Nu med virkelighed

Menneskene FØR digtning.

Share

Da jeg var ung, da jeg var sindssvagt ung, og mens jeg langsomt blev ældre, var digtningen alt, der betød noget.

Min opfattelse af verden var lige så introvert som jeg selv: Alt kunne blive bedre, hvis folk blot læste digte. Underforstået: Hvis altså folk tog sig tid til at læse og til at summe på det læste og at mærke forskellen på FØR og EFTER læsningen brede sig til alle celler som en vaccine mod for kaotisk en virkelighed. Med digtningen ville alle følelser bestige bjerget til øverste top som en højere frekvens af dét at se, og alt uroligt falde på plads fra dette gudssyn af fatbarhed, måske ligefrem Forståelse.

Min kamp for at forblive ene skrivende foregik gennem socialrådgivere og kommunetanter, som uden blusel og i korte udsagn uden bisætninger forsøgte at fratage mit instinktive livsvalg enhver brod og ånde. Dertil forældre og bedsteforældre, som måske nok var stolte over mine bøger (at fremmede kunne fatte interesse i nogen gennem en bog!), men tillige sindssvagt bekymrede over min fremtoning, altså længden på hår og skæg og genbrugstøjets ældringstegn. Altså min måde at sige JEG på, på afstand!

Nå, men, den korte historie er, at jeg var stærkt på afveje – dér ude og dér oppe, hvor dét man ser forekommer vigtigere, mere væsentligt, dybere end noget en “voksen” kunne bibringe i de få sekunder, hvor de forsøgte sig med vennesæl tale i indbildt aldershøjde – før jeg bed hovedet af dem som en anden sort enke, imprægneret af alt deres rod og ballade og egoisme… Alt bliver jo norm – hvad enten hverdagen består i at flygte for snigskyttens kugler eller at stå op kl 4 for at slagte 200 mælkekalve. Eller tvungen forsvar for og isolation i en identitet, som af dén grund ikke havde megen plads til verden rundt omkring.

Og så pludselig tab af barn og landflygtighed fra hovedstaden og voksent dødsfald og mere dødsfald og ufrivillige ansvarsposter og endnu mere dødsfald og livstruende sygdom og kollaps og endnu flere digtsamlinger, der ikke sælger, og dér var den sgu. Virkeligheden. I guder, er det sådan den ser ud? “Virkeligheden er ikke bare voksne uden forståelse for unge, ikke bare magtgale og pengegale og sexgale og omsorgsgale fantaster, men også mennesker helt uden clue om årsag og virkning”…, og jeg som i teorien har vidst halvdelen af alt dette i hele mit liv, kan pludselig se at de sgu ikke forstår, de stakkels voksne. At hele lortet når dem over hovedet, og at de vakler fra det ene helle til det næste i frygt for at miste kontrollen med det bittelille antal faktorer, som afgør grænsen mellem et fald ned i fattigdom og skam, og fortsat at holde alting kørende på bankgarantier og bevilgede overtræk.

For fanden altså: DE ØNSKER KUN AT HÆNGE I NEGLENE! DE VED JO INGENTING!

Og så den pludselige indsigt: “Men hvis dét de ikke ved er hvordanfanden krisen egentlig begyndte og hvem der styrer flygtningesituationen i Europa og hvordan forskerne egentlig beregner sundhedsværdien af mad og alle aktiviteter og tilskud, og om vi når at dø før verden går under, og om lederen af den frie verden skal have en kugle eller alt kun bliver værre af dét, og om barnet skal beskyttes og paces i privatskole eller udsættes for den virkelige virkelighed i den offentlige og forhåbentlig opnå større social paratviden og et beredvilligt netværk baseret på middelklasseværdier og”… trommehvirvel… “reel uvidenhed”…

Indsigt #2, BAM.

De flestes viden om verden og alle sammenhæng er også kun teori. Som at stå på førnævnte bakketop og se landskabet og livet udspille sig, men ikke hvorfor de grupper dér ovre hærger i deres byer, dérovre. Og hvis de såkaldt voksne ikke ved noget, så ved jeg fandme heller ikke noget! For jeg har stået på den skide bjergtop hele mit opvoksende liv ret mod midalder og set på det hele og nydt at føle mig klog og klar og vidende…

Ikke længere. Det tog en ansøgning om at få lov at skrive om flygtninge i Grækenland at åbne en dør til lavlandet. I løbet af 4 meget hektiske uger (i projektsamarbejde m digteren Cindy Lynn Brown) med indsamlingindtryk af flygtningelejre i Grækenland, NGO’er på de græske øer og i Athen og Thessaloniki, og frivillige fra hele verden, der bruger deres penge og al fritid på at hjælpe mennesker gratis, og de lokale, som har set 600.000 mennesker komme forbi kun med tøjet, de havde på og hjulpet så godt de formåede, ikke mindst ved at holde sig i skindet, og flygtninge i lejrene, som langsomt rådner op i lediggang og følelse af at være sparket til hjørne, måtte jeg simpelthen vedgå mig, at verden faktisk går forud for digtningen.

Det er så enkelt, ikke! I flyet skal du tage iltmasken på, før du sætter maske på dit barn. Alle former for hjælpeterminologier kender udtrykket “at slukke branden først”, før man forsøger at redde liv. Du skal huske at spise og drikke og motionere. Og INGEN, ikke ledere, ikke moguler, ikke sociologer, ikke nogen har fuldt overblik over kompleksiteten. Verdens kompleksitet. Alt er sjusser og sjatter og hist og pist: Hvorfor man ikke bare lige kan give nogle penge til… eller satse på udvikling af… eller bygge det hele om til noget bedre og mere hensigtsmæssigt, der ikke stinker af dovenskab, laveste fællesnævner og sociopati. Nej, der ER bare ikke noget at gøre for almindelige mennesker, hvad angår at løse verdens problemer og at gøre op med dem, som for egen vinding destruerer det smukke og det nyttige og det behøvede.

Men jeg er blevet klog igen. Efter langvarig simpel uviden og før man er blevet klar over, hvad man formår. Bevidst inkompetence hedder det på kompetencehjulet:

Det HAR betydning frivilligt at hjælpe med noget. Af egen drift. Det er i overordnet forstand uden betydning, hvor man lægger sin hjælp, blot man hjælper og ens tanker er optaget af at hjælpe; at ens tid og indsats ikke går til spilde i øjeblikket; at man ikke svigter hjælp i nærmiljøet for at hjælpe i fjerne miljøer, og omvendt! Ikke X antal timer om dagen brugt på at hjælp, eller Y kroner i en raslebøsse, men om man tager kritisk stilling til dén og dét, som man giver sin tid og energi til at støtte og hjælpe. Alle kender det, måske?

Venligboerne kender vi. Indsamlerne fra de store organisationer. De frivillige på biblioteker og i medborgerhuse, på plejehjem og sygehuse. Dertil enhver hjælpende hånd nogen udstrækker til familien, en nabo, en fremmed. Hjælpen FØR forskelsvurderingen. Mennesket før menneskets nytte.

Det samme gør sig gældende i omverden. Ti og hundredetusinder står på spring for at hjælpe, hvor de føler at hjælpen er nødvendig. Alle aldre, begge køn, de fleste niveauer i samfundet.

Jeg skulle blive over 50, før jeg så, hvor meget vi egentlig hjælper hinanden. I byerne måske mere anonymt end i sammenklumpningerne af bebyggelse på landet,. I landsbyerne måske mere i forventen om, at hjælpen gerne nytter på sigt end i storbyen, hvor behov forsvinder og kommer til syne som hvide bølgetoppe i takt med ens egen hastighed i mængden. Men hjælpen ér der. Og den både rejser og blir; den følger holdninger, den er spontan, den er generøs, og den kræver sit, men den ER der. Også mellem herboende og fremmede. Også mellem generationer. Også mellem indtægtsgrupper. Og køn og alder og tro.

Det eneste sted, jeg ikke ser den, er i statsapparatet. Eller snarere: Mere og mere IKKE i det politiske system. Det kunne være en bevidst statslig fralæggelse sig den økonomiske velfærdsbyrde på vegne af Bruttonationalproduktet, men i stedet går så det sparede til de velbjergede.

Det er DEN form for dum grådighed og kynisme, jeg garderede mig imod som ung og knap så ung ved at isolere mig og lukke magtesløsheden ude, men jeg kan ikke længere. Jeg KAN ikke udholde at se magtfordrejningen og dehumaniseringen af folk på flugt og de i forvejen fattige. Uanset mængden af argumenter for at fastholde middelklassen i forbrug og angst for at miste goderne. For automatiseringerne gør det jo alligevel af med alle deres jobs.

Det er sent i livet at vågne, ja, jeg ved det. Denne gang uden stoffer og ungdommeligt overmod, trods alt. Jeg er bare nødt til at gøre noget UD OVER at skrive. Forsøge at forandre noget virkeligt. Vilkårene for… mine bofæller, min nabo, tiggeren, en fremmed i kassekøen, min far, de hjælpnødige af mine venner, og vilkårene for lidende befolkningsgrupper og flygtninge fra krig, klimaforandringer, fattigdom, arbejdsløshed og epidemier. Når først man åbner munden – hvad enten man mest skriver digte eller også synger uden for koret – viser alle disse ting sig at hænge sammen. Dem, man hjælper, er lige så meget mennesker som én selv. Og dem med kræfter hjælper dem, som ikke har. Ikke altid, for al skabelse og vedligehold i eget liv kræver tid og kræfter, men med lidt overskud hér og dér, og lejlighedsvis mere i en tilsidesættelse af egne behov.

Tag ikke fejl. Jeg er ikke på vej ud en romantiseren af Verden. Verden er præcis så smuk og så nådesløs, som du selv opfatter den. Men mennesker hjælper hinanden, og jeg har set at det nytter at fortælle andre, HVOR behovene er størst. Hverdagen ER fuld af små og store pludselige positive forandringer, fordi NOGEN fik sagt et eller andet det rette sted. Dét er også hjælp.

I december tager jeg derfor frivilligt til Grækenland for at hjælpe. Hvis nogen kender folk, som gerne vil af sted, er der KÆMPE behov for både varme hænder og professionel kompetence hér og nu! Vinteren er på vej (sidste år sneede det på de græske øer!) og der mangler hjælp overalt i de 60 telt- og containerlejre rundt om i Grækenland.

Men man kan også blive hjemme og hjælpe dem, man kender, eller flygtninge i de tiloverblevne lejre hér, eller fattige eller husvilde, eller dem som systemet holder som gidsler for lovgivningen.

Eller man kan bede om hjælp selv. For det ER dét, det handler om. At omgivelserne bliver var, at man har behov nødig.

Alt går jo entropiens vej – men en håndsrækning, den ene eller anden vej, kan sætte tilintetgørelsen på standby.

Så vi får lidt ekstra tid at opleve alting i.

__

først trykt på
http://danskforfatterforening.dk/l-gruppen/nu-med-virkelighed/

Rationality – From AI to Zombies by Eliezer Yudkowsky

Share

Rationality From AI to Zombies
by Eliezer Yudkowsky

Buy for free or more!

Released under the Creative Commons Attribution-NonCommercial-ShareAlike 3.0 Unported license
⃝cc BY-NC-SA 3.0
http://creativecommons.org/licenses/by-nc-sa/3.0/

Contents Læs videre “Rationality – From AI to Zombies by Eliezer Yudkowsky”

Leve af eller dø for kunsten?

To spørgsmål, der skiller vandene: Genkendelighed eller unika? Blive i sikkerhed eller risikere liv, kærlighed eller omdømme for min kunst?

Share

LEVE AF?

“Kan det interessere nogen?” kan ikke være grænse- og unikakunstens spørgsmål, men kun tilhøre kunsthåndværket. At interessere modtagere, som hellere ønsker noget kendt end noget udfordrende, fordrer at udøveren nedtoner egne behov for at presse grænser på materialevalgs- og indholdssiden og kun anvender  Læs videre “Leve af eller dø for kunsten?”

Why Are We Here On This Planet?

A question that begs answering.

Share

Everything to humans is language.

WHY – the ability to distinguish and care about future outcome, ie. weigh memories and desires, is one mark of a highly functional survival instinct

ARE – the re-affirmation of the concept of historical plurality implies both trust in the pattern of plurality as stable system AND conscious will for it to remain so.

WE – relating to your own species in terms of self including plurality marks you as a sensitive and caring individual capable of existing as individual in a community

HERE – the spacial destinction, whether it springs from accurate astronomy or not, implies a great sense of identity, ie. Me vs. Not-Me, which by way of physical identification contains the unconditionality of existential loneliness that has often been described as a Human Driving Force towards mergence into safe communality

ON – a subset of “here”, but by implication the demonstration of astronomical awareness, and as such an underlining of trust in the existance of the human form and its difference from everything not human

THIS – another subset of “here”, but easily the essence of the totality of the question, showing the capacity for projected thought that shines the light on what is and the functionality of what is, which marks the clear distinction between simple survival AND creating life

PLANET – a word simultaneously describing the concept of “rock existing in nothingness, preferably with the ability to sustain life, preferably human life, but not necessarily”, AND the mental understanding of the totality of the human habitat with all of its complexity and challanges. Used in this context it also implies an uncertainty of “home”, ie. “possibly we can do so much better for our selves that Earth as “home” for all humans becomes a natural thing”.

And all put together it forms an image of self aware existance capable of projecting itself to a future of better conditions for all members of its species. Emphatically speaking this projection is its own fuel, and the simple frasing of the question nothing but the hose that goes into the tank: Don’t expect the question answered by anyone but yourself, but always keep it warm and in the spotlight.

Sense8 – SUPER-FORFØRENDE

Share

The series which belongs to the genre of science fiction is described as “a gripping global tale of minds linked and souls hunted” which was conceived by the showrunners “after a late night conversation about the ways technology simultaneously unites and divides us”.

Hvis man forestiller sig, at alle mennesker har noget til fælles: Trangen til at være sammen. I små og store grupper, men sammen.

Og man som instruktør og manuskriptforfatter spørger, hvad der kan opveje en gruppeeksklusion fra normalsamfundet.

Og svaret så lyder: Det skal være noget, som er Læs videre “Sense8 – SUPER-FORFØRENDE”

ODD – sygeliggørelse af naturlig opposition mod overgreb!

Non-konformitet og fritænkning som mental lidelse!

Share

Ifølge NordAmerikanske psykiateres nyeste udgave af DSM-IV (den Diagnostiske og Statistiske Manual for Mentale Forstyrrelser, som psykiatere og medicinalindustrien efterlever som standard) er non-konformitet og fritænkning en mental lidelse! Læs videre “ODD – sygeliggørelse af naturlig opposition mod overgreb!”

Ny forskning: Læs en god bog og bliv et bedre menneske

Theory of Mind er bla. afgørende for de følelser af empati, der hjælper med at binde os sammen i store grupper.

Share

ToM er bla. afgørende for at vi kan navigere i de komplekse sociale sammenhænge, vi lever i og for de følelser af empati, der hjælper med at binde os sammen i store grupper. via Ny forskning: Læs en god bog og bliv et bedre menneske | Videnskab.dk.

empathy

 

noter om salg [limbo for begyndere]

Min person er varen, jeg faldbyder og sælger.

Share

limboAt sælge sig selv er en nødvendighed for det allerstørste flertal i Danmark – hvad enten man er lønarbejder, selvstændig, kunstner eller forsørget: Med undtagelse af barmhjertighedshandlinger er overlevelsen betinget af evne til at kunne faldbyde sig på den rette måde. Læs videre “noter om salg [limbo for begyndere]”

Ensomhed: 50/50 arv&miljø og helbredstruende

Omfanget af et menneskes ensomhed er ikke dikteret af (manglende) social interaktion.

Share

THE LETHALITY OF LONELINESS er et langt blogindlæg, der definerer ensomhed som fysiologisk begreb og går i dybden med konsekvenserne af livslang ensomhed. Læs videre “Ensomhed: 50/50 arv&miljø og helbredstruende”

Rytmisk Dansk, musik af pauser i digte

Pausens Musik er den eneste musik, der findes.

Share

Jeg er håndværker og digter, og har skrevet og udgivet siden 1985. Hele mit skriveliv (først ubevidst og siden målrettet) har jeg arbejdet på at synliggøre pauserne i mine digte – først for mig selv; og igennem de sidste 12-14 år med en vished om læseren. I dag kunne jeg godt tænke mig at præsentere lytterne for vejrtrækning – og dét fra en ret nørdet vinkel: vejrtrækning som tidsmaskine, oplæsning af digte som tidsrejse tilbage og ind i et andet menneskes krop. Læs videre “Rytmisk Dansk, musik af pauser i digte”

Pattern emerging: Getting paid to pay is the new black [while suppressing developing countries]

Don’t cry, but it’s all a lie.

Share

I have what you would call an ‘extended family’ in Lima, the capital of Perú. My friend’s boy is just now beginning school.

I don’t have to tell anybody about the appalling state of public school in most countries of the world. But maybe you don’t realize what economical poverty is on a reality plane:

A monthly transfer of money sent to aid in the monthly cost of schooling – to people, who just scrape by – is safer than one large one-time transfer. Læs videre “Pattern emerging: Getting paid to pay is the new black [while suppressing developing countries]”

Universel jonglering efter de 50

Med mindst 3 verdener i luften er der nok at se til.

Share

5._Man_Juggling_His_Own_Head_Unidentified_artistKære kenneth,

Nu, hvor DU er blevet 50, forventes det at du trækker dig og lader andre komme til fadet. Ingen har længere særlige forventninger til dig. Du skal ikke mere. Du har ingen børn, og derfor intet ansvar. Dine bøger angiver ikke potentiale for større eller vigtigere skrift, så du behøver ikke anstrenge dig. Din virkelighed berører nogle få mennesker, som godt nok vil mærke det, hvis du forsvinder, men smerten bliver før eller siden alle til del. Du har kun pligt til at sørge for ikke at være til urimelig belastning for nogen – for samfundet, dine forældre, dine venner, dine partnere, dine læsere, dine fjender.

Det er den officielle version.

Uofficielt, eller privat, er det af største betydning, at du holder op med at klage. At du griber fat i noget, der har eller kan få betydning for dig. At du deler af din erfaring, så den spreder sig ud i samfundet som ringe i vand. At du taler om alt, du ved, så dine ord og tanker fortsat kan være dine børn. Så dine børn kan få børn. Så menneskelivets tanker kan fortsætte, fordi det er alt, vi kan. At du viser dine mennesker, at du holder af dem, fordi alle mennesker lever af kærlighed, på kærlighed, for muligheden for kærlighed.
        At fylde eksistensen med relationer, med historie og historier, er ikke fattigt eller meningsløst. Den såkaldte illusion om dét, der giver livet værdi, ér ingen illusion: Der ér vitterlig ikke noget i tomrummet, hvis ingen fylder noget i.

Forestillingen derimod, eller den kunstneriske version, kan være som du selv gør den. DU kan uden bevisførsel hævde, at det eksistentielle tomrum ikke er tomt. At det er lige så fyldt med betydning og værdi som en kiste begravet på en ø markeret med kryds på et skattekort gemt i træbenet på en pirat, som alle leder efter, levende eller død. Eller at det eksistentielle tomrum er fyldt på samme måde som det ydre rum er fyldt af Hicks’ nu påviste partikel. Eller at det er propfyldt ene og alene af ord, der ikke er sat sammen endnu, og at spejlingen i sprog viser et menneskes beherskelse af tankerne, der sætter ord sammen, tilfældigt eller målrettet beskrivende, og dermed sin beherskelse af eksistensen, målretning af eksistensen, værdisættelse af eksistensen, bekræftelse af eksistensen.

Den officielle version er sand.

Den uofficielle er sand.

Den kunstneriske er sand.

kenneth 50, lonnis fotoHvilket ikke skaber et diverst univers. Blot mindst 3 universer, der findes samtidig. Og der er flere endnu, hvis du gider. Eller synes det er interessant.

Er det interessant? Gider du? Du skal fortsat give uden at kunne forvente noget retur. Ingen, der takker dig; ingen, der betaler for din eksistens; ingen, der beviseligt behøver dig. Du vil findes i andres øjne lejlighedsvist, men kan aldrig blive et barn igen. Aldrig få den fulde opmærksomhed. Aldrig være fuldstændig tryg.

Kan du dét?

Det må du besvare for dig selv. For ingen anden har det fulde svar. Selvom mange når hertil, hvor du selv er lige nu. Med mindst tre universer i luften på samme tid.

 

 

Heideggers Væren og Tid, kapitel 0.

NULLET nuller. Det kan ikke andet. Og vi drager nytte af det til at sætte alt andet i relief.

Share

Jeg er umådelig uuddannet, måske næsten umålelig uuddannet.

Om 20 dage bliver jeg 50. Jeg har inviteret 140 mennesker til at komme til reception på 35m2 og har ingen back-upplan for hvis bare halvdelen har tænkt sig at lægge vejen forbi i løbet af dagen. Ingen stole, ingen ilt. Blot statistisk påstand om, at alverdens befolkning kan stå på Bornholm, med plads til overs.

Inden da skal jeg have ryddet op på terrassen, dvs. flyttet i tonsvis af træ og placeret det et sted, jeg ikke straks skal flytte det fra igen, og gerne gøre både husets indre og ydre så færdigt, at jeg ser ud til at være respekt værdig, har styr på mit liv, er værd at have med fremover at lege og interagere med; det her med at jeg er et godt menneske med et godt hjerte er ikke nok for mig; jeg har tænder.

Samtidig er det faktisk vigtigt for mig at gøre plads til alle de mennesker, jeg gerne vil se, inden vinden vender: Mit indre er det eneste sted, jeg kan have dem med på samme tid; det eneste realistiske sted for mig at opholde mig midt i en tryg gruppe.

Og for at det ikke skal være løgn: Pt er mit døgn vendt, så jeg går i seng kl. 10 – jeg skal have trukket 10 timer, så jeg kan tage imod gæster d. 30, tidligt.

Der er således udfordringer nok til at fylde hver en dag – idet jeg samtidig skal holde mig orienteret om alle nye dokumentarfilm i verden, som er en frisk passion, der bringer væsentlighed og levende mennesker ind i stuer, som dagligt er noget ubelastet af hørbart åndedræt. Og tillige udføre alle de ting i hverdagen, som man gør for at holde kaos stangen, og det er ikke lidt.

Men det er ikke nok. Og her kommer vi igen til den uuddannede del:

væren og tid, heideggerJeg har behov for et væsentligt input til min sansning af verden, noget mentalt at stå på, hvis det da ikke er et oxymoron, og idét jeg går ud fra, at mentale udfordringer ikke direkte influerer på kroppens evne til at danse tango på et trægulv, har jeg tænkt mig at tygge mig igennem VÆREN OG TID af Martin Heidegger. (Og undskylder for mængden af blandede metaforer).

Mine forventninger til sådan indsats:

At køre med på, at værket er en overhypet moppedreng, især uden at have læst den, forekommer stærkt nedvurderende, men at opfatte den som en stringent logisk satan, som jeg derfor nu forestiller mig at jeg vil opleve den som, er måske direkte fornærmende.

Vi får se…

Jeg har tænkt mig at skrive 1 indlæg om hvert kapitel, og hvis jeg ikke længere kan genlåne den, må jeg vel ud at finde den antikvarisk. Min oversættelse er den seneste fra Klim 2007, og begge faktorer skulle borge for en gennemarbejdet, moderne oversættelse af dette hovedværk fra 1927. Ikke, at mange ikke senere er kommet til klarere, mere tidssvarende konklusioner ved at stå på Heidegger, men Væren-I-Tid, Væren-Med-Tid og Væren-Over-Tid gennemsyrer min tanker, og har gjort det igennem 20 år eller så. Skal jeg således lave mig et uddannet, intellektuelt fundament, jeg kan bruge til at forstå mine egne mange tanker med, kan jeg lige så godt begynde her, hvor jeg allerede er, eller hur?

Hei-degger, et bord til to, tak! Kenneth behøver at kennethe.

 

Head space – Jake Fried’s “The Deep End”

Animators, I salute you!

Share

 

The Deep End from Jake Fried on Vimeo.
Materials: Ink, white-out and coffee on paper.

I had to watch it several times, one frame advanced at a time to properly see the iterations, & to avoid a beginning seasickness due to the slightly jarring images. Total effect is as Analog as it gets. I love it.

Watch more at his homebase, inkwood.net. But man, he is only just getting started! 😀

Fri Vilje vs. at Prutte

Mine prutter er de bedste!

Share

Man kan sandsynliggøre bestemt adfærd i et menneske, men så også KUN sandsynliggøre, at f.eks. jeg formodentlig ikke vil lukke tarmgas ud hos dronningen, fordi jeg finder det socialt akavet, (men om det sker, kan ikke udelukkes 100%) – mens det er sandsynligt at jeg i mit eget hjem ikke vil have nær så mange hæmninger med at slippe en vind, når gassen står højt i endetarmen. Således ér jeg at lukke tarmgas ud i et givent øjeblik, eller jeg ér ikke (og de øjeblikke er der sjovt nok flest af). Et væld af forskellige faktorer, som ikke alle er i min kontrol, selvom jeg måtte ønske det, fører frem til dét der sker: En stinker eller ikke en stinker.
 
Man kan kun handle som dét, man i et givent øjeblik ér. Det er ikke forudbestemt, at man ville lukke stinkende gas ud i dette øjeblik, men et eller andet øjeblik, JA, for mennesker prutter. Prutten var bare ikke til at undgå i dét sekund, man fes. Fokuserer man KUN på pruttesekundet og ikke på øjeblikket før eller efter, er det muligt at argumentere, at alle spor i livet mødtes i dette sekund, konvergerede. Men reelt at forklare en prut med, hvad der er gået forud, vil være en rationalisering af udvalgte fortidige faktorer, ikke en beskrivelse af et forudbestemt forløb. At inddrage valgte faktorer som uafviselig årsag til, at nogen pruttede, er at scenografere verden – at lave en version af verden, der passer til ens måde at se verden på eller forsøge at lægge hændelsesforløb i semi-videnskabelig statistisk spændetrøje.
 
En prut kunne hverken være undgået – ved som beskuer at opstille muligheder i fortiden (det man kalder at “græde over spildt mælk”) – eller ikke være undgået – ved som pruttende at påstå, at man ikke behøver udøve absolut kropskontrol i det offentlige rum med et argument om, at “alle jo ved”, at mennesker prutter, når vi ikke kan holde det tilbage længere. Men med observans på delkonsekvenser af at prutte – udstødelse af flokken, f.eks. – kan man føle sig tvunget til at lære stærkere kropskontrol for at undgå udstødelse i fremtiden, når kroppen vil prutte. Og vil selv blive generet af manglende kontrol, hvis man ikke kan holde gassen tilbage.
 
Om man prutter eller ej er noget man ér. Indtil man ikke ér det mere, hvis nogen sinde, før man er død. Det er derfor på samme tid noget man gør – en handling – og ikke noget man gør – et kortvarigt værensudtryk på lige fod med at tørre sved af panden. Det er både en frivillig handling og uden for kontrol I DET SEKUND, man prutter:

Man kan forsøge at holde det tilbage, fordi man ikke synes det er det rigtige sted at prutte. Hvis man har behov for og formår at forladet området med formålet at prutte, ér det så også en del af, hvem man er. Bliver man og prutter, af frygt for at blive bemærket som fraværende fra fællesskabet, er dét en del af, hvem man er. Holder man tarmgassen tilbage, til man får ondt i maven, er dét en del af, hvem man er. Og hvor man end prutter, er dét blandt meget andet hvad man i dét øjeblik ér – som holdning betragtet.
 
Prut, sagde tarmen og lugtede lidt, og snart igen var man en hel masse andet, der ikke lugtede, men som man heller ikke havde den store kontrol over. Et kort sekund, og så skiftede dét også. Og det næste. Og så fremdeles.
 
Ubehaget ved at holde stillelsen af behov tilbage fungerer som erindringshjælp til udformning af fremtidig adfærd, fremtidig væren. Hvad prutning angår er et problem måske, at mange mennesker ofte kan lide lugten af egen prut, og uanset risikoen for social forstødelse med en vis ydmyghed kan manifestere et lugtterritorium ved at lukke gas ud, som kan retfærdiggøres med “jeg kunne ikke holde den tilbage.”
 
Er dét primitivt? Hvilken væren er bedst i et civilsamfund, hvor folk foretrækker lugten af egen prut og sjældent lugten af de andres?

Magi på menuen

Lidt sukker med kraft til forvandling!

Share

 

Livet består ikke blot af sukker til at nære og aktivere cellerne, men også af formål for cellernes retning. For menneskene: Kroppens og bevidsthedens modstridende udviklingsforløb gennem livet.

Mens kroppen afvikles, udvikles bevidstheden, og heri opstår Lidelsens og Lykkens Sprog – som beskrivelse af kontrasterne ved at miste og komme til forståelse:

Adgangen til oplevelser, og oplevelserne selv – der har gentaget sig og bundfældet sig og bevist deres værdi i en kultur – antager genkendelige former, som overleveres fra generation til generation og udgør selve fundamentet for de nye menneskers adgang til livet. En sådan form er bl.a. hvert enkelt ord i et sprog – et koncentrat af tusinder, måske hundredetusinder af år med fokus på oplevelser i livet og adgangen hertil. Med tiden har visse oplevelser vist sig at opsummere hele livsforløb og definere formålet med at leve trods modstand og lidelse, og disse oplevelser har fået deres egne ord.

TILLID er et sådant ord.

 

Et voksent menneske, der behøver tillid i sit liv, må fokusere på at være tillid ved at praktisere tillid. Det voksne menneske må kunne klare sig selv, og tilliden skal derfor udstrækkes til sig selv, og ikke til en anden eller andre, som da man var barn. Ikke vise sin kæreste eller chef, eller bjerget eller rebene, eller musikken eller trinnene tillid, men derimod sig selv. Så bliver relationen så meget et samarbejde, som det er muligt.

Jeg tror på sympatisk magi: Ved at omgås dét, som en genstand eller et ord refererer til, tiltrækkes mere af det samme.

Og jo, det virker! Jeg konkluderer at behøve større tiltro til min egen formåen, altså tillid til mig selv, og ind fra venstre kommer straks MORs MENAGERI, poetisk bolsjekogeri mm. – som en ny kontakt over LinkedIn. Jeg bestilte straks 300g TILLID indlejret i sukker.

Altså, idéen alene!


3 dage senere ankom min friske TILLID til mig i en skotøjsæske, indpakket i cellofan. Poesi støbt i sukker, hver eneste farve og streg en selvstændig pølse af varm, rullet og trukket sukkermasse.

Der er lagt ufattelig megen tid i det. Det er med al tydelighed et kærlighedsprojekt.

Jo, jeg forstår, hvordan man laver mønstre i bolsjer. Ikke desto mindre har jeg svært ved at få hjernen til at se sortfarvede og kantede former blive placeret i midten af varme sukker-pølser og tilsammen trukket ud som fingerled-store bolsjer med præcise, læsbare ord i…

MORs MENAGERI: Ordet skaber, hvad det nævner.

 

Men det er åbenbart blot et spørgsmål om at ville det nok!

Sut lidt på dét!

MORs MENAGERI er et klogt sted. Et ydmygt sted. Et stædigt sted – af den slags, jeg bliver glad helt ind i hjertet af at have besøgt. Når nogen fremviser en flig af deres liv et sted på nettet, og dét så er en boblen over med respekt for og kærlighed til det at leve, bliver jeg atter fuld af forundring over alt det på indersiden af et menneske, som formår at skabe og sætte ting i verden.

I min forståelse af tingene kaldes det NÆRVÆR – som egentlig ikke er så kompliceret. Hvis man har lyst til at være her. I livet.

Astrid Søe hedder denne bolsjepoet og ordmagiker. På overfladen blot et sansende menneske, der som mange andre er til stede i verden med sin skaberkraft – holder foredrag, tager ud at synge, laver bolsjer, lever og engagerer sig i sit eget og andres liv. Men når man taler om at få poesien med i hverdagen, er det ikke altid lige til at definere, hvad dét er og hvordan det gøres.

For mig udtrykkes poesien ikke pr. definition i lyrikken eller digtningen, men i en holdning betinget af nærvær – som dén jeg f.eks. finder hér på Menageriets side for Poesibolsjer:

Ordet skaber hvad det nævner.

… Jeg vil starte en bolchebutik.

Bolcherne skal ikke hedde hundeprutter, mågeklatter, store babser, eller lossepladsen.
Der skal være handling bag ordene ”du blir’ hvad du spiser”.
Bolcher med navne som: glæde, kærlighed, frihed, lykke, vilje, håb, tro, nærvær, tillid, mod, skønhed og nærvær.
Jeg vil gerne bede om en pose blandet.

For to kroner skønhed, tre kroner kærlighed, en krones nærvær. Tyg lidt på den.

Sukker driver vore celler, men er et toxin i for store mængder.

Hvis vi alligevel skal stille vore sukkerbehov, hvorfor ikke samtidig bedrive lidt sympatisk magi? Skabe et fokus på dét, vi ønsker, eller give et fokus i gave til én, som behøver det? Og hjælpe med at tiltrække essensen, der driver os og giver mening for os og skaber måleforhold ud af alle levede dage?

Ordbolcher på lager lige nu: MOD, HÅB, TRO, KÆRLIGHED, TILLID, LYKKE, TANKE, NÆRVÆR, FRIHED, LIV, FRED, GLÆDE.
Magi er enkelt.