of the world. But maybe you don’t realize what economical poverty is on a reality plane:

A monthly transfer of money sent to aid in the monthly cost of schooling – to people, who just scrape by – is safer than one large one-time transfer. Continue reading “Pattern emerging: Getting paid to pay is the new black [while suppressing developing countries]”

Universel jonglering efter de 50

Med mindst 3 verdener i luften er der nok at se til.

5._Man_Juggling_His_Own_Head_Unidentified_artistKære kenneth,

Nu, hvor DU er blevet 50, forventes det at du trækker dig og lader andre komme til fadet. Ingen har længere særlige forventninger til dig. Du skal ikke mere. Du har ingen børn, og derfor intet ansvar. Dine bøger angiver ikke potentiale for større eller vigtigere skrift, så du behøver ikke anstrenge dig. Din virkelighed berører nogle få mennesker, som godt nok vil mærke det, hvis du forsvinder, men smerten bliver før eller siden alle til del. Du har kun pligt til at sørge for ikke at være til urimelig belastning for nogen – for samfundet, dine forældre, dine venner, dine partnere, dine læsere, dine fjender.

Det er den officielle version.

Uofficielt, eller privat, er det af største betydning, at du holder op med at klage. At du griber fat i noget, der har eller kan få betydning for dig. At du deler af din erfaring, så den spreder sig ud i samfundet som ringe i vand. At du taler om alt, du ved, så dine ord og tanker fortsat kan være dine børn. Så dine børn kan få børn. Så menneskelivets tanker kan fortsætte, fordi det er alt, vi kan. At du viser dine mennesker, at du holder af dem, fordi alle mennesker lever af kærlighed, på kærlighed, for muligheden for kærlighed.
        At fylde eksistensen med relationer, med historie og historier, er ikke fattigt eller meningsløst. Den såkaldte illusion om dét, der giver livet værdi, ér ingen illusion: Der ér vitterlig ikke noget i tomrummet, hvis ingen fylder noget i.

Forestillingen derimod, eller den kunstneriske version, kan være som du selv gør den. DU kan uden bevisførsel hævde, at det eksistentielle tomrum ikke er tomt. At det er lige så fyldt med betydning og værdi som en kiste begravet på en ø markeret med kryds på et skattekort gemt i træbenet på en pirat, som alle leder efter, levende eller død. Eller at det eksistentielle tomrum er fyldt på samme måde som det ydre rum er fyldt af Hicks’ nu påviste partikel. Eller at det er propfyldt ene og alene af ord, der ikke er sat sammen endnu, og at spejlingen i sprog viser et menneskes beherskelse af tankerne, der sætter ord sammen, tilfældigt eller målrettet beskrivende, og dermed sin beherskelse af eksistensen, målretning af eksistensen, værdisættelse af eksistensen, bekræftelse af eksistensen.

Den officielle version er sand.

Den uofficielle er sand.

Den kunstneriske er sand.

kenneth 50, lonnis fotoHvilket ikke skaber et diverst univers. Blot mindst 3 universer, der findes samtidig. Og der er flere endnu, hvis du gider. Eller synes det er interessant.

Er det interessant? Gider du? Du skal fortsat give uden at kunne forvente noget retur. Ingen, der takker dig; ingen, der betaler for din eksistens; ingen, der beviseligt behøver dig. Du vil findes i andres øjne lejlighedsvist, men kan aldrig blive et barn igen. Aldrig få den fulde opmærksomhed. Aldrig være fuldstændig tryg.

Kan du dét?

Det må du besvare for dig selv. For ingen anden har det fulde svar. Selvom mange når hertil, hvor du selv er lige nu. Med mindst tre universer i luften på samme tid.



Heideggers Væren og Tid, kapitel 0.

NULLET nuller. Det kan ikke andet. Og vi drager nytte af det til at sætte alt andet i relief.

Jeg er umådelig uuddannet, måske næsten umålelig uuddannet.

Om 20 dage bliver jeg 50. Jeg har inviteret 140 mennesker til at komme til reception på 35m2 og har ingen back-upplan for hvis bare halvdelen har tænkt sig at lægge vejen forbi i løbet af dagen. Ingen stole, ingen ilt. Blot statistisk påstand om, at alverdens befolkning kan stå på Bornholm, med plads til overs.

Inden da skal jeg have ryddet op på terrassen, dvs. flyttet i tonsvis af træ og placeret det et sted, jeg ikke straks skal flytte det fra igen, og gerne gøre både husets indre og ydre så færdigt, at jeg ser ud til at være respekt værdig, har styr på mit liv, er værd at have med fremover at lege og interagere med; det her med at jeg er et godt menneske med et godt hjerte er ikke nok for mig; jeg har tænder.

Samtidig er det faktisk vigtigt for mig at gøre plads til alle de mennesker, jeg gerne vil se, inden vinden vender: Mit indre er det eneste sted, jeg kan have dem med på samme tid; det eneste realistiske sted for mig at opholde mig midt i en tryg gruppe.

Og for at det ikke skal være løgn: Pt er mit døgn vendt, så jeg går i seng kl. 10 – jeg skal have trukket 10 timer, så jeg kan tage imod gæster d. 30, tidligt.

Der er således udfordringer nok til at fylde hver en dag – idet jeg samtidig skal holde mig orienteret om alle nye dokumentarfilm i verden, som er en frisk passion, der bringer væsentlighed og levende mennesker ind i stuer, som dagligt er noget ubelastet af hørbart åndedræt. Og tillige udføre alle de ting i hverdagen, som man gør for at holde kaos stangen, og det er ikke lidt.

Men det er ikke nok. Og her kommer vi igen til den uuddannede del:

væren og tid, heideggerJeg har behov for et væsentligt input til min sansning af verden, noget mentalt at stå på, hvis det da ikke er et oxymoron, og idét jeg går ud fra, at mentale udfordringer ikke direkte influerer på kroppens evne til at danse tango på et trægulv, har jeg tænkt mig at tygge mig igennem VÆREN OG TID af Martin Heidegger. (Og undskylder for mængden af blandede metaforer).

Mine forventninger til sådan indsats:

At køre med på, at værket er en overhypet moppedreng, især uden at have læst den, forekommer stærkt nedvurderende, men at opfatte den som en stringent logisk satan, som jeg derfor nu forestiller mig at jeg vil opleve den som, er måske direkte fornærmende.

Vi får se…

Jeg har tænkt mig at skrive 1 indlæg om hvert kapitel, og hvis jeg ikke længere kan genlåne den, må jeg vel ud at finde den antikvarisk. Min oversættelse er den seneste fra Klim 2007, og begge faktorer skulle borge for en gennemarbejdet, moderne oversættelse af dette hovedværk fra 1927. Ikke, at mange ikke senere er kommet til klarere, mere tidssvarende konklusioner ved at stå på Heidegger, men Væren-I-Tid, Væren-Med-Tid og Væren-Over-Tid gennemsyrer min tanker, og har gjort det igennem 20 år eller så. Skal jeg således lave mig et uddannet, intellektuelt fundament, jeg kan bruge til at forstå mine egne mange tanker med, kan jeg lige så godt begynde her, hvor jeg allerede er, eller hur?

Hei-degger, et bord til to, tak! Kenneth behøver at kennethe.


Head space – Jake Fried’s “The Deep End”

Animators, I salute you!


The Deep End from Jake Fried on Vimeo.
Materials: Ink, white-out and coffee on paper.

I had to watch it several times, one frame advanced at a time to properly see the iterations, & to avoid a beginning seasickness due to the slightly jarring images. Total effect is as Analog as it gets. I love it.

Watch more at his homebase, But man, he is only just getting started! 😀

Fri Vilje vs. at Prutte

Mine prutter er de bedste!

Man kan sandsynliggøre bestemt adfærd i et menneske, men så også KUN sandsynliggøre, at f.eks. jeg formodentlig ikke vil lukke tarmgas ud hos dronningen, fordi jeg finder det socialt akavet, (men om det sker, kan ikke udelukkes 100%) – mens det er sandsynligt at jeg i mit eget hjem ikke vil have nær så mange hæmninger med at slippe en vind, når gassen står højt i endetarmen. Således ér jeg at lukke tarmgas ud i et givent øjeblik, eller jeg ér ikke (og de øjeblikke er der sjovt nok flest af). Et væld af forskellige faktorer, som ikke alle er i min kontrol, selvom jeg måtte ønske det, fører frem til dét der sker: En stinker eller ikke en stinker.
Man kan kun handle som dét, man i et givent øjeblik ér. Det er ikke forudbestemt, at man ville lukke stinkende gas ud i dette øjeblik, men et eller andet øjeblik, JA, for mennesker prutter. Prutten var bare ikke til at undgå i dét sekund, man fes. Fokuserer man KUN på pruttesekundet og ikke på øjeblikket før eller efter, er det muligt at argumentere, at alle spor i livet mødtes i dette sekund, konvergerede. Men reelt at forklare en prut med, hvad der er gået forud, vil være en rationalisering af udvalgte fortidige faktorer, ikke en beskrivelse af et forudbestemt forløb. At inddrage valgte faktorer som uafviselig årsag til, at nogen pruttede, er at scenografere verden – at lave en version af verden, der passer til ens måde at se verden på eller forsøge at lægge hændelsesforløb i semi-videnskabelig statistisk spændetrøje.
En prut kunne hverken være undgået – ved som beskuer at opstille muligheder i fortiden (det man kalder at “græde over spildt mælk”) – eller ikke være undgået – ved som pruttende at påstå, at man ikke behøver udøve absolut kropskontrol i det offentlige rum med et argument om, at “alle jo ved”, at mennesker prutter, når vi ikke kan holde det tilbage længere. Men med observans på delkonsekvenser af at prutte – udstødelse af flokken, f.eks. – kan man føle sig tvunget til at lære stærkere kropskontrol for at undgå udstødelse i fremtiden, når kroppen vil prutte. Og vil selv blive generet af manglende kontrol, hvis man ikke kan holde gassen tilbage.
Om man prutter eller ej er noget man ér. Indtil man ikke ér det mere, hvis nogen sinde, før man er død. Det er derfor på samme tid noget man gør – en handling – og ikke noget man gør – et kortvarigt værensudtryk på lige fod med at tørre sved af panden. Det er både en frivillig handling og uden for kontrol I DET SEKUND, man prutter:

Man kan forsøge at holde det tilbage, fordi man ikke synes det er det rigtige sted at prutte. Hvis man har behov for og formår at forladet området med formålet at prutte, ér det så også en del af, hvem man er. Bliver man og prutter, af frygt for at blive bemærket som fraværende fra fællesskabet, er dét en del af, hvem man er. Holder man tarmgassen tilbage, til man får ondt i maven, er dét en del af, hvem man er. Og hvor man end prutter, er dét blandt meget andet hvad man i dét øjeblik ér – som holdning betragtet.
Prut, sagde tarmen og lugtede lidt, og snart igen var man en hel masse andet, der ikke lugtede, men som man heller ikke havde den store kontrol over. Et kort sekund, og så skiftede dét også. Og det næste. Og så fremdeles.
Ubehaget ved at holde stillelsen af behov tilbage fungerer som erindringshjælp til udformning af fremtidig adfærd, fremtidig væren. Hvad prutning angår er et problem måske, at mange mennesker ofte kan lide lugten af egen prut, og uanset risikoen for social forstødelse med en vis ydmyghed kan manifestere et lugtterritorium ved at lukke gas ud, som kan retfærdiggøres med “jeg kunne ikke holde den tilbage.”
Er dét primitivt? Hvilken væren er bedst i et civilsamfund, hvor folk foretrækker lugten af egen prut og sjældent lugten af de andres?